Kommentar

Til forsvar for surheden

Kræver man, at folk, der udfører ensidigt arbejde for sure kunder til lav løn, skal have et smil på læben, belaster man dem kun yderligere. Kassedamen har ret til at være vrissen
16. april 2012

Det er skønt at være omkring glade mennesker. Glæde smitter, og en positiv indstilling bliver i dag forbundet med alt fra overvindelsen af livstruende sygdom til succes i arbejdslivet. Glæde og positivitet er blevet vidundermidler i en grad, så man kan tale om et positivitetsregime. Glæde er, som den australsk-britiske kulturkritiker Sara Ahmed i bogen The Promise of Happiness rammende beskriver, et så oplagt gode, at det kan være svært at problematisere glæde og kravet om at være glad. Vi bør være glade, for derved fremmer vi også andres glæde. Brok ødelægger den gode stemning, og ingen ønsker at blive opfattet som et brokkehoved.

Men glæde er ikke bare et gode. At være glad og at gøre andre glade kan være en pligt, et ansvar eller ligefrem et arbejdsmæssigt krav. Og vores ophøjelse af glæde til et uproblematisk gode kan derfor samtidig være undertrykkende.

Følelsesmæssige rettigheder

Det er dog ikke alle, der møder samme krav om at være glad og bliver tillagt samme ansvar for glæden. I sociale sammenhænge er der uskrevne og oftest usagte regler for følelser, og de er forbundet med magt og status, således at ikke alle har samme ret til at udtrykke vrede eller samme pligt til at skabe glæde. Annegrethe Rasmussens klumme i Information den 2. april 2012 er et godt eksempel på dette. I klummen beskriver hun, hvordan supermarkedsansatte i USA fortæller vittigheder, og hun beskriver, hvordan det er deprimerende at købe ind i København og blive mødt af en vrissen kassedame. Kassedamen, ikke kunden, har ansvaret for at skabe den gode stemning. Hun har ikke ret til at være utilfreds med, at kunderne ikke gjorde deres til at skabe en god stemning. Sådanne hierarkier i følelsesmæssige rettigheder og pligter er ikke naturgivne, men derimod udtryk for en ulige fordeling af status og magt i den sociale interaktion.

At udtrykke glæde er en del af servicekulturen i USA og derfor del af det arbejde, kassemedarbejdere forventes at udføre. Servicekulturen i Danmark rummer (endnu) ikke dette element i nogen særlig grad, og det kan selvfølgelig begrædes, for det er da dejligt, at andre tager ansvar for at skabe en positiv stemning.

Men det er væsentligt at være opmærksom på, at det at udtrykke glæde over for andre igennem en hel arbejdsdag hver eneste dag ikke blot sker af sig selv. Det er en upåagtet del af arbejdet, som kræver energi af medarbejderne.

For nogle medarbejdere vil det være belastende at udføre dette følelsesmæssige arbejde, for andre kan det opleves som givende. Uanset om dette følelsesmæssige arbejde udgør en belastning for medarbejderne eller ej, er det en del af arbejdet, som ikke anerkendes som arbejde, og som ikke kompenseres lønmæssigt (ud over måske igennem drikkepenge i erhverv, hvor det er relevant).

Ret til at være gnaven

Når kassemedarbejderen skal sidde time ud og time ind til lav løn og udføre ensformigt arbejde, må man derfor spørge sig selv, om ikke der medfølger en ret til at være gnaven?

Glædeskulturen er udbredt nært og fjernt, og i nyhedsbreve til medarbejdere finder man f.eks. ros til medarbejdere, der optræder som gode eksempler og spreder glæde gennem »smil, der smitter«. Selv om anerkendelsen af medarbejderes følelsesmæssige arbejde er tiltrængt, tjener sådanne eksempler dog også det formål at kommunikere forventninger til medarbejderne: midt i travlhed, krise og nedskæringer bør man stadig have overskud til et smil.

