Læserbrev

En stor tak til lykkepillerne

23. marts 2012

I medierne bliver antidepressiv medicin, de såkaldte lykkepiller, ofte udråbt til at være et stort problem. Enten er det et problem, at det er nemt at få dem, når man er ældre. Eller også er det et problem, at man tager dem, når man er gravid. Men hvor er historierne om de mange menneskers liv, der faktisk er blevet reddet på grund af pillerne? Mit liv er et af dem.

Sammen med 200.000 andre danskere tager jeg hver morgen de udskældte piller, og jeg finder mig i, at min sygdom er noget, som folk tror, kan tales væk hos en psykolog. Jeg finder mig i det, fordi jeg lever et godt liv.

Sammen med alle jer andre tager jeg på arbejde hver dag, og når jeg kommer hjem, er jeg en god mor for mine børn.

Når jeg går i seng, takker jeg lykkepillerne for at have bidraget positivt til en række begivenheder, der ellers kunne have sendt mig ud fra tagryggen fra mit hus eller tilbage på psykiatrisk afdeling.

Jeg takker pillerne for at have hjulpet mig ud fra psykiatrisk afdeling. Jeg takker dem for at hjælpe mig igennem graviditet, fødsel og barsel med tvillinger, som i dag snart runder to år.

Uden pillerne ville den mareridtsagtige fødsel og det efterfølgende søvnhelvede muligvis have forvandlet mig til en deprimeret kvinde uden evnerne til at være mor til sine børn. Så tak, fordi jeg fik muligheden for at være en omsorgsfuld mor.

Tak for et værdigt liv

Tak, fordi jeg kunne vende tilbage til mit arbejde og stadig holde fanen højt trods udmattelse. Tak, fordi du gav mig ro til at udgive min historie i bogform.

Tak, fordi jeg ikke, som da jeg var yngre, behøver at være afhængig af offentlige psykologer og hjælpetilbud. Tak, fordi du dermed giver mig selvstændighed og et værdigt liv at leve.

Tak, fordi jeg i fremtiden ikke bliver en af dem på førtidspension eller i fleksjob, som samfundet skælder ud på.

Tak, fordi jeg og mange tusinder andre, der er på lykkepiller, har eget job og ikke er en udgift for vores udpinte samfund.

Og til sidst vil jeg sige tak til dig, kære læser, for at prøve at forstå og måske anerkende, at nogen af os får et selvstændigt liv på grund af pillerne, hvor vi ikke belaster dig med større udgifter, og i stedet bidrager til din hverdag og din virkelighedsopfattelse.

Tak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels P Sønderskov

Tvært imod Helle. Tak til dig! Det er godt at høre fra en tilfreds bruger, og det er helt sikkert at der er mange flere blandt de hundrede tusinder, der ville sige det samme som dig.

Bare den nedladende betegnelse 'lykkepiller'. Det er en pine at høre på, og forfærdeligt at tænke på alle de mennesker, der får det dårligere pga. den mærkværdige forskelsbehandling.

Hvis man mangler vitaminer, er der ikke mange der har ondt af at nogen tager en vitaminpille. Hvis der er noget galt med insulinproduktionen, er der heller ikke nogen der har ond nogen steder af, at behandle.

Men ve den der har et problem med serotoninoptaget, eller andre mekanismer, der har indflydelse på psyken.

Du har sagt fra på en rigtig stærk måde. Tak!

ja du Halle der er nemlig også mange der virkeligt er belvet hjulpet af disse meget debatterede piller...

Der hvor de især er farlige , er jo hos de helt unge mennesker, og mon ikke der også er en mere naturlig årsag til det, nemlig at deres problemer er mere eksistentielle og identitets-relaterede samt kombinerede med en mindre vifte af handle-erfaringer samt en tendens til en mere sort-hvis tænkning/ eller idealistisk tænkning, naturligtvis jo, for de har jo ikke årelange mere praktiske erfaringer ofte med de problemstillinger som de vantrives med og ikke kan finde ud af at løse eller leve med....!

Så måske deres kemi er som den skal være, blot mangler de støtte og erfaringer en mass.

Martin Haastrup

Med al respekt, så SAVNER jeg altså et bevis på den tilsyneladende modige artikelforfatters RESPEKT for de SKADELIGE BIVIRKNINGER, som er blevet påvist hos fostre født af kvinder, som har brugt disse seretonin-baserede antidepressiva under deres graviditet.

En sådan evne til ægte indføling, respekt for andre menneskers liv og levned, som er blevet smadret af så traumatiske oplevelser med ens nyfødte, ville have været et bevis for en SAGLIG TILGANG til problemet omkring problemerne med denne type antidepressiva.

Istedet fremstiller artiklens forfatter i en skinger tone udelukkende sit eget lille snævre syn på sagen som om det er den eneste evige sandhed.

Men det er det altså ikke. Det er udtryk for og bliver til nøjagtig den samme ensidige skingre usaglige propaganda som artiklens forfatter tror sig eller tilsyneladende ønsker at mane i jorden.

Forsøget er IKKE lykkes! Tak. = ØV!!!

Hvis artiklens forfatter virkelig var så taknemmelig for 'lykkepiller' og at det skulle passe at hun har fået så meget hjælp af dem, så ville hun i min optik også have været i stand til at omfatte en større sandhed omkring problemerne med disse end hun giver udtryk for i den her artikel.

Det gør hun ikke og derfor slutter eller postulerer jeg, igen, at lykkepiller ikke hjælper en skid udover på det udvortes. Problemet er stadig indeni. Tonefaldet i artiklen er skingert i et omfang som minder mig om en som er totalt udbrændt og hærget på krop og sjæl = Som stadig har ondt i sjælen og trænger til en ordentlig kærlig forstående hånd fra et velmenende menneske, og jeg har fuld respekt for de er svære at finde - og jeg har også fuld forståelse for at man vælger den løsning som er den rigtige for sig selv - men når man udtaler sig så skingert i en debat om en sag så alvorlig som denne, så må jeg bare sige at jeg savner en saglig seriøs AL-SIDIG til gang der viser at feks har MEDFØLELSE for SINE LIDENDE MEDSØSTRE om jeg så må sige - for ikke at nævne de stakkels uforskyldte børn som er martret for livet pga skruppelløs markedsføring.

ØV!!!

Nu har jeg selv været i det psykiatriske system, og jeg må vel sige, at det oftest er medicin jeg har set der rent faktisk virker. Ikke lange samtaler om hvad man selv synes problemet er eller medlidenhed og medfølelse fra mennesker der mener det godt, men ingen forskel gør. Men man skal ikke på den ene side male et skønmaleri, og på den anden side heller ikke skærsilden. Der er mange nuancer i det.

For nogen er det en alvorlig livskrise der er ved at udvikle sig til en sygdom og hvor medicin kan være en hjælp til at komme på benene igen. En medicin man i det tilfælde kan forsøge at blive trappet ud af med lægens hjælp når man har fast grund igen et år eller to senere.

For andre er det en kemisk ubalance som simpelthen bliver rettet ind og som ellers ville have trukket dem igennem mudderet og sendt dem ud på en deroute i livet som jeg ved gud ikke ønsker for nogen. Jeg har set og kender alvoren i det og også set dem der ikke kan behandles der er døden nær af sult fordi de ikke kan overkomme at spise.

