Kommentar

Vækstlag og kanonføde

Mens politikerne stimulerer musikbranchens vækstlag, udsultes de etablerede kunstnere
14. marts 2012

Kære kulturminister, politikere og musikorganisationer!

Jeg er sanger og sangskriver. Jeg er 46 år og har udgivet ni cd’er. Musik er min livspassion.

Jeg har læst oplægget til en ny musikhandlingsplan og noteret mig, at det evige mantra i musikmiljøet ’vækstlag’ optræder 27 gange, mens de ’garvede’ (man ser Tollundmanden for sig) nævnes én gang.

Nu har I snakket om vækstlag ligeså langt tilbage, jeg kan huske. I har ansporet unge fodsoldater og siden sendt dem i kamp i musikkens arena. I har set dem falde på slagmarken en efter en, men den eneste eftertanke, det synes at skabe i jeres rækker, er mere snak om vækstlag.

Resultatet af dette ensidige fokus på vækstlag er ren brain drain fra musikmiljøet, for al talentmasse over 35 år må opgive at leve af det og trækker i civil.

Det er naturligvis sjældent, at nogen forlader branchen højtråbende. De fleste forlader den let ydmygede og vil helst trække sig i al ubemærkethed. Så når I kun snakker om vækstlag, er det måske fordi, I slet ikke har lagt mærke til, at de voksne kunstnere siver?

Intet musikerskab

Rockmusik skabes nu primært af 20-28-årige. Unge ildsjæle, der financierer deres kunstneriske virke på SU, eller med en arbejdsuge på 80 timer, der indeholder et 30 timers civilt job.

Men som tiden går, og voksenlivet snerper til, er der ikke timer nok i døgnet til at have 30 timers lønarbejde plus familie og samtidig tro, at man kan foretage store kunstneriske landevindinger. Kunstnerisk fordybelse kræver tid! Uden tid bliver vi alle sammen til amatører!

Hvornår hører man nogen sige, at nu må vi simpelthen se at finde på noget, der kan fastholde vores voksne kunstnere i de kunstneriske miljøer til gavn for alle – også for vækstlaget?

En af konsekvenserne af denne brain drain er, at min livsfase – voksenlivet – og de særlige eksistentielle spørgsmål, der knytter sig til den, stort set ikke italesættes i f.eks. pop- og rockmusik. Få solister og komponister inden for det rytmiske område når at skabe sig et livsværk med den refleksion og dybde, det medfører.

Det er måske ikke tilfældigt, at vi ikke har et ord der svarer til ’et forfatterskab’ inden for den rytmiske musik. Tænk hvis forfatterne kun havde ét eller to skud i bøssen, og så blev sendt på pension, så ville vi være gået glip af megen god litteratur!

Møde med Marianne

Konservatoriet er en af de dyreste uddannelser, alligevel har de færreste nyuddannede en forventning om at kunne leve af musikken, og mange går direkte ud af konservatoriet for at påbegynde en ny uddannelse – hvor smart er det lige?

For mit eget vedkommende noterer jeg mig det groteske i den ene dag i denne avis at læse, at jeg er »en af vore mest spændende og udfordrende kvindelige musikalske kunstnere« og i Politiken: »en af de mest hårdnakkede personlige sangskrivere, der bedriver deres spil på dansk« og næste dag høre min søde a-kassedame, der hedder Marianne, og som jeg er på fornavn med, sige, at jeg skal finde mig noget andet at leve af, at jeg nok ikke længere kan regne med at leve af min ’kunst’, fordi det kun er muligt, hvis jeg i perioder kan supplere med dagpenge, og det er jo ikke noget, man kan blive ved med.

På den anden side er jeg overbevist om, at de dagpenge, der finansierer mange teaterprøver, sangskrivning, filmmanuskripter og god litteraturs opståen, er rigtig godt givet ud, hvis man ser på det med de samfundsøkonomiske briller.

Jeg ligger altid vandret i luften, jeg spiller på alle heste: udgiver musik, skriver musik, spiller musik, underviser i musik, laver musikpolitisk arbejde osv. Jeg har desuden arbejdet i en butik og på et lager, når der var rigtig smalhals. Og det gør jeg i virkeligheden gerne, for jeg er grundlæggende nysgerrig på mennesker – det er jo dem, jeg skriver mine sange om, og dem kan man jo møde allevegne.

