Kommentar

Til forsvar for surheden

Kræver man, at folk, der udfører ensidigt arbejde for sure kunder til lav løn, skal have et smil på læben, belaster man dem kun yderligere. Kassedamen har ret til at være vrissen
16. april 2012

Det er skønt at være omkring glade mennesker. Glæde smitter, og en positiv indstilling bliver i dag forbundet med alt fra overvindelsen af livstruende sygdom til succes i arbejdslivet. Glæde og positivitet er blevet vidundermidler i en grad, så man kan tale om et positivitetsregime. Glæde er, som den australsk-britiske kulturkritiker Sara Ahmed i bogen The Promise of Happiness rammende beskriver, et så oplagt gode, at det kan være svært at problematisere glæde og kravet om at være glad. Vi bør være glade, for derved fremmer vi også andres glæde. Brok ødelægger den gode stemning, og ingen ønsker at blive opfattet som et brokkehoved.

Men glæde er ikke bare et gode. At være glad og at gøre andre glade kan være en pligt, et ansvar eller ligefrem et arbejdsmæssigt krav. Og vores ophøjelse af glæde til et uproblematisk gode kan derfor samtidig være undertrykkende.

Følelsesmæssige rettigheder

Det er dog ikke alle, der møder samme krav om at være glad og bliver tillagt samme ansvar for glæden. I sociale sammenhænge er der uskrevne og oftest usagte regler for følelser, og de er forbundet med magt og status, således at ikke alle har samme ret til at udtrykke vrede eller samme pligt til at skabe glæde. Annegrethe Rasmussens klumme i Information den 2. april 2012 er et godt eksempel på dette. I klummen beskriver hun, hvordan supermarkedsansatte i USA fortæller vittigheder, og hun beskriver, hvordan det er deprimerende at købe ind i København og blive mødt af en vrissen kassedame. Kassedamen, ikke kunden, har ansvaret for at skabe den gode stemning. Hun har ikke ret til at være utilfreds med, at kunderne ikke gjorde deres til at skabe en god stemning. Sådanne hierarkier i følelsesmæssige rettigheder og pligter er ikke naturgivne, men derimod udtryk for en ulige fordeling af status og magt i den sociale interaktion.

At udtrykke glæde er en del af servicekulturen i USA og derfor del af det arbejde, kassemedarbejdere forventes at udføre. Servicekulturen i Danmark rummer (endnu) ikke dette element i nogen særlig grad, og det kan selvfølgelig begrædes, for det er da dejligt, at andre tager ansvar for at skabe en positiv stemning.

Men det er væsentligt at være opmærksom på, at det at udtrykke glæde over for andre igennem en hel arbejdsdag hver eneste dag ikke blot sker af sig selv. Det er en upåagtet del af arbejdet, som kræver energi af medarbejderne.

For nogle medarbejdere vil det være belastende at udføre dette følelsesmæssige arbejde, for andre kan det opleves som givende. Uanset om dette følelsesmæssige arbejde udgør en belastning for medarbejderne eller ej, er det en del af arbejdet, som ikke anerkendes som arbejde, og som ikke kompenseres lønmæssigt (ud over måske igennem drikkepenge i erhverv, hvor det er relevant).

Ret til at være gnaven

Når kassemedarbejderen skal sidde time ud og time ind til lav løn og udføre ensformigt arbejde, må man derfor spørge sig selv, om ikke der medfølger en ret til at være gnaven?

Glædeskulturen er udbredt nært og fjernt, og i nyhedsbreve til medarbejdere finder man f.eks. ros til medarbejdere, der optræder som gode eksempler og spreder glæde gennem »smil, der smitter«. Selv om anerkendelsen af medarbejderes følelsesmæssige arbejde er tiltrængt, tjener sådanne eksempler dog også det formål at kommunikere forventninger til medarbejderne: midt i travlhed, krise og nedskæringer bør man stadig have overskud til et smil.

Kravet om glæde bør få os til at stoppe op og som Sara Ahmed overveje, hvad glæden gør. Når forventningen om glæde fremsættes i sammenhæng med nedskæringer og høje arbejdsbelastninger, kan den, som den danske sociolog Rasmus Willig har fremhævet, være med til at hæmme kritik. Hvis man altid skal være positiv og bidrage til den gode stemning, er der simpelthen ikke rum til at ytre sig om de forhold, som er problematiske.

Når man forventer glæde af medarbejdere, der udsættes for vrede kunder eller udfører ensformige opgaver dag ud og dag ind, bidrager det til det usynlige følelsesmæssige arbejde, medarbejderne skal udføre. Kravet om glæde kan dermed udgøre en ekstra belastning for de, der af gode grunde ikke er glade. Og giver vi ikke rum for det vrisne, gnavne brok, risikerer vi at marginalisere ikke bare negative følelser og oplevelser, men også de personer, som har disse oplevelser. Derfor skal dette forsvar for surheden lyde, ikke for at åbne for følelsernes tyranni, men for at give rum for fravær af glæde og for glædens mangefacetterede modsætninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thorning

Mange tidligere østtyskere savner surheden i DDR. Selv fantaserer jeg nostalgisk om uengagerede, vrisne togkontrollører. De sindssygt nærværende, topmotiverede kontrollører gør mig nervøs. De skal jo stadig afsløre tre personer i timen med ukorrekt afstempling. Værst er dog de ikke-menneskelige humørspredere: De "smilende stemmer", der fortæller "dig", at toget er ankommet "til tiden". Surhed er ærlighed. Ærlighed er sandhed.

