Kronik

Antropologien er på en selvforskyldt deroute

Kandidaterne fra antropologi kan for lidt, og antropologerne er generelt for dårlige til at udbrede deres viden. Derfor er faget efterhånden helt forsvundet fra offentligheden
Antropologiske teorier og analyser giver væsentlige indsigter, der ville gøre nytte i en debat om samfundet, der alt for ofte lader, som om der kun findes én verden: den vestlige, og kun én rigtig måde at leve på: vores egen, mener dagens kronikør.

Antropologiske teorier og analyser giver væsentlige indsigter, der ville gøre nytte i en debat om samfundet, der alt for ofte lader, som om der kun findes én verden: den vestlige, og kun én rigtig måde at leve på: vores egen, mener dagens kronikør.

Ernst van Norde

25. april 2012

Jeg er antropolog og stolt af det. Jeg har en stor kærlighed til mit fag, hvilket også er grunden til, at jeg har brugt en del tid på både at læse og senere undervise i det. Jeg beskæftiger mig med at formidle det, bruger dets teorier og analyser i mit arbejde og føler, at det burde fylde meget i offentligheden. Men det gør det ikke. For i lang tid har faget være usynlig for alle dem, der ikke selv beskæftiger sig med det. Forskningen inden for faget interesserer de færreste, og hvor det vrimler med kendte filosoffer, historikere, sociologer og teologer i offentlige rum, tror jeg, at de færreste kan nævne navnet på mere end højst et par danske antropologer.

Den antropologiske forskning i dag er ukendt for de fleste, og det skyldes først og fremmest en række selvforskyldte problemer. Min baggrund for at udtale mig om det er, at jeg udover at være antropolog, har undervist i faget i fem år på Aarhus Universitet, og at jeg, som chefkonsulent i en dansk virksomhed, der er aftager af antropologer, nærmest dagligt skal kvalitetsvurdere, hvad det er for folk, uddannelserne på AU og KU spytter ud. Den kvalitet er umådeligt ringe, men det vender jeg tilbage til.

Lange og komplekse tekster

At dansk antropologi i den brede offentlighed står så svagt skyldes flere ting. Men et hovedproblem er, at faget er lukket om sig selv, og at fagantropologer betragter alle andre med afgrundsdyb skepsis.

Selv lærte jeg, at antropologien er en kompleks videnskab. Så kompleks at ingen andre, og da slet ikke journalister, vil være i stand til at begå andet end overgreb på vores resultater, hvis de nogensinde skulle komme til offentlighedens kendskab. Jeg har talt med adskillige journalister, der alle fortæller den samme historie om antropologer, de har interviewet, men som de er ikke er i stand til at rive en konklusion ud af. Man mødes af tusindvis af forbehold og usikkerhed, så snart man tænder diktafonen.

Årsagen er, at det i den antropologiske selvforståelse giver point at beskrive sit felt og område som meget ’komplekst’ og ’svært’. Derfor skriver man også inden for faget primært meget lange og uforståelige metodiske og analytiske overvejelser, der ofte tenderer at annullere, hvad man faktisk når frem til. Usikkerhed og nærmest insisterende flertydighed giver point i denne verden, men formidlingsmæssigt er det en katastrofe. Derudover mødes evnen og viljen til formidling som oftest kun af hovedrysten blandt kollegaer. Det er overfladisk ’pop’ og tidspilde.

Det tager man imidlertid meget roligt, fordi den antropologiske selvforståelse, så længe jeg kan huske det, altid har understreget, at vi i virkeligheden er »for store og gode til den her verden«. At vores tidskrævende metode (feltarbejdet), vores komplekse konklusioner og flertydige resultater bare ikke egner sig til en alt for overfladisk og tidspresset virkelighed. Dette er stadig antropologiens selvoptagede alibi for at holde sin bøtte og skræmme journalisterne væk fra fadet. Og det virker.

Svigtende undervisning

Jeg oplever i særlig grad dette problem i rekrutteringsfasen på mit arbejde, hvor lettere selvdestruktive antropologer ikke formår at fortælle, hvad de faktisk ved. Hverken over for os eller firmaets klienter. Derudover møder de alt for ofte op med en snæver interesse inden for den region, hvor de har begået feltarbejde (fagets hjørnesten og baggrunden for 95 procent af fagets selvforståelse), mens de er relativt uvidende om ret mange andre dele af faget.

