Nyhed

En forbilledlig indkøbskultur

I USA byder indkøbsturen på lattermild service, i Danmark på vrissende kassedamer. Forklaringen er ikke neoliberal, amerikansk slavementalitet, men dansk velfærdsmagelighed
Debat
2. april 2012

WASHINGTON DC – »Hov, hov, nu går De jo ud igen uden at have taget Deres tøj med Dem.« Chan-Sook, min koreanske syerske og chef for renseriet på hjørnet af River Road, ler, mens hun kommer løbende ud mod min bil med bøjler og pressede skjorter i hånden.

»Aie, aie, aie,« mumler jeg undskyldende og tilføjer noget om min fremskredne alder.

»Nej, ved De nu hvad,« svarer hun storgrinende. »De er jo så ung. Det er foråret. Og den nye frisure.« Hun slår smæk med tungen og blinker polisk indforstået inde under pagehåret.

Chan-Sook synes at være i evigt, forbilledligt godt humør og leverer perfekt betjening, hvilket de evigt mutte, tyggegummityggende unge som man møder i den danske såkaldte servicesektor kunne lære en hel del af. Og selv om hun ikke er større end tobak for en skilling er hun altid på omgangshøjde med enhver situation.

Jeg har ofte funderet over, hvordan, hun kan være så glad. Danskere er for det meste svært mistænksomme over for alt for glade mennesker. Hun kunne jo være mildt ubegavet. Dumme mennesker er gladere end os andre, fik jeg engang at vide af en traurig socialrådgiver, der lejede et værelse ud til en af mine ekskærester. »De forstår ikke, at de altid bliver taget i røven.«

Men tre års jævnlige samtaler med Chan-Sook har aflivet den tese. Hun er lynhurtig og har sans for både business og livets realiteter. Det sidste fordi hun og hendes mand har opfostret ni børn, hvoraf fem er færdige på universitetet, to er i gang og to går i gymnasiet. Hun og manden har aldrig modtaget så meget som en dollar i direkte offentlige ydelser, hvilket nok – og det behøver man næppe være Ole Birk Olesens kusine for at formode – ville have gjort Chan-Sook med familie til fuldkomne kandidater til prisen som fattig familie og offer nummer 3.000 – havde hun boet i Danmark. Eller i hvert fald berettiget til både brok og rigelige tilskud.

Da det er journalisters lod at være nysgerrig og udforske sociokulturelle fænomener, når man støder på dem, har jeg forsøgsvis frittet hende ud om, det da ikke har været hårdt at betale alt selv. »Meget, meget hårdt med ni børn, jo,« svarer hun, men underminerer så alvoren ved at le hjerteligt.

»Hvornår har De sidst holdt ferie,« spørger jeg hende. »Uhhhh« – der bliver tænkt længe, »det er nok et år siden. Vi var væk en weekend.«

»En weekend,« udbryder jeg forfærdet. For godt nok er jeg ved at kaste op af lige dele morskab og forargelse over mine danske venners og veninders konstante tagen orlov til børn og rejser og bogskrivning og opsparede rettigheder til det ene og det andet (og fatter intet af, hvordan der er råd til det i det danske husholdningsregnskab). Alligevel vil jeg ikke selv undvære mine ferier eller rejser.

Uden at forstå, men i højt humør futter jeg videre over til Whole Foods, verdens bedste økologiske supermarked, hvor maden er så smuk og sund og politisk korrekt, at det er komplet umuligt at være i dårligt humør. Og de ansatte fortæller vittigheder – og får en udmærket løn. De har intet at klage over, betroede de mig, da jeg på fagforeningsvis udspurgte dem.

Så nej – selv om jeg godt ved, at nærværende avis’ kernelæser gerne så grunden til al den hersens storsmilende amerikanske service forklaret med, at man simpelt hen bliver nødt til at være oppe på dupperne i onde, neoliberale USA for ikke at blive fyret, så er mit bud, at forklaringen rummer en pæn dosis kultur ved siden af det åbenlyse, at man i det gennemsocialdemokratiske Danmark ikke behøver at være rar og flink for at få sine offentlige ydelser.

En yderligere pointe? Vel blot den banale, at man i USA’s hovedstad for det meste bliver glad i låget af at købe ind. Hvorimod noget af det mest deprimerende jeg ved, er, når jeg en yderst sjælden gang er i København, og konstant bliver skubbet til af sure landsmænd på gaden. Når jeg forsøger at sige goddag til kassedamen, ser hun træt og halvt bevidstløst op.

»Du siger,« spørger hun.

»Ja, hej,« fremturer jeg. »I USA hvor jeg bor, er det en fornærmelse ikke at sige goddag til hinanden.« Man kan se hvad hun tænker: ’Prætentiøse hattedame’ (eller nok snarere: ’gamle narrehat’) Nå ja. Det er da forsøget værd. Og hey, vent. måske er tingene meget bedre i de der Torvehaller. Eller nede i Blågårdsgade.

Mandag: Derudefra Tirsdag: Kampzoner Onsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erne Lørdag: Borgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Doris Møller

Hej Annegrethe Rasmussen

Jeg bliver nødt til at skrive til dig, for jeg er så inderlig træt at den form for cirkus-argumentation, som din klumme bygger på.

Jeg vil fortælle dig en anekdote:

Den handler om en mand, der var så inderlig træt af, at hans varmeregning var så høj. Og så var det, at han havde lagt mærke til, at varmeregningen steg mest, lige præcis når kommunens salt- og grusspredere hele tiden kørte forbi hans hus. Derfor forlangte han, at det skulle forbydes at sprede grus og salt på gaderne!

Som du nok kan se, har denne mand lagt mærke til eksistensen af to samtidige fænomener, og nu tror han fejlagtigt, at det ene fænomen (spredningen af grus og salt) er årsag til det andet (den høje varmeregning).

Så vidt jeg kan se, begår du den samme fejl. Jeg kan forstå, at du åbenbart er modstander af det danske velfærdssamfund. Og du er tilsyneladende stødt på vrissende kassedamer I Danmark. Men hvorfor i alverden skulle det det ene fænomen (velfærdssamfundet) være skyld i det andet (de vrissende kassedamer)?

At man ikke behøver at være flink i Danmark for at få sine offentlige ydelser er ikke nogen forklaring, sådan som du skriver. En kassedame tjener selv sine penge.

Imidlertid kan du have en pointe, når du hævder, at flertallet af mennesker i Danmark desværre ikke er så høflige, som folk er i udlandet. Jeg tror bare ikke, at det har noget med velfærdssamfundet at gøre. Det er kulturbestemt.

Personligt har jeg selv måttet lære, hvordan alting går nemmere, når man behandler andre høfligt og venligt, sådan som jeg har oplevet det i Frankrig.

Når jeg var dårlig til den slags almindelig høflighed før i tiden, skyldes det for det første, at jeg oprindelig kommer fra landet, hvor man normalt ikke rutter med høfligheden. Og for det andet skyldes det, at jeg var ung i tresserne og halvfjerdserne, hvor man gjorde oprør mod alle den slags standardiserede ritualer for god opførsel. Man ville være mere ærlig i sin omgang med andre mennesker. Desværre gik noget værdifuldt tabt i den proces – noget, som det desværre tager årtier at genskabe. Men vi er på vej.

For øvrigt er dine iagttagelser om kassedamer forældede. Det er rigtigt, at kassedamer før i tiden ikke hilste på folk. Men det gør de nu, og det har de gjort i adskillige år!

Christian De Coninck Lucas

Fri mig for denne form for pladder-journalistisk!!!

Har du nogensinde kørt et par timer direkte ud af DC mod, fx. Pennsylvania, og hen ad eftermiddagen besluttet dig for at købe ind i en lokal Wal-Mart eler få en bid mad på den der virkelig lælre Arby's du altid drømmer om? Du kan få menneskelig jammer, underbetalte pensionister der ikke har råd til pension og madforgiftning begge steder og jeg kan love dig for, at hvis de leveres med et smil er det ren desperation.