Jens Thorning

Jeg glemte de topmotiverede smilende altid glade og tilfredse danske soldater, der "gør en forskel" og elsker det. Parkeringsvagter i vore dage går også smilende rundt. "Et gudejob", sådan beskrev en af dem sin gerning. Vi kender den arbejdsløse fra medierne: Han/hun er på selvmordets rand, men så kommer man i arbejde, og jubelen kender ingen grænser, Straks holder de op med at drikke og begynder at stifte familie. Jobbet holder jo evigt.

Flemming Adelskov

Problemet omkring surhed kommer b.l.a. af gammel vanetænkning og af ikke at være opmærksom på sine følelser og hvad der sætter ego-følelser igang, som fører til uvenlighed. Vi vil sikkert ikke virke frastødende, men for en del af os er vi per automatik på mærkerne hvis ikke ting fungerer  efter vor hoved.
Med vor væremåde og attitude kan vi, uden at være opmærksom på det virke, dominerende, sure eller onde.
Jeg er p.t. I Tibet, hvor buddhisme er hverdagsfilosofi. Her er man klar over, at vi er afhængige af hinanden og alle er lige vigtige, samt at vore handlinger "fødes" af måden vi tænker på. Der for er et af hoved elementerne i buddhismen at være opmærksom på sine følelser, tænkemåde og skrue på knappen væk fra unødvendige negative følelser og tanker og ikke lade os styre af en ufrugtbar vanetænkning, som er hæmmende i forholdet til andre og gode muligheder i tilværelsen.

Ja, det kræver vel en form for temmelig grundig hjernevask, hvis man skal gå og være glad for nogle af de mest dødssyge opgaver, som "samfundet" har bildt os ind er nødvendige.

Men der er selvfølgelig mange former for arbejde, man kunne argumentere for er dybt overflødige. For eksempel de fleste, der har at gøre med finansielle transaktioner.

På den anden side sparer vi sikkert en del penge på behandling af ludomaner ved at kanalisere de prædisponerede ind i finans-branchen.

Så i stedet for at give dem en højere løn, og bedre arbejds vilkår, så får de nu lov til at se sure ud.

Jeg er alt andet end imponeret, men dog trods alt et gedigent emne.

"De “smilende stemmer”, der fortæller “dig”, at toget er ankommet “til tiden”. Surhed er ærlighed. Ærlighed er sandhed. fortæller “dig”, at toget er ankommet “til tiden”."

Det værste er hun lyder som Pia.k. plus jeg altid tænker- hvilken tid, mens toget stadig kører.

Indrømmet DSB minutter er lidt særprægede, men alligevel.

Rigtigt god artikel.

Man skal forsvare retten til at være et menneske, også når det går af pokkers til, og man er vred, frustreret og vrissen. Ellers kunne man ligeså godt være en porcelænsdukke med motoriske egenskaber, hvor glasuren krakelerer mere og mere som tiden går, imens sindet bliver forgiftet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på et digt af William Blake:

"A Poison Tree"

I was angry with my friend:
I told my wrath, my wrath did end.
I was angry with my foe;
I told it not, my wrath did grow.

... Læs resten her:
http://quotations.about.com/cs/poemlyrics/a/A_Poison_Tree.htm

Jeg bliver altid selv så glad når jeg har smadret min hånd ind i væggen af vrede og frustration over et eller andet. Så fik jeg det ud og jeg kan se på tingene med nye og mere objektive øjne end at være styret af mine ellers flygtige følelser og stemninger.

Flemming Adelskov

Med selvoptagenhed og fokus på al for megen tomme nyheder og underholdning, som er ved at blive eksponent på hverdagen og omgangsformen i Danmark, kunne det være forfriskende med en åndelig leder som kunne gøre os klogere på at leve sammen med andre og varige livsværdier.

Flemming..

Det kunne jo være forfriskende, hvis folk kunne lede sig selv og være eksemplet, istedet for at ville følge i andres fodspor. Så kunne de jo også blive sig selv og deres egen vej og retning i livet. Også når de er sure. For hvad er en livsværdi, hvis ikke skabt af det menneske som lever livet?

Steffen Gliese

Man skal ikke være glad for kundernes skyld, man skal være det for sin egen, for det er ved Gud meget lettere at komme igennem dagen, hvis man finder glæden frem.
Og hvorfor nu alt det med kasseassistenter? I virkeligheden er der tale om et relativt let job, hvor man servicerer en masse mennesker og i kraft af netop sit humør kan gøre en positiv forskel. Hvis man føler sig miskendt, må man jo forsøge at finde sig et andet job, evt. kvalificere sig til t andet job; men der er en vis charme ved ikke at behøve at gøre andet end at levere sin 30-37 timer om ugen og så kunne holde fri, mens det for nogle af os andre undertiden kan være lidt en belastning aldrig at slippe jobbet, selvom vi faktisk ikke belønnes for det.

Anja Henriksen

Til kamp for surheden?

Selvfølgelig skal man ikke være påtaget glad for kundernes skyld. Man skal være positiv og engageret, når man arbejder i en forretning, fordi man gerne vil have, at de mennesker, der kommer der, køber nogle af ens ting. Man vil gerne have, at disse mennesker vil bruge deres penge i den forretning, man står som kassedame/servicemedarbejder i.

Man skal være positiv og engageret i sit arbejde, fordi man hjælper sin chef med at opfylde hans mål: Tjene penge, for så hjælper chefen dig med at opfylde dig mål: Tjene penge. Hvis ikke, man er villig til at gøre det, der skal til for at give de kunder, der skal betale ens løn en behagelig oplevelse i forretningen, så skal man ærligt talt finde et andet arbejde.

