International kommentar

Syrien kan hjælpes – også uden våben

Vesten har ingen umiddelbare hensigter om at intervenere militært for at redde Syriens hårdt trængte opposition. Men det betyder ikke, at vi ikke har andre kort spille
3. marts 2012

»Vi vil ikke foregive, at menneskerettighedssituationen i Syrien er perfekt ... Vi er udmærket klar over, at der er sket et fald i kvaliteten af de tjenester, som regeringen normalt yder til befolkningen i de regioner, der står over for voldsudbrud.« Sådan lød det fra Fayssal al-Hamwi, Syriens FN-ambassadør, i Genève den 28. februar.

Sidste søndag »stemte« – med det regimekontrollerede nyhedsbureaus ord – syrerne ved en folkeafstemning om forfatningsændringer, der afspejlede »borgernes« iver for at fremskynde reformprocessen.

Samme dag blev yderligere 17 mennesker dræbt i Homs af regeringens militære styrker, samtidig med at Internationalt Røde Kors forsøgte at forhandle en sikker passage, så sårede kunne evakueres fra byen. Det syriske regime har nu to ansigter: Det pseudodemokratiske, som det viser over for omverdenen, og det grusomme, som det viser sit eget folk.

Selv om denne kontrast er åbenlys, vil en vestlig militærkoalition af ’villige’ ikke kunne etableres lige så hurtigt i Syrien, som det var tilfældet i Libyen. Syriens etniske skillelinjer ligner dem i Irak. Det herskende klike holdes oppe af Iran, og dets opposition er splittet og kaotisk. Store dele af landets befolkning er så bange for, hvad der kan følge efter Assad, at de kan være tilbøjelige til at støtte regimet.

Syriens hær har tillige langt bedre våben end den libyske hær, som endda først brød sammen i sidste øjeblik, lige før NATO løb tør for ammunition. Samtidig er de vestlige offentligheder krigstrætte.

Men før vi sætter os på hænderne og overlader det til saudierne at sende jihadier ind for at ’hjælpe’ de syriske oprørere (på samme måde, som de engang ’hjalp’ de afghanske mujahedinere), har vi stadig et par kort, vi kan spille.

Brug menneskeretten

Et af dem består i at tage Syriens menneskerettighedsretorik alvorligt og vende den imod regimet selv. Amnesty International, Human Rights Watch, De Forenede Nationer og andre har omhyggeligt indsamlet, dokumenteret og offentliggjort beviser på regimets omfattende krænkelser af menneskerettighederne.

Materialet omfatter navne og stillinger på de syriske officerer, der har givet soldater ordre til at skyde på ubevæbnede demonstranter, utallige vidnesbyrd om tortur og vilkårlige tilbageholdelser, beskrivelser af voldtægter, mishandlinger og mord på børn, og beviser på nedslagtning af regimets modstandere igennem mange år.

Det er på tide at overgive dette materiale til FN, Den Arabiske Liga og Den Internationale Straffedomstol. De syriske regeringsembedsmænd må foreholdes disse belastende oplysninger ved enhver given lejlighed. De må læses op på arabisk i radioen og bruges i udtalelser og på pressekonferencer. En enkelt tale af den amerikanske præsident, den britiske premierminister eller den franske præsident, hvori de kriminelle syriske hærofficerer udpeges ved navn, vil kunne få en enorm betydning, når den giver genlyd i Syrien via radio, satellit-tv, internet og går fra mund til mund.

Forbered fremtiden

Hidtil har de vestlige ledere afstået fra at betjene sig af denne sprogbrug, fordi – som Hillary Clinton udtrykte det i denne uge – at bruge prædikater som ’krigsforbryder’ til at beskrive Syriens præsident, Bashar al-Assad, »vil kunne indskrænke mulighederne for at overtale lederne til frivilligt at opgive magten«.

Det har hun givetvis ret i. Derfor bør den retorik, som retter sig imod at delegitimere regimet, ledsages af en umiddelbar og intensiv indsats for ikke blot at forene oppositionen, men også få dens forskellige fraktioner til at diskutere fremtiden efter Assad.

Fremfor alt må de syriske oprørere presses til at begynde at tale om retsopgør: Hvordan skal det tidligere regimes støtter behandles? Hvordan skal de egentlige forbrydere skelnes fra de, der blot er kollaboratører? Hvordan skal ofrene kompenseres, og hvordan kan den diktatoriske klans minoritetsstyre bringes til ophør med mindst mulig blodsudgydelse?

Dette er ikke nødvendigvis en umulig drøm: I Sydafrika lykkedes det at undgå borgerkrig i lignende (om end næppe identisk) situation. En voldseskalering blev afværget, fordi det afgående mindretal selv kunne deltage i overgangen. Kan vi overtale den alawitiske elite til at indgå i en lignende proces, har Syrien en reel chance for at undgå den totale borgerkrig.

Fremskynd revolutionen

Der er ikke nogen at tale med i Assads nærmeste kreds – de har alle blod på hænderne – men hvis de syriske oprørere kan forsikre andre i Damaskus, alawitter såvel som kristne, om at de vil ikke blive mål for nogen hævnkampagne, vil de langt lettere kunne få flere til at skifte side. Det vil kunne fremskynde det afgørende øjeblik i revolutionen, hvor regimets hidtidige tilhængere begynder at sympatisere med oppositionen.

Konflikten i Syrien vil blive afsluttet på den ene eller på den anden måde. Assad vil falde – eller han vil forblive ved magten efter et omfattende blodbad, efterfulgt af en ny æra med grum undertrykkelse. Uanset hvad der sker, vil det bedste, Vesten kan gøre nu, være at bistå de syriske oprørere og den syriske diaspora med at planlægge forløbet efter et regimeskift.

Det kan forekomme latterligt at fokusere på fremtiden midt i en akut krise. Men i dette tilfælde kan det være krisens eneste løsning.

 

 

© Slate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu