Kronik

Velfærdsreformer skaber mistillid

I sin iver efter at skabe økonomisk balance og genoprette konkurrenceevnen sætter regeringen de universelle velfærdsydelser under pres. Men det kan gøre mere skade end gavn. For universel velfærd skaber social tillid, og falder den, går det ud over konkurrenceevne og vækst
Kræver man, at rige ældre selv skal betale for rengøringshjælp, er man på vej væk fra den universelle velfærdsstat. Det kan gå hårdt ud over danskernes tillid til hinanden, skriver dagens kronikør.

Kræver man, at rige ældre selv skal betale for rengøringshjælp, er man på vej væk fra den universelle velfærdsstat. Det kan gå hårdt ud over danskernes tillid til hinanden, skriver dagens kronikør.

Casper Christoffersen

24. marts 2012

Skal rige ældre betale for hjemmehjælp? Skal folkepensionen kun være for de fattige? Og skal børnechecken udbetales til højindkomstfamilier?

De spørgsmål er blevet varme, efter Socialdemokraterne har taget hul på debatten om, hvordan fremtidens velfærd skal prioriteres – en debat, der potentielt kan føre til et opgør med den universelle velfærdsstat.

Den slags opgør må fremkalde dybe panderynker hos en række af verdens store tænkere. Sociologen Zygmunt Bauman og økonomen Assar Lindbeck har ligefrem betegnet den universelle velfærdsstat som civilisationens triumf.

Flere forhold kan berettige sådanne superlativer. Især fremhæves den overvældende grad af social tillid som et særligt positivt karakteristika ved den universelle danske velfærdsstat.

De fleste af os tager tilliden for givet. Vi bliver først opmærksomme på den, når vi støder ind i kulturen, hvor den er knap så udbredt. F.eks. husker de fleste sikkert, da en dansk kvinde for år tilbage blev pågrebet af politiet i New York, fordi hun under et besøg på en restaurant havde parkeret sit 14 måneder gamle barn i en barnevogn ud for det vindue, hvor hun sad og drak kaffe med barnets far.

En ansat i restauranten opdagede den tilsyneladende forladte barnevogn og tilkaldte politiet, så de kunne tage sig af sagen. De tog straks barnet i forvaring og overbragte det til de sociale myndigheder.

Selv om det hurtigt gik op for alle involverede parter, at barnet ikke var forladt, blev moderen i nogle dage nægtet samkvem med sit barn. Samtidig blev hun sigtet for misrøgt.

I dansk optik forekommer det som en absurd overreaktion. Det gør det dog kun i kraft af, at vi – modsat newyorkerne – i det store hele lever uden frygt for overfald, kidnapninger og andre ubehageligheder.

Penge i tillid

Fordelene ved en høj grad af social tillid er imidlertid ikke begrænset til, at vi kan lade vores børn stå udenfor og sove i barnevognen. Ifølge den amerikanske historiker og politolog Francis Fukuyama er et lands konkurrenceevne eksempelvis »betinget af en enkelt gennemtrængende kulturel faktor: det iboende tillidsniveau i samfundet«.

Når tilliden bidrager positivt til den konkurrenceevne, som majoriteten af kongerigets politikere for tiden har så travlt med at beskytte og øge, er det fordi, tillid bidrager til at reducere transaktionsomkostningerne i samfundet.

Vi behøver ikke at betale dyre advokater for at indgå aftaler med hinanden, og de færreste bruger store summer på at forsikre sig mod snyd og svindel fra deres medmenneskers side.

Ydermere viser forskningen, at samfund karakteriseret ved et højt niveau af social tillid præges af økonomisk velstand.

Tysk bureaukrati, nej tak

Det store spørgsmål i denne sammenhæng er naturligvis hvor den høje sociale tillid kommer fra?

Ifølge politologen Bo Rothstein skal svaret findes i den universelle velfærdsstats institutionelle setup. Eller på lidt mere jævnt dansk: De regler, vi indretter os efter, påvirker os og den sociale tillid i samfundet. Og her spiller det en væsentlig rolle, hvordan vi fordeler velfærdsydelser.

Mens universelle velfærdsydelser er rettet mod alle, tildeles selektive ydelser typisk på grundlag af myndighedernes forudgående behovsvurdering af borgeren. Ydelsesmodtageren skal matche et antal specifikke kriterier af helbredsmæssig eller økonomisk art for at være ydelsesberettiget.

Problemet med selektive velfærdsydelser er, at betingelserne, der skal opfyldes for at modtage dem, kan være ganske krævende at håndtere. Ikke blot for de borgere, der søger hjælp, men i høj grad også for staten.

Netop dette var faktisk blandt hovedargumenterne for at indføre universelle ydelser i sin tid. Alle andre former for ydelser blev ganske enkelt opfattet som alt for problematiske at administrere.

I debatten om indførelse af socialforsikringsordninger i Danmark gav vores tidligere statsminister Niels Neergaard det tyske system følgende ord med på vejen:

»Hvilken mængde af nye embedsmænd vil der ikke blive brug for, hvis vi skulle indføre hele dette tungt arbejdende maskineri med særlige forsikringskonto for hver eneste arbejder og småmand her i landet med kontrol og udpantning og lønningsklasser osv. osv. Kun tyske professorer og bureaukraters hjerner kan udtænke noget sådant.«

Selv om Neergaards kritik var rettet mod den tyske socialforsikringsstat, ligger der noget eviggyldigt i hans kommentar vedrørende den universelle velfærdsstat. Den er netop karakteriseret ved en enormt enkel og praktisk regelindretning. Det modsatte gør sig gældende, når vi taler om selektive velfærdsydelser, som tildeles efter behovstest, der som regel indeholder et vist skøn. Det kan medføre større uklarhed og usikkerhed for borgerne og heraf følgende utilfredshed og mistillid. Mistilliden kan både opstå hos borgere, som mener, at de burde tilhøre gruppen af ydelsesmodtagere, men som ikke får tildelt ydelsen, og hos borgere, som mener, at naboerne snyder sig til ydelser, de ikke er berettiget til.

Endvidere må offentlige institutioner sikre sig mod snyd og misbrug, hvilket fører til øget kontrol. Dermed er en ond cirkel af mistillid mellem borgere og staten sluttet.

Her er det vigtigt at have in mente, at forudsætningen for at bevare et højt tillidsniveau er, at socialt bedrageri sjældent forekommer. Med andre ord: hvis vi kan indrette os, så misbrug af offentlige midler undgås – eller i det mindste begrænses – er vi nået et stykke af vejen i forsøget på at bevare den høje grad af social tillid.

Politik med bivirkninger

I debatten om velfærdsstatens fremtid fokuseres der ofte på økonomiske udfordringer, mens dybere værdimæssige spørgsmål overses.

