Læsetid 6 min.

Jeg arbejder på det

Et hav af gange har jeg sagt: ’Jeg arbejder, mens jeg arbejder på at søge arbejde’ – som regel ledsaget af et lidt usikkert ’vær venlig at have respekt for mig, selv om jeg er arbejdsløs’-agtigt smil. Jeg vil bare så gerne have et arbejde
Et nummer i rækken. Før jeg får set mig om, er 41 antallet af uger, jeg har været ledig og ikke mit nummer i jobcentrets kø, skriver kronikøren.

Et nummer i rækken. Før jeg får set mig om, er 41 antallet af uger, jeg har været ledig og ikke mit nummer i jobcentrets kø, skriver kronikøren.

Jakob Dall

13. april 2012

»Nummer 41.«

Der bliver kaldt på mig ved mit jobcenternavn. Jeg bryder mig ikke rigtig om at reagere på det og rejser mig derfor lidt sløvt fra sædet.

»Nummer 41,« lyder det igen fra kvinden bag skranken.

Hun ser ud, som om 41 ikke er blandt hendes yndlingsnumre. Ærgerligt for hende, at hun skal gennem en hel kø af jobløse, før klokken rammer frihedens time.

Jeg har en datter. Hun går i vuggestue, og da jeg afleverede hende for en time siden, kiggede hun på en af pædagogerne og sagde med stolthed i stemmen:

»Nu skal min mor skal på arbejde.«

Jeg har ikke fortalt pædagogerne i hendes institution, at jeg er blevet færdig med specialet og nu står uden fast, lønnet beskæftigelse.

Det er også ligesom nemmere at undlade detaljerne over for min datter. Så hun tror altså, jeg går på arbejde hver dag ligesom hendes far.

Det passer mig egentlig fint, at hun lever i den illusion. Hvordan skal jeg forklare alt det andet?

I virkeligheden er det heller ikke helt forkert, for der er meget arbejde i at søge arbejde. Et hav af gange har jeg efterhånden fået sagt: »Jeg arbejder, mens jeg arbejder på at søge arbejde« – som regel ledsaget af et lidt usikkert ’vær venlig at have respekt for mig, selv om jeg er arbejdsløs’-agtigt smil.

På vej ud af institutionen begynder mine øjne at græde. Jeg ville gerne være den mor, der var på vej på arbejde.

Nede i institutionen har jeg ofte taget mig selv i at sige: »Så, nu bliver jeg altså nødt til at gå, skat.«

Faktum er, at jeg ville elske, hvis jeg bare kunne få en plads rundt om bordet, hvor de små bliver budt på friskbagte boller og vand. Jeg lader som om, jeg virkelig skal videre, og lukker målrettet døren bag mig. Ude på gangen er jeg den eneste forælder tilbage og løber næsten ud af institutionen i panisk angst.

Giv mig en fil og en ballon

Lige da jeg blev arbejdsløs, tog jeg hver dag hjem og satte mig flittigt til at søge en masse forskelligt arbejde. Jeg søgte så meget, at jeg næsten ikke kan skille ansøgningerne fra hinanden. Det gør jeg ikke mere. Nu søger jeg kun de mest realistiske stillinger, som jeg i virkeligheden ikke rigtig tror på, jeg får lov til at indtage.

Jeg har mistet troen på de opslåede stillinger. De er som redningsbåde af gummi – men med huller i. De giver midlertidigt en troen på, at man er reddet, men 37 ansøgninger senere er der stadig ikke skyggen af redning i sigte. Det bliver nok ikke de opslåede stillinger, der baner min vej ud af systemet.

Jeg sammenligner mig med Hr. Flugt. Han er en karakter i min datters yndlingsbog. En dag får han en fil og en ballon. Han bryder ud af et fængsel og søger friheden. Jeg leder også efter friheden – friheden i et arbejde.

Det er paradoksalt. Jeg arbejder jo faktisk hver dag. Jeg arbejder dagen lang, og når min datter sover om aftenen, arbejder jeg igen. Jeg kæmper som en anden gladiator mod alle de andre kæmpende arbejdsløse for at få et job. Vi er alle ufrivilligt spærret inde i en arena, hvor få med jævne mellemrum bryder ud, men det kræver træning, snilde og strategisk tænkning – og ikke mindst alliancer. Med et moderne ord kaldes det netværk.

