Kommentar

Bomb Iran, og landet anskaffer sig a-våben

Det var først da Israel bombede en irakisk atomreaktor i 1981, at Saddam Hussein blev opsat på at udvikle nuklear våbenkapacitet – nu er historien måske på vej til at gentage sig
Debat
13. april 2012

Den 7. juni 1981 krydsede en eskadrille israelske F-16-jagerbombere grænsen til irakisk luftrum efter ordre fra daværende premierminister Menachem Begin. Målet for Operation Babylon – kodenavnet for deres mission – var at smadre Saddam Husseins atomprogram. På under to minutter udslettede de otte F-16-fly den endnu ikke færdigbyggede Osirak-atomreaktor, der lå 15 kilometer syd for Bagdad. Det var en dristig aktion og verdens første vellykkede luftangreb på et nukleart anlæg.

Derpå stod en stolt Begin frem og hævdede at have afværget »et nyt Holocaust« ved at fratage Saddam muligheden for at udvikle »tre, fire, fem atombomber«. Det gav amerikanske politikere – fra Bill Clinton til Dick Cheney – ham ret i.

Her i foråret 2012 bruges Osirak-angrebet som muligt forbillede for en militæraktion mod Iran. Amos Yadlin, direktør for Israels Institut for Nationale Sikkerhedsstudier – og en af de piloter, der bombede Osirak – udtalte således for nylig til New York Times, at Irak efter dette angreb aldrig blev i stand til »fuldt at genoptage sit atomprogram«. Og han tilføjede: »Samme resultat kan vi nu opnå i Iran.«

Israels nuværende premierminister og førende sabelrasler, Benjamin Netanyahu, forsømmer heller ikke chancen for at minde sit publikum om Osirak-angrebet, selv om han ved, at konsekvensen af et angreb vil blive voldsom international kritik.

Beskæmmende fiasko

Der er bare lige et problem ved denne hyldest til Operation Babylon: Den var i virkeligheden en beskæmmende fiasko, der opnåede det stik modsatte resultat af det tilsigtede.

For det første var Saddam Hussein slet ikke i nærheden af at udvikle nogen atombombe i Osirak. Richard Wilson, en nuklearfysiker fra Harvard University, der undersøgte den udbombede reaktor under et besøg i Irak i 1982, konstaterede således, at den var »eksplicit designet« af de franske ingeniører til »at være uegnet til fremstilling af bomber«. Ydermere blev reaktoren regelmæssigt inspiceret, både af franske teknikere og af eksperter fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA).

»Irakerne kunne umuligt være i gang med at udvikle et atomvåben i Osirak,« fastholder Wilson i dag, tre årtier senere.

»Jeg vil udfordre enhver videnskabsmand i verden til at påvise over for mig, hvordan de kunne have gjort det.«

For Wilson markerede Operation Babylon ikke afslutningen på Saddams atomvåbenprogram, men begyndelsen på det. For på direkte foranledning af Osirak-episoden, der havde vist Saddam, hvor sårbart landet var over for udenlandske angreb, iværksatte den irakiske enehersker blot tre måneder senere – i september 1981 – et ambitiøst, velfinansieret og hemmeligt atomvåbenprogram uden for IAEA’s rækkevidde. Og ni år efter Osirak var Irak tæt på at kunne producere en atombombe.

Wilsons analyse deles i dag af førende ikke-sprednings-eksperter som Columbia Universitys Richard Betts.

»Der findes ikke beviser for, at Israels ødelæggelse af Osirak forsinkede Iraks atomvåbenprogram – angrebet fremskyndede det snarere,« lyder hans vurdering.

Emory Universitys Dan Reiter bakker op: »Angrebet kan reelt have styrket Saddams forsæt om at anskaffe sig a-våben«.

Og Harvard Universitys Målfrid Braut-Hegghammer fastslår, at »det (Osirak-angrebet red.) blev den udløsende faktor for et skjult atomvåbenprogram, der ikke eksisterede forinden«.