F.eks. levnes der ikke megen spalteplads til spørgsmålet om, hvorvidt vi ønsker at leve i et land med en høj grad af social tillid. Det er problematisk, fordi nogle af de løsningsforslag, der undertiden bringes til torvs, præges af kortsigtet økonomisk tænkning helt uden skelen til langsigtede negative værdimæssige bivirkninger. Det gjorde sig f.eks. gældende i debatten om den – indtil videre – universelle velfærdsydelse børnechecken.

Ifølge SF’s formand Villy Søvndal skal rige forældre ikke have ret til børnepenge. SF foreslår derfor at ændre børnechecken fra en universel til en selektiv ydelse.

Socialdemokraterne er grundlæggende enige. En ændring forudsætter dog ifølge Socialdemokraternes finansordfører John Dyrby Paulsen, at den ikke medfører nogle »negative effekter«.

Økonomer har allerede sat spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er væsentlige positive økonomiske gevinster ved en ændring af børnechecken. Ifølge det tidligere medlem af velfærdskommissionen, økonom Nina Smith, vil en selektiv tildeling af børnechecken uundgåeligt få folk til at spekulere i, hvad de skal gøre for at få ret til børnepenge. Konsekvensen kan blive øget behov for kontrol med modtagerne af børnepenge.

En ændring af reglerne for børnechecken kan med andre ord skabe øget mistillid mellem borgere og staten.

Faren ved det hurtige fix

Kortsigtede løsninger på velfærdsstatens økonomiske problemer kan således have langsigtede utilsigtede konsekvenser for den høje grad af social tillid i Danmark.

De enkelte ændringer skaber næppe afgrundsdyb mistillid, men den langsomme erosion af den universelle velfærdsstat kan sætte den sociale tillid under pres.

Det er uheldigt af flere årsager. Udover at det er rart, at man som forælder kan lade sit barn sove i barnevognen uden for en café, mens man nyder en caffé latte, peger forskningen som nævnt på, at høj social tillid styrker den økonomiske aktivitet, vækst og konkurrenceevne. Det ser sågar ud til, at folk har mindre lyst til at snyde i skat, hvis de er en del af et samfund med høj social tillid.

Som de danske forskere Peter Dinesen og Kim Sønderskov for nylig udtrykte det, så »hersker der ikke tvivl om, at social tillid er en væsentlig ressource for ethvert moderne samfund – og en ressource, som med fordel kan værnes om eller søges opbygget«.

En oplyst debat om løsningen på velfærdsstatens udfordringer forudsætter altså, at vi ikke blot fokuserer på kortsigtede økonomiske gevinster ved velfærdsreformer, men i lige så høj grad diskuterer langsigtede værdimæssige konsekvenser. I hvert fald hvis vi vil undgå at skylle barwnet – den høje grad af social tillid – ud med badevandet.

Jacob Askham-Christensen er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Glimrende, og netop derfor skal der regelforenkles endnu mere, og formålet med ydelserne: at folk har noget at leve af, i forgrunden i debatten. I alt for mange år har dette spørgsmål været forladt til fordel for en abstrakt økonomisk tænkning, hvor ligegyldig mikrometer-retfærdighed med store konsekvenser har forarmet mange og ligefrem brudt med det yderste princip: at ingen i vores samfund skal være henvist til at bo på gaden. Løsningen af folks sociale problemer bør altid starte med sikring af deres livsgrundlag, først når det er i orden, kan nogen som helst få overskud til at tænke på et videre perspektiv.
Da Danmark havde vækst og ikke blot levede for lånte penge, var baggrunden i høj grad, at folk i princippet aldrig kunne blive så forarmede, at de måtte bo på gaden.

Bjarne Bisgaard Jensen

Ingen tvivl om at alle gerne vil modtage ydelserne. Det er straks sværere at få alle til at betale den skat til almenvellet, som forudsætter systemets overlevelse. Det fokuseres der så mindre på i forhold til at overveje besparelser og et opgør med den universelle standard vi kender

Steffen Gliese

Bjarne Bisgaard, nu lader du, som om penge har realværdi. Hvad der har realværdi, er det arbejde, folk udfører. Når der mangler jobs, må det jo være, fordi alle har, hvad de skal bruge, så det ikke er nødvendigt at fremstille mere.

Preben Bjørn Madsen

Det er tankevækkende at se, hvad der sker, når et skattefradrag konverteres til en velfærdsydelse.

Oprindeligt var børnechecken et skattefradrag, som forsørgere fik tillige med personfradraget.

Tankegangen bag personfradraget og det forhøjede fradrag for forsørgere var formentlig, at man vill undgå en beskatning af indkomster, der kun lige dækkede en beskeden levestandard. Desuden skaber sådanne fradrag en vis progression i skattesystemet.

Schlüter-regeringen konverterede det forhøjede personfradrag til en velfærdsydelse i 1984 i form af en check til alle børnefamilier. Jeg husker ikke begrundelsen.

Der har mig bekendt aldrig været nogen, der har argumenteret for, at det forhøjede personfradrag skulle tildeles efter behov. Derimod har der specielt i de senere år været mange, der har argumenteret for, at børnechecken kun skal gives til familier, der har indkomster under en eller anden politisk fastsat grænse.

En vigtig lære af dette forløb er, at vi skal være på vagt, når politikerne erstatter velbegrundede skattefradrag med kontante ydelser, der ligner velfærdsydelser.

Linda Thorsen

Endelig en artikel der sætter fokus på hvad der sker når man gør op med universelle ydelser, det er den hurtigste vej til til afskaffelse af velfærdsstaten.

Andreas Prætorius

Hvordan har man tænkt at få de rige til at betale topskat, hvis de ikke får del i velfærden? Og hvis de rige ikke vil betale deres skat, så braser vores samfund sammen.

Socialdemokraterne er i fuld gang med at smadre det velfærdssamfund, de selv byggede op, dengang Socialdemokratiet lå til venstre for midten.

Socialdemokraterne er netop med til at sikre, at der også er velfærdssystem til mine børn. Og det siger jeg dem tak for!

Søren Kristensen

Man kan også vende den om.

Folk på overførselsindkomst er trætte af kontrol og at få deres almisser udmålt efter sindrige og millimeterretfærdige systemer, samtidig med at de ser hvordan de rigeste fortsat uanfægtet nyder godt af de senere års økonomiske gevinster, uden at blive sanktioneret.

Hvorfor skulle de rigeste ikke også smage lidt af den medicin de selv så rundhåndet deler ud af, gennem deres politiske tilhørsforhold, og hvis det alligevel ikke kan foregå gennem fx. ejendomdværdibeskatning eller en betalingsring, ja så er der jo altid de universelle velfærdsydelser. Enhver kan jo regne ud at Maersk klarer sig fint uden folkepension.

