Interview

Danmark er blevet et stammesamfund

Velfærdssamfundet har påvirket vores mentalitet som civilborgere. Vi fokuserer i langt højere grad på rettigheder, og det har opdelt os i ideologiske stammer, der har meget lidt forståelse for hinanden
24. april 2012

Vi fokuserer mere og mere på os selv og vores egne interesser, og derfor søger vi sammen i stammer med mennesker, vi kan spejle os i. Men det er en farlig udvikling. Sådan lyder advarslen fra den pensionerede professor og overlæge Povl Riis, som kalder begrebet for ’tribalisme’.

»Kompleksitet er en gave, og den holder os vågne. Vi skal lære af hinanden, og vi skal forny og genskabe os selv. Det opnår vi ikke ved at se på hinanden som et opdelt samfund,« siger han.

Povl Riis oplever ’tribalisme’ som en tendens i det civilsamfund, som han gennem hele sit liv har været en del af – bl.a. i kraft af hans engagement i Den Centrale Videnskabsetiske Komité, som konsulent for Europarådet i etiske spørgsmål og som medarbejder hos flere store almenvidenskabelige tidsskrifter.

Ifølge Povl Riis er det skadeligt for samfundet, at vi bliver mere og mere opdelte. Han mener, at stammeopdelingen er problematisk, fordi det er i kraft af vores modsatrettede meninger og vores afspejlinger i hinanden, at vi udvikler os.

Det opdelte samfund oplever han især i organisationer, der har med humanitært arbejde at gøre, og hvor de enkelte aktører kæmper for, at det skal være netop deres organisation, der skal tage sig af de medmenneskelige problemer i samfundet.

Rettigheder frem for dyder

Povl Riis peger på, at vi i langt højere grad end tidligere fokuserer på, hvad vi har af rettigheder som borgere, og hvad vi kan kræve, frem for, dyder som at være barmhjertig, gavmild og det at være flittig.

»I stedet for at basere samfundet på medmenneskelighed og dydsetik, ser vi i dag en tendens til at rettigheder vægter højere end dyder i civilsamfundet«.

Povl Riis nævner et eksempel med en ældre person, der snubler og falder på gaden. Det er i vores egenskab af medmennesker, forklarer Povl Riis, at det er vores dydsforpligtelse at se, hvad man kan hjælpe med. Hvis man derimod ignorerer hændelsen og går videre, svigter man lokalsamfundet.

»Dyderne præger ikke samfundets indretning og struktur længere. Der mangler en opmærksomhed over for dem,« siger Povl Riis.

Krævementaliteten

Årsagen til transformationen i civilsamfundets mentalitet findes ifølge Povl Riis i velfærdssamfundet selv.

»Vi har skabt et velfærdssystem, men det er også en fare og en trussel for det selv samme velfærdssamfund, fordi vi i stigende grad tænker: Det kan staten tage sig af,« siger han.

Velfærdssamfundet har overtaget de store opgaver, og Povl Riis mener, at det har skabt borgere, der i højere grad har sig selv og ikke samfundet for øje.

»Vi må tage et medansvar over for os selv og hinanden uden for det, der hedder sundhedsvæsen, lokalpolitik og andre institutioner,« siger han.

Medierne spiller også en stor rolle i værdiskredet, for det er ifølge Povl Riis i høj grad her, spillereglerne for civilsamfundet afstikkes. Men i medierne er det ikke længere dyderne, der er i fokus, men derimod rettighederne – og derfor er det også automatisk det, der kommer til at præge vores samfund.

Det gælder ikke mindst i forargelsesjournalistikken, som ifølge Povl Riis har medvirket til skredet fra dyder til rettigheder. Begrebet dækker over journalistik, som fokuserer på en enkelt eller et fåtal, der har fået krænket sine rettigheder. Det kan eksempelvis være i form af en svigtende hjemmepleje. Ofte er der tale om unuancerede enkelttilfælde, som opildner til forargelser frem for handling og ansvar, påpeger Povl Riis.

»Journalistikken er i høj grad præget af enkelttilfælde, der får en omgang med forargelsesjournalistik, og som til slut bliver krydret med lidt ekspertudtalelser,« siger Povl Riis og uddyber:

»Man bruger forargelsen – og dermed rettighederne – frem for at fokusere på dyderne.«

Og med det mener han, at tendensen svigter både samfundet og fællesskabet, og i stedet får os til at fokusere på os selv som enkeltpersoner.

Maskeret egennytte

Det opdelte samfund og krævementaliteten bidrager til en ’maskeret egennytte’. Folk gør gode ting for deres egen skyld og ikke for andres, påpeger Povl Riis.

»Det ser ud til, at flere og flere tænker: ’Hvis det ser spændende ud og skaber prestige, så må det være noget for mig.’ Det lader til, at folk har glemt at gøre ting for andres skyld og ikke kun for sig selv,« siger han og fortsætter:

»Man gør noget til glæde og nytte for andre, men i samme forbindelse mener man, at man hæver sig over andre.«

Povl Riis mener, at det er afgørende, at vi søger tilbage til uselviskheden og vigtigheden ved at fokusere på, hvad man kan gøre for andre – uden at få noget for det.

