Forårets trepartsforhandlinger giver mulighed for at sætte en række mærkbare aftryk på hele samfundet. Lønarbejderne har allerede betalt en kæmperegning, og nu må regeringen og arbejdsgiverne på banen, hvis en omfattende ny samfundskontrakt skal give mening.
Netop trepartsforhandlinger var en vigtig hjørnesten for SF og S i forbindelse med udarbejdelsen af den fælles økonomiske politik. Men grundlaget for de kommende forhandlinger er helt anderledes end dengang, Fair Løsning kom til verden.
I dag er efterlønnen kraftigt beskåret, dagpengeperioden halveret, genoptjeningsbetingelserne voldsomt forringet, og senest har fagbevægelsen indgået meget beskedne overenskomster. De er så billige eller ’ansvarlige’, at mange lønmodtagere vil opleve direkte nedgang i reallønnen inden for de kommende år.
Samtidig forhandles der lige for øjeblikket en reform af bl.a. fleksjobordningen, som også forventes at forringe vilkårene for en del almindelige lønmodtagere.
Fagbevægelsen kan med andre ord møde op til forhandlingerne med berettigede forventninger om, at der nu skal udløses en betaling for de ofre, som allerede er bragt.
Det går galt, hvis arbejdsgiverne og regeringen alene møder op med krav om, at lønarbejderne skal disciplineres endnu mere og arbejde endnu mere for en faldende realløn.
Lavtlønsvejen duer ikke
Det er rigtigt, at dansk erhvervslivs konkurrenceevne er presset, ikke kun fra de egentlige lavtlønslande, men også fra f.eks. Tyskland og Sverige. Presset på konkurrenceevnen svinger dog meget mellem brancherne og mellem virksomhederne. Mange firmaer klarer sig strålende og skovler penge hjem.
Spørgsmålet er derfor, om det er en god idé at satse på lønkonkurrence, et ræs mod bunden. Eller om vi skal sætte mere ambitiøse mål og fokusere på at hæve arbejdseffektiviteten for på den måde at forbedre konkurrenceevnen.
Ét er sikkert: lønkonkurrencevejen har ikke gavnet de samfund, der har valgt denne løsning. Tysklands forbedrede konkurrencesituation bygger f.eks. på omfattende social dumping. Fagbevægelsen er en svag skygge af sig selv og arbejdsforhold og lønninger presset i bund.
Går vi samme vej, vil vi endegyldigt afskaffe den berømmede danske model. Det vil ironisk nok samtidig afskaffe fundamentet for fremtidige trepartsforhandlinger, for reelle forhandlinger forudsætter en stærk fagbevægelse, der med legitimitet kan repræsentere lønmodtagerne.
Red den danske model
Regeringsgrundlaget indeholder en formulering om, at den danske model skal moderniseres, og vi må forvente, at trepartsforhandlingerne vil give de første byggesten til den proces.
Uanset hvor mange fine ord der bruges, og uanset hvor mange analyser der lægges på bordet, er udfordringen på nogle områder ret banal: Det drejer sig om, at fagbevægelsen skal genvinde autoritet og legitimitet.
Fagbevægelsen er under voldsomt pres i disse år, hvor der alene i 2011 forsvandt 40.000 medlemmer fra LO-fagbevægelsen. En del af tilbagegangen har naturlige årsager, men mange lønarbejdere er i dag medlemmer af discountforeningerne Krifa og Det Faglige Hus.
Gennem mærkbare resultater i forhandlingerne med regeringen og arbejdsgiverne kan fagbevægelsen opnå fornyet respekt. Det er også nødvendigt at understøtte fagbevægelsens organiseringsarbejde ved igen at give fuld fradragsret for fagforeningskontingent.
De gule splittelsesorganisationer bruger konstant det økonomiske argument for at hverve medlemmer, mens de samvittighedsløst snylter på fagbevægelsens resultater. Deres ekstremt dyre reklamekampagner mod det velorganiserede og velregulerede arbejdsmarked finansieres i øvrigt langt hen ad vejen af skatteborgerne gennem tilskud til a-kassen og fradrag for medlemskab. Det er nu, regeringen i praksis må vise, at den danske model kun giver mening, hvis vi har en stærk fagbevægelse.