Og ja, der er herre fed service på the Capitol Grill og i Whole Foods.....men det har ikke en meter med 95% af USA at gøre.

Klaphat!

Lise Lotte Rahbek

Ahh, mere revsen af de bekvemme, velfærdsdovne, jammerlige danskere,
af en sofistikeret, velhavende dansker bosiddende i udlandet.

Jeg forstår vist ikke, hvad de gør det for - men det er blevet meget almindeligt for danskere bosiddende i udlandet at beskylde danskere bosiddende i Danmark for en masse væmmelige egenskaber og former for adfærd, som de så kan tage afstand fra.

Det er muligvis en slags omvendt jantelov eller også er det bare trendyt at beklage sig over sine tidligere landsmænds bondske, upolerede natur sat i forhold til udenlandsdanskeren egen sans for international pli og god forretningsmoral.

Det er ret forstemmende at læse mennesker,
som i den grad promovere sig selv på gode borgerlige forretningsdyder, ikke være klar over, at de med sådan en klumme, sætter sig selv i spotlys for netop manglende pli og etikette.

Inger Sundsvald

Hvor forstemmende!

John Christian Mogensen

Annegrethe Rasmussen må dog undskyldes med, at det kun er "en yderst sjælden gang" hun er i København. Men det er alligevel mærkeligt at den nydelige dame "konstant bliver skubbet til af sure landsmænd på gaden" ved de sjældne lejligheder hun er her. Jeg selv der opholder mig dagligt i København kan end ikke huske at jeg er blevet skubbet til på gaden. Jeg har heller ikke noget problem med sure kassedamer.

Søren Nielsen-Man

Åh ja, skønt at have sin egen lille evigtsmilende koreanske syerske. Og helt uforståeligt at en kassedame hjemme i Danmark ikke fortæller vittigheder, men træt tænker ”hattedame” om vor korrespondent (pt. embedded med og i Guds eget land). Og da fuldstændigt forbandet, at ”man i det gennemsocialdemokratiske Danmark ikke behøver at være rar og flink for at få sine offentlige ydelser.”

Bjarne Bisgaard Jensen

Får madammen der har råd til at købe ind i Whole Foods penge for dette journalistiske makværk, kære Information

Inger Sundsvald

Heldigvis behøver man ikke smile for at tjene sin løn i Netto.
Men jeg har nu lagt mærke til at de fleste gør det, når man nikker venligt til dem og siger tak, når de rækker mig bonen.

Hanne Gregersen

Af hjertet tak for den pointering af, at service i Danmark er et fy-ord, hvorimod nærmest uanset, hvor man rejser henne, så oplever, at folk rent faktisk har fattet, når de er i service industrien. Her er USA et sandt forbillede, hvor man nærmest overalt oplever, at butiks- og restaurationsperonsalet rent faktisk har fattet, at de lever af at levere service.

Det er ligesådan en sand fornøjelse de fleste steder i Asien.......

Men det er jo nok, fordi vi har det så inderligt forærdeligt i lille Danmark ift til servitricen i Oklahoma eller Manilla - not !

Annegrethe Rasmussen

Ja ja ja ja ja. Jeg vidste godt, at I der skriver her jævnligt nok ikke ville klappe i jeres progressive små hænder af det her (jeg hat nu fået flere glade mails i min indbakke, men lad nu det ligge her).

Alors:

1. Jeg har ikke skrevet underrubrikken (den med velfærdsmageligheden - det er en stramning, medgiver jeg. This også jeg tror at det mere handler om kultur (en trist kultur) end om velfærdsstat.

2. Jeg er sandelig ikke modstander af den skandinaviske velfærdsstat. Tværtimod bliver jeg mere og mere tilhænger jo længere jeg er væk fra den (nu på 10. år). Men den fungerer, som de veluddannede herrer og damer ved, bedst (eller muligvis kun) hvis alle bidrager til den. Hvis den udnyttes for groft eller for mange snyder på vægten (og det kan både handle om riges skattesnyd eller om fattiges sociale bedrageri) braser systemet sammen. Og antagelsen om at der skal arbejdes hårdt for tingene - gør din pligt og kræv din ret er et glimrende gammelt socialdemokratisk standpunkt som jeg fuldt ud tilslutter mig - er en god start.

3. Får jeg penge for klummen? Det er jo mit arbejde at skrive i avisen, så svaret er ja - men bestemt og desværre ikke noget der gør mig i stand til at shoppe i Whole Foods hver dag. Som ofte indrømmet i tidligere klummer lever jeg glad af min mands løn. Man kan ikke have fire børn og leve et godt liv i USA af Informations stykbetalinger.

4. Vil der komme mere af samme skuffe? Ak, svaret er ja. Denne klumme er min personlige og den vil fortsætte uge ud og uge ind med personlige betragtninger om dette og hint. Og lad mig - der er en stor tilhænger af debat med læserne - dele en redaktionel linje med jer. Jeg er simpelt hen blevet bedt af mine chefer om IKKE at skrive om amerikansk politik i denne klumme. Det er forbudt! Det SKAL være personligt og handle om det levede liv i USA som i DK ... men der er jo altså den mulighed at springe artiklen over. Den kommer hver mandag på s. 2 - så er I advaret.

5. Endelig - er det noget jeg har opfundet det med de mutte servicemedarbejdere (de findes også til overflod andre steder end i supermarkedet)? Og lyver jeg, når jeg siger, at danskerne i så udpræget grad mangler "street manners". Nej. Jeg møder dem i KBH hver sommer når jeg er på besøg. Senest for seks måneder siden. Og sikkert også om nogle uger, hvor jeg er en uge i KBH. I jylland derimod, hvor jeg også befinder mig, fordi min familie bor der, synes folk gladere og mere service-mindede. Og det kan man så fundere over.

6. Til sidst vil jeg sige, at den der nedladende bemærkning om "sin egen koreanske syerske" lige præcist illustrerer danskernes problem. Min koreanske syerske er CHEF for sit renseri. Hun er lykkelig for sit arbejde. Hun tjener i øvrigt også kassen. Hun er stolt af sit arbejde. Og det kan hun roligt være. Det eneste, der kunne gøre hende gal i skralden, gætter jeg på, er da, hvis hun vidste, at der langt væk i et lille surt land i Nordeuropa fandtes nogle mennesker, der synes at hun var mindre værd pga. sit arbejde og at hendes kunder udnyttede hende groft. Det tror jeg ærligt talt hun ville blive vred over - eller ked af.

Hilsener fra det nordvestlige Washington (ja, som jeg før har sagt, den absolut rigeste del af byen. Derfor kommer der heller ingen klummer fra Walmart. Men jeg tager af og til i Target, så det kan ikke udelukkes, at der kommer noget af den socialrealisme ind, som I synes at hungre efter. Læg dog mærke til - som jeg har sagt igen og igen mht. mine klummer - at jeg faktisk ofte i mine ikke-personlige skriverier, skriver spalte op og spalte ned om onde republikanere (senest i et større tema om kampen om kvindekroppen i USA) og om problemerne med den enorme og stigende ulighed i USA. Det er for mig at se det allerstørste problem, Amerika har. Men jeg kan i en personlig klumme ikke skrive ud fra en virkelighed, jeg ikke er en del af. Men jeg kan sagtens være bekymret over den. Det skriver jeg så ledere og analyser om. Men ikke personlige klummer, som nemlig helst skal være ærlige. Men I har jo Bent Vinns fine skriverier fra Lolland og omegn. Dem kan I sikkert meget bedre lide :-)
Fordi I hellere vil høre om danskere nær bunden af samfundet end velbjergede amerikanere (hvorfor ved jeg ikke - det må være politisk - for I er sikkert selv på god afstand af begge disse socialgrupper.
Men jeg kan ikke dy mig for at fortælle jer, at Bent lige har skrevet til mig og fortalt, hvor godt han kan lide at læse mine klummer ... det er så gensidigt!

