Klumme

Jesus, Manu og kærligheden

Efter nok en påskeopstandelse – når spurven tjipper solforrykt i sind
10. april 2012

Pointen kan hurtigt fortabe sig, så her er rosinen, ikke i pølseenden, men straks fra første bid: Når mindreårige kan blive ude af sig selv af rædsel og raseri ved at se og høre andet levende væsen – et menneske, en dyreunge – udsat for pinefuld, måske dødbringende tortur, er det selv i vore dage sjældent, fordi barnet har menneskerettighederne præsent! Ligesom for et par århundreder siden medlidenhed med forpinte og vrede over undertrykkelse af liv – »svagheden for de svage,« som Villy Sørensen kaldte det – alene skyldtes oplæring i Luthers Lille Katekismus eller Det gamle Testamentes Moselov: Du ikke må slå ihjel. Mennesker kan faktisk godt opføre sig ordentligt uden kendskab til Institut for Menneskerettigheders direktør, dr.jur. Jonas Christoffersen. Eller til Jesus og Moses.

For det er omvendt: Menneskerettighederne, katekismussen og loven udtrykker, hvad åbenbart allerede på forhånd er givet – rent biologisk. Om ikke af Gud så dog – for at sige det på den måde – af Darwin og naturhistorien, altså evolutionen. Hvilket ikke betyder, at ’det svage barn’ eller for den sags skyld den sagtmodige voksne altid falder for den og det svage. Tværtimod kan barnet og den sagtmodige jo slå om og bidrage sit til grusomhederne. Hvorfor det i næste omgang sikkert kan være hensigtsmæssigt at ’oversætte’ den nævnte side af vores biologi til FN’s menneskerettigheder af 1948, Jesus’ bjergprædiken og Moses’ 10 bud. Så vi ikke i alle vores økonomiske, politiske, militære og intellektuelle bestræbelser på at få de højeste karakterer, stillinger, lønforhøjelser, aktieudbytter, magten over hinanden og hele naturen, glemmer den del af vores biologi, som f.eks. Jesus kaldte – kærligheden.

Det må være noget i den retning, som i onsdagsavisen før påske foranledigede kirkeminister Manu Sareen (R) til at erklære: »Der er brug for kirkens stemmer i den offentlige debat – og at de råber højere end i dag. Råber kærlighedsbudskabet ud – og gerne taler magthaverne mod (sådan en som mig selv).«

Præster med magt

Grundtvig kunne næsten ikke have sagt det bedre: »Selv bygger ånden kirke bedst,/ trænger så lidt til drot (verdslig magthaver, el) som præst«. Da også præster har det med at optræde som magthavere, fordi de administrerer menneskerettigheder eller bjergprædikener, moselove eller økonomiske love om nødvendigheden af økonomisk vækst, materiel vækst, som vi kender den, grøn vækst, ideologiske love, seksuelle love osv. »Folkekirken må gerne opleves som irriterende af det velsmurte magtapparat,« fortsatte kirkeministeren sin onsdagsprædiken. »De præster, som gennem årene har sat spørgsmålstegn ved vores måde at behandle flygtninge på, var modige. Og hvad enten man er enig med dem eller ej, kan de stemmer ikke undværes. Det samme gælder de stemmer i kirken, som sætter spørgsmålstegn ved velsignelserne ved alle medicinske fremskridt. Er det godt med et samfund, hvor vi bliver mere og mere ens, og hvor mennesker med handicap sorteres fra – før de bliver født?«

