International kommentar

Ingen plads til arabiske ateister

De nye arabiske stater bliver næppe renlivede islamiske teokratier. Men der er al mulig grund til at frygte, at de vil intensivere undertrykkelsen af religionskritiske holdninger
Debat
17. april 2012

Mens islamister konsoliderer et stadig stærkere greb om de arabiske postdiktatursamfund, ser vi nu stedse flere foruroligende tegn på, at virkelig religionsfrihed beklageligvis ikke kommer til at blive del af udbyttet fra Det Arabiske Forårs opstande.

Selv i Tunesien, som er nået længst i omstillingen fra diktatur til konstitutionelt system og har en betydelig sekulær middelklasse, har den nye regering enten stået bag eller tolereret alvorlige overgreb på religiøse dissidenter.

Således blev to unge bloggere, Jabeur Mejri og Ghazi Beji, i sidste uge idømt helt urimelige syv års fængsel »for overtrædelse af moral og forstyrrelse af den offentlige orden«. Deres brøde: at uploade billeder af en nøgen profet Muhammed på Facebook.

Mejri er allerede fængslet, mens Beji skal være flygtet ud af landet. Snart begynder retssagen mod direktøren for tv-stationen Nessma, der står anklaget for ’blasfemi’ efter at have tilladt visning af tegnefilmen Persepolis, som rummer en afbildning af Gud.

Situationen i nabolandet Egypten er bestemt ikke mere opmuntrende. I begyndelsen af april blev en 17-årig kopter, Gamal Abdou Massoud, idømt tre års fængsel for at »have fornærmet islam og islams profet« ved at bringe profetkarikaturer på Facebook.

Ideologi i strid med værdier

Islamister bliver aldrig trætte af at påberåbe sig et stærkt engagement i frihed, lighed og demokratiske værdier, især ikke når de turnerer rundt i vestlige hovedstæder. Samtidig insisterer de på, at islam skal udgøre grundlaget for alle disse friheder, idet de hævder, at der ikke er nogen modsætning mellem lige borgerrettigheder for alle og islams essentielle lære i deres udlægning.

De seneste sager fra Tunesien og Egypten viser dog, at realiteten er en ganske anden. Disse vidner i stedet om en stærk vilje til at intensivere anvendelsen af religiøs intolerance som redskab for at styrke statens magt og den sociale kontrol.

Islamister forsøger at fremstille sig selv som moderate og taler i brede vendinger om tolerance, pluralisme og borgerrettigheder. Men på flere felter geråder deres erklærede og etablerede ideologier i stik modstrid med de påberåbte værdier, ikke mindst når det drejer sig om at sikre lige rettigheder for kvinder og religiøse minoriteter.

Kvinders eller andre trossamfunds status udgør imidlertid ikke den afgørende lakmusprøve for, hvor alvorligt islamisterne mener deres ligestillingsretorik. Spørgsmålet om kvinders rettigheder kan forhandles på mange måder. Anerkendes skal det også, at mange moderne islamister er langt mindre opsatte på at opretholde de traditionelle og undertrykkende kønsroller, end nogle af deres ældre eller mere konservative åndsfæller.

Minoriteter uden magt

Hertil kommer, at islam traditionelt opfatter både jødedom og kristendom som legitime, om end ufuldstændige monoteistiske trosretninger. En islamistisk inspireret arabisk politisk orden, der garanterer beskyttelse af disse relativt små mindretals religiøse og borgerlige rettigheder, er således absolut tænkelig – uanset at de mest yderligtgående islamister ikke ønsker at gå så langt. Spørgsmålet om politisk repræsentation er vigtigt, men i de fleste arabiske lande også overvejende symbolsk: Det er helt usandsynligt, at medlemmer af minoriteter skulle opnå reel national magt ved f.eks. at vinde et præsidentvalg.

Mest foruroligende er det imidlertid, at det næsten er umuligt at forestille sig et islamistisk inspireret system, der skulle udstrække sin beskyttelse af religiøse rettigheder til også at omfatte skeptikere, agnostikere og ateister. Blasfemi, satire, uafhængig videnskabelig undersøgelse af den tidlige islamiske historie eller blot en bekendelse til grundlæggende skepsis over for tro i al almindelighed (og ikke kun på islam) vil sandsynligvis tælle som strafbare handlinger. Beskyttelse af retten til at opgive eller skifte religion vil ligeledes være en væsentlig prøvesten for, om religionsfriheden er reel.