Kravet om glæde bør få os til at stoppe op og som Sara Ahmed overveje, hvad glæden gør. Når forventningen om glæde fremsættes i sammenhæng med nedskæringer og høje arbejdsbelastninger, kan den, som den danske sociolog Rasmus Willig har fremhævet, være med til at hæmme kritik. Hvis man altid skal være positiv og bidrage til den gode stemning, er der simpelthen ikke rum til at ytre sig om de forhold, som er problematiske.

Når man forventer glæde af medarbejdere, der udsættes for vrede kunder eller udfører ensformige opgaver dag ud og dag ind, bidrager det til det usynlige følelsesmæssige arbejde, medarbejderne skal udføre. Kravet om glæde kan dermed udgøre en ekstra belastning for de, der af gode grunde ikke er glade. Og giver vi ikke rum for det vrisne, gnavne brok, risikerer vi at marginalisere ikke bare negative følelser og oplevelser, men også de personer, som har disse oplevelser. Derfor skal dette forsvar for surheden lyde, ikke for at åbne for følelsernes tyranni, men for at give rum for fravær af glæde og for glædens mangefacetterede modsætninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Hvis ikke denne ligegyldige diskussion, om hvorvidt man i servicebranchen kan tillade sig at tage andre mennesker som gidsel for sit eget dårlige humør, snart holder op bliver jeg altså PISSE SUR.

Selvfølgelig kan man ikke det.

SÅ DET SAGT! HAV EN GOD DAG! (gab for nogle kvajpander!).

Steffen Gliese

Lise Lotte Rabhek, det kommer an på, om det er jobbet eller andre forhold, der er årsag til surheden. Og det kommer tit an på arbejdsmiljøet, hvis det er jobbet, den er gal med. Der er afgjort forskelle mellem f.eks. supermarkeder i mindre provinsbyer og så de større, mere konstant besøgte i vore større byer.

Søren Kristensen

Ok, mit seneste indlæg var kun for sjov. Sådan er jeg slet ikke (ret tit), så for nu anlægge en lidt mere imødekommende, analytisk og konstruktiv vinkel:

Jeg tror vi skal passe på med ikke at kræve det ypperste (også) af de der arbejder i servicebranchen, dels af helt indlysende årsager, som allerede er nævnt, men også fordi der kan opstå et skisma for de der tvinges ind i servicebranchen, helt eller delvis, imod deres ønsker og drømme: For hvordan skal de kunne sandsynliggøre tilstrækkeligt, at de ikke er kommet på den rette hylde, med henblik på at blive fyret, på baggrund af deres dårlige humør og negative holdning til arbejde og kunder, hvis samtlige medarbejdere går rundt og ser ud som om de er tvunget i aktivering mod deres egentlige ønske?

Jeg er helt på linje med Marianne Mandoe i dette ikke-spørgsmål: hvis man ikke kan præstere et minimum af (*)imødekommenhed, hjælpsomhed og positiv attitude, skal man ikke arbejde med at front-line servicere.

Noget helt andet er, at danskere, i min lange, dybt subjektive og uvidenskabelige erfaring, har et enormt problem med at sætte sig ud over en generel nervøs, utilfredshedsfølelse og negativ narcisistisk opbyggelighed, der konstant byder dem at at de er meget mere værd end de job de qua deres faktiske meritter formår at besidde, at de har fortjent meget bedre, at det er en total misforståelse at de er hvor de er, idet de er meget specielle og unikke, etc etc: hvis flertallet ser ned på den position de selv har opnået i livet, er det klart de stejler, når de bliver mindet om hvad der forventes i samme.

* "professionel"; lad os diskutere dét ord, ved anden lejlighed

Elisabeth Andersen

Jeg synes det på sin vis er ret enkelt: som servicemedarbejder har man pligt til at være høflig, imødekommende og serviceminded overfor kunderne - også når man har en dårlig dag, det er professionalisme. Derimod kan det ikke være en forpligtelse at være humørspredende solstråle konstant.
Den eneste profession hvor man kan forlange store smil på kommando må være skuespillernes!