Formålet med et opgør med universalydelserne, i et større politisk perspektiv, er således bare endnu et forsøg på at udligne forskellen mellem rig og fattig,som mange åbenbart mener er for stort, og dermed slå et slag for sammenhængskraften.

Hvorvidt man derved måske opnår det modsatte af hensigten, skal jeg ikke kunne sige. Jeg bilder mig, sådan set bare ind, at jeg har en fornemmelse for hvordan - eller hvor langt folk tænker. Det er ikke ret langt diskussionen er båret af en følelse, snarere end rationale.

Måske skulle man arbejde lidt med den følelse. Hvad kommer den af og kan vi bruge den til noget?

Det er jo ret simpelt hvorfor det skaber mistillid. Det er allesammen borgerlige reformer. Hvad pokker var det man stemte på? Ikke dét.

Thorsten Lind

Sven Auken var den sidste Socialdemokrat.
Nu er det bare et job.
Helle Thornig-Schmidt
er CEO i Socialdemokratiet A/S...

Heinrich R. Jørgensen

Jacob Askham-Christensen har fat i den lange ende. Det er fornøjelse at læse hans opvakte betragtninger.

Men måske var det en idé hvis han forsøgte at kigge hinsides den horisont de snærende faggrænse dikterer? Velfærd og tillid er begreber, som næppe lader sig definere og begrunde udelukkende på basis af en statskundskabsoptik. Det er langt mere og andet end et spørgsmål om nytteeffekt.

Tillid var et karakteristika ved vikingenes kultur. Uden tillid, var handel med fjerne egne ikke muligt. Uden tillid, kunne man ikke aftale at mødes en bestemt dag ved en fremmed kyst. Uden tillid kunne man ikke aftale (tinge) noget.

Hvad er tillid? Essentielt set er det en begrundet forventning om at andre har et bestemt værdisæt (etik) og vil efterleve disse (ethos) i praksis. Tillid opstår som følge af erfaringer der påviser, at der er overensstemmelse med etik og ethos.

Man kan have tillid til en person. Personlig tillid. Hvad kan begrunde en sådan forventning? At vedkommende har indarbejder i sin adfærd, at der er overensstemmelse mellem etik og ethos, er én mulighed.

Andre, og mindre noble, begrundelser er også mulige. At vedkommende frygter repressalier, i fald vedkommende ikke gør som forventet, så som hævn, eksklusion og andet der påfører vedkommende skade.

Forskellen mellem de to begrundelser til at antage at man kan have tillid til en anden person, består i om vedkommende har indset at ethvert værdigt fællesskab må bero på gensidig tillid til alle og enhver, og enhver således ubetinget må lade ethos følge etik. Alternativt, at denne indsigt ikke er rodfæstet som en præmis for humanitet og fællesskab, og at adfærd er et spørgsmål nytteeffekt. Et spørgsmål om egeninteresse.

Hvis et begreb som "tillid" skal udtrykke noget meningsfuldt, bør det ikke forveksles med det fænomen der handler om en begrundet forventning om, at andre vil gøre det der tjener deres egeninteresse mest. Personer med det tankesæt, findes der ligeledes et klassisk græsk ord for -- idiotes. Forudsigelige eller ej, så er sådanne personer utilregnelige. De kan besnæres til at adoptere syge værdier, og lokkes til at foretage sig handlinger, andre vil finde inhumane, foragtelige og fornedrende.

Hvad er social tillid? Formodentligt et vrøvle-begreb, men i stedet kan man tale om samfundsmæssig tillid. Et samfund, hvis medlemmer er præget af gensidig tillid. Hvad det er, behøver næppe yderligere forklaring. Hvad der derimod udestår at blive forklaret er, hvad der skal til for at noget samfund kan blive præget af gensidig tillid.

Er der nogen anden mulighed, end ved at nødvendigheden af den gensidig tillid italesættes, offentligt? Altså ved at samfundet (læs: alle og enhver) deltager i samvær, hvor tillids-kulten dyrkes? En kult der har fokus på det personlige ansvar for egen ethos, og alle ansvar for at agere ansvarligt iht. fællesskabet etik. Næppe.

Det er civilisation i en nøddeskal. Civilisation fordrer at fællesskaber formes, og enhver opdrages til at være et kapabelt medlem af eget samfund. Det er ligeså dannelse i samme nøddeskal. Det formede menneske, eller rettere: mennesket der lader sig forme af fornuften, til at ville fællesskabet og at sætte fællesskabet over egeninteresse. En dannelsesproces, der nødvendigvis må være præget af fornuften til at indse og adoptere doktrinene om, at fællesskabets tarv og den gensidige ansvarlighed står over egoisme.

Hvad der bør indses er, at civilisation hviler på et vist mål af oplysthed. Et almen indsigt i, at man må og skal ville fællesskabet, og at egoisme er en uacceptabel last.

Straffelove, der truer med repressalier som gengæld for egoisme og "moralsk frafald", er en barbarisk og primitiv vinkel civilisationsbestræbelsen. Sådanne regler og straffeforskrifter hverken danner eller fremmer civilisation. Det fremmer alle et tyndt fernis af illusion, der får barbari til at ligne civilisation. Det gælder uanset om den despotiske patriark lod dem mejsle i sten nær himlen på en bjergtop, eller om det er en senere enevældig despot der i sin ophøjethed formulerer et hammer-rigidt regelsæt med på- og forbud samt repressalier mod de moralsk frafaldne. Nutidens straffelove, adskiller sig ikke grundlæggende for fortidens -- samme unødige og malplacerede barbari, der alene retter fokus på at forholde sig til symptomer.

Det er ikke den moderne "velfærdsstat" (fnys) der har stået for hverken skabelsen eller dannelsen af tillid eller velfærd. Hverken tillid og velfærd er "skabt", dvs. er en orden der opstår naturligt og af sig selv. Det er en orden, der må formes, ved at blive talt om, og ved at nogle foregår som "gode" eksempler på disse værdier.

Man kan tænke over, hvordan en sådan iscenesættelse af en social orden opstod i vikingetiden. Måske havde det at gøre med orale overleveringer -- vikingetidens fortælletradition?

Man kan tænke over middelalderens og feudalalderens iscenesættelse af samfundsmæssig velordnethed. Her spiller middelalderens "skibssætninger" formodentligt en rolle, for datidens civilisation. Feudalalderen havde i vid udstrækning at gøre med at sikre, at folk ikke var hjemløse, og hørte til et sted, og var en del af en samfundsmæssig orden. Det indikerer noget om velordnethed. Selv om datiden næppe var uden barbariske indslag, var samfundsordenen næppe kaotisk.