Dette skyldes et undervisningsmæssigt svigt af dimensioner, som jeg med skam må meddele, at jeg selv har medvirket til. Fagets teoretiske del og fagets grundbegreber er systematisk blevet nedprioriteret studieordning for studieordning, så længe jeg kan huske tilbage.

Til gengæld er der blevet fyldt på med tværfaglighed, globaliseringsstudier, praktiske fag og forskellige modeanalyser fra beslægtede områder.

I dag er det umuligt at tage sig en rent antropologisk uddannelse. Det hele skal være tværfagligt. Men problemet er, at tværfaglighed ingen mening giver, hvis det oprindelige fag slet ikke er på plads. Når bunden mangler.

Eksempelvis blev de antropologiske klassikere i min tid som underviser groft negligeret. Baggrunden var, at de studerende øjensynligt ville blive ’skræmt væk’, hvis de skulle læse tekster fra før 1950’erne (faget går tilbage til midten af 1800-tallet). Og monografier (hjørnestenen i antropologisk formidling) og andre rigtige bøger blev som regel fjernet fra læseplanen og erstattet med artikler, antologier og andre ’opsamlinger’.

Undervisning var der ikke meget af, og en del af den gik på at lære de studerende forskellige moderigtige analyser fra filosofi- og litteraturstudierne: diskurs-analyser, narrative og fænomenologiske analyser samt andre pseudovidenskabelige ’værktøjer’, der kunne læres på en formiddag og appliceres samme eftermiddag, på alt fra pizzamenuer til turistbrochurer.

Ingen af disse ’værktøjer’ krævede reel viden om noget som helst. De kræver blot et kritisk blik og retorisk snilde. Men antropologi er det ikke. Så alle bestod til glæde for institutternes taxameterøkonomi. For alt glider ligesom lidt lettere, når der ikke er noget, der er rigtigt og forkert.

I ring om sig selv

Her for nylig blev det annonceret, at professor ved antropologi på Københavns Universitet Kirsten Hastrup ville modtage den prestigefyldte Gad Rausings pris. Selv om det naturligvis lyder godt, er det også en anelse bedrøveligt. For jeg kan ikke finde ret mange avisartikler, der handler ret meget om Hastrups forskning. Mest handler det om, hvor flot det var, at hun fik prisen.

Selv har jeg aldrig forstået ret meget af, hvad professoren har skrevet eller hørt hende rost blandt kolleger for ret meget andet end hendes evner til at stampe forskningsmidler op af jorden. I virkeligheden, når jeg tænker over det, har jeg faktisk aldrig oplevet ret mange antropologer rose andres arbejde, men mest hørt dem lykønske dem for deres budgetforlængelser. I forlængelse heraf er det mit indtryk, at faget så vel som Hastrups forskning også går i ring om sig selv. Den idémæssige udvikling ligner eksempelvis mest en periodisk udskiftning af én ’metafor’ med en anden. Så skal sociale relationer pludselig anskues som ’rum’, og ved næste konference med medfølgende antologi skal det så betragtes som ’historier’ osv. Og uden for glider den sociale virkelighed upåvirket forbi, uanset hvad antropologerne sidder og keder hinanden med på alverdens symposier.

Den slags kan måske gå, hvis man beskæftiger sig med teoretisk matematik eller et andet minimalt hjørne af verdenen. Men når et relativt stort fag, der som sit kerneområde har mennesket og dets plads i samfundet, ikke har en større offentlighed synlighed, er det både pinligt og arrogant.

Kan bidrage med indsigt

De, der som mig ser på det udefra, og som elsker faget kan i hvert fald ikke opdage det – og det er synd. For antropologiske teorier og analyser (ikke kun feltmetoden) giver væsentlige indsigter, der ville gøre nytte i en debat om samfundet, der alt for ofte lader, som om der kun findes én verden: den vestlige, og kun én rigtig måde at leve på: vores egen.

Antropologien har uendeligt meget at sige i debatter om familieforhold, moral, økonomi og masser af andre områder.

Antropologiens komparative analyse, vores teoretiske ballast og enorme viden om mangfoldigheden af samfund, kunne bringes i spil, men bliver det sjældent. Fordi vi selv holder mund, udvander faget og lukker os omkring ubrugelige pseudoanalyser uden interesse for andre end de kolleger, vi venligt refererer til på litteraturlisten.

Ingen andre ved længere, at vi overhovedet eksisterer.

 

Dennis Nørmark er antropolog, forfatter og chefkonsulent i Living Institute

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Der er åbenbart for lidt profit i faget. Kan du ikke lave nogle kurser hvor antropologer får nogle staldtips af din gode ven og allierede Mads Lundby Hansen.