Det må så også siges at hvis butikspersonale ikke altid er så overskudsagtige skyldes det ofte de arbejdsbetingelser forretningerne giver dem med med for dårlig bemanding og en masse andre arbejdsopgaver ved siden af ekspeditionerne. Det der med at få luft for frustrationer ved at brokke sig til en kollega i pausen - glem det. Hvis der overhovedet er en pause, så er den alene!

Elisabeth Andersen

Jeg synes det på sin vis er ret enkelt: som servicemedarbejder har man pligt til at være høflig, imødekommende og serviceminded overfor kunderne - også når man har en dårlig dag, det er professionalisme. Derimod kan det ikke være en forpligtelse at være humørspredende solstråle konstant.
Den eneste profession hvor man kan forlange store smil på kommando må være skuespillernes!

Det må så også siges at hvis butikspersonale ikke altid er så overskudsagtige skyldes det ofte de arbejdsbetingelser forretningerne giver dem med med for dårlig bemanding og en masse andre arbejdsopgaver ved siden af ekspeditionerne. Det der med at få luft for frustrationer ved at brokke sig til en kollega i pausen - glem det. Hvis der overhovedet er en pause, så er den alene!

Anja Henriksen

Lise Lotte

Nej, du skal ikke have nogen på frakken; jeg synes sådan set bare, det er noget fis, det du skriver, og derfor får du den respon, som du får.

Du har selv valgt at tillægge dig en utrolig usympatisk attitude i dine indlæg, der kun gør glad over, at du ikke er hverken er kassedamen, der betjener mig i Fakta eller servicemedarbejderen i min virksomhed, hvis jeg havde en sådanne.

Attitude er vejen frem...en servicemedarbejder kan godt komme til at udbryde 'årrh pis', hvis han taber en masse kasser et eller andet, der nu ligger over hele gulvet, så kunderne ikke kan komme forbi...men han kan også vende sig bagefter og sige 'ja det må i undskylde, jeg skal lige have fat i en til at hjælpe med at fjerne rodet'.

-Og din attitude, når du fx skriver at ingen arbejdsgiver kan få dig til at have bestemte ansigtstrækninger, er alt andet end sympatisk, åbensindet og samarbejdsvilligt, hvilket ikke høre hjemme, hvis man arbejder med kundekontakt.

Lise Lotte Rahbek

Anja H.

Jeg kan ikke se relevansen af din mening om mig og min attitude, medmindre du gerne vil sætte dig selv i kontrast til mig. Hvis det er tilfældet, skal det være dig vel undt,
og nu da vi har konstateret, at du er sympatisk, og jeg ikke er det, så vil jeg springe videre til et andet emne.

Hav en fortsat dejlig dag.

Hvis jeg ikke er den ud-løsende faktor for nogens surhed har jeg bestemt hellet ikke lyst til at modtage surheden.

Som kunde oplever jeg meget sjældent sure ekspedienter og når jeg gør finder jeg en anden forretning at handle i.

Så pas til surheds kampagnen, herfra.

Jørgen Malmgren

Jeg kan se der ikke er det store kendskab til at arbejde i servicefag. Men alle mennesker kan have en øv dag og man kan ikke forlange at de skal være konstant smilende +++mennesker.

Så når kunden der kalder en for "åndssvage idiot" og truer en med "at smadre en", så skal kunden ikke forvente et stort bredt smil og et i "i lige måde", hvad de kan forvente sig er en tilsvarende bredside. At arbejde i et servicefag er IKKE ensbetydende med at man skal finde sig i alt, det er en misforståelse af dimensioner.

Reelt set har ingen, uanset branche, ikke krav på at blive mødt med andet end det, de møder andre med. Der skal ti venlige kunder til at ophæve en sur brokrøv. Husk det venligst når du var nummer 20 i køen i supermarkedet eller nummer 98 i køen hos din internetudbyder. For det er med stor sandsynlighed dig, der skaber den sure kassedame eller supporter.