Inger Sundsvald

Her tager du fejl, Annegrethe Rasmussen, jeg kan ikke meget bedre lide Bent Vinns skriverier, tværtimod. Men du fatter åbenbart ikke at du er nedladende, både mod Bent Vinn og os.

Søren Nielsen-Man

Kære Annegrethe Rasmussen, godt at du svarer på kritik.
Du skriver nu, at der i sure Danmark findes mennesker der synes, at din syerske er ”mindre værd pga. sit arbejde”. Det kan jeg skam ikke afvise – men tænker du på min lille sarkastiske kommentar har du nu helt misforstået den (i øvrigt rummer min slægt såmænd flere stolte syersker).
Men i din klumme benyttede du selv udtrykket ”min koreanske syerske”, berettede om hendes evigt servicemindede humør og hendes store succesfulde familie som udtrykkeligt ses på baggrund af, at hun aldrig har ”modtaget så meget som en dollar i direkte offentlige ydelser”, hvorimod hun i Danmark ville have været ”berettiget til både brok og offentlige tilskud”.
Dette og en hel del andet gav mig af en eller anden grund en fornemmelse af, at du anså den (i din optik) uforskammede danske service for at være resultatet af et alt for slapt dansk velfærdssamfund og et alt for finmasket socialt sikkerhedsnet. Men der har jeg så taget helt fejl ...

Inger Sundsvald

Jeg har ingen anelse om hvordan den ”fuldkomne kandidater til prisen som fattig familie og offer nummer 3.000” ser ud eller gebærder sig, og heller ikke hvem der er ”berettiget til både brok og rigelige tilskud.” Men noget af det jeg sætter størst pris på her i landet er, at man ikke behøver at være rar og flink for at få sin ret.

Jeg tror Anne Grethe Rasmussen glemmer at mange ejere af små virksomheder i Danmark heller aldrig, eller yderst sjældent kan tage ferie. Og jeg tror mange danskere glemmer hvor nemt det er at starte egen forretning i USA. Og hvordan den amerikanske befolkning ser op til folk, som klarer sig selv...

I USA er det i modsætning til i Europa meget almindeligt at man sender sit tøj, ja alt sit tøj, vel? eller en stor del af det, på renseri, for at blive vasket, renset og strøget og lufttørret af store dejlige varme tørretumblere. [En anden diskussion er så hele miljø-diskussionen om CO2 og om de miljøfarlige kemikalier som renserierne bruger, men lad os nu lade en ligge lidt...]

Mange synes åbenbart ikke at have forstået at AGR er flyttet til USA, fordi hendes mand arbejder derovre. Og i modsætning til mange af hendes middelklasse-kolleger, ja så arbejder hun faktisk. Mange kvinder i den højere amerikanske middelklasse har intet arbejde, men servicerer børnene, også selvom de har hushjælp mv. Og går på spa og kur og diæt og skønheds-salon og går op i sladder mv. - men det skal man måske have boet i USA en tid for at kunne erkende...?

Og Anne Grethe, flyttede du ikke til Califonien? sammen med din mand? eller er det mig, der husker forkert?

Mig bekendt er der i amerikanse lovgivning skatte-fradrag for hvert medlem af familien under 18 år som man forsørger? (eneste kilde er en episode af rap fyr i LA hvor faderen fik skat tilbage da han netop forsørgede ikke bare 2, men 4 familie-medlemmer, inkl. en mor og en kusines barn, tror jeg, at det var).
Dertil kommer, at fru Chan-Sook ejer en virksomhed i USA, og her er der vel også en del skattefradrag?

Korrekt er det jo, at hvis Chan-Sook og hendes mand havde boet i DK, havde de fået børne-familie-ydelse for alle deres 9 børn, men om de får det som børne-familie-ydelse eller som skattefradrag er vel egentligt lettere ligemeget, ikke sandt?

Mht. service, så synes jeg AGR skal komme over til os i Jylland, her siger kassedamen eller kasse-manden altid hej og smiler. Og ang. servicen i USA, så er det jo sådan, at på restauranter mv. er det sådan, at der er de ansatte tvungne til at give god service, for ellers får de ingen drikkepenge. Og det er dem, de skal leve af...

Grethe Preisler

Tag dig det ikke så nær Annegrethe, og vær du glad for at det ikke er i Politiken eller Jyllandspetter du slår dine folder som klummeskriver. Der er kommentarerne endnu mere bramfri, når læserne føler sig trådt på deres politiske ligtorne.

Jeg tror vi lider af kollektivt post traumatisk stresssyndrom oven på det seneste folketingsvalg.

Efter 10 år med VKO havde de fleste vel håbet på noget andet end den æggedans frem og tilbage over hullet i midten, det foreløbig har resulteret i. Uanset på hvilken side af hullet i midten, de havde deponeret deres forhåbninger om bare en eller anden form for afklaring af kulturslagsmålet, så vi kunne komme videre.

Og hvad fik de så? Røv og nøgler og Margrethe Vestager.

Det eneste de fleste af os kan blive enige om er at se skævt til de satans kinøjsere, som har sat sig på alle de lortejob, vi ikke selv ville røre med en tang, dengang vi kunne ha' fået dem for at ta' dem.

Og så kommer du her og vifter os om næsen med en naturaliseret amerikansk kinøjser, der har scoret kassen og smiler fornøjet ved tanken om sine 9 højtuddannede børn, som hun velsagtens regner med at blive forsørget af, nå hun selv blir for gammel til at tygge smør.

Jamen Annegrethe - her vader vi efterhånden selv i unge akademikere, som blir mere og mere frustrerede over, at de ikke aner hvad de skal stille op med sig selv i det lange tidsrum, der går, fra børnechecken falder væk, til folkepensionen bonner ind på kontoen.

Og de kan vel ikke alle sammen flygte til Amerika og slutte slutte op i rækkerne hos Occupy Wall Street-demonstranterne?

Vibeke Svenningsen

Nå men, jeg kan så godt li' at læse Anne Grethe Rasmussens klummer - og i denne kan jeg også sagtens genkende USA fra mine flere besøg derovre. Min forhåndværende amerikanske kæreste bemærkede også forskellen mellem venlighed og høflighed i forskellige servicemøder ved et besøg i Dk. Men han bemærkede også, at vi som kunder var ret nærige med vores gensidige høflighed - fx at sige tak, når vi blev serviceret forskellige steder. Vi tog det for givet, og gav nærmest udtryk for, at de jo fik løn for det, og det måtte da række.

Inger Sundsvald

Selvfølgelig er der noget om at danskere ikke er så høflige som andre. Jeg har bare aldrig mødt så sure kassedamer, og bliver ikke skubbet til ustandseligt på gaden.

Lise Lotte Rahbek

Det er så heller ikke min opfattelse af kassedamer eller danskere, som her bliver fremført.
(I øvrigt ER der trods alt nok en lille smule forskel på at være ansat i et supermarked og være sin egen chef i forretningen, men det er jo ikkun detaljer)
Og jeg bor endda i Danmark og omgås danskere hver eneste dag, og det hænder endda at jeg løber over en smilende og glad dansk indfødt forretningsdrivende.

Man skulle jo tro, jeg levede i et andet land .. men det ER da også provinsen.

