Filantropi – the f-word

I USA er filantropien kommet på mode, og rigmænd som Bill Gates engagerer sig både i bistand, demokratisk udvikling og sundhedsfremme. I Danmark kan de største fonde også få afgørende betydning for udviklingen af velfærdssamfundet
USA’s superrige engagerer sig som aldrig før i bistandsprojekter, demokratisk udvikling og sundhedsfremme. Bill Gates (t.v.) og Warren Buffet har bl.a. stiftet ’The Giving Pledge’, hvor adskillige milliardærer har forpligtet sig til at give mindst 50 procent af deres formuer til velgørenhed.

USA’s superrige engagerer sig som aldrig før i bistandsprojekter, demokratisk udvikling og sundhedsfremme. Bill Gates (t.v.) og Warren Buffet har bl.a. stiftet ’The Giving Pledge’, hvor adskillige milliardærer har forpligtet sig til at give mindst 50 procent af deres formuer til velgørenhed.

Mike Segar
24. april 2012

Har filantropi en rolle i et moderne samfund? Eller er filantropi et levn fra en fortid, hvor en voksende og selvbevidst kreds af velstillede samfundsborgere havde travlt med at presse egne normer og værdier ned over arbejderklassen og mennesker på samfundets skyggeside? Rimer filantropi fortsat på paternalisme, moralisering og asymmetriske relationer mellem giver og modtager? Eller kan begrebet bruges til at beskrive frisættende og samfundsfornyende initiativer? Mange danskere er engageret i civilsamfundets organisationer, og fondsverdenen ville indtil for få år siden nok have betakket sig for at blive kaldt filantroper. Ikke desto mindre er begrebet på vej til at få en stærk renæssance.

Filantropi er igen kommet på mode: USA’s superrige engagerer sig som aldrig før i bistandsprojekter, demokratisk udvikling og sundhedsfremme. Gennem enorme fondsdannelser har folk som Bill Gates, Warren Buffet, George Soros og mange andre etableret et kapitalgrundlag og organisationer, som i størrelse og indflydelse kan hamle op med selv de største nationale bistandsorganisationer. Med dem er der opstået en ny selvforståelse omkring globale virksomheder, markedsbaserede økonomiers og finansielle aktørers mulighed for at påvirke samfundsmæssige og globale udfordringer målrettet gennem strategisk investering i udvikling. Et organiseret og largescale ’pay back to society’-engagement, som med Bill Clinton som frontfigur er blevet døbt ’Philanthrocapitalism’.

Nedladende velgørenhed

Filantropi har i et halvt århundrede været søgt trængt ud af dansk velfærdstænkning: Godgørenhed, privat initiativ og frivillig indsats var i mange år ugleset som en mulig del af en dansk velfærdsmodel. Faglighed og hensynet til borgernes ve og vel tænktes at kunne forvaltes bedst og helst udelukkende af det offentlige.

Men uanset socialreformen fra 1933 var filantropien og de frivillige sociale foreningers indsats fortsat en væsentlig del af det samlede sociale velfærdssystem frem til velfærdsstatens overtagelse af et altomfattende ansvar fra slutningen af 1950’erne og frem til bistandslovens vedtagelse i 1973. Dette skete som den praktiske organisering af en medmenneskelig og moralsk fordring om at hjælpe andre i fællesskaber forskellige fra dem, der udsprang af arbejderbevægelsen.

Almennyttige fonde og legater betragtes af mange som et levn fra en fjern fortid uden relevans for en moderne velfærdsstat. Fondene har været under beskydning, fordi de typisk flyver lavt under radaren for offentlig indsigt. Fondene er således ikke demokratisk kontrollerede, men ledes af en ofte selvsupplerende bestyrelse. Fondene kritiseres typisk for at være konserverende og ude af trit med tidsånden og de ændringer, der sker i samfundet. Deres formål er således bestemt af en stifter, hvis vilje kan have været fremsynet og nytænkende på stiftelsestidspunktet, men ikke nødvendigvis fortsat er det i dag. Fondene kritiseres af nogle for at støtte formål uden tilstrækkelig indsigt i de bagvedliggende forhold eller for at tage for lidt hensyn til utilsigtede konsekvenser af et givet projekt. På samme måde som med tilskud fra statslige puljer sættes der også spørgsmåltegn ved, om fondene altid tager bestik af den økonomiske bæredygtighed af et måske i sig selv gavnligt initiativ.