Man kan nemlig godt være venlig selv på en øv dag, men hvis man bliver mødt brok og tilsvining, så bliver man hurtigt på tværs selv på en god dag.

Anja Henriksen

Lise Lotte

Når du har behov for at skrive, at du nu skal have en på frakken, blev det pludselig relevant at skrive om din attitude.

Niels-Holger Nielsen

Helt ærligt, det er da enormt påtaget at ønske mennesker man ikke kender en god dag eller weekend, når det man siger faktisk er farvel - kunden er på vej ud af butikken. Derimod er det fint nok at sige goddag til kunden når transaktionen begynder. Den her diskussion er kørt helt af sporet. Artiklen handler ikke om almindelig professionalisme og professionel neutralitet. Fænomenet med at smile over hele femøren og ønske ubekendte det ene eller det andet er en ny trend i supermarkeder. Den gør mig i dårligt humør, og jeg synes at det hele fungerede fint i 'gamle' dage, for en fem seks år siden, hvor almindelig ikke-påtrængende høflighed var normen de fleste steder. Den udvikling, som er i gang er faktisk at bryde igennem kundernes urørlighedszone og derfor ikke særlig høflig når det kommer til stykket. Kunderne er vel ikke jubelidioter som forestiller sig andet end at deres dag eller weekend rager ekspedienten en bønne. Det er rent hykleri med denne påtagede interesse som udvises over for måske tre til firehundrede kunder på en dag. Jeg er modstander af hykleri og finder det uprofessionelt i situationen.

Helt ærligt, en supermarkedsekspedient (kassemedarbejder hedder det vist) er da ikke en sælger, som nogen synes at mene. Det er at blande kategorierne sammen og forvirre begreberne til ære for den hellige omsætning. Det gør mig i dårligt humør, selvom jeg er ved at lære at leve med det. NLP for underbetalte lønslaver, fy for satan.

Hvis jeg går ind i en forretning for at købe et varig forbrugsgode (tøj, stereoanlæg, køleskab og så videre) forventer jeg en alsidig og engageret behandling, da valget vil få betydning for en del af mit liv langt tid fremover, men så er den person, jeg handler med, altså også en sælger (og lønnes derefter) og ikke en ekspedient, som er en der bare modtager betaling for en vare, som jeg selv suverænt har valgt. Jeg synes, at debatdeltagerne blander alt sammen i en pærevælling.

Som fattig førtidspensionist går jeg sjældent ud og spiser, men når jeg endelig gør det er det på de helt dyre gourmetrestauranter med vinmeny og hele boulesjavsen. Her indledes sceancen ofte med at tjeneren aflirer en nøje indlært remse om madens og vinenes fortrin med dyrkningsforhold, årstal og en masse fremmedord, som jeg ikke kender. Fri mig for det snobberi og lad os smage på varerne, så skal jeg nok sige bagefter hvad jeg synes om traktementet. Denne indledende lovprisning afslører oftest, at der er tale om en udenadslært remse, som siger tjeneren selv røv og nøgler.

Jens Thorning

Besøgende i USA svimler over den overvenlige, fortrolige tone og "have a nice day" kl. 17.30 p.m. Så får de at vide af de fastboende, at det kun er for at tjene penge til ejerne, og at de har glemt ens ansigt sekundet efter. Hvor tragisk at selv det frie, markedsøkonomiske samfund, hvor der er "frit valg" på hylderne, må ty til løgnen. Det er jo også interessant at gå rent fysisk i sin egen bank iført afslappet Christiania-tøj med sygesikring som ID.

