Kronik

Stjernekrigen

Ærlighed, renhed, ansvarlighed er grundværdier i det Nye Nordiske Køkken. Vores nationalkarakter er renset for usympatiske egenskaber, forstår man. Men de vrede reaktioner på, at Noma måtte nøjes med to Michelin-stjerner, viser langt mindre tiltrækkende sider af danskheden: selvovervurdering og manglende vilje til at erkende egne begrænsninger
Nomachef Rene Redzepi og en af hans hjælpere i gang med at producere et stykke dansk ærlighed.

Nomachef Rene Redzepi og en af hans hjælpere i gang med at producere et stykke dansk ærlighed.

Erik Refner

26. marts 2012

I manifestet for det Ny Nordiske Køkken kan man læse, at dette køkken »skal tage sit udgangspunkt i traditionelle nordiske værdier«. Er man lidt i tvivl om, hvad »traditionelle nordiske værdier« egentlig er for noget, er der heldigvis oplysning at hente, for i manifestet specificeres det, at det handler om »den renhed, friskhed, enkelthed og etik, som vi gerne vil forbinde med vores region.«

Og skulle man være i tvivl om det konkrete indhold af disse fire værdier, er det heldigt, at manifests forfattere giver sig tid til at forklare, at de med ’etik’ mener: »ansvarlighed«, »ærlighed«, »hensyn til naturen og dyrenes trivsel«, »brug af lokale produkter«, »retfærdighed i handel og vandel«, »fravær af GMO og vækstfremmere« samt »minimering af spild«.

Vi har således manifestets ord for, at vores nationalkarakter er renset for de usympatiske egenskaber, der kendetegner resten af menneskeheden. Vi er et folkefærd af rene, friske borgere, der altid vælger det gode. Vi har simpelthen ikke ondskab i os – tværtimod er bæredygtighed dybt indlejret i vores kulturelle dna.

Den grimme danskhed

Når man ser på seneste tids reaktioner på Michelins beslutning om igen ’kun’ at tildele Noma to stjerner, synes der imidlertid at mangle noget i rækken af ’traditionelle nordiske værdier’. Reaktionerne er nemlig vidnesbyrd om, at vi bør tilføje selvovervurdering, manglende vilje til at erkende egne begrænsninger samt fjendtlighed over for andre til vores kulturelle dna.

Allerede inden offentliggørelsen af Michelins beslutning om stjerneuddeling lød det således fra Politikens Helle Brønnum Carlsen: »Noma fortjener at få den tredje stjerne. Hvis ikke de får den, så f ... the French. Det vil være helt latterligt hvis det ikke sker.«

Udtalelsen er desto mere bemærkelsesværdig, fordi det altid har heddet sig, at det Nye Nordiske Køkken absolut ikke må opfattes som en krigserklæring mod fransk gastronomi, men blot er et forsøg på at udvikle en selvstændig kulinarisk identitet. Men når det franske gastro-parnas nu ikke vil give os al den anerkendelse, vi mener vi fortjener, ja, så er det naturligvis på sin plads at skrue bissen på over for de storsnudede frøer!

Hvis Noma ikke skulle få den tredje stjerne, havde det i hvert fald intet med kvaliteten at gøre, mente ligeledes Ole Troelsø, madanmelder ved dagbladet Børsen, der også allerede inden uddelingen slog fast: »Hvis de ikke får den, så er det fordi Michelinguiden er vred på den her 50 best liste, hvor Noma ligger nummer et, selv om de benægter det.«

Altså: det er helt umuligt at forestille sig, at nogen skulle kunne være uenig i, at Noma fortjener en tredje stjerne. Får de den ikke, kan det kun skyldes et barnligt internt opgør mellem to konkurrerende institutioner.

Det misforståede geni

Da dommen endelig faldt, gentog Helle Brønnum sit F ... the French, og der var bred enighed om, at der var blevet begået en uretfærdighed. Således udtalte madmagasinet Gastros redaktør Jesper Uhrup Jensen til Politiken:

»Hvis jeg var René Redzepi, så ville jeg ranke ryggen og sige, ’jeg er for stor til Michelin’. Inspektørerne fatter det bare ikke. De er træge og de er langsomme, og det var de igen i år. Det her begynder at ligne barnligt trods fra Michelins side.«

Tilsvarende lød det fra Politikens egen madanmelder Erik Barfoed, der bedyrede, at den udeblevne tredje stjerne »skyldes konservatisme fra Michelins side.«

Noma er altså simpelthen det misforståede geni. Restauranten er i virkeligheden alle andre kreativt overlegen, men verden har ikke forstået det.