Generelt var religionsfrihed i forvejen ikke godt beskyttet af de gamle diktaturer. Nu tyder alt på, at overvågningen af selvstændig tænkning vil blive intensiveret i de nye systemer. Det betyder, at en hel gruppe borgere næsten med garanti vil blive nægtet deres grundlæggende rettigheder og blive udsat for forfølgelse af de islamistisk inspirerede regimer: agnostikere, ateister, frafaldne og skeptikere. Medmindre, selvfølgelig, at disse individer bare sørger for at holde deres mund.

Frihed til at afvise troen

Islamisters erklærede opbakning til pluralisme og tolerance formuleres næsten altid inden for en religiøs ramme. Det synes uden for rammerne af deres forestillingsevne, hvor mennesker måske nok kan tilhøre vidt forskellige religioner, at ethvert rationelt tænkende individ vil stille spørgsmålstegn ved selve begrebet om religiøs overbevisning og møde alle religiøse påstande med kritisk skepsis.

Uden en virkelig religiøs frihed og pluralisme vil frihed og ligeværdighed som samfundsborgere være illusorisk. Hvad islamister og mange andre arabere endnu ikke er rede til at acceptere, er dette: Skal religionsfriheden være reel, så skal den give frihed til at afvise troen helt og også udbrede de ikke-religiøse perspektiver på verden. I stedet ser det ud til, at islamisterne vinder bred folkelig opbakning – ikke kun fra muslimske, men også fra kristne vælgere – til i et gudfrygtigt flertals navn at nægte enkeltpersoner retten til at bekende sig til og udbrede skepsis over for religion.

 

Hussein Ibish er forsker ved tænketanken American Task Force for Palestine

© Nowlebanon og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niklas Monrad

Desværre er det en af de ting ikke blot muslimske, kristne og jødiske fundamentalister, men også moderat religiøse og (i visse tilfælde endda ateister) kan stå sammen om, og det er fordømmelse af agnostikere, frafaldne og skeptikere.

Mennesker, drevet af angst, ser det som en nødvendighed for overlevelse at påstulere alvidenhed.

Carsten Hansen

Skulle det gå som forftateren af artiklen antyder, så ville det ikke undre mig.

Det ville faktisk være noget af en positiv overraskelse, hvis det ikke gjorde !.

Men jeg lader mig da gerne positivt overraske.

Omvendt kan man vel sige, at 7 års fængsel for at afbilde profeten Mohammed ikke er "meget" i sammenligning med, hvad man ellers kunne have forventet. Rom brændte nu engang ikke på én nat.

Hussein har fuldstændigt ret i sin vurdering,trosfrihed med dødsstraf for ateime er ikke reel frihed.
fortsat ved vi ikke hvad Saudi Arabien har gjort ved deres unge statsborger og journalist der i hast af myndigheder eller præster i Malaysia blev tvunget på et fly før verden kunne nå at protestere, ingen kan nu få oplysninger om hvad der er sket ham, men mon ikke han er blevet henrettet .

Hvis muslimer vil hævde tilslutning til trosfrihed,så mangler verden fortsat beviser på islamisk-ledede samfund,som beviser at friheden er reel og beskyttet af myndigheder og stat, samt anerkendt og respekteret af religiøse myndigheder også.
Faktisk er det langt lettere at finde eksempler på hvordan Islam prøver at forhindre eller marginalisere alle andre måder at tro, endda med indskrevne fjendtligheder over for de 2 religioner,der iflg.koranen 'skal tåles' men 'underkaste sig' Islams 'overherre-dømme'.
De forsellige religioner er ikke bygget over samme læst , og kan derfor ikke sådan bare sidestilles, om de blev underkastet en arts-opdeling af videnskabelig art villede nok svare til hinandensom Sokrates,Gabriel, Vishnu,Tyranusaurus Rex,tissemyren og Casiopaja

årh Gud jeg glemte at nævne Karnovs Lovsamling med Guillotinen

Kan kun give Maya ret i at 'kvalitet' ikke sådan bare viger for evigt for kvantificeret enheds-multi, eller hvad man nu skal definere den monokrome pluralisme som, der af dagens defendant kaldes kulturmarxisme.

@Maya Nielsen

Og det vil aldrig nogen sinde ske da islam ikke kan skelne melle jura og teologi.