Henning Kjær

Tak til Annegrethe Rasmussen for en ordentlig omgang generaliseringer om danskere som viser sig at være Købehavnere. Bent Vinn kan næsten levere det samme men mere præcist.
Når nogen støder ind i nogen på gaden er det fordi der er begge føler de har retten til ikke at vige.
Det kan ikke være velfærds Danmarks skyld at høfligheden iblandt mangler noget. I Sverige socialdemokratenes folkhem, hilses der altid på kassedamer og andet butikspersonale, men det er blevet de velbjærgedes mantra at det er de sociale ydelser der har ødelagt omgangsformerne. Mange danskere har i en periode af deres liv modtaget en eller anden form for social ydelse til livets opretholdelse, kun et lille mindretal er blevet tabere af den grund.
Orlov til børn, rejser og bogskrivning er de velbjærgedes privilegier, ikke de 95%, men det er åbenbart den slags prviligerede mennesker du mest omgås. Hvis du ville, kunne du sikkert gøre det samme, financieret af din ægtefælle.
Det er tankevækkende at de vejbjærgede ikke ser hvad truslen om fattigdom driver mennesker til, de tror de har venner og kalder dem min havemand, min tjenestepige. Journalistens lod er at være nysgerrig og udforske sociokulturelle fænomener.......Uden at forstå, men i højt humør futter jeg videre...........og videre............... stadig uden at forstå...........livet ?

Annegrethe Rasmussen

Jeg synes, det er trist, hvis mine klummer kan opfattes som nedladende over for nogen.
Sådan er de ikke ment. Men det er klart, at personlige klummer ofte må være skarpe eller kritiske. Ellers bliver de hurtigt for kedelige. Men de er ikke journalistisk undersøgende. De er personlige og må selvfølgelig gerne ramme ind i en debat, der kører enten i USA eller i DK.
Flere der har skrevet til mig på min mail (og ikke her) har også som nogle peger på i denne tråd, fortalt mig, at folk åbenbart er langt, langt mere høflige og venlige i Sverige (hvor jeg aldrig kommer). Det synes jeg er svært interessant, og kunne godt tænke mig at høre nogle bud på. Hvad er mon grunden til det?

Kan ikke kommentere på alt her (bortset fra, at jeg gerne vil advare mod at kalde folk idioter, klaphatte, narrehatte eller tanketomme etc. etc. hvis man gerne vil have en ordentlig debat), men sige, at jeg nu som før bor i Washington DC. Men ofte opholder mig i Californien netop pga. min mands arbejde (godt husket!).

Ja, det er jo netop min pointe, at det er de bedst stillede, der udnytter orlovsordningerne på urimelig vis til at tage "ferie" og skrive bøger eller rejse rundt i USA eller fjernøsten etc. Og jovist, det er de fleste af mine venner - i det segment - og det gider jeg altså ikke blive ved med at undskylde for. Det gælder så nok i øvrigt 95 % af den københavnske journaliststand, hvor alle kender hinanden men det er ikke noget, de fleste af dem gerne indrømmer.
Men altså, det er jo netop fordi de udnytter ordningerne, at jeg synes de er langt ude. Jeg synes ikke det kan være meningen, at veluddannede, ressourcestærke mennesker kan få offentlige tilskud til at realisere deres kreative projekter med sig selv og familien. De skal sgu arbejde - og så kan de spare op til alt det andet selv.
Nøjagtigt lige som raske, rørige og veluddannede ældre med gode ikke-opslidende job ikke skal nasse på efterlønsordningen men arbejde til de skal på rigtig pension.
Velfærdsstaten bryder sammen, hvis alle bare vil ha og ha. Det er de dårligst stillede, der skal støttes. Ikke alle os andre.
Men det er jo så bare min - muligvis efterhånden meget udlands-dansker-agtige - holdning.

I øvrigt vil jeg til sidst sige, at jeg altså er fløjtende ligeglad med om jeg er del af en trend ift. at kritisere mit hjemland. Jeg læser aldrig hvad disse "andre" måtte mene (ved heller ikke helt, hvem de er - og jeg har ellers et rimeligt overblik over klummister og blogere i dansk presse), så jeg ved det ikke, men jeg skriver blot, hvad jeg selv kan stå inde for.

Og øvrigt går jeg rundt til daglig i det amerikanske og holder lange og sikkert ulideligt kedelige foredrag om hvor fantastisk det danske system er især med hensyn til børnepasning, vuggestuer, barselsorlov og SU og sygesikring for alle de amerikanere, jeg kender. Det gjorde jeg også til en vis grad, da jeg boede i London (men ikke så meget, da jeg boede i Paris af indlysende grunde). Så meget afhænger af øjnene, der ser.

Alt godt
Annegrethe Rasmussen

Annegrethe Rasmussen

PS: @ Henning Kjær. Ak ja, her ser vi igen den nedladende holdning til mennesker, der arbejder i servicesektoren. Det er ikke mindre 'fint' at arbejde som havemand eller husholderske, hvis lønnen er OK. Og det er den hos mig. Den amerikanske mindsteløn fluktuerer noget, i visse stater er den på omkring 5 USD i timen, i andre på 8 USD. De mennesker, der arbejder i mit hjem, får 20 USD.

Men pointen er en anden: I DK ses det ofte af en for ig uforståelig grund som mindre acceptabelt at arbejde i andre folks hjem. Mens det er helt fint, at mennesker bruger deres penge på at rejse, bygge om, få nye fede køkkener eller tøj etc.
Jeg forstår det ikke. Hvis jeg vil bruge mine penge - som jeg arbejder for som en sindssyg, jeg arbejder selv over 60 timer om ugen og har fire børn - og desværre ingen au-pair længere - på at købe mig hjælp til rengøring, strygning og havearbejde, så er det vel for faen ikke mere suspekt end alt muligt andet, jeg kan bruge mine penge på? Forstår simpelt hen ikke, hvorfor det er bedre at være buschauffør end syerske, husholderske eller gartner. Men typisk af den fordomsfulde venstrefløj at tale hånligt nedladende om "tjenestepiger".
Det er ikke det, de selv kalder sig, og det siger mest om afsenderen.
Og hvis du vil sige til mig, at jeg umuligt kan være venner med en af mine rengøringsdamer, så siger det mest noget om din egen sørgeligt indskrænkede opfattelse af menneskelige relationer.

En af de kvinder, der arbejder i mit hjem, Isabel og jeg, har haft masser af middage, passer hinandens børn og sladrer om aerobics, sure mænd, forældre, politik og huslige ting. Jeg respekterer hendes arbejde og hun respekterer mit. Så hvem er du Henning Kjær, der kan dømme os og vores venskab? Tror nok, at Isabel vil være fornærmet, hvis jeg fortalte hende, at der sidder mennesker i DK, som siger, at "venner, nej det kan de to umuligt være"

Doris Møller

Hej Annegrethe Rasmussen

Jeg synes, at det er dejligt, at du reagerer på kommentarerne. Men jeg undrer mig altså lidt over dine to svar.

Dit første svar virker mærkeligt unuanceret. Du tiltaler os kommentatorer med ”I”, som om der var tale om et parti, og ikke enkeltstående, forskelligartede kommentarer. Jeg gav dig f.eks. ret i, at danskere – generelt set – ikke er så venlige og høflige, som man oplever det i andre lande. Men da jeg absolut ikke godtager forklaringen om, at det skulle være velfærdssamfundet, der gør danskere sure, forholdt jeg mig kritisk til den argumentation. Og jeg gav selv nogle bud på, hvad forklaringen kunne være.

I dit første svar gav du Information skylden for, at forklaringen om velfærdssamfundet som årsag har fået en så fremtrædende plads. Men det er jo dig selv, der har formuleret den forklaring i selve ”brødteksten”!

I svaret fortæller du, at du faktisk er tilhænger af velfærdsstaten.

I det andet svar virker du heldigvis mere forsonlig. Men du broderer videre på vinklen om velfærdssamfundet. Det forstår jeg ikke. Hvis det er Information, der har overfortolket vinklen om velfærdssamfundet, hvorfor bliver du så ved med at ”pukke på” velfærdssamfundet?

