Kommentar

Ugandiske homoseksuelle er ofre i et magtspil

Det ugandiske lovforslag mod homoseksuelle skal ikke bare ses som udtryk for en tilbagestående afrikansk opfattelse. Ugandiske homoseksuelle er ofre i et større magtpolitisk spil om tradition, selv-bestemmelse, partipolitik og fundamentalitisk kristen aktivisme
12. marts 2012

Det ugandiske lovforslag mod homoseksuelle får danske politikere til at kræve bistandskassen lukket. Men hvorfor bliver forslaget fremlagt? DR2s Deadline forsøgte for nylig at vise os Ugandas regerings »uoplyste vidensgrundlag« med klip af en ugandisk præst, der raser mod fotos af mænd, som spiser afføring. Lad os stikke spaden lidt dybere.

Forslaget bør ses i sammenhæng med en generel kriminalisering seksualitet. Homoseksualitet er allerede strafbart med 14 års fængsel. Forslaget skærper denne straf til livstid og i tilfælde af ’grov homoseksualitet’ – f.eks. med unge under 18 år – til dødsstraf. Indtil 2007 var heteroseksuelle forhold med unge under 18 år også strafbart med døden, men man sænkede straffen til livstid for at lindre presset på Ugandas svage retssystem, som var oversvømmet af mere eller mindre reelle sager om unges forhold. Man bibeholdt dødsstraf for ’grove overgreb’ – dvs mod børn under 14 år eller hvis den voksne f.eks. er hiv-smittet, eller hvis der er tale om sex gentagne gange. I sådanne ’grove’ tilfælde er der fortsat dødsstraf for heteroseksuelle forhold med unge under 18 år. Disse definitioner er løftet direkte ind i formulering af ’grov homoseksualitet’.

Lovforslaget betragter homoseksualitet som en afvigelse, der er særlig grov, hvis den bliver gentaget, hvilket de facto udvider dødsstraffen til alle homoseksuelle. Forslaget er altså rundet af en tendens til at kontrollere seksualitet gennem straf, som har klare koloniale rødder.

Angiverkultur

Strenge straffe mod en dyrisk afrikansk seksualitet var en vigtig del af det kristne europæiske civilisationsprojekt i Afrika, og den koloniale seksual-lovgivning har i høj grad overvintret. Forslaget slår på denne tradition for at tøjle farlig seksualitet – en tradition som fortalere for den strenge ’overgrebslov’ også har trukket på for at beskytte piger og kvinder.

Overordnet set er forslaget også udtryk for en øget retliggørelse. Lovgivning bruges i stigende grad til at italesætte, adressere og i dette tilfælde fordreje samfundets problemer. Forfølgelse af homoseksuelle er et alvorligt problem i store dele af Afrika. I Uganda går man foran i forsøget på at lovliggøre denne forfølgelse gennem en i andre sammenhænge velkommen parlamentarisk proces, hvor en folkevalgt rejser et lovforslag. Problemet er selvfølgelig, at dette forslag er en eklatant krænkelse af menneskerettighederne – og ikke kun de homoseksuelles. Forslaget krænker ytringsfrihed og privatlivets fred og skaber et angiversamfund, hvor borgere straffes for ikke at anmelde homoseksualitet. Lov er et magtmiddel, der kan accelerere lov-og-orden populisme og en foruroligende epidemi af anti-homoseksualitets love ser ud til at brede sig fra Uganda til andre afrikanske lande. Politiske kræfter i Afrika handler i stigende grad gennem de retsstats-værktøjer og institutioner, som også dansk bistand har opbygget. Men det er en mobilisering af lov og straf, der slår tilbage mod de minoriteter, som retliggørelsen burde beskytte.

Endelig er de globale perspektiver vigtige. Den ugandiske regering er uklar og ligefrem støttende overfor forslaget, fordi sagen har folkelig appel og intern politiske slagkraft. Politikere fremstår handlekraftige, når de samler sig mod den ’homoseksuelle trussel’ og afleder opmærksomheden fra finanskrise og korruption. Men forslaget er også en brik i spillet med Vesten. Ugandere byder bistand velkommen, men har også en mistro til udenlandske magters kyniske interesser, og det politiske system har brug for at sætte sig igennem overfor vestligt pres. Den værdipolitiske kamp om tradition og familie er en arena, hvor ugandisk selvbestemmelse kan hævdes. Homoseksuelles rettigheder er en del af denne kamp, som politiske kræfter i Afrika udnytter og forsøger at kontrollere.

