Kronik

Vælg din fangevogter med omhu

For ikke så længe siden skulle man passe sig selv, nu skal man drage omsorg for sig selv. Staten kræver nemlig, at vi skal være kompetente modtagere af dens service. I den proces taber både civilsamfund og marked terræn, mens samspillet mellem staten og den enkelte bliver samfundets nye dynamik
Skolebørn i gang med en lektion i hvordan man drager omsorg for sig selv ved skolernes motionsløb

Skolebørn i gang med en lektion i hvordan man drager omsorg for sig selv ved skolernes motionsløb

STINE LARSEN

27. marts 2012

I dag udøver staten sin omsorg for befolkningen gennem den enkeltes selvomsorg. Den paradoksale situation kunne ved første øjekast ligne civilsamfundets primetime. Men reelt kunne man fristes til at tale om ’servilsamfundet’ som et pågående socialpædagogisk projekt, der er i færd med at vælte den klassiske tillid til velfærdssamfundet.

Statsapparaterne forekommer servicerende – altså ’servile’ – og forlanger af sine officerer, at de skal betjene borgerne frem for at fremstå som myndighedspersoner. Og det skal de tilmed gøre i kraft af deres personlige egenskaber.

Samtidig skal deres ofre opføre sig som kompetente patienter, som i kraft af deres egen mægtighed ikke har brug for denne service i form af empowerment og enhancement (forbedring). For ikke så længe siden skulle man passe sig selv, altså ’passe på sig selv’ og ’passe sig selv’. Nu skal man drage omsorg for sig selv for at og ved at drage omsorg for andre. Porten til den anden går gennem éns selvforhold. Påvirkningen af den anden sker via den andens forhold til sig selv.

Det er heri det paradoksale består. Du er min fangevogter; jeg skal selv vælge at tage lykkepiller med henblik på sociale ydelser, at forblive længst muligt i egen varetægt.

Det er ikke til at slippe af med overvågningen, for forholdet mellem det private og det offentlige fordufter i det servile spil. Ansvarligvis må der ydes, før der kan nydes.

Staten vs. den enkelte

De velmenendes protestantiske tiltro til selvforvaltning virker som en tumor i lovgivningsarbejdet. Bevogtningen fra det offentliges side holdes alene i ave af en liberalistisk skepsis.

Men reelt sætter den ivrigt de samme grænser – blot med henvisning til decentralisering og privatisering. Rendyrket étatisme – troen på, at staten bærer den højeste fornuft – har trange kår.

Det skyldes paradoksalt nok styringsrationalet. Det er hverken civilsamfundet eller markedet, der skal bestemme; det er ikke samfundet, men den statsautoriserede borger, der skal fremkaldes for at fatte situationen.

Samtidens konflikt udspiller sig ikke mellem civilsamfund og marked. Den primære konflikt handler om staten og den enkelte.

Frihed, lighed, og ...

Ideologierne får verden til at fremstå overskuelig og konflikterne håndterbare. De færreste kan dog forbinde noget med den gængse retorik om, at globaliseringen har sin arne i kristne dyder, ja, at den moderne verden kan karakteriseres ved en sekularisering af ’troen’ og ’håbet’.

Hvis vi imidlertid oversætter tro og håb til ’frihed’ og ’lighed’ affortrylles sagen, og noget tager flugten i dæmringen. Den moderne verdens to store ideologier bliver synlige. Som del af samme kuld slås de om førerstillingen. Skal vi heppe på ’liberalismens frihed’ eller ’socialismens lighed’ – hvordan skal rovet fordeles?

Der var jo også en sidste dyd: ’kærligheden’. Vi kunne passende påkalde os den som dommer, for ihukommende Paulus’ lære skulle den dog være den største. Og hvad hedder den så i den moderne, sekulære verden, hvor det parlamentariske demokrati gør det ud for civil religion? Svaret er ’broderskab’.

Sidst vi hørte om broderskabet var det ikke en polsk rigsdag, men en fagforening og inkarnationen af forhåbningerne til et civilsamfund.

Stat, marked og ...

’Frihed, lighed og broderskab’ blev de republikanske dyder til med den franske revolution – og hvad deraf fulgte. Til dem knytter sig nøje de tre sociale domæner: staten, markedet og civilsamfundet. Eller rettere sådan er det blevet, for idéhistorisk set har det altid været vanskeligt at placere civilsamfundet, for broderskabet har aldrig matchet friheden og ligheden.

Til forskel fra rettighederne viste det sig vanskeligt at gøre borgernes pligter gældende. Problemet er det banale, at civilsamfundet både kommer før staten og markedet (Locke, Smith) og efter det borgerlige samfund (Hegel, Marx). Det blev den italienske marxist Gramsci, der fra fængslet kom til at formgive kategorien i den venstredrejede forståelse, der fortsat gøres gældende i dag. Her rummer den såvel legitimitets- som solidaritetsforestillingen.