Din måde at reagere på – især i dit første svar − får mig til at tænke på, om du muligvis selv er skyld i de reaktioner, du får under dine besøg her i Danmark. Hvis du forventer surhed, så får du surhed. Hvis du betragter alle danskere som vrisne velfærdsnassere, så vil det kunne ses og mærkes i din adfærd, og det vil de danskere, du møder, reagere på. I USA møder du måske andre med et smil, og det vil de naturligvis reagere på.

De kassedamer, jeg har kontakt med, hilser pænt på mig. Ingen mennesker skubber til mig på gaden. Men det er lige så tit mig, der går til side for de andre, som det er andre, der går til side for mig!

Med venlig hilsen

Doris Møller

P.S. Nu kan jeg se, at du har skrevet et tredje svar. Når jeg ikke har forholdt mig til det, er det, fordi det er skrevet, efter at jeg har skrevet ovenstående.

Kære AGR - jeg tror ganske enkelt du har været væl alt for længe væk fra Danmark til at forstå at angrebet på den danske model, den universelle velfærds-stat, netop begynder med din holdning om at det er dårligst stillede, der skal støttes, ikke de priviligerede og økonomisk bedst stillede, som du kalder dem. Og du glemmer vist, at i USA er den lang tradition for at selv mødre med gode uddannelser opgiver deres uddannelser for at passe deres børn, mens de er små, dvs. indtil skole-alderen, altså når børnene er 5-6 år eller deromkring. Og alt sammen fordi der i USA ikke er offentlige børnehaver, vuggestuer mv. til kvinderne. Derfor hører vi ofte om de her uhyrlige forhold, hvor en mor eller en en far, som er enlig bliver anklaget for at være skyld i child negect, selvom det kun handler om at der ikke i USA er pasnings-muligheder nok.

Og hvad mener du med vel-uddannede og vellønnede mennesker? Er du klar over hvor meget en dansk folkeskolelærer tjener? Det er sgu ikke nok til at man kan rive 6 eller 12 måneder ud af kalenderen uden først at have sparet op i 10 år eller mere. Og hvilke orlovsordninger er så det, AGR, som du hentyder til, barsels-orloven? som sikrer at kvinder kan gøre karriere på samme vis som mænd, og at barnet i mindst 9-12 måneder er sikret en vigtig person at bonde med, hvadenten det er mor eller far. Eller omsorgsdagene? som vist forøvrigt er blevet afskaffet igen? Eller de orlovs-ordninger som Nyrup-regeringen indførte i 1990'erne, og som vist blev afskaffet også igen ? Nogle af dem endda ret hurtigt...

Og hvorfor kan dit argument om at de dårligst stillede skal have hjælp ikke også udbredes til f.eks. barsels-orloven, til SU'en, til gymnasierne, til sygesikringen for alle og til sygehusene og lægerne. Det er så nemt for dig AGR at sidde ovre i USA, (mener jeg) og mene noget om, hvordan det burde være i Danmark. Og som sagt/skrevet kan du ikke se (mener jeg) at dit argument med at kun de allerdårligste og de dårligste skal have hjælp er første slag i kampen mod den universelle velfærds-stat med ens ydelser til alle. For hvem er de dårligst stillede - hvem er de allerdårligst stillede. Visse borgerlige mennesker - og nogle social-demokrater - tror at det kun er de hjemløse, de psykisk syge og dem på kontanthjælp. Men sandheden er den, AGR, at vi alle kan komme ud for en social begivenhed i vort liv, alle kan vi miste vort arbejde, alle kan vi rammes af sygdom, ulykke og død. Og at det er tilfældigt hvem det rammer. Ingen Gud står bag dette, kun mennesker. Når naturen rammer, siger vi det er en ulykke, når folk folk kommer ud for et trafik-uheld er det et uheld (an accident) og når folk bliver slået ned, er det også ofte et uheld (der sommetider involverer en masse alkohol). Eller når folk som min storebror mister sit arbejde er det tilfældigheder, ikke hans eller hendes skyld eller ansvar. Tror du virkelig, AGR, at de fyrede på Vestas i Varde har ansvaret for at de blev fyret? Det er nemlig lige præcis den holdning visse mennesker i USA - og sikkert også i Danmark har.
Og alt begynder med den holdning til velfærds-staten som du giver udtryk for - kun der dårligst stillede skal have.

Mht. at arbejde i folks hjem, tjah, nogle meget rige folk i Danmark har en havemand, dette er luksus i DK. Og det er fint, at du betaler 20 US dollars i timen. Meget fint endda. Det ændrer bare ikke på, at Isabel arbejder for dig, og at du er hendes arbejdsgiver. Og tror du ikke, at en væsentlig grund til, at Isabel arbejder for dig er at du betaler bedst? Altså de 20 US dollars i timen.

Nu er det så også sådan, at i Danmark har vi kæmpet en kmap for at gøre op med tyende-begrebet og tjenestefolk begrebet lige siden 1900-tallets begyndelse. Og jeg kan altså godt vaske mit tøj selv, tak. Og såmænd også stryge det selv. Og der går heller ingen skår af mig når jeg støvsuger mit eget gulv eller hvis jeg renser min egen pool (hvis jeg altså havde en). Mht. pool-rensning ville jeg måske nok vælge at betale, da jeg er en smule bange for vand ;)

Dertil kommer AGR at du jo helt glemmer de sosu-assistenter, som rent faktisk kommer i ældre menneskers eller handicappedes hjem. Og som gør rent, taler med de her mennesker, vasker deres tøj mv. Og som ordentlige løn og arbejds-vilkår fordi danske fagforeninger har kæmpet for det i mere end 120 år...

I Danmark arbejder syersker ofte på fabrikker eller som skræddere i egne forretninger, gartnere arbejdere ofte i firmaer (landskabs-arkitekt-firmaer). I USA hyrer man vel an individual contractor, altså en mand eller kvinde, som står som ejer af et firma, og som ofte arbejder helt alene i dette firma? Det samme med pool-firmaer i USA, som af en eller anden grund (hvis man skal tro de mange USA-serier?) stort set alitd har lækre latinos ansat?

Ang. efterløn, så synes det som om du ikke ved, at over 80% af den, der går (gik) på efterløn er - håndværkere, som har arbejdet siden de var 15 eller 16 år. Og nu er nedslidte og næsten ikke kan arbejde mere. Og hvis de skal arbejde indtil de er 70 eller 75 år, ja så er døde inden.

Nu arbejder håndværkere jo altså ofte i folks hjem, AGR. Og håndværk som murer, maler, tømrer, mv. er jo et respektabelt arbejde, også i Danmark. Og i DK kan vi altså også godt lave vores mad selv, her er ingen catering, i hvert fald ikke i Jylland. [Jeg ved godt at nogle meget rige mennesker i Københavns-området er begyndt at bruge catering, hvorfor forstår jeg egentlig ikke...? når de bare skal have en lille middag for de nærmeste 6-12 venner...] Måske handler det i virkeligheden om at folk i København og i Nordsjælland har glemt, hvordan man laver mad?

Og ville du AGR bryde dig om at dit barnebarn ville skulle undervises af en gammel mand eller dame på 75 år eller 80? Når barnebarnet er 8 ellre 10 år? Jeg ville ikke bryde mig om dette; der må og skal være en fast aldersgrænse for, hvornår folk kan gå på pension og efter et langt og hårdt arbejdsliv nyde deres tredje alder..

Inger Sundsvald

@Doris Møller
Annegrethe Rasmussen tiltaler os kommentatorer med ”I”, fordi hun anser os som en flok ”veluddannede herrer og damer”, som i virkeligheden burde læse ”Bent Vinns fine skriverier fra Lolland og omegn”, i stedet for disse personlige betragtninger fra det store udland om hvordan danskerne er; så vi kan lære det.

Grethe Preisler

"Ja længer der er til Amerika
end til tante Lise på landet.
Men for at komme didhen herfra
man rejse må over vandet.