For nogen tredje er det et supplement til et sygdomsforløb, hvor der skal suppleres med psykosocial terapi efterfølgende og oveni fordi de simpelthen har været syge for længe og dét går udover mange alm. funktioner og vaner hvis det sker der skal genoptrænes.

For nogen fjerde er det måske helt unødvendigt. De havde ikke brug for medicin eller terapi. Men at lave nogle ting om i deres liv, der kører dem ud på kanten. Der er grænser for hvor meget et menneske kan overskue og det handler ofte om stress. Det klarer man ikke med en pille hvis det er hvordan man lever der er problemet.

Sådan er der lange, og mange forskellige historier der kan fortælles. Det er også godt at høre de positive som ovenstående, men det er blot en streg i maleriet og man skal ikke være blind for at være lykkepille lykkelig. Alle former for medicin har bivirkninger i en eller anden grad og det kan blive ret bizart når man tager medicin mod bivirkninger der også giver bivirkninger og ender med 53 forskellige slags medicin.

Stephan Paul Schneeberger

det er godt du har været heldigt med at medicinen virker, men det er meningen med medicinen, og at take for det er ved lidt "over the top", men du kan ikke bruge dit eks på alt andet, fordi du har lavet op til succes krav i smafundet nu ved hjælp af pillerne.

Sidste er også årsgen til hvorfor (især unge får depresioner).

Pillerne er symtombehandling, men en en gerneration efter den anden af depresionsramte mennesker fulder lægestuerne og feler og flere piler sælges.

I kapitalsmen skal kropen(Hovedet også) fungere og ikke andet , fordi nydelse; livskvalitet, helhed syn på kroppen igennem kropsbevisthed er ikke noget nyttigt så lange det ikke passer ind i profitmaksimeringens målrationalitet. Alt som er uden for dette fuktionelle opgave af kroppene er ikke til debat, tabu eller luksus som man køber sig til eller er et ucceskrav der motivation til at lave om til de værste ideal billeder fra reklamebranchen.

At mennsker ikke føler sig til pas i sådan et samfund burde være banal, men fordi man ikke omtaler dette banale fakta er folk snot forviret og elene om at find ud af hvorfor de har det dårligt.

Ingen diskutere hvordan banale hverdag og samfundets overordnet princpper hænger sammen.Hvorfor lever jeg ikke op til succeskrav? Hvorfor har jeg så lidt infydelse på de normer som jeg skal lever med? Hvorfor skal jeg arbejde så meget? Hvorfor et så svært at få en familie til at funger? Autoriter, kønsrollerne, subjektiviseret normer, magtrelationer, isolation, atomisering af relationerne, ideologier, penge, markedet, karrierne, medierne er og bliver ignoreret som årsagerne til at mennekser bliver ulykkeligt.

Du lever op til de værste fordomme: "Tak, fordi jeg ikke, som da jeg var yngre, behøver at være afhængig af offentlige psykologer og hjælpetilbud. Tak, fordi du dermed giver mig selvstændighed og et værdigt liv at leve.

Tak, fordi jeg i fremtiden ikke bliver en af dem på førtidspension eller i fleksjob, som samfundet skælder ud på.

Tak, fordi jeg og mange tusinder andre, der er på lykkepiller, har eget job og ikke er en udgift for vores udpinte samfund."

Det vil sige at du levet op til succeskrav og rollen som nyttigt lønslave - profit for de få, men sygdom, stress og unyttelse for de mange, som disse også selv skab betale for, accepter dem, og skal komme igennem elene. .

o

Og hvorfor kan man ikke mere få Cola med Coke. ?

Blev folk for alt lykkelige af Cola Cola ?

Efter hvad man hører rockmusikerne og stand'upperne fortælle om Coke tror jeg godt at man ville kunne sige på forhånd TAK med lille bøn til Cola med ordene;
"Store veldrejede Coladame i USA;
Giv os idag vor daglige cola med 100 % ren Coke Og led os ikke ind i fristelse til at spise de kemiske Lykkepiller
Hvor Coke er mere end nok.
Thi dit er riget - Oh forfriskende kolde Coladame - og din er magten og æren og profitten i al evighed."

(Undskyld hvis denne takkebøn blev lidt patetisk !)

For et par år undersøgte de toiletterne på Christiansborg for specifikt Kokainrester....

Så vidt man husker fandt de spor af Kokain på de fleste frit tilgængelige toiletter; men ikke spor af Lykkepiller !
Magtens topfolks lykkeberuselse er åbenbart ikke lykkepiller ?

Martin Haastrup

Jeg re-formulerer lige først kort og præcist: Artiklens forfatter gør sig selv skyldig i en ensidig proportionsfordrejning og baggatellisering af de meget meget alvorlige skadelige bivirkninger af seretoninbaserede antidepressiva som er konstateret hos gravides fostre.

Men en større sandhed er det altså at, selvom man måske kan indrømme artiklens forfatter en vis grad af berettiget opmærksomhed - så kan og bør den aldrig tilnærmelsesvis opveje eller få en til at overveje om opmærksomheden på alvoren af de skadelige bivirkninger selvølgelig skal og må træde i første række.

Sagt på sådan lidt almindelig dansk, hvad i al verden har de to ting med hinanden at gøre: Artiklens forfatters intellektuelle mere eller mindre ideologiske luksusproblem om jeg så må sige, med at fortsætte en behandling som tilsyneladende er og altid har været svaret på hendes bønner. Hvad har det dog at gøre med, og på hvilken måde berettige en skruppelløse baggatellisering af de skadelige meget meget alvorlige skæbnetunge bivirkninger som er fundet af samme hos gravide kvinders fostre??!

Hvordan kan man dog være så fræk og skruppelløs at søge at problematisere sit eget lille luksusproblem om man skal fortsætte en behandling som man med mere eller mindre vellykket sarkasme påstår er dybt taknemmelig for og som tilsyneladende er altid har været, eller endelig er blevet svaret på ens bønner, problematisere dette lille problem ved at få det til at se ud som om debatten om de REELLE LIVSTRUENDE OG LIVSSTIGMATISERENDE problemer med FYLDER FOR MEGET I DEBATTEN om lykkepillebehandling??!

Hvorfor er det så vigtigt at vi møder forfatterens taknemmelighed i denne disput om de alvorlige bivirkninger? Hvad skal vi bruge det til??! Hvad kan vi bruge det til? Hvorfor er det så vigtigt for artiklens forfatter at gøre sig til personlig reklamesøjle for en medicinsk behandling som har haft depraverende konsekvenser for andre??!

Er det ikke lidt upassende??! Er det ikke noget proportionsfordrejende??! Fokusforstyrrende??!

Respektløst for at sige det mildt??!

Jeg mener helt ærlig, er det ikke lidt af luksusproblem, som med omvendt argumention, tak for lykkepillerne, med al respekt, at plædere for forståelse for SIG, når jeg ved ikke hvor mange kvinder og deres børn (sic!) er blevet martret for livet af samme??!

Hvor er proportionssansen??! Sansen for at der jo ikke er nogen som tvinger forfatteren til at holde op med lykkepillerne - og at det følelsesmæssige pres hun måske måtte opleve på sig som følge af debatten FOR INTET AT REGNE er mod de kvinder og børn som KONKRET ER BLEVET SMADRET FOR LIVET??!

Hallå??!

Jeg er ked af at sige det, med al respekt jeg finder den slags forkasteligt , dybt uanstændigt og i min optik opnår forfatteren ikke nogen fornyet respekt for lykkepillebehandlinger, tværtimod.