Kaos er snarere et fænomen, der opstår i 1500-tallet og derefter. Feudalordenens ophør er næppe et ubetinget gode. De empiriske videnskaber er næppe et ubetinget gode. Det dynastiske arve-monarki (fremfor det hidtidige valg-monarki) er næppe et ubetinget gode. De såkaldte religionskrige der martrer Europa gennem 150 år, er alt andet end et gode. Absolutismen er næppe ubetinget skidt, men heller ikke det modsatte. Købe-adelens opstået var næppe helt godt. Fængselsvæsenets indførelse og det livegne slaveri var ubetinget en ringe indretning.

Stavnsbåndets (gradvise) ophævelse var en milepæl -- et væsentligt budskab, om civilisationens snarlige genkomst. Den senere absolutisme, romantikken, guldalderen -- det var en civilisationskampagne. Grundloven var søsætningen at det civiliserede samfund, der havde genvundet forstanden og fornuften. En ny æra, hvor samfundets top bestod af yderst oplyste, dannede og vidende personer med et altruistisk sindelag, og hvor samfundets bund måske kunne være pleber-agtige, men sjældent var pøbel-agtige.

Endelig kan man tænke over, hvad der siden gik galt. Civilisationen er forduftet. Tillid er bort. Samfundet er blevet til stat. Borgere er blevet til undersåtter. Det frie menneske er blevet systemets slave. Menneske kan man kun være, med et vist islæt af dyrisk kamp for egeninteresse. Velfærd er almisser, man kan håbe på at modtage. Retfærd handler om at kunne forfølge egeninteresser ved at tvinge andre til at føje en.

Konkurrenceevne, vækst og børnecheck er ikke essentielle emner. Det er til gengæld despotiets genopstandelse forklædt som formynderstat, og dennes pumpestok, der sætter kadancen på galajen.

Kasper Andreasen

@Søren Kristensen

"Hvorfor skulle de rigeste ikke også smage lidt af den medicin de selv så rundhåndet deler ud af, gennem deres politiske tilhørsforhold, og hvis det alligevel ikke kan foregå gennem fx. ejendomdværdibeskatning eller en betalingsring, ja så er der jo altid de universelle velfærdsydelser. Enhver kan jo regne ud at Maersk klarer sig fint uden folkepension."

Jeg kan godt synes lidt det samme, men det virker for mig lidt som en tabersag at prøve at lave 'den slags' udligning (eye for an eye). Hvis man køber den socialdemokratiske ide - og det siger jeg ikke jeg gør - så bør staten vel betragtes som vores fælles eje og derfor ikke et våben mod de rige (eller fattige), men først og fremmest en måde at skabe og sikre fælles velstand. At man i praksis har forvaltet staten som et våben (og boligpolitisk som en ulighedens krystalkugle) ikke mindst under Fogh, bør ikke styre vores tanker om hvordan vi egentig burde forvalte staten.

Samtidig tror jeg heller ikke på strategien i praksis kan noget på den lange bane. Materiel mangel kommer "de rige" ikke til at mærke, men den manglende symbolske anerkendelse konverteres til individualisme, selvhævdelse og udpegelsen af nye syndebukke (de fattige, nasserne, etc.) gennem alle tænkelige talerør. På den led vil der altid være en skævhed når det kommer til fordelingspolitikkens følte konsekvenser. Som fattig er man åndligt usynlig i Danmark, fordi flertallet tilhører middelklassen, men materielt synlig fordi alle har en mening hvor lidt 'lidt' er. Det betyder ikke at det ikke er en kamp hvor begge side lider, blot at det strukturelt er "de rige" som lettest kan agere og sætte diskurser om velstand i værk.

Netop derfor synes jeg også at debatindlægget er en øjenåbner netop i forhold til om vi vil udvikle eller afvikle velfærdsstaten, selv hvis jeg stadig ikke tror på den i det lange løb.

olivier goulin

Jeg kan godt forstå forfatterens argument, om, at universelle velfærdsydelser skulle mindske bureaukratisk overhead - i teorien.

Det ville i hvertfald være tilfældet med en egentlig borgerløn.

Men i den udstrækning, det danske velfærdssytem kan betragtes som et eksempel på et universelt velfærdssystem, så er det ikke et eksempel, der underbygger forfatterens argument særligt godt.

Universel velfærd har ikke forhindret os i at opbygge et meget kompliceret regelsæt, og en meget omfattende og dyr administratv forvaltning og kontrol i Danmark - en medvirkende grund til, at den danske velfærdsstat hører til en af de dyreste i verden.

Men det er måske netop fordi, at den reelt ikke er så 'universel' længere.

At der nu tages initiativ til at skære ned på denne administration i ministerierne og forvaltningerne er et relativt nyt tiltag.

Det er årtiers fredhellighed, der nu ofres.

/O

Det universale velstandsprincip (S-Gredal) er socialhistoriens største svindelnummer.
På andenpladsen kommer Efterlønnen (S-Auken).
Det bøvler landets politikere nu med at rette op på.
Det er vanskeligt, fordi svindlen, der gik ud på at kapre stemmer, vil afsløres undervejs.
Især for S, som var opfinderen.

olivier goulin

@Heinrich

"Samfundet er blevet til stat."

Netop en af Spenglers grundlæggende teser (overgangen fra kultur til civilisation) i hans komparative kulturfilosofi. Det er en uomgængelig skæbne for enhver kultur.

/O

Selvfølgelig bygger velfærd på tillid.
Men jeg kan ikke forstå, hvorfor du ikke med et eneste ord nævner de bagvedliggende økonomiske og finansielle strukturer, der er muliggjort - men ikke styret - af politikere?
Der ligger usikkerheden og mistilliden.

Heinrich R. Jørgensen

Olivier Goulin:
"Men i den udstrækning, det danske velfærdssytem kan betragtes som et eksempel på et universelt velfærdssystem"

Forfatteren omtaler ikke noget dansk "velfærdssystem". Der omtales derimod et tysk "system".

Niels Neergaard gav det tyske system nedenstående sande ord med på vejen, som fortjener gentagelse:
"Hvilken mængde af nye embedsmænd vil der ikke blive brug for, hvis vi skulle indføre hele dette tungt arbejdende maskineri med særlige forsikringskonto for hver eneste arbejder og småmand her i landet med kontrol og udpantning og lønningsklasser osv. osv. Kun tyske professorer og bureaukraters hjerner kan udtænke noget sådant."

Niels Neergaards vise ord, peger meget tydeligt på, at han ikke anså velfærd for noget der var, eller skulle være, "systemisk".

olivier goulin

@Heinrich

Ja, men samtidigt antyder han jo i artiklen, at den universelle (danske) model indebærer mindre bureaukrati, kontrol, og dermed mistillid.

Jeg mangler dog at se bevis for, at det tyske, eller andre kontinentale systemer skulle være mere bureaukratiske end det danske - eller for den sags skyld, at deres befolkningers mistillid skulle være større end den danske.

