Fra fællesskab til frivillighed

I de seneste år er der sket en drejning i den politiske og offentlige debat i om civil-samfundet. Vi er gået fra at tale om foreningsliv til at tale om frivillighed – fra demokrati og fællesskab, til individ, velfærd og opgaveløsning
Det har til enhver tid været foreningslivets fundamentale vilkår og opgave at være et innovativt eksperimentarium, der prøver nye former for fællesskab af. I dagens samfund handler det for foreningslivet ikke mindst om at turde sætte bremsen i og skabe et frirum, hvor der er plads til ro, fordybelse, værdier og demokratiske diskussioner om de store spørgsmål i livet.

Det har til enhver tid været foreningslivets fundamentale vilkår og opgave at være et innovativt eksperimentarium, der prøver nye former for fællesskab af. I dagens samfund handler det for foreningslivet ikke mindst om at turde sætte bremsen i og skabe et frirum, hvor der er plads til ro, fordybelse, værdier og demokratiske diskussioner om de store spørgsmål i livet.

Kristian Sæderup
10. april 2012

Traditionelt baserer det organiserede civilsamfund i Danmark sig på foreningstanken, og tidligere tiders debatter har handlet om Foreningsdanmarks udvikling. I de senere år har fokus flyttet sig til begrebet ’frivillighed’. Både stat og kommuner arbejder med frivilligpolitikker og -strategier, mange kommuner har ansat frivilligkonsulenter, der er blevet indført en årlig, national frivillighedsdag osv.

Betyder det skifte i virkeligheden det store? Er det ikke ligegyldigt, hvilken farve katten har, hvis bare den kan fange mus?

Svaret på det spørgsmål afhænger af, hvilket formål man mener, at foreningslivet og det frivillige arbejde har.

Hvis det primære formål er at få løst en række konkrete samfundsopgaver, som vi af den ene eller anden grund ikke mener at have råd til at få lønnet personale til at løse, betyder organiseringen af frivilligheden ikke det store. Så kan man fint erstatte foreningslivet med f.eks. kommunal frivillighed, hvor den enkelte kommunale institution knytter ’egne’ frivillige til sig, som det allerede sker mange steder i landet.

Men hvis man mener, at civilsamfundet også (fortsat) skal spille en betydningsfuld rolle, når det handler om bl.a. demokratisk dannelse og sikring af sammenhængskraft i samfundet, er det alt andet end ligegyldigt.

Gode for samfundet

I Danmark har vi traditionelt haft et overvejende eksistentielt syn på foreningslivet. Den generelle politiske holdning har været, at foreninger i sig selv er et gode for samfundet.

Det er imidlertid en tradition, som det øgede fokus på frivillighed har sat under pres, fordi dette fokus bygger på en langt mere instrumentel tankegang.

Det betyder, at det i dag først og fremmest handler om, hvad der konkret kommer ud af det frivillige arbejde, når man skal vurdere, hvem der skal have del i de offentlige støttekroner. Og det betyder igen, at støtten typisk omlægges fra at blive givet til foreningernes generelle virksomhed til projektstøtte.

Umiddelbart kan det måske forekomme uskyldigt og endda rimeligt, at grupper af frivillige kun får del i offentlige midler, hvis de løser konkrete opgaver. Men en sådan omlægning giver en række problemer.

Man flytter beslutningskompetencen fra det interne medlemsdemokrati i foreningerne til det formelle politiske system. Det er nu det offentlige, der bestemmer, hvad foreningen skal arbejde med, og ikke medlemmerne. Det risikerer at udvande medlemsdemokratiet og dermed svække foreningernes rolle som demokratiopdragere. Foreningernes traditionelle rolle som korrektiv til og vagthund over for den offentlige sektor og det etablerede politiske system risikerer lige så stille at forsvinde. Hvilken hund bider af den hånd, der fodrer den?

En spejling af det offentlige

Samtidig oplever vi i stigende grad, at de styringsredskaber, der i dag anvendes i den offentlige sektor, også anvendes over for den frivillige sektor. Den samme akademisering, som vi har oplevet i den offentlige sektor, holder sit indtog på foreningsområdet. Kravene til ansøgninger, kontrolprocedurer, evalueringer mv. er stødt stigende. Konsekvensen er, at de store organisationer i stigende grad ansætter folk med den samme uddannelsesmæssige baggrund, som kendes i ministerier og kommuner, til at tage sig af kravene, mens de frivillige til gengæld bliver trængt længere og længere i baggrunden.

Overgangen fra foreningsliv til frivillighed fører til en grundlæggende ændring i den frivillige sektors selvforståelse og det syn, som resten af samfundet har på den. Groft sagt bliver sektoren reduceret til at være en opgaveudfører på linje med andre opgaveudførere som f.eks. offentlige institutioner og private virksomheder, mens den holdningsbaserede og værdibårne tilgang til aktiviteterne, trænges fuldstændig i baggrunden.

Forandringerne betyder, at den demokratiske tradition, vi har i Danmark, hvor demokratiet er langt mere end en styreform, men en livsform, lige så stille risikerer at glide os af hænde.

Det lader til, at vi er ved at glemme, at demokrati ikke er en medfødt egenskab, der ligger dybt i de danske gener, men en tillært kompetence, som skal læres forfra af hver ny generation, hvis ikke det skal reduceres til et mediestyret meningsmålingstyranni.

Og netop i forhold til opgaven med at oplære og opdrage hinanden til demokratisk samtale og ansvarlighed i forhold til de fælles beslutninger har foreningslivet en fuldstændig central rolle.