Jeg forventer ikke, at der er en påtaget glæde og positivitet, hvis en kassedame bliver skældet og smældet på og snakket grimt til. Men jeg forventer, at h*n ikke kaster benzin på bålet, og agerer konfliktdæmpende. Jeg forventer de er servicemindede.

Kassemedarbejderen har ikke et arbejde, der lapper ind over fritiden, som meget af nutidens arbejde efterhånden gør. De har ikke hjemmearbejde. Der er rigelig med tid, de kan reagere i. De kan formentlig også ofte tale med hinanden i pauserne og bitche lidt over de dumme kunder der.

jeg synes, det er noget fis, at gå til kamp for surheden, ærligt talt. Vi er alle mennesker, og skal have lov at være det. Men det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man ikke er i stand til at tilpasse sig en specifik rolle, der kræves i en arbejdssituation, på en måde, så man er positiv og engageret og er med til at skabe den behagelige stemning i en forretning, uden man ligefrem gør vold mod sig selv. Så tror jeg mere, det drejer sig om mennesker, der ikke har lært at acceptere deres følelser, og hvordan de skal tackle dem, end at de rent faktisk har så belastende et arbejde, at de nærmest bliver psykisk belastet pga. kravet om en positiv stemning overfor kunderne.

Jeg kan godt følge tanken i artiklen, jeg finder den bare meget overdrevet og fuldstændig ude af proportioner. Selvfølgelig er der nogle, der bliver belastet på denne vis, men en generalitet, det tror jeg næppe, der er tale om.

Nu er monoton arbejde hårdt, og opslidende. Der er jo ikke tale om 1 sur kunde i løbet af dagen, der kan være mange. Så det er altså samtidig psykisk belastende.

Let? Haha -du holder ikke en uge. :)

Niels-Holger Nielsen

For mange år siden da jeg var buschauffør i HT kom det på mode blandt kunder og ansatte at sige 'Hav en fortsat god dag'. Tit var jeg en glad chauffør, men lige så tit var jeg en eddersur ditto. Det var svært at klare hensynsløse trafikanter, som fx. millionærer som parkerede i stoppestedet, mens de var inde i en kiosk og købe smøger og whisky. Det skete for mig en dag. Privatchaufføren sad og holdt motoren gående mens Boye Nielsen var inde og handle. Jeg flejnede helt ud. Også kunder, som i myldretiden greb den første og den bedste strop og lavede prop i bussen så ikke alle passagerer kunne komme med, selvom den bagerste del af bussen var halvtom. Tænk sig at skulle forklare denne indlysende sandhed ved hvert stoppested på dagens seks omgange mellem Svanemøllen Station og Toftegårds Plads! Folk har stadig ikke lært det, kan jeg se når jeg er buspassager. Nå, det jeg egentlig ville fortælle var, at jeg var forbandet på dette 'Hav en fortsat god dag'. Jeg drømte om med stor vrede at svare en af disse hilsener med denne svada: 'Hvem siger at jeg indtil nu har haft en god dag? Da jeg stod op i morges fandt jeg min hamster død i buret, så denne dag bliver aldrig god.'

Dagligt handler jeg i SuperBedst (det nærmeste supermarked), hvor denne påtagede og superkunstige attitude, som AG efterlyser, har været fast praksis længe. Stort smil og 'Hav en god dag (eller weekend)' selvom man bare har købt en æske tændstikker. Til at begynde med blev jeg i dårligt humør at attituden, men man kan vende sig til meget, så i dag svarer jeg helt automatisk 'Tak i lige måde' (jeg er opdraget til høflighed). Det smagløse består i, at det ikke er spontant fra ekspedienten som følge af hans/hendes godt humør, men meget organiseret når samtlige ansatte inden for et par dage begynder på denne praksis. Faktisk virker det præcist lige så engageret og bevidst som at trække vejret.

Niels-Holger Nielsen

Jeg er opdraget til at sige værsgod når jeg betaler i butikker og at svare tak (selvom det er mine egne penge), når jeg får byttepenge tilbage. Det synes jeg er fint og høfligt og samtidig distanceret, som høflighedsfraser skal være for at opfylde deres formål: At vi anerkender hinanden som mennesker og ikke som funktioner eller automater. Der er ingen grund til at blive familiær. Kunden kan jo også være i en rædsomt humør, hvor ekspedientens weekend rager ham/hende en høstblomst. Det er påtrængende, som næsten al markedsføring. Føj!

Jeg ville ikke overleve en eneste dag ved kassen, og jeg ved det godt selv. Men i USA er der er hær af dem, der kan deres kram. Respekt for dem, og nej, ingen respekt for dem, der har et arbejde, de ikke magter, kun ynk.

Der er masser af arbejdsløse slaver i USA, så det er muligt at bemande kasseapparaterne med dygtige, motiverede mennesker for ingen penge, der simpelthen bare er bedre mennesker end de danske ditto.

Som kassemedarbejder er det dit ansvar at smile og motivere kunderne. Jeg er skide ligeglad med, at du smiler til mig, men du skal afmontere de besværlige kunder for mig. Jo mere tykt, du smører på overfor det sure, besværlige fjols foran mig, jo gladere bliver jeg, for du slipper af med ham hurtigere, og kan gå videre til betalingsvillige kunder (mig). Når du høfligt undskylder, at jeg måtte vente på bistandsklienten, smiler jeg glad tilbage, og takker dig for at have hjulpet vores forvirrede, ældre medborger.

