Kommentar

Statsterroristerne

Behnke, Thorning, Bødskov og Søvndal. I har på under en uge bragt Danmark tættere på en udbombet Nørreport Station. Og I har sendt et grumt budskab til de mange nye medborgere i Danmark, der har oplevet tortur og så småt var begyndt at tro, at de var flygtet til et civiliseret land
19. marts 2012

For omkring tre årtier siden deltog jeg i en arbejdslejr for Mellemfolkeligt Samvirke i Nordfrankrig. Jeg mødte en ung lærerstuderende fra Bilbao – lad os kalde ham Augusto. Da vi var færdige i det nordfranske, blev vi enige om sammen at rejse til Atlanterhavskysten. Augusto mente at vide, at de smukkeste franske kvinder boede i Le Touquet.

Første dag satte vi os tidligt i en bar og forberedte os. Vi blev imidlertid afbrudt, da det franske politis specialstyrker ganske kort tid efter indtog ikke alene baren, men hele gaden i forbindelse med en narkorazzia. Augustos pas gjorde udfaldet. Vi blev taget med og spærret inde. I tre døgn blev vi druknet (waterboardet) adskillige gange om dagen. Det er naturligvis meget ubehageligt; men der er ikke tale om en uudholdelig smerte. Til gengæld er dødsoplevelsen ganske voldsom – som russisk roulette med en patron i hvert kammer. Efter blot en enkelt tur ville jeg, som tidligere efterretningschef Bonnichsen udtrykker det, ikke have holdt mig tilbage fra at tilstå mordet i Finderup Lade.

En anden fiks metode – måske noget for Behnke – var, at et par betjente holdt os og samtidig anbragte telefonbøger omkring vores nyrer og lever. Deres kolleger brugte os derefter som boksebolde. Fordelen ved metoden er, at den ikke efterlader synlige spor men til gengæld er relativt smertefuld og giver indre blødninger. De holdt os naturligvis vågne i samtlige tre døgn med lys, banken og uforudsigelige forhør.

Augusto betroede mig undervejs, at han var medlem af den politiske del af ETA; men han anede intet om terror, og jeg var af mange årsager helt blank.

Efter tre døgn smed politifolkene os af cirka 100 kilometer længere oppe ad kysten med uforrettet sag. Som det oftest er med tortur, får man kun yderst sjældent oplysninger af nogen værdi. Tortur er et nærmest nytteløst middel mod terrorisme; men man sender et meget tydeligt signal. Tortur er nemlig i sig selv terrorisme. Den benyttes som sådan og har altid været brugt som sådan – hvad enten vi taler om inkvisitionen, HA eller Saudi-Arabien – og tortur skaber kun mere terrorisme.

De konservatives Tom Behnke overhalede i den forgangne uge den socialdemokratiske afklapsning af Villy Søvndals forsøg på at hejse et flosset humanistisk flag. Behnke kunne bekendtgøre, at det ikke alene var fint, at Danmark udøvede tortur-hæleri; men at danske politifolk »gerne må gøre det nødvendige«.

Det skræmmende ved Behnkes melding er egentlig ikke så meget det afstumpede menneskesyn, den er udtryk for. Det er måske i virkeligheden ikke så underligt, når det kommer fra den kant.

Humanistisk svipser

Det forstemmende er imidlertid, at stort set ingen politikere for alvor tager afstand fra tortur. Det gik ellers stærkt, da Søvndal for en kort bemærkning tog afstand for tortur-hæleri. Både den såkaldte justitsminister og Helle Thorning gik i rette med den formastelige udenrigsminister, og han måtte gå bodsgang. Hans pludselige humanistiske tilbagefald var en svipser.

Men hverken stats-, justits- eller udenrigsministeren hævede et øjenbryn, da Behnke luftede sine politistatsdrømme. Heller ikke hans partiformand følte trang til at promenere den såkaldte »borgerlige anstændighed«.

På alt dette er der desværre kun en forklaring. Politikerne er tilsyneladende overbeviste om, at vælgerne har set så mange brutale afhøringer på film, at de tror, det virker. Enkelte politikere tror det måske selv. Og i et politisk klima præget af angst for vælgerne er det sikreste at holde sig langt væk fra pladderhumanisme og slaphed.

Den uundgåelige følge er til gengæld, at de kræfter, der benytter sig af tortur, styrkes og legitimeres. Det betyder mere tortur og mere statsterrorisme, og det skaber flere terrorister.

Behnke, Thorning, Bødskov og Søvndal. I har på under en uge bragt Danmark tættere på en udbombet Nørreport Station.

Men I har også sendt et grumt budskab til de mange nye medborgere i Danmark, der har oplevet uhyrligheder på deres egen krop eller har set deres familie blive pint og ydmyget. Enkelte af disse var måske så småt begyndt at føle sig trygge i forvisningen om, at de var flygtet til et civiliseret land …

 

 

Kim Bach er kommunikationsrådgiver

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Petersen

Forfatteren af indlægget burde nok især skyde på regeringens grå eminence, Margrethe Vestager, hvis parti for alt i verden ikke vil slå selv en lille prut hvis det skader de multinationale koncerner.

Sider