Altså er enhvert tiltag til at fratage en islamisk domineret stat den juridiske kobling til islam dødsdømt på forhånd hvorfor en en sameksistens er en illusion.

Malaysia har to retssystemer.
Saudi er det strafbart at besidde en bibel.
Diverse muslimske lande er det strafbart (nogen stedet med dødsstraf) at betvivle korrektheden i Muhammeds skriverier.
Osv.osv

Gorm Petersen

Ateisme må være utrolig stressende. Tænk at skulle kunne holde rede på alt det, der ikke findes.

Der findes så utroligt meget, der ikke findes.

jasper bertrand

@Gorm
nej det er såmænd ikke stressende. man skal bare ignorere idioterne.

Carsten Hansen

Sikken et sprog.

Gorm Petersen

Det er tidsbesparende at tage afstand fra ting, man ikke ved, hvad går ud på.

Og hvis man oven i købet har en medicinsk embedseksamen kan man udstede diagnoser (f.ex. idioti) uden at kunne dømmes efter kvaksalveri paragraffen.

Carsten Hansen

For at komme tilbage på sporte.

Politisk islam/islamisme, uanset om det så opstår som resultat af en demokratisk afstemning, kan kun betegnes som en ynkelig form for demokrati.

Når et flertal beslutter at det er OK at undertrykke minoriteter, så er det rendyrket flertals-diktatur.

Ingen tvivl om at det er befolkningerne i "Det Arabiske forår" der sidder inde med bestlutningsmagten, men det skal nu ikke stoppe kritikken fra andre.

jasper bertrand

@Gorm
nu er ordet idiot jo noget ældre end den autoriserede lægevidenskab, og du skal netop ikke tro på alt det der ikke findes. Og ikke bruge for meget tid på det, det bliver du bare sur og vred af, se bare Mikael Rothstein. Set på langt sigt forsvinder alt det vrøvl nok, selv om vi er inde i et tilbageslag i disse årtier. Mod videnskaben kæmper selv guderne forgæves.

Jan Kauffmann

Som LGBT rettighedsaktivist kan jeg oplyse, at situationen for Homoseksuelle i bl.a Tunesien og Egypten er, som at gå fra asken til ilden.

I Tunesien har den nye regering indled en direkte stats sponsoreret jagt på homoseksuelle, tiltag til love der skal gøre livet endnu mere svært er på tegnebrettet der.

Fra mine LGBT kontakter i disse lande, oplyses det mig, at bl.a. blasfemi love nu tages i brug over for LGBT, som en udvidelse af redskaberne man kan forfølge denne minoritet med.

Henrik Nielsen

"de arabiske postdiktatursamfund": vi kan lige så godt begynde at kalde dem "de arabiske prædiktatursamfund". Det Arabiske Forår er en "Indian summer". Det ender lynhurtigt igen i den rene middelalder med hængning, piskning og håndafhugning på den lokale markedsplads.

Keld Krolmark

Islam som grundlag for en demokratisk ledet stat.

En af den nyere tids bedste eller værste eksempler er Osmannerriget – Tyrkiets forgænger. Indtil 1923 var Osmannerriget ledet af en sultan (leder af sultanatet eller kalifatet), men i 1923 gjorde en ung general ved navn Kemal Attatürk oprør mod sul-tanen, afsatte ham og gjorde det nye Tyrkiet til en republik med ham selv som præsident.

Kemal Attatürk så det som sin fornemmeste opgave, at få ophævet kalifatet, og dermed begrænse islamisternes indflydelse på alle verdslige forhold i Tyrkiet. Det lykkedes ham i 1924. Den tyrkiske hær og dens officerer har inspireret af Kemal Atatürk siden 1924 betragtet det som en af deres fornemste opgaver, at sikre det demokrati, som Atatürk etablerede efter sultanatets enevælde – bl. a. uden utidig religiøs indblanding i republikkens verdslige forhold. Det er måske ikke lige efter bogen set med vestlige, demokratiske øjne, men både Kemal Attatürk og hans militære efterfølgere havde et indgående kendskab til, hvad stærke islamiske kræfter i landet kunne gøre.

Kalifatet, som Kemal Atatürk afskaffede:

Kalifatet er en islamisk statsform, der i sin mest optimistiske udgave rummer alle verdens muslimer under én og samme politiske enhed regeret af en Kalif. Kaliffen baserer sin autoritet på en arv fra Muhammed. Sunnierne mener han bør vælges af Kalifatets indbyggere eller repræsentanter - Shia-muslimerne mener han bør vælges blandt imamer af Muhammeds efterkommere i Ahlil Bayt.

Kaliffen udøver sin magt gennem fire funktioner, som oftest holdes adskilt i den vestlige verden:
1. Åndelig leder af muslimerne, som retledermuslimer i alle nye forhold
2. Religiøs leder af muslimerne, som håndhæver af Sharia
3. Politisk leder af muslimerne, som står i kontakt med andre stater, og som leder regeringen
4. Militær leder af muslimerne, som beordrer og leder militære tiltag og først og fremmest konflikter mellem dar-al-Islam (de rettroende) og dar-al-Harb (de vantro = alle os andre)!

Det islamiske kalifat system er et af de eneste kendte systemer, der forener disse fire magtområder i én person!

Muhammeds lære bygger på en teknokratisk model, idet han både er religiøs, politisk og militær hersker over det område, der efterlever hans trossætninger. Kalifatet er ikke blot et samlingspunkt for de troende, men også et suverænitetsområde.

Kalifatet nævnes ikke i Koranen, hvorfor nogle muslimer helt ser bort fra det.

Mange af dagens muslimske lande, især i den arabiske verden, ledes af diktatorer, selvudråbte konger eller fyrster, hvor de fire magtområder er samlet hos én person – ligesom i kalifatet! Derfor er det så svært eller næsten umuligt for de fleste af de muslimske lande at acceptere vestligt demokrati, hvor de fire funktioner er adskilt.

Niels Kjærgaard

Hvornår får vi mon her en indlægger som vil hævde at islam er SÅ mange ting, - og SÅ utrolig elastisk, at vi slet ikke kan tale om ideologien generelt?

Niels Kjærgaard

The average Muslim says that "a similar fanaticism is [only] specific to an individual and is the tree that hides the forest of a peaceful Islam.'"

But Bidar raises the question: "What is the real state of the forest in which trees like this take root? Could a healthy culture and a true spiritual education create such monsters?"

These cases are too numerous to be just a tree in the forest! How come there are so many "fanatics" who are often educated people who, far exceeding the Muslim average? How is it that so many Western converts to Islam, or Muslims who live in the West for so long, feel attracted to this extreme?

And even more so, how is it that so many imams and guides, trained in the best and most authentic Islamic centers worldwide, go on to promote this form of Islam?

"Some Muslims - says the author - sense that this type of issue has been delayed for too long. They are gradually becoming aware [over time] that it will become more difficult to remove responsibility from Islam for its fanatics, and behave as if it is enough to draw the distinction between Islam and radical Islam. "

Faced with frequent manifestations of radical Islam it is only too easy to say that this is not Islam. The "Arab spring" that we see developing before our eyes is too often turned into an "Islamic autumn." And Islamism is likely to bring us back to the civilization of the desert.

And Bidar proclaims: "But for many more Muslims it should now become clear that in this religious culture, the roots of the sick tree are too absorbed and too numerous for it to continue to believe it can be satisfied with simply denouncing its black sheep... 'Islam must accept the principle of its complete re-establishment or - without doubt - its integration into a broader humanism, which leads eventually to overcome its frontiers and horizons. "

It is therefore a case of superseding itself, "its borders and its own horizon," says Prof. Abdennour. The choice is this or death. A case of a "complete re-establishment" in a "broader humanism." And at this point he asks the question: "But will [Islam] agree to die in this way so that a new form of spiritual life can be reborn from its legacy? And where can we find the inspiration for this?".

Gorm Petersen

JB:
Mod videnskaben kæmper selv guderne forgæves.

GP:
Jeg er bange for, at der ikke længere er nogen kamp. Ved at arbejde på at ophæve forskellen på mennesker og maskiner, ophæves forskellen på liv og død.

Videnskaben adlyder således de forudsigelser Jesus kom med: "Dødens tyranni vil engang ophøre" og "Alt vil komme for en dag".

Når hjerneforskerne har fundet den naturlige forklaring på "lidelse" og "nydelse", ved vi, om livet er en gave (hvad et lille flertal inden for Oldkirken gættede på) eller en straf (hvad et stort mindretal - Gnostikerne - inden for Oldkirken gættede på).

Det bliver sgu da spændende at se. Også inden for Islam findes der (små) sekter, der gætter på, at livet ikke er nogen gave.