Nytteværditænkning

En af dem, der i bl.a. Etisk Råd mest vedholdende i de senere år har stillet netop spørgsmålstegn ved flere af disse ’medicinske fremskridt’, er Klavs Birkholm, der just har offentliggjort en kommentar i Kristeligt Dagblad med tema beslægtet med Frie Ord her: Henvist til Johs. V. Jensens forårsdigt og -sang »Vintergæk er brudt af mulde« citerer Birkholm: »Spurven solforrykt i sind/ tjipper i en nøgen lind«. Og fortsætter: »Ifølge den angelsaksiske nytteværditænkning, der lige nu dominerer næsten al universitetsfilosofi herhjemme, har det ingenting med etik at gøre. Alting har det med at gøre – ifølge K.E. Løgstrup, én af det 20. århundredes største etiske tænkere.« For »ifølge nytteværdifilosofien er etikkens afgørelse i sidste ende en logisk kalkule om, hvilken handling der gavner mest og skader mindst. Ifølge Løgstrup hidrører den etiske impuls i sidste ende fra universet og må begrundes metafysisk – det er ikke nogen specielt religiøs tanke, det er bare en helt anden filosofi. Dette: at verden taler til os, at vi akkurat som spurven er overvældet af det vidunderlige og må bryde ud i jubel, forsyner os med et ’metafysisk overskud’, der betyder, at vi ikke bare er optaget af at overleve og at berige os selv – men også eksempelvis af verdens skønhed og af andre menneskers ve og vel.’Brændslen til sjælens ild er alle tings sansbare legemlighed’, siger Løgstrup.«

»Jeg ved godt, at de stemmer allerede findes i dag. Heldigvis. Og det var lyden af dem, der gjorde, at jeg for cirka ti år siden besluttede at blive en del af fællesskabet og medlem af folkekirken,« bekendte Manu Sareen i onsdags. Da vi med vores fundamentalistiske dyrkelse af den økonomiske vækst, vores religiøse tilbedelse af materiel vækst, som vi kender den, ifølge naturvidenskaben er ved at ødelægge verdens skønhed og andre menneskers og kommende generationers ve og vel, er kirkeministerens begrundelse for sit kirkelige medlemskab særdeles kødeligt-biologisk forståeligt.

Hvis det da ellers er Jesus’ kærlighedsbudskab, folkekirken med alle sine præster og bisper forkynder.

 

Mandag: Kommentar Tirsdag: Frie Ord Onsdag: Kommentar Torsdag: Kommentar Fredag. Snakken går Lørdag: Intermetzo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Åh, ja, kærlighedsbudskabet: næstekærlighed. Hvad er næstekærlighed? Det kunne jeg godt tænke mig en samtale om.

Og jeg kan jo passende startende med at fremlægge mit eget bud: Den form for næstekærlighed, der i mine øjne besidder den højeste kvalitet, er den, der handler om at afstå fra tage, det være sig materielle ressourcer, indflydelse, magt, penge, overmåde meget plads i en samtale (der så ikke længere er en samtale, men en monolog), dominans i sociale sammenhænge, etc. Den rangerer over det at give til nogle bestemte, fordi det at afstå fra at tage, er at give til alle; det er at give adresseløst.

Når jeg kigger mig omkring i vores kultur, hvori blandt andet kristendommen befinder sig, så kan jeg ikke se meget af denne form for næstekærlighed. I min vennekreds er der kristne, der ikke synes at være i nærheden af at falde ind under denne kategori. Men jeg nænner ikke gøre dem opmærksom på, hvor meget det piner mig. Og der står det, uforløst. Jeg vælger bare at sørge i stedet for.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg ved ikke, hvorfor der skulle være særlig brug for kirkens stemmer i den offentlige debat. Kirken har jo ikke én stemme, men mange, ja i princippet vel alle menighedernes stemmer, det bliver til millioner. Og deres stemmer har vi selvfølgelig brug for, men hvorfor kirkens fremfor de andre?

Kærlighedsbudskabet - javel, det findes også uden for kirken. I det hele taget vil jeg mene, at tingene foregik i følgende rækkefølge: - først levede menneskene livet, så skrev de bøger om det. D.v.s. bøgerne handler om menneskenes erfaringer med livet, ikke omvendt.