Jeg dyrker det der med netværk. Jeg havde på et tidspunkt så mange kaffeaftaler, at jeg led af kronisk tynd mave. Aftaler med gamle medstuderende, tidligere kolleger, familiemedlemmer, virkeligt perifere bekendtskaber og selvfølgelig venner og veninder, der måske ville kunne bane vejen ud til arbejdsmarkedet Jeg er gået over til te og har stadig masser af aftaler i kalenderen.

Jeg er en arbejdsløs i god form. Jeg sørger for ikke at forsumpe og ved, det er vigtigt, at udskille endorfiner. Derfor går jeg til Thai-Bo. Det er sindssygt, og jeg hader musikken, men jeg er god til det, så derfor tropper jeg op to-tre gange om ugen tidligt om morgenen. Så kommer jeg ud af sengen, i tøjet og i form. Det er det, jeg siger til mig selv.

Mest af alt kommer jeg, fordi jeg ofte får ros af instruktøren, og ros har jeg brug for for tiden. Det er det rare ved Thai-Bo. Og så får jeg faktisk set nogle mennesker, opdager om det regner udenfor, og om jeg føler mig snakkesalig den dag eller ej. Thai-Bo er min ven.

Hjerneharakiri

Jeg føler, min hjerne er blevet sløvere, efter jeg blev arbejdsløs. Har sværere ved at koncentrere mig. Når jeg forsøger at huske noget eller gerne vil sige et navn på en eller anden historisk personage, går jeg helt i sort. Jeg er bange for, at min hjerne føler sig såret og uduelig og derfor er gået i selvdestruktionsmode. Det er nu, jeg skal være skarpest. Det er nu, jeg har tid til at træne de små grå, men i stedet begår min hjerne sit stille harakiri bag øjnene af mig.

Jeg er holdt op med at læse skønlitteratur. Det minder mig for meget om al den tid, jeg har. Jeg har forsøgt flere gange. Jeg har tilmed forsøgt at tillade mig selv en dag på sofaen foran fjernsynet. Det kan jeg ikke. Jeg bliver rastløs og ked af det og må slukke, rejse mig op og foretage mig noget. Jeg tænder computeren og får hovedpine.

Jeg har ofte hovedpine for tiden. Det føles helt forkert. Det lider jeg ellers ikke af.

Jeg har mig mistænkt for at opfinde sygdomssymptomer, fordi jeg ikke kan tillade mig selv at slappe af. En uge følte jeg, at jeg havde halsbetændelse. Min krop er helt med på maskeraden. Jeg fik frygteligt ondt i halsen og måtte tage den med ro, fordi det gjorde ondt helt op til ørerne. Jeg søgte dog stadig arbejde, for det skal jeg jo.

Jeg skal søge arbejde, så det gør jeg. Jeg er typen, der får dårlig samvittighed, når jeg ser en politibil. Også selv om jeg bestemt ikke har gjort noget ulovligt – lige da jeg så politibilen i hvert fald. Men jeg kørte over for rødt en dag, jeg glemte mine lygter en anden, og jeg tissede for nogle år siden på åben gade midt om natten. Jeg får ikke dårlig samvittighed, fordi jeg er bange for politiet, men fordi de er symbol på det, jeg ved, jeg har gjort, som jeg ikke må gøre.

Jeg er arbejdsløs og bange for at gøre noget forkert. Jeg er bange for at gøre noget galt, for gør jeg noget, jeg ikke må, mens jeg er i systemet, kan de fratage mig mit eksistensgrundlag. Det er regler opfundet for at tjene et større fællesskabs interesser. Hvis jeg ikke får dagpenge, så kan vores lille families økonomi ikke hænge sammen. Derfor gør jeg, som der bliver sagt – også selv om der ikke er nogen, der tjekker, om jeg overholder reglerne. Jeg er politiet.

Tanker som møl

Nætterne er de værste. Her ligger jeg søvnløs og underholdes ufrivilligt af mit venstre næsebors piben, min kærestes inkonsekvente snorken og min datters rumsteren.

Her i mørket er der intet til at aflede mine tanker, der som møl om en islandsk sweater hele tiden kredser om emnet: det første fuldtidsjob. Hvordan skal ansøgningen begynde, bør jeg igen omskrive mit CV, hvad har jeg endnu ikke forsøgt, og hvor længe skal jeg mon være uden arbejde? Om morgenen vågner jeg træt og ør i kroppen.