Når man læser den her artikel, får man indtrykket af, at antropologi er et fag, der i virkeligheden slet ikke eksisterer - heller ikke mellem fagfolk.
Ikke en gang antropologerne gider beskæftige sig med fagets teorier, og det gælder også for alle os andre.

Det kunne - måske ?! - have været interessant, hvis forfatteren havde fortalt noget om, hvordan han anvender faget i sin daglige praksis.

Villads Keiding

DH, jeg har svært ved at dele din pessimisme.

Som designer og professionel inden for innovation ser jeg antropologer overalt. Også i jobs jeg gerne selv ville have. Men når brødniddet (!!) er fordøjet, så er antropologien en meget meget vigtig kilde til den indsigt der er forudsætningen for innovation, og antropologen har en plads i ethvert seriøst innovations team.

I øvrigt er Kirsten Hastrup på en del af pensum i min undervisning i innovation på ITU.

Men jeg skal da ikke afvise af en del af faget kan lide af berøringsangst og overdreven teoretisering.

Lise Lotte Rahbek

Jeg kunne så godt have tænkt mig en smagsprøve på,
hvad antropologer i nutiden har at byde på.

Måske en anden dag i en anden artikel?

Nu er jeg ikke selv antropolog, men det virker som en artikel der kunne have været skrevet om mange andre fag på universitetet. Det er prisen for taxametersystem og kassetænkning.

Lars Jorgensen

Nørmark er (kan jeg oplyse) - for dem der ikke har gennemskuet det endnu - det rene commonsense konservative tågehorn.

Det er klart, at han ikke kan gennemskue Kirsten Hastrups kvaliteter.

Det er sgi altid noget tragikomisk, når totale amatører og tågehorn som Nørmark blæser sig op til dommere over fagfolk, som de end ikke når til sokkeholderne - rent fagligt/intellektuelt.

Dennis Nørmark du havde ordet,.....

Og på et punkt må jeg komplimentere dig, ord og handling følges ad,...
Det du beskriver er også det du gør,.....

Lyall Watson er gået en hel anden vej men sin antropologi, han har skrevet et utal af bøger som holder antropologi, og flere andre vinkler op mod og med hinanden det virker og er både lærerigt og brugbart, men ikke perfekt,.......

Og det er vel det menneskelige grund skisma

Júnior Ferreira

Jeg blev heller ikke klogere af, at læse den artikel. Han burde ha' tænkt på os, stakkels uvidende pøbel, og fortælle os for eksempel hvad han synes er meningen med antropologi, lige som Bo Carlsen og Lise Lotte har nævnt.
Når han ikke gør det, så starter man at tænke på andet samtidigt,hvad er hans grund til at skrive til os allesammen om det.
Jeg kom til den konklusion, at han begik bare en professionel frispark (som i fodbold). Det er ikke specielt slemt, alle forstår grunden og man bliver som regel ikke udvist.
Forstil jer Kirsten Hastrup er angriberen der løber med bolden i retning af målet. Så får Dennis Nørmark (forsvarspiller) øje på hende og løber efter hende ( jeg kan se det i indledningen, "Lange og komplekse tekster", "Svigtende undervisning"). Når han kommer til "I ring om sig selv" SÅ sker det - først tager han godt fat i fru Hastrups trøje, drejer lidt for sikkerheds skyld og ned med hende. I slutningen af artiklen - "Kan bidrage med indsigt"- kigger han på dommeren og prøver at se total uskyldig ud. Det er spændende at se, hvad han siger...

Helge Rasmussen

Hej Dennis

Måske er du misundelig.

"...professor ved antropologi på Københavns Universitet Kirsten Hastrup ville modtage den prestigefyldte Gad Rausings pris ...
...hendes evner til at stampe forskningsmidler op af jorden."

Muligvis derfor har hun fået prisen.

Frej Klem Thomsen

Jeg finder tesen, at kandidaten fra Antropologi Dennis Nørmark, kan "for lidt" overordentlig sandsynlig. Udover en lang række løse påstande, som er svære at tage seriøst hvis man kender antropologer og Antropologi, så får vi stort set kun tomgangsretorik a la "videnskabsmænd insisterer på kompleksitet", "interesserer sig ikke for formidling", og "læser ikke længere klassikerne".