Pointen var, at staten kunne udnytte civilsamfundet – i stil med at en moderne tilhænger af Habermas måske vil kunne hævde, at systemverdenens kolonisering af livsverdenen forhindrer, at vi kan erfare legitimationskriserne. Folk, som de er flest, formoder, at civilsamfundet yder beskyttelse. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet, fordi konflikten har fået en anderledes form pga. de herskende individualiseringsprocesser.

En snog, ikke en boa

En stat skal under moderne omstændigheder kunne legitimere sig. Det gør den legalt gennem reference til en suverænitet i et parlamentarisk demokrati. Men der findes andre legale former. Derfor må det anses for naivt at søge at eksportere det parlamentariske demokrati, som var det naturligt i en globaliseret verden, blot fordi det er tæt knyttet sammen med en bestemt økonomi, der har udviklet sig med den protestantiske etik som en tvilling.

Det hører til det traditionelle venstredrejede håb i politikken, at staten er en forholdsvis tilbagetrukket forsikring af rettigheder: en snog måske, men ikke en boa.

Udgangspunktet er ejendomsretten, og afgrænsningen heraf knytter sig direkte til suverænitetsforestillingen og myndighedsudøvelsen. Klassekampen udkæmpes fortsat om forskellige frihedsrettigheder og beskyttelsesforanstaltning. I sidste ende autoriserer staten rollerne for aktørerne.

En aggressiv stat må støtte sig på et uhensigtsmæssigt stærkt magtapparat, og skrækken for det forener civilsamfundets og markedets ellers så uenige apostle.

De venstredrejede forherliger selvforvaltningens solidaritetsfordring; de højredrejede forherliger markedets ækvivalenslogik. Men alt andet lige har de to opfattelser en del til fælles: De søger begge friheden.

Fra rets- til kravsregime

Imidlertid har en ny aktør gjort sin entre: det moderne personskab, der bl.a. er karakteriseret ved sin manglende evne til at kunne skelne mellem freedom og så liberty.

Det opfatter så at sige sin egen personlige – en gang så private frihed – som den fremmeste civile eller offentlige frihed. Amerikanernes pursuit of happiness (Jefferson, 1776) vandt over europæernes protection of property (Locke, 1690).

I dag lever vi i et kravsregime og ikke længere i et retsregime. Skammen tager over, hvor skylden slap; det er synd for os alle sammen. Man kræver sin ret, fordi man sætter freedom foran liberty.

For at fatte, hvad der er sket med civilsamfundet og med markedet gennem statens uddelegering og autorisation af roller til andre aktører i skikkelse af frivillige organisationer og private udbydere, af øget selvforvaltning og af privatisering, er det uomgængeligt at se på, hvordan frivilligheden har taget over fra friheden – hvordan freedom har taget pladsen fra liberty.

Af samme grund er det historiefornægtelse at tro, at civilsamfundet kan rejse sig og kræve de forgangne opgaver tilbage. Det er også fornægtelse at tro, at markedet kan løse statens forsorgsproblemer. Det skyldes ikke velfærdsstatens forfald, men at befolkningsomsorg kun kan formidles over personernes selvomsorg.

Den romantiske forestilling om et civilsamfund, hvor personer går sammen og beder om statstilskud som modydelse (’Her går det godt, send flere penge!’), eller den kyniske forestilling om at det gode markeds logik via fri konkurrence vil sikre et udbud af effektive, sunde og bæredygtige løsninger (’Borgernes penge har det bedst i borgernes lomme!’),kommer begge til kort som generelle omsorgsstrategier. Personskabet har taget teten; overalt er det i varetægt.

 

Lars-Henrik Schmidt er professor i filosofi ved Aarhus Universitet

Serie

Seneste artikler

  • Filantropi – the f-word

    24. april 2012
    I USA er filantropien kommet på mode, og rigmænd som Bill Gates engagerer sig både i bistand, demokratisk udvikling og sundhedsfremme. I Danmark kan de største fonde også få afgørende betydning for udviklingen af velfærdssamfundet
  • Fra fællesskab til frivillighed

    10. april 2012
    I de seneste år er der sket en drejning i den politiske og offentlige debat i om civil-samfundet. Vi er gået fra at tale om foreningsliv til at tale om frivillighed – fra demokrati og fællesskab, til individ, velfærd og opgaveløsning
  • Borgerofferet må dø

    22. marts 2012
    Gang på gang fremstilles danskerne som ofre for velfærdsstatens uduelighed. Vi svigtes, overses, fejlbehandles og underprioriteres. Det får os til at glemme, at velfærd er noget, vi skaber sammen. At vi selv har ansvar for aktivt at forandre samfundet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer