Hillary Clinton burde melde sig ind i Anonymous

Internetfrihed’ er et tvetydigt begreb. Og tvetydigheden sættes i relief, når to af samme friheds mest energiske forsvarere er hacktivisterne fra Anonymous og det amerikanske udenrigsministeriums hårdkogte diplomater – to grupper, der ellers er uenige om alt andet. Hvad mere er: Ironisk nok kan begge ende med at skade den ædle sag, de hævder at ville fremme.

At Hillary Clinton elsker at holde taler, hvor hun fører sig frem som verdens største forsvarer for ’internetfrihed’, selv om hendes egen regering muligvis er denne friheds største fjende, er efterhånden et velkendt paradoks. Fra Washington kommer en stadig strøm af drakoniske ophavsrets- og cybersikkerhedslove. Og samtidig med at USA kritiserer Kina og Rusland for at indskrænke internetfriheden, er dets egen efterretningstjeneste NSA i fuld færd med at etablere en omfattende base for onlinespionage i Utah.

Det amerikanske udenrigsministerium afstår også fra kritik, når en af USA’s allierede – Storbritannien – presser på for nye skrappe overvågningslove. Washingtons dagsorden for ’internetfrihed’ er i bedste fald tandløs, i værste fald modproduktiv: Celebreringen af de sociale mediers potentiale til at sprede frigørelse fra autoritære regimer tilslører i praksis en række nye indefrakommende trusler, som ikke har noget at gøre med diktatorer, men alt at gøre med aggressiv overvågning, udhuling af privatlivets fred og Silicon Valleys grænseløse grådighed.

Spektakulære angreb

Anonymous er et mere kompliceret tilfælde. Hacktivistgruppen er så decentral, ahierarkisk, flydende og til tider kaotisk, at den nærmest er umulig at sætte i ideologisk bås. Dog taler dens valg af målsætninger for sig selv: De fleste af dens meget omtalte cyberangreb er blevet rettet imod mål som internetsikkerhedsfirmaers og den kinesiske regerings hjemmesider. Og de er tydeligvis motiveret af et ønske om at forsvare ’internetfrihed’. Altså har State Department og Anonymous overlappende dagsordener.

Hvorfor lige disse mål? Fordi Anonymous klandrer cybersikkerhedsbranchen for at være den drivende kraft bag den intensiverede overvågning, mens den med rette fordømmer Kinas regering som verdens mest omfattende internetcensor.

Da gruppens angreb er lagt an på at være spektakulære, tiltrækker de betydelig mediedækning, hvilket er fint nok, hvis det skaber større offentlig opmærksomhed omkring de nye lovtiltag, der truer internettets frihed. Men medierne bliver næppe ved med at hoppe på hackerstunts. At gå efter det spektakulære er ikke en holdbar politisk strategi i længden. Cyberangreb er billige, nemme at udføre og tiltrækker tusindvis af deltagere, uden at der kræves meget af dem. I den forstand kan de forstås som en art ’slacktivisme’ – de får alle til at føle sig gode, men fremmer ikke nødvendigvis den sag, de ønsker.

Mediehistorierne er godt nyt

Kampagnerne fra Anonymous er ikke blot lige så tandløse som dem fra State Department, de er lige så modproduktive. Det turde være indlysende, at cybersikkerhedsindustrien vil vide at udnytte den opstandelse og frygt, gruppens angreb skaber. Hver en mediehistorie om et nyt Anonymous-angreb bliver utvivlsomt hilst velkommen som godt nyt hos de virksomheder, der leverer cyberforsvarsløsninger til den offentlige og private sektor.

Hacktivisterne holder med andre ord løbende industrien forsynet med skræmmeeksempler på, hvorfor der bør hældes flere offentlige midler i internetovervågning og sættes ind på at afskaffe onlineanonymitet. Tag blot det seneste Anonymous-angreb på USTelecom og Tech USA, to førende brancheforeninger, der støtter den kontroversielle cybersikkerhedslovpakke CISPA-, som aktuelt er til behandling i den amerikanske Kongres. Man skal ikke være et geni for at indse, at cyberangreb mod grupper, der vil fremme lovgivning mod cyberangreb, kun kan tjene til at styrke disse gruppers sag. Det svarer lidt til at affyre en bazooka mod en forsamling af lovgivere, der overvejer at indføre skrappere våbenkontrol.

Vi kan forvente, at noget lignende vil ske i Kina. Den chikane, Anonymous har udsat den kinesiske regerings websider for, er minimal, og aktionens symbolske værdi begrænset, for vi vidste godt, at Kinas internetcensur er uhyrlig. Men angrebene vil givet anspore regimet i Beijing til at satse endnu hårdere på onlineovervågning og måske endda få større folkelig opbakning hertil: Anonymous er ikke veget tilbage fra at eksponere uskyldige kineseres kreditkortoplysninger og har dermed tydeliggjort konsekvenserne af onlineusikkerhed for Kinas nye middelklasse. Resultatet af fortsatte angreb kan blive, at Kina oplever sit eget ’Stuxnet-øjeblik’ – i Iran fostrede angrebet med Stuxnet-virussen ideen om at udvikle et ’nationalt Internet’.

Undergraver eget projekt

Indser Anonymous virkelig ikke, at de er ved at undergrave deres eget projekt? Hvorfor udvikler de ikke mere effektive midler til cyberaktivisme? Det er her, gruppens decentrale struktur går fra at være en fordel til at blive en ulempe. Det er en bevægelse, der hævder at være uden ledere. Men når ingen påtager sig et lederskab, ser man ofte, at kortsigtede nemme mål (ofte tangerende de rene drengestreger) fortrænger de langsigtede strategiske mål.

Dermed være ikke sagt, at kun hierarkiske organisationsstrukturer kan bedrive effektive kampagner. Men uden formaliserede mekanismer for beslutningstagning – og mere afgørende: Uden nogen, der kan påtage sig et ansvar, hvis en beslutning afføder uheldige konsekvenser – kan Anonymous blive en endnu større trussel imod internetfriheden end gruppens egen ærkenemesis: den amerikanske regering.

© Evgeny Morozov og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen