Kronik

Den socialdemokratiske epoke er forbi

Den succes, som først SF og siden Enhedslisten har oplevet, indikerer ikke en venstredrejning. Det er udtryk for en proces, hvor socialdemokratismen bliver mindre og mindre, mens venstrefløjen forsvinder
De røde faner rulles sammen efter sidste års SF-landsmøde. Ifølge dagens kronikør er de værdier, de symboliserer,  for længst trængt i defensiven.

De røde faner rulles sammen efter sidste års SF-landsmøde. Ifølge dagens kronikør er de værdier, de symboliserer, for længst trængt i defensiven.

Søren Bidstrup

16. marts 2012

Det kan se ud som om, at socialdemokratismen lever i bedste velgående og går en lys fremtid i møde. I de senere år er først SF og siden Enhedslisten blevet socialdemokratiske partier, og den nye regerings første finanslov forstærkede billedet af en socialdemokratisk alliance med næsten halvdelen af stemmerne. Det bringer mindelser om den socialdemokratiske storhedstid.

Men skinnet bedrager, for i realiteten er den socialdemokratiske epoke endegyldigt forbi.

I forbindelse med krisen i 1930’erne og i særdeleshed efter Anden Verdenskrig blev socialdemokratismen styrende og Socialdemokratiet blev et folkeparti. I forlængelse heraf er det meget almindeligt at omtale det 20. århundrede som det socialdemokratiske århundrede. Det er ikke helt forkert.

Men der er en afgørende tilføjelse: Socialdemokratismen blev nemlig grundlæggende forandret i takt med den generelle udvikling gennem århundredet.

Masseparti

Socialdemokratiet var en central aktør gennem hele det 20. århundrede og en essentiel aktør i 50 år omkring århundredets midte. Samtidig byggede partiet bro mellem det 19. og det 21. århundrede ved, at gennemgå en radikal transformation.

I begyndelsen af det 20. århundrede bragte Socialdemokratiet det forrige århundrede med sig i form af marxisme, socialisme og klassekamp, men udviklede sig så til et nærmest monopolistisk masseparti med velfærdsstaten som projekt.

Hen mod slutningen af århundredet indvarslede Socialdemokraterne så overgangen til det 21. århundrede ved at genopstå som et decimeret markedsparti, der er fuldt integreret i det nyliberale forbrugssamfund.

Alle referencer til marxisme, socialisme og klassekamp er omhyggeligt placeret i historiens pulterkammer, og velfærdsstaten værdier og kampe er spejlglatte i både den politiske retorik og praksis.

Socialdemokraterne er nu en del af det politiske elite og kæmper på linje med de andre toneangivende partier for større velstand, forbrug og beskæftigelse.

Både socialdemokratismens form og indhold er med andre ord blevet marginale i den politiske dynamik.

Forbruget overtager

Socialdemokratismen var frem til 1980’erne et socialistisk reformprojekt, der sigtede på at nedprioritere og til sidst overskride den kapitalistiske velstandslogik gennem større og større fokus på velfærd.

Udviklingen var forankret i en konkret utopi om at skabe et rigt samfund med fri tid, demokrati og velfærd.

I 1980’erne led socialdemokratismens indhold døden i takt med, at det nyliberale forbrugssamfund blev dominerende. Nu er hensigten, at demokratiet og velfærden langsomt eroderes for at skabe plads til større forbrug og mere marked.

Mens socialdemokratismen handlede om at udvide den fælles livskvalitet for at skabe et velfærdssamfund, handler det nyliberale forbrugssamfund om at udvide konkurrence og økonomisk rationalitet for at skabe et markedssamfund.

Det afgørende karaktertræk ved det nyliberale forbrugssamfund er, at det er essentielt, at adfærd, relationer og organisering er markedsmæssig, mens det er af mindre betydning, om det er staten, der betaler, eller om forbruget finder sted i den offentlige sektor. Staten spiller faktisk en vigtig rolle i forhold til at skabe og intensivere markedssamfundet.

Hensigten er at gøre stat, marked, individer og koncerner til en selvforstærkende helhed i et samfundsøkonomisk liv, der gennemsyres af økonomisk rationalitet og forbrug. Mere konkret er det nyliberale forbrugssamfund lig med modernisering plus økonomisk ansvarlighed.

Modernisering betyder her, at alle organisationer og aktører vedvarende skal omstille sig med den private sektor og markedet som målestok. Økonomisk ansvarlighed betyder basalt set, at kapitalismen cementeres, og at de nyliberale økonomers politiske forslag gøres til samfundets højeste sandhed.

Det indebærer stiltiende accept af den nyliberale konsensus, der får status af almen, sund fornuft. Den kan ikke appelleres.

Begge disse positivt klingende begreber og tilhørende værdier er essentielle. De angiver projektets indhold og retning – både positivt og negativt. Socialdemokraterne og særligt venstrefløjen forbindes med økonomisk uansvarlighed og modstand mod modernisering.

Ligesom socialdemokratismen ikke umiddelbart brød med kapitalismen og velstanden, men blot konsekvent satsede på at udbrede andre værdier og målsætninger, så bryder det nyliberale forbrugssamfund ikke umiddelbart med demokratiet og velfærden. Det arbejder til gengæld for, at velstanden og kapitalismen vokser mest muligt.

Det nyliberale forbrugssamfund viderefører altså socialdemokratismens form, men vender indholdet på hovedet.

Nyt århundrede

Det socialdemokratiske projekt er vedholdende og målrettet ophobning af forandringer, der på lang sigt skaber et nyt samfund. Socialdemokratismens indhold blev begravet af socialdemokraterne selv i 1990’erne.

Sideløbende blev socialdemokratismens form videreført med et nyt indhold, men i dag er socialdemokratismen hinsides form og indhold.