»Vi skal huske, vi er omgivet af medmennesker, og i stedet for at snakke om det, vi gør for andre mennesker, skal vi bare gøre det. Praleriet skaber jo hverken vækst eller fornyelse i civilsamfundet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Her vendes tingene vist på hovedet: vi var et stammesamfund, da vi så alt igennem en dansk prisme, nu ser vi i alt for høj grad ting gennem et kapitalistisk klasseperspektiv, hvor egne interesser gøres til et småt og smalt felt, der bygger på at få mere, end man giver. Tidligere, da vi var mere tribalistiske, gik vi ud fra, at alle bidrog noget vigtig til samfundet (ikke nødvendigvis økonomien, der i realiteten jo blot er en lille hjælpedisciplin til at overskue de gode kræfter på spil) og gjorde det derfor selv, fordi vi også i sidste ende var sikret imod de værste katastrofer på samfundsniveau, fordi det sociale sikkerhedsnet var indstillet på tobis fremfor torsk.

Marianne Mandoe

Danmark er ikke BLEVET et stammesamfund.
Danmark har altid været et stammesamfund.
Så kom en tid hvor social sikkerhed mere eller mindre udviskede de forskelle der var.
Den sociale sikkerhed er lige så stille blevet taget fra os af både VKO og nu SRSF.
Derfor stikker stammesamfundet sit ansigt mere tydeligt frem igen.

Heinrich R. Jørgensen

Povl Riis beskriver forandringerne præcist.

Ordet og begrebet "stammesamfund" er ikke emnet. Det er et ord der malplaceret indgår i overskriften, af uransagelige grunde.

Tribalisme i Riis's optik, handler om "dem og os" skel.

Lise Lotte Rahbek

Når nogen, som her Povl Riis efterlyser uegennytte, som noget der er gået tabt efter, men som man åbenbart har haft i fortiden,
så blinker mine advarselslamper.

De gode gamle dage, da alle hjalp hinanden af ren og skær dydighed og lyst,
de omfatter sjældent hustruvolden, brændevinsdrankerne, børn med diverse sygdomme og dårlige tænder, behandlingen af psykisk syge, lokalsamfundenes intolerance og en hel masse andre knap så dydige forhold.

De gode gamle dage, hvor tingene var bedre.. det kan godt være de har været her.
Men jeg tror altså ikke mere på dem end på nisser.

Heinrich R. Jørgensen

"De Gode Gamle Dage" er en myte.

Stavnsbåndets ophævelse (1788), Slaget på Reden (1801), guldalderen, Grundloven (1849), højskolerne, grundtvianisme, friskolerne, folkebevægelserne, andelsbevægelsen og perioden frem til 1900-tallets begyndelse, handlede om formningen af rigets befolkning til at udgøre enhed, hvor der var fokus på det fælles.

Det er nok "glemt" (dvs. ikke længere forstået), men en myte er det ikke.

Lise Lotte Rahbek

Heinrich R.J

Jamn så lad os tage den fra en anden vinkel:

Hvor kommer uegennytte og dydighed fra?
Er det noget medfødt - eller er det nogen individerne lærer af deres omgivelser?

Hvis trangen til at gøre noget for andre uden at få noget igen er noget medfødt, så må vi jo gå ud fra, at der stadig bliver født individer med denne trang.

Hvis dydigheden og trangen til uegennyttige handlinger er noget, vi lærer af vores omgivelser, så er det da besynderligt, at Povl Riis' generation ikke har fået lært den trang fra sig til de yngre generationer. Der må jo være gået noget galt - og det kan man vel dårligt klandre de yngre for?

Troels Ken Pedersen

At folk gør det gode for at polere eget image og ego kan Povl Riis nok have ret i. At det reelt nogensinde har været anderledes, tror jeg han forledes til at mene af nostalgi og fortidsromantisering. Tør kinder-filteret af historien, og du vil se den samme selvpromovering og selvgodhed. Og ind imellem de samme, få ildsjæle, som der trods hans ord stadig findes hist og her.

Ungdommen er ikke hvad den har været. Og det har den aldrig været.

Niklas Monrad

Er der nogen som har lyst til at modsige påstanden om at vi har outsourcet vores medmenneskelighed til andre (offentligt ansatte og institutioner), så vi har mere tid til at beskæftige os med os selv og vore (guddommelige) børn?

Det er jo det, som står helt centralt i artiklen.

Heinrich R. Jørgensen

Lise Lotte Rahbek:
"Hvor kommer uegennytte og dydighed fra?
Er det noget medfødt - eller er det nogen individerne lærer af deres omgivelser?"

Det hele handler om opdragelse a/k/a dannelse. Mennesket dannes/formes af sine omgivelser.

Når børn "ikke vil dele", ikke vil lade objekter indgå i den fælles leg og lignende, forsøger "vi" vel alle at lære (oplære/opdrage) barnet den indsigt, at det uønskelig adfærd? Når børn ikke vil inkludere flere i deres leg, eller tilpasse sig så legen kan rumme flere deltagere, siger "vi" også et par selvbestaltede visdomsord til de ekskluderende poder.