Selv tak. Og ØV igen!

Du godeste mennesker, jeg ryster på hovedet!

Jeg mener hallå!!!! Tag den lige igen, for nu bliver jeg kraftstejlme rigtig gal i skralden!!! Kvinden her gør alt hvad hun kan for at BEVISE sin egen lykke om jeg så må sige og mener sig fræk berettiget til at kunne plædere for at DER ER FOR MEGET OPMÆRKSOMHED PÅ DE SKADELIGE BIVIRKNINGER - mens hun selv er fuldstændig ovenpå, hjulpet af lykkepiller, passer sit arbejde, har det rimeligt godt, er glad og taknemmelig - altså ingen særlige problemer har - så mener hun sig berettiget på den baggrund berettiget til at PROBLEMATISERE at der skulle være FOR MEGET OPMÆRKSOMHED PÅ PROBLEMERNE, DE HELT REELLE LIVSSTIGMATISERENDE PROBLEMER, for kvinder og deres fostre osv??!

Hvad pokker er det for noget??!

Hvad er det for en måde at forrå sine medsøstre på??! Sine medborgere??!
Jeg-har-det-da-meget-godt-med-mine-lykkepiller! - Jeg-kunne-aldrig-klare-mig-uden! Se-her-hvor-godt-jeg-har-det! SE!!! DE VIRKER FOR MIG! Så hvad piver I for??!

Det er hvad jeg sagt i al sin modbydelige enkelhed når frem til når jeg gennemarbejder min forholden sig i detaljen til den her artikel og dens indhold og sondrer ordentligt efter.

Det er hvad artiklens forfatter gør i al sin uhyggelige enkelhed: På baggrund af sin egen LYKKE, mener hun sig berettiget til at BAGGATELLISERE andres ULYKKE.

Med skjult foragt, nævnt i en indledende bisætning, den opmærksomhed mener hun de stakkels kvinder og børn (!) fortjener, mens hendes LYKKE, mere eller mindre ublandede, bør være den som sagen drejer sig om.

Jeg slutter hvor jeg startede: Jeg SAVNER noget så eftertrykkeligt forfatterens RESPEKT og AN-ERKENDELSE, MEDFØLELSE for sine MEDSØSTRES/MEDMENNESKERS LIDELSER!

Hvis man ikke kan give den til andre - kan man i min optik ikke påberåbe sig den for sig selv. Så enkelt er det.

Det er netop den form for egoist-mentalitet, mangel på nuancering, mangel på sund medmenneskelig proportionssans som vi er nødt til at gøre op med nu. Dels for at redde landet fra et fuldstændig socialt kollaps. Dels for igen at få noget fremadskridende sund medmenneskelig nuancering og proportionssans til at præge de politiske debatter og ikke mig-mig-mig og så lige-mig-og-mine- relativt-set-ubetydelige-problemer-en-gang-til-retorik.

- En konkurrence i medierne om hvis smerte som er den største og mest berettigede til at få AL opmærksomheden.

Igen, jeg ville kunne med al respekt indrømme forfatteren al den opmærksomhed og respekt for sin lykkelige lykkepillebehandling hun er berettiget til i enhver sammenhæng. Men at hvis den skal ske på bekostning af de gravides og deres fostre. Så står jeg af med det vuns.

Jeg kunne sige: Nå, og hvad så? Godt for dig min pige! Men i min optik fortjener de gravide og deres uforskyldte deformerede fødte børn altså HOVEDOPMÆRKSOMHEDEN HER mine kære. Tag en tudekiks. Det rager mig.

For jeg bliver vred over sådan noget opmærksomheds-og-debat-kupperi - hvis det så var i sagligt ærinde, hvor hun indrømmede at de gravide og børnene selvfølgelig fortjente respekt for sine lidelser, og forstod at sætte sin egen i relativ sund kontekst hermed, eller måske ligefrem sundt beskedent lidt i baggrunden, så ville jeg kunne anerkende det. Men nej, omvendt taknemmeligheds-opmækrsomhedskrævende skinger-retorik - populistisk sarkasme - på de sagesløse kvinder og børns bekostning.

Det er for lavt. Det er simpelthen for lavt. AK!! og ØV ØV ØV!!!

Og informations debattører hopper lige på den.

Hvor er jeres kritiske sans? Hvor er jeres proportionssans?

Jeg indrømmer at den er svær at gennemskue - fordi vi er blevet vænnet til dens slags tilsyneladende retfærdiggjort selv-retfærdighedsretorik gennem de sidste 10 år med VKO - MIG MIG MIG MIG-HAVE-AL-OPMÆRKSOMHEDEN-RETORIKEN - Skide være med andre langt langt vigtigere problemer - DE SKAL BARE SMIDE DE TØRKLÆDER NU!!! DE SKAL BARE FORBYDES AT GÅ MED TØRKLÆDER!!!

Forkasteligt!!! Jeg græmmer mig over hvor dybt det her land er sunket!!!

"Tak, fordi jeg i fremtiden ikke bliver en af dem på førtidspension eller i fleksjob, som samfundet skælder ud på."

Det er da trist med et behov for at føle sig mere værd end andre, kontra velvære.

I samme ånd vil jeg gerne på egne og andre danskeres vegne sende en varm tak til kokain, alkohol og hash.

Ja uden disse "hjælpemidler" var det danske samfund sunket i grus for mange år siden.

Hvem kan alligevel holde det virkelige liv ud?

Hanne Gregersen

Såvidt jeg kan læse prøver artiklens forfatte blot at gøre opmærksom på, at omtalte lægemiddel har hjulpet hende, hvilket vist ikke gør hende fortjent til @Haastrups uartigheder om alt mellem himmel og jord (ligger der en medicinsk embedseksamen til grund for kritikken eller er det bare lommeuld og ammestuehistorier fra Reader's Digest ---svaret svæver i vinden !?)

Det virker da helt ude i hampen med dybt personlige angreb på artiklens forfatter, som al stilfærdighed blot udtrykker sin glæde over, at pillerne har hjulpet hende - det er under lavmået @Haastrup.

Henrik L Nielsen

Jeg læser egentligt ud af indslaget her, at der er noget galt med den generelle debat om lykkepiller og deres brugere siden en af disse finder det nødvendigt overhovedet at tage til genmæle på denne måde.

Vibeke Svenningsen

Jeg er som så enig med Thomas, men finder det også ok at nævne, at med det vi efterhånden er ved ar finde ud af, så er brugen af anti-depressiver og graviditeter en ret farlig cocktail.

Men ellers, så er jeg da ikke i tvivl om, at den type medicin hjælper en masse mennesker hver dag til at have et godt liv.

Peter Nygaard

Jeg er ellers aldrig enig med Thomas Dalager, men her er det spot on.

Hold da helt op, hvor bliver der gået efter manden i stedet for bolden, det er da forfærdeligt at læse.

Vi har fattet, at alt medicin er ondt, alt kemi er ondt, lige med undtagelse af naturmedicin og når det bliver påvist, at det er farligt, så er det en ond undersøgelse.

Verden er ikke sort hvid!

Anti-depresiva(hedder ikke lykkepiller, da de ikke gør folk lykkelige) er symptombehandling fra samfundets side - JA.

Anti-depresiva er fyldt med bevirkninger - JA.

Anti-depresiva er en mere kontrolleret udgave af alkohol, hash o.lign. - JA.

Anti-depresiva redder liv - JA.

Anti-depresiva bliver uddelt for rundhåndet - JA.

