Kronik

Irak-kommission skygger for substansen

Irak-kommissionen må ikke blive en erstatningsdiskussion for det sidste årtis vigtigste spørgsmål om ansvar: Er den type militære demokratiseringsprojekter, som begge politiske fløje har bakket op om, overhovedet foreneligt med regelstyring af krig. Og hvis nej, hvad så?
Danske politikere opfatter tilslutning til sikkerhedspolitikkens substans som noget nær pligt. Det skaber en kultur, der direkte bidrager til snævert juridiske frem for brede politiske diskussioner, mener kronikøren. Her besøger statsminister Helle Thorning-Schmidt danske soldater på patruljebasen Hazrat i Afghanistan i januar i år.

Danske politikere opfatter tilslutning til sikkerhedspolitikkens substans som noget nær pligt. Det skaber en kultur, der direkte bidrager til snævert juridiske frem for brede politiske diskussioner, mener kronikøren. Her besøger statsminister Helle Thorning-Schmidt danske soldater på patruljebasen Hazrat i Afghanistan i januar i år.

18. april 2012

Hvad kan vi forvente af Irak-kommissionen: Ansvarsplacering eller ansvarsforflygtigelse? Trods anklager om simpelt politisk drilleri er regeringens initiativ til en Irak-kommission et indlysende led i løftet om mere demokratisk kontrol med sikkerhedspolitikken. De færreste med demokratisk sindelag kan være uenige i, at Danmark oven på det seneste årtis intense militære engagement – Afghanistan, Irak og senest Libyen – har brug for at gøre status.

Er intentionen oprigtig, er der dog alligevel grund til at spørge, om den slags selvransagelse, som kommissionens mandat lægger op til, reelt vil virke mod hensigten. Formålet er at få ’draget politikere, embedsmænd og soldater til ansvar for handlinger i krigene i Irak og Afghanistan’. Dermed vil kommissionens resultater formentlig ligge i direkte forlængelse af den juridiske og ofte meget personfokuserede debat, der har præget diskussionerne om dansk krigsførelse fra Hommel-sag til papkassenotat. ’Er det lovligt?’ spørger kommissionen, og i de tilfælde, hvor svaret er nej, skal en række enkeltpersoner stå skoleret.

Ny kommunikation tiltrængt

Er ansvaret for årtiets to store krige dermed placeret? Juridisk set, ja. Et retssamfund må naturligvis sikre sig overholdelsen af egne spilleregler. Men personfokuseringen er det modsatte af fugleperspektiv og måske også af en dybere form for ansvarliggørelse: Ansvaret for, at vi i krige som dem i Irak og Afghanistan efterhånden har skubbet så meget af politikken ud til de enkelte soldater i felten, at arbejdet dér pr. definition må modsætte sig ’regelstyring’. Her har både politikere og forsvar brug for snart at offentliggøre, hvad de på de indre linjer længe har omstillet sig til: det decentrale, improviserende og selvstændige militær.

Der finder i disse år en fundamental organisatorisk og ledelsesmæssig decentralisering af de vestlige landes forsvar sted – herunder også af det danske. I en amerikansk sammenhæng har man længe talt om at erstatte hierarki med ’netværksorganisation’, og den nye amerikanske hærchef, General Dempsey, har ligefrem forelsket sig i managementguruen Ori Brafman’s idé om den ’lederløse organisation’.

Også i Danmark har man decentraliseret siden Balkan med aftryk langt ned i Forsvarets uddannelses- og organisationsgrundlag. Således er de ord, der hyppigst optræder i Forsvarets publikationer om både pædagogik og ledelse, ’føling’, ’kompleksitet’, ’tilpasningsdygtighed’ og ’selvstændighed’. En publikation fra Forsvarsakademiet taler ligefrem om ’Den politiske soldat’, mens en anden understreger ’delegering og coaching i stedet for centralisering og kommandoledelse’.

Set i dét perspektiv må man spørge, om ikke diskussionen af krig og ansvar er fanget i et grundlæggende paradoks. Med den ene hånd skubbes politiske opgaver af kompleks og ofte dilemmafyldt karakter ud i til de enkelte soldater i felten. Med den anden strammes det juridiske opsyn, mens befolkningen holdes uden for politikernes og forsvarsledelsens interne viden om kompleksitet og dilemmaer. Skal vi ud over det paradoks, må vi ændre politisk kommunikation og kultur – ikke blot nedsætte kommissioner. Regering og forsvar skal for deres part turde binde an med en grundlæggende ny type politisk kommunikation. Opposition, journalister og offentlighed skal for deres part turde gå ind i en grundlæggende ny type politisk debat.