Før kærlighedsbudskabet var kærligheden. Til livet, jorden, naturen, alt, og vores medmennesker. At man dyrker disse erfaringer og følelser og holdninger i kirker eller andre steder er næppe særlig afgørende.

Mere interessant er det at se på, hvad vi mennesker gør, når kærligheden - eller skal vi nøjes med at kalde det respekten, agtelsen, glæden, fornøjelsen - ved livet trædes under fode på den ene eller anden måde. Og her synes jeg man godt kunne tænke sig at høre kirkernes røst noget højere. Hvor er præsteforsamlingerne henne når co2-udledningen, fosfatudvaskningen, biodiversitetsforringelsen osv. truer vores kære jord. Holder de optog eller tager sjældne arter ind i beskyttelse? Og diskuterer de med sognebørnene, om det nu også var nødvendigt at køre i bil hen til kirke i dag? Det gør de vist ikke.

Men ok., her oven på påsken skal vi være god ved kirken.

Heinrich R. Jørgensen

John Fredsted:
"Og jeg kan jo passende startende med at fremlægge mit eget bud"

John,

det du beskriver, er også det modsatte af idioti (fra græsk: idiotes). At undlade at være egoitisk, og undlade at lade hånt om fællesskab.

Næstekærlighed er at undlade at forskelsbehandle. At anerkende, at mennesker grundlæggende er ens (men ikke identiske). og at der er tale om lige værd. At ønske fællesskab og broderskab med andre. At ønske gensidighed og ansvarlighed for at udvise hensyn og omsorg for andre. Fredsommelighed. Live and let live. Agére overfor andre, som man ønsker de skulle opføre sig overfor én. Lade være med at opføre sig som en idiot.

Det er så simpelt at forstå, at man skal have været udsat for skolegang for ikke at kunne fatte det.

De, der har modtaget skolegang gennem flere år, er til gengæld eminente til intet at fatte. Hvem er næsten, kan de spørge, selv om det er indlysende, at næsten er alle andre end én selv.

Maria Francisca Torrezão

Jeg tror verden har bedst af vi ikke forsøger at finde frem til en entydig definition af næstekærlighed. En rummelig definition som: Noget vi forbinder med glæden ved, eller indskydelsen og/eller viljen til, at gøre noget for andre (hvilket i sidste ende også indebærer viljen til at give plads til andres definitioner af næstekærlighed) er for mig at se at foretrække.

Jeg er enig i, at kirkens stemmer skal have lov til at blive hørt på lige fod med samfundets øvrige stemmer. Der vil altid være delte meninger om, hvorvidt kirkens stemmer skulle være specielt nødvendige at lytte til, men det samme kan man vel sige om alle stemmer (store som små) som på den ene eller den anden måde blander sig i debatten. (Til glæde for rigtig mange kunne jeg eksempelvis have ladet være med at skrive denne kommentar.)

I øvrigt mener jeg at kirken og staten bør adskilles og alle religioner bør have lov til at komme til ord. Alt andet er i min optik udemokratisk.

Michael Kongstad Nielsen

Grundtvig var noget af en guttermand. Han sagde: »Selv bygger ånden kirke bedst,/ trænger så lidt til drot som præst«. Mennesket kan altså klare sig uden præst og konge. Dagens præster kan måske høres en gang i mellem, men præsterne hælder nu mest til kongen i deres ydre væren, da han sikrer deres underhold. Præsterne vil gå langt for at tækkes kongen, dog er homovielser lige stærkt nok måske. Men hvis kongen vil have materiel vækst, der truer kærligheden til jorden og næsten, så siger præsterne ja og amen, og Gud velsigne jer og jeres, for præsterne går ikke imod folkets vilje i materielle spørgsmål, kun åndelige, som folket dog i følge Grundtvig er bedst til selv. Tilbage har præsterne kun at sørge for opretholdelsen af deres stillinger og fede indtægter, samt lækre præstegårde. Fire længer, når vi kommer ned på Lolland-Falster, hvor kirkegangen til gengæld er temmelig udkantsagtig.