Der er en fandens masse der bliver hjulpet igennem deres sygdom med medicinen og når de så kommer med en personlig beretning, så lad da være med at beskylde personen for, at være ligeglad med sine fostre(hun var gravid før den undersøgelse der viser, at det er skadeligt for en lille procentdel af fostre), at beskylde hende for, at tro hun er bedre end andre, bare fordi hun konstaterer, at det er stigmatiserende at komme på førtidspension.

Prøv at genlæse Martin E. Haastrups svada mod kvinden og hendes personlige beretning. Der er ikke en skygge af argumenter, kun kraftige udslag mod hendes person. En masse antagelser om hendes motiver, som Martin ikke kan vide en skid om. Det er sku da forfærdelig læsning - dine kommentarer overfor et menneske, hvis skæbne du kun kender 1% af, er forfærdelig!

"Jeg slutter hvor jeg startede: Jeg SAVNER noget så eftertrykkeligt forfatterens RESPEKT og AN-ERKENDELSE, MEDFØLELSE for sine MEDSØSTRES/MEDMENNESKERS LIDELSER!"

Hvad med om du, Martin Haastrup havde lidt respekt for, at der findes folk, der har en god oplevelse med anti-depresiva og vil berette om den i den flod af negativ omtale der er.
Hvad med om du viser respekt for de tusinde der hvert år får reddet deres liv vha. anti-depresiva?
Hvad med, at du viser respekt for de 100.000 vel medicinerede, der får en klart bedre hverdag med anti-depresiva?
Og lad så være med, at ligge denne kvinde til ansvar for, at sundhedsstyrelsen har godkendt graviditet og anti-depresiva behandling! Kvinden var gravid FØR den undersøgelse du henviser til for pokker!

Alle der ikke selv har prøvet eller haft brug anti-depresiva medicin har ingen forstand på dette emne.
I kan kun gætte, ikke andet.
Hvis i en dag bliver ramt og får brug for behandling ændrer i opfattelse.
Fri mig for frelste, der har læst men ikke selv prøvet hvad det handler om.

Hanne Christensen

Tilgangen til denne debat er absurd. Man kan ikke drøfte lykkepiller virkninger ud fra en enkelt oplevelse.

Det er fuldstændigt det samme som at konstatere, at man ikke behøves at sætte stillads op for håndværkere der arbejder i 5. etages højde, fordi nogle håndværkere selvfølgelig ikke falder ned, men derimod ikke er generet af alle sikkerhedsreglerne.

Brug af medicin må vurderes ud fra et statistisk materiale om virkninger, og især bivirkninger. Hertil må vurderes alternative muligheder.

Jeg har en veninde som tog lykkepiller og blev slaskefed. Hun gik til lægen og fik oplyst, at lykkepiller skam virkede modsat, nemlig slankende. I dag er det alment kendt, at fedme kan være en bivirkning. Min veninde havde en middel-middelsvær depression. Hun fortalte mig, at den diagnosticeret gennem et 10 punkts spørgeskema a la hvad man ser i Alt For Damerne. Hun var faktisk temmelig rystet, men hun havde det skidt på det tidspunkt og tog de anbefalede piller.

Hun fik ikke oplyst, at motion i den situation kunne have samme virkning.

Jeg har efterfølgende mødt en del mennesker, der i perioder har taget depressiv medicin, og karakteristisk er, at næsten alle kunne trænge til at smide 10-40 kg.

Brugen af medicin bør tages i en vurdering af alternative muligheder. I nogle tilfælde kan medicin være nyttig. I andre tilfælde er det ganske enkelt en katastrofe ikke først at forsøge andre midler, fx motion.

Nu kender jeg ikke det nøjagtige tal, men har hørt at 20-25 % eller er det 40 % af ældre der har taget lykke piller. Tallet er højt, jeg husker ikke det nøjagtige, men min reaktion var da jeg læste det, at det var absurd. Ja, uansvarligt. Er det for let blot for lægerne at udstede lykkepiller? Skyldes det, at lægerne springer alt for let hen over at fortælle om bivirkninger? Hvor mange har fx 20-30 kg vægtforøgelse? Hvor mange ville tage pillerne hvis der var 70 % sandsynlighed for denne bivirkning?

Jeg nævner disse tal, uden at kende dem præcis. Men det burde faktisk være temmelig let at oplyse. Det er bare op på vægten for alle disse mange, mange mennesker der er på lykke piller. Statistikken kan være klar om en uge. Men nej. Lægerne, medicinindustrien, politikerne, myndighederne ønsker tilsyneladende ikke den slags statistikker. Brugerne får at vide at en bivirkning kan være vægtforøgelse. Brugeren får ikke oplyst, hvor voldsom stor sandsynligheden er.

Nu har jeg nævnt vægtforøgelse som en birvirkning. Men der er også andre. Nogle (hvor mange?) reagerer med ønske rom selvmord. Nogle føler sig totalt følelsesmæssigt lammede. Nogle får det som forfatteren helt fantastisk uden (tilsyneladende) nogen form for bivirkninger.

Det absurde i artiklen er, at den i bedste fald blot er en god historie. I værste fald dækker den over de mange, og store sandsynligheder for bivirkninger. I værste fald bidrager den til, at en depressiv person i dag og i morgen siger ja tak til ordinationen – hvor motion kunne have haft langt bedre effekt.

Information har vist haft flere artikler om lykkepiller (???) Da der imidlertid ikke henvises hertil i nærværende artikel, er det ganske enkelt katastrofalt af Information at bringe et sådant skønmaleri for noget så alvorligt. Flere læser kun denne, og kender ikke til tidligere historier, der giver et helt andet billede af brugen af depressiv medicin. Selvfølgelig kan det være på sin plads også at høre de gode historier. Men medicinske virkninger kan ikke betragtes ud fra enkelttilfælde. Det burde Informations redaktører have kapacitet nok til at vurdere.

Information plejer at ville fremstå som en seriøs avis. Det er denne artikel ikke udtryk for.

tjae , jo jo der er faktisk beviser for at nogle børn skades varrigt af lykkepiller som de har modtaget som fostre gennem deres mors behandling....

kære alle debattører jo jeg forstår godt at nogle blvier harme og vrede hvis oplysningen af folket som helhed blvier misvisende ...men

I kan fandme ikke være bekendt at forlange af en enkel bruger af en medicin skal kunne repræsentere medicinen fra en ekspertrolle og stå for alle aspekter af oplysning om nogle kemiske bivirkninger i en sådan debat, derfor vil jeg godt klage over den meget hårde tone over for artikkelforfatteren som blot fortæller en personlig viden om hvordan medicinene har hjulpet hende.

jo der er masser af sager om bivirkninger , nej det er ikke altid lappeløsninger eller symptombehandling, om man har en hjernekemi der er VARIGT skadet af mange års depresioner, så er der faktisk ikke meget andet, der kan hjælpe selv om man går til nok så meget kognitiv terapi...

jeg mener det er okAy at forsvare SSRI-piller og lignende som midler man kan bruge, men det bør da aldrig blive en argumentation for at afskaffe de meget væsentlige samtale-terapeutiske behandlinger og hjælpe-tiltag fra professionelle behandlere og opbakkende støtte fra familie venner og kolleger, som bestemt kan hjælpe rigtigt mange til aldrig at komme ud i at skulle tage lykkepiller resten af livet

"VEL AT MÆRKE OM DE MODTAGER DENNE STØTTE TIDLIGT I DERES KRISE OG DEPRESSIONSFORLØB"

Der er altså ikke et fornuftigt enten eller i denne problemstilling, da der altid vil være nogen som decideret har kemiske ubalancer i hjernen også uanset hvor længe man laver samtale terapi med dem eller pisker dem igennem sports-programmer og andre gode sunde måder at leve på..