Mangel på politisk diskussion

Hvad mener jeg med det? Jeg mener for det første, at spændet mellem de dilemmaer, man erkender på de indre linjer, mere ærligt må kommunikeres ud. Man må fra både politisk og militært hold offentliggøre usikkerheden, udstille fejlbarligheden og åbent diskutere uvisheder og afvejninger. Papkassenotat-sagen er et godt eksempel: I stedet for at ende i en historie om løgn og fortielser, kunne man tidligt have valgt at kommunikere, hvorfor ’fanger’ reelt var en vanskelig og modsætningsfyldt kategori: Hvem præcis er en ’fjende’, og præcis hvornår er noget en ’tilfangetagelse’. Havde man delagtiggjort offentligheden i de spørgsmål, kunne man meget tidligt have sendt aben videre, og tvunget det politiske beslutningsniveau til at svare på grundlæggende politisk og ikke bare ’militærfagligt’ spørgsmål: Hvorfor er ’fjender’ og derfor også ’fanger’ vanskelige kategorier i et samfund, man gerne vil påvirke og ikke blot bekæmpe? Ad den vej kunne man også have fremtvunget en bredere og mere ideologisk diskussion: Hvordan forsoner man, hvordan forandrer man, hvordan motiverer man et samfund? I den fragmenterede debat om ret og personsager er de overordnede politiske, ideologiske og strategiske spørgsmål ofte blevet næsten væk i tom og abstrakt konsensus om ’samtænkning’.

At det er tilfældet, hænger muligvis sammen med det, som blandt andre historikerne Uffe Østergaard og Jeppe Nevers beskriver som den danske konsensuskultur – intensiveret af sikkerhedspolitikkens særlige karakter som ’demokratisk undtagelsesområde’. Sammen med jurist Anders Henriksen skrev jeg i 2008 en rapport, der baseret på interviews med både udenrigs- og forsvarsordførere konkluderede, at danske politikere opfatter tilslutning til sikkerhedspolitikkens substans som noget nær pligt. Som vi også dér påpegede, er det en kultur, der direkte bidrager til snævert juridiske frem for brede politiske diskussioner: Hvis ikke man legitimt kan kritisere indholdet (den substantielle beslutning om at gå i krig), kan man kritisere formen (er de retlige betingelser for krig opfyldt, er de internationale regler for krigsførelsens bureaukrati overholdt).

Dilemmaerne skal på bordet

Denne uge udkom jeg med DIIS-rapporten Krig i Øjenhøjde: Tilskuerdemokratiet og den superviserede soldat, der knytter politikernes ’retliggørelse’ af krigen til mediernes måde at dække den på. Som rapporten konkluderer, understøttes den politiske person- og detailfokusering uheldigvis ofte af mediernes succeskriterier, der sætter skandalen og den personlige historie højere end kedelig baggrund, overblik, eller – suk – ’politisk-strategisk analyse’. Af samme årsag er vi langsomt ved at tabe overblikket. Forsvaret decentraliserer, politikerne diskuterer juridiske detaljer, og medierne dækker hellere personsager end baggrundsanalyse. Befolkningen er underholdt, men den overordnede politiske diskussion fortaber sig.

Irak, Afghanistan og Libyen er udtryk for dybt politiske og meget komplekse og dilemmafyldte ambitioner. Trods den konkrete uenighed bag Danmarks deltagelse i Irak-krigen har der det seneste årti hersket en slående og i europæisk perspektiv helt usædvanlig dansk politisk konsensus om de ambitioner. Er den konsensus reel? Eller ligger der bag tilslutningen til generelle mål som ’demokratisering’, ’lokalt medejerskab’ eller ’civil-militær samtænkning’ dybere politiske og ideologiske uenigheder? Kun hvis vi kan få politikerne ind i kampen om selve den politiske substans, og i den forbindelse få gjort op med både ufejlbarligheds- og konsensusidealer, kan vi få valg og dilemmaer på bordet.

Det bedste, regeringen kan gøre for at styrke det næste årtis demokratiske debat om krig og sikkerhed, er at supplere bestræbelserne på juridisk ansvarsholdelse med en meget mere udfoldet og nuanceret uenighed om, hvad ’demokratisering’ af verden derude egentlig betyder.

 

 

Vibeke Schou Tjalve er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og er netop udkommet med DIIS-rapporten ’Krig i øjenhøjde’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Adelskov

Jeg håber, at kommisionen for sat navn på baggrunden for,at så mange politikker var så ivrige og hurtige til at beslutte sig til at gå med i en valgt krig, når bl.a. svenske Hans Blix, FN's udpegede våbenobservatør i Irak sagde: giv mig et par måneder til, før i beslutter jer til, at går i krig, for vi kan ikke finde nogen masseødlæggelses-våben.