»Nummer 41.«

Damen har ikke tænkt sig at sige det én gang til, så jeg rejser mig så hurtigt, jeg kan. Før jeg får set mig om, er 41 antallet af uger, jeg har været ledig og ikke mit nummer i jobcentrets kø. Jeg føler mig stigmatiseret, marginaliseret og fejlplaceret. Jeg får kvalme, da jeg nærmer mig skranken. Kvinden bag den ser på mig med skepsis: »Er du medlem af en A-kasse,« spørger hun mig.

»Ja.«

»Så skal du ikke være i den her kø. Du skal derover.«

Jeg stiller mig bagerst i nabokøen og trækker vejret dybt. Det bliver endnu en dag med lange timer. Jeg glæder mig, til jeg kan hente min datter. Bare hun ikke spørger, hvad jeg har lavet på arbejdet i dag.

Jeg kan egentlig godt lide dem nede på Jobcenteret. De spørger aldrig, hvad jeg laver. De ved, jeg er arbejdsløs.

 

Louise Albers er cand.mag. i dansk og kommunikation

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Per Jensen

Jeg ville hellere end genre give LOUISE ALBERS mit arbejde. Men det må jeg ikke. Selv om jeg snart har været på arbejdsmarkedet i 50 år og er træt og nedslidt har Regeringen sammen med de fleste andre partier besluttet at jeg skal blive på arbejdsmarkedet mange år endnu.
Da der ikke er job nok til alle og ikke bliver det i mange år betyder det at de unge som Louise Albers ikke kan få arbejde. Forstå det hvem der kan. Vi har givet magten til nogle ansvarsløse økonomer med de menneskelige omkostninger det medfører.

Brugerbillede for Torben  Knudsen
Torben Knudsen

Du er vel der, hvor du skal tage et arbejde, hvad som helst blot ikke at fange kyllinger og opdage, at det giver dig større styrke og erfaring og så må du måske leve med koordineringen med dagpengene et stykke tid.
Evt. besøgsven ulønnet men givende, fyld på de mentale depoter.
God jagt

Brugerbillede for Kathrine Lassen
Kathrine Lassen

Godt gået at bryde tavsheden omkring de følelsesmæssige omkostninger, det at gå arbejdsløs har. Flot artikel. Vi er mange i samme båd, som kæmper en brav kamp for at holde modet oppe og ikke mindst troen på, at en dag vil det lykkes. Vi indeholder som mennesker heldigvis langt mere og andet end en arbejdstitel, og det kan hjælpe at koncentrere sig lidt om 'det andet'.

Vi sidder dag efter dag og klipper en hæl, klipper en tå for at passe på de mange jobopslag og de mange krav, der stilles. Logisk nok er det en nedbrydende process. Fællesnævneren er desværre en følelse af ikke at slå til. Det er absurd og meningsløst, for der er rigtig mange dygtige, kompetente og skarpe unge ledige, som ville give deres højre arm for et job. Krisen kradsen - ja en slidt vending. Vi må bare ikke glemme, at arbejdsmarkedet og den overordnede struktur pt har status quo som Berlinermuren - utrolig høj, bred og urokkelig.

Historien viser heldigvis, at muren blev væltet. Vi er nød til at bevare det håb.....

Brugerbillede for Bob Jensen

del og hersk!
det er jo meningen at det skal blive værre endnu. Hun skal helst falde helt fra hinanden, og tjene som eksempel for dem som stadig har arbejde. Sådan kan det gå dig, hvis du ikke holder nakken nede!

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Sig mig, har folk ikke ting at beskæftige sig med? Arbejdet er ikke livet, beskæftigelse med de ting, man kan og interesserer sig for, er.
Formodentilg har du ikke med dit speciale sagt alt, hvad der er at sige om sagen.
Vi skal vænne os til, at arbejde er noget, vi nogen gange har, når nogen vil betale os for det, vi kan.

Brugerbillede for Jørn Lybech

Rigtig god og ret skræmmende artikel.
Min kone og jeg har selv i begyndelsen af 1980erne gået arbejdsløs i 3½ år. Det var en udmarvende tid som ødelagde ens selvværd. Håber snart at det lysner og at du/I ikke skal gå så længe at I mister modet! Det er jo jer der er fremtiden. Thumbs up!