Ingen råber på de ledige
Trepartsforhandlingerne kan også understøtte det organiserede arbejdsmarked ved at styrke de faglige a-kasser.
Det kan bl.a. ske ved at overdrage meget mere ansvar for ledige til de faglige a-kasser, som på en professionel måde er i stand til at både vejlede om arbejde og uddannelse, samtidig med at de kender den enkelte arbejdsløse. En dagpengereform skal gøre det lettere at blive medlem og sværere at miste medlemskab. Desuden skal jobcentrenes placering og funktion justeres med det sigte at udvise mere respekt for den ledige og styrke indflydelsen fra arbejdsmarkedets parter.
Arbejdsgiverne, og nu også til dels regeringen, argumenterer for, at en udvidelse af arbejdsstyrken vil føre til flere job. Den sammenhæng eksisterer slet ikke automatisk.
Den kræver en samlet offensiv politik inden for flere sammenhængende politikområder: erhvervs-, arbejdsmarkeds-, uddannelses- og socialområdet. Regeringen skal ikke overtage den gamle liberalistiske retorik om, at en udvidelse af arbejdsstyrken af sig selv skaber beskæftigelse. Uden en politik der skaber job, vil det bare resultere i en stigning i arbejdsløsheden.
Selv om dommedagsbasunerne ofte melder om forestående mangel på hænder, har vi stadig til gode at se mangel på arbejdskraft blive et permanent problem i den virkelige verden. Reelt er mennesker bange for at miste deres arbejde, så det er mere relevant, at regeringen og arbejdsgiverne skaber flere muligheder for, at lønarbejderne kan få større tryghed i ansættelsen. Det kræver en indsats på flere områder.
F.eks. er en massiv satsning på voksen- og efteruddannelse nødvendig. Det vil give den enkelte lønarbejder mere frihed, selvstændighed og mulighed for højere løn og et mere interessant jobindhold. Det vil give arbejdsgiverne et større og kvalificeret arbejdsudbud, en mere fleksibel arbejdskraft og dermed en forbedring af konkurrenceevnen. Det vil gøre samfundet bedre forberedt på fremtidens job og flytte borgere fra arbejdsløshed til beskæftigelse.
Opkvalificering af titusinder af ufaglærte er en ekstrem vigtig opgave, men man går galt i byen, hvis dette fokus betyder svækket opmærksomhed på at løfte de faglærte. For fremtidens arbejdspladser er det mindst lige så vigtigt at satse på videreuddannelse af faglærte. Regeringen må afsætte flere midler til området, og arbejdsgiverne skal acceptere tvungen uddannelsesplanlægning i virksomhederne.
Ungdomsarbejdsløshed
Forhandlingerne må også sigte efter en fundamental ændring af erhvervsuddannelserne. Problemerne med manglende praktikpladser løses en gang for alle. Ungdomsarbejdsløsheden må ikke bide sig fast, og det kræver en koordineret indsats fra både regering og arbejdsgivere.
Endelig skal der leveres flere værktøjer til kampen mod social dumping. Østeuropæiske arbejdere er velkomne i Danmark, men danske overenskomster, arbejdsmiljøregler og skattelovgivning skal overholdes. Det velregulerede arbejdsmarked skal ikke sættes på udsalg, mens griske østeuropæiske arbejdsgivere og kyniske danske mellemmænd stryger profitten. Mange almindelige lønarbejdere påvirkes direkte af den trafik, og det er en direkte trussel mod fundamentet for velfærdssamfundet.
Vi kan gøre meget i Danmark, men holdbare løsninger kræver, at EU styrker de enkelte landes muligheder for at kunne forsvare det regulerede arbejdsmarked.
Selv om skattereformen ikke direkte inddrages i trepartsforhandlingerne, giver udsigten til lavere skat på arbejde, især for de dårligst lønnede, en større accept af overenskomster, der end ikke gav sikkerhed for reallønnen.
Vi har en historisk mulighed for et samfundsmæssigt kompromis. Lønarbejderne har allerede betalt en stor regning for krisen, mens der fortsat er lønfest på mange direktionsgange.