Men alligevel: synes I virkelig, at kunstnerne hører til/skal fylde op i dagpengesystemet og på det i forvejen ret pressede marked for lavtlønsjob, fordi vi bijobber i tide og utide? Lad os finde en værdigere måde at få råd til kunsten på.

Så fat det dog

’Så fat det dog’ som den 12-årige heavymetal-guitarist i familien råber i helt andre sammenhænge (især når han synes, hans mor er allermindst lydhør over for hans umiddelbare behov for en ny og meget større guitarforstærker). Se i øjnene, at noget, der ligner supplerende dagpenge, er en forudsætning for stort set alle kunstnere, der ikke arbejder med decideret mainstream-kultur, og faktisk også for mange af dem der gør. Pengene skal ikke bruges til at sætte os i gang, men sikre at vi kan leve og være produktive.

For et par fredage siden var jeg gæst i Deadline på DR2, hvor jeg argumenterede for ophavsrettens berettigelse.

I den anledning introducerede journalisten Adam Holm mig ved at sige:»Trinelise Væring, du lever jo af din kunst«. Havde det været formuleret som et spørgsmål, havde svaret jo været: Nej.

Kære organisationer og ikke mindst kulturminister Elbæk. Har I mon en plan? Hvordan kan vi blive voksne med anstand og samtidig overleve økonomisk i denne her branche. Supplerende dagpenge er måske et hurtigt fix, og ophavsret er en del af løsningen, men slet ikke den hele.

I gør ikke musikmiljøet og kulturforbrugerne en tjeneste ved kun at tænke på, hvordan vi får flere i gang, hvis visionerne for resten af vores kunstneriske liv kører på melodien ’og så levede de lykkeligt til deres dages ende’.

Det vækstlag, I hele tiden snakker om, mangler voksne rollemodeller. I har misforstået noget, hvis I tror, at en rollemodel er en jævnaldrende 1:1-kopi af den unge selv – blot med mere succes.

Mens I tænker, sidder jeg her i mit ringhjørne parat med håndklædet, mens jeg surfer på nettet efter uddannelser, jeg kunne tage, så jeg måske, når jeg fylder 50 år, kan forsørge mig selv for alvor. Det er jo dejligt, at jeg bor i et samfund, hvor uddannelse er gratis. Da jeg har en god studentereksamen, kan jeg vælge en masse spændende udannelser og vælte ud på arbejdsmarkedet med drømme om en ny karriere som 50+’er. Jeg kan bare ikke nå at være der længe nok til at betale den dyre uddannelse tilbage, inden jeg bliver sendt på den pension, jeg i øvrigt heller aldrig har haft råd til at spare op til.

Helt ærligt, det er ikke med min gode vilje, hvis jeg må opgive musikken. Det føles som at forlade en kæreste, man stadig elsker over alt på jorden.

 

Trinelise Væring er musiker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for et godt indlæg, der er som taget ud af min egen tankevirksomhed.

Jeg er selv en af "de voksne" som knokler en vis legemsdel ud for at leve af det jeg brænder for.

Som "systemet" er skruet sammen, så er det reelt kun lønarbejde på fuld tid der tæller. Jeg kunne i den grad godt ønske mig at der blev mere fleksibilitet i forhold til at arbejde freelance, evt. kombineret med et eller andet omfang af selvstændig virksomhed eller bibeskæftigelse.

Og, som du også er inde på, vil det i den grad være godt givet ud. Og ikke bare i forhold til den kunstneriske mangfoldighed, men også til andre former for iværksætteri, som ville være medvirkende til at mange ville kunne "holde deres gryde i kog" i perioder med ledighed.

Baggrunden for kunststøtte i Danmark var oprindeligt, at folk skulle have bevist kunstnerisk tyngde, før støtte kunne komme på tale.
Men den ændrede instilling bygger vist på den almindelige ideologi om at skabe jobs for enhver pris, fremfor at satse på at skabe beskæftigelse af væsentlig betydning (herunder seriøs kunstnerisk produktion).

Trinelise Væring

Fattede først nu at der er et forum her også..Den har kørt på Facebook hele dagen.