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Jamen hvorfor, Jørn Lybech? Og så endda i begyndelsen af firserne, hvor der trods alt stadig var maksimale muligheder for selvudfoldelse uden hele tiden at skulle stå til regnskab og finde sig i hvad som helst.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Det indre politi hedder internalisering og er et produkt af den generelle holdning i samfundet.Før i tiden var den genereller holdning, at der er altid arbejde til dem der vil arbejde. Men den holder ikke helt, længere, fordi så meget er automatiseret og politikerne, som godt er klar over problemet arbejder på højtryk for at flække en politik sammen der kan skaffe flere arbejdspladser. Men de har selv dårlige arbejdsvilkår og opgaven er svær. Men som politiker skal man jo stå for noget og så vælger man, i mangel af bedre at stå for den holdning at det skal kunne betale sig at arbejde, selv om det var meget sjovere hvis det modsatte var tilfældet, altså at det kunne betale sig ikke at arbejde. Det var jo egentlig det der var hele fidusen ved automatisering. En anden holdning, som vi helst skal adoptere er at det er rart at have et arbejde at stå op til om morgenen, selv om det i i virkeligheden også kunne være rart at stå op til Thai Chi eller en rask cykeltur. Men når først holdningerne er dannet af politikerne i samspil med flertallet, så er de demokratiske og dermed blåstemplet og klar til internalisering. Det er derfor du har de som du har det. Hvis det er nogen trøst?

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Søren Kristensen, den med at der er arbejde til dem, der vil arbejde, døde jo i 80erne; men desværre har den fået en ubehagelig, endnu mere urimelig renæssance.
Der er brug for noget helt andet, og det kan godt være, at det involverer en hel masse arbejde: at få kortlagt og analyseret årsagerne til, at nogle mennesker (nok) skyer arbejde, mens andre synes ikke at kunne få nok.; at undersøge hvor meget arbejde, der er fuldkommen omsonst; at øge folks muligheder for at beskæftige sig med det, de allerhelst vil; at overveje en fuldkommen privatisering af f.eks. ældreplejen, således at folk, der i dag lider under ikke at have egen familie, kan komme til at bo i tæt forbindelse med de familier, der findes; at lette arbejdet i daginstitutioner med mødres og fædres frivillige deltagelse i børnepasning og aktiviteter, når de har tid. Osv. osv.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Tab ( fx. i form af uindfriede forventninger) udløser sorg og sorg har tre faser: benægtelse, vrede og accept.

Jeg gætter på Louise, at du er på vej ud af den første fase, hvor benægtelsen kolliderer lidt med din moral. (En ting er at jeg er arbejdsløs, men jeg lyver også overfor mig selv og min datter!).

I den næste fase, hvor vreden skal have sin plads er det vigtigt ikke at rette den alt for meget mod dig selv, for det er hverken du eller omgivelserne tjent med - (med mindre du har tænkt dig at bruge den til at punke dig selv med et af de mange lavstatusjob i servicebranchen, som altid er tilgængelige, men som samtidig vil gøre din uddannelse meningsløs og sikkert også skade både din selvopfattelse).

Prøv at fokusere på det positive ved at være arbejdsløs akademiker, selv om det kan være svært. Tillad dig selv at læse skønlitteratur, hvis du har lyst til det, ud fra en betragtning om at det er nu du har chancen og at der måske ikke bliver tid, når du omsider finder et arbejde (for det vil selvfølgelig ske på et tidspunkt). Tænk på det heldige i at du, som ledig forældre, ikke behøver at være træt og umulig efter lang arbejdsdag, når du henter din datter i institutionen om eftermiddagen. Det burde jo være et gode, som i begge to kan drage nytte af. Om du fortæller hende at du går på arbejder eller leder efter et arbejde mens hun er i børnehaven, spiller ingen rolle, for hun vil sikkert bare gerne være sammen med sin mor, eller have hende i nærheden, hvis jeg ikke tager helt fejl.

Det er dumt og spild af tid, hvis du ikke udnytter din ledighed til noget fornuftigt, dvs. noget som beriger dig og dine omgivelser. Ledighed burde være guld for forældre med børn og du burde have adgang til institutionen, så du kan være med omkring bollebordet.

Brug din tid på noget som gør dig glad og som holder dig klar til det bliver din tur til at komme ind på din rette hylde på arbejdsmarkedet. Gør det for din egen skyld og gør det for omgivelsernes. Hvis ikke du gør det, så er det først meningsløsheden banker på og den vil gøre alt for at køre dig i sænk.