Både det nyliberale forbrugssamfund og den socialdemokratiske form, er blevet overhalet af det 21. århundrede. Den skelsættende begivenhed var den bristede it-boble i 2000. Herefter blev det forgangne århundrede dog holdt kunstigt i live af eskalerende aktie- og boligbobler, hvorefter vi i 2008 med stor dramatik blev kastet hovedkulds ind i et nyt århundrede.

Det 21. århundrede har indtil videre været en tilbagespoling af det 20. århundrede i accelererende hastighed. Først oplevede vi det nyliberale forbrugssamfund i eksalteret form under ’forbrugsfesten’. Herefter fulgte en virtuel genoplivning og implosion af socialdemokratismen, da først SF og siden Enhedslisten overtog rollen som socialdemokratismens sande arvtagere.

Men SF og Enhedslisten er blevet socialdemokratiske partier i det forkerte århundrede. Med den nye regering står det klart, at socialdemokratismen er hinsides form og indhold. Den socialdemokratiske epoke er endegyldigt forbi, og socialdemokratierne er i dag knudepunkter i kriserne.

Umulig situation

Det 21. århundrede er rastløst, desorienteret og flygtigt. Langsigtet orientering og målrettet vedholdenhed hører fortiden til. Vi ved, at de mikroskopiske omfordelinger som finansloven for 2012 medfører, når som helst kan blive visket bort af en skattereform eller i en ny finanslov.

Vi ved også, at det nuværende politiske flertal kan blive undermineret ved næste valg.

Og ikke mindst ved vi, at den aktuelle garanti for socialdemokratisk politik, Enhedslisten, er en politisk boble, og partiet kan derfor meget let komme til at lide samme skæbne som SF: Boblen brister og magien forsvinder.

Vi ved kort sagt, at socialdemokratismen ikke længere er centralt placeret i den sociale dynamik, men er forskudt til en blank overflade, der reflekterer det 20. århundredes bristede illusioner. Det, der er tilbage af socialdemokratismen, er politisk markedsføring, der effektivt udnytter sociale og demokratiske forhåbninger i befolkningen.

Resultatet er tiltagende korruption og politisk desillusion. Det ser vi allerede talrige eksempler på, selv om århundredet kun lige er begyndt.

Vi står i en umulig situation, hvor vi er kastet ind i et nyt århundrede med en følelse af, at der hverken er en vej frem eller tilbage. På få år har vi udtømt århundreders politiske og kulturelle ressourcer, samtidig med at den samfundsmæssige krisetilstand er blevet dybere.

Peter Nielsen er lektor i politisk økonomi på RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

@Peter Nielsen: Muligvis misforstår jeg dig, men det er en skuffende kronik, du har skrevet, og hvis det ser så sort ud, som du siger, må du hellere gå dig en tur i skoven. Enten har man noget at komme med eller også klapper man i. Hvad skal vi bruge din klagesang til? Så længe man lever, bliver man da nødt til at kæmpe for det, man tror på, og hvis man ikke tror på noget, tja, så går man en tur i skoven og finder måske på noget.

Thomas Christensen

Det var dog et forbløffende indlæg. Socialdemokratismen har jo sejret. Staten har aldrig været større, ligheden har aldrig været større.

Problemet for regeringspartierne op til valget var jo, at de kun kunne skille sig ud fra den forrige regering ved at love gaver til pøblen, som adskillige forstandige mennesker gjorde opmærksom på var fuldstændigt økonomisk uansvarlige.

Den socialdemokratiske epoke er måske forbi, men kun forbi projektet er fuldendt.

Nu står vi over for at finde en vej videre - og jeg mener ikke, vi skal følge i Nord Koreas fodspor.

Dorte Sørensen

Denne tendens forudsagde økonomiprofessor og Overvismand i 1970 erne Anders Ølgaard (eller hvordan det staves) ved sine forlæsninger på Økonomisk institut for 1. årsprøve studerende. I det han sagde, at når flere og flere bliver parcelhusejere så vil der være flere og flere små "kapitalister" der mere ser på deres egen økonomi end på fællesskabets.

Et udmærket bidrag til forståelsen af den socialdemokratiske position anno 2012. Og det har relevans i dén forstand at både socialdemokraterne og partiets vælgere - samt alle os andre - har brug for at forstå hvordan den igangværende tilstand er kommet i stand.

Dog kan ihvertfald følgende pasus fra artiklen nok diskuteres en del;
"Socialdemokratismen var frem til 1980’erne et socialistisk reformprojekt, der sigtede på at nedprioritere og til sidst overskride den kapitalistiske velstandslogik gennem større og større fokus på velfærd."
Socialdemokratismen, bl.a. udtrykt gennem udviklingen af den universelle velfærdsmodel, udviklede vel snarere klassesamarbejdet; den universelle velfærdsstat som ikke på afgørende vis sigtede mod at eliminere klasseskel og ulighed - men istedet udgør et systembevarende kompromis mellem klasserne. Det er dette kompromis, dette samarbejde, som den igangværende ombringning af den universelle velfærdsmodel endegyldigt er ved at afslutte. Fra dette punkt kan Danmark bevæge os ind i en æra med den residuale stat (værdigt trængende) og velfærdsordninger som primært forankres på (arbejds)markedet.

Carsten Hansen

Socialdemokratiet skabte velfærdssamfundet op gennem 50érne 0g 60érne.

Alle regeringer siden da, har kun haft én opgave; At forvalte det skabte velfærdssamfund .

Skulle fremtidige regeringer ødelægge dette velfærdssamfund, hvilket ikke er usansynligt, så er det mit håb at venstrefløjs-tanken igen vil vokse og indtage scenen.

Hvis ikke, så er jeg glad for at have levet det meste af mit liv i de gamle socialdemokraters velfærdssamfund, og ikke skal leve så meget i andres u-velfærdssamfund.