Givet at Nørmark efter eget udsagn ganske enkelt ikke forstår antropologi, så er spørgsmålet vel hvordan han overhovedet er sluppet igennem studiet. I præcis den sammenhæng kan man godt være bekymret for den effekt af taksameter-incitamenter som han påpeger. Og hvis det er rigtigt at Antropologi uddeler kandidatgrader til personer som mangler helt basal indsigt i faget, så er det da et væsentligt problem. Men et lidt andet end det Nørmark henviser til.

Lars Jorgensen

Kirsten Hastrup har internationalt format.

Det er i det mindste godt set af folkene bag Gad Rausing prisen.

Hvis det er sandt, at hun også har været i stand til at skaffe sig relativt mange midler til forskning, så er det et tegn på en udbredt fornuft og sans for god antropologisk forskning.

Der er mange grunde til Nørmark kan være misundelig. Hastrups faglige format kommer han aldrig nogensinde blot i nærheden af...

Dennis demonstrerer på glimrende vis, at man nu kan erhverve sig en kandidatgrad i antropologi uden at fatte selv de mest banale kerneelementer i faget.

Der er vel et krisetegn.

Olaf Szczelkun

Som antropologi studerende på AU synes jeg at Dennis rammer plet med artiklen. Især kritikken af det faglige niveau. Det er ubeskriveligt hvor lidt konkret viden man tilegner sig på antropolgi, det hele handler om kompetencer og analysetekniker. Selv kan jeg tilføje at der er en pinlig lav antal undervisnings timer og en næsten ikke eksisterende dialog mellem studerende og underviserne som ofte heller vil begrave sig ned i deres forskning end undervise. Dennis har også en pointe med at mange antropologer mangler nosser og ikke tør at komme med deres holdning. Hvem ved måske skyldes dette en objektivitet-fetish som stammer direkte fra den kulturrelativisme man bliver svøbt ind i på studiet?

Magnus P. Hansen

Dennis Nørmark er nok antropolog af titel men ikke af udsyn. Hans special er et stykke grovpolitisk arbejde for højrefløjen (han studerede det yderste venstre og fandt ud af at de var forkælede unger med vrangforestillinger (big surprise)). Hans populære udgivelser falder helt udenfor hvad der kan kaldes antropologi idag og ligger nærmere det felt der kaldes evolutionær psykologi som star I direkte modsætning til de tilgange og perspektiver antropolgien star for: holisme, anti-reduktionisme, kvalitative metoder, perspektiv relativisme etc. Nørmarks kritik er hul fordi den kommer fra en som nok kalder sig antropolog men som ikke har noget til fælles med de professionelle udøvere af sit felt.

Magnus P. Hansen

Men OK, han har en pointe I at hvor antropologer I fordums tid var fremtrædende offentlige intellektuelle så er de nu blevet trådt bag om dansen af Evolutionære Psykologer der kan bevise at samfundet ikke findes og mennesker er drevet af lige dele rationel selvinterresse og dyriske drifter. Det burden man selvfølgelig gore noget ved. En del er problemet er nok at danske antropologer er statsansatte forskere der må forventes at forske i emner som interesserer staten. Det har gjort antropologien tandløs, at den I store træk er I statens tjeneste. Det har givet folk som Nørmark frit spil til at være antropologiens offentlige ansigt.

Søren Hougesen

Hvis vi ser udover de teoretiskeog analytiske perspektiver og kigger samfunsdnyttig på antropologi, så mener jeg, at der i feltarbejdet ligger en praksiserfaring indbygget som nye antropologer på arbejdsmarkedet kan drage nytte af. Antropologers job er netop ikke bare at side og læse teori. Det er at koble det på en personligt kendskab til et hvilket som helst område, hvor der er mennesker.

Jeg er selv pædagogisk antropolog og er ikke skolet fra AU eller KU i antropologi, men et velkendt rygte/info/kalde det hvad du vil, er, at antropologi på AU holder sig til sine forskningsikoner - egne forskere der sprunget af AU, og at det samme gør sig gældende for KU. Ole Høiris på AU og Hastrup på KU. Jeg ved ikke, om det er tilfældet.

Derudover skal det med, at antropologi på KU bliver betragtet som en samfundsvidenskab, hvor den på AU ligger i humaniora. Og forskningsmidlerne fordelt mellem humaniora og samf.videnskab ligger i den grad i favør til samf.videnskab i DK. Det er nok også en af grundene til, at Hastrup har haft lettere ved at skaffe midler end (om ikke andet så antropologer fra AU).