Det er præcis ligeså krævende at være til uden et arbejde som at have et arbejde. Det er bare nogle forskellige krav der stilles.

Brugerbillede for Mette Skaanning Heintz
Mette Skaanning Heintz

Er selv jobsøgende akademiker på 30.uge og kan råde til at være mere proaktiv i tilgangen. Jobbet finder ikke os - vi skal selv skabe det!
Jeg bruger mine kompetencer som frivillig, hvilket gør at mit netværk vokser og mine kompetencer bliver mere skarpe.
Bedst af alt, åbner min frivillighed døren til muligheder jeg ikke finder på Ofir og Jobindex. Mulighederne bliver måske ikke til noget fast job og det ok! Fordi jeg banede selv vejen og det giver overskud til at blive i børnehaven til lidt hygge, samt højner troen på at jeg nok skal komme i beskæftigelse.

Brugerbillede for June Beltoft

Søren Kristensen - du rammer lige hovedet på sømmet!

Gør de ting som er gode for dig og din lille familie og drop så den dårlige samvittighed. Den kan ingen bruge til noget, det er bare noget samfundet har opfundet til at banke ledige oven i hovedet og til at have hængende over hovederne på dem som er i arbejde for at skræmme dem til at rette ind til højre...

Brugerbillede for Jesper Wendt

Reglerne bliver værre den 23. Hørte jeg igår, stik imod de udsagn der er kommet fra regeringen. (Jobnet)

Mere kontrol.

Brugerbillede for Morten Terp

Kære Louise, og alle andre debatører i tråden.

Tak fordi i sætter ord på en problemstilling, der rammer op mod halvdelen af alle danskere.
Uanset om arbejde er lykken eller ej, føler de fleste, at der er en forventning i samfundet - og måske også i ens omgangskreds eller familie - om at man bør være i arbejde. Dette forventningspres kan være tyngende, hvilket dine flotte ord også med al tydelighed viser.

Derfor er vi en gruppe http://www.facebook.com/Projektrespekt, der er gået sammen for at sætte mere fokus på at anerkende disse mennesker på jagt efter job. De kan jo ikke gøre for, at der er jobunderskud i samfundet.

Kig forbi og deltag i debatten.

Brugerbillede for Jan Weis

Går ud fra, at alle interesserede og især de aktuelt systemramte følger A-klassens kalamiteter på DR2 hver onsdag, med genudsendelse om lørdagen, som en nødvendig mentalhygiejnisk foranstaltning for ikke at få knald i låget lissom de politikere, der har opfundet dette VOK-monstrum af en infam myndighed, til blot at umyndiggøre og pauverisere danskere – fortsættes af den nuværende regering – der må grines længe og højlydt …

http://www.dr.dk/DR2/a-klassen/index.htm#/38470

Brugerbillede for John Vedsegaard
John Vedsegaard

Dejlig velskrevet artikel.

Særligt kan jeg godt lide "Faktum er, at jeg ville elske, hvis jeg bare kunne få en plads rundt om bordet, hvor de små bliver budt på friskbagte boller og vand." Den sætning viser behovet for socialisme i Danmark, problemet er så at de partier der kalder sig socialister kun er det når de ikke selv skal dele noget, hvilket vil sige de i virkeligheden er ultraliberale, det gælder både for Socialistisk Fake parti (SF) og for A-socialisterne, muligvis også for Enhadslisten.

Brugerbillede for Kim Larsen

" Jeg leder også efter friheden – friheden i et arbejde."

Jeg får lyst til at henvise til denne youtube-video: Life is easy. Why do we make it so hard? Måske skal vi følge den nye trend: slowly living?