Det var en uhyre præcis kronik, Peter Nielsen har skrevet, og da al bedring starter med et sandhedens øjeblik, er det også nødvendigt at se klart i øjnene, hvor dårligt det står til. Først da kan man gøre sig klart, hvad de skal til for at bringe os tilbage på det socialdemokratiske spor, der beskrives så godt: "Socialdemokratismen var frem til 1980’erne et socialistisk reformprojekt, der sigtede på at nedprioritere og til sidst overskride den kapitalistiske velstandslogik gennem større og større fokus på velfærd.

Udviklingen var forankret i en konkret utopi om at skabe et rigt samfund med fri tid, demokrati og velfærd." Og sådan ser målet stadig ud for mig.

Det vigtigste, der står, er: "Det nyliberale forbrugssamfund viderefører altså socialdemokratismens form, men vender indholdet på hovedet," for liberalismen forvrænger alt det væsentlige til fordel for noget så uvæsentligt og floffy som 'penge', der jo intet er værd i sig selv, men blot angiver en prioritering af værdier.

Carsten Hansen, du er døv og blind! I de sidste mange år er velfærdssamfundet blevet undergravet, befolkningens rettigheder er blevet underløbet og folket spændt for kapitalens vogn med alt fo rmeget pligt og ingen udsigt til, at dette vil blive mindre med tiden. Nogen har taget "Arbeit macht frei" alvorligt.

man skal være liberal for at mene, at ligheden aldrig har været større, Thomas Christensen, det handler ikke om indtægt, det handler om indflydelse på eget og fælles liv. Dér er det mange år siden, at folk har haft så lidt lighed som i dag, hvor alle demokratiseringsbestræbelser synes at være gået i stå eller regrediere.

Thomas Christensen

Hej Peter

Det lyder som om din definition på lighed er tæt på min definition af frihed. Måske gemmer dig sig en ægte liberal i dig?

Jeg ser det socialdemokratiske projekt som en meget langsom revolution, der sigter efter et totalitært samfund. Kommunisterne og fascisterne prøvede med hurtige, voldelige revolutioner - og deres totalitære stater havde heldigvis en begrænset holdbarhed. Den socialdemokratiske revolution er mere eller mindre tilendebragt og vi har nu et samfund, hvor staten og kapitalen er smeltet sammen, og hvor du kan vælge mellem to karrierer (som påpeget af Ole Thyssen). Der er ingen frihed eller mangfoldighed.

Og venstrefløjen kalder gudhjælpemig dette for neoliberalisme.

Gorm Petersen

Allerede Hitler forudså at vi ville ende i et højre-diktatur - at demokrati var meningsløst tidsspilde.

Dog er det et specielt dansk fænomen, der skyldes at det borgerlige pressemonopol i Danmark procentuelt er langt større end f.ex. i Berlusconis Italien.

Man skal ikke længere end til England før en konservativ David Cameron kan stille spørgsmålstegn ved det moralske i at udbytte sine medmennesker. Her er der også pluralisme i nyhedsdækningen. Forskellige medier kan vinkle den samme historie på forskellige måder.

Danmerk ledes reelt af VKR fordi VKR kontrollerer pressen - og sådan har det været de sidste 15 år.

Det er ikke som i Italien en bestemt person, der styrer pressen, men et et fælles værdigrundlag, der forener de 3 partier. Det var jo tydeligt før valget, at R ville det samme som VK m.h.t. økonomisk politik.

R kontrollerer dagbladet Politiken, mens VK kontrollerer resten af den borgerlige presse.

Først og fremmest TV2 - som det kom frem for et par måneder siden !!!

Mads Kjærgård

"Jeg ser det socialdemokratiske projekt som en meget langsom revolution, der sigter efter et totalitært samfund"

Sjovt nok synes det også at være Venstres sigte af dømme efter det tons af regler, reguleringer og forordninger som VK regeringen har spyttet ud og det er desværre den tendens S har samlet op.

Udviklingen mod det totalitære samfund tog fart, da Østblokken brød sammen og de vestlige magthaverne ikke længere behøvede at leve op til deres egne idealer om frihed.

Paradoksalt nok synes Enhedslisten at være det parti i dag, der den største forsvarer af de liberale frihedsværdier!

Carsten Hansen

Det ser ud til at nogen mener velfærdssamfundet allerede nu er en saga blot !.

At det går den forkerte vej kan jeg tilslutte mig, men .......

I øjebikket forsvarer en socialdemokratisk talsmand miseren hos Poul Friis. Det er ynkeligt at høre ham forsvare, at folks ret til dagpenge er blevet forringet til den rene subsistens - på trods af at alle ved, at der vil blive mindre og mindre arbejde at udføre i fremtiden.

Gorm Petersen

Kigger man nærmere på tidsaksen startede det med forholdet mellem Lone Dybkjær (R) og Poul Nyrup (S).

Før den tid var Nyrup måske nok højre-socialdemokrat, men troen på privatiseringer og øget ulighed dukker altsammen først op EFTER fru Dybkjærs "intervention."

Da Aktuelt gradvist brød sammen, og det stærkt højreorienterede TV2 fik større og større betydning, var banen ligesom lagt.

Gorm Petersen

Jeg har ikke de sidste 15 år hørt en dansk journalist spørge:

"Hvorfor er det ansvarligt at tage fra de fattige og give til de rige" ?

Det rigtige svar er selvfølgelig:

"Det er fordi de fattige klatter pengene væk på druk og andet misbrug. De rige investerer pengene til gavn for hele samfundet."

I BBC news er det ikke ret længe siden en journalist stillede dette spørgsmål, og tvang den interviewede til at svare.

Det kunne ingen dansk journalist drømme om.