Flemming Adelskov

Matin Skov, du har ret det drejer sig om at leve sit liv, men også forstå, hvordan man får mest fornøjelse af livet og indse, at et godt liv, uden for megen fortræd for selv og andre, beror på adfærd og handlinger, det vil sige åndelighed. Vil du have venner vær venlig! Når jeg talte om åndelig ledelse, var det et ønske om et paradimeskifte på bl.a. Danmarks største forbruger betalte platforme for potentiel formidling af lærdom. Således at man også i de bedste sendetider fokuserede på udsendelser som øjenåbner, istedet for trivielle morgen og aftenprogrammer, lange vejrudsigter, tomme nyheder, og samme triviel underholdning, som sendes år efter års hvori det flyver i luften med beskyldninger, anklager, mobning og superlativer.

Fatter ikke folk vælger et arbejde, der gør dem vrede eller sure. Fatter det ikke.

Fatter heller ikke man vil sidde og se vranten ud, så samtlige af de mennesker man kommer i kontakt med opfatter en som et dårligt og usselt menneske.

Jeg mener ikke vi kan lære meget af USA, men deres imødekommenhed og generelle mellemmenneskelige interesse i hinanden og dermed følgende GLÆDE ved andre menneskers nærvær og selskab kunne vi godt tage til os.

Flemming Adelskov

NH NIELSEN. hvor kommer du på at Buddha i indlæggene har at gøre med kapitalistiske transaktioner?
Buddhas indsigt, som nu har bestået i 2500 år har derimod en hel del med menneskelige væremåder at gøre. Og dermed at negative følelser, surhed ikke fremmer og udvikler menneskelige relationer. Kunden er afhængig af kassedamen og kassedamen er afhængig af kunden. Derfor Behandel hinanden ordentligt og med respekt! Ingen er mere værd end den anden. Men den der forstår at bevare roen har mest fred i sindet, hvis det slår gnister!!

Majbritt Nielsen

Hmm, hvor meget må man tjene og hvor let skal jobbet være.
Før man bare skal holde kæft og smile hele dagen?

For hvis jeg skal tage artikeln helt på ordet, om sådan at sige.
Så er det kun de "værdigt lavlønnede" der må have en off dag eller?

Iøvrigt håber jeg at den læge der skal snart skal operere mig har en "go dag" og ikke en "of-dag." ;)

Kim Østerberg

Man kunne også vende diskussionen om. Har kunderne eller brugerne altid ret til at "hælde l..t ud af kloaken". For den sure service, begynder ikke altid med f.eks. DSB sercicemedarbejderens dårlige dag, men med et "overfald" fra en masse sure kunder, fordi toget igen er forsinket. Bevares en god konflikthåndtering vil gøre meget. Men en nærmest altid venlig service i USA er da en sandhed med modifikationer. Mon journalisten der startede debatten har siddet på et bistandskontor, eller har haft indlogeret sig på et 5 rangs motel. Eller handlet i et supermarked i Bronx. Pointe er, at hvis man kun bevæger sig i high end klassen, hvor der er fokus på en serviceorienteret firmapolitik, så får man service. Det gør man også i Danmark. Nok en bedre service hos en bilforhandler, der sælger Mercedes end på den lokale arbejdsformidling. Og hvis det er eller bliver et problem, kan det jo altid løses med at indføre en "afstandsservice", hvor vi ikke fysisk mødes med den sure person, men bliver henvist til en telefonsløjfes eller hjemmesides ofte endeløse labyrenter. Så gi mig hellere en sur ekspedient, som jeg alt efter situationen kan brokke mig over, sige undskyld til, eller forsøge med et afvæbende smil.

@niels-holger:

Jeg siger selv gerne "Hav en fortsat god dag" til bus-chauffører - det virker af en eller anden grund som den "korrekte" høflighedsfrase i en bus.

Jeg forstår nu sætningen mere som: "Hav fortsat en god dag" - jeg ved ikke om mere grammatikkyndige vil give mig ret i den fortolkning?

Altså at meningen er, at dagen fra dette tidspunkt må blive god.

Ellers kunne man jo også forsøge sig med en velsignelse a la: "Må vejen falde dig let", men jeg tror ikke, det vil slå an.