Angreb hvert andet år?

Det er værd at huske, at den almindelige opfattelser i de amerikanske efterretningstjenester fortsat er, at det iranske regime ikke har nogen bombe, ikke er ved at udvikle en bombe og endnu ikke har besluttet, om det overhovedet vil have en bombe.

Hvis Osirak kan lære os noget, er det, at hvis vi vil give iranske a-våbentilhængere medvind, så gælder det om at angribe landet hurtigst muligt.

Hvad vil vi opnå med et sådant angreb fra luften opnå? Amerikanske regeringsembedsmænd erkender, at Irans atomanlæg vil kunne være oppe at køre igen inden for to år. Skal vi så til at bombe dem hvert andet år? Eller måske skal vi i stedet indlede en omfattende invasion og besættelse af Iran? Det vil i sidste ende være den eneste effektive metode til at sikre, at de ikke følger Saddams eksempel.

Meldingen fra Amerikas topgeneraler er entydig. På en konference i februar blev general James Cartwright, en tidligere vicegeneralstabschef, spurgt, hvorvidt en bombeaktion mod Iran ville forhindre den islamiske republik i at få atomvåben.

»Nej,« svarede han kategorisk og tilføjede: »Så længe iranerne bevarer deres tekniske knowhow, vil de til hver en tid kunne genopbygge centrifugerne et andet sted og fortsætte.«

En anden paneldeltager, admiral William Fallon, tidligere chef for USA’s Centrale Millitærkommando, bankede med sin sko på gulvet for at tilkendegive, at »kun støvler på jorden« kan hindre iranerne i at konstruere en bombe.

Alligevel gentager både Barack Obama og David Cameron deres åndsforladte mantra om, at »alle muligheder er på bordet«. Det er de ikke. Kun en galning ville give ordre til at invadere og besætte et land, hvis areal og befolkning er tre gange større end Iraks.

Det er på tide, at vi holder op med at drage den forkerte lære af historien. En bombekampagne efter Osirak-modellen vil ikke virke, men kun gøre tingene værre. En invasion og besættelse vil muligvis have effekt, men den er overhovedet ’ikke på bordet’.

Hvis målet er at forhindre – og ikke kun forsinke – at Iran opnår atomvåbenkapacitet, er sandheden, at der ikke findes nogen militær løsning. Den eneste måde, denne krise kan afsluttes på, er gennem direkte diplomati mellem USA og Iran. Alt andet er bare støj på linjen.

 

Mehdi Hasan er politisk redaktør for ugemagasinet New Statesman

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg faldt specielt over den her del ”Israels nuværende premierminister og førende sabelrasler, Benjamin Netanyahu, forsømmer heller ikke chancen for at minde sit publikum om Osirak-angrebet, selv om han ved, at konsekvensen af et angreb vil blive voldsom international kritik”
International kritik? Hmmm..
Konsekvensen af et angreb på iranerne, vil blive komplet ødelæggelse af Israel. Det vil tage ingen tid for den islamiske republik, og det er zionisterne udmærket godt klar over.
Desuden vil jeg lige genopfriske hukommelserne ved at tænke på zionisternes krig mod Hizbollah i 2006, som de i øvrigt selv indrømmede have tabt! Husk lige på ”Hizbollah” bare er et parti i Libanon og ikke et land. Når Israel ikke en gang kunne klare et parti ”Hizbollah”, hvordan skal de så kunne klare ”Mellemøstens supermagt” den islamiske republik of Iran?
Et angrib på Iran, vil være det samme som ”at hælde benzin på bålet”!

JAJA VI HAR FATTET DET, NO ´ATTER WHAT IRAN DOES THE WEST IS TO BLA§E

vesten er ansvarlig for sine egne handlinger og også for alle Irans bullshit ......