/O

Heinrich R. Jørgensen

Olivier Goulin:
"Netop en af Spenglers grundlæggende teser (overgangen fra kultur til civilisation) i hans komparative kulturfilosofi. Det er en uomgængelig skæbne for enhver kultur"

Det kan være, jeg skulle interessere mig for Spengler.

Heinrich R. Jørgensen

Olivier,

jeg har ikke sagt, at den danske nutidige tilgang til velfærd, ikke er blevet "systematiseret" eller "statsliggjort".

En perversion, iflg. mine begreber.

Citat fra artiklen : " Sociologen Zygmunt Bauman og økonomen Assar Lindbeck har ligefrem betegnet den universelle velfærdsstat som civilisationens triumf."
Gad vide om det er det samme vi taIer om ?

" følge det tidligere medlem af velfærdskommissionen, økonom Nina Smith, vil en selektiv tildeling af børnechecken uundgåeligt få folk til at spekulere i, hvad de skal gøre for at få ret til børnepenge. Konsekvensen kan blive øget behov for kontrol med modtagerne af børnepenge."

Selvfølgelig, nøjagtig som nu i andre forbindelser.
Kun med betingelsesløs borgerløn kan vi undgå statsformynderi, kontrol, bedragerier og danskernes legendariske kreativitet ift regelomgåelse.

Heinrich R. Jørgensen

Sociologer og økonomer burde henvises til Etisk Råd og lignende, hvor de sammen med teologer og andre tågesnakkere kan fremmane diverse gestalter og erklære deres fantasmer for den korporlige virkelighed.

Steffen Gliese

Med rette, synes jeg, peger artiklen på, at netop den glidende afstandtagen fra de universelle principper, som er foregået over de seneste årtier, næsten fra de var blevet implementeret, har vist sin undergravende virkning i stadig mere småtskårenhed. Formålet med de universelle principper var, at folk netop kun ville efterspørge hjælp, de havde behov for, fordi de ikke blev tvunget ind i en kvalificeringskamp. Samtidig var det også langt mere acceptabelt for alle, fordi alle vidste, at de under de rette omstændigheder selv ville blive hjulpet i fornødent omfang. Der var mao tale om en reel frisættelse af den enkelte.

olivier goulin

@Heinrich

Hvis du ikke kender Spengler, så er det på tide at møde ham.

Med mit kendskab til dine interesseområder og holdninger, så vil jeg sige, at I er 'det perfekte match'.

Han er bestemt ikke nem at læse, endsige at forstå.
Hans hoved- og mesterværk "Der Untergand des Abenlandes" er den type literatur, man kan vende tilbage til igen og igen, og hver gang finde nye berusende indsigter ved.

Det kan vel nærmest kaldes et 'framework' for civilisationsforståelse - og stadigvæk ganske kontroverselt.

Wikipedia er som sædvanlig en udmærket indgang, og giver en overskuelig oversigt over hans hovedtanker.

http://en.wikipedia.org/wiki/Oswald_Spengler
http://en.wikipedia.org/wiki/The_Decline_of_the_West

/O

Heinrich R. Jørgensen

Olivier,

mange tak for opfordringen. Jeg må hellere få læst Spengler -- han virker til at være et interessant bekendtskab :-)

Peter Hansen - Afstandtagen ? seneste årtier ? fra det universale princip ??
For to år side spurgte jeg på et off møde Lise von Seelen (fm f.soc udv) Om det vat et godt velfærdssamfund der udbetalte børnecheck til alle.
Svaret var at det universale princip er s-Politik og vedbliver at være det.
Lidt senere blev en højtstående venstremand spurgt om det samme. Svaret var at det universale system er nødvendigt for at bevare den positive holdning til at betale skat.
I al ydmyghed mener jeg, at de to på deres stands vegne hyklerisk holdet fast i svindlen.
Nu trykker økonomien og da det ikke er politisk velset at udskrive højere skatter for at få balance i statsfinanserne, er det pludselig en mulighed at politikken er og har været forkert.
Politikerne synger stort set samme sang, nogle dog lidt falsk, og har mere og mere svært ved at markere deres farve.
Skuespil for folket.

Else Marie Arevad

Da vores børn voksede op i firserne, havde man indført et begreb, der hed socialindkomst. Fordi vores socialindkomst var for høj, fik vi ingen børnepenge udbetalt. Er der ingen andre, der er så gamle, at de kan huske det?

Heinrich R. Jørgensen

Leo Nygaard:
"På andenpladsen kommer Efterlønnen (S-Auken)."

Jeg ser efterlønnen i et helt andet perspektiv.

En af de få folketingspolitikere fra nyere tid jeg nærer stor respekt for, er Svend Auken. Han er noget nær den eneste visionære tænker, Christiansborg har set meget længe.

(her ses bort fra Hjorten, Fogh og andre, der nok var visionære og kreative, men udi bedrag)

Svend Auken havde jo ganske ret i, at den datidige situation bestod i en masse unge mennesker der var udenfor arbejdsmarkedet, og næppe kom i beskæftigelse nogensinde, med mindre andre forlod arbejdsmarkedet. Efterlønsordningen var i den optik en forstandig løsning på et datidigt problem. Fokus for ordningen var ikke begrundet i økonomisk fornuft -- og var heller ikke på nogen måde udtryk for økonomisk fornuft i almindelighed.

Disciplinen "økonomisk ansvarlighed" var ikke ligefrem Svend Aukens kæphest; tværtimod virkede han ganske indifferent overfor de betragtninger. På sin vis gjorde han ret i at ignorere det...

At det kunne få en anden folketingspolitiker man kun kan værdsætte, Knud Heinesen, til at se rødt (og røde tal?) er en anden historie. Knud Heinesen er alt andet end en dumsnude, men der kunne går temmeligt meget "praktiske gris" syndrom i ham, når har syntes at andre grisede lidt vel rigeligt. Svend Auken havde vist en særlig stjerne hos Knud Heinesen ;-)

Mogens Michaelsen

@Preben Bjørn Madsen

Skattefradrag giver da netop ikke progression i skatten!

At alle får det samme fradrag betyder ikke at alle får det samme. Det der betyder noget er hvor meget man sparer i skat som følge af fradraget. Når skattesystemet er progressivt så er besparelsen størst for de rigeste.

Det er kun hvis skatten som udgangspunkt er proportional, at et fradrag vil give en vis progression (når man udregner den skat man giver af bruttoindtægten).

For lave indkomster må f.eks. børnechecken være bedre end et fradrag i skatten. Faktisk ville det være endnu bedre, hvis børnechecken var skattepligtig (det er den mig bekendt ikke i dag?). Så ville de rigeste borgere komme til at betale en større del af beløbet tilbage på grund af progressiv beskatning.