Søren Kristensen

Den socialdemokratiske epoke er forbi. Ja, den sluttede den med Anker Jørgensen. Spørgsmålet er om velfærdssamfundet i længden kan klare sig uden socialdemokratiet som lokomotiv? I hvert fald er det glædeligt at Dansk Folkeparti omend famlende forsøger at få lidt flere varer på hylderne, for det er jo ikke sådan at vælgerne er forsvundet. De sætter bare deres kryds som de vil.

Behøver vel bare at sige at det er helt naturligt sådan som vi har set gennemsnitsalderen for stemmeberettigede er steget igennem de sidste årtier og nu er over 50år.

Carsten Hansen

Det der skal til, er at Socialdemokraterne finder tilbage til tidligere tiders dyder.

På et eller andet tidspunkt bør det gå op for folk at solidaritet er at foretrække frem for egoisme. Vel senest når kriminaliteten stiger i takt med verfærdssamfundets afvikling.

Men herværende folk fra den yderste venstrefløj skal ikke regne med at hverken Socialdemokraterne eller befolkningen rykker helt ud til Ø.

Gorm Petersen

Hvis man gjorde det til at kriterie for at kunne stille op til et valg, at man kunne dokumentere, at man havde adgang til loyal presse, kunne en masse spildtid undgås.

Kun partier der deler VKR's (det meste af pressen) eller DF's (BT og Ekstrabladet) synspunkter ville således kunne stille op til valget.

S-SF ville så slet ikke være opstillingsberettigede.

Ivan Gullev, man bevarer ikke velfærdssamfundet ved at afvikle det. Og et velstandssamfund er ikke et velfærdssamfund, måske snarere tværtimod.

@Peter Hansen
Foghs 00 har været lækkerier på lækkerier på lånte penge. Nu revideres tilbage til 90'ernes niveau.

Mihail Larsen

Velstand uden velfærd

I 1973 udgav redaktør på den socialdemokratiske avis Bent Hansen sin bemærkelsesværdige bog "Velstand uden velfærd". Den burde have vakt større opmærksomhed, for den satte fingeren på et ømt punkt for den socialdemokratiske velfærdsideologi. Når socialdemokraterne har tabt den kulturelle kamp er det, fordi de har accepteret, at der sættes lighedstegn mellem velstand og velfærd. Kvantitet og kvalitet. På den måde har det kunne lade sig gøre at fusionere socialdemokratisk og neoliberalistisk tænkning – og det forklarer det øjensynlig paradoksale i, at socialdemokraterne nu beskyldes for at føre liberalistisk politik, medens Fogh-regeringen tilsvarende bleve beskyldt for at føre socialdemokratiske politik. Det er åbenbart blevet ét fedt.

Det må føre til paradokser à la "vi må arbejde meget mere for at bevare velfærden", som nu er blevet et mantra for socialdemokratiske politikere – ivrigt bifaldet af CEPOS.

Det er smerteligt at høre socialdemokratiske talspersoner optræde som bogholdere og revisorer i stedet for som visionære politikudviklere, der vil presse på for kvalitative udviklinger af velfærden.

Aksel Gasbjerg

Læs også en god artikel om samme emne på kritiskdebat.dk:

http://kritiskdebat.dk/news.php?readmore=55

Bent Gravesen konkluderer i artiklen:
"Det er altså ikke det gamle socialdemokratiske motto "Gør Din Pligt. Kræv Din Ret" der har indkasseret en historisk sejr i værdikampen ved at blive folkeeje. Helle Thorning Schmidt, Mette Frederiksen og Karen Hækkerup har derimod givet det gamle motto en historisk drejning, der nærmer sig de 180 grader. Ikke mere ligelig fordeling af samfundsmæssige rettigheder og pligter. Snarere risiko for yderligere ulige fordeling. Ikke flere rettigheder til de underprivilegerede. Ikke flere pligter til de overprivilegerede. Men et budskab til specielt overførselsindkomstmodtagerne og brugerne af velfærdsydelserne om flere pligter og færre (universelle) rettigheder".

Thomas Christensen

@Mads Kjærgaard:

"Sjovt nok synes det også at være Venstres sigte af dømme efter det tons af regler, reguleringer og forordninger som VK regeringen har spyttet ud og det er desværre den tendens S har samlet op."

I min bog er det helt modsat. Venstre samlede det socialdemokratiske projekt op, da Fogh smed sine - i forvejen beskedne - liberale idealer ud for at hoppe på taburetten. Den nuværende regerings ubehjælpsomhed er et tydeligt tegn på, at Socialdemokratiet endnu ikke har fundet et svar på, at Venstre stjal deres projekt.

"Udviklingen mod det totalitære samfund tog fart, da Østblokken brød sammen og de vestlige magthaverne ikke længere behøvede at leve op til deres egne idealer om frihed."

Jeg mener udviklingen mod det totalitære starter lang tidligere. Sandsynligvis med første verdenskrig, der skabte de europæiske monsterstater, ikke mindst de totalitære i øst og vest, men det er en længere diskussion.

"Paradoksalt nok synes Enhedslisten at være det parti i dag, der den største forsvarer af de liberale frihedsværdier!"

De liberale frihedsværdier udspringer af den private ejendomsret. Så du har desværre ikke ret.

Thomas Christensen

@Ivan Gullev

"Den socialdemokratiske epoke har sejret af helvede til - godt
Kun Liberal Alliance er i oprør mod velfærdsstaten."

Gid det var så vel. Desværre er LA med deres lyserøde socialliberalisme helt med på velfærdsvognen - dog tilsat en anelse økonomisk realisme. Der findes ikke en liberal stemme i dansk politik.

Mogens Kristensen

VKO regeringen sendte arbejdspladser til Kina. Se det var jo smart, så slap man da fri for de besværlige lønmodtagerer, som var socialdemokratiet kærnevælgere.