Det mente ligeledes redaktøren for Den Danske Spiseguide Bent Christensen, der sagde til MetroXpress: »Tag nu Noma og Geranium. De får ikke tre stjerner, fordi maden og måden, de gør tingene på, strider imod alt, hvad Michelin tror på. Maden er alt for grænseoverskridende og langt væk fra den franske tradition.«

Men vi skulle absolut ikke tage det som et nederlag, lød det fra Christensen, for han mente, at »restauranterne tillægger den (Michelin, red.) større værdi end den har«. Selv forstår han ikke helt fascinationen, for »guiden er så fransk orienteret, at det næsten er for meget.« Derimod betød det langt mere at indtage en førsteplads på World’s 50 Best-listen, forsikrede Christensen, for »en placering på World’s 50 Best-listen er mere unik« og »har langt større værdi for Noma end tre stjerner i Michelinguiden ville have haft.«

Da Noma i sin tid fik stjerne nummer to faldt der ikke ét ord om Michelins ’konservatisme’. Dengang var man stolt over hæderen. Men i dag er guiden altså anakronistisk og ikke fem potter frisktappet birkesaft værd, forstår man. Det til trods for, at Michelin-guidens britiske chefredaktør Rebecca Burr kunne oplyse til Politiken, at »for mange år siden blev der primært serveret fransk mad på restauranterne. Men tiderne har ændret sig, og det har vi været nogle af de første til at anerkende.«

Men nej, den køber man ikke, for så havde Noma med den største selvfølgelighed fået tre stjerner.

PISA-repeat

Det er påfaldende, i hvor høj en grad reaktionsmønstret minder om den danske respons på de berygtede PISA-undersøgelser. Da den tildelte danske skoleelevers læse- og regnefærdigheder bundkarakter, gav det ikke i første omgang anledning til selvkritik og krav om kvalitetsforbedringer i undervisningen; tværtimod lå problemet hos PISA, bedyrede man, for undersøgelsens succeskriterier duede slet ikke til at indfange de egenskaber, der i virkeligheden var brug for i videnssamfundet: Kreativitet og samarbejdsevner. På de områder har danske elever til gengæld et klart forspring, lød det. Derfor kunne man roligt springe op og falde ned på PISA og dens testlogik. Når vi i Danmark ikke evner at leve op til internationale standarder er det aldrig os selv, der har et problem, men derimod dem, der bedømmer os. De bruger forkerte målestokke og kan derfor ikke se, at vi er langt foran på nogle alternative parametre, som er langt mere afgørende og interessante.

Spørgsmålet er imidlertid, om vi er så meget mere nyskabende, kreative og originale end dem, vi sammenligner os med. Ser man f.eks. på en række af de centrale elementer i det Ny Nordiske Køkken, er de mestendels hentet udefra. Det »originale« består altså højst i en dansk/nordisk fortolkning af gastronomiske principper fra udlandet.

Terroir har således altid været et centralt begreb i det franske Haute Cuisine, ligesom det lokale, sæsonbestemte, dyrevenlige, anti-industrielle og økologiske køkken nød stor popularitet i USA, længe inden der var noget, som hed Ny Nordisk Mad.

Modemyrer

I denne sammenhæng er det nærmest bizart at være vidne til, hvordan René Redzepis nye craving for levende myrer i det nye nummer af TIME bliver fremstillet som en indikator for hans avantgardisme.

Som Redzepi siger om myrerne til sidst i interviewet:

»Tro mig. En dag vil alle fine restauranter servere dem. (vores oversættelse, red.)« Underforstået: Her er tale om en gastronomisk nyskabelse, som endnu er for vovet til parnasset, men de vil følge i Redzepis fodspor.

Pointen er blot, at insekter, larver, biller og andet levende småkryb allerede hitter på toprestauranter og i luksussupermarkeder i USA, hvor dette gastrofænomen går under navnet entomophagy. Selv Angelina Jolie sværger til lige netop den type kost!

Det passer bare ikke rigtigt ind i fortællingen om det uovertruffet kreative og geniale Danmark. Så hellere leve i illusionen.

Det må være den samme logik, der for nylig fik Politiken til at bringe en artikel om Mads Refslunds New York-restaurant Acme med overskriften ’Dansk Michelin-kok skamroses for sin nye New York-restaurant’ – til trods for, at man i New York Times kunne læse, at anmelderen kun havde givet Acme to ud af fire stjerner.