Lad kirken blive uafhængig af kongen og staten, det ville passe den bedst. Så kunne den begynde at have meninger, som det måske var værd at lytte efter.

Niels-Simon Larsen

Ærlighed varer længst, så jeg må hellere sige min mening. Ligesom sidst forstår jeg heller ikke Frie ord denne gang. Vi skal vel ikke have folkekirke-pløredebat her også. Og gamle Grundtvig er da god nok på mange punkter, men hans folkeoprejsende tanker er stort set waterboarded sammen hans skoletanker. Jeg mindes en ’Vagn i Indien’-udsendelse, hvor der i en indisk landsby var rejst et lille alter i en pigeskole – for Grundtvig – i dyb, dyb taknemmelighed. De regnes vist også for at være tilbagestående derude. Her er vi kommet meget, meget længere - .

Tilbage til sagen. Klimasagen, som Ejvind har talt utrætteligt for. Den har det ikke godt, heller ikke i Information, hvor det i dag skulle være Store O-dag. jsn har en artikel om EU og klimaet, og så er den pot ude. Fanen for klimaet er stukket i jorden, og alle (de toneangivende) render fra den. Hændervridende står Martin Lidegaard og Connie Hedegaard tilbage. Information har set i krystalkuglen, at folk ikke vil andet end vækst, men af hensyn til et par journalister og nogle læsere der skriger op, lancerer bladet Den store Omstilling, og udsulter derefter emnet.

Og hvad har en ny kirkeminister og folkekirken med dette at gøre? Intet, og skal heller ikke have det. Man skal vende ryggen til dem, for de kan kun forplumre de i forvejen forplumrede vande endnu mere. Man kan oven i købet sige, at deres formål er at forplumre og har altid været det. Et af beviserne på det er de evindelige religionsdebatter, der går på at finde hoved og hale i forholdet mellem stat og kirke.

Der tikker en bombe, klimabomben. Noget af den sprænger ind imellem, hører og ser vi, men vi mærker det ikke rigtigt her endnu. Den dag vi for alvor mærker det, er det for sent at ændre på tingene. Indlægsskriverne gør noget. Gør Information?
Tilbage på sporet, Ejvind!

Religion og politik har spillet fallit overfor verdens påtrængende problemer - der kræves nye samfundsformer og dertil skal tanker og ideer fra filosofi, sociologi og samfundsøkonomi komme os til hjælp, men det eneste redskab 90% af Vestens befolkninger - lavt sat - har fået med fra skolen er religionen, og det er en ringe erstatning for filosofihistorisk indsigt...det har aldrig været samfundets tanke - fra Grundtvig til Bertel Haarder - at vi almindelige skulle blande os for alvor i det politiske spil.

Jeg tror faktisk at det kinesiske folk med deres filosofitraditioner er bedre funderet til at tage en sådan udviklingskrævet samfundsdebat. Alene deres ping-pong diplomati i 1972 midt under Vietnamkrigen, hvor de brød gennem den mest indædte vestlige koldkrigs- rædselspropaganda, som en kniv i blødt smør ved at lade deres bordtennisekvilibrister tabe til vestlige bordtennisspillere, viser at de har gennemskuet os som en....(resten er selvcensureret).

Niels-Simon Larsen

@Bill: Udfordringen for mig at se er at skabe samfund, der er til at holde ud at leve i. Europa med alle dets fejl og mangler er et kulturområde, som mange kinesere ser hen til. De ville gerne bo her. Hvor mange mellemøstlige unge ville ikke gerne rejse?
Så kan man spørge, om vi selv er tilfredse. Undersøgelserne siger ja, men markedet for dope og drug og psykofarmaca fortæller noget andet.
Hvordan kan vi være lykkelige, når de sandfærdige fremtidsperspektiver ser mørke ud? Jo, det hjælper ’fortrængningsindustrien’ med.