Carsten Hansen:

Nej desværre er det ikke alle der kan have en iq over 160 og have tilegnet sig viden om alt fra sociologi til kvantemekanik, samt skelne imellem irrationelle følelses styrede holdninger og rationelle nuanceret holdninger.

Jørgen Mathiasen

Berlin,
Epoken blev naturligvis ikke erklæret for afsluttet, men Nyrup og Lykketoft havde ikke et eneste indvending imod den byge af forslag den dengang radikale Anders Samuelsen gennem DR underholdt med i 90erne. I dag står det vist klart for alle, at markedsradikalisme var Samuelsens egentlige drivkraft.
Samstemmigheden førte til en forbløffende arbejdsmarkedspolitik og en vidtgående ændring af indholdet i den offentlige debat.

Om "vi" står i en umulig situation, som Peter Nielsen skriver, er utvivlsomt også et spørgsmål om individuelle strategier og muligheder, men forestillingen om, at den politisk overbygning skulle være en del af strategien, gælder ikke i samme omfang som indtil 1991, hvor det blev klart, at et regeringsskifte ikke var et værdiskifte, men en ny besætning af gamle roller.

Carsten Hansen

Peter Hansen.

Da folk på mystisk vis anbefaler dit indlæg (8.29).
Kan du så ikke lige forklare hvorfor du mener jeg er døv og blind ?.

Jeg ser ingen steder i mine indlæg, at jeg bifalder den nuværende udvikling.

Rasmus Kongshøj

Jeg synes det er symptomatisk for Socialdemokratiets elendige tilstand, at der ikke er nogen af kommentarerne, der forsvarer den socialdemokratiske tanke. Der er ingen som går i rette med påstanden om at projektet om at frigøre folk gennem velfærdssamfundet er blevet erstattet af gold nyliberalisme.

Måske er der ikke længere nogen socialdemokratisme at forsvare længere. Det eneste der er tilbage er nogle røde faner, der bliver hevet frem ved festlige lejligheder - ellers er Socialdemokratiet blevet en del af Det Forenede Kapitalisme-Parti.

Man fristes til at spørge om der er en socialdemokrat til stede.

Claus Oreskov

En god øjenåbner af en artikel. For nogle ledt for pessimistisk, men svær at afvise. Dog mangler der en mere kompleks analyse af socialdemokratiet. Socialdemokratiet er andet og mere end parti toppen. Går man ud i vælgerforeningerne er det en helt anden verden man møder – her bruges faktisk fy ord som socialisme og selv Marx nævnes, uden, at folk skammer sig. At der nu er et helveds gab, mellem parti toppen og vælgerforeningerne – er da også det farligste for partiet. Vi er midt i en historisk periode hvor det hver dag, time for time, liver mere og mere klart at liberalisme og markeds politik hører til på møddingen. Det er et snot dumt tidspunkt, for den socialdemokratiske partipop at lege liberalister! De unge damer og mænd har simpelthen ikke fulgt med i de sidste 10 års globale politiske diskurs. De kunne lære meget af Die Linke og de latinamerikanske socialister! Lige nu er der en voldsom interesse for Karl Marx og hans økonomiske ideer – udnyt det for helvede kære venstrefløj!

Mihail Larsen

Kulturrrevolution

For lidt ældre læsere af Information er det velkendt, at Venstres tidligere leder, Poul Hartling, i 1974 havde en længere samtale med Kinas formand Mao:

“Jeg har talt med en stor personlighed og en af verdens betydeligste ledere. Jeg traf en mand, der bevægede sig på et højt intellektuelt niveau, og vi samtalede levende og humoristisk en time” (http://www.information.dk/36115).

De har jo nok som ledere af to bondepartier nemt kunnet forstå hinanden. Men de har også haft et blik for, hvad der skal til for at ændre et samfund.

Det kom jeg til at tænke på, da Fogh kort efter sin første nytårstale (den med 'smagsdommerne') gav et interview til Weekendavisen, der gerne ville vide, hvad der var blevet af Foghs minimalstat. Allerede dengang undrede mange sig over, at Fogh var blevet 'socialdemokrat'.

Men Fogh gav et svar, som nok kan kalde på eftertanke i dag. Jeg citerer efter hukommelsen: "Hvis man vil lave et samfunds økonomiske orden om, må man begynde med kulturen. Når først man har ændret folks mentalitet i mere borgerlig-individualistisk retning, så vil de selv på et tidspunkt kræve minimalstaten indført."

Ja, ja - jeg ved godt, det er hårdt trukket op, for sådan sagde han selvfølgelig ikke ordret. Men hvis nogen kan hitte interviewet frem og gå det efter i sømmene, så er jeg ret sikker på, at jeg har kunnet læse, hvad der stod mellem linierne.

Det må jo så – i givet fald – siges at være lykkedes. Kapitallogikken har fortrængt solidariteten. Ganske fredeligt – og næsten 'frivilligt'.

Lise Lotte Rahbek

@Rolf Hansen

Du skriver: "Nej desværre er det ikke alle der kan have en iq over 160 og have tilegnet sig viden om alt fra sociologi til kvantemekanik, samt skelne imellem irrationelle følelses styrede holdninger og rationelle nuanceret holdninger."

Er da nogen, som kan det?
(Og er det godt eller skidt ?)