At ændre de universelle velfærdsydelser til indtægtsbestemte ydelser er ikke bare tåbeligt af de grunde der nævnes i artiklen, men også fordi de rigeste får et rigtig godt argument for at afskaffe progressionen i beskatningen - det er faktisk ikke rimeligt at man skal betale meget mere i skat når man er velstående, samtidig med at man ikke har krav på den samme service fra det offentlige.

Det bedste ville være at bevare princippet om universelle velfærdsydelser, men til gengæld gøre mange af dem skattepligtige. Det vil ikke give mere bureaukrati - tværtimod.

Steffen Gliese

Mogens Michaelsen, selvom jeg i princippet tror, at du har ret efter den herskende logik, så er sagen vel den, at folk betaler skat pga. vidt forskellige ting, samfundet giver dem. I rige menneskers tilfælde er det jo bl.a. hele den samfundsindretning, der tillader dem at blive rige ved andre menneskers arbejdsindsats under ordnede vilkår, hvor arbejdsgiveren i høj grad er aflastet netop pga. de ydelser, han ikke skal forestå selv, men som ovenikøbet modtager en pæn andel medfinansiering over samme skat fra de ansatte selv. På visse tider, hvor der har været rigtig meget mulighed for rige til at indrette deres egen skat, kan man tilmed argumentere for, at det stort set har været lønmodtagerne selv, der omfordelte imellem sig efter nød og trang.

Hanne Gregersen

Fuldstændig udokumenteret skræmmekampagne mod at kigge på vores velfærds setup. Det er vi pinedød nød til, når det økonomiske råderum ikke just bliver større.

Sætningen "Udover at det er rart, at man som forælder kan lade sit barn sove i barnevognen uden for en café, mens man nyder en caffé latte" siger alt om niveauet for indlægget ----- hvad har mælkekaffe (nydansk for caffe latte ;o) med velfærdsdebatten --- vi må fordre et højere niveau for den debat !

Heinrich - Ingen tvivl om Aukens gode hensigter, men alle de senere virkninger og besværligheder overskygger langt fordelene.
Årsagen er simpel. Det blev ikke indskrevet i loven at den skulle aftrappes(afskaffes), når virkningen var opnået. Derved blev den en velerhvervet rettighed !!
Angiveligt var det konjukturerne der reducerede ungdomsledigheden og ikke dette forvridende indgreb i arbejds"markedet", hvor dåbsattesten blev afgørende.
Men det er en lang historie. Skal vi ikke lade den ligge her.

Michael Guderup

"De offentlige udgifter er vokset meget gennem de seneste 10 år. Ifølge Danmarks Statistik kan væksten i det offentlige forbrug opgøres til 67¾ mia. kr. (2010-priser) i perioden 2001-2010.

Det er i vidt omfang de kommunale og regionale serviceområder, der har fået tilført flere ressourcer siden 2001. Væksten i det offentlige forbrug afspejler sig også i stigende offentlig beskæftigelse."

http://www.fm.dk/Publikationer/2010/2113-Budgetredegoerelse%202010/2%20O...

Den uendelige fortælling om nedskæringerne i den offentlige sektor, er en kontrafaktisk sutteklud, rød stue rutinemæssigt har forsøgt at sælge vælgerkorpset, i tiden fra 2001 til 2011.

Hvis man vælger at følge EL´s forslag om 13.000,- kr. pr. måned i borgerløn, skal udgifterne til overførsler øges med ca. 70 mia. på årsplan.

Hvor skal de penge komme fra? Fyring af offentligt ansatte DJØF´ere og/eller øget beskatning af udenlandske firmaers transfer-pricing?

Good luck!

Heinrich R. Jørgensen

Leo Nygaard:
"Men det er en lang historie. Skal vi ikke lade den ligge her."

Jo, fint med mig.

Så længe vi kan være enige om, at åndshøvdingen og vismanden Svend hin Høje, ikke skal lastes for den tåbelige beslutning der gjorde efterlønnen til en rettighed ;-)

Det vanvidsforehavende har vist mest af alt at gøre med pøbelkratiets indbyggede natur, hvor beslutningstagerne er nødsaget til at være til fals, for at sikre eget brød.

Ebbe Lauridsen

Borgerløn har været nævnt et par gange i denne debat. Et forslag om borgerløn blev faktisk en af topscorerne i Informations tænketank ”100 dage”. Og forklaringen er enkel. Det er en fremragende ide at erstatte det tåbelige bureaukrati og kontrolrytteri med en universel ydelse til alle. Og det kan gøres uden at sætte skatten op. Se beregningerne her http://basisindkomst.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=50&...
Indfør et fradrag i skatten svarende til dagens niveau for kontanthjælp/understøttelse og lad skattevæsenet administrere ordningen. Hvor svært kan det være?
Lad os se sandheden i øjnene: Arbejdsmarkeds- og socialpolitikken har spillet fallit. Mantraet ”Ret og pligt” er blevet en tom floskel. Hvordan kan man pålægge folk en pligt til at forsørge sig selv ved et lønarbejde, hvis man ikke kan anvise et job.
Et af problemerne med velfærdsstaten er at ”borgeren” er blevet ”forbruger” i velfærds-supermarkedet med frit valg på alle hylder. Vi må have den ansvarlige ”borger” tilbage, men det forudsætter, at folk faktisk får ansvar for eget liv. Slut med sagsbehandlere og klienter.

Lars Kristensen

Hvem er børnechecken til?

Er børnechecken til forældrene eller til det enkelte barn?

Et barn kan jo faktisk sagtens have en indkomst, men som forældrene, der er barnets økonomiske formynder, administrere.

Det ville være mere rigtigt, at børnechecken gives til barnet, som så er et forsørgelsesbeløb til barnet, der er givet af samfundet, som forældrene så administrere.

Når barnet bliver 15 år, kan 50% af beløbet indgå den unge til egen administration,således at den unge her får en egenrådighed over det af samfundet givet beløb.

----------------------

Så er der personfradraget, som i dag nærmest er en økonomisk godtgørelse på 6.500,- kr. til topskatteyderne i forholdet til bundskatteyderne.

I stedet for at dette beløb 42.900,- Kr. er et fradragsberettiget beløb, så gives det som et tilskud til alle.

Er der nogen der mener, at de ikke har brug for dette ekstra økonomiske tilskudsbeløb, efter at de har betalt deres skat, så skal der gives dem en mulighed for at bede om frasigelse af denne økonomiske godtgørelse, som egentlig, når det gives efterfølgende skattebetalingen, indgår som en form for borgerløn/basisindkomst.

Børnechecken er som ovenfor beskrevet faktisk en basisindkomst for et barn og på den måde vil alle borgere i samfundet kunne få en basisindkomst.

-----------------------

Så skulle der være en mulighed mere for det enkelte menneske og det er at der givet et tilbud, der går på, at man i 5 år kan få basisindkomst samtidig med at man får brugsmulighed til et stykke jord, hvorpå man kan dyrke sin egen føde og efter det femte år får nedtrappet sin basisindkomst.