Men hvis man så farten overstår
fortryder man aldrig løbet:
man får til foræring en herregård
og penge oven i købet. .......

Og frihed har man endnu dertil
fra morgen til aftens ende
man spytter på gulvet, hvor man vil
og lader cigarerne brænde."

En af mine tipoldefædre rejste til Amerika for at søge lykken dér. Havde han ikke nået at gøre min tipoldemor gravid, før han dampede af, ville jeg ikke have siddet her og været en del af "ældrebyrden" i Danmark. Thi han blev grebet af guldfeberen og fandt sin grav et ukendt sted på The California Trail som så mange sangvinikere med ham.

Og hvad kan man så lære af det? Nul og en fis i en hornlygte.

Tjae, der har jo været noget
kritik af Anne Grethe R.s
nogle gange noget
snæversynede sniksnakke
journalistik,
og selv om hun
(også) tidligere har
’undskyldt’ sig med,
at det er på opfordring af
redaktøren, hvad denne læser
da gerne tror på, taget
’Den Mindst Ringes’ forstærkede
’forsøg på’ at være et slags
’akademisk Ekstrablad’
i betragtning,
så har kritikken tilsyneladende
alligevel ramt et
’ømt’ punkt,
men det må hun da
finde sig i,
når nu det, hun skriver
”... SKAL være personligt og
handle om det levede
(altså hendes, m.t.)
liv i USA som i DK …” –

så hendes (velkomne, c’’,))
debat indlæg er vel bare
hendes ’personlige’ måde at
’vrisse’ tilbage på og,
i overført betydning,
’støde ind i folk’
og på den måde leve op til
sin egen karakteristik af/fordom om
’danskerne’,
c’’,).

Med ’vrissen, jante-hilsen’,
for der bliver da desværre
mere og mere,
man skal
springe over i
’Den Mindst Ringe’.

Nå - heldigvis kan man da
via ’nettet’ læse
lødig, vidtskuende og kritisk
USA’nsk journalistik
på højt niveau,

så man på den måde
kan undslippe de
provinsielle ’dumme
Dänen’ også
selvom de noget
’Jean de France’
-agtigt bor
i det stærkt overvurderede
udland.

Så heller ikke på den måde
skal hun da tro,
hun,
i disse ’neonationalistiske’ tider,
skiller sig ud fra os andre
’danskere’, så –
Æv-bæv,

det man si’er,
er man sæl,
c’’,).

Doris Møller

”Dér er alting kærlighed…”

Inspireret af lyrikken ovenover, får jeg lyst til at gå videre:

Brødre, meget langt herfra,
over salten vande,
rejser sig Amerika
med de gyldne strande,
det er der Fugl Fønix bor:
guld og sølv på marken gror,
og i skovens skygge
stegte duer bygge.
Hvor frydeligt!
Gud, hvor er det nydeligt!
Skade, at Amerika
ligge skal så langt herfra!

Der går solen aldrig ned,
stegt er hver kastanje,
der er alting kærlighed,
kilderne champagne.
Gi’r man der sit hjerte hen,
får man straks to, tre igen.,
og på mark og enge
blomstrer der kun penge.
Hvor frydeligt!
Gud, hvor er det nydeligt!
Skade, at Amerika
ligge skal så langt herfra!

(Tekst: H.C. Andersen)

Der hører vist flere vers til denne sang, men to må række!

Vibeke Carøe

Man bliver måske ikke nødvendigvis 'glad i låget', bare fordi man har penge nok og kan købe ind, eller købe sig til aflastning af de sure huslige og havelige opgaver i hjemmet - det være sig i USA eller i alle mulige andre lande.

Men det kan tænkes, at man kan blive mindre glad i låget og måske endda sur og vranten, hvis man end ikke kan købe ind uden at bekymre sig, om nu pengene rækker til næste måneds lønudbetaling - og da slet ikke kan købe sig til aflastning af al det huslige arbejde, som venter, når man kommer hjem fra arbejde.

Og du har da ret, Annegrethe Rasmussen, når du ærligt beretter om dine lykkelige shoppeoplevelser og din ordentlige og ligeværdige behandling af de mennesker, som du har mulighed for at hyre til at aflaste du og dine fra de rædsomt kedelige og slidsomme arbejdsopgaver, som vi alle må trækkes med efter endt arbejdsdag - altså ret i, at disse servicerende individer i mulighedernes land sørger for at gøre dig glad i låget.

Selvfølgelig gør de det - du har jo nøglerne til pengekassen, den pengekasse som sikrer deres indtægt. Og måske fordi de netop IKKE har trygheden af et socialt sikkerhedsnet, har de heller ikke frihed til at have en dårlig dag, til fx at nøjes med at lade dig betale for deres ydelse/dine varer uden at skulle lade som om, at du er deres bedste ven. Frihed til at være menneskelig.

Inger Sundsvald

”Velfærdsstaten bryder sammen, hvis alle bare vil ha og ha.”

Det er jo lige før man hører ordet KRÆVEMENTALITET.
Men sådan ser vi jo så forskelligt på det. I denne selvsamme avis kan man læse om:
”Den nordiske velfærdsmodels triumf”
http://www.information.dk/297118

Vibeke Carøe

Vil lige indskyde, at jeg ligeledes taler af personlig erfaring...med livet i USA altså.

Blot i den modsatte (sociale) ende...

Som soldat i det amerikanske flyvevåben havde jeg visse velfærdsgoder, såsom gratis sundhedsvæsen og uddannelsesmuligheder. Men - da jeg skulle have barn, blev jeg konfronteret med en anden, barskere virkelighed. Blot seks ugers barselsorlov, dvs. fra den dag, man går fra før fødslen. Så med udsigt til at skulle aflevere min fire-fem uger gamle, nyfødte datter til en eller anden privat dagplejer, valgte jeg at forlade militæret.

Da min mand mistede sit job, stod vi pludselig uden indtægt og uden gratis sundhedsvæsen.

Da ægteskabet ikke længere kunne holde, stod jeg pludselig som enlig mor i South Carolina. Jeg kunne få job til mindstelønnen, som dengang (1988) var hele 3,33 USD i timen. Og de berømte foodstamps, som de fleste nok ikke ved ret meget om, eller hvad, Annegrethe Rasmussen?

Jeg kan sige så meget, at man stod i kø i timevis for at få dem udleveret. Og man kunne med garanti IKKE købe økologisk med dem, skal jeg hilse at sige. Den stod fx på "government cheese" - hvad det er lavet af...tja, prøv at google det....

Men hvorfor pylrer jeg, utaknemmelige velfærdsdansker?? Jeg døde jo ikke af sult....

Bente Simonsen

Lad for alt i verden slippe for den falske skuespilshøflighed, - neutral venlighed, tak.
At kasse-herre/-damer kan deres job, er nok for mig.

'How are you to day' og 'Have a nice day'-brækket, som man bliver indsovset i, i USA, gør, at jag i det mindste er ved at brække mig, efter en dag i forretninger der.

Inger Sundsvald

Jeg tror ikke jeg vil vide hvad ’government cheese’ er, jeg har nok af at se på overvægtige mennesker, på den amerikanske måde, på tv. Der er ikke megen økologi der, tror jeg, og det er der heller ikke her i landet på overførselsindkomst.

Annegrethe Rasmussen

Hej igen.
Jeg kan ikke nå at svare alle, så derfor skriver jeg "I" og det er ment som "et flertal" af dem, der har reageret. Jeg var enig med dig Doris i de ting, du skrev både først og anden gang.
Du har også ret i, at jeg ikke mener, man kan reducere den surhed jeg (og andre) har mødt til et spm. om velfærdsstaten. Når jeg tg emnet op igen her, var det ikke for at reducere "service-diskussionen" til velfærd, men for at svare på nogle af de diskussioner om velfærdsstaten, der opstod i diskussionen her.