Men naturligtvis skal man også indtænke hvordan man kan fremme sundheden psykisk i vores samfund på alle niveauer, såeldes at der ikke bliver alt for meget der skal behandles med piller og anden kemi...

det er som om de fleste debattører herover kun kan magte at se sagen sort/hvidt men det er altså muligt at kunne rumme både en samfundskritisk og skade-kritisk synsvinkel på disse i nogle sammenhængende skadelige og i andre sammenhænge positive medicintyper.....!

bliv da for fanden lidt mere mulitidimensionelle i jeres evne til at rumme mangefacetterede problemstillinger..

Ligesom det findes diagnosen post-traumatisk stress som kun sjældent lader sig effektivt behandle hverken med samtaler og pille-kemi, hos tidligere udsendte soldater, så findes der rent faktisk også et utal af børn og voksne , som har været fredløse i hele deres psykisk liv i deres familier og opvækst eller parforhold/ægteskaber og som har taget permanent skade og som af mange af disse midler som psykofarmaka omfatter får en vis hjælp aflastning i et eller hlet utåleligt liv.

Når antallet af mennesker der dagligt er nød til at tage lykkepiller for at få tilværelsen til at hænge sammen vokser, er noget af forklaringen vel at flere og flere finder der svært at honorere de krav der stilles til dem fra samfundet og dem selv.
I dag mener den toneangivende del af videnskaben at årsagen til ulykkelighed ene og alene ligger i vores gener og kemien i hjernen. Dermed er problemet blevet dit eget, det er individualiseret.
Det er selvfølgelig det rene sludder, men jeg forstår godt at man kaster håndklædet i ringen og går på lykkepiller. Der er ligesom ikke andre muligheder. Andre doper sig med kokain når de ikke kan klare virkeligheden. Lykkepiller er trods alt legale. Jeg tror desværre at endnu flere vil se sig tvunget til at sluge pillen. Den er vores ”soma”.

Ursula Nielsen

Jeg vil ikke stille mig til dommer over hvem ,og hvorfor, der/de indtager lykkepiller. Det er folk eget valg.

Jeg studser over:

"“Tak, fordi jeg i fremtiden ikke bliver en af dem på førtidspension eller i fleksjob, som samfundet skælder ud på.”

Hvis alle, som samfundet skælder ud på skal indtage lykkepiller - for at holde stigmatiseringen ud - så kunne jeg godt frygte, at det ender med at der kun er een, der ikke har brug for piller. Syndebukkebehovet er umætteligt. (Se de sidste års debat om offermentalitet etc.)

I går hørte jeg ( Radio24syv, Den store roman, kl. 22.00) en tidligere skabshomosekuel fortælle om hans dybe depressioner, selvmordsforsøg etc.

Hans depression forsvandt som dug for solen, da han spang ud af skabet. Han reflekterede så flot over hvorfor han i 54 år havde spillet med på mainstream, ved at få kone, børn og i det hele taget opføre sig som en agtværdig samfundsborger.

Prisen havde været hans mentale sundhed.

Det får mig til at tænke endnu mere på, om det ekstreme fokus på ikke at falde unden for den "overskudpåbundlinjen" diskurs, der mere handler om -at vi er et problem hvis vi ikke bidrager med overskud - end om hvordan vi ønsker at leve vores liv - er med til at producere angste, deprimerede eksistenser, der ikke kan mærke sig selv.

Blot en tanke.

Linket til programmet:

http://arkiv.radio24syv.dk/video/4738702/den-store-roman-22-03-2012

Hanne Christensen

Flere debattører nævner, at bivirkningerne skulle være større ved yngre mennesker.

Har I dokumentation herfor?

Anne Grete Hansen

Kære Helle Eriksen -
Med al respekt for dig og dit udbytte af antidepressiv medicin, er min "historie" den stik omvendte.
I forbindelse med min mands sygdom (Alzheimer) var mit liv i perioder ret tumultøst. Sygdommen udviklede sig i sære kvantespring, som var belastende og "deprimerende".
Min læge rådede mig til antidepressiv medicin, som der viste sig at være forbundet med (for mig) de mere sjældne bivirkninger: natlige mareridt, overdreven svedproduktion etc.etc. og til og med et trafikuheld på grund af nedsat fokuseringsevne.
Jeg fik så ordineret et alternativt præparat, som det ikke blev meget bedre af.

For mig fjernede det dele af min personlighed, mit følelsesliv blev en pele-mele, hvor sorgen og savnet af min mand først blev "følt", efter at jeg stoppede med pillerne.

Mit liv er ikke en dans på roser, men det er autentisk med hvad der er af ups and downs.

Nu tilhører jeg en anden aldersklasse end dig, Helle, men er dog stadig ung og oprørsk nok (66) til ikke at ville leve på de præmisser, at naturlige følelser af stærk sorg men også stærk glæde og engagement i livet (socialt/politisk/lokalt m.v.) skal nivelleres ud.

Har du læst tal på, hvor mange fra 60 og opefter, der "pilles ned". Det er chokerende.

Jeg vil nødig misforstås, men jeg kan ikke for alvor tro på, at en så stor del af en befolkning i Danmark skal lykkeliggøres og da slet ikke, at man skal proppe den hestemedicin i gabet på børn.

Der er altid en medicinalindustri. Den arbejder utrætteligt og fremgangsrigt. ADHD er et andet godt eksempel.

De venligste hilsener og ha' på dine præmisser et godt liv!

lykkepillerne.

Det er bestemt vidunderligt, at være tilfreds med sig selv og det er rigtig dejligt at være tilfreds med sin dag og det man udrettede den dag.

Men hvad er der sket med samfundet eller menneskene i samfundet, siden så mange er blevet så utilfredse med sige selv?

Brystimplantater, ansigtsløftninger, lykkepillerne og alt det andet vi gør ved os selv for at føle os gode nok.

Har vi og samfundet forvekslet økonomi og værdi?
Og tror vi fejlagtigt at økonomi kan gøre os lykkelige og er det i virkeligheden denne fejlkobling som gør os så ulykkelige så vi frivilligt får skåret i ansigtet, sat kunstige plastik implantater ind i kroppen og fylder os med piller?

Hvad er det egenlig som har værdi?

Peter Nygaard

@ Jens Bruus

Hvad der har værdi?

For mig er det livet og et godt liv(defineret af den enkelte).

Dette kan anti-depresiva hjælpe med og gør det i store tal. Så derfor har anti-depresiva værdi for mig!

Hanne Christensen tjae jo på den måde forstået at der hos yngre personer er en større tendens til selvmord i begyndelsen når man påbegynder medicinen, faktisk større ricici for selvmord i denne initiale periode, end uden medicinen, og det er jo at forstå som en ret fatal bivirkning ... ellers ved jeg det ikke....
men min opfattelse er at der måske er helt andre problemstillinger her end en decideret skæv hjernekemi og at det derfor måske er kan skyldes at hjernekemien bliver ødelagt frem for afbalanceret af medicinen, men det kan måske også skyldes en gennerelt umoden hjerne der har større tendens til at reagere kraftigt på spontane impulser jævnf. de mange trafikdødsfald også i samme aldersgruppe(de tidlige voksenår 16-20 år alderen.)