Det er ikke professionelt at eskalere konflikter, og fakta er, at mange kunder er konfliktsøgende og uprofessionelle, så kravet til kasseekspedienter er faktisk en ret høj grad af konfliktløsning og afvæbning af irrationelle følelser.

Vi kan begræde, at mange hårde jobs er underbetalte, eller vi kan respektere dem, der kan deres kram. Men det er lidt latterligt at heroisere dem, der ikke kan, og som alligevel må henslæbe deres liv i en bitter stribe af nederlag, fordi der ikke er andre jobs. Det er ikke heroisk, men bare vældig synd.

Til forsvar for surheden...

...der kort lader sig tø op af en vedkommende bemærkning - det er til at holde ud - dag ud og dag ind.

@Holger: Du er ikke målgruppen.

Det er ikke dig, kasseekspedienten skal afvæbne, men tumpen foran dig i køen, og tumpen, der blokerer busstoppestedet, og tumpen, der ikke vil rykke tæt sammen, så alle kan komme med.

Den hurtigste måde, whisky-køberen kan komme tilbage til sin bil og skride ad helvede til, er at smile super pænt, og bekymret fortælle, at en masse mennesker har brug for pladsen på deres busstoppested. Naturligvis skal kasedamen da ringe til politiet og tow-trucken, og skrue bissen på, hvis hun tror, det er den hurtigste måde at slippe af med idioten. Men det er det aldrig.

Stor, stor tak, til de hamrende dygtige servicemedarbejdere, der kan motivere tumperne til at vise hensyn.

Og når jeg selv er mopset, fordi lortet ikke virker? Den hurtigste måde, jeg kan få byttet min defekte vare, er ved at spille hjælpeløs, og undskylde, at jeg ikke kan finde ud af brugsanvisningen på engelsk :-) Jeg er egentlig ret skrap til engelsk, men engang imellem tager jeg fejl, og dimsen virker fint, når bare jeg trykker på den rigtige knap.

Tak til de dygtige ekspedienter, der afvæbner idioten (mig), så bedre kunder kan komme til...

Marianne Mandoe

De er ansat i et SERVICEJOB.

Nu ved jeg godt at begrebet SERVICE er noget der er blevet forholdsvist ukendt i Danmark, men et servicejob betyder at man yder en service.
En stor del af samme service er at sørge for at kunderne føler sig godt tilpas.
Ikke at man som kassemedarbejder skal sidde of fyre det ideelle Colgate-smil af 8 timer i døgnet, men man kan godt være både professionel og venlig/imødekommende.
Kan man som kassemedarbejder ikke udføre den SERVICE man er ansat til at give, så kunne det være man skulle anmode om at blive overflyttet til lageret.

Surhed har ingen plads i et servicejob, ganske som surhed ikke har nogen plads hos en lærer, en receptionist eller andre jobs hvor der er kontakt med mennesker ikke ansat i firmaet.

Hanne Gregersen

Spot on @Marianne !

Det svarer jo til, at man gerne vil være tømrer men ikke bruge hammer og skruetrækker - det duer ligesom ikke !

Stig Rasmussen

Godt skrevet Marianne: Selvfølgelig kan man have en "off-dag", men venlighed og glæde giver i langt de fleste tilfælde glæde igen, selvom man sidder i et surt job som ved kassen(har selv prøvet det)

Negativitet er en farlig spiral, så hvis man skulle følge forfatterens råd, så måtte adskillelige butikker dreje nøglen om, fordi folk ikke handler hos surt personale.

Lise Lotte Rahbek

Jeg er med på surhedsholdet.

Selv ikke Mette Frederiksens ide om at akademikere skal arbejde i Netto skal få hende eller andre ligesindede til at diktere de ansatte et ensartet humør dag ind og dag ud.

Jeg er helt ærligt temmelig forarget (og sur) over at folk kan være så blinde, at de tror, at 'servicejobbere' bare lissom brænder for jobbet, og ikke bare har lov at have et job.

Prøv dog at være realistisk! Der findes dagpengeperioder på 2 år og man kan blive aktiveret i servicejobs som praktikant. Hvor fedt er det at skulle smile smukt til den del af befolkningen, som selv får lov at vælge jeres jobs og ikke får tilbud, I ikke kan sige nej til - og så forventer I sgu oven i købet at folk står og smiler servilt til jer, når I gider nedlade jer til at henvende jer til dem?
Vorherrebevars, hop dog ned fra den hest!

Sure i hele verden - forene eder!

Søren Kristensen

Problemet med ikke at smile bare en lille smule på arbejdet eller i det hele taget er at det, næsten uanset hvilken funktion du har, nemt falder tilbage på dig selv. Som med alle andre attituder.

Min erfaring er at det godt kan betale sig at investere i et smil også selv om det ikke altid er lige dybtfølt, for nu at sige det mildt. Men chek lige med spejlet eller en god ven, for nogle få mennesker har ulykkeligvis ikke evnen til at smile overbevisende og slet ikke på komando. De gør selvfølgelig klogest i at håndhæve deres ret til at forholde sig neutrale eller småsure om du vil.

En direkte investering i surhed kan jeg ikke anbefale, med mindre du hader jobbet og gerne vil ud af det.

Stig Rasmussen

Lise Lotte Rahbek: Mon ikke også folk i aktivering handler i supermarkeder? - der er også forskel på at smile og bare tale pænt.
At smide dine personlige frustrationer på dine medborgere giver intet godt med sig.