Charlotte Jensen

Som sidsteårs studerende på antropologi i Århus vil jeg til en vis grad give Dennis ret. Nu har jeg selv haft fornøjelsen af at have ham som underviser, og der skal ikke herske tvivl om, at Dennis nyder at skabe lidt røre i andedammen. Der ud over erindrer jeg, at Dennis i en undervisningstimer skar ud i pap, at uanset vores komparative metoder kan man som antropolog ikke udtale sig generelt om noget. Ens viden er altid specifikt bundet til det objekt man har studeret. Derved bliver det jo også noget vanskeligt at give klare og generaliserende svar til pressen om et givent emne.
Hvas angår kritikken af undervisningsniveauet på antropologi er det ikke helt løgn. Jeg har dog haft mange yderst kompetente og engagerede underviserer. Et probelm er dog det reelle antal af undervisningstimer er der klart er for ringe. Til gengæld har jeg gennem undervisning hilst på alle de gode gamle klassikere som eks. Malinowski, Turner m.m. og bruger dem jævnligt i min analytiske tilgang.
Det er muligt, at vi som antropologer er for dårlige til at profilere os, men jeg tror det komme an på hvad man ønsker at se. Markante antropologer som Nanna Mik-Meyer eller Rane Willerslev har bestemt ikke lukket sig om sig selv. Hvis Dennis' kritik skal ramme ind nogen steder, er det ikke på synligheden af antropologer i det danske medielandskab, men på uklarheden hos udenforstående om, hvad det antropologiske projekt egentlig går ud på og kan.
Og hvis man ikke skal begrænse sig til slidte ord som nye perspektiver og indsigter, må det vel være, at det man som antropolog er særlig god til, er:
at ved at studere processer og adfærdsmønstre i et givent samfund, en organisation, system, netværk eller andet, er at spotte det selvfølgelige, ubevidste eller skjulte, mønstre og sammenhænge og trække det frem i lyset. Herved skabes der eksempelvis mulighed for forandring, erkendelser eller der sættes fokus på uudnyttede ressourcer.

Niels-Holger Nielsen

Hvis det må være tilladt at pege på en indflydelsesrig antropolog i det danske mediebillede: Anne Knudsen, redaktør af Weekendavisen. Hun er endda af samme tendens som Dennis Nørmark, omend hun er noget mere elegant.

Det er lidt svært at diskutere antropologi sådan i al almindelighed. Der er mange retninger, tendenser og specialer. Nogle har en historisk tilgang, og andre har en kommerciel. Grundlæggende historisk antropologi er uomgængelig i dannelsen af et kvalificeret ideologisk standpunkt. Og så er det forbandet interessant. Antropologi er en videnskab i sin egen ret, og tillige uundværlig hjælpevidenskab i mange videnskabelige discipliner af samfundsmæssig og humanitær slags. Men hvor grænserne går præcist imellem antropologi, etnografi og sociologi kan være overordentligt svært at definere, synes jeg.

Er antroplogi andet end at bosætte sig hos en isoleret indianerstamme på 432 individer i Amazonas og bruge 2 år på at måle kranier, indsamle affføring til analyse af fødeindtag og iagttage parringsadærd og andre for menneskeheden særdeles vigtige og brugbare observationer om de særlige sociale og kulturelle særheder man kan finde hos den?

@Peter Salby:

Ja noget paradoksalt, at lige præcis antroprologien ikke formår at se sin egen case i et større billede - at han ikke formår at se det generelle i det partikulære. Manden bør læse lidt politologisk litteratur. Måske kan det få ham til at reflektere lidt over dne udvikling, som kommer fra hans eget idekatalog (jeg forstår at flere associerer ham med cepos og markeds/kapitaltænkning).

Jens Christensen

"Selv har jeg aldrig forstået", skriver kronikøren, "hvad professoren (= Hastrup) har skrevet ...". Jamen så kan jeg fortælle Dennis Nørmark, at vi er andre, der har fundet megen inspiration i Hastrups erkendelser og refleksioner. Jeg har med glæde, og med stor respekt for Hastrups kompetence, anvendt materiale af Hastrup ved undervisning for geografistuderende på AAU (- til belysning af problemstillinger vedr. videnskabsteori og kulturel betydning).
- Kronikken irriterede mig. Den efterlader indtrykket af den lille mand, som på højrøvet vis (undskyld ordvalget) sætter sig til doms over noget, der er for klogt til at han kan forstå det!