Hypet om Irans aldrig påviste atomvåbenprogram har opnået hvad der hele tiden var formålet; at samle verden om sanktioner og isolering af Iran pga Irans konventionelle stormagts status i Mellemøsten, det har aldrig drejet sig om Atomvåben som andet end en skræmmekampagne.
Men det er en farlig strategi der kan få utilsigtede konsekvenser. Det er ikke rationelt til stadighed at true et land der ikke har 'nuclear deterrent'.

http://dissidentvoice.org/2012/04/the-irrationality-of-the-case-against-...

Mansour Heydari

Israels larmende populistiske retorik om et angreb mod iranske atomanlægge er blot til politisk brug, så kan USA og vesten øve presset på landet med endnu mere sanktioner, og især under atom-forhandlingerne, som begynder i morgen i Istanbul.

Retorikken hviler på baggrund af Israels succesfulde angreb mod irakiske og syriske atomanlægge for mage år siden, som var nogle nemme mål, tæt på Israel, lokaliseret på jorden og ubeskyttet. Men det med iranske ditto er en anden sag. Teknisk set er et angreb mod iranske atomanlægge er umuligt af følgende grunde:

De er flere tusinde km. væk fra Israel.
Bombeflyvenes brændstof rækker ikke til sådan en angreb, medmindre de bruger amerikanske baser i fx Pakistan. Men det er USA i mod og Pakistan ikke vil, pga. sine pagter med Iran.
Irak har erklæret for længe siden at landet ikke vil give israelerne luftkorridor til angreb mod Iran, og Saudi Arabien flygter konsekvenserne af et samarbejde med Israel mod Iran.
Men lad os antager at, Israel kan løse det her problem. Hvordan kan bombeflyene så passere gennem de iranske luftforsvar?
Led os sige, de kunne passere luftforsvaret. Men hvor skulle de kaste deres bomber henne? Atomanlæggene er nemlig udspredt, beskyttet og nogle af dem er skjult under jorden.
Ud over det, ved israelerne ikke rigtigt hvor præcis nogle af anlæggene lægger henne.
Det er alle sammen gode grunde til at gøre enhver snak om angreb mod Iran til nonsens.

Bortset fra de tekniske aspekter af sagen, har israelerne militære folk, den tidligere Mussad chef, Dagan, og den amerikanske Pentagon chef, Panttea, har udelukket muligheden af et angreb mod Iran, pga. af en række uønskede konsekvenser som en krig vil bringe til Israels sikkerhed og USAs interesser i området. Derfor er sagen lagt på hyllet for længe siden.

Tjae vi får se

Mees von Erckens

@Jahangir Irani

Du blander tingene sammen, at bekrige by partisaner kan selv den største og mest moderne hær ikke bruges til, men Israel ville efter al sandsynlighed, kunne nedkæmpe et Iransk angreb på ganske kort tid.

Irans hær i dag, er sikkert bedre end da de lå i skyttegravende mod Irak, men Israel er en sej modstander, med nogle af verdens bedst uddannede soldater, så jeg tror ikke at Iran ville få noget ud af en direkte konfrontation med Israel.

Rent bortset fra at dette,ville det logistisk være meget svært da Iran ikke har noget luftvåben udover nogle gamle F-14 uden reservedele, og nogle udfasede MIG 29 som aldrig har fløjet en eneste kampmission.

Mees von Erckens

@Mansour Heydari

Jeg tror og håber heller ikke der kommer nogen krig, da begge parter sidder i en umulig strategisk, og politisk situation.