Bag den rene, friske, enkle og etiske facade gemmer der sig efter alt at dømme et indbildsk menneske, der går i fornægtelse hver gang det modtager kritik. Skal Noma afspejle de traditionelle danske værdier, er det måske på tide, at man begynder at servere sure rønnebær.

 

Ulla Holm er sociolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er vist kun en sociolog, der kan udtænke en sådan artikel.

En flok glade og fagligt dygtige kokke laver et køkkenmanifest om Nordisk Mad - det er da godt nok.

Hvorfor skulle kokkene indtænke dybe sociologiske og globale politiske tanker i deres stræben efter at lave noget ordentlig mad ??

Der er ikke noget i Nordisk Mad, der udelukker andre regioners ideer og specielle vinkler - og vi er da åbne i vores hjørne af verden over for hvad andre laver ( - bare se på den stigende interesse for etniske restauranter og deres gastronomiske tilgange ).

Artiklen er nærmest en flov affære.

Jens Thorning

Et meget ekstremt og bizart eksempel er hentet fra sportens verden. Medierne mente at vide, at Michael Laudrup, som netop var ved at blive fyret som træner på Mallorca, kunne vælge og vrage mellem Manchester United, Real Madrid og Barcelona. Det samme menes nu en ret ukendt ung dansk fodboldspiller i Amsterdam at kunne. Og der er ingen tvivl: Medierne ved, at det ikke passer, men danskerne ved det ikke eller vil ikke vide det.

Svend Jeppesen

Den danske illusion: Vi er verdensmestre i alting, men er så lille en nation, at de andre ikke har opdaget det. Lars Lykke Rasmussen havde som ambition at lave 'Verdens bedste folkeskole', men politikerne kunne (og kan) knap få undervisningen til at fungere på det mest elementære plan. PISA-eksemplet er lige i øjet: Hvis vi bliver kritiseret, begynder vi bare at tale om noget andet; så er pludselig det helt andre kriterier der 'virkelig' gælder.

Steffen Gliese

Det er det mest danske, der findes: vi er ikke nødvendigvis bedre, vi er bare anderledes. Det er en tendens, jeg har kæmpet med siden min gymnasietid. Danskere kan simpelthen ikke respektere andet end det, de selv gør - selvom det stort set altsammen er stjålet fra nogle andre.
Og det gælder alt fra dansk dramatik til kokkekunst, åbenbart.

Hans Jørgen Lassen

Endnu en gang flagellantisk, nationalmasokistisk, selvhadende vitaminfattig søbemad.

Om et i øvrigt pissehamrende ligegyldigt snobbeemne.

Hans Jørgen Lassen

Beklager sammenblandingen af metaforer. Man kan da vist ikke piske sig selv med søbemad - med mindre det er frossent.

Chris Kjeldsen

Ulla Holm har tidligere angrebet Noma for at være fascisme (Holm, U.: Noma er fascisme i avantgardistiske klæ'r. Politiken, 8. maj 2011). Nu er det så hvad madskribenter (ikke Noma selv) mener om stjernetildelingen, samt Times interview af Redzepi. Kritikken er tendentiøs og "underforstået", ukvalificeret - Noma eller Redzepi er ikke citeret for noget som helst der kan retfærdiggøre at man skal hænge dem ud på den måde. Holms kritik bliver stadigt mere skinger, men efter hun brændte nallerne i Politiken, er der åbenbart andre aviser som vil bringe hendes indlæg. Svært at forstå.

Henrik Klausen

Jeg har selv prøvet at få længere indlæg i aviserne uden held. At Ulla Holm kan få så meget spalteplads er sgu lidt deprimerende i det perspektiv.

jens peter hansen

Danskere kan simpelthen ikke respektere andet end det, de selv gør - selvom det stort set altsammen er stjålet fra nogle andre.

Skriver Peter Hansen.
Er det ikke under dit niveau ? Eller har finnerne heller ikke lagt kniven ?

David Karlsen

Set i min optik er det meget enkelt, NOMA er kåret som verdens bedste restaurent, derfor kan man med en hvis sandsynlighed også forvente at få det maksimale antal stjerner, eller?

Kunne man omvendt, Ulla Holm, forestille sig at det rent faktisk er franskmændende der har ondt i røven over at blive løbet over ende af NOMA?