Social innovation for udsatte

Ikke desto mindre er fondene genstand for en voksende anerkendende italesættelse også i dansk kontekst, og de beskrives for eksempel af Ugebrevet Mandag Morgen som en væsentlig kilde til fornyelse af velfærdssamfundet.

Der kommer stadig nye fonde til, og alene i kraft af den kapital, der ligger i fondene, og i størrelsen af deres uddelinger påkalder de almennyttige fonde sig en opmærksomhed, der selvfølgelig ikke bliver mindre, når de offentlige kilder tørrer ud. Dertil kommer, at flere fonde i de senere år er blevet langt tydeligere omkring, at de forfølger langsigtede strategier på et spændende værdimæssigt grundlag.

Nogle af de større fonde har oplagte muligheder for at skabe ny udvikling gennem støtte til indsatser, der kombinerer metoder fra sociale og kulturelle sektortilgange. Bag det ser man en styrket professionalisering af fonds-administrationerne, som nu oftere henter folk ind med stor teoretisk og praktisk indsigt i socialt arbejde og i tillæg selv engagerer sig i gennemførelse af egne projekter, sådan som blandt andre Egmont Fonden har gjort det i en årrække.

Nogle af de større danske fonde som Realdania og Trygfonden stiller midler til rådighed for initiativer og programmer, som i kroner og øre næsten kommer op på siden af de store statslige udviklingsprogrammer fra slutfirserne. Senest har Trygfonden for eksempel bevilget 25 millioner kroner i grundkapital til en ny Den Sociale Kapitalfond, som skal investere og stille kompetencer til rådighed for sociale iværksættere og socialøkonomiske virksomheder. Formålet med denne vækstkapital er at skabe social innovation for udsatte grupper, men også at vækstkapitalen skal kunne tilbagebetales for at kunne geninvesteres i nye sociale projekter.

Fonde kan tage chancer

De almennyttige fonde betragtes traditionelt som en del af civilsamfundet eller den Tredje Sektor. Tendensen til stadig større professionalisering rummer dog en risiko for, at fondene i deres tilgang og bevillingsmønstre kommer til at kopiere de paradigmer, som styrer offentlig indsats på det sociale område. Der tales således mere om dokumentation og effektmåling, og mål for støtte og indsats kan nogle gange være svære at adskille fra det, der forfølges af det offentlige.

Hvis fondene skal opretholde deres legitimitet, skal de tilføre samfundet en added value, en værdi, som det offentlige ikke kan præstere. Fondene bør i deres tildelingspraksis undgå at ligge for tæt på offentlige strategier eller overføre det offentliges principper i moderne puljeadministration.

Dér, hvor fondene skiller sig ud, vil typisk være på, at de kan tillade sig at være mere risikovillige og dermed har et betydeligt rum for at gå nye veje og handle med en beslutsomhed, som sjældent findes tilsvarende i det offentlige. Fondene er ikke bundet af at afsøge samspil med anden lovgivning, og de kan tage særlige hensyn til mennesker og afgrænsede fællesskaber, som matcher fondens formål.

Der er behov for at styrke fokus på denne differentiering, al den stund at det offentlige har tendens til at søge hen imod et markedsøkonomisk inspireret vokabular om ’social return on investment’.

Dér, hvor det offentlige tænker mere og mere i indsatser, der betaler sig, og veje til at fremme selvforsørgelse som primært mål, bør de almennyttige fonde tolke sig ind i en moderne version af filantropi til fremme af medmenneskelighed, livsglæde, medindflydelse og respekt for den enkelte.

Frem for alt bør fondene undgå at overtage det offentliges styringsmaksimer, men tværtom bidrage til, at der igen er nogen, der vil kaste sig ud i at arbejde med nye visioner for samfunds-udviklingen, hvilket i disse år er en temmelig ledig position.

Lykkes det at fastholde og videreudvikle en forskelligartet og modig tilgang, vil det være til gavn for dynamik og mang-foldighed i det sociale udviklingsarbejde.

Filantropien vil så være på vej tilbage på den gode måde.