Efter 35 år på arbejdsmarkedet er jeg ved at være udbrændt. Nu selvforskyldt ledig. Held og lykke til de næste generationer.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Total frihed er en utopi. I virkelighedens verden gælder det om at vælge sin afhængighed med omtanke og på det punkt har kvinder med børn en umiddelbar fordel, for så vidt at valget allerede er taget. Hvilket sikker også er forklaringen på at kvinder generelt klarer sig bedre end mænd under arbejdsløshed. De er fra naturen mere sociale og Ikke mindst på den baggrund er det velkomment med en så velskrevet artikel som ovenstående, af en kvindelig arbejdsløs. Jeg mener, når det er så slemt for en kvinde med et barn at forholde sig inkluderet under ledighed, hvor slemt er det så ikke for en mand uden? Ikke for at stjæle fokus, men bare som en yderligere kommentar.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Det jeg har fundet er dette her:

"Vi ændrer 'Bekræft aktiv jobsøgning' den 21. april
Kære jobsøger
Den 21. april ændrer vi 'Bekræft aktiv jobsøgning'. Fra den dag skal du i stedet 'tjekke dine jobforslag'. Du kan se, hvornår du har tjekket under menupunktet 'Historik', og derfor får du ikke længere nogen kvittering.
Vi har målrettet jobforslagene til dine jobønsker i CV'et, vi viser, hvor mange job der er nye - og du kan tilføje forslagene som favoritter.
Du skal fremover tjekke dine jobforslag mindst hver 7. dag. Hvis du glemmer det, får du en påmindelse. Hvis du får 3 påmindelser eller mere inden for 12 måneder, bliver du afmeldt.
Det er en ny tælleregel. Derfor har vi fjernet alle gamle påmindelser.
Vi ønsker dig fortsat held og lykke med din jobsøgning.

Venlig hilsen
Jobnetsupporten"

Men hvad betyder det konkret? Skal man tjekke et vist antal jobs hver uge eller hyr?

Brugerbillede for odd bjertnes

Problemet med den ændring Aaen har fundet er, at der ikke er nogen garanti for et jobforslag, nogensinde, og at der utvivlsomt er interesseorganisationer involveret i hierakiet for hvornår jobforslagene evt. dukker op - dvs. senere for ikke-medlemmer ?
Systemet forekommer at være et direkte plagiat af det overordnede boligsøgningssystem der er oprettet i Århus for få år siden.
Fortsat gående ud fra at det er det vi har med at gøre : Nej du skal ikke tjekke noget antal jobs. Du skal tage det der kommer ligegyldigt hvad, - eller din søgning bliver sat i bero. Det er kun hvis der er to på samme tid at du skal tænke selv.
Men du er velkommen til at fortsætte med at være 'søgende' bagefter ?
Det sidste er så måske tvivlsomt i en arbejdsmarkedssammenhæng ?
Beklager den spekulative 'konklusion'.
Hvad ved jeg :-D
Men det ligner meget den samme model.

Brugerbillede for Jørgen  Larsen
Jørgen Larsen

Der er sgu da noget galt her.
Hvad er det for job I søger år efter år, uden resultat.

Måske er det på tide at indse jeres ekspertise ikke er eftertraktet længere, og at I behøver forny jer lidt.

Slipsedyrenes vagtparade er ved at være lidt slidt, i mit firma har de lige fyret den sidste konsulent der var tilbage, så var der 70.000 tusind Kr. mere til dem der arbejder.

Vent lidt, måske bliver tiderne bedre, så kan I igen snige jer ind og sidde og spille noget I ikke er, og lade arbejderne betale? :-)

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Den nye jobnet-regel lyder som en ligegyldig omlægning. I stedet for at registrere sig hver uge, skal man se, om der er nogle jobforslag, det er jo det, der står. Ikke noget med søgning.

Brugerbillede for John Hansen

Kommentar til Arbejdsbegrebet og "Jeg arbejder på det"
Knaldgod artikel. En hudløs ærlig beskrivelse hvordan mange af os nordeuropæere er plaget af en protestantisk arbejdsmoral, som for mig at se virker anakronistisk; i særdeleshed når man tager den teknologiske udvikling i betragtning.
Men vedr. debatten om arbejdstidens længde og indhold, så står den om ikke i stampe, så går den ihvertilfælde i den forkerte retning. Fra blå og rød blok skriger man på en udvidelse af arbejdsudbuddet.Og arbejdstidens længde, skal vi også regne med skal sættes op.
Set i et historisk perspektiv var arbejdstiden tilbage i 1968, hvor jeg selv indtrådte på det kgl. danske arbejdsmarked 42,50 time om ugen.
Først i 1990 fik vi en 37 timers arbejdsuge.
Alle i kongeriget Danmark ved hvilken teknologisk innovation og ditto udvikling, der har fundet sted overalt i samfundet.
Problemet er bare, at det endnu ikke har ført til en reduktion af den nødvendige arbejdstid. Med nødvendig arbejdstid mener jeg den tid, der skal til for at kunne reproducere sig selv- og sin arbejdskraft. Og endda også producere nok, så der vil blive et overskud til enten den private eller offentlige arbejdsgiver.
Maksimalt behøver vi ikke at arbejde mere end maks. 4 timer dagligt i et højteknologisk og digitaliseret Danmark anno 2012.
Det er bare på høje tid, at folk på den yderste venstrefløj tager sig sammen og formulerer det sammen med alle proggressive kræfter i samfundet.
Der er nok at glæde sig over i tilværelsen, det kan ikke være meningen, at er arkaisk arbejdsbegreb, skal forpeste vores tilværelse.

