Kommentar

Frivillighed eller tvang?

Hvis regeringens reform af fleksjob og førtidspension skal skaffe flere i arbejde, kræver det ifølge Stig Langvad fra Danske Handicaporganisationer stærkere incitamenter og sociale klausuler for virksomhederne. Det vil ikke gavne og desuden har Sverige vist vejen for os, lyder modsvaret fra Erik Simonsen fra Dansk Arbejdsgiverforening. Hvordan skaber man det rummelige arbejdsmarked?
6. april 2012

Reformen er virkningsløs uden stærkere midler mod arbejdsgiverne

Kære Erik Simonsen

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at handicaporganisationerne mener, at vi skal have etableret et arbejdsmarked, hvor det er muligt for alle med en arbejdsevne at være beskæftiget og dermed sikret et forsørgelsesgrundlag. Ingen skal have førtidspension, hvis det på nogen måde kan undgås gennem fastholdelse og inklusion.

Regeringen har med oplægget til reformen af fleksjob og førtidspension sat gang i en drøftelse om fremtidens indsats til gavn for personer med nedsat arbejdsevne. Arbejdsgiverne har med stor begejstring tilsluttet sig regeringens ambitioner og lovet, at de nok skal ansætte endnu flere mennesker med nedsat arbejdsevne end de ca. 400.000, de har i dag. Det er en ny og anderledes opgave, som arbejdsgiverne her er ved at påtage sig.

Jeg tror, at når arbejdsgiverne ser, hvad det er for en opgave, de står over for, så vil de lukke deres døre og glemme deres begejstring og løfter. Det er usandsynligt, at arbejdsgiverne vil påtage sig opgaven, hvis ikke de ”piskes” gennem kendte virkemidler som lovgivning og/eller økonomiske incitamenter.

Jeg tror ikke, at regeringen kan nå sine ambitiøse mål om at reducere antallet af personer i fleksjob, på ledighedsydelse og førtidspension, hvis ikke man er villig til at bruge stærke midler. F.eks. sociale klausuler, hvor virksomhederne bliver forpligtet til at ansætte personer med nedsat arbejdsevne, hvis de vil løse opgaver for det offentlige. Jeg tror også, at regeringen er nødt til at pålægge virksomhederne at etablere en fond, som dækker udgifterne til de virksomheder, der påtager sig et socialt ansvar. Det bliver også nødvendigt at finde nye former for fradrag, som virksomhederne kan benytte, når de har ekstra udgifter til personlige coaches, særlig indretning af arbejdspladser, mindre produktivitet, større ustabilitet osv. i forhold til medarbejdere med nedsat arbejdsevne.

Det er også nødvendigt at diskutere, hvordan fremtidens socialøkonomiske virksomheder kan finde deres plads i konkurrencen mellem virksomhederne nationalt såvel som internationalt. Regeringen har ambitioner om, at de socialøkonomiske virksomheder skal bidrage til at sikre beskæftigelse til nogle af dem med betydelig nedsat arbejdsevne. Spørgsmålet er bl.a., hvordan de skal kunne konkurrere med de ”rigtige” virksomheder, når der skal være tale om ”rigtige” produkter, der skal sælges til ”rigtige” priser, men produceret af virksomheder med en vis form for tilskud fra det offentlige? Vi har den form for virksomheder i dag, men der skal være flere i fremtiden.

Jeg håber naturligvis, at regeringens ambition om at få ansat flere med betydeligt nedsat arbejdsevne lykkes, ligesom jeg håber, at arbejdsgiverne vil være åbne over for yderligere forpligtelser, økonomiske incitamenter og at skabe plads til nye socialøkonomiske virksomheder.

Opgaven kan kun løses, hvis alle holder fokus og er åbne i deres sind.

Med venlig hilsen

Stig Langvad, Landsformand for Danske Handicaporganisationer

 

Reformen af førtidspension og fleksjob er ikke ambitiøs nok

Kære Stig Langvad

Regeringen har præsenteret et udspil til en reform af fleksjob og førtidspension. Reformen indeholder en række goder tanker, men den er langt fra ambitiøs nok. Regeringen forventer, at reformen vil øge beskæftigelsen med 2.300 personer om 8 år og på lang sigt med 8.000 personer.

