Kommentar

Troværdighed, papir og mobilkannibaler

Avispapir er vidunderligt. Men der bliver stadig mindre af det
Debat
24. marts 2012

Den begivenhed, TV-Avisen dækkede grundigst i den forløbne uge, var den åndeløst spændende flytning af selvsamme TV-Avis fra kl. 21 til kl. 21.30.

Dette mediehistoriske ryk, som utvivlsomt skabte fryd i alle licensbetaleres sind, vil dog først finde sted engang efter sommerferien. Beslutningen er truffet i selveste Statsradiofoniens bestyrelse og blev kommunikeret med patos i TV-Avisen af generaldirektør Maria Rørby Rønn. Hun kunne dog ikke oplyse datoen. Formentlig fordi DR som sædvanlig er ved at gå op i limningen, når der skal trykkes på en stikkontakt på et uvant tidspunkt. Men det skulle være ganske vist, at DR mener at kunne distancere konkurrenten i Odense med dette udspekulerede fif.

Forsinket troværdighed

Når man har oplevet sådanne latterligheder, kan en lille forvirret seer godt undre sig over, at TV-Avisen i en samtidig undersøgelse kåres som Danmarks mest troværdige medie. Det tyder på, at mange danskere finder det troværdigt, at TVA f. eks. bruger en masse tid på at dyrke den gevaldige fordel, som ligger i en halv times forskydning af et program.

Selve nyheden om TV-Avisens flytning var den troværdige TV-Avis dog ikke først med. Den stod derimod i Ekstra Bladet, som belønnes for sin solonyhed med en sidsteplads på mediernes troværdighedsbarometer! Faktisk måtte DRs hjemmeside citere Ekstra Bladet for nyheden om flytningen.

Genbrug af nyheder

Meget egentligt nyt vil sendetidspunktet 21.30 næppe afstedkomme, for TV-Avisen vil givetvis som hidtil bestå af en filmet version af dagens på det tidspunkt 22 timer gamle aviser – tilsat billige billeder af døgnets busulykke i Brasilien, som enhver dansk seer ifølge Statsradiofoniens begreber tragter efter at få besked om.

Næ, mine damer og herrer: Det er fortsat papiraviserne, der leverer godset i nyhedsbranchen. Og det er fortsat alle de elektroniske medier, der stjæler med arme og ben fra papiret. Hvis alle aviser blev ramt af strejke samtidig, ville dagens tv-nyheder vare fire minutter.

Det gælder ganske uanset, at Berlingske er ukendt i Jylland, og at folk uden for Aarhus og København tror, at Information er noget fra kommunen.

Men den endnu læsende del af masserne er snart hverken til papir eller gamle tv-nyheder. Næ, de indtager mobile medier. Spydspidsen i dette marked udgøres af Ekstra Bladet, hvis skyts affyres af chefredaktør Geir Terje Ruud. Han er verdensmester i udvikling af elektroniske aviser og blev headhuntet til ekstrabladet.dk i 2008, da han havde tjent 100 mio. kr. på den norske Verdens Gangs netavis.

Nu har han banket Ekstra Bladets netavis op på 34 mio. besøg og 175 mio. sidevisninger i februar 2012 – mod 32 mio. besøg og 143 mio. sidevisninger i 2011.

Mobilen marcherer

Mere bemærkelsesværdigt er bladets mobil-nyhedstjeneste vokset med 163 pct. på samme år – nemlig fra 1,4 mio. besøg i februar 2011 til 3,7 mio. i februar 2012. Antallet af mobile sidevisninger er steget fra 13 til 35 mio.

Jeg beklager, hvis disse tal virker trættende. De dokumenterer imidlertid, at forskydningen af nyhedsformidlingen til mobiler nu er så voldsom, at den ligefrem dæmper netavisers vækst. Kannibaliseringen er iøjnefaldende – men trøsten består i, at kunderne bliver i familien, hvis netmedierne evner at udvikle dragende tilbud til mobilsurfere.

Mere end nogensinde gælder det gamle ord: Vind eller forsvind.

Det er nemlig besværligere at skifte mellem forskellige sites på en mobil end på en computer. Derfor gælder det om straks at blive en af de tre vindere på podiet i skønhedskonkurrencen, så mobilkunderne bliver hængende – og så der kan eksperimenteres med betalingsmodeller for indhold som supplement til annoncesalget og som kompensation for tabt avissalg.

Mobilen er mediehusenes slagmark for tiden - fraset organer som Information, der lader som ingenting – men som skal vare sig for at blive hængende i en hullet tidslomme.

Avispapir er vidunderligt. Men der bliver stadig mindre af det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jacob Lorensen

Vi har abonnement på information. Bruger den aldrig, læser udelukkende fra mobilen. Jeg ville ønske artiklerne kom samtidig på mobil som i den trykte udgave.