Martin Madsen

Til alle jer der mener i har ret og krav på smilende, glad service fordi i køber en æske tændstikker eller hvad det nu er.
I vender alting på hovedet!
Tværtimod er det servicemedarbejderen der har krav på det. De udfører for det meste et benhårdt og opslidende arbejde og bliver for det meste bare belønnet med brok.
I min cafe fik nyt personale at vide:
i kommer til at arbejde røven ud af bukserne nogle dage, til en temmelig ringe løn (der er ikke råd til store lønninger i den branche ) Men i skal forlange respekt for jeres arbejde! hvis kunderne er sure, nedladende eller uhøflige, skal i meddele dem at deres chef har forlangt at de øjeblikkelig skal bortvise dem (kunden) fra forretningen, da han forlanger respekt for sit personale!
Mine medarbejdere var superservicemindede og kunne faktiisk være glade og smilende overfor alle kunder, fordi de kunne have tillid til at ingen fik lov at træde på dem!

Marianne Mandoe

@ Lise Lotte

Jeg har, off and on, arbejdet som tjener i over 20 år.
Til tider fordi jeg bare havde lyst, andre tider fordi det var en økonomisk nødvendighed.

Men jeg har altid været professionel. Selv de dage hvor gæsterne rent ud sagt har været urimelige, mopsede og vredladne.
MIT job var, som tjener, ikke bare at smække maden på bordet.
Maden er kun en del af det at gå ud at spise.
Mit job var at sørge for at gæsterne havde det rart, hyggede sig, gik derfra med en god oplevelse og ikke kun pga maden og i det hele taget følte sig så velkomne at jeg kunne servere for dem igen og igen og igen.

Jeg havde HELT sikkert dage hvor jeg havde lyst til at hælde saucen ned af ryggen på et par af gæsterne. Jeg havde helt sikkert dage hvor jeg bare ikke orkede at være høflig.
Men ganske som vi forventer at en kirurg eller psykiater parkerer sine personlige fortrædeligheder ved døren til jobbet, så blev det forventet at JEG parkerede mine fortrædeligheder og min surhed i personalerummet.

Vi skal allesammen være professionelle i det job vi har. Som kassemedarbejder er en del af professionaliteten at sørge for at kunden får en god oplevelse hos måske den eneste medarbejder vedkommende kommer i kontakt med.

Der er INGEN undskyldning for ikke at give venlig, professionel og god service i det job man er ansat i.

Magnus Pranov

Hvis kasseekspedienten ikke smiler og siger fortsat god weekend til mig, antager jeg natuligvis, at hun foragter mig.
Jeg vil aldrig handle i et supermarkedet, hvor jeg ikke føler mig personligt "mødt" af personalet.

Grethe Preisler

Det her ligner en strid om kejserens skæg.

De færreste formår at gå rundt og ligne glade grise fra morgen til aften. Men derfor behøver man vel ikke ligefrem at ophøje retten til at lade sit dårlige lune gå ud over sagesløse til et princip på linje med menneskerettighederne.

Tab og vind med samme sind. Kunden har altid ret - om ikke til andet så til at henlægge sine indkøb til andre lokaliteter.

Og servicemedarbejderen er også en slags menneske, og har derfor krav på at blive behandlet lige så høfligt, som han eller hun behandler sine kunder.

Hav en fortsat god/dårlig dag (det ikke ønskede bedes overstreget).

Der er godt nok nogen der er sure over at andre ikke smiler. Det synes jeg jo er lidt morsomt i sig selv. Så tak for grinet og hav en fortsat dejlig dag. :-(-:

Rasmus Kongshøj

Jeg kan ikke fordrage den gennem-falske "hav en fortsat god dag"-kultur, hvor alt fodfolket er blevet kommanderet til at være glade og venlige. Så sætter jeg langt mere pris på ærlig småsur ligegyldighed, hvis det er det humør kassedamen er i den dag - det er i det mindste ikke en løgn, der er organiseret for at narre penge ud af mig.

Lise Lotte Rahbek

Jeg er da glad for at læse,
at der er mennesker som formår at smile og positivisere sig igennem de sureste dage.
Jeg kan godt overleve, at kassedamen har en knyttet mine på, og jeg regner IKKE med, at det er mig personligt, der har tisset på hendes sukkermad.
Det kan derimod være MIN udfordring at smile til kassedamen, uanset at hun/han ikke er ved at smile sig en krampe til over min liter youghurt eller hvad jeg nu køber af en ansat i service-branchen.
Men det er nu mest, når jeg har et overskud at dele ud af.

Jeg har - som jeg ser det - som kunde ingen som helst ret til at forlange et bestemt humør eller bestemte ansigtstrækninger hos de ansatte.
Jeg betaler for at få en høflig, professionel betjening, og ikke andet.

Man har ret til at være sur.

Men hvor meget ret har man til at lade ens dårlige humør smitte andre?

Når den mismodige kassedame pligtskyldigt og med træt stemme ønsker mig en "fortsat go´ dag", smiler jeg tilbage, og siger: "Tak i lige måde!"