Jeg tror ikke regulær borgerløn, som nogen foreslår, er hverken realistisk eller egentlig ønskeligt. Jeg synes at den slags (automatik) trækker dynamik ud af livet. Jeg tror på en bred vifte af løsningner.
- F.eks. kunne man starte med at give flere honorarklip til de mindre spillesteder . Det er en af de mest dynamiske støtteformer vi har, og det skal ikke være en evig diskusion for de professionelle, at vi skal have en (ordentlig) betaling, det skal flere arrangører have mulighed for at give os uden bøvl.
- Det drejer sig om, at de regionale spillesteder ikke skal bruge, hvad der er tænkt som en minimumstarif, som maximumtarif, at de f.eks. har mulighed for, at betale et hotel, hvis man er kørt til Frederikshavn. (info til alle jer der ikke er musikere. En minimumtarif er 1760 kr)
Mange af de steder, jeg spiller får lydmanden, der bor lige rundt om hjørnet, flere penge for at gøre sit job, end jeg får!
- Det drejer sig om at arrangørerne over en bred kam har råd og vilje til at præsentere og tænke i diversitet.
- Det drejer sig om flere penge i Statens Kunstfond, så mange flere rytmiske komponister kan være heldige at få et 3-årigt arbejdslegat, der gør at de kan sænke skuldrene et par år og gå i dybden med arbejdet.
- Det drejer sig om frie midler hos Kunstrådets musikudvalg, så der kan gives en reel driftsstøtte til langt flere bands på den rytmiske scene.
- Det drejer sig om mere smidige regler, så selvsamme driftstøtte også må udbetales som f.eks. prøvehonorarer.
- Det drejer sig om at driftstøtteordningen skal tage højde for virkeligheden. Som det er nu søger man på bagrund af antal af koncerter, man har spillet året før, men hvis man f.eks. et år er midt i en CD indspilning, og derfor vælger at vente med koncerter til efter CDen er færdig, så har man mistet muligheden for, at søge driftstøtte det følgende år.
- Det drejer sig om en holdningsændring hos visse genreorganisationer, så de forstår, at deres rolle i spillet ikke kun er at hjælpe nye igang.
- Det drejer sig om at DR, festivaler og bookere også skal skal arbejde med et voksent publikumssegment i tankerne, og forstå at det ikke kun er det, jeg for nylig har hørt nogen kalde "bilkasegmentet", der f.eks. hører musikradio.
- Det drejer sig om DR der kun viser awardshows og amatører, der lige er ved at lære at lave en god kopi, mens dommerne bilder seerne ind at det er kunst og ikke underholdning. Jeg synes det er god underholdning, og jeg sluger det selv, men det er alt for ensidigt, og giver et billede af at kunst er noget hvem som helst kan lave, bare man rigtig gerne vil.
- Det drejer sig om at der skal findes en løsning med hensyn til dagpengesystemet, så man ikke straffes for at tage freelance-jobs. Som det er nu, kan man få dagpenge i en længere periode hvis man er helt ledig, end hvis man er deltids-ledig. Der er ydermere underlige uigennemskuelige regler hvis man har selvstændigt bi-erhverv, f.eks. skriver sange, har et pladesselskab etc.
- Det drejer sig om politikere (f.eks. Enhedslisten for hvem det er en principsag) der tror, at hvis man kaster ophavsretten på porten, så er det en gave til folket.
- Det drejer sig om, at vi alle sammen skal ud og arbejde med at fastholde vores publikum som musikforbrugere, også når de bliver voksne, for det gør de jo alle før eller siden. Vi skal "opdrage dem" så de også har lyst til at høre nyt, og ikke bare ønsker sig "a trip down memory lane".
- Det drejer om respekt for vores arbejde, og for kunstnerisk stræben.
- Og så drejer det sig forhåbentlig også om en masse spænende tiltag jeg slet ikke har fantasi til at forestille mig sådan her kl. 21.30 en almindelige torsdag.

mvh Væring

Jeg kan ikke rigtig se hvad budskabet i artiklen er, at musikere over 50 skal have penge af staten for fortidens indsats eller hur?
Jeg mangler også nogle tal til at underbygger at dette er et alment problem, og nogle skillelinier til alle andre over 50 der strander på arbejdsmarkeds mødding.

Frederik Faurby

Trinelise peger på en interessant problemstilling, for rigtig mange interessante og væsentlige kunstprodukter drukner givetvis eller forsvinder, når deres voksne ophavsmænd og -kvinder søger andre brancher.

Men det er på den anden side en krævende opgave, vi sætter de forskellige bevilgende myndigheder på, hvis vi beder dem se bort fra kunstnere med udbredelse og publikumappel og i stedet efterspørger støtte til kunstnere uden ovenstående men med andre egenskaber.

Måske er spørgsmålet, den "voksne" del af kunst- og kulturlivet bør stille sig selv:
- Hvordan får vi de modne danskere til at efterspørge vores nye kunstprodukter?