Venlig hilsen
John Hansen
P.s. : Kære Louise, du må endelig ikke stoppe med at læse skønlitterære bøger. Et godt råd fra en der har været igennem møllen selv. men som ikke glemmer.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Jeg ved ikke om det tæller som civil ulydighed, men jeg fik da talt med en venlig dame fra jobnet's support.

Ændringen er faktisk ikke så stor. Man skal fortsat logge ind, som man plejer, så skal man klikke på en knap, der hedder 'tjek mine jobforslag' - og så kommer der de sædvanlige 10 eller 12 job-forslag op, som man ser nu.

Den venlige dame jeg talte med, fortalte mig også, at job-forslagene mere skulle være tilpasset ens cv end de åbenbart er nu. Og civil ulydighed kan skam være godt nok, men nogengange har man simpelthen ikke råd til det.

Hvis jeg bestemte skulle dette med at trykke på en knap mindst hver 7.dag - altså afskaffes; ligeså skulle rådigheds-samtalerne foegår hver 6. måned og ikke hver 3. måned som nu. Og i de første 6 måneder af ens dagpenge-periode, skulle man have totalt ro.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Kan i huske 1980erne, hvor førende arbejds-forskere sagde, at man skulle sætte arbejdstiden ned til 35 timer om ugen, så flere kunne komme i arbejde? Og hvor den tyske arbejder-bevægelse og det store, stærke, tyske social-demokrati gik ind for dette. Og det blev gennemført i Tyskland...

Og i Danmark blev arbejdstiden gradvist sat ned til 37 timer, hvilket givet det lidt skæve 7,4 timer pr. arbejdsdag. Hvad med at skære de 0.4 timer af, og sætte arbejdstiden ned til 35 timer om ugen....

Brugerbillede for Jack Jönsson
Jack Jönsson

Måske er det bare mig der er gammeldags, men jeg forstår ikke hvorfor forfatteren afleverer sit barn i vuggestuen hver dag, når hun er arbejdsløs. Hun har alle muligheder for at opdrage og nyde sit barn. I stedet vælger hun dobbelt socialisering. Er samfundet blevet sådan, at børn skal have en "arbejdsdag" som voksne. Se dog fordelene ved at være arbejdsløs, i stedet for kun at fokusere på det negative.

Brugerbillede for Mads Kjærgård
Mads Kjærgård

Hvis barnet ikke er i vuggetstue, så er du vel ikke til rådighed for arbejdsmarkedet? Bortset fra det, så er der en der skriver, at han laver frivilligt arbejde, det er vist heller ikke tilladt eller hvad?

Brugerbillede for June Beltoft

Så længe barnet er tilmeldt dagpasning, står moderen til rådighed.

Men hvis hun ikke skal møde på arbejde, står det hende jo frit for at beholde barnet hjemme i det omfang hun har lyst.

DET er der dog ingen der kontrollerer - endnu...

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Jeg tror myndighederne er bange for at folk som har gået ledige et stykke tid, begynder at se flere fordele ende ulemper ved at gå hjemme frem for at skulle møde på et lønnet arbejde, som de måske ikke er særligt tilfredse med - forudsat de til stadighed kan opretholde deres understøttelse eller kontanthjælp.

Når det er tilfældet begynder kontanthjælpen at fungere som borgerløn og det kan myndighederne selvfølgelig ikke acceptere, i og med der ikke er indført borgerløn.

Men hvorfor så ikke bare indføre borgerløn? Fordi der trods automatisering stadig er rigtig mange elendige jobs, som skal udføres og som kun kan besættes hvis man tvinger folk, idet lønnen ikke i sig selv er høj nok som motivationsfaktor og arbejdsvilkårene taler for sig selv.

Hvorfor så ikke bare sætte mindstelønnen op? Fordi det vil forrykke hele lønudviklingen og gøre os endnu mindre konkurrencedygtige overfor udlandet end vi allerede er.

På den måde er det de lavlønnede dagligdagens helte der får det hele til at fungere og ikke de højtlønnede politikere, komentatorer og de ansatte i jobcentret, selv om de holder af at tro det.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Søren Kristensen, din motivforskning er utvivlsomt rigtig, men omvendt må man vel også indse, at betalingen for al den slags arbejde i virkeligheden indbyder til at beholde hænderne i lommen, fordi der kommer nogen om lidt, der får penge for det; men samtidig indbyder lønarbejde også til, at man forsøger at springe over, hvor gærdet er lavest, når det gælder den slags kedelige arbejde. Det kan kun udføres af nødvendighed, hvilket så til gengæld meget lettere animerer folk til af egen drift at tage sliddet på sig, i bedistheden om at glæde andre.

Brugerbillede for Brian Pietersen
Brian Pietersen

man kan leve efter evne, spare op inden man køber, køb stort set alt kontant, selv bolig, spar op og køb noget man har råd til, hvis man ikke kan, så tjen mest muligt, så man bliver gældfri hurtigst muligt, så kan man nyde livet, arbejde det man har lyst til og ........nej hvor er livet dejligt.

jeg har været der, så kom jeg væk fra det, men jeg kommer tilbage dertil om få år.

jeg glæder mig helt vildt.

Brugerbillede for Dennis Larsen
Dennis Larsen

Det er da trist at høre... Og det kommer fra én, som selv har været der.

Jeg vil råde dig evt. til at søge easy-to-get arbejde, hvor du kan få tid til at søge imens. Jeg selv er pt. i arbejde som handicaphjælper, hvoraf mange timer går med bare at være til rådighed. På den måde kan du slippe for alle de negative tanker, som jeg kan garantere for kun bliver værre med tiden. Så: kom ud af systemet - for enhver pris...

Derudover: drop evt. de opslåede stillinger og søg uopfordret... Og undgå for alt i verden at ende i løntilskudsmøllen, medmindre du er sikker på, at det giver pote.

Håber du kan bruge det til noget:)

Brugerbillede for Jan Weis

Hvis nogen skulle gå hen og mere end bare føle sig forulempet og chikaneret under den ufrivillige og beordrede kontakt med sagsbehandlingen omme på et Flopcenter, hvilket der er begrundet mistanke om, at adskillige kunder i denne butik er blevet eller bliver udsatte for, kan ”oplevelserne”, det være sig tiltaleformen, lødigheden af sagsbehandlingen, lovligheden i at udstille personlige ofte subjektive oplysninger på systemets diverse internetportaler, ofte forfattet af underuddannede letmatroser uden kendskab til og interesse i akademikeres konkrete forhold, o.m.a, altid sammenholdes med skriftet ”God adfærd i det offentlige”, udgivet af Personalestyrelsen ( juni 2007 eller senere ) og forhåbentligt afstedkomme en relevant klage til rette myndighed ( Arbejdsmarkedsstyrelsen og/eller Folketingets Ombudsmand, hvis dette ikke er ændret, som så meget andet ). Her skal A-kassen naturligvis altid være behjælpelig.

Brugerbillede for steen jensen

Nede i institutionen har jeg ofte taget mig selv i at sige: »Så, nu bliver jeg altså nødt til at gå, skat.«

Hvorfor aflevere barnet hvis der ikke er en grund til det ?
Specielt når det giver dårlig samvittighed.

Og så fortæl dog barnet at du er arbejdsløs og at i kan være sammen 24/7.

Og stop med at have ondt af dig selv - at være arbejdsløs i Danamrk er ikke jordens undergang.

Tag dog lidst ansvar - og få det bedre.

Brugerbillede for Leif Højgaard
Leif Højgaard

... går i vuggestue ... - men hvad med at få nogle flere børn når du nu er igang ? Børn har bedst af at blive opdraget af deres egne forældre og ikke blive anbragt på samlebånd til oplæring af de andre børn. Men det er jo dit valg. Alternativt kunne du opbygge et foredrag omkring dit spaciale og så 'rejse' med det omkring i nabolaget.