Steffen Gliese

Det er værre end som så! Vores reaktionsmønster er psykofysisk, forstået på den måde, at vores udtryk indvirker kemisk på vores velbefindende og omvendt. Derfor er det, at man nogle gange kommer til at afsløre sig selv i mimik, selvom man forsøger at give et andet udtryk.
Det har vist sig, at botox-behandlede får svært ved at nære visse negative føllelser, som deres ansigtsmusikulatur ikke længere kan gestalte. Det er selvfølgelig et professionelt problem for en hel del midaldrende skuespillerinder, men det har altså givet os en smule mere indsigt i, hvordan tingene virker sammen.
Hvis man har et job, som man føler sig for god til, kan det være svært, men det kan blive mindre svært, hvis man i det mindste forsøger at fortrænge det kedelige og enerverende.
Mht. at klare jobbet, så skal man altså passe lidt på med at overdrive - jeg kender temmelig mange folk, der har haft kassearbejde, og hemmeligheden er her som i det meste andet arbejde: at lade være med at identificere sig med en rolle, men i stedet se sig selv som en person, der udfører en funktion, som nogen vil betale for. Sådan er det desværre med meget arbejde, men distancen giver en mulighed for at høste frugter i form af kunder, der er glade for et smil og en venlig bemærkning.

Eksemplet i AnneGrethe Rasmussens artikel taget i betragtning bør man huske på at uvidenhed om de sande tilstande i riget er en forudsætning for at kunne køre på med glæde og positivitet i sit ”nærmiljø” hver eneste dag.
Vi danskere som er boende på et relativt lille areal og godt informerede som vi er - ved at vi bliver snydt af alt lige fra regering til parkeringsvagter og deres love og cirkulærer og centimetermål.

Derfor begavede som vi er; holder vi på vores positivitet og slipper den først løs når den ikke går til spilde og falder af i situationen som vand på en gås.
Møder man ellers altid ”glade servicemindede medarbejdere” privat kan man glædes over at deres umiddelbart ansigts aflæselige intelligenskvotient stiger med mere end 30 point når de er på egen boldgade fremfor som når de skal smile automatisk sødt til alle kunder.

At tilstræbe venlighed i sin kundebehandling er ok.
Og møder man som kassemedarbejder en af hverdagens psykopater ude på rov – skal de sku også have lov til at skifte gear – situationen taget i betragtning.

Angående USA – et total-kontrolleret land hvor hele befolkningen skal færdes på en tynd grøn linie af fornuft; kan vi danskere brede os tilsvarende ud som på en motorvej.
Teenagere er derovre blevet sat i spjældet i årevis for at ryge bare en joint i skolen !
Fængslerne er privatejede og og er således indbringende biznizz som alt andet.
Man kan sikkert smile meget på skrømt – når den usagte trussel om fængsel og waterboarding hænger konstant over hovedet som et Damoklessværd.

De tvangssmilende amerikanske servicemedarbejdere – må da givetvis også kompensere efter arbedsstid ved at gå modsatrettet "amok" i nabolaget eller derhjemme. Ekstremer søger balance.

Derfor skal vi være glade for vores "danske" så høje intelligenskvotient der forhåbentlig altid forhindrer at vi får ligeledes amerikanske tilstande.

Også om surhed så er et tegn på ærlighed.

Erkendt surhed kan man gøre noget ved.

Nervesammenbrud som resultat at et servicejob med påtaget smil og livsglæde er et job på amerikanske sindssygehospitaler hvor lige det problem sikkert er også er vanlig biznizz hver eneste dag uden at de glade kunder ved noget om hvor den ”always smiling Susie” pludselig blev af –!

Carsten Mortensen

Tjae,...imens vi her sidder og diskuterer menneskers private sfærer og deres ret eller uret til helt for sig selv at afgøre hvad de kan/vil - fortsættes kampen for markedsgørelsen af selve mennesket.
Halleluja, det går jo fantastisk - at dømme efter debatten.

Marianne Mandoe

Et eller andet sted finder jeg det en lille smule absurd at diskussionen går på om man har RET til at lade sin surhed gå ud over andre når man udfører sit job.

NEJ MAN HAR IKKE. Ikke med mindre det står i jobbeskrivelsen og ansættelseskontrakten.

Desuden er der meget langt fra professionel venlighed til Colgate-smilet permanent plastret på ansigtet.
Man behøver ikke smile for at udstråle venlighed og imødekommenhed.

Men bliver jeg behandlet direkte SURT i enten en butik, cafe eller restaurant... så kan I bide jer i næsen på at jeg aldrig vender tilbage.

Selvfølgelig skal man, helst, som kunde også udvise høflighed. Men dette er ikke et must, da man er... kunde.

Torsten Jacobsen

Kom til at tænke på følgende passage fra Albert Camus' 'Faldet', skrevet i 1956:

"Jeg ved godt at man ikke kan undvære det at herske eller blive betjent. Ethvert menneske har samme behov for slaver som for frisk luft. At byde, det er at trække vejret, er De ikke af samme mening? Og selv naturens ynkeligste stedbørn får lejlighed til at trække vejret. Selv den, der sidder på samfundets nederste trin, har dog kone og børn. Hvis han er ungkarl, så en hund. Det vigtigste er jo kort sagt, at man kan tillade sig at blive vred, uden at modparten har lov til at tage til genmæle."

og videre:

"Jeg har altid ønsket at blive betjent med et smil. Hvis husassistenten så bedrøvet ud, ødelagde hun hele dagen for mig. Selvfølgelig har hun ret til ikke at være i godt humør. Men jeg sagde til mig selv, at det var bedre for hende at passe sit arbejde med et smil end med tårer i øjnene. I virkeligheden var det bedre for mig. Jeg er ikke indbildsk, men mit ræsonnement var alligevel ikke helt tåbeligt. Jeg kom heller aldrig på kinesiske restauranter. Hvorfor? Fordi asiater overfor hvide som oftest ser hånlige ud, især når de ikke siger noget. Naturligvis har de også den mine på når de opvarter én! Hvordan skal man så kunne nyde sin kinesiske kylling, og fremfor alt: Hvordan skal man kunne tro, at man er i sin gode ret, når man ser på dem?