Ursula Nielsen

Jeg kan som sædvanlig anbefale de fleste kommentarer, selvom de stritter i hver sin retning. Alles opfattelse af virkeligheden har gyldighed, men det er også påkrævet at vi angriber emnet fra mange forskellige vinkler. For mig er der ikke tvivl om , at vi må gøre noget ved den måde vi behandler os selv og hinanden. Piller er ikke altid løsningen.

Jeg har oplevet alt for mange, der når de er holdt op med pillerne, erkender at de slet ikke fik gjort noget ved livsomstændighederne fordi de levede med en dyne, der forhindrede dem i at mærke sig selv.

Men vi kan ikke kræve at det er de ramte, der løfter forandringen. Det er dem, der stadig har et overskud, der skal kæmpe. Og hvis pillerne giver overskud - så brug det gerne til at ændre på de betingelser, der stresser og udbrænder mennesker - med depression som konsekvens!

Hanne Christensen

Jeg er helt enig i, at det er væsentligt at fokusere på årsagerne til, hvorfor så mange tager lykkepiller.

I dag individualiserer man depressionsproblemet trods pyskisk sygdom er den hyppigste årsag til førtidspensionering.

Politikerne forsøger i øjeblikket tilmed at hetze mod gruppen som en flok ugidelige nassere, der bare skal have et lille puf hos anden aktør. Måske kan det hjælpe med et forslag om job i en socialøkonomisk virksomhed. Så skal de nok hurtigt blive raske og selv finde sig et kassedame job.

Debatten er oftest præget af mangel på seriøsitet.

For nylig bragte Information en artikel, om hvordan det havde været en succes at tilbyde førtidspensionister en tilbagevenden til arbejdslivet. Succesraten var 0,2 %. Jeg vil kalde det en eklatant fiasko.

Regeringen er i gang med en førtidspensionsreform, der særligt skal ramme psykisk syge (ifølge DRVs socialplan 2015). Der er for tiden stor fokus herpå, og gerne med en ensidig vinkling der bakker op om regeringsforslaget.

Men pressens dækning bærer præg af stor ensidighed, og altid med den syge i centrum, som om problemet skal løses individuelt.

Ingen spørger, hvorfor psykisk sygdom i den grad er eksploderet de sidste 30 år. Det er populært at pege på udekøkkener og 2 biler i garagen osv. Igen individuelt - det er den enkeltes egen skyld.

Det passer ikke ind i min erfaring. Jeg har talt med en del, der har haft en depression - de fleste har vendt til bage til arbejdet igen. MEN jeg vil sige 80 % peger på nuværende eller tidligere arbejdsforhold som årsagen til problemet. Det drejer sig om mobning eller for stort arbejdspres. Som fællesnævner er dårligt lederskab. 20 % skyldes familieforhold som skilsmisse og dødsfald.

(I øvirgt er der stort set lige mange mænd og kvinder, der rammes. Depression og stress er ikke en kvindesygdom!)

Depression og stress rammer også alle sociale lag med samme tendens, at det er den hyppigste årsag til førtidspensionering.

Men det unævnelige bør nævnes. Nemlig at dårligt lederskab meget vel kan være årsagen til de mange sygdomstilfælde. For stort arbejdspres, mobning og chikane har altid en pil rettet mod ledelsen!

Ledelsen i danske virksomheder er ganske enkelt forkælede med stort udbud af arbejdskraft kombineret med en let adgang til at fyre folk. Og det koster heller ikke virksomhederne spor at sende den ene efter den næste på førtidspension grundet i dårligt arbejdsmiljø.

Hvorfor er arbejdsmiljøet tabu?

På DJØFs hjemmeside kan man læse fra en undersøgelse for nogle år siden at næsten halvdelen af medlemmerne overvejede at skifte job pga dårligt arbejdsmiljø. De medarbejdere der brokker sig over det bliver fyret. Resten holder deres mund og håber på, de selv ikke er næste offer.

Alligevel gør DJØF ikke noget ved problemet!!!

Tavsheden får også næring, når man ser på, hvordan ledige behandles. Medarbejderne skal nok passe på med ikke at sige for meget fra, når de via presse og politikere bliver bekendt med, hvad der venter dem, hvis de råber for højt og bliver fyret.

Fagforeningerne gør heller intet, når medlemmerne beklager sig konkret over dårligt arbejdsmiljø. De har ikke loven med sig er standardreplikken. Men de forsøger heller ikke at få loven ændret!

Selvfølgelig bør problemet analyseres. Det burde være temmelig let at spørge alle der er blevet ordineret lykkepiller, i hvilken grad de vurderer arbejdsmiljø hhv private forhold har været årsag til deres psykiske problemer.

Det er som om, det ganske enkelt er forbudt at nævne ordet "arbejdsmiljø". Særligt "dårligt arbejdsmiljø".

Men vi kommer ikke det stigende antal sydomstilfælde til livs ved at blot hetze disse (fx som forfatteren skriver, at hun ikke ligger samfundet til last!). Vi får kun nedbragt problemet ved at foretage en seriøs vurdering og analyse af årsagen til de mange tilfælde.

Sålænge dårligt arbejdsmiljø er et tabu får vi ikke disse analyser. For dårligt arbejdsmiljø bliver nødt til at blive medinddraget.

Dårligt lederskab forårsager efter min vurdering megen sygdom. Dårligt lederkskab har også indflydelse på bundlinjen i dansk erhvervliv. Det er dybest set heller ikke særligt gavnligt for dansk erhvervsliv. Dårligt arbejdsmiljø på undervisningsanstalter forårsager dårlig koncentration og dårlige resultater. Så på alle måder kunne det have sin fordel at fokusere på, om dårligt lederskab rent faktisk kan være årsagen til den eksplosive stigning i antallet af psykiske syge.

Det undrer mig, hvorfor dårligt arbejdsmiljø i den grad er tabu. Hvorfor?

ja det er et godt spørgsmål, men for mange er svaret vel også et både og, om mennesker er gennerelt psykisk sårbare allerede når de træder ind i erhvervslivet, så er de vel også de første til at ryge ud, eller at gå ned med flaget eller at bryde sammen elelr ja blive mobbede, som med hyænerne der altid mobber den svageste mest og gerne til døde , sådan er voksne mennesker nok også at den der er mest "mærklig" bliver den der gøres til mål for hvadsomhelst....!

Noget andet der er en markant samfunds-ændrig er at stort set alle unge voksne i dag og et pat gennerationer er blevet passet af andre en deres forældre fra børnehavealderen of frem...

I en norsk undersøgelse har man fundet ud af at især de mindste børn op til og med børnhavealderen ser ud til at have et forhøjet kortisol indhold i blodet i det meste af dagen ,,hvor børn der passes af egen forældre ser ud til gennerelt kun at have en naturlig højere kotisol om morgenen...

Fra viden om post-traumatisk stress ved man at det der især ødelægger disse ofte soldater der har sygdommen, det er især ødelægger deres hjerne og evne til at klare stress fremover er netop et kronisk forhøjet niveau af stress...????

Det er jo om det er en relevant iaggtagelse faktisk et dolkestød ind i vores meget specialiserede samfund med særlig fokus på effektivisering og udnyttelse af hele arbejdsstyrken gennem af få begge forældre ud i job hele tiden og en muliggørelse netop gennem IKKE at lade bærnene passe af egne forældre...