David Karlsen

@Peter Hansen,

Det er jeg ikke enig i, som du kan af nedenstående har Michelin selv opstillet nogle faste kriterier for uddeling af stjerner:

"Fakta: Michelin-guiden.

I Michelin-guiden får spisestederne karakterer fra en til tre stjerner:
- Tre stjerner: Ekstraordinær køkkenkunst, værd at rejse efter.
- To stjerner: Rigtig godt køkken, værd at køre en omvej efter.
- Én stjerne: En god restaurant i sin kategori"

NOMA er udnævnt som verdens bedste restaurent, der er måneders ventetid på bordbestilling, gæsterne strømmer til fra ind og udland samt har Rene Redzepi været omtalt i verdens største medier. Hvis det ikke retfærdiggør 3 stjerner så er det uforståeligt for mig.

Steffen Gliese

Du argumenterer udfra nogle formelle krav, som ikke indeholder en eneste parameter, man kan hænge en restaurant op på. Hvad jeg vil køre en omvej for, er ikke det samme som Michelinbedømmeren, i det fleste tilfælde. Men jeg kunne nu heller aldrig tænke mig at rejse nogetsomhelst sted hen for at spise.

Vibeke Svenningsen

Gad vide, om det er den samme, som på et tidspunkt skrev om, at trenden med det nordiske køkken var udtryk for fascisme, og som affødte lidt fortænkt debat.

Marianne Mandoe

Suk....

Artiklen handler jo i princippet ikke om NOMA, som sikkert er en ganske god restaurant.

Den handler om danskernes manglende evne til at indse og acceptere egne og landets begrænsninger.
Om danskerne meget veludviklede evne til at udgyde (upfundne) undskyldninger lige så snart noget dansk ikke er verdens bedste eller verdensmester.
For det er jo slet ikke fordi danskere overvurderer egne og andre danskeres evner. Det er jo fordi resten af verden er hjernelamme og ude af stand til at fatte kvalitet når det bliver smækket dem lige i synet (mindst).

Danskere er, generelt, et ubehageligt folkfærd.
Noget man sjældent oplever når man bor i Danmark, men som man i DEN grad får at føle lige så snart man formaster sig til at blive forrædder og flytte uden for den mentale pigtråd.

Peter Andreas Jørgensen

Tillad mig at promovere mig selv: Jeg skriver for Udenrigsministeriet om ulemperne ved Danmark på vores officielle hjemmeside, denmark.dk under overskriften Downsides of Denmark.

Det er ikke mindst interessant at læse hvad herboende udlændinge synes om os, når man giver dem rum til at være ærlige i kommentarsporene. Og det er også lærerigt at læse hvor spruttende arrige danskerne er samme sted:

http://blogs.denmark.dk/peterandreas/

Chris Kjeldsen

Det er muligt at den principielt ikke handler om Noma, men når Redzepi omtales som et eksempel på og der bringes et billede fra Noma i forbindelse med overskriften, er det for mig at se svært at se det som andet end et angreb på Noma (samt på "dansk selvforståelse", uagtet at det er en groft generaliserende og dybest set meningsløst begreb)

jens peter hansen

Peter Andreas

43-year-old ad man. Very disappointed with his country and people.

Sådan præsenteres P.A. på udenrigsministeriets hjemmeside.
Det kan man altså også promovere sig på.
Ak ja.

Hans Jørgen Lassen

Racisten, chauvinisten, landshaderen Marianne slår til igen:

"Danskere er, generelt, et ubehageligt folkefærd..."

Jamen, dog!

Toke Andersen

Hvor mange af Informations ærværdige læsere/kommentatorer har mon nogensinde spist på en 3-stjernet restaurant?

Noma og Geranium er ok steder. De fortjener 2 stjerner, absolut. De laver lækker mad uden tvivl, de mangler bare at vise at de kan holde standarten over en årrække.

Det er surt når man brænder for sin metier og drømmer om den tredje stjerne, men at stille sig op og tude som en fucking kælling eller gøre sig selv(og os andre) til grin ved at te sig som de omtalte madskribenter fra andre aviser viser at vi som folkefærd og som madnation har end dog meget langt endnu. Både Redzepi og Kofoed har potentiale til at nå hele vejen, men de er jo børn, sådan relativt set, og mangler både erfaring og stil før det lykkes.

Bid tænderne sammen, ta' en tude kiks. Og kom tilbage endnu stærkere,

Det er sådan de seje gør!!!