Mellem os sagt er slaveriet, helst det smilende slaveri, uundgåeligt. Men vi bør ikke indrømme det. Når man nu engang ikke kan lade være med at holde slaver, er det så ikke bedre at kalde dem frie? For princippets skyld, og for ikke at tage modet fra dem. Den kompensation skylder man dem vel nok, ikke? På den måde bliver de ved med at smile, og vi kan glæde os over vor gode samvittighed. Ellers blev vi nødt til at tage et langt skridt tilbage, vi ville blive vanvittige af sorg, ja endog revidere vor opfattelse, man kan frygte alt."

Niklas Monrad

Surhed og negativitet er "turn offs" på linie med overdreven jovialitet.

Hvem gider dog at handle et sted, hvor alle medarbejderne er så "naturlige" at deres dårlige ægteskab, sygdom, konflikter med ledelse og kolleger, og almindelig indarvet negativitet står skrevet med tykke rynker i panden på dem, mens de vrisser "ellers noget" til dig?

Det er i hvert tilfælde ikke sådan et sted, jeg først vælger at lægge mine penge.

Lise Lotte Rahbek

@Marianne Mandoe

Hvad mener du konkret, når du skriver: Et eller andet sted finder jeg det en lille smule absurd at diskussionen går på om man har RET til at lade sin surhed gå ud over andre når man udfører sit job.

Hvordan lader man sin surhed gå ud over andre?
- er det når man står og skælder kunderne ud,
du mener? Eller er det også at lade sin surhed gå ud over nogen, hvis serveringspersonalet ikke griner indforstået af kundernes gamle vitser?

Det er en dårlig politik for forretningens succes at svine kunderne til, og jeg mener nu heller ikke at have hørt om andre steder end Fawlty Towers, som det virkede for.
Men det er så indlysende, at jeg ikke er helt sikker på, at det overhovedet behøver nævnes.

Anja Henriksen

Jesper Wendt

Hvem holder ikke en uge? Mig bekendt kender du i hvert fald ikke noget til mine erhvervserfaringer.

Lise-Lotte

Du skriver "Jeg er helt ærligt temmelig forarget (og sur) over at folk kan være så blinde, at de tror, at ‘servicejobbere’ bare lissom brænder for jobbet, og ikke bare har lov at have et job."

Jeg kan blive lige så forarget over, at du tillader dig selv at antage, at vi tror 'servicejobbere' lissom brænder for deres job. Det gør de tilsyneladende ikke, de af dem, som ikke kan passe deres job. Vi er bare nogen, der forventer, at folk er i stand til at passe deres arbejde, og det har jeg meget svært ved at se, skulle være et urimeligt krav.

Det kan da godt være, at man er blevet sendt i aktivering, men så ved man også, det er en forholdsvis midlertidig periode. Det kan ikke være rigtigt, at det skal gå ud over alle andre mennesker, at der er servicemedarbejdere som praktikanter, som ser så højt på sig selv, at de ikke kan passe det arbejde, som der er til rådighed på det tidspunkt i livet. Vi har sq alle op- og nedture i livet, men derfor render vi da ikke og lader det gå ud over vores arbejde af den grund.

Jeg finder det direkte absurd, at man skulle have lov til at være sur og tvær på jobbet, når det indebærer kundekontakt. Det lugter alt for langt væk af egocentricitet og dårlig opdragelse.

Lise Lotte Rahbek

Anja Henriksen

Ingen nok så midlertidig virksomhed kan betale nok for at gøre sig til herre over mine ansigtsmuskler.
Der går MIN grænse og nej, servicejobs er nok bare ikke lissom min spidskompetence.

Derfor kunne jeg aldrig drømme om at forlange bestemte ansigtstrækninger af personalet, fordi jeg køber en pose pasta og et pund oksefars - eller jeg bestiller det i tilberedt form på en restaurant til servering ved bordet.
Jeg forventer høflig professionel service - ikke overstrømmende uærlighed.
Det forventer jeg at forretningsindehaveren tager sig af, når hun ansætter folk til at betjene butikken.

Hvad andre forventer af sig selv eller andre - det kan jeg ikke ændre på.
Men jeg kan have en mening om det, som jeg giver udtryk for, og det gør jeg!

Marianne Mandoe

@ Lise Lotte

Du overser elegant at jeg bliver ved med at skrive at folk i servicefag IKKE behøver at stå med store påklistrede Colgate-smil.
Men venlig og høflig, professionel betjening er ikke for meget at forvente.
Og har man et møg-surt ansigt så er det IKKE venlig og høfligt og professionelt.

Anja Henriksen

Lise Lotte

Nej, der er mange mennesker som dig, der ikke kan respekterer, de er på en arbejdsplads, fordi de har indgået en aftale med en virksomhed om, at man hjælper dem med et overordnet mål, og så hjælper de dig med dit mål (din løn, erfaring mv. som kan være et personligt engagement for at arbejde det sted).

Og det er da fint servicejobs ikke er din spidskompetence, så hold dig fra dem. Ender du der som en del af din aktivering, så er det ærligt talt din pligt at tage dig selv i nakken og sluge din stolthed - du er ikke verdens navle, og der er bare steder, hvor det ikke klæder at opfører sig sådan.