 

Terkel Andersen er sekretariatschef i Frivilligrådet

Seneste artikler

  • Fra fællesskab til frivillighed

    10. april 2012
    I de seneste år er der sket en drejning i den politiske og offentlige debat i om civil-samfundet. Vi er gået fra at tale om foreningsliv til at tale om frivillighed – fra demokrati og fællesskab, til individ, velfærd og opgaveløsning
  • Vælg din fangevogter med omhu

    27. marts 2012
    For ikke så længe siden skulle man passe sig selv, nu skal man drage omsorg for sig selv. Staten kræver nemlig, at vi skal være kompetente modtagere af dens service. I den proces taber både civilsamfund og marked terræn, mens samspillet mellem staten og den enkelte bliver samfundets nye dynamik
  • Borgerofferet må dø

    22. marts 2012
    Gang på gang fremstilles danskerne som ofre for velfærdsstatens uduelighed. Vi svigtes, overses, fejlbehandles og underprioriteres. Det får os til at glemme, at velfærd er noget, vi skaber sammen. At vi selv har ansvar for aktivt at forandre samfundet

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Dennis Berg

Filantropi betyder een ting: Der er nogle der ikke betaler skat nok.

Jeg ville hellere have de penge under demokratisk kontrol, istedet for at blive brugt på enkeltindividers luner. Og jeg ønsker ikke at skulle stå og være taknemmelig for noget, som burde tilhøre samfundet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leif Mønniche

Faktisk er det komunernes opgave, at varetage det såkaldte 'civilsamfund's interesser . Det er det der er grundtanken med 'nærdemokratiet'. I stedet har kommuner udviklet sig til at optræde som Statens legaliserede forlængede kontrolarm som skrankepaver. Der er vist ingen borger der egentlig gør sig dette klart. Som Dennis pointerer - borgerne bør ikke være taknemmelige for noget der burde tilhøre civilsamfundet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Det er ikke et "f" ord, men et "ph" ord.

Ligesom philosophy, philadelphia og phalanx.

Mon ikke det har noget med phællesskab at gøre? Altså på den phede måde, hvor det almene angår alle?

I modsætning til fælt formynderi og fup-monopolisering af det almene...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Toke Ernstsen

Filantropi har i sin grundtanke et humanistisk afsæt, men er til gændgæld også et gammelt, måske forældet fænomen.

Forældelsen kunne ligge i, at en moderne, social samfundsstruktur gerne skulle være således udformet, at filantropi indenfor borgernes grundlæggende underhold, sundhed og uddannelse er unødvendig.

Er dette ikke tilfældet, må der formodes at være en ubalance i forholdet mellem pengenes mænd og deres objektive ansvar overfor det omgivende samfund - herunder de, der mere eller miindre midlertidigt er tilknyttet arbejdsmarkedet. Og en sådan ubalance bør der rettes op på politisk.

Under alle omstændigheder udspringer der sjældent noget fra den rå kapitalisme uden bagtanke. Derfor bør også filantropi som tiltagende modefænomen blandt de mest velhavende, have den største bevågenhed. For inden man får set sig om, har man lukket ræven ind i hønsegården.

Pengenes mænd bør ikke kunne få afgørende indflydelse på ledelsen i og styringen af humanitære organisationer. Humanismens problemer under kapitalismen er i forvejen store nok.

Gavepenge er kun en gave, hvis de gives betingelsesløst. Bliver de ikke det, er det ikke en gave, men en handel!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Christensen

Til tider dækker ordet "filantropi" over investeringer med personlig vinding som mål. Således har Bill Gates investeret kraftigt i vaccineindustrien og fået det til at se ud som filantropi. Bill Gates er blevet vaccinepusher i verdens mest overvaccinerede samfund. Han negligerer de alvorlige bivirkninger som autisme, skadet immunforsvar, tungmetalforgiftgning, allergier og meget andet. Mere om det her: http://articles.mercola.com/sites/articles/archive/2011/03/05/wikileaks-...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Filantropi har til nogen tider været et spørgsmål om at "give til samfundet", eller mere præcist: at bidrage til civilisationsudvikling.

Uanset om det har været som mæcen der har støttet de skønne kunster, støttet etablering af universiteter, frembringelse af sublim arkitektur, støttet forskning, har det sigte ofte eksisteret hos mange givere.