Jens Thorning

"One may smile and smile and yet be a villain" sagde en dansker, Hamlet ifølge Shakespeare. Den forbløffende iagttagelse bekræftes af naboer til spioner, terrorister og lystmordere, der uden undtagelse diverterer pressen med "han smilede altid så venligt", "aldrig en sur mine", "altid tid til et smil, og hjælpsom var han også". Hele den sociale historie må skrives om.

Steffen Gliese

Jeg har svært ved at se, hvorfor man behøver at have et tæt og intimt forhold med andre mennesker for at mene af hjertet, at de bør få en god dag. Når jeg udveksler den slags ved kassen i de suppermarkeder, jeg frekventerer, mener jeg det, og jeg er ærlig talt ikke i tvivl om, at modparten også mener det, uden at kende mig specielt godt. Det skønner jeg af, at der ikke er forskel på at blive ekspederet af folk, jeg rent faktisk kender, og med hvem jeg i købssituationen har den samme udveksling af venlige standarder. "Ordet skaber, hvad det nævner", og i almindelig høflig omgang mennesker imellem skaber disse ord en ikke-fjendtlig stemning.

Det er en af de sjovere debatter og sikke da nogle holdninger!! Hvis vi lige skal tage den med at butiksassistenten da bare har at smile og sige "fortsat god dag" etc..Ja, bevares..i en perfekt verden..men efter selv at have været i detailhandlen i knap 20 år, må jeg sige, at verden ikke er perfekt...Til gengæld er der i det samme tidsrum sket et skred i den måde nogle kunder tér sig på over for de butiksansatte. Tålmodigheden er på nulpunktet og mange forlanger "god gammeldags service"...men hvorfor går man så ind i en discountforretning? Der ved man at servicen er skåret væk og tro mig...som ansat i en discount-gesjæft får du nærmest dagligt på puklen over, at servicen er for dårlig og gud nåde og trøste de ansatte, hvis kunderne skal vente mere end 1 minut for at kunne komme til at betale...eller hvis man ikke lige kan svare på alle spørgsmål om alle varer i hele butikken...Hvor tit møder man mon kommentaren "Jamen, kunden har altid ret!!!"...også selv om kunden decideret stiller dybt urimelige krav.

Stil dig selv et spørgsmål før du forlanger fuld service, smil og den slags...Ville DU kunne levere den "vare" under de forhold? Har du reelt prøvet at stå i den situation selv, eller er du én af dem, som forlanger fuld service og den laveste pris på samme tid? Alvidende evigt smilende ekspedienter til mindsteløn...Dream on!

Meget tyder på at ansvaret for trivsel igen igen igen igen igen ligger hos ledelsen et eller andet sted.

Netto v. Sydhavn station er (p.t.) et rart sted at shoppe, Mærsk eller ej.

Men måske er sydhavnerne også lidt mere på bølgelængde med det der kan føles træls ....... Og discount er ikke et fyord, når der er daglige søgninger i containerene.

Økologi finder det vågne øje altid alligevel.

Anja Henriksen

Tue

Vores Fakta (der må betragtes som et discountsupermarket, selvom de er i den dyre ende ;) ) har som alle andre steder en masse unge mellem 16-18 ansat. Når jeg på andre tidspunkter er lidt opgivende overfor tendenserne i ungdommen, kan jeg bare tænke på de ungarbejdere i vores Fakta. De er med få undtagelser, rigtig gode servicemedarbejdere. De er imødekommende og positive og håndterer konflikter rigtig godt.

Jeg har da været over og handle ind lørdag formiddag, hvor man tydeligt at kunne mærke den unge fyr ved kassen er tydeligt mærket af, at have skulle været taget tidligere hjem fra byen aftenen før...men han er stadig positiv og flink, han bliver bare lidt mere forvirret, og giver udtryk for han er lidt træt...og det kan vi kunder som regel sagtens have med at gøre. DET er menneskeligt...men en ret til at være gnaven pga. monoton arbejde til lav løn, det er ikke i orden.