Karsten Hønge er formand for SF’s Faglige Landsudvalg og forhenværende medlem af Folketinget
Det lyder godt.
Jeg har dog svært ved at finde optimismen især hvad angår de ledige.
Vi har ingen våben. Ledige kan ikke strejke og hvis vi råber op, får vi at vide at vi skal være taknemmelige over, at vi ikke er tyskere.. eller bor i Afrika, for der er det meget værre.
Vi ved jo godt, at fagforeningerne er fokuseret på deres arbejdende medlemmer, hvilket ikke er så sært, for er dem, som sidder på redskabskassen.
Trepartsforhandlinger.. javel..toppen af poppen der forhandler med nogle andre pop-toppe og med EU-harmonisering åndende sig tungt over nakken.
Det er sgu svært at mobilisere optimismen, synes jeg..
Fuldstændigt urealistisk i en globaliseret verden...
Omkostningsniveauet for Danske virksomheder bliver nødt til at komme ned på niveau med resten af verden, ellers vil arbejdspladserne fortsætte med at flyde ud af landet...
Det er nok en kende naivt (selv for SFU --- sorry, kunne ikke la' vær' ;o) at nære stor tiltro til trepartsforhandlinger, hvis man a priori mener, at det primært er den ene part (in casu: arbejdsgiverne), som skal levere noget. Dette blot sagt, så forventningerne har bare lidt fundament i den virkelige verden.
Sig mig, er den danske model ikke overenskomstaftalerne mellem to parter ?
Den "frie" forhandling efterfølges af den tredje part, staten med sin skatteopkrævning.
Derfor må overskriften være forkert. Modellen er en illussion, som er med til at opretholde fagforeningernes betydning (sammen med hele dagpengesystemet, hvor de arbejdende betaler for at holde de ledige ude istedet for solidarisk at dele arbejdet).
Overskriften burde lyde :
TREPARTSFORHANDLINGERNE ER FREMTIDENS DANSKE MODEL.
Fordi det er nødvendigt.
@Leo N.
Som du selv har bemærket er vi ikke altid enige, men nu er vi det altså igen.
Hej Karsten
Tak for en interessant artikel. Og bevares, det er rigtigt, at der skal lægges offentligt pres på arbejdsgiverne, da lønmodtagere og overførselsindkomsterne allerede har betalt rigeligt og står til at betale endnu mere med diverse reformer af den nye knap så røde regering.
Men der er én ting, som jeg ikke forstår. Du skriver, at lavtlønsvejen ikke går? Hvordan kan det hænge sammen med, at den allerede er valgt via tilslutning til Europluspagten og Finanspagten?
Tjek evt. selv, hvordan det foregår her:
http://www.modkraft.dk/blogindl%C3%A6g/om-s-sf%E2%80%99s-h%C3%B8jredrejn...
Kunne du ikke ringe dine gamle kollegaer op inde på Christiansborg og sige bøhh, den går ikke?
Efter de sidste 15 !år ca. Ville det være grotesk at pege på fagbevægelsen som en del af en løsning, de er snarere årsagen.
For alle borgere, uanset om man er i arbejde eller ej, er der nogle forhold der er relevante at se på lige nu.
- Den dyre Jobcenterindsats: Indsatsen er omkostningstung og bør nedjusteres.
Jobcenters eksistens kan kun legitimeres ved, at de har reelle jobs at formidle. Kontakten med borgere bør således kun handle om formidling af ledige stillinger.
Det må dreje sig om et meget begrænset antal borgere, der ikke selv har adgang til at se stillingerne på internettet, og som derfor har brug for den fysiske kontakt til Jobcenter. Lad os tilpasse indsatsen derefter.
Således nedjusteret kan Jobcenter medvirke til at vi sparer et par milliarder, som kan sikre efteruddannelse af de mange ledige, der går og tripper for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
- Gratis tvangsarbejde: Løntilskudsordningen skævvrider arbejdsmarkedet og bør endeligt afskaffes.
Det er paradoksalt at tusindvis af borgere dagligt har gået på arbejde, mens de samtidig har skullet stå til rådighed for et offentligt kontrolsystem.