Nu læner Information sig op ad Politiken som en kælen kat med portræt af de kendte ”Jeg har aldrig været ulykkelig forelsket”. Hvad rager Lykkes privatliv os? Nej, jeg har ikke læst artiklen.

Jeg synes, at der er foruroligende, hvad der sker nu. Klimaansvarligheden slog ikke igennem, og nu lusker vi efter det behagesyge flertal.

Heinrich R. Jørgensen

Niels-Simon Larsen:
"Jeg mindes en ’Vagn i Indien’-udsendelse, hvor der i en indisk landsby var rejst et lille alter i en pigeskole – for Grundtvig – i dyb, dyb taknemmelighed."

Det er godt, nogen forstår at værdsætte Grundtvig.

@Niels-Simon Larsen, Den voksende ulighed og eksklusion af socialt udsatte i takt med den voksende økonomisk krise, er de europæiske folks største problem. Vi ser et Europa hvor enkelte regioner står for en voldsom øget indtægt på bekostning af udrubricering af de fattigste, som må leve i udkantsområde og på sigt i egentlige fejlslagne regioner. Hvis ikke de unge får ændret akkumuleringstakten og udflagning af produktionen til Asien vil vores kultur befinde sig i de rige oligariserede områder, som store dele af verdens befolkning ikke har råd til at rejse til.

Da man i sin tid talte om regionernes Europa var det nok ikke en sådan en regionsopdeling der var tænkt på.

PS. Grunden til at DF i sin tid ville have flaskepanten halveret var for at bremse indrejse af østeuropæiske tiggere.

...snart ser og høre du ikke om dem der bor i de fejlslagne områder og de bliver holdt væk af de dyre leveomkostninger, forordninger og politigendarmeri.

Ordbog

Eksklusion

Det er når EU der har 271 regioner og de 22 af de dårligst stillede har et BNP på under 50% af gennemsnittet i EU. De ligger i Bulgarien, Rumænien Ungarn og Polen. Samtidig har de samme lande de regioner hvor rigdommen vokser hurtigst i EU.

Michael Kongstad Nielsen

Men hvorfor stemte de unge arbejdsløse på PP og Rajoy til parlamantsvalget i november? Hvorfor stemmer de et konservativt partii til magten, der blot forringer deres muligheder endnu mere? Det er dybt underligt. Occupy-folket i USA stemmer måske også republikansk næste gang?

I Spanien har man et opsamlingsparti for venstrefløjen svarende til vores Enhedslisten, kaldet IU ( Izquierda Unida). Dette venstreorienterede parti, der vil beskatte de rige, fik kun 11 mandater ud af 350 i Cortes. Skal man have undt af de unge, når de ikke bruger deres demokratiske ret til at ændre på samfundet?

Og hvad så om Enh (el. lign fra andre lande) fik 20 % af stemmerne? Det ville ikke ændre en tøddel.

De unge har indset, at det politiske system er en forhindring for reel forandring. Måtte flere indse dette.

Michael Kongstad Nielsen

Jo, det ville ændre noget. Men som det ser ud i Spanien (og måske snart Grækenland?) ligner det måske nok en opgivelse, men det er snarere et skjul for, at vælgerne - også de unge - ikke ønske forandring. De vil blive i den gamle drøm om selv at kunne blive de rige en dag, trække sig væk fra rosset og etablerer sig i en fredfyldt hacienda på landet. Det er det samme i USA. "The Amarican Dream" lurer i sindet hos en hver aktivist på Waal Street. De vil ikke noget opgør med samfundet, er jeg bange for. Ikke endnu i hvert fald.

Niels Simon spørger sig selv igår 8.50

"Og hvad har en ny kirkeminister og folkekirken med dette at gøre? Intet, og skal heller ikke have det. Man skal vende ryggen til dem, for de kan kun forplumre de i forvejen forplumrede vande endnu mere ".