- Hvordan viser vi de modne danskere, at vi interesserer os for deres - og ikke bare vores egen - aktuelle livssituation?

- Hvordan overbeviser vi de modne danskere om, at vores kunstprodukter kan perspektivere deres nuværende livssituation? (Når nu forelskelse og brunst måske ikke længere står allerøverst på to-do-listen)

TV2/Steffen Brandt er jo lykkedes ret godt med det, og der må da være muligheder, nu vi modne danskere langt om længe fået pengene til faktisk at købe kunstprodukterne.

Trinelise Væring

RE :Toppen af poppen/mellemlaget/vækstlag. En uddybning. Fredrik Fauerby, du har helt ret ! derudover kun jeg godt tænkte mig at minde om:

Alle kunstmiljøer ligner rent grafisk en pyramide med to stiplede vandrette linier, der adskiller en lille top fra et stort mellem lag, og bevæger man blikket ned af mod pyramidens base, så endnu én stiplet linie, under den ligger hele vækstlaget. Når linierne er stiplede, er det fordi der er masser af trafik mellem lagene. Det vi skal ud og forklare er ikke, at verden skal have ondt af de voksne kunstnere i mellemlaget, nej vi skal forklare, at man ikke får toppen af pyramiden uden det store mellem lag, ligesom man igen ikke får mellemlaget uden vækstlaget og vice versa. Man kan altså ikke bare fravælge mellemgruppen, og så tro at vi stadig får flagskibene. Det er også vigtigt, at folk forstår, at det er ikke de samme der ligger oppe i toppen hele tiden. Lige nu er f.eks. Agnes Obel og Fallulah store, om et par år er det nogen andre der er de største, mens Agnes og Fallulah er gledet "ned" i mellem laget for en tid, hvor de forhåbentlig via flere Cder og koncerter arbejder med at skabe sig et decideret livsværk, med den refleksion og dybde der kommer med det længere og sejere træk, indtil de måske popper op i toppen af pyramiden igen med deres 4 Cd, hvem ved. Lige nu hvor de ligger i toppen, kan de sikkert godt leve af det, men de tjener ikke så mange penge, at de kan spare op til 5-10 år i mellemlaget inden de igen laver en kioskbasker. Jeg vil tro, at dem der blev store dengang i 80erne, hvor der vitterligt var penge at tjene, har kunnet leve af det siden, især hvis de har investeret fornuftigt, men de der hitter nu, især hvis de hitter inden for vores lille sprogområde/ kulturkreds, kommer ikke til at spille en formue hjem, for de mekanismer der gjorde dét muligt, findes ikke mere. Der er simpelthen ingen steder at hente pengene. Hvis ikke det er muligt at forsørge sig selv i mellemlaget, så bliver musikmiljøet baseret på One-Hit-Wonders, fordi mellemlaget afprofessionaliseres eller giver helt op. Vi mister muligheden for at folk kan hitte, og siden virke i mellemlaget og arbejde på reel kunstnerisk dybde, og så måske stige op igen. Det er ikke udelukkende et spørgsmål om alder, men 30+ kunstnerne, der som oftest har fået familie på vejen, er selvfølgelig mere sårbare over for lange træk med ingen eller megen lav indtægt.
Det er mange veje til toppen (og selvforsørgelse), og det er selvfølgelig mere sandsynligt, at man har et eller andet form for peak som en indgang til en egentlig karriere, men det er sgu da sørgeligt, hvis det hele stopper dér. Jeg vender tilbage til mit billede med forfatterne: Tænk hvis forfatterne kun havde ét eller to skud i bøssen, og blev sendt på pension, når de fyldte 35, så ville vi godt nok være gået glip af megen god litteratur.

Det nye ved situationen er jo netop , at man ikke kan leve af sit arbejde i mellemlaget hvis man arbejder med musik, og det sætter definitivt en stopper for voksne menneskers deltagelse i musiklivet på udøversiden. Er det der vi vil? Er vi ligeglade? Kan vi godt leve med, at kulturen kommer til os ude fra, eller vil vi også gerne have dansk vinklet musik? Der er jo også hele genreområder og nicher, der af ren og skær ikkekommercielt indhold, aldrig bliver "top of the pops", men som igen leverer kunstnerisk brændstof og inspiration til hele mainstreamscenen.
Vi ser en polarisering af vores miljø, hvor hele midten af pyramiden afprofesionaliseres, det er synd og skam. Ikke for kunstnerne, men for publikum og for dansk kultur. mvh Væring