Mees von Erckens: Man skulle tro du har ligget og sovet i flere årtier, da dine oplysninger om Iran er fuldstændig ukorrekte!
At påstå ”landet kun har nogle gamle F-14 uden reservedele og nogle udfasede MIG 29 som aldrig har fløjet en eneste kampmission”, vil være akkurat det samme end hvis jeg påstod ” at den danske militær ikke har andet end skjold, økse og sværd , som man brugte i vikingernes tid”! Kan du høre, hvor latterligt det lyder?
I den forstand tror jeg inderligt på, at din ”indre nyhedskanal” sagtens kunne trænge til at blive opdateret lidt.
Og så siger du også således ” Irans hær i dag, er sikkert bedre end da de lå i skyttegravende mod Irak, men Israel er en sej modstander, med nogle af verdens bedst uddannede soldater, så jeg tror ikke at Iran ville få noget ud af en direkte konfrontation med Israel.”
Er den det samme ”sej modstander” der ikke en gang kunne besejre et parti ”Hizbollah” i Libanon i 2006, hvor de endda blev nødt til at trække deres soldater tilbage til sidst?
Eller er det den samme ” sej modstander” som trods både økonomisk og militært opbakning fra vesten, aldrig formåede at få fuldt kontrol over Gaza?

Lars-Bo Abdullah Jensen

Mees von Erckens og Jahangir Irani:

Det lyder lidt som legepladsen, kan i ikke selv se det.

Mees von Erckens

Jo det kan jeg da godt se, men jeg prøver i det mindste at holde fokus på det tråden handler om, nemlig sikkerhedspolitik.

@Jahangir Irani

Mine oplysninger har jeg fra diverse sikkerheds politiske tidskrifter, og selvfølgelig skal man tage noget af det man læser med et gran salt, men jeg tror mere på hvad jeg læser i disse tidsskrifter end på dig.

Iran har ingen a-våben.

Mit gæt er, at det passer middelalderregimet ganske godt, at der bliver talt om iransk a-våben teknologi, for så kan de føre sig frem som et teknologisk fremskredent land og dermed en potent selvforståelse og lokal magtfaktor.

Det tvivler jeg på.

Hvad jeg derimod ikke forstår er, hvorfor Vesten spiller med på den galaj.

Mees von Erckens: Jamen tak for disse søde ord. Jeg tager dem som et komplement! I øvrigt har jeg endda ikke modtaget noget svar for de 2 spørgsmål jeg stillede dig ” Er den Israel du snakker om, det samme ”sej modstander” der ikke en gang kunne besejre et parti ”Hizbollah” i Libanon i 2006? De blev endda nødt til at trække deres tropper tilbage.

Eller er den Israel du snakker om den samme ” sej modstander” som trods både økonomisk og militært opbakning fra vesten, aldrig formåede at få fuldt kontrol over Gaza?

Disse to oplysninger må du vel have læst et eller andet sted i dine såkaldte ”diverse sikkerheds politiske tidskrifter”, eller tager jeg helt fejl?:D

Mikael Petersen:
Her er en diagram over flere landes fremskridt inden for ”videnskab” de seneste 30 år. Det skal siges, at diagrammet er udarbejdet af selveste ”reuters”! Trykker man på Iran kan man se, hvor stort fremskridt landet har gjort bare i de sidste 7-8 år.
http://www.science-metrix.com/30years/index.html#
Sammenligner man endda iranerne og israelernes fremskridt, kan man også se at iranerne har oversteget israelerne i 2007, og fremskridtet fortsætter kraftigt ”tjek diagrammet”.
Det her er en af de ting, som forklarer hvorfor vesten hele tiden rækker ude efter iranerne!

Mikael Petersen
Man sælger våben for olie til mellemøsten, så man har alle interesser i at holde balladen igang dernede fra vestens side. Sådan bare siden du nu spurgte.

Ja, og jo højere oliepris jo flere våben.

Men det forklarer stadig ikke al det a-våben halløj. Iran er jo ikke nogen trussel mod nogen, kun mod dem selv.

Niels Christensen

Som den (selv)gode shia han er glemmer Hassan
at Iran allerede i 1980 bombede anlægget. Men det vil jo ødelægge hele pointen.
At Information ikke laver en note herom siger bare noget om Information.
Hassans artikel er diskuteret vidt og bredt i den engelske presse og i blogs. Her får han lov til at fremføre sine særstandpunkter helt stand alone.