Skal det lykkes at undgå en fortsat gældsætning af Danmark og fornyet udvikling af private arbejdspladser, så er det nødvendigt at tage initiativer i 2012, der svarer til at forøge arbejdsudbuddet med 140.000 personer.

Mere end 300.000 personer er på ledighedsydelse, fleksjob eller førtidspension. En reduktion i antallet af personer på disse ordninger på 2.300 personer svarer til 0,7 pct. Bliver det ambitionsniveauet for de øvrige reformer af de offentlige forsørgelsesordninger, så vil beskæftigelsen blive forøget med 7.000 personer i 2020. Der er meget langt til 140.000 personer.

Sverige har vist vejen. Her er det lykkedes at nedbringe tilgangen til førtidspension fra næsten 50.000 personer årligt til godt 14.000 personer på blot 5 år. I Sverige tilkender man dermed nu kun ca. halvt så ofte en førtidspension, som det er tilfældet i Danmark.

En af årsagerne til at mange får tilkendt en førtidspension i Danmark er, at der er meget stor forskel på den kommunale praksis. Tilkendte alle kommuner førtidspension i samme omfang som Københavns kommune, så ville der årligt ikke blive tilkendt ca. 17.000 førtidspensioner, men 8.000. I Sverige har de valgt at samle alle tilkendelser i én statslig myndighed. Vil man ikke ændre på forankringen i kommunerne, så vil det være naturligt at afvikle det statslige tilskud til kommunerne, når de tilkender en førtidspension.

Hvorfor skal det være muligt at tjene mere end 500.000 kr. årligt og fortsat at modtage en del af førtidspensionen? Når 80.000 førtidspensionister giver udtryk for at have et godt eller meget godt helbred, hvorfor så ikke se på mulighederne for at få nogle af disse mennesker væk fra førtidspension?

Antallet af førtidspensionister, personer i fleksjob og modtagere af ledighedsydelse er de sidste godt 25 år steget med 125.000. Den vækst skyldes ikke, at virksomhederne er blevet mindre rummelige eller at helbredsproblemerne i befolkningen er blevet meget større. Snarere tværtimod. Årsagen er et socialpolitisk svigt, hvor passiv forsørgelse er blevet vægtet meget højere end et aktivt arbejdsliv.

En tanke om at støbe arbejdsmarkedet ned i beton i form af sociale klausuler og fondskonstruktioner vil ikke gavne handicappede. Der er mere end 400.000 personer med længerevarende helbredsproblemer ansat på virksomhederne. Langt de fleste modtager ikke offentlige tilskud, og deres helbredsproblemer er ofte ukendte for kollegaerne. De er ansat, fordi der er ønsket på virksomheden, og i de fleste tilfælde har de ikke nedsat arbejdsevne i forhold til den konkrete jobfunktion.

Kantede krav om et vist antal personer med langvarige helbredsproblemer ville indebære en konvertering af en del af disse 400.000 mennesker til nu at være ansat, fordi lovgivning kræver det. Det eneste der vil blive mere af vil være offentlige udgifter. 

Med venlig hilsen

Erik Simonsen, underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dokumentation tak !

Jeg kunne godt tænke mig at se Erik Simonsen´s dokumentation for, at helbredsproblemerne i befolkningen ikke er blevet meget større ?

Med den viden, som jeg har erhvervet mig om sundhedspolitik, så synes befolkningens belastning med miljøgifte at være et stigende problem, men på grund af mangel på viden (og vilje) i det danske sundhedsvæsen, så udredes folk med helbredsproblemer ikke for belastning med miljøgifte, skønt de ofte har helt klare symptomer på f.eks. kronisk tungmetalforgiftning.

Men når man af politiske årsager har vedtaget, at selv mennesker, som har været erhvervsmæssig udsat for tungmetaller som f.eks. de tandklinikansatte, ikke kan være forgiftede med kviksølv, så er det svært for den helt almindelige befolkning at få anerkendelse for deres belastning med f.eks. tungmetaller fra miljøet.