Michael Borregaard

Må heller holde kammertonen af henblik til enhver konstruktiv debats gode ånd, om end det kan være svært når nogle mennesker ikke vil anerkende, at uligheden er stigende:

Nedenstående er et sammenfattet resumè, af artiklerne: ”Ulighed er den nye regerings største udfordring” Dagbladet Arbejderen 11.01.2012, ”Analyse: Uligheden på boligmarkedet er vokset” AKF 12.12.2011, ”Øget lighed har lange udsigter” Information 04.10.2011”, ”Voldsom stigning i uligheden i Danmark” Information 24.08.2011, ”Uligheden vokser mest i Norden” Socialpædagogen 10.07.2011 og ”Ulighed er roden til meget ondt” Socialpædagogen 27.05.2011, ”Uligheden steget markant under VK regeringen” Information 29.02.2009, ”Uligheden har været stigende de sidste 10 år” Information 26.07.2007, ”Uligheden har været stigende de sidste 10 år” Information 22. september 2005”, ”Socialt udsatte: Det sociale råd: Fogh skaber øget ulighed” Jyllands-Posten 22. september 2005, Lad de rige blive rigere og de fattige fattigere” Jyllands Posten 18.09.2005, ”Fattigdom: Danmark halter efter på FN's ulighedsskala” Information 8. september 2005.

Siden midten af 90erne har uligheden været stigende, men ligheden hænger tæt sammen med konjunkturudviklingen. Derfor faldt uligheden i 2009, fordi krisen udlignede forskellene mellem rige og fattige lidt - Danmark er dog stadigvæk det land hvor uligheden steg mest fra 2002 til 2009

Eurostat som har forestået undersøgelsen peger blandt andet på skattestoppet samt loft over de sociale ydelser som hovedårsagen

Allerede inden undersøgelsen erklærede socialminister Eva Kjer Hansen den 18. september 2005 til Jyllands Posten: "det er et faktum, at uligheden øges i Danmark. Det er i orden, for den skaber større dynamik i samfundet. 3 dage holdt hun fast i sin hyldest til den økonomiske ulighed inden statsministeren gav hende valget mellem at trække alle sine udtalelser tilbage eller blive fyret som minister. Selv om Kjer Hansen allene gav udtryk for regeringens faktiske politik og blev støttet af mange venstrefolk på og udenfor Christiansborg, frygtede Fogh Rasmussen, at markeringen ville koste Venstre stemmer

SFI udgav i november 2005 en rapport om udsathed. Den afslørede, at de svageste i samfundet har fået det dårligere under VKO regeringens 4 år ved magten. 66% af de adspurgte frivillige sociale organisationer sagde, at de svageste har fået det dårligere siden 2002; 0% at de har fået det bedre og 22% at de har fået det lidt bedre.

Men VKO har ikke patent på ulighed. Under SR regeringerne i 90'erne steg uligheden også. Det skyldtes især afskaffelsen af formueskatten, at marginalskatten blev sænket fra 68% til 63, at dagpengene for unge under 25 år blev halveret, at dagpengeperioden blev reduceret kraftigt og endelig det økonomiske boom der forgyldte boligejere og aktiespekulanter.

Uligheden mellem de rigeste og de fattigste indbyggere i den industrialiserede verden bliver større og større, og det sker i raketfart, fremgår det af en rapport fra i-landenes samarbejdsorganisation OECD. Danmark er stadig blandt verdens rigeste lande, men samtidig er det også et af de lande, hvor de økonomiske forskelle vokser mest.

Forklaringen på uligheden skal blandt andet findes i globaliseringen, som har skabt øget efterspørgsel efter højt kvalificerede medarbejdere, men behovet for ufaglært arbejdskraft er faldende. Skattesystemets evne til at omfordele til fordel for de lavest lønnede er også blevet mindre, fremgår det af rapporten.

Udviklingen bekymrer OECD’ s seniorøkonom Michael Forster, der er bange for, at for stor ulighed vil skade sammenhængskraften, eller som han siger: Ulighed skader graden af tillid i samfundet, både blandt borgerne og i forhold til beslutningstagerne.

Men hvorfor er der den sammenhæng – hvordan bliver en samfundsmæssig ulighed til personlige træk.

Spørgsmålet er selvfølgelig meget kompliceret, men det kan forklares med tre ting: Dels har man en øget forståelse af de biologiske drivers – de faktorer, der så at sige oversætter vores omgivelser og vilkår til reaktioner i kroppen. Dels betyder det at være i sikkerhed uendelig meget – det er jo også tydeligt i både stressforskning og forskning i traumer. Og dels spiller den helt basale følelse af social status, tilknytningsforhold og venskaber en rolle. Når ens barn kommer hjem fra første skoledag, er det første man spørger om jo: Fik du nogle nye venner

I Maj 2009 kunne man i en rapport for SFI læse følgende skelsættende undertekst: Omkring 60.000 børn i Danmark kan siges at være fattige. Ikke sådan at de går sultne i seng, men at de på en række områder slet ikke har de samme muligheder som deres jævnaldrende.

Stadig flere børn lever i fattigdom i Sverige. Værst ramt er Malmø, hvor 33,5 procent af børn lever fattigt.

Børnene af ufaglærte forældre kan have en opvækst uden fx fødselsdagsgaver, ferier, computere eller fritidsaktiviteter og risikerer af samme grund blandt andet at blive mobbet og udstødt af kammeratskaber - tallet og uligheden er steget siden hen. Antallet af børnefamilier med pengeproblemer er i støt stigning, dette reduceredes dog lidt med ophævelsen af fattigdomsydelserne.

Nye tal fra en interviewundersøgelse, som Danmarks Statistik har gennemført i foråret og sommeren 2010 viser, at tallet er steget siden hen. 13 procent af alle børn mellem 0 og 15 år lever i familier, hvor far og mor har svært eller meget svært ved at få pengene til at række.

I 2009 var det kun 11 procent, mens tallet i 2008 - før krisen - var på 9 procent.