Besynderligt at sidde på en rigtig arbejdsplads, hvor der på ens computerskærm konstant hænger en Post-It Note med selvpåmindelsen: "HUSK: Meld LEDIG på jobnet.dk!!!!!!!!". Sådan en seddel hænger der ikke på kollegaernes skærme.
En afskafning af løntilskudsordningen sikrer almindelige borgere deres almindelige borgerrettigheder.
Stavnsbindingen af løntilskudsansatte og den manglende konsekvens overfor de arbejdspladser, der i stor stil har misbrugt ordningen under krisen, er der kun en ting at sige om: Det er ganske enkelt bekymrende for et moderne retssamfund.
Vi bør sørge for at løntilskudsansatte i det offentlige ikke har opbygget anciennitet i ledighedssystemet eller har brugt af dagpengeretten under gratisarbejdet.
- Et helt og aldeles stop for brugen af beskæftigelsessektorens private samarbejdspartnere, de såkaldte Anden Aktører.
Firmaerne er i øjeblikket ramt af panik, fordi samfundet har fået øjnene op for at de samvittighedsløst har lænset statskassen, og man derfor nu er ved at lukke ned for gaveboden.
Pludselig pibler det frem med gode forslag til hvordan de aflagte aktører kan "hjælpe" andre steder i samfundet, bl.a. på velfærdsområdet. Selvfølgelig for en klækkelig sum.
Det er uhensigtsmæssigt, hvis vi igen ender i et Klondyke for private opportunister, der tilsyneladende blot med en fiks Power Point præsentation formår at overbevise kommunale beslutningstagere om, at firmaerne bestemt da har tænkt sig at 'tage udgangspunkt i det enkelte menneske'.
Vi bør heller ikke acceptere, at staten giver kommunerne et åbenlyst økonomisk incitament til at lade sig overbevise.
Lad os gøre alvor af tidens massive fokus på det enkelte individ. For det er egentlig helt enkelt: Lad individet selv bestemme.
Der er jo helt tydeligt opbygget et system hvis formål ikke nødvendigvis er at skaffe ledige i job, men mere at sikre de ansatte i at have et job
Vi skal i højere grad benytte os af de fantastiske landvindinger, der er sket mht. automatisering og brugervenlighed. Det er bizart, at man vedblivende presser kravene til de ansatte op, når man kunne benytte sig af det, der nu er sagen i moderne skibsfart: joysticks og knapper. En fordeling af arbejdsopgaverne efter andre skillelinjer, hvor dem, der kan noget mere, får opgaver, der kræver noget mere, og de mindre udfordrende opgaver går til dem, der ikke kan så meget.
Bare se på det foto der ledsager artiklen. En lettere svedende mand som slet ikke identificerer sig med det flag han holder i hånden. Det siger jo alt om en eventuel kraftkamp og vilje
”Regeringen skal ikke overtage den gamle liberalistiske retorik om, at en udvidelse af ar-bejdsstyrken af sig selv skaber beskæftigelse.”
Dette har regeringen jo for længst gjort – og vi kan se at de kommende reformer af fleksjobordning, førtidspension og kontanthjælp tager udgangspunkt i netop selvsamme, ligevægts-økonomiske rationale.
Og som Jakob Lindblom er inde på; den danske tilslutning til europlus, sixpack og finanspagten har for det første knæsat at lavtløns-strategien vil være dominant i de kommende år … og for det andet kundgjort at det er ligevægtsøkonomiske rationaler, som EU-medlemslandene frem-over skal navigere efter. Regeringens budgetlov slår dette fast med syvtommersøm; intet under at optimismen blandt progressive er lav.
Hvis fagbevægelsen vil tages alvorligt, så skal der nogle andre boller på suppen. Det er nødvendigt med et opgør med den fragmentering der er sket og alle forbund bør gå sammen under LO. Der er er alt for mange kokke og for få til at skabe sammenhæng og hvad værre er for lidt fælles fodslag.
Så stram ballerne og lær at samarbejde på tværs af fag og brancher og få så skabt en tids svarendende organisations struktur.