Baggrund

Borgen

Man hører altid om embedsmænd, der løber om hjørner med deres ministre. Men ofte er det den omvendte verden, og det kan give endnu større problemer
Debat
21. april 2012

Da jeg i 2007 skrev om, at statsminister Anders Fogh Rasmussen – uden dennes viden - havde indforskrevet Udenrigsministeriets direktør Ulrik Federspil til en række partipolitiske middage på Marienborg, var der én, som ikke blev overrasket: Den tidligere radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersen.

Som Niels Helveg Petersen forklarede mig med sit vanlige skæve smil, så var ikke blot Ulrik Federspiel lovligt undskyldt. Denne havde troet, at statsministeren, og ikke partiformanden, var vært. Og Anders Fogh Rasmussen havde al mulig grund til at tro, at Ulrik Federspiel ville føle sig velkommen. Ulrik Federspiels styrke var, fortalte den tidligere udenrigsminister, at han som i »Admiralens vise« – politisk havde vist sig at være »liberal, socialistisk, højresindet og radikal«. Mens Niels Helveg Petersen selv havde ment, at Ulrik Federspiel nok var radikal, så kom Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft og Per Stig Møller hver for sig frem til, at den mangeårige topembedsmand måtte være henholdsvis liberal, socialdemokrat og konservativ.

Og hvad så, vil nogen sikkert spørge. Er det ikke lige præcist det indtryk, Udenrigsministeriets direktør altid burde efterlade hos tidligere og nuværende udenrigsministre?

Nemlig, at embedsmænd upolitisk kan tjene alle politiske herrer fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti. Modsat for eksempel det amerikanske system, hvor de øverste embedsmænd er politisk udpegede, så kommer og går danske ministre, mens embedsmændene består. Hvem husker ikke den britiske tv-serie Yes, Minister – og senere Yes, Prime Minister – hvor Sir Humphrey løb om hjørner med Jim Hacker og bogstavelig talt altid fik det sidste ord.

Det interessante i historien er imidlertid, at Ulrik Federspiels særlige kvalitet åbenbart ikke var manglen på politiske holdninger. Tværtimod. Topembedsmanden blev opfattet som en partifælle af de politiske chefer.

Danmarkshistorien er fuld af ministre, som da de var i opposition har klaget over misbrug af embedsværket, politisk udpegede embedsmænd og ligefrem truer med såkaldte dødslister. Trusler som, når den tid kom, blev afløst af tårevædede afskedstaler til departementschefen og de nærmeste medarbejdere (når man har oplevet Per Stig Møllers ministersekretær rette på hans slipseknude inden et tv-interview, ved man, hvor tæt forholdet kan være).

PET-Kommissionen har endda beskrevet, hvordan Uffe Ellemann-Jensen som nytiltrådt udenrigsminister blev præsenteret for en aflytningsrapport om Socialdemokraternes sikkerhedspolitiske ordfører, Lasse Budtz. Da udenrigsministeren takkede nej af frygt for at kunne blive beskyldt for på den måde at aflytte politiske kollegaer, blev ministersekretæren »forundret over hans reaktion« og gav udtryk for, at forgængeren, socialdemokraten Kjeld Olesen, havde været meget interesseret i sådanne forhold (Kjeld Olesen afviser dog at have modtaget aflytningsrapporterne).

Senest har nedsættelsen af Irak-kommissionen sat fokus på, at problemet med ministerens mænd - og i dette tilfælde er der vitterligt kun tale om mænd i Udenrigs- og Forsvarsministeriet - måske er, at de hurtigt udvikler den samme farve som deres ministre.

Irak-kommissionen skal blandt andet nu undersøge, om embedsmændene lod sig presse af VK-regeringen – og specielt statsministeren – til at tolke folkeretten på bestemt måde, så Danmark kom med i krigen.

Og i den allerede igangværende Skattekommission er det måske mest interessante spørgsmål ikke så meget, om regeringen og skatteminister Troels Lund Poulsen forsøgte at påvirke Helle Thorning-Schmidt og ægtefællen, Stephen Kinnocks, skattesag, men om de fik den nu fritagede departementschef, Peter Loft, med på ideen.

Læren fra Tamil-sagen er da også, at det først går rigtig galt, når embedsmændene ikke længere tør sige fra. Både Justitsministeriets departementschef Poul Lundbæk Andersen og afdelingschef Claus Tornøe havde det til fælles, at begge skyldte justitsminister Erik Ninn-Hansen deres daværende stillinger og ingen af dem var i stand til at slå i bordet over for ham.

Som Richard M. Nixon forklarede i de berømte tv-interview med David Frost om forsøget på at dække over de involverede i Watergate-sagen:

»Når præsidenten gør det, så betyder det, at det ikke er ulovligt«.

Men det var det nu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her