Spørgsmålet er bare, hvad vi opdrager til. Handler det om noget essentielt og alment -- at undlade at ekskludere, fordi det er inhumant og uværdigt at ekskludere, og at blive ekskluderet?

Eller handler det om noget overfladisk. Om at gøre hvad der er til egen nytte? Handler det om at inkludere, fordi det er en effektiv (og snedig) strategi der gavner én selv? Handler det om en strategi, der handler om at forsøge at undgå selv at blive "upopulær" ved at afvise andre? Handler det om, at børn skal lære ikke at dele, fordi andre børn når skal blive givet det fornødne af de personer der tager ansvar for dem? Handler det om, at børn skal indpodes at det er forkert, hvis de er generøse? Handler det om at lære børn, at de alene skal give, hvis de ved de får noget af (mindst) samme værdi tilbage i bytte? Handler det om, at børn skal lære regelbaseret adfærd -- den der først napper løbehjulet, har monopol på genstanden?

Selvhævdelse, egoisme, grådighed osv. er ikke dyder, men er det stik modsatte -- laster. Det er idioti (i klassisk betydning). Det er laster, der er (civil)samfundsnedbrydende.

Heinrich R. Jørgensen

Povl Riis kaldet det (lødigt og korrekt) for "tribalisme".

En sortsynet demagog ville måske omtale det "pre-balkanisering". Det udtryk antyder hvor vejen fører hen...

Ja så længe børn Der som de eneste besøger deres gamle forældre på plejehjemmene mener át et besøg hver anden måned er nok og når de ikke har lært resten af familien også át besøger deres gamle, som ikke selv kán komme til dem, så tror jeg godt vi kán tale om et sygt samfund uanset át vi har fået betalt røvvaskning så er menneskelig omsorg bedst når den kommer også fra menneker Der elsker en og den kán altså ikke erstattes helt af plejeprsonale, og det er lige før man er nødt til át lovgive om det... Selv om det Jo ikke er realistisk, men selv I Kina er det blevet et problem med den menneskelige sammenhæng I familierne, hvor det ene barn alt for ofte kun besøger forældrene måske 1 gang om året og det har været på tale át lovgive om át man skál besøgesine ældre regelmæssigt også Der....
okay det er kun et aspekt.... Men når et samfund ikke fungerer har man ALLE steder hidtil sat sin lid til familiens solidaritet og vi skál passe på ikke helt át ødelægge dette át lære omsorg også tilbage fra vores unge gennerationer , for om de hele barndommen og ungdommen kun læres mål I Sig selv så ændres dette ikke let senere og det kán også være årsagen til de enormt mánge skilsmisser....

Kirsten Søltoft Klercke

Sikke da en gang miskmask med den hensigt at skære ned på sociale rettigheder.
Må jeg anbefale noget historieundervisning?

Stamme/stammesamfund er førmiddelalderlige: altså et misvisende udtryk.
Rettighedsbegreberne kommer (selv om der er forløbere i antikken) efter middeladerens stændersamfund, men er først og fremmest præciseret som politiske (demokratiske) rettigheder, hvor der i stedet indtræder et klassesamfund. Begrebet klasse behøver man ikke at være marxist for at antage. Disse politiske rettigheder er i begyndelsen dog stærkt begrænsede: de omfatter ikke folkehold, fattige, kvinder o.l.
Rettighedsbegrebet, der får en stærkt position inden for juraen samtidig med det politiske system, udvides til det sociale område særligt efter 2. verdenskrig i forbindelse med en udbygning af det statslige område ledsaget af generel, offentlig skatteindbetaling. Denne fælles forsikringkasse er så velfærdsstaten.
MEN der er altså ikke tale om en fritsvævende mentalitetsændring. Og ISÆR ikke om et moralsk forfald i forhold til dyd og pligt. Det er det argeste nonsens at påstå, at egoisme og manglende hensyn til andre skulle være en ny opfindelse. Man samlede skam ikke folk op på gaden i højere grad endnu eller samlede folk op, der døde af sult eller på fattiggården. Afstumpethed mv. har måske fået et mere upersonlig præg, men i et samfund som det nuværende danske er den blevet mindre brutal, så derfor er forøgelsen af sociale rettigheder udmærket koblet til begrebet 'velfærdssamfund'. - Kort sagt, at mennesker var bedre og mere menneskelige (ungerne ude og tjene i 14-årsalderen i en børneflok på f.eks. 12, hvorefter man stort ikke sås siden, f.eks. har sikkert givet nære omsorgsrelationer for ca. 150 år siden) i de gode gamle dage er historisk humbug og desuden sædvanligt moralistisk meningsrytteri til brug for politiske synspunkter,

Kirsten Søltoft Klercke

Der tegnes tillige et idylliserende portræt af relationen til den ældre generation. De gamle på fattiggården eller de hendøende i aftægtsboligen var en del af en økonomisk ordning og hvordan det spændte af, kan der vist sges både pro og contra om. Proletariatet i byerne især enlige forsørgere, de ugifte tanter gik nok heller ikke just og nursede hinanden hele tiden...Det er jo ren Morten Korch, detteher,,,!