Leif Højgaard

Jeg kan se, at antrpologi har det som med økonomi og regnskab i de forskellige 'skoler', som åbenbart nuancerer begrebsindhold og vægtning i forhold til forskellige interressegrupper. Man slår vel ikke den hånd, der føder én. Yderst forfriskende.

Jens Lindgaard

LMFAO

Genialt - Det er vel misantropisk at vide man ved mer end andre hvis man ved vi intet ved. Det sjove er så ud fra et eksistentielt synspunkt at ingen ved hvem i er og i dermed ikke er pr def.

Men det ku i jo ikk vide.

Må jeg anbefale min fagfælle Karen Lisa Salamons artikler her på sitet (hun har selv lagt links ud i denne tråd), der på glimrende vis formidler antropologiske betragtninger om forskellige emner :-)

Dennis kan man kun ryste på hovedet af efterhånden. Manden er velbegavet, men så opslugt af at promovere sig selv og slås mod vindmøller at budskabet i hans artikler går op i hat og briller. Hvad er f.eks. han er utilfreds med i nærværende artikel? At antropologistudiet skaber overfladiske generalister eller specialister i et snævert felt? Han hævder begge dele. Selv har han valgt det klassiske feltarbejde fra og har uddannet sig til tværfaglig generalist -dem han nu kritiserer... Tomme tønder buldrer bedst!

Det er da en skam at antropologien ikke har samme stemme i den offentlige debat, som f.eks. i Norge, men nogle gør et hæderligt stykke arbejde for at formidle antropologisk viden uden at slå på tromme for sig selv.

Marianne Bach

Det kan være, at nogle af os er lidt tilbageholdende med at gaa i medierne, fordi vi ser - uden at nævne navne - visse andre antropologer i medierne og faar travlt med at krumme tæerne ud igen. Særligt, hvis den antropolog udtaler sig som politiker, men har titlen antropolog under sit navn.

Jeg har undervist kommende politifolk i Hastrups tekster f.eks. om kultur uden de store forstaaelsesproblemer, saa det er da ærgerligt, at en, som har taget en fuld uddannelse indenfor antropologi, ikke kan forstaa det.

Og husk, man kan faktisk godt udbrede antropologiens tankegange og ideer, uden at det foregaar i medierne. Men men men vil da give Nørmark ret i, at antropologien kunne være mere synlig.

claus raunholt jensen

Det er ikke tiden for Antropologi eller Sociologi eller lignende fag, der roder i det sære og skjulte. Det er slet ikke tiden for det der er hermetisk, afslørende eller kættersk. At være virksomhed og generere afkast er alle institutioners formål.

Det fag der styrer er økonomien, og kun i den nyliberale udgave. Denne ideologi, avlet af kræmmere, har travet gennem lande, institutioner og medier siden sidst i 70'erne på en lang og sejrrig march. Den har erobret hvermands sjæl, den har bredt sig totalitært og æres som "økonomisk nødvendighed". Den nye kapitalisme tåler ikke modstand, eller noget udenfor, og den udrenser og kasserer det der stritter imod.

Den nyliberale udstødning af vraggods berører alle lag: Dem "udenfor", de syge, de arbejdsløse, de fortabte, dem der ikke giver afkast. Og dem "indenfor", som er genstridige, kritiske eller bare af en anden verden.

Søren Jensen

RMS Danmark er stødt på isbjerg.

Der er skrig og skrål på Den Kreative Klasses dæk, og den sædvanlige redningsbåd, Den Offentlige Sektor, samler ikke flere skibbrudne op.

Selv Jørgen Rosted taler kun om produktivitet i disse dage.

Det er tragisk/tragikomisk/komisk at overvære. Men snart bliver der stille.

Heldigvis kan antropologerne nok få nyttige og værdiskabende stillinger i hjemmeplejen (kald det blot feltstudier).

A>ntropologer forsker i, og kan ligefrem finde på at forsvare, etniske særinteresser og særheder...
ikke velkomne i den globale sandhed...
Ikke bare kan de finde på at påpege forskelle i kulturers fleksibiliteter i forhold til 'det moderne og nødvendige' - de kan finde på at forsvare dem med rationelle argumenter.
Der er decideret anti-kapitalisme nærmest indbygget i den skide 'videnskab' og indianertosseri. Det ka' vi ikke ha'.vel ?
Og jae, lidt lissom sociologi. Godt til statistik, psykiatri og andre mani-pulative håndværk (latin manu-hånd/pula-handling), men ligefrem 'viden'. nejj ....