Og Karsten Aaen - jeg har været væk fra Danmark længe, men alle mine bedste venner, min familie og min arbejdsgiver er jo altså stadig til stede. Så jeg mener ikke, jeg er specielt udenfor på anden måde end at jeg blankt erkender, at stort set hele min omgangskreds består af veluddannet middelklasse (men før det nu skal blive et problem, så husk lige som sagt, at det gælder for næsten hele den københavnske journaliststand).
Angående velfærdsstaten, er jeg klar over at den er bred og forsyner middelklassen med mange goder. Jeg har studeret velfærdsstat i årevis på mit studie (statskundskab) og jeg bakker varmt op om barselsorlov, universel fri sundhedspleje, SU, invalide- og førtidspension og en hel række andre ting. Men jeg mener altså, at velfærdsstaten er under pres OGSÅ fordi folk, der godt kunne klare sig selv, ikke gør et forsøg eller bevidst (mange velstående) udnytter ordninger, der er ment som et tilbud til de svageste. Det betyder ikke, at jeg på nogen måde synes, at det system (den residuale velfærdsstat) man har her i USA er værd at kopiere i DK . Men der er dele af det gå-på-mod og entreprenørskab samt optimisme og troen å egne kræfter (og respekt for servicesektoren) som vi kunne lære uendelig meget af i DK.
Omkring mit eget humør må jeg le. Jeg er simpelt hen det flinkeste, sødeste og mest smilende menneske jeg kender. Det siger jeg uden forbehold. Jeg er stort set aldrig i dårligt humør. Ude som hjemme. Og sådan har jeg været hele mit liv. Også da jeg var sultecirkulæret i 1983 og skulle overleve på 3000 kroner om måneden, mens jeg arbejdede inde på mit parti (VS) hovedkontor i Studiestræde. Jeg var også en meget glad studerende i 9 år på KU og kan kun grine ad den debat, der udspillede sig efter en studerende brokkede sig i Politiken over at være fattig. Dels havde hun mange flere penge til rådighed and jeg og mine venner havde. Dels var det sådan set lidt af et adelsmærke at være fattig i 1980erne og 90erne, da jeg læste.
Og tror I i øvrigt virkelig at jeg ville bruge min tid og gide kommunikere med læsere her (da især når de fleste er så dødsure og negative som tilfældet altid er når det gælder klummerne) hvis jeg ikke havde et overskud.
Jo, jo - det har jeg.
(og til jer der ikke vil læse dem mere - glimrende - men I må gerne læse mine "rigtige" artikler. Og der er da heldigvis masser af gode artikler om USA på nettet, som en af jer nævner. Netop! Jeg læser selv mellem 2-300 om dagen. Så det :-)
Så jeg glæder mig da også over, at flere af jer, der skriver her, har gode indkøbsoplevelser. Lad mig blot fortælle jer, at der er 20 mails i min indbakke og over 40 på Facebook, der er stort set enige med mig, så noget siger mig, at der er stor forskel på, hvad folk oplever på gaden i det danske.

Endelig: af og til føler jeg, at I læser mig som Fanden læser Biblen. Jeg har ikke sagt noget om, at håndværkere der er nedslidte ikke bør gå på efterløn. Eller andre. Jeg taler om fuldt ud arbejdsduelige akademikere, der bare har lyst til at nyde livet når de fylder 62.
Hvad orlovsordningerne angår så har jeg ganske rigtigt ikke tjekket dem. Er de afskaffet? Det undrer mig, da jeg inden for de seneste to år har haft flere mennesker på besøg, der brugte deres danslke "børnepasningsorlov" til at rejse rundt i USA eller til at skrive bøger. Men hvis de er afskaffet så er det fint med mig :-)
Alt godt
Annegrethe
PS. Hov igen - det der med at være for fin til at gøre tingene derhjemme selv. Jeg nægter at acceptere den fordømmende holdning til privat service. Der er for mig ingen forskel på at købe serviceydelser til sin pool, sin have, sin udlandsrejse, sin mad hvis man går på restaurant eller alt muligt andet, man kan købe. Jeg ser da heller ikke ned på en tjener, når jeg går på restaurant. Hvorfor er det anderledes hvis der kommer en tjener eller en kok hjem til mig, og laver mad til en middag? Det samme med husarbejde. Det er et helt reelt arbejde at gøre rent. Det handler langt mere om at arbejdsforholdene er ordentlige. At arbejdsmiljø og løn og sikkerhed er OK. Derfor er jeg også en glad støtte og fortaler for fagforeninger.
Og man kan ikke være venner med sin arbejdsgiver? Jamen altså - hvad er det for en ny-feudal holdning. Jeg har været gode venner med masser af mine chefer. Det var ikke fordi de bestemte over mig eller betalte mig, men fordi de kunne lide mig og jeg dem. Min ven Isabel har over 30 hjem, hun gør rent i. Men hun er altså kun venner med de (ret få) hun kan lide. Det kan man ikke reducere med hvad jeg kun kan se som en primitiv gammelmarxistisk model om at "arbejdere" og "kapitalister" befinder sig i et permanent modsætningsforhold til hinanden, der umuliggør menneskelige relationer. Det er der nogle, der mener. Jeg tilhører ikke denne ret begrænsede gruppe.

Interessant debat. Anne Grethe Rasmussen har sandelig formået at skrive en klumme der har fået debattørerne op i det høje gear. Ud af vaneskriveriet så man kan se ind i karakterer bag signaturen.
Ikke at jeg skal begynde at blande mig i hvad Anne Grethe Rasmussen dybest set har af motiver for denne klumme – dog tror jeg at den nærværende tekst er et skriveksperiment da denne slags "Chit Chat" klummer ses over alt i USA.
Men da klart at debattørerne her i Danmark er bedre vant. Også rigtigt som andre har skrevet at debattonen her på sitet er generalt høj. (Så højt; at der kan gå hele og halve år før man fatter som det skete for mig den anden dag; at en og anden debattør på sitet her sandsynligvis bare er en højreekstremistisk trold der tjener 300 kr + pr. Indlæg for at skrive her – men det er en helt anden historie.)
Men rigtigt som flere debattører påpeger det indirekte; det ville da være meget bedre hvis Anne Grethe Rasmussen rapporterede politik og andet vigtigt fra USA.
(Ikke at det ville gavne mig som debattør – da jeg som åbenbart velorienteret konspirationsteoretiker lider den tort at være en af de mest slettede på Anne Grethe Rasmussens site.
Hvilket jeg så egentligt godt kan forstå! Mine oftest præcist korrekte udhængninger af mistænkelige begivenheder og forhold i USA kan tiltrække unødigt sort spotlight på Anne Grethe Rasmussen såsom det kan på alle andre USA – korrespondenter som uanset deres oprindelsesland - i et og andet paranoidt kontor i Washington kan grundopfattes som en ”slags journalister med skæg og blå briller” mere end som bare almindelige journalister på arbejde. Rigtigt opfattet eller ej. Så jeg resignerer og lader slettet være slettet omend jeg ofte har spild min skrivetid.

Måske dette kan blive stående ?)

Vibeke Carøe

Kære Annegrethe Rasmussen,

hvor er det fedt, at du 'gider' at deltage i en reel debat! Det hører jo til sjældenhederne, og - ja - det kræver sin m/k, for vi kan godt blive enige om, at tonen/niveauet ikke altid er super konstruktivt. Men igen, sådan er det, når der skal være plads til alle.

Jeg læser heller ikke dine skriverier med unuancerede briller på. Jeg ser også dine aber-dabei'er, at du godt nok er for et velfærdssystem og alt det, og at du bare synes, at der bliver drevet rovdrift på det.

Det, som jeg bliver 'bange' for, er, at mange (måske færre her på sitet end i andre debatfora?) desværre læser dig (og andre lignende klummister/debattører) med alt for liberalistiske briller på.