Hvide elefanter

Endelig repræsenterer de, der støber kuglerne i denne sag, ikke et folkeligt krav om beskyttelse af ugandiske familieværdier. Amerikanske fundamentalistiske kristne har målrettet styrket den anti-homoseksuelle bevægelse i Uganda. Udover penge har de spredt skræmmekampagner om homoseksuelles angreb på børn og bidraget til den moralske panik, der har skubbet befolkningen yderligere i retning af et dæmoniseret fjendebillede.

Det er denne komplicerede kontekst, som det ugandiske lovforslag udspiller sig i. Forslaget er ikke blot udtryk for en tilbagestående afrikansk holdning, men en højspændt politisk kamp blandt magtfulde moderne aktører. Progressive lokale kræfter har mere end nogensinde brug for et gensidigt forpligtende samarbejde til at bremse denne lov. Hvis vi pr. automatik truer med at trække støtten og som en stor hvid elefant smækker døren til glasbutikken, lader vi homoseksuelle mennesker i Uganda og Afrika yderligere i stikken.

 

Tomas Martin er tilknyttet Institut for Menneskerettigheder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg troede at kristendom var noget med tilgivelse, forståelse , næstekærlighed og at vende den anden kind til ?

De der fundamentalister kan da vist ikke fortjene betegnelsen "kristne" ???

I øvrigt er det et old-gammelt tema, at religiøse , ideologiske og politiske despoter gerne vil styre folks seksualliv og bestemme, hvad der er "god moral" for familien og samfundet.

Har man "krammet" på familien og seksualmønstret, så kan man også kontrollere alt andet med stor effektivitet.

Henrik von Stijnbergen

Det "uoplyste vidensgrundlag" som artiklens forfatter hentyder til, gælder vist ikke kun regeringen i Uganda.

Og at Dansk bistand fører til bål og brand, i stedet for rigdom og humanisme er Mugabe jo et godt eksempel på.

Men klart, det er nok amerikaneres skyld. Mon der menes Canadiske kristne eller mon...NEJ de må være fra USA, den store satan.

Uganda har både demokrati og kristendom, og demonstrerer klart her hvorledes denne tros iboende moral, kombineret med flertalsstyrets fællesskab - intet værn giver for svage og undertrykte grupper, eller indgyder en befolkning særlig hang til medmenneskelige følelser.

Populister har altid brugt fidusen med at finde prügelknaber, og mange gør det med påstået støtte i religion. Herhjemme gør DF det, i Uganda sker det samme - og det har intet at gøre med tro eller ideologi, blot rent skuespil og magtliderlighed. Mange despoter i islamiske lande spiller det samme spil, men i tilfældet Uganda står troen og styreformen i vejen for, at de sædvanlige pavlovske partier i Danmark kan køre videre på reflekserne.

VKO støttede Uganda mens disse love blev vedtaget, men nu træder regel to i rygmarvspolitikken frem - oppositionen er imod alt hvad regeringen gør, helt uafhængigt af partifarver.

Robert Ørsted-Jensen

Flertalsstyre er ganske enkelt ikke demokrati - det er måske en udgave af proletariatets diktatur - men demokrati er det aldrig

Ugandas "demokrati" med sine problemer er ubekymret blevet spejlet i vesttyske berufsverbot, i usansk raceadskillelse, i fransk og spansk koloniundertrykkelse. I samtlige de lande, der smykker sig med begrebet, har "demokratiet" vist tendenser til gnidningsfrit at nærme sig rent pøbelstyre. Herhjemme var en Foghs angreb mod "eksperterne" i råd og nævn kynisk beregnet på at rydde alle de velmente danske forhindringer bort, der netop er sat ind for at bremse et flertalsvælde fra at regere på tværs af kendsgerninger og fornuftigt mådehold.

Verdenssamfundets problem med Uganda er det gængse - hvad gør man, når et folk demokratisk vælger at skabe sit eget folkediktatur. Som det klart ses her, er dette ikke et specielt "islamistisk" syndrom, eller fortidigt som de fascistiske eller statskommunistiske modeller. Kristne demokratier på Balkan og i Sydamerika har udviklet lignende bekymrende modeller. Vesten kunne have brugt de sidste 50 år på at fremelske og demonstrere et bæredygtigt system, som resten af verden ville slås for at få lov at efterligne. Den chance er desværre forspildt.