Hvis du havde en ansat, der konsekvent virkede lad, uengageret og aldrig smilede, så ville du nok ende med at ændre mening. Selvfølgelig er vi mange, der ikke forlanger bestemte ansigtstrækninger af personalet; de fleste medarbejdere kan heldigvis godt selv lægge 2 og 2 sammen, og agerer venligt - helt af sig selv.

Artiklen handler om retten til at være gnaven, 'bare fordi' man sidder ved kassen. Det er et monotomt arbejde ja...som så meget andet.

Jeg har i mange år arbejdet som telefoninterviewer on/off ved siden af studierne. Det er ikke salg, men udelukkende interviews. Hvordan tror du, vi ville kunne gennemfører vores arbejde, hvis ikke vi tillage os en positivitet HELE tiden overfor de mennesker vi ringer til? Vi bliver også jævnligt overfuset af idioter, men derfor tillader vi os ikke at blive gnavne og give tilbage, som man kunne have lyst til. Et simpelt 'undskyld forstyrrelsen' er rigeligt...selvom man ofte overhovedet ikke har lyst til at undskylde noget som helst. Men det er følelser vi ikke kan tillade os at udtrykke overfor de mennesker, vi taler i telefon med - vi er ansat til at lave så mange interviews som muligt, og at være en godt ansigt udad til i forhold til telefoninterviews, så folk, ikke afviser den næste der ringer en anden dag.

Men vi kan fint sidde og kalde en idiot for en idiot kollegaer imellem, når vi IKKE taler med dem! Og det kan ikke være rigtigt, at servicemedarbejdere ikke kan finde ud af det samme, men lader sig blindt undertrykke....
Jeg er normalt meget forstående overfor folks følelser, men det her tangerer klynk.

Og hvis man vil tale om monotomt arbejde jf jobs der har kundekontakt, så må det siges, at telefoninterviewer nok er det mest monotome, man kan forestille sig, men kan man ikke gøre sit arbejde, som man er ansat til, så må man finde sig noget andet.

Ja, du kan have en mening om det, som du giver udtryk for? Det må man da håbe!

Lige for at citere psykologen Howard D. Cutlers ræsonnement fra kapitel 2 i bogen "Kunsten at leve lykkeligt" :

(Nogle forskere har for nyligt hævdet, at en persons karakteristiske niveau for lykke eller velbefindende er genetisk bestemt).

"Men selv hvis det genetiske system spiller en rolle for lykke- og det er stadigt et åbent spørgsmål, hvor stor den rolle er,- så er der almindelig enighed blandt psykologer om at ligegyldigt hvilket lykkeniveau, vi er udstyret med fra naturens side, er det muligt at bearbejde "den psykiske faktor" med det formål at at øge følelsen af lykke. Det skyldes, at vores normale dagligdags lykke i høj grad er bestemt af vores livssyn. Hvad enten vi er lykkelige eller ulykkelige på et givent tidspunkt, har det faktisk kun meget lidt at gøre med vores grunddisposition, men er snarere en funktion af, hvordan vi opfatter vores situation, hvor tilfredse vi er med det vi har."

Min konklusion ud fra ovenstående er: Man kan kun være tilfreds med det man har, det være sig evner eller materiel, hvis man har et selvværd. Dette selvværd er opbygget af de positive relationer man formår at opbygge. På de område har alle mennesker en chance.

Det er ikke enkelt, men en livsopgave, ellers kunne alle bare få en lykkepille hver gang de skulle yde en social indsats.

Steffen Gliese

Anja, sagen er jo, at man i et servicejob let bliver'verdens navle' for de faste kunder, hvis man er et venligt menneske. Der er så mange talenter, man kan have, uden at der gøres håndgribeligt rede for dem; men netop det at kunne lyse op i butikken er guld for både én selv, kunderne og virksomheden - og det er det modsatte af det påtagne, der kræver et andet talent, man kan tjene meget mere på andre steder, nemlig talentet for komedie.
Men det er det største tabu i tiden: at være tilfreds med det, man gør. Så dårlig er lønnen heller ikke.

At forvente et maskinelt antrit virker absurd, iøvrigt som mandoe er inde på- er gensidig respekt et minimum, men de må for min skyld se ud som de vil.

Hvis man forventer ekstra, betaler man typisk for det. Så aldi og netto er nok et sats. Skal de kæder til at yde service, ja så taler vi givetvis helt andre priser.

Et hurtigt overblik over rotationen i disse erhverv fortæller så rigeligt.

Lise Lotte Rahbek

Marianne Mandoe

Jeg har overset -
ja, jeg har desværre overset dit svar på mit spørgsmål om, hvordan - konkret - man efter din mening lader sin surhed gå ud over kunderne?

---

Ih guder - jeg er da aldeles overbevist om, at mange i forskellige servicejobs gør et smaddergodt stykke arbejde med at yde service og være venlige og høflige og det hele. Det skal jeg sgu da ikke afgøre, det ved I bedst selv.

Men dette handler ikke om, hvorvidt I gør et glimrende stykke arbejde. Det handler om, hvorvidt det er i orden, at man som ansat kan have en dag, hvor man IKKE yder sit allerypperste udi høflighed og professionalisme.
Det er det så ikke efter nogens mening.
Det er det efter min mening.

Jeg kan godt se, at nu skal jeg eddermame have nogen på frakken, fordi jeg vover at stå på retten til at være menneskelig og sur. Det skal jeg nemlig ikke bestemme, nej jeg skal ej. Sådan en service-fornægter..
Jeg håber I kom af med noget af jeres ophobeede surhed. Det er godt af få det ventileret, så det ikke ligger og.. ehmn.. syrner. :-)

Sider