Jorden kan ikke ejes eller lejes, så der er ikke nogen udgifter i forbindelse med selve jorden. Jorden kan kun bruges til dyrkning af egen føde.

Jorden kan være sådan udlagt, at den er en del af et landsbyfællesskab, som man ikke nødvendigvis skal være fælles om at dyrke, men muligheden herfor vil være til stede.

En del af jorden kan endvidere være en del af en boligparcel i landsbyen, således at det er muligt at bygge sig en bolig eller købe sig til en eksisterende bolig, uden at jorden indgår i selve købet som salgsobjekt. Boligen er dog betinget af at man dyrker den tilhørende jord, uden for landsbyens boligområde.

Det vil sige at boligparcellen og det jord, hvorpå føden dyrkes er samlet se "et stykke jord" og man er forpligtet til at dyrke jorden til eget forbrug, for at kunne forblive i boligen - også selv om det er ens egen ejendomsbolig (salgsobjekt).

Det er dog muligt at jordstykket dyrkes af andre end en selv, men det dyrkede skal indgå som føde for den enkelte og kan ikke sælges, men kan dog gives bort, såfremt der er overskud af fødeprodukter.

Denne form for tilbud om jord, giver mennesker mulighed til at blive selvforsørgende, uden at de er tvunget til at blive et arbejdsredskab i en virksomhed, for at kunne opretholde en økonomi til køb af sin føde.

Lige et pr detaljer om Basisydelse (borgerløn), som BIEN Danmark ser den.

- Gives også børn med et mindre beløb.
Passende brugerbetaling i institutionerne. Giver bedre valgmulighed for familierne.
- Gives pr individ efter eget tilvalg og uden betingelser. Udelukker spekulation i civilstand og direkte bedragerier. Erstatter samtlige nuværende ydelser fra barselsydelse til folkepension.(og efter min mening også dagpengesystemet.)
- Beløbet er "eksistensminimum" og der ydes ikke andre specielle tilskud som nu, bortset fra helberedsmæssige ydelser, som skal sortere under sundhedssektoren.
- Beløbet er skattefri bundgrænse for alle. Alle andre fradrag udgår. Det kan altid "betale sig at arbejde ".
- De grundlæggende principper forener socialister og liberale, og fjerner rød-blå tænkning.

Til slut et betydningsfuldt tillæg.
Den retsliberale ide med jordleje istedet for eje, skat på omsætning af naturens resurser, parret med Basisindkomst, giver et helt andet retfærdigt, solidarisk og kolosalt forenklet samfund, hvor menneskets reelle velfærd er i højsædet.

Ideerne er ikke ny dansk politik, men 100 år gamle internationale idealer, udtænkt uden for landets grænser.
I en årrække har ideerne slumret, men bl.a de globale fremtidsudsigter har gjort idealerne friske, brugbare, højaktuelle og nødvendige.

Det blev vist mere end et par detaljer.

Lars Kristensen

@Leo Nygaard

Til slut et betydningsfuldt tillæg.
Den retsliberale ide med jordleje istedet for eje, skat på omsætning af naturens resurser, parret med Basisindkomst, giver et helt andet retfærdigt, solidarisk og kolosalt forenklet samfund, hvor menneskets reelle velfærd er i højsædet.

---------------

Eje eller leje af jord er lige dårlige, fordi de begge to gør dyrkning af egen føde umulig.

Velfærdet skal ikke blot fungere i økonomisk gode tiden, men også i økonomiske dårlige tider.

Mennesker skal kunne være selvforsørgende og det kan mennesker ikke blive gennem penge, kun ved dyrkning af egen føde og skal mennesker først og fremmest skaffe sig et pengebeløb til lejen af jorden, skal mennesket bruge tid på andet arbejde end dyrkning af egen føde.

Jordleje er ikke spor bedre eller dårligere end jordeje, for begge dele betinger penge og penge er med til at slavelænke mennesker, i stedet for at gøre mennesker frie.

Jorden skal ikke være et ejendomsobjekt, hverken på fællesskabsbasis eller privat basis.

Jorden er vor alles og kan ikke ejes af os alle i fællesskab, som vi så skal leje, for gøres jorden det, vil fællesskabet faktisk kunne frasige et mindretal brugsmulighed til jord og så er jorden på den måde stadigvæk et ejendomsobjekt.

Nej, jorden skal ikke ejes eller lejes, men gøres til et brugsobjekt alle kan få del i, så længe de viser lyst til at bruge jorden til dyrkning af deres egen og deres families føde.

Hertil skal vi dog lige holde det i tankerne, at vi ikke er ene om at skulle bruge jorden, men at der er en myriade af andre levende væsner der også har brug for jorden og det der komme op af den og ligesom vi mennesker, ej heller skal betale eje eller leje af jorden.

Det er en fejlfunktion i vores måde at danne et fællesskab/samfund på, når vi kræver betaling for de ting der er et livsbehov, for derved skaber vi grobund for en slave/Herre samfund, som vi i bund og grund ikke har brug for.

Lars Kristensen - Jeg har før kommenteret dine ideer om idealsamfundet. Der for ingen kommentar.

Men jeg forstår ikke din modstand mod at leje jorden og betale derfor sammen med grønne afgifter.
(jordskat, grundskyld, beliggenhedsværdiafgift. naturskat eller jordleje).
Basis er jo netop, at jorden og dens resurser er fælles ejendom. Lejen er betalig for brugsretten.
Udgangspunktet er de nuværende forhold, helt realistisk og ikke fritsvævende teorier.

Jeg ejer mit hus og den jord det ligger på (og kan iøvrigt dyrke gulerødder til eget forbrug). Jeg kan sælge det hele sammen. Det nye er, at jorden overdrages til fælleskabet (mod erstatning) og at værdi stigninger ikke kan gå i private lommer.

Jordlejen går i samfundets kasse og kan blive den største del af statens indtægter og indkomstskatten kan nedsættes betydeligt.

Lars Kristensen

@Leo Nygaard

jeg har vidst klart givet udtryk for, hvorfor jeg ikke går ind for jordleje.

Jordleje ligesom jordeje, pålægger vor føde krav om penge

Vi mennesker skal ikke bruge penge for at kunne få føden og dermed leve livet.

For mig er det vigtigt, at vor føde er pengeløs og dermed gratis, for i det øjeblik vor føde bliver gratis bliver vi frie af pengesystemets slavelænker.

Jorden skal ikke være et ejendomsobjekt, hverken som privat eje eller som fælleseje.

Jorden er vor alles og derfor skulle vi reelt kunne fordele den på en ligeværdig måde med hinanden og resten af Jordens livsvæsner og det kan ikke gøres, når jorden er et ejendomsobjekt, privat eller fælles.