Jeg er generelt yderst tilfreds med de medarbejdere, der er i det supermarked, jeg handler oftest i.

Der er forskel på, at have en begrænset følelsesmæssig reaktion overfor en træls kunde, og så på at have en ret til at være gnaven.

I øvrigt, så oplever jeg generelt dårligere service i større supermarkeder, der ikke er discountpræget, end jeg gør i de mindre discountsupermarkeder.

“Why Must the Show Go On?” Noël Coward:

The world for some years
Has been soddden with tears
On behalf of the Acting profession,
Each star playing a part
Seems to expect the ‘Purple Heart’,
It’s unorthodox
To be born in a box
But it needn’t become an obsession,
Let’s hope we have no worse to plague us
Than two shows a night at Las Vegas.
When I think of physicians
And mathematicians
Who don’t earn a quarter the dough,
When I look at the faces
Of people in Macey’s
There’s one thing I’m burning to know:

Why must the show go on?
It can’t be all that indispensable,
To me it really isn’t sensible
On the whole
To play a leading role
While fighting those tears you can’t control,
Why kick up your legs
When draining the dregs
Of sorrow’s bitter cup?
Because you have read
Some idiot has said,
‘The Curtain must go up’!
I’d like to know why a star takes bows
Having just returned from burying her spouse.
Brave boop-a-doopers,
Go home and dry your tears,
Gallant old troupers,
You’ve bored us all for years
And when you’re so blue,
Wet through
And thoroughly woe-begone,
Why must the show go on?
Oh Mammy!
Why must the show go on?

We’re asked to console
With each tremulous soul
Who steps out to be loudly applauded,
Stars on opening nights
Sob when they see their names in lights,
Though people who act
As a matter of fact
Are financially amply rewarded,
It seems, while pursuing their calling,
Their suffering’s simply appalling!
But butchers and bakers
And candlestick makers
Get little applause for their pains
And when I think of miners
And waiters in ‘Diners’
One query for ever remains:

Why must the show go on?
The rule is surely not immutable,
It might be wiser and more suitable
Just to close
If you are in the throes
Of personal grief and private woes.
Why stifle a sob
While doing your job
When, if you use your head,
You’d go out and grab
A comfortable cab
And go right home to bed?
Because you’re not giving us much fun,
This ‘Laugh Clown Laugh’ routine’s been overdone,
Hats off to Show Folks
For smiling when they’re blue
But more comme-il-faut folks
Are sick of smiling through,
And if you’re out cold,
Too old
And most of your teeth have gone,
Why must the show go on?
I sometimes wonder
Why must the show go on?

Why must the show go on?
Why not announce the closing night of it?
The public seem to hate the sight of it,
Dear, and so
Why you should undergo
This terrible strain we’ll never know.
We know that you’re sad,
We know that you’ve had
A lot of storm and strife
But is it quite fair
To ask us to share
Your dreary private life?
We know you['re] trapped in a gilded cage
But for Heaven’s sake relax and be your age,
Stop being gallant
And don’t be such a bore,
Pull up your talent,
There’s always Plenty more
And if you lose hope
Take dope
And lock yourself in the John,
Why must the show go on?
I’m merely asking
Why must the show go on?

Flemming Adelskov

Det handler om selv at være det man ønsker i sit eget eller andres liv. Det beror ikke på andet end det. Man kan såvidt overlade fjernsynet, mobningen, superlativerne og alt hvad man er utilfreds med, til dem der er tilfredse med det. Fordi det er jo deres liv, og ikke ens eget. Sådan er der en sammenhæng imellem hvad der gør et menneske, og hvad det menneske gør, og hvad det gør ved andre. Dem der vil have at andre skal smile, må jo selv smile først. Det er dem der vil have glæde, og de må selv være den fordring før de kan få den af andre.

Esben Maaløe

Det er et utroligt vigtigt arbejde
DIT output er afgørende for forretningens ve og vel
Det er derfor vigtigt at du til alle tider opfører dig professionelt, professionelt betyder at smile og være forekommende og i godt humør.