Hvis man har nogle milliarder i overskud, hvad er da mere vigtigt og meningsfuldt end netop at opføre sig som mæcen? At være en glad giver, fremfor f.eks. at "købe en fodboldklub" som et stykke rigmands-legetøj, så man kan konkurrere med andre rigmænd?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stella Aldebaran

"Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af." (Markus 12, 43-44)
--

Fint at selv de, der sidder på flest gysser har en slags samvittighed og opfylder deres længsel efter at gøre godt. De fortjener bare ikke mere opmærksomhed end en hvilken som helt anden, der har det på samme måde.
I øvrigt ville jeg bare så gerne se eller høre om et eksempel på en rigmand, der frivilligt vælger at bo i en skurvogn eller lignende.

Private fonde kan gøre meget gavn, de kan jo fx. også være finansierede af kontingenter fra en bred medlemsskare og ikke bare af en enkelt rigmand.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lærke-Sofie Klok Due

Problemet med filantropi er, at det ikke er demokratisk styret. Dette betyder to ting.

1) Nogle befolkningsgrupper, minoriteter, nødlidende, etc. gøres afhængige af ikke-statslige instanser, hvilket er dybt problematisk, idet det netop er STATENS rolle at yde denne form for sikkerhed. Ingen menneskers ve og vel skal afhænge af mere eller mindre tilfældige private initiativer, men skal naturligvis varetages kollektivt af et stabilt organ (staten).

2) Det bliver tilfældigt hvilke grupper, der får støtte gennem filantropien, hvilket umuliggør en sammenhængende, prioriteret og koordineret indsats, der både ville være at foretrække moralsk (hvem ønsker vi at hjælpe/hjælpe mest/først?) og som også gennem de store perspektiver og det fælles overblik ville blive mest effektivt (hvordan sætter vi bedst muligt ind for at løse de prioriterede problemer?).

Det ville være bedre, om de store summer blev formidlet af folkevalgte og ikke af tilfældige, rige mennesker, (der tydeligvis har råd til at betale højere skat).
Men lad os ikke glemme at juble over det faktum, at filantropien i sig selv udspringer af solidaritet (forudsat at der ikke ligger en profitorienteret agenda bag).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tom Paamand

Tilfældige rigmænds filantropi er sjældent båret af andet end skattefordelens krav om en smule godgørenhed. Herhjemme skævvrider sådanne målrettede gaver sundhedsvæsenet i endnu dummere retninger, end vore politikere kunne finde på. Typisk går sådanne gaver til medieegnede "nuttede" sygdomme, mens grimme sygdomme bliver overset.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ib Ling

Det morer mig at se Informations faste debattører slå knuder på sig selv for at beskrive det faktum at nogle har gjort det så godt at de har råd til at dele ud af formuen og så samtidig har lyst til at gøre det, som noget dubiøst.

TÆNK at nogle folk har lyst til at bruge nogle penge til almenvellets nytte. De betaler tydeligvis for lidt skat *ryster på hovedet*.

Bill og Melinda Gates samt Warren Buffet har bidraget mere til sygdomsbekæmpelsen de senere år end nogen regering.

Selvfølgelig skal folks basale behov ikke afhænge af andres godgørenhed (selvom skattekroner jo også tages fra os andre) men forskning og erhvervsudvikling i ulande er jeg ganske tryg ved ligger i private hænder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leopold Galicki

Ib Ling,

Det morer mig at læse din udlægning af filontropi som et rent udtryk for de riges humanisme og godhed.

Naturligvis kan man ikke nægte, at en Bill Gates også kan have altruistiske følelser og humanistisk holdning. Dog kan man heller ikke nægte, at filantropi også er en form for afladsbreve og psykoterapeutisk behandling for de mennesker, hvis markedsværdi = flere millioner i en årsindtægt.

Fordi et menneske - det fornuftige væsen som det nu kan være, må da en gang imellem spørge sig selv: hvordan fortjener jeg nu alle disse millioner, mens der er mennesker i mit eller og globalt set, som f.eks.ikke få lov til at bruge deres hjerner og/eller hænder for at klare dagen og vejen? Hvordan mon det kan være, at det er sådant?

Dårlig samvittighed er mindst lige så meget, hvis ikke meget mere, en forklaring på filantropi end godhed og humanisme.

anbefalede denne kommentar