Interview

Har vi fået velstand uden velfærd?

I årevis har man brugt ren økonomisk vækst som et parameter for landes udvikling, men hvis der skal være en jord tilbage til vores børn og børnebørn, skal udviklingen være også bæredygtig. Hvad betyder det, og har vi overhovedet brug for mere vækst i vores samfund?
Debat
20. april 2012

Der er et yndigt land, hvor befolkningen har villaer, kummefrysere og to biler i garagen. Siden Anden Verdenskrig har vi udviklet os til en af verdens rigeste lande pr. indbygger, men udviklingen har i høj grad været båret af industrien, og der er blevet tæret på vores naturressourcer. Det har gjort bæredygtighed til det nye buzzword inden for udvikling.

Men ifølge John Holten-Andersen, som er programleder for Teknisk Miljøledelse på DTU og medredaktør på bogen Modvækst, giver det slet ikke mening at diskutere, om væksten skal være bæredygtig eller ej. Diskussionen bør i stedet handle om, hvorvidt vi overhovedet ønsker økonomisk vækst, eller om vi i stedet skal lægge vores kræfter i ting, som øger velfærden.

»Hele vores system tænker udvikling på en håbløs måde. Folk bliver ikke glade af at jagte materielle goder. Regeringen taler både om velfærd og velstand, men det er vigtigt, at vi får skilt de to ting ad. Vi har fået velstand uden velfærd, og sådan har det været i mange år,« siger han.

Ikke alt kan gøres op i penge

I den vestlige verden har vi haft tradition for at gøre et lands udvikling op i vækst og BNP, men langsomt bliver der nu åbnet op for, at man kan begynde at tænke i andre nye baner.

I en rapport fra De Økonomiske Råd kan man læse om begrebet ’ægte opsparing’ som et mål for at sikre, at udviklingen er bæredygtig – at vi ikke udvikler os på bekostning af fremtidens generationer.

Grundtanken her er, at alt, hvad der påvirker fremtidige generationer, opgøres i henholdsvis positive eller negative procent af det årlige BNP. Et skridt i den rigtige retning, hvis man spørger John Holten-Andersen, som dog mener, at hele tankegangen er baseret på et forkert grundlag. »Det er en god idé at korrigere det klassiske BNP, men problemet er, at de stadig gør alt op i penge. Det er en imperialistisk økonomiopfattelse, og det svarer til at sammenligne æbler med pærer,« siger han.

Ifølge John Holten-Andersen er problemet, at man simplificerer debatten ved at reducere alt til måleenheder. Økonomerne har stor gennemslagskraft, fordi de kan reducere alt til tal, som alle kan forstå, og på den måde får de monopol på debatten.

»Det er ikke realistisk at blive ved med at gøre alt op i økonomi og vækst og tro, at i de næste 100 år vil alt fortsætte, som det har gjort de sidste 100 år,« siger han og citerer Albert Einstein.

»Det er ikke alt, der kan tælles, der tæller, og det er ikke alt, der tæller, der kan tælles.«

Kan ikke tænke i kroner

– Hvad er problemet ved at opgøre samfundsaktiviteter i procent af BNP?

»Man kan ikke lave en cost-benefit-analyse af alt. Når vi omgås vores familie, venner og naboer i det private, så handler vi ud fra, hvad situationen kræver af os. Der begynder vi ikke at tænke i kroner og øre. Jeg har det på samme måde, når jeg ser en motorvej skære gennem et smukt landskab eller en landmand, der spreder pesticider over sine store marker. For mig er det at gøre uoprettelig vold på naturen.«

– Hvad synes du om, at De Økonomiske Råd vil vurdere bæredygtighed gennem begrebet ’ægte opsparing’?

»Det er fremskridt i forhold til ikke at gøre noget, men spørgsmålet er, om man overhovedet kan gøre de her ting op i økonomi? For mig at se er der to store ulemper ved det: For det første er det for usikker en metode, da det hele handler om spekulationer og gæt. For det andet er der et etisk problem. Er der virkelig ikke andet i livet end kroner og øre? De ting, vi kan gøre op i penge, kan vi gøre til varer og sælge på et marked, men du kan for eksempel ikke købe kærlighed eller natur – og en uddød art kan ikke genskabes.«

Tid til et paradigmeskifte

John Holten-Andersen peger på, at bæredygtig udvikling ikke handler om, at vi skal lade al natur være uberørt, for der skal også være plads til det kulturelle samfund, som vi har fået opbygget. Til gengæld mener han, at vi skal genfinde glæden ved uberørt natur og lære vores begrænsninger at kende.

»Det er en balancegang, hvor vi har mistet sansen for, hvad der er rigtigt og forkert. Ja, vi skal have mad på bordet og tøj på kroppen, men hvorfor skal vi have 20 par sko hver og endnu en motorvej? Det er et spørgsmål om at sætte grænsen et fornuftigt sted, hvor der både er plads til velstand og materielle goder og til den natur, vi som kulturmennesker ikke har kontrol over, og den kan ikke gøres op i penge.«

– Men hvis vi skal tale om økonomi og vækst, hvilke parametre skal vi så se på?

»Der skal et paradigmeskifte til. De Økonomiske Råd prøver at reparere på det gamle paradigme, hvor man i stedet burde opfinde et helt nyt. Men det er svært, for problemet er, at man vil blive ved med at gøre al samfundsaktivitet op i én måleenhed. Hvordan kan man sætte kroner og øre på, at vi tømmer Nordsøen for olie, på klimaforandringerne og på, at vi rydder store naturområder?«

– Hvad skal det paradigmeskifte indebære?

»Vi skal i stedet have en dialog i gang, en demokratisk samtale. Her skal økonomer være velkomne til at deltage på lige fod med biologer og alle mulige andre, men der skal ikke være nogen, der tager monopol på samtalen. Så må vi indrette debatten efter demokratiets holdning. Der er jeg i mindretal, og det må jeg acceptere, men så må jeg jo prøve at overbevise andre om mine synspunkter.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vi lever efter et tænkt behov, ikke et følt behov.
Vi har mistet evnen til at mærke det følte behov, og bilder os ind, eller lader os indbilde, hvad vores behov er. Opnåelse af det indbildte behov giver ingen følt behovs tilfredsstilelse.

John Fredsted

Tak for dette kærkomne antidot til kronikken Vi er bæredygtige!.