Og så alligevel.
Biskop Holm forbandt i en artikel Gud med Naturen. Jeg husker ikke ordvalget.
Men meningen var, at Gud er naturen og naturen er Gud.
Søren Krarup har problemer med at vores næste ikke er alle. Han må mene at næstekærlighed ikke kan udøves overfor alle.

Efter erkendelsen af den langsomt, men sikkert "eksploderende" klimabombe, som er et globalt forhold, må næstekærlighedsbegrebet udvides og selv Krarup må erkende sammenhængen.

Kirken kan hjælpe. Den skal bare afklæde sig den middelalderlige klædedragt og transformere sig til nutiden.
Oplagt, at kristne mennesker og kirken som institution burde støtte Modvæksttanken.

Sagt af en ateist.

Hans Jørgen Lassen

Hvis biskoppen siger: "Gud er naturen og naturen er Gud"

- så ville man snildt kunne reducere Gud væk, og nøjes med naturen. Gud er i den forbindelse blot et tomt og forstyrrende ord.

Niels-Simon Larsen

@Leo Nygaard: Vi har meget med os fra fortiden og må vedstå arv og gæld. Jeg tager de gode historier med, og jesushistorien er i flere henseender god – ikke andet. Jeg plejer at sige, at man ikke skal tro på ham, men gøre hvad han sagde, og næstekærligheden er et eksempel på det. Det er ikke et entydigt begreb, hvad du også er inde på.
Naturen og kristendommen kan man sige er en slags rivaler, der kæmper om pladsen som nr. 1. Her er man dum, hvis man vælger kristendommen, for så kommer man til at hænge frit i luften en dag uden natur, og det kan man ikke. Kender du bogen Naturens Lys? Den handler om den kamp.

Niels-Simon
Det er nemt for mig at tillægge egenskaber og intentioner i DDF, som den ikke har. Men hvad den ikke har, kan den vel få, og istedet for at finde modsætninger, bør man finde fællestræk.

Uanset om jorden blev skabt på 7 dage eller noget andet, sammen med darwinistisk skabelse af "guds skabninger", er den værd at bevare. Altså en fælles hensigt.
Det er fremtiden vi taler om og ikke blakket, dogmatisk fortid.

Men vi kan jo spørge :
ER DER EN PRÆST TIL STEDE.
Eller en der kender en.

(Jeg har ikke læst den bog, du nævner.)

Maria Francisca Torrezão

Modsat Niels-Simon Larsen synes jeg, at både sidste uges og ovenstående Frie Ord berører noget af det mest centrale i forhold til den store Omstilling: grådighed og næstekærlighed og hvordan vi, ved at lytte for lidt til vores naturlige/biologiske evne til at have ”svaghed for de svage”, er endt med at hælde til en ”nytteværdifilosofi” hvor grådigheden fremmes og næstekærligheden fortrænges.
Denne kendsgerning kan mange (religiøse som ikke-religiøse) forholde sig til og forhåbentlig acceptere som fælles udgangspunkt for hvordan vi på tværs af forskellige holdninger kan arbejde for en bæredygtig verden.

Efter min mening kan vi næppe komme i nærheden af noget, der er mere centralt end dette, for meget såkaldt debat synes desværre at gå ud på, at skabe eller fastholde modsætninger frem for at fremme viljen til at finde det fælles på tværs af forskellighederne. Vi vil forandre, men intet eller meget lidt kan forandres med mindre alle tænker ligesom jeg, synes som oftest logikken at være. Resultatet: Status quo opretholdes og forandringen udebliver.

Maria Francisca Torrezão

@Niels-Simon Larsen:
Jeg synes også ærlighed varer længst og bliver nødt til at sige, at jeg synes det er sørgeligt, du lader din skuffelse over Informations meget skæv og lille fokus på avisens opreklamerede omstilling med stort O gå ud over Ejvind Larsen, som netop har arbejdet for Den Store Omstilling hele sit liv.