Det ser ikke ud til at bedsteforældre på samme måde skaber et forhøjet kortisol-niveau hos børnebørnene som daginstitutionerne...

Virkelig mange gode og tænksomme indlæg til denne artikel,og det at så mange reagerer betyder jo i mine øjne at artiklen er relevant.
Personligt har jeg aldrig fået antideprssiv medicin,og det kan så skyldes at jeg trods modgang grundlæggende har fået et lyst sind,om det så er god karma eller en rigtig fordeling af kemi i min krop,vides så ikke.Men alligevel har jeg det tæt på,

Steffen Gliese

Hanne Christensen, når folk i den grad oplever dårlig ledelse, tror jeg, at det måske også skyldes, at vi (heldigvis) er blevet langt mindre tilbøjgelige til at underlægge os styring.
Jeg må nu også sige, at min egen oplevelse af visse unge med forskellige psykiske lidelser på mig først og fremmest virker forkælede og utilpassede. De er simpelthen en prøvelse at være sammen med, fordi deres evne til at tilpasse sig de situationer, de befinder sig i, ikke er blevet opøvet. Så kan det godt være et problem at have sine elever med ud i det offentlige rum, når de aktivt demonstrerer indifferens.

@Peter Nygaard

Jeg hørte Ole soon i p1 i går.
en lytter ringede ind og rejste spørgsmålet om værdi og økonomi.

Det fik mig til at reflekter over hvad der egnlig har værdi i mit liv, listen udfoldede sig helt spontant og resultatet var "mine mennesker", mine menneskelige relationer og katten, først derfeter kom min gode seng og bilen.

Det der virklig har værdi i mit liv kan ikke købes for penge.

Men for fanden hvor er der meget påvirkning som vil have mig til at tro, at jeg kan købe og arbejde mig lykkelig og hvor er der mange som har for travlt med det projekt til at have tid til at dele menneskelig lykke.

Lars Peter Simonsen

Artiklens forfatter taler vist udelukkende på egne vegne, respekt for det! Det kunne mange lægge sig på sinde. Betegnelsen lykkepiller har fuldstændig smadret muligheden for et objektivt syn på disse piller, og medført, garanteret; fejlmedicinering af personer som ikke har denne serotoninmangel og derfor ikke har gavn af pillerne. Det den forkerte brug der er farlig, ikke medicinen i sig selv. Det ef.eks. helt utilstedeligt, at man på jobcentrene vil tvinge folk til at tage denne, og andre former medicin...

Jens Falkesgaard

Først en tak til Helle Eriksen for at forfatte denne artikel: de positive historier kommer alt for sjældent ud.

Jeg er også en af dem, som SSRI'er har hjulpet.

I mit tilfælde var medicinen ikke nok i sig selv - men takket være samtale- og gruppeterapi, samt CPAP-behandling mod min søvnapnø har jeg fået et "rigtigt" liv (og et ret godt ét) i denne rodebutik af en verden; ikke blot en væren i Helvede.

Ja - der er bivirkninger. Ja - der er risici.
Men det er der også ved alt andet... mange andre typer medicin kan også være skadelige ved graviditet - så hvorfor lige fiksere hér?

Hvordan forventes en kvindelig depressionspatient at komme gennem en graviditet, og måske ligefrem negative psykiske fødselsreaktioner oveni?

- Uden medicin?
Skal hun "bare" 'gennemleve sin psykose', som det hed for nogle år siden om en anden gruppe psykiatriske patienter?

- Skal hun forhindres i at få børn?
Så er vi tilbage ved tvangssterilisationer og lignende... den praksis var vist heller ikke så heldig, vel?

Det eneste brugbare svar er naturligvis: hun skal informeres udførligt og individuelt, ligesom alle gravide (forhåbentlig) bliver informeret om lige netop deres risikofaktorer. Kun på den måde kan hun træffe et kvalificeret valg.

@Maya Nielsen

Jeg deler fuldt og helt skepsissen om børn og institutioner.

Og glæder mig over at der er nu også er forskning som kan underbygge det.

Har du et link til den Norsk undersøgelse du skriver om?

Peter Hansen det er jo også påfaldende at børn af i dag som er SÅ meget tid sammen med andre i store grupper ikke enver at passe ind , synes du ikke ? her kunne man igen indvende at den meget typiske opdeling udelukkende i årgang, måske slet ikke skaber tilstrækkelig erfaringsbaggrund til at kunne fungere i et samfund og på en arbejdsplads hvor så mange forskellige gennerationslag skal kunne fungere sammen... igen en særlig specialisering igennem hele barndommen som ikke rummer variation nok til at forberede børnene på det liv de skal leve i efter udsluningen fra masse-pasningen i instituioner...

bare en tanke værd, jeg er nu ikke desideret imod institutions-pasning, jeg mener bare at man skal se både på mulige fordel og ulemper og noget viser sig skadeligt skal man ikke af idealisme udelukke muligheden for at det netop kan hænge sådan sammen....
Sandhed og åbenhed over for muligheder,er den bedste basis for gode og sunde løsninger der holder på sigt...

Så måske man skulle lade alle forældre få mulighed for 2 - 3 år hjemme mens børnene er små, og give pladsen til de unge uden børn i mellemtiden... Så modnes de måske også til at få små dejlige mennesker, den største gave vi kan får her i livet...! :-)

jens Bruus jeg faldt over en artikkel over emnet i den norske Aftenposten.no, ofrøvrigt en ret god avis på mange måder også i udenlandstoffet ind i mellem...!

Hvorfor er der mange flere psykiske syge i dag end førhen?
En af forklaringerne er at sygdommene diagnosticeres på en anden måde end tidligere. De fleste psykiatere interesserer sig ikke for årsager – de ligger jo i generne – og de gør sig derfor heller ingen illusioner om, at de kan helbrede folk ved at lytte til deres livshistorier.

I stedet bruger de spørgeskemaer over adfærd. Det betyder i realiteten at man kan krydse et skema af og efterfølgende lade en computer stille diagnosen. Så jeg har svært ved at forstå hvorfor psykiaterne hører til de højestlønnede læger her i landet.
Da denne metode til at diagnosticere psykiske sygdomme kom frem, foretog man i slutningen af 80-erne, i USA nogle landsdækkende spørgeskemaundersøgelser, og med denne metode viste det sig, at tæt på 50 procent af den amerikanske befolkning havde en eller anden psykisk lidelse. Psykiaterne kaldte det en epedimi.

Torben K L Jensen

Jeg er en af de der typer der hver morgen i de sidste to
år har guffet de der "lykkepiller" .Jeg er også en der er
bedøvende ligeglad med om det er placebo eller om det
er et antidepressativa jeg skyller ned med et glas vand.
Det der betyder noget er at alkoholens tåger er lettet fra
min bevidsthed,at jeg er holdt op med at ryge,at jeg har
overskud til bevæge mig ud på udebane og til sidst men
ikke mindst,er jeg begyndt at interessere mig for mine
nære og fjerne omgivelser,så bundlinien for mig er:Så
skråt op med dem der aldrig selv har prøvet det,men har
deres viden fra statestikker.

og Jens bruus om du orker det vidneskabelige sprog så er her en god indføring i stresshormonsystemet i mennesker og mulige forhold aspekter der man medføre udviklingsforstyrrelse i denne regulering af stress i kroppen..
et kendt udfald af langvarig stress er jo netop depression, som SSRI pillerne jo er skabt til at modvirke...