Jeg håber mere end at hænge nogen op, at kommisionens undresøgelse fører til, at vigtige beslutninger som at gå i krig, kun kan vedtages ved folkeafstemning. (med undtagelse af forsvarskrig.

Efter tretten års usædvanlig (for en småstat som Danmark) "aktivistisk" udenrigspolitik er det rart at en skribent beskriver det enorme demokratiske vacum som senest manifesterede sig i den manglende og stærkt forcerede debat op til deltagelsen i Libyenkrigen.

Den tilsyneladende konsensus om sikkerhedspolitikken dækker - efter min mening - over manglende politisk evne til at opstille realistiske strategiske mål for småstatens internationale ageren og debatere disse i offentligheden.

Som følge heraf er den gængse politiske tolkning, at deltagelse i div. småkrige og rollen som den mere end villige deltager i stor-/supermagts global magtprojektion automatisk giver småstaten strategiske point qua adgangen til de bonede gulve.

Den forestilling må meget gerne udfordres og hvis der skal en kommision til som katalysator - so be it. Men der er heldigvis ved at være et miljø til at diskutere substansen i udenrigspolitikken hertillands og udfordre politikernes figenblade som Vibeke Schou Tjalve demonstrerer.

DIIS rapporten "Krig i øjenhøjde: Tilskuerdemokratiet og den superviserede krig" kan downloades gratis her.

Jeg kan anbefale "Et land i krig" af 2 Politiken journalister.

Til sidst i bogen, side 672-3, skriver forfatterne:

"Men er den nuværende regerings justering af det stærke militære islæt i den aktivistiske udenrigspolitik den eneste vej at gå for Danmark? Har ti års fokus på militære midler skygget for evnen til en egentlig nytænkning af landets  rolle i fremtidige konflikter? Måske er der nye veje, koncepter og ideer, der er mere oplagte for et lille, relativt rigt lands ambition om at spille en rolle i forebyggelse og løsning af internationale konflikter og krige. Det kunne være et større, ambitiøst bidrag til civil opbygning af dårligt regerede stater og sammenbrudte stater, som skal bringes til at fungere igen efter en væbnet konflikt. Erfaringerne fra Afghanistan, Irak og Libyen viser, at netop overgangen fra konflikt til stabilisering er det allersværeste.

Det er selvfølgelig et politiske valg, hvilken vej en dansk regering vil gå, Men under alle omstændigheder er det vigtigt, at vi stopper op og analyserer de sidste ti års erfaringer. Det er vores ambition at denne bog kan være et bidrag til den proces".

Endnu en vanvittig og overflødig kommission.
Lad os blive enige om, at vi kan ikke med våben og magt pådutte nogen vores form for demokrati og menneskerettigheder og i fremtidenså holde os fra at blande os i diverse borgerkrige.
Og hvor står det skrevet, at vi er de eneste, der har patent på at vide, hvad der er det rigtige for alle verdens forskellige mennesker?
Vi aner ikke en hujende fis om, hvad der ligge bag diverse stridighederne. Vi aner ikke hvilke skjulte kræfter vi går ind og støtter i vores naivitet. Det kan være, at det er meget værre slyngler end dem vi får væltet.

randi christiansen

Det er vigtigt at få sat fokus på det uhyggelige forhold, at AFR med et minimalt flertal sendte Danmark i krig, og det er da ekstremt vigtigt at få afklaret, om det skete på et falsk grundlag.

Kronikken bygger på den naive præmis, at regeringen mener, hvad den siger. Som om der ikke er en pervers statsræson bag det hele, der viser, at al den snak om demokratisering var vås. Sandheden viser sig i misbruget af spidsfindige argumenter. Og om soldater agerer som de gør er fsv. denne statsræson ligegyldigt, den skal blot kunne legitimere det hele. Derfor, kan man sige - og her bidrager kronikken da en smule forståelse - at decentralisering er magthaverne velbehagelig, så kan de jo bare lægge ansvaret ud og beklage bagefter.
Men bemærkninger som: "Det bedste, regeringen kan gøre for at styrke det næste årtis demokratiske debat om krig og sikkerhed, er at supplere bestræbelserne på juridisk ansvarsholdelse med en meget mere udfoldet og nuanceret enighed om, hvad 'demokratisering' af verden derude egentlig betyder" viser, at DIIS åbenbart bliver nødt til at tro på, hvad der siges. Et ærligt spørgsmål ville være, hvorfor denne her regering blot følger den foregående, men den diskussion er jo også fortærsket. Der kommer ikke noget 'demokratisk' fra oven. Folk må selv stå for alt demokratisk.