Vi har (måske) flere frivillige end nogensinde før – og politikerne vil gerne have mange flere – men som på mange andre områder er kvantitet her ikke lig med kvalitet. Der er grundlæggende forskel på, om man er medlem i en forening sammen med andre, eller om man er tilmeldt en kommunal institutions vagtliste, for den demokratiske dannelse, der sker i foreningslivet, er meget svær at genfinde i den kommunale frivillighed.

Det at indgå i demokratiske fællesskaber med andre, at gøre noget sammen med nogen – og ikke blot for nogen – har den allerstørste betydning for, hvordan mennesker oplever at have indflydelse på deres eget liv og på graden af tillid, de har til deres medborgere. Derfor skal vi holde fast i foreningsbegrebet og ikke mindst i den demokratiske dannelse, som de tilbyder ung som gammel, høj som lav i det danske samfund.

Når det er sagt, så skal en hel del af foreningerne også kigge indad. Der skal gøres op med traditioner og hierarkiske valgsystemer og bydes ind med mangfoldige muligheder for at få indflydelse og deltage i en lang række forskellige aktiviteter, i et forpligtende fællesskab.

Foreninger må vågne op

Det er imidlertid ikke nok, at foreningerne ser indad og omlægger strukturer. De må også vågne op til dåd og gøre deres stemme gældende i den offentlige debat om civilsamfundet. For at kunne gøre det, skal foreningerne gør sig klart, hvor langt de vil gå i bestræbelsen på at blive attraktive partnere for det offentlige, og hvilken rolle de fremover vil spille i den demokratiske dannelse.

Det har til enhver tid været foreningslivets fundamentale vilkår og opgave at være et innovativt eksperimentarium, der prøver nye former for fællesskab af. I dagens samfund handler det for foreningslivet ikke mindst om at turde sætte bremsen i og skabe et frirum, hvor der er plads til ro, fordybelse, værdier og demokratiske diskussioner om de store spørgsmål i livet.

Nogle vil måske mene, at det er fuldstændig ude af trit med udviklingen i et samfund, der lægger mere og mere vægt på cost/benefit og bundlinjer. Omvendt kan man også argumentere for, at netop i et samfund, hvor produktivitet og effektivitet lader til at være de eneste målestokke for succes, er der brug for et frirum i det frivillige foreningsliv og folkeoplysningen. Hvis civilsamfundet i Danmark skal gå i en anden retning, end den generelle samfundsudvikling presser det til, kræver det, at både civilsamfundet selv og det politiske system er klar til at træffe beslutninger på baggrund af en grundlæggende debat om, hvad formålet med civilsamfundet dybest set er. Vi har ikke haft en sådan bred debat i Danmark i flere årtier Vi vil derfor opfordre til, at den danske regering sætter gang i en debat om foreningsliv og frivillighed i Danmark, hvor både det politiske liv og foreningsverdenen inddrages.

Måske bliver konklusionen på en sådan proces en anden, end vi håber på. Måske er tiden kommet til, at foreningsbegrebet skal udfases til fordel for en entydig frivilligvinkel. Men hvis det er konklusionen, så lad os i det mindste være åbne om det, så vi kan begynde at tage højde for de konsekvenser – positive som negative – som et sådant paradigmeskift vil medføre.

Helle H. Bjerregård er udviklingskonsulent i Dansk Folkeoplysnings Samråd, Hans Stavnsager er tidligere generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd

Seneste artikler

  • Filantropi – the f-word

    24. april 2012
    I USA er filantropien kommet på mode, og rigmænd som Bill Gates engagerer sig både i bistand, demokratisk udvikling og sundhedsfremme. I Danmark kan de største fonde også få afgørende betydning for udviklingen af velfærdssamfundet
  • Vælg din fangevogter med omhu

    27. marts 2012
    For ikke så længe siden skulle man passe sig selv, nu skal man drage omsorg for sig selv. Staten kræver nemlig, at vi skal være kompetente modtagere af dens service. I den proces taber både civilsamfund og marked terræn, mens samspillet mellem staten og den enkelte bliver samfundets nye dynamik
  • Borgerofferet må dø

    22. marts 2012
    Gang på gang fremstilles danskerne som ofre for velfærdsstatens uduelighed. Vi svigtes, overses, fejlbehandles og underprioriteres. Det får os til at glemme, at velfærd er noget, vi skaber sammen. At vi selv har ansvar for aktivt at forandre samfundet

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Preben Bjørn Madsen

Det er helt rigtigt, at offentlig, støtte givet som støtte til projekter, har store konsekvenser. Betingelserne for at opnå projektstøtte indebærer bl. a., at der stilles krav om planlægning, budgettering og afrapportering mv.

Det er naturligvis fornuftigt, at bevillingsgiveren vil sikre sig indsigt i, hvad der gives støtte til. Men det har alvorlige konsekvenser i forhold til de mennesker, der gerne skulle nyde godt af projektet.

Når en organisation har opfyldt alle forudsætninger for at få projektstøtte, så ligger projektet i så faste rammer, at der ikke er mulighed for at tage medlemmer af målgruppen med på råd om, hvordan projektet skal støtte og hjælpe dem.

Selv om de erklærede mål for mange støtteforanstaltninger er demokrati, participation og empowerment, så resulterer vilkårene for at opnå tilskud til projekterne i, at målgruppen gøres til mere eller mindre passive modtagere af foranstaltninger, som de ikke har haft nogen reel indflydelse på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Er det ikke indlysende, at den, der betaler musikken, bestemmer, hvad der skal spilles ?

Så hvis man vil have økonomisk støtte til sit ´frivillige´ arbejde, bliver frivilligheden til ´betalt frivillighed´. Forskellen er betydelig.

Når det er sagt, er det vel at foretrække med så frie rammer som muligt, hvis indsatsen ønskes at være innovativ og kreativ ?

anbefalede denne kommentar