Hanne Christensen

Maja Nielsen,
Jeg er enig i meget af det du skriver, men jeg mener man skal passe på med den der brug af ”både og” og ”psykisk sårbare mennesker”.
Simpelthen fordi det virker som en undskyldning for intet at gøre.

Mit barn var udsat for mobning i sin første skole – af lærerne. Jeg fik at vide, han var psykisk sårbar. Sjovt nok da han skiftede skole blomstrede han op, sårbarheden var væk, han fik masser af venner og blev populær. Til gengæld tog et andet barn over, og blev pludselig ”sårbar” på den gamle skole.

Jeg har mødt mange voksne mennesker, som har været udsat for mobning og chikane, hvor skift af arbejdsplads afhjælper situationen, - eller en anden type problemer dukke op. Jeg har set arbejdspladser, hvor den ene falder fra af stress efter den næste. Sjovt nok synes samtlige sårbare bortset fra lederen/ledelsen. Også her taler ledelsen om sårbare mennesker eller om problemer i privaten.

Som jeg skriver i mit sidste indlæg, er fokusering på dårligt arbejdsmiljø et tabu. For i mine øjne opstår problemer særdeles ofte pga dårligt arbejdsmiljø. Næsten halvdelen af DJØFere overvejer at skifte arbejdsplads pga dårligt arbejdsmiljø. Er de alle ”sårbare”. Mon dog.

Selvfølgelig er der forskel på vores personlighed, men der er også forskel på, om vi blot er heldige eller uheldige omkring den ledelse eller de lærere, kollegaer eller klassekammerater vi udsættes for.

Selvfølgelig kan individuelle forhold også spille ind. Men jeg mener/tror faktisk, at den store stigning, eksplosionen i antallet af lidelser skyldes samfundsskabte forhold. Du nævner børn opvoksede med børneinstitutioner. Ja, men måske skyldes det ikke institutionen, men bemandingen, eller at de er ”parkerede” her 10 timer dagligt, og ikke 6-8 timer. Vi ved sådan set heller ikke, om det er bedre at vokse op med mor hjemme. Det tror jeg ikke. Men en bedre bemanding, mindre travlhed vil jeg tro vil hjælpe gevaldigt, - dog ikke hvis tiden går med kaffepauser.

De evindelige kaffepauser (populært sagt) er også udtryk for dårlig ledelse. Den bedste ledelse er den, der tilpasser opgaver og arbejdsresourcer ad med et rimeligt arbejdstempo, men også den, der sikrer at man taler ordentlig til hinanden, og arbejdsmiljøet ikke bærer præg af bagtalelse, intriger og chikaner.

Med god ledelse kan det sagtens undgås. Men alt for mange steder er der dårlig ledelse, der tilmed selv ofte deltager aktivt i de forhold, der rammer mennesker på psyken.

Der er alt for stor tilbøjelighed til at pege på individuelle årsager til den masseproduktion af depressioner og stresstilfælde som vi har i Danmark. Jeg tror, at dårligt arbejdsmiljø (på arbejdspladser og på undervisningsinstitutioner) er den absolut største årsagsfaktor til problemet. Den faktor bør ikke tales væk.

Hanne Christensen jo bestmet kan bemandingen i daginstitutioner betyde rigtigt meget for stress både hos børnene og personalet... og så rundt i ring..

Dårlig ledelse er jo naturligtvis også et kodeord, men også afhgængig af de overordnede rammer og ledelsen ovenoder igen.

Samt også er de færreste ledere i daginstituioner egentlgit uddannede til at lede....Der burdenok især da med nutidens enorme besparrelser i det mindste kræves at det så er ledere der ved noget om ledelse der skal styre den skrabede hyber-effektive daginstituion.
Det er nk her man kan flytte mest for færrest penge i de nærmeste år.. og på samme måder på plejehjem og andre omsorgsteams rundt omkring i landet.

skab en 6 måneders intensiv lederuddannelse FØR nye ledere kan ansættes. Men gå ikke væk fra den hidtidige idé om at mangeårig erfaring også er et must.

Bruus , min personlige hypostese er at ADHD nok mere skyldes en manglende udfoldelse af drenges fysiske potentiale i den tidlige barndom. Samt også en markant anderledes hjernemodning end gennemsnitsbørn. og måske mødres druk/alkohol indtag i den helt tidlige graviditet, før de ved, de er gravide...!

Det kan ikke alene kobles til almindelig stress. Og mange af disse børn har sikkert også fået rigtig meget særlig og tæt opmærksomhed af deres mødre, som netop kan mærke meget tidligt at de er anderledes...

så nødden er nok ikke SÅ let at knække, med mindre en massiv omsorgs og mandsopdækning vil løse problemet, men det tvivler jeg nu også på.....

Mai Mikkelsen

Der er vist lidt forvirring om begreberne i kommentarerne.

For det første er det ikke abstinenser nogle oplever når de holder brat op med brug af antidepressiva, det er ophørssymptomer. Der er ret stor forskel på de 2 "tilstande"

For det andet er antidepressiv medicin en bred betegnelse for forskellige typer medicin. Der er SSRI pillerne (der populært kaldes lykkepiller), der er tricykliske antidepressiva og der er MAO hæmmere. Der er forskel på graden af symptomer ved ophør både disse tre grupper af medicin i mellem, og også forskel på de mennesker der bruger medicinen. Derfor er det almen praksis at man langsomt trappes ud af pillerne.

At der kan opleves bivirkninger er ikke noget ukendt. Der kan være bivirkninger ved alt slags medicin. Det er netop derfor al medicin skal udskrives af en læge og at der skal være opfølgning. Det betyder at man skal kontakte sin læge og få ordineret en ny type, hvis man oplever store gener. Nogle gange kræver det afprøvning af flere mærker inden det helt rigtige findes.

Hvorvidt der er et overforbrug af antidepressiva generelt i DK kan jeg ikke vurdere, idet jeg ikke kan vurdere nødvendigheden i hvert enkelt tilfælde. Men jeg vil da medgive at det er en meget stor gruppe der benytter dem.

Jeg er selv bruger af SSRI typen. Inden jeg påbegyndte pillerne havde jeg haft talrige depressioner, hvor jeg ikke var funktionsdygtig. Jeg havde afprøvet psykolog og psykiater i 10 år og fik det fortsat ikke bedre. I perioder kunne jeg ikke stige ud af min seng. I andre perioder druknede jeg mine kvaler med overdreven træning, ekstremt stramme diæter osv.

I dag kan jeg fungere. Jeg har stadig gode og dårlige dage, for pillerne gør mig jo ikke lykkelig. De giver mig en mulighed for at gøre ting der reelt gør mig lykkelig.

Jeg er meget enig i de der skriver at man måske skal kigge på det samfund vi lever i. Og sætte ind langt tidligere når der er problemer. Jeg er enig med min læge når han vurderer at min hjerne-kemi er kronisk skadet af de opvækstvilkår jeg har haft. Hvor lærere osv. råbte vagt i gevær, men ingen af dem der reelt havde myndighed til at gøre noget handlede. Når man har et samfund hvor sådan noget foregår, så må man forvente at man skaber mennesker der har behov for medicinering på længere sigt.

for øvrigt er der også et meget tydeligt element af arv i ADHD , også selv om barnet ikke vokser op med den forældre der også ahr symptomet på ADHD.

Sider