Når det kommer til uddannelsesmuligheder, viser rå data fra en unik undersøgelse, fra Danmarks Statistik hvor de har gennemgået samtlige 62.748 fra årgang 1988 fra de forlod folkeskolen til deres 20. år, at 73 procent af alle akademikerbørn enten har fuldført eller er godt i gang med en ungdomsuddannelse, når de fylder 20 år. Det samme kan kun siges om 34 procent af de unge, hvis forældre kun har grundskolen

Før de rå data fra Danmarks Statistik blev fremlagt hed det sig i forskningsmiljøet, at Unge 15-17 årige, som ikke er kommet i gang med en uddannelse efter folkeskolen, har 50 procent risiko for at komme på kontanthjælp, når de fylder 18.

Vi kan se, at de her unge udgør en rigtig svag gruppe, som har tendens til at forblive langvarigt på kontanthjælp. Og at de er nogle af dem, der potentielt ender på førtidspension Regeringens mål om, at 95 procent af alle unge skal have mindst en ungdomsuddannelse, er i de seneste år ifølge AE rykket længere væk.

At målet er rykket længere væk, skyldes blandt andet, at det går den forkerte vej med at bryde den sociale arv, så også børn af ufaglærte forældre får en uddannelse.

Mens 38 procent af de unge, som har ufaglærte forældre, heller ikke selv har fået en uddannelse, når de fylder 25 år, gælder det kun 7 procent af unge med forældre, der har en længere videregående uddannelse.

Det er ikke fagre nye verden, Det er ikke fagre nye verden, for forskningen og statistikkerne viser, at den sociale arv ikke bliver nedbrudt i uddannelsessystemet alene. Og hvis man stadigvæk bærer på en forestilling om, at uddannelsessystemet i sig selv kan bidrage til, at give unge mennesker ensartede livschancer, så viser sådan en undersøgelse, at uddannelsessystemer lader meget tilbage, at ønske.

Fokuserer man på boligmarkedet generelt er uligheden blevet markant større siden 1980erne`.

I 1985 ejede 68 procent af de 35-39 årige lavtlønnede danskere, som havde et job, deres egen bolig. I 2006 var det kun 31 procent af dem, der ejede en bolig.

Antallet af lavtlønnede boligejere er blevet mere end halveret på 20 år - og finanskrisen har ikke ændret på dette billede. Omvendt er der i dag lige så mange højtuddannede som får 25 år siden der ejer egen bolig. Ejerboligmarkedet er blevet mere ekskluderende i forhold til dem, som tilhører den laveste indkomstkvartil, og skattepakkerne det sidste årti har hovedsagligt tilgodeset de øvre kvartiler.

Beregningerne viser, at de rigeste danskere har opnået en gevinst, der svarer til, at deres husholdningsbudget er øget med knap 10 procent, mens landets fattigste, har fået 5,5 procent mere mellem hænderne.

Årsagen til marginaliseringen på boligmarkedet skyldtes, at de laveste indkomstgrupper har oplevet begrænset vækst i det reale indkomstniveau siden 1985, hvorimod de højeste indkomstgrupper har haft en pæn vækst i reallønnen.

Liberaliseringen af lånene fra 1990erne` og fremefter samt ejendomsværdiskattestoppet har overordnet de sociale og økonomiske konsekvenser, at mulighederne for dem der hører til den laveste indkomstkvartil, har fået sværere vilkår for at realisere drømmen om egen bolig, og mere kvadratmeterplads.

At sige, at ligheden aldrig har været større i Danmark er at skamride selve demokratiets ånd, og til skade for solidariteten.

Husmanden misundte gårdmandens tre skorstene.
Byboerne fulgte trop og socialdemokratiet, som den velbegrundede part klassekampen, ville ha` velstand.
Det var staten, der skulle stå for velstanden og skatteinddrivelse skulle maksimeres for at kunne distribuere velstanden til borgerne og samtidig skabe mere lighed.

Nu trykker økonomien og staten må låne.
Hvor finder vi pengene spørger ikke bare S, men alle andre.

Derfor den hæftige debat, som uvægerligt vil føre til afsløring af det socialdemokratiske illusionsnummer. Det er gået over gevind i løbet af flere årtier, uden at nogen rigtigt har bemærket det. Selv Venstre har administreret det for at sikre sig stemmer.

Imens er rigtig velfærd og solidaritet glemt.
Istedet folder kræmmerstaten Danmark sig ud i bogholderdebat og glemmer at være mennesker.

Hvad gør borgerne trygge, lykkelige og tilfredse.
At betale mest muligt i skat og få mest muligt i retur efter statens grundige behandling ?
Nej, det er formynderi - ikke frihed.

"Det må jo så – i givet fald – siges at være lykkedes. Kapitallogikken har fortrængt solida-riteten. Ganske fredeligt – og næsten ‘frivilligt’."

Hvilket skal ses i lyset af den neoliberale udvikling, som samtidig har resulteret i en omfattende kapitalistisk krise. I Kritisk Debat causerede redaktionsmedlem Jan Helbak medio januar i år over krisens opståen og forløb - hvilket bidrager til forståelse af hvad der har medvirket til at drive Socialdemokratiet bort fra universalitetsprincippet og ind i residualitetstænkning:

"Krisen er strukturel
Jeg har i flere foregående artikler i Kritisk Debat argumenteret for, at den nuværende krise ikke kun (om overhovedet) er en finans- og gældskrise, men i langt højere grad en strukturel krise i flere dimensioner først og fremmest kendetegnet ved kapitalismens faldende akkumula-tionsrate og vanskeligheder ved at finde nye områder for udvidelse af profitable investerin-ger[2].

Dette grundlæggende modsætningsforhold slog igennem for ca. 30 år siden og er inden for rammen af en markedsfundamentalistisk strategi og ideologi søgt modvirket gennem en ek-sorbitant og parasitær vækst i den fiktive kapital inden for kapitalmarkederne. På den ene side har den fulgte kriseløsningsstrategi åbnet for muligheden af overførsel af kapitalinvesteringer fra den produktive sektor til den finansielle, hvilket har kompenseret for de faldende profitter og nedgangen i akkumulationsmulighederne, men har også skabt utålelige balanceproblemer i verdensøkonomien og ligeledes bremset åbningen af nye områder for accelereret akkumulation. På den anden side har finansmarkedernes vækst åbnet for et masseforbrug via historisk høj gældsætning i privatøkonomien og gennem bobleøkonomien der midlertidigt har kompenseret for kapitalens realiseringsproblem.