Toke Andersen

Hvor mange af Informations ærværdige læsere/kommentatorer har mon nogensinde spist på en 3-stjernet restaurant?

Noma og Geranium er ok steder. De fortjener 2 stjerner, absolut. De laver lækker mad uden tvivl, de mangler bare at vise at de kan holde standarten over en årrække.

Det er surt når man brænder for sin metier og drømmer om den tredje stjerne, men at stille sig op og tude som en fucking kælling eller gøre sig selv(og os andre) til grin ved at te sig som de omtalte madskribenter fra andre aviser viser at vi som folkefærd og som madnation har end dog meget langt endnu. Både Redzepi og Kofoed har potentiale til at nå hele vejen, men de er jo børn, sådan relativt set, og mangler både erfaring og stil før det lykkes.

Bid tænderne sammen, ta' en tude kiks. Og kom tilbage endnu stærkere,

Det er sådan de seje gør!!!

Steffen Gliese

Jamen, David Karlsen, pointen er jo sådan set, at Peter Andreas har ret. Og det er ikke engang noget nyt, desværre.
Det tegnede godt, engang, men desværre løb det af sporet, fordi vi ophørte med at være et land for i stedet at blive en slaveanstalt.

Jens Thorning

Var der egentlig ikke meningen, at danskerne og danmarkshistorien skulle holde op? Det sagde eksperterne jo selv i 1990'erne. Nu hører man ikke om andet, og EU er ved at gå neden om og hjem af nationalisme. Det kaldes reaktionsmekanismen og benyttes til at styre og kontrollere de godtroende masser.

Henrik von Stijnbergen

Artiklen rammer plet, han man spist på næsten hvilket som helst finere fransk landsted, og herefter kommer hjem til Normas avantgarde fims, er skuffelsen total.

Henrik Andersen

Jeg kan sagt godt se den overordnede pointe i hendes argumentation men problemet er at tage NOMA gidsel til at føre sin sag. For det første fordi NOMA ingen 'agens' har i denne artikel, restauranten er blot skydeskive for hvad hun læser som en fortælling om dansk storhedsvanvid. Hvor er NOMAs reaktion på stjernerne? Derudover skriver hun en artikel:
Uden så meget som at konsultere udenlandske madanmelderes skriverier om NOMA og så samligne med den danske dækning af sagen.
Uden så meget som at sætte sig ind i hvad San Pellegrino's 50 best restaurants er for en pris - og hvorfor det netop er ganske paradoksalt at alle de andre restauranter på top ti på selvsamme liste har tre stjerner - pånær restauranten som ligger nummer ét!
Uden så meget som at tjekke ind hos restauranten og se hvad de siger?
Og mest alvorligt så er det nu lykkes for anden gang Holm at skrive artikel uden for alvor at sætte sig ind i hvad det er for et køkken NOMA står i spidsen for.
Restauranten advokerer på intet tidspunkt for en danskhed, et dansk køkken og der advokeres ikke noget som helst 'nationalt' andet end 'terroir' - Hr Redzepi bruger netop dette franske ord, fordi det er fra den franske tradition den type køkken er vokset. Terroir henviser til det sted hvor køkkenet befinder sig er altså det samme sted hvorfra man tager udgangspunkt i maden. I Syditalien synes frk Holm garanteret det er uhyre dejligt at høre sicilienerne tale om den lokale pesto, olivenolie eller tomater...det er præcis det samme som NOMA advokerer.
Dernæst skal hun jo huske på at det jo i den grad er et internationalt køkken de har derude, hvor den daglige leder er amerikaner og stort set resten af køkkenstaben er fra andre dele af verden end Danmark! Og de er jo altså også med til at inspirere de retter som der kommer ud derfra.

Det interessante ved NOMA er ikke hvorvidt det er et fascistisk projekt som Ulla Holm skrev i sin Politiken artikel eller om det er et udtryk for dansk overlegenhed som i denne. Det interessante for hende som sociolog ville være at udforske spillet mellem det lokale og det internationale som det giver sig til kende i sådan et køkken og hvordan det netop er et udtryk for den tid vi lever i mere end noget andet!

Henrik Andersen

Med henvisning til ovensående indlæg er jeg som sagt enig i artiklens pointe. Efter at have boet i Danmark med en udenlandsk kone og nu ikke længere boende i DK kan jeg svært være helt uenig i hendes observationer. Artiklen er blot dårligt skrevet, ringe researchet og leverer et tyndt grundlag for argumentet.