Angående de tandklinikansatte, så har der været afholdt en konference ”Nordisk konference 14-15 april 2009 København: Klinikassistenters og tandlægers mulige sundhedsskader som følge af lavdosis udsættelse for metallisk kviksølv.”
Bemærk venligst betegnelsen ”lavdosis udsættelse”.
Ved nogle af tandklinikassistenternes arbejdsopgaver har man ikke kunne måle kviksølvkoncentrationen, som de ansatte har været udsat for, af den grund, at anvendte måleapparater ikke har kunne måle så høje koncentrationer af kviksølv.

I mine øjne, så kan nogle af problemerne ved samfundets øgede udgifter til førtidspensionering og fleksjobs, løses ved bedre udredning. I de fleste tilfælde synes f.eks. de kroniske tungmetalforgiftninger at kunne behandles med positivt resultat.
Men lad da de uhelbredeligt syge være i fred. Det er uværdigt både for den ramte, men også for et rigt samfund at have folk i arbejdsprøvning med f.eks. dropstativ, med afføringen løbende ned af siden p.g.a. en utæt stomi eller brækkende sig p.g.a. kemiterapi under kræftbehandling.
Man kan også noget så enkelt, som at spørge den ramte, om vedkommende mener, at de har en arbejdskraft som samfundet kan have nytte af og i fald, hvilken arbejdsopgaver vedkommende kan varetage.
Det er min overbevisning, at raske mennesker gerne vil bidrage til vores fælles samfund med deres arbejdskraft.

Links:
http://www.skup.no/Metoderapporter/2010/60-Med_NAV_i_sikste.pdf

randi christiansen

Man benytter sig ikke særlig kreativt af det frie potentiale, som ledige udgør. Det er nemlig rigtigt at alle ønsker at være en del af fællesskabet, men hvis skoen ikke passer, må man spørge sig, om det er skoen, der er for lille, eller foden der er for stor ? Med andre ord, hvis den enkelte skal se fordomsfrit og ressourcebevidst på sig selv, må arbejdsmarkedet gøre det samme.

Efter min mening er det kommunerne der i dén grad svigter, når det hander om afklaring, visitation mv. Kommunerne er eksperter i, at fastholde syge borgere på den ydelse, der er billigst for kommunen - uden skelen til den syge borgers behov eller retssikkerhed, for den sags skyld.

Vi lever i et samfund præget af stress og stadigt stigende krav til lønmodtagere, gennemsnitsmennesket er forlængst bukket under og endt i systemet, som syg på kontanthjælp.

Det er utopi at tro på, at der kan skabes et rummeligt arbejdsmarked, sålænge kravene er som de er - OG arbejdsgiver ikke har/får noget økonomisk incitament til at ansætte fleksjobbere med skånebehov.

Det handler om kr og ører det hele og med den varslede reform nærmer vi os efterhånden hvid slavehandel....den vil resultere i endnu flere syge på fattigdomsydelser.

Anders Pedersen

Ideen om at handicappede skal i arbejde er helt latterlig.

Jeg er stærkt svagsynet efter en ulykke.

Virksomhederne gider ikke ansætte handicappede eller psykisk syge med mindre de kan spekulere i tilskud fra det offentlige.

Værst er det for de blinde, svagsynede og bevægelseshæmmede, der kun kan arbejde med særlige hjælpemidler og under tilpassede tilgængelige forhold.

Hvis det er så vigtigt for DA at tvinge handicappede i arbejde, burde arbejdsgiverne først som selvfølge støtte tvungen tilgængelighed i alle virksomheder.

Alle fysiske adgangsforhold skal naturligvis overholde handicapkonventionen, lige som at alle edb-systemer skal være tilgængelige for handicappede.

Udgifterne for det arrangement skal naturligvis afholdes af erhvervslivet som jo høster mest på den nye arbejdskraft.

Hvis arbejdsgiverne ikke kan eller vil være med til det, er deres påstande om at handicappede og psykisk syge kan arbejde bare asocialt bedrag.

Søren Kristensen

Det er vigtigt at folk har noget at stå op til om morgenen. Det kan være job, men det kan også bare være en hund eller noget andet de er glade for. Det vigtige er, at om det de har at stå op til er noget der giver livskvalitet.