Lars Kristensen

@Leo Nygaard

Leo, du gør præcis som andre der debatterer og som ikke længere har noget at argumentere med, så bruger I retoriske sætninger, så som:

»Drøm videre , Lars.
Vi andre lever i virkeligheden her og nu.«

Det er ikke et argument.

Tillykke Leo, at du lever i virkeligheden her og nu, men så ved du tilfældigvis også, at virkeligheden her og nu langt fra er en virkelighed du faktisk gerne vil forblive levende i, ikk'?

Du vil jo gerne ændre virkeligheden til noget andet, end det den er her og nu, ligesom jeg også gerne så at den blev ændret.

Du opfatter tilsyneladende det at udføre teatralske samfundsroller at være et krav for at kunne være et menneske, for kun gennem teatralske samfundsroller oppebærer du dig et pengebeløb, som du så kan købe din føde for.

Beløbet får du enten ved at udføre en noget særlig samfundsrolle, nemlig et arbejdsredskab for andre (lønarbejder), ved at du kan udfører en selv iscenesat samfundsrolle (selvstændig erhvervsdrivende) eller ved at du accepterer en samfundsrolle der kan give dig overførselsindkomst (pensionist, kontanthjælpsmodtager o.lign.).

Ligesom du og alle andre, så lever jeg også i virkeligheden her og nu, jeg vil bare gerne ændre den i en retning der gerne skulle være mere menneskeligt, mere levende, livgivende og livsbekræftende.

Desværre er der mange mennesker, der tror at deres liv her og nu i virkeligheden ikke kan blive bedre og derfor vil de ikke ændre samfundet.

Det beder jeg så sandelig heller ikke om, at de skal.

Det jeg beder om, er at jeg og andre mennesker kan få mulighed til at leve det liv vi selv anser som et værdigt liv og ikke et liv andre skal bestemme, hvad skal være.

Jeg vil på ingen måde tvinge dig til et liv, som jeg vil, men jeg anser det som værende rimeligt, at du giver mig og andre mennesker mulighed for at vi kan leve vort liv, som vi vil.

Men så længe vi skal indordne os under et samfund med ejendomsret og hvor ejendomsretten til jord er overgivet til et fællesskab, så vil der intet være ændret i de grundlæggende samfundsprincipper om, at nogen skal være herrefolket og andre skal være undersåtter (slaver).

Det samfund jeg kunne tænke mig, er et samfund hvor vi er liveværdige som mennesker, men ikke dermed sagt, at vi skal have lige meget af al ting. Du må gerne have flere penge end jeg, men hvorfor skal jeg være tvunget til at have penge for at kunne få føden og dermed leve.

Har du lyst eller behov for at samle på kunstværker eller penge, så gør det, det er dit liv du lever - ikke mit.

Jeg vil derimod gerne kunne bruge jord til dyrkning af min egen føde, uden at jeg skal bruge penge for at kunne bruge jorden, men det må jeg tilsyneladende end ikke en gang af dig heller, ligesom jeg ej heller må det af den nuværende lovgivende forsamling i folketinget.

Jeg skal bruge penge for i det hele taget at kunne bruge jord til dyrkning af min egen føde. Jeg skal slavebindes til penge, selv i dit jordrentesamfund, hvor vi skal betale leje af jorden også selv om den kun bliver brugt til dyrkning af egen føde.

Hvorfor må mennesker ikke blive løst af pengelænken?

Hvad er det der gør, at du frygter menneskers frihed?

Poul Petersen

@Michael Guderup. Borgerløn, hvor skal pengene komme fra?

Lidt afhængig af hvilke andre ydelser (boligsikring mm) der evt måtte bortfalde, kan lønniveauet sænkes tilsvarende med forbedring af konkurrenceevnen til følge. Når alle har en "overlevelsesydelse" er lønpresset jo ej så stort.

Hvor meget det kan give i statskassen, kan jeg desværre ikke lave beregninger på.

Lars - Jeg forstår at du taler om dine og nogle få`s private forhold, men jeg taler om hele samfundet.
Hvis det er korrekt opfattet, er det jo ikke mærkeligt at vi ikke når hinanden.
Løftes din tanke op på samfundsplan, skal der ikke megen fantasi til at forestille den anarkistiske kamp om pladsen til at dyrke gulerødderne.
Som i det vilde vesten for et par hundrede år siden.
Grundskyldstanken blev, som du sikkert ved, født i USA, da nybyggerne plante deres flag og gjorde claim på et areal, og naturen og indianerne blev spærret inde bag hegnstråd.
Den tid før da vil du åbenbart tilbage til.
Derfor en drøm.

Vedr borgerløn og pengene.
Alle har penge at leve for i Danmark. Det hedder bare noget andet og er forbundet med 117 forskellige regelsæt,administration, snyderi og kontrol.
Derfor intet økonomisk problem, medmindre en større del af befolkningen vælger at leve for for et minimum.
Efterlønnen er faktisk borgerløn, men begrænset til 5 år.
En af grundene til, at efterlønnen trods de gode intentioner er forkert.

Lars Kristensen

@Leo Nygaard,

jeg taler ikke kun om mine og nogle få's private forhold.

Jeg taler om menneskers forhold, levende menneskers forhold.

Levende mennesker behøver føde og det nærmeste et menneske kan komme at skaffe sig selv føden, er ved selv at dyrke den. Faktisk den eneste måde du vil kunne være selvforsørgende på.

Når jeg taler om en ligeværdig fordeling af jord, så sker det under ingen omstændigheder, som det skete i det vilde vesten, i USA, hvor man jo netop ikke fordelte jorden ligeværdigt og stadigvæk ikke gør det.

Jeg kan ikke se, at det at skulle opretholde sit eget og sin families liv, skal koste penge, for det vil jo netop komme til at koste penge, dersom der skal bruges penge til jordleje, for i det hele taget at bruge jord til dyrkning af egen føde.

Når du fantaserer dig en anarkistisk kamp om jord, når du ser tingene sker efter mine tanker, så har du netop ikke fattet et eneste ord af det jeg har skrevet.

Jeg har hele tiden talt om en ligeværdig fordeling af jord og noget sådan kan ikke ske gennem en anarkistisk kamp om jord.

Jeg taler også om, at jorden ikke skal koste penge, fordi det netop ikke skal koste penge at skulle leve.

For at dette skal kunne ske, så er det selvfølgelig nødsaget til at ske i et fællesskab (et samfund), hvor alle er gået med i en overenskomst om, at jorden skal være ligeværdigt fordelt.

Jeg vil ikke tilbage til noget tid før dette og hint, men vil derimod gerne udvikle vort menneskelige fællesskab i en retning, hvor vi mennesker ikke bliver slavebundet ved hjælp af penge.

At leve livet, anser jeg som en gave og en gave betaler man da ikke penge for at få.

Sider