Thomsens og Stjernfeldt's kritik af den negative opbyggelighed er også en kritik af det at man definerer sig ud fra et standpunkt man forholder sig negativt til - istedet for at levere et positivt alternativ. Hermed begår hun kardinalsynden, og Ulla Holm's egen reference opløser netop artiklens duelighed!

For nu at bruge lidt kritisk tænkning til Holm's 'critical thought' så skriver Ulla Holm's selvhad til selvfedmen blot ind i en større fortælling som stadig handler om det samme...nemlig os selv.
Paradigmet bliver ikke brudt, tværtimod bliver det forstærket og vi forlader ikke danmarks grænser ét sekund. Og det er måske nærmere der hvor problemet ligger.

Hvis Ulla Holm skulle gøre Thomsen og Stjernfeldt kunsten efter skulle hun måske forholde sig til hvad hun selv står inde for, hvad det er for en danskhed hun efterspørger?

Derudover kunne hun samligne nordisk mad-rennaissance med hvad der bl.a. foregår i England for tiden og andre køkkener som oplever samme tendenser. NOMAs repræsentation i udlandet. man skal prøve at forstå hvad det er for en sammenhæng NOMA befinder sig i med andre køkkener i samme klasse verden over og hvilke trends der gør sig gældende. Og derfor kigge på hvorfor det er danske medier reagerer som de gør?

Danmark, ligesom NOMA, er en del af det globale, og det unikke er hvordan vi både er lokale og globale. Det er en kliché men det er værd at udforske. Lad os tale om hvor lidt der er dansk, hvordan både rødkål og dådyrene i Dyrehaven er import fra Anatolien under sekstenhundredetallets Osmanniske Rige.

Lad os tale om hvad vi kan lære af udlandet og lad hvad andre (kan) lære(r) af os...Lad os tale om hvorfor vi aldrig taler om at vi bør og kan lære af nye danskere og emmigranter...?

Lone Christensen

Jeg vil give Henrik Andersen ret i at Ulla Holm på en måde tager Noma som gidsel i sine argumenter.

Derimod synes jeg at Holm har ret i den manglende selvindsigt som nogle danskere besidder. I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at tænke på Claus Meyer, som jo er en af bagmændene bag Noma.
På et tidspunkt blev der sendt en række udsendelser om det nye nordiske køkken med Meyer ved roret, hvor man kunne opleve retter med ingredienser ingen normale Skandinav har mulighed for at anskaffe sig.
Fornylig har den samme Meyer så bragt sig selv i centrum med hans projekt omkring at ville give dømte en ny chance uden at tage hensyn til ofrerne for deres forbrydelser.
Og nu viser det sig at Meyer ikke har orden i de arbejdsforhold han tilbyder ansatte i hans bagerforetninger.

Jeg forstår ikke den selvfedme og diverse krumspring Meyer forsøger sig med, når sandheden kommer frem. Og det er her, jeg føler at den manglende selvkritik kommer ind i billedet.

Hvad skal vi almindelige forbrugere med et madprogram, hvor det nærmest er kropumuligt at anskaffe sig diverse indgredienser?

Hvordan skal vi tolke at Meyer promoverer sig via et socialt projekt når hensynet til en vigtig part er total overset?

Og hvor meget kan vi stole på Meyer's hensigter og gode intentioner, når han beholder en chef der taler direkte nedladende om hans ansatte?

Dog vil jeg fremhæve at jeg vil give René Redzepi ret i, at han egentlig ikke gøre noget andet end feks kokke fra Italien, Spanien og Frankrig har gjort i årevis, nemlig at bruge varer dyrket i nærområdet.

Om Noma har fortjent 3 stjerner eller ej kan jeg ikke bedømme men jeg må indrømme at jeg er overrasket over at høre om en ret med myre i, og det at den er noget der allerede bliver serveret i andre lande, gør det jo så ikke til en nyskabelse.

Der findes ikke noget der hedder "dansk selvforståelse"

Dette ville nemlig forudsættelse at danskerne har en selvforståelse, hvilket de ikke har.

@David Karlsen:

at der på det yderst begrænsede geografiske område der udgør Kongeriget Danmark kan være samlet så meget dårskab, had, inkompetance og uduelighed.

Ja, netop det undrer jeg mig også ofte over...

Hvor er der dog en forunderlig og skræmmende lighed mellem dem som hader sit land over alt andet, og så dem der elsker det over alt andet.