Det er i korte træk den måde, som kapitalismen gennem 30 år har skubbet løsningen af de grundlæggende strukturelle problemer foran sig samtidig med, at disse gennem finansialise-ringen [3] af hele den kapitalistiske økonomi er blevet fordoblet mange gange og har bredt sig til hele den kapitalistiske samfundsformation. Man behøver blot at se på gældskrisen i Eurozo-nen for at indse, hvorledes krisen nedbryder det parlamentariske demokrati, demonstrerer den politiske elites forvirring, skærper magtkampene mellem nationerne, mellem de forskellige kapitalfraktioner og polariserer det politiske og sociale liv - uden at der kan øjnes et gennem-brud for langsigtede løsninger.

I den forstand har krisen, som den fremtræder med dens indbyggede skærpede modsætninger, der skærer hinanden i komplekse forbindelser, antaget epokal karakter, hvilket det politiske venstre må indrette sin politiske kamp efter.

Der findes ikke længere et grundlag for et nyt selvbærende opsving, sådan som det mekanisk beskrives i de økonomiske lærebøger. Historiens sidste store økonomiske opsving kom først efter en totalt ændret verdensorden og på ruinerne af 2. Verdenskrig. Løsninger på de mange problemer ikke lige om hjørnet."
http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1090

Thomas Christensen

Hej Michael

Jeg kan næsten regne ud, at du bl.a. refererer til undertegnede, når du beskylder for at "skamride selve demokratiets ånd". Det er vist en af den slags udtalelser, der rammer en selv lige i fjæset?

Det er meget fint med alle dine tal og undersøgelser, der vel bare viser, at den enestående økonomiske velstand og - ja - lighed fluktuerer en smule. Det laver sgu' ikke om på, at vi i historisk og globalt perspektiv er enestående rige og enestående lige. Det med rigdommen er desværre i risikozonen med vores i sagens natur dårligt ledede megastat (og måske ryger ligheden med - hvem ved).

Derimod er vi mere og mere ufri. Og det vil jeg fastholde er et mere væsentlig problem, som både venstreorienterede og andre bør fokusere på.

Claus Oreskov

@Leo Nygaard. Jeg vil gerne forære dig et helt vognlæs med frihed, stoppet i poser! Til gengæld må du forære mig gårdmandens hus med tre skorstene! Og for øvrig husmanden var, og er ikke misundelig – han havde bare gennemskuet udbytningens mekanismer (markedskræfterne), som fordelte goderne ulige og ikke efter arbejdsindsatsen (merværdi) og sådan er der så meget du ikke forstå!

solidariteten som fællesmenneskelig værdi kan aldrig dræbes , da det er hele den basis civiliserede humane samfund bygger på !

Den eneste frihed, som reelt giver mening uden at den sættes i forhold til noget (frihed for sygdom, frihed for tvang, frihed for undertrykkelse, frihed for fattigdom osv.) er dén frihed som består i at være klar over at tingene kan være anderledes – og at man kan tænke differentieret om ethvert forhold i verden.

Det liberal(istisk)e buzz om den personlige frihed er et tomt begreb.

Lise Lotte Rahbek

@Thomas Christensen.

Jeg er enig i, at vi er ufri.
Det er kun ét problem.
Men vi har også i meget høj grad mistet tilliden til hinanden, hvilket jeg anser for et meget stort problem.

Befolkningen ved godt, at når en hvilkensomhelst regering vil indføre 'reformer', så betyder det besparelser og nedskæringer.
Jeg ved ikke om det kommer sig af, at regeringen tiltror befolkningen så lav en intelligens, at de ikke kender forskel på de danske ord og begreber, eller om de selv tror på nysproget.

Ikke desto mindre er denne voldtægt af det fælles sprog et grimt tegn på den mistillid, der hersker.

Et andet er denne 'sofa'-retorik, som føres og som mange veletablerede borgere hopper med på. Det går på, at alle de som ikke er på arbejde, ligger på sofa.
Og de rige - de får gyldne faldskærme i gaver af hinanden.

Altså mistillid mellem borgere og regering, mellem rig og fattig, mellem arbejdende og ikke arbejdende. Find selv flere eksempler.

Hvorfor er der ingen som længere tror på, at flertallet af danskere faktisk er ordentlige - uanset politisk farve, indkomst og job (eller not) ?

Det synes JEG er vigtigt at ændre på.

Lise Lotte Rahbek:

JA og det er godt jo mere videne befolkningen er, desværre må man stille sig selv det spørgsmål om den generelle befolkning overhovedet er kloge nok til et moderne demokrati når man starter en debat om vi skal resocialiserer krimminelle når nu ofrene har så svært ved at få hjælp og så mange mennesker i den danske befolkning er så følelselses styret at de ikke kan se det rationelle i at resocialiserer krimminelle men mener man bare skal bure folk inde og smide nøglen væk.

Ja bare det at starte sådan en debat viser tydeligt hvor dumme en stor del af befolkningen er, og det viser jo også tydeligt hvorfor venstrefløjen går tilbage. Folk er simpelthen blevet dummere generelt, og vil tro at det er fordi den generelle befolkning er blevet ældre og har mistet en del af sine kognitive evner og glemt basale ting af deres opvækst og opdragelse.

Det er sådan noget der får mig til at se sort, fordi man føler man lever i en verden af dumhed, lige meget hvor man går hen støder man ind i disse halv retarderede mennesker.

Sider