Vi er glade for at du vil yde denne NØGLEindsats, og derfor har vi tænkt os at give dig absolut mindsteløn med så lidt indflydelse på din egen hverdag som muligt.

DANMARK FORVENTER DU GØR DIN PLIGT!

Anja Henriksen

Esben

Ja, for selvfølgelig skal vi give dem samme løn, som dem, der har brugt 8-10 år på at studerer og forske; dem som har levet på SU i mange år, for at tage en lang uddannelse, hvor de ikke har kunne arbejde ret meget samtidig - dem som har arbejdsdage, der ofte er væsentlig længere, end de der arbejder i servicesektoren.

Bare for at bruge din egen sarkastiske stil.

Jørgen Banke

Hold op, hvor er jeg uenig i denne artikels budskab. Jeg synes nærmest, at det er indlysende, at man har en pligt til at æde sin glade i sig. Det er blandt andet det, man får løn for. Jeg har arbejdet i butik til 109 kr/timen, hvor jeg har oplevet alt fra en rabiat pensionist, der svinede mig til og nægtede at forlade butikken, over et slovesk ægtepar, der stod og svinede hele forretningens koncept, imens jeg havde butikken fuld af kunder, til en polsk muskeltype der var helt oppe i hovedet på mig og truede med tæsk. Selvfølgelig er der ingen, der forventer, at jeg slår flikflak af glæde lige bagefter en sådan oplevelse, men det er sgudda langt fra okay, at jeg så sidder og surmuler til andre kunder. Hvordan kan det her overhovedet være en debat? Det er jo skruen uden ende! Hvis man, i egenskab af surhed, ikke behøver være høflig over for sine medmennesker, hvor ender denne spiral af røvdårlig karma så?

"Når kassemedarbejderen skal sidde time ud og time ind til lav løn og udføre ensformigt arbejde, må man derfor spørge sig selv, om ikke der medfølger en ret til at være gnaven?" hedder det i artiklen. Joh.... Man kan ikke kræve af nogen, at de ikke skal være gnavne. Man kan heller ikke kræve, at ham den tætbyggede på sidepladsen i toget skal være velsoigneret, men skal vi nu også til ligefrem at forsvare hans ret til at stinke af sved? Det kan jo være, at han har haft en travl dag og ikke orkede et bad, før han steg på toget (jeg ved godt, at den slags kan skyldes sygdom, men ham i mit eksempel har bare dårlig hygiejne).

I sidste ende er det måske egentlig et spørgsmål om, hvor meget plads der skal være til individet og hvor meget man skal ofre sig for den gode stemning. Jeg mener grundlæggende, at man bør lægge bånd på egne drifter, lyster, humørsvingninger osv, fordi det er useriøst at belemre resten af befolkningen med dem. Selvfølgelig er der en grænse, men at man er træt af sit job, er ikke grund nok til at vrisse af dem, der handler ved én. Længere er den ikke.

Datet værste er næsten at sygeplejersker nogle gange er træt af pyldrerøve og folk der klynker eller larmer når de kaster op, mennesker der er nødt til at være i andres omsorg men som naturligtvis ikke er elskede som af deres familie oplever sure afmålte eller desideret spydige kommentarer når de ikke lever op til. Skabelonen om den gode patient, det samme med psykisk syge der ikke kan kontrollere deres stemninger omgives af mennesker der måske synes de er anstrengende efter gængse normer der slet ikke burde gælde i en sådan ramme selvsagt, eller den sladrende og nedrakkende ansatte på plejehjemmet der spreder sine negative holdning til bestemte plejepersoner til andre kolleger og dermed skaber endnu flere med en n egativ holdning til et menneske der rent faktisk er i sit eget hjem, men ikke kan komme væk fra hyænen....

eller på samme måde med overordnede,lærere pædagoger,ledere gesanter, der skaber møgspredning på samme vis eller den hovne læge hvor patienten er prisgivet hans velvilje.....

Sider