Lige latterlige og lige uinteressante.

Barokt nok har de givet os de meget smukke ord Oikophobia og Xenophobia.

Noma bruger jo ikke danske produkter, vel? Der er jo ikke tale om at man kan få en fynsk rygepost på Noma, vel? Og hvis man kan er den lavet på en anderledes måde end den traditionelle fynske rygeost.

Nemlig på den franske måde, ikke den danske. Råvarerne på Noma er godt danske eller nordiske, men tilberedningen af dem - og priserne - er altså taget direkte ud af det finere franske køkken. (og det samme er priserne).

Mit problem med Noma er netop dette; de mener selv, de bruger danske eller nordiske råvarer, men hvem i alverden spiser elg i Danmark eller Karl Johan svampe? Jo, måske nogle få entusiaster gør....
Og hvem i Danmark spiser gran eller mos? eller i Sverige eller i Norge? udover dyrene altså?

I Syditalien kan man jå få den lokale pesto, den lokale ost, de lokale tomater på markedet, i butikkerne og på restauranterne. På NOMA kan man få hvad? Traditionel fynsk rygeost lavet på den traditionelle, oprindelige fynske måde? Gulerødder fra Lammefjorden på den traditionelle måde? Marsklam fra marsken i Sønderjylland tilberedt på den traditionelt stegte måde? Nej, det kan man netop ikke få på NOMA.

Man kan i stedet få en smags og sanse-oplevelse og få lov til - en alt for høj pris, imo - at sætte tænderne i en grankogle, eller en halv måske, dækket af mos, og så et minibittelille stykke rugbrød som er 2x2 cm langt hvorpå er lagt et 2-3 cm stykke stegt lam. Og alt serveret med en chokolade-stribe ved siden af....

Ullas Holms kritik er forfejlet på den måde, at hun ikke medtager NOMAs egen reaktion på at de har beholdt deres to stjerner, noget jeg opfatter at de er glade for, at de har beholdt på NOMA, altså de to stjerner.

Ulla Holms dybere kritik er en kritik af at der findes en særlig værdi, nogen særige danske værdier indenfor madlavning, kunst og kultur. Of af at NOMA påstår, at engang levede danskerne i kontakt med den oprindelige natur, og at der er noget mad som er mere oprindeligt end andet. Og at NOMA er en tendens som søger tilbage til det der var engang - det oprindelige.

For at tage det sidste først, ja der er noget mad der oprindeligt, det er f.eks. fisk og bær og frugter. Og p.t. hitter en diæt som hedder stenalder-diæten. Og det første, det der med en særlig kultur som er dansk eller nordisk indenfor f.eks. arkitektur, musik eller mad, så ja, det er der.

Og det handler f.eks. om enkelhed, rene linier, og brugsværdi. Man taler også om den nordiske tristesse eller melankoli som især kan (gen)findes i musikken.
Inden møbler og kjoler f.eks. har vi f.eks. meget til fælles med Japan og Kina som også er til det meget enkle og smukke.

Hvis Redzepi mente det med terroir skulle han jo bruge råvarer kun fra København/sjælland og fra Malmø/Gøteborg - Ørestadsområdet. Så vidt bruger Redzepi altså råvarer så langt væk fra som Island eller Finland? Er det virkelig dansk terroir?

Henrik Andersen

Ok, lad os lige få det på det rene at Ulla Holm's seneste artikel altså er en tekstgennemgang af danske mediers reaktion på at NOMA ikke fik en tredje stjerne. Det mener hun så fortæller os noget om hvor selvoptaget vi er som folk - forkus er altså ikke restauranten eller maden eller priserne men på mediernes selvoptagethed over NOMAs brilliance.

Hendes anden artikel i Politiken var et frontalangreb på restauranten som hun dengang mente dyrkede en form for fascisme som var udtryk for bredere tendenser.

Jeg holder mig til nærværende artikel, som jeg allerede har givet udtryk for er et makværk ikke blot akademisk men også journalistisk! Jeg fatter ikke Information har villet udgive en artikel der ikke overholder almindelige journalistiske standarder.

Der bliver brugt alt for megen energi på at diskutere NOMA - hvad er paradoksalt fordi NOMA kun indirekte figurerer i artiklen. Og det er netop derfor artiklen falder igennem for den når ikke igennem med det den vil!

I kan mene om maden, og stedet, kokkene og priserne hvad I vil men det er altså ikke omdrejningspunkt her i artiklen.