Så når jeg læser noget, som kaster et rosenrødt skær over 'mulighedernes land' - der hvor du kan alt, hvis du vil, underforstået at hvis du så ikke kan, må det jo være, fordi du ikke vil/gider - så må jeg bare reagere. For det er jo lige netop vand på fx Liberal Alliances spin-mølle for en Ayn Rand-inspireret samfundsmodel. Arbejderklassens lave løn sikres ved at gøre forsørgelsesgrundlaget ved arbejdsløshed stort set ikke-eksisterende. Og herved sikres ikke bare konkurrenceevne og profit, men EKSTREM profit.

Så arbejderen gør klogt i at smile til både kunder og arbejdsgivere, uanset hvor lav løn og minimal eller ingen sundhedsordning jobbet giver. Især hvis der er mange arbejdsløse, så arbejderen let kan erstattes.

At man ikke skubber til hinanden på gaden i USA skyldes nok også, at man risikerer at skubbe til den forkerte, og måske bevæbnede, person.

Du er helt sikkert en sød og rar og glad overskudssprudlende middelklasse-dame, som det er rart at arbejde for eller ekspedere i forretninger.

Og mange søde, rare, glade middel- og opefter - klasse mennesker kan af mange gode grunde ikke ikke vide og har måske heller ikke den store interesse i at vide noget om de der underklassemenneskers virkelighed (ja, underklasse, middelklasse, overklasse, ikke politisk korrekte termer måske, men i denne sammenhæng tåles de vel?). Bare de ikke generer mig med deres sure miner, når JEG kommer og fortjener glad og høflig betjening. Eller uf, endnu værre: at jeg skal belemres med deres problemer.

Ja, en noget karikeret fremstilling, som ikke er møntet personligt på dig, Annegrethe Rasmussen. Ikke mere end at din fremstilling af de sure velfærdsdanskere er møntet personligt på nogen, men blot er en anekdotisk og hyggelig lille fortælling fra dine hverdagsoplevelser af forskellene i det store udland kontra det lille Danmark. I get it (tror jeg nok).

Men jeg forventer nok lidt mere kritisk bevidsthed og ikke mindst ydmyghed overfor den oplysningsmagt, du som journalist besidder. I hvert fald i den her avis. Og især i denne tid.

Med venlig og høflig hilsen
Vibeke Carøe

Annegrethe Rasmussen

@Kasper Olsen. Jeg ved ikke helt hvad du mener med at du er en af de mest slettede på mit site. For det første har jeg slet ikke noget site ... dette site er avisens og jeg sletter ikke nogle indlæg. Debatværten kan slette personangreb eller underlødige, grove, racistiske eller lignende indlæg, men tonen er (som vi kan se i denne debat) normalt ganske bramfri og der er højt til loftet både inde på avisen i St. Kongensgade og her på netdebatten, så du kan stort set skrive, hvad du vil. Med hensyn til indholdet i dit indlæg kan jeg kun gentage, at det er en forkert modstilling af det ville være "bedre" hvsi jeg skrev flere journalistiske artikler i stedet for klummen. Det er to forskellige ting og det ene udelukker ikke det andet. Jeg er blevet bedt om at skrive denne klumme, der fremover vil være i avisen hver mandag. Og den er personlig og subjektiv og skal helst provokere til debat. Og det skal jeg da lige love for den så også har.
@Vibeke Carøe. Mange tak for en høfligt formuleret kritik! Du har ret i at jeg er en glad kvinde fra den øvre middelklasse! Men det betyder forhåbentlig ikke at jeg har mistet min kritiske sans eller blikket for de mange (frygtelig mange) sociale uretfærdigheder, som eksisterer her i USA. Jeg ville flygte skrigende hjem til min gode gamle velfærdsstat med det vuns, hvis jeg pludselig blev fattig (men ikke hvis jeg blev syg, for min sundhedsforsikring her til lands er så fænomenal, at alle danske ventelister blegner. Og standarden af hospitaler og læger her er den bedste i verden - hvis man er indenfor. Hvis man ikke er - ja så er man på spanden. Hvilket jeg har skrevet en hel del artikler og ledere om.
Men min pointe med klummen var nu ikke at sige at vi satte og velnærede middelklassemennesker har krav på service fra en puklende og underbetalt underklasse. For det er jo alle, der får den samme service. Og den fås også i discount-supermarkeder (ikke bare i Whole Foods som er en dyr øko-butik). Det er klart, at hvis du bevæger dig ud i meget fattige områder i Washington og slår rumpetten i sædet på en McDonalds er servicen anderledes (men folk smiler nu fortsat og siger goddag og tak og please), og det kan ganske rigtigt være farligt. Et andet aspekt, som stort set ikke findes i Danmark.
Så der er helt sikkert masser af fordele ved at bo i DK. Men det kan man altså ikke skrive en klumme på baggrund af.
En klumme skal være kort, skarp, personlig og gerne debatskabende eller tankevækkende. Hvis jeg skal tage alle de forbehold (også de helt rimelige som du nævner her) så bliver det for det første alt for langt, for det andet mister klummen sin skarphed og pointe.
Det er vigtigt at forstå, at jeg skriver masser af artikler, som er baggrunde, interviews eller analyser, som er helt anderledes. Og at jeg i øvrigt i flere ledere gang på gang har understreget, hvor skidt det står til med uligheden i USA.
Se f.eks. disse artikler som jeg har skrevet specifikt herom, som har været bragt i avisen:
"Vinderen tager det hele":
www.information.dk/245539
"USA i frit fald"
http://www.information.dk/245729
"Den ene procent der bestemmer"
http://www.information.dk/265392
'Klassekamp på amerikansk"
http://www.information.dk/281648

Så kære læsere. Alt i alt har jeg skrevet mange, mange flere artikler om ulighed i USA, siden jeg landede her for fire år siden, end jeg har skrevet rosende klummer om mine egne små oplevelser.

God påske!
Annegrethe Rasmussen

Henrik Bjerre

I mit tidligere job som chef i staten, fik jeg en dag besked paa at goere mit kontor mere "serviceminded".

Det var ikke fordi vi havde et daarligt rygte om at vaere stoerre regelryttere end andre kontorer, men mere som et led i "moderniseringen" af den offentlige sektor - der var udtaenkt en "masterplan" og nu maatte vi se at komme i sving.

Jeg grublede lidt over hvordan jeg skulle gribe det an - egentlig synes jeg mine medarbejdere var baade hoeflige og smilende, saa der var ikke behov for at goere noget, men en ordre er en ordre!

Resultatet blev en dag med fokus paa faglig udvikling - efterfulgt af en beskeden middag med et glas vin. Jeg fik arrangeret et par foredragsholdere - herunder en senior sygeplejerske fra mit tidligere arbejdsplads og bad hende holde et indlaeg med titlen: "Hvordan ydes der god service uden at man ofrer hele sin personlighed?"

Jeg var ret stolt af den snedige formulering - her har vi et dilemma - saa lykkes det nok at faa gang i en diskussion om emnet!

Mine tidligere kollega gjorde imidlertid min overskrift grundigt til skamme - ved at traede ind af doeren og erklaere den en total misforstaaelse: "Den eneste maade man kan yde god service og overleve er ved at laegge hele sin sjael i det!"

Godt sagt af et menneske der ellers ofte faerdes mellem doeende boern og deres fortvivlede foraeldre.

I denne sammenhaeng kan det jo vaere at Annegrethe Rasmussen har en pointe i, at den amerikanske kultur er bedre til at facilitere arbejdsglaede i et ganske almindeligt job end den danske, selvom danskerne internationalt set er relativt godt loennet.

Er der noget om, at velfaerdsstatens muligheder for at forlange sygeorlov og psykologbistand hvis naboens hamster udaander - har bivirkninger i form af tristesse og manglende initiativ?