NOMA er og bliver ikke en dansk restaurant! Den forsøger på INGEN måde at søge tilbage til et fælles-dansk mormor-køkken...den er ligeglad med vikingerne og efter at have gennemgået kogebogens forord er der altså ikke et gram national-romantik over det! NOMA er et køkken som fungerer i en international sammenhæng. Den bruger hvad vi har her omkring os i Skandinavien af råvarer, men mange af de teknikker de bruger er lånt fra udlandet, fra El Bulli, The French Laundry og The Fat Duck etc...og senest lader det til at de lader sig mere inspirere af det japanske køkken...tag derud for at få en oplevelse som altså KUN kan fås lige præcis dér og ingen andre steder på kloden eller lad være hvis I synes pengene skal bruges på noget andet men det har altså intet at gøre med fascisme som Holm hævedede tidligere, og har heller intet at gøre med diskussionen her.

Problemet er netop at hun bruger NOMA på en måde som vildleder det oprindelige formål, nemlig at tale om hvorvidt reaktionerne er et udtryk for noget bredere ved den danske zeitgeist...

Min pointe er her at det er helt igennem i orden at tage den diskussion, altså den om danskhed, og der vil jeg højst sandsynligt være enig med Holm et langt stykke hen ad vejen. Hun bruger bare NOMA som prygelknabe til at føre en sag der så ikke bliver ført, fordi grundlaget er totalt ugennemarbejdet og argumentet dermed går tabt i en smøre af noget der mest af alt ligner gammel nag. Opmærksomheden er villedt og projektet afsporet.

Ulla Holm, prøv lige en gang til for jeg er sikker på du har noget godt på hjerte. Denne gang er det bare ikke godt nok.

jens peter hansen

Lad os tale om hvad vi kan lære af udlandet og lad hvad andre (kan) lære(r) af os…Lad os tale om hvorfor vi aldrig taler om at vi bør og kan lære af nye danskere og emmigranter…?

Skrives der af Henrik Andersen

Med hensyn til mad, så er det vist sådan at hvis man fokuserer på hvad de fleste spiser lige nu så er det i høj grad mad, hvis oprindelse kommer fra det store udland.
Fx
Pizza til proletariatet
Pitabrød til ungerne
Sushi til dem der er med på beatet.
Stort set alle grønthandlere i København er fra den nære orient. Stort set alle slagtere er fra Nordafrika. Hver anden restaurant er såkaldt etnisk. Caféer med lunken café latte har udkonkurreret mørke, (u)hyggelige værtshuse.
Jeg synes ærlig talt at lige med hensyn til det vi putter i hovedet så er der vist ikke sååå meget tilbage af den mad vores bedstemor lavede og den lunkne pasteuriserede mælk hun serverede til tilbage.
Og så forstår jeg ikke hvorfor alle de vrede mennesker omgås så indskrænkede, selvfede og ulidelige danskere. Skift da jeres omgangskreds ud.

John Vedsegaard

Vildledende overskrift, man forventer noget om den militære stjernekrig, i stedet får man en fuldstændig ligegyldig artikel om et lige så ligegyldigt ædehus for de rigeste.

Kristian Brask Thomsen

Uhyre interessant læsning! Dog bør det for en god ordens skyld fortælles, at 2 ud af 4 stjerner til Mads Refslunds Acme i NY Times ikke er lig med fx. 3 kokkehuer i Politiken. De to anmeldersystemer er ikke bygget op på samme måde. "Bistroens" prisklasse taget i betragtning, taler vi nærmere om 5 af slagsen.

Marianne Mandoe

@ Jens Peter Hansen

Og så forstår jeg ikke hvorfor alle de vrede mennesker omgås så indskrænkede, selvfede og ulidelige danskere. Skift da jeres omgangskreds ud.

Der er skam også nogen af os der har valgt at forflytte os selv til (mentalt) mildere himmelstrøg.

At se Danmark udefra er en oplevelse der bør være de fleste forundt, for man får et noget klarere syn på det danske samfund når man ikke sidder midt i det hele tiden.

jens peter hansen

Ja så Mandoe, ikke desto mindre bruger du overordentlig meget tid på at fortælle hvor store idioter vi tilbageblevne er. Hvad siger du til nye bekendte. Jeg gruer.

Marianne Mandoe

Jeg behøver ikke sige noget.

De har også øjne og ører og så ubemærket er lille Danmark heller ikke ude i verden.