Kommentar

Kooperation eller kaos

Det økonomiske stormvejr giver ilt til nye virksomhedstyper. De abonnerer hverken på statsmonopol eller koncernkapitalisme, men på civilsamfund og demokrati
3. april 2012

Andelsbevægelsen er i knæ! Den slags budskaber har man kunnet læse i danske medier de seneste årtier. Stigende velstand og velfærd havde sløret den arbejderidentitet, som store dele af andelsbevægelsen byggede på, og opbakningen til kooperationens enkeltdele var ikke længere en selvfølgelighed. Nogle kooperativer bukkede under på grund af markedskonkurrence, andre blev syge og fik lig i lasten. Nogle omformedes til ukendelighed, så forskellen mellem dem og de privatkapitalistiske konkurrenter sløredes, mens endnu andre holdt fast i den kooperative kerne. Den dominerende opfattelse blev dog, at kooperations- og andelstanken var ebbet ud.

Men selv om tidevandet skiftede, tørrede kilden aldrig ud. I dag har kooperative virksomheder verden over 800 millioner medlemmer og skaber 100 millioner arbejdspladser – mere end 20 procent flere end verdens multinationale selskaber.

I Danmark kender alle FDB, Boligselskabernes Landsforening med dens 650 almene boligorganisationer, Arbejdernes Landsbank og Alka forsikring. Samtidig spirer nye, lokale fødevarevarefællesskaber og socialøkonomiske virksomheder frem. Tidevandet er ved at skifte igen.

Fleksibel beton

Skiftet rimer på den krisesituation, vi befinder os i for øjeblikket. Andelskonstruktionen redder både virksomhederne ud af spekulanternes klør og skaber fornyet demokratisk medindflydelse.

Det er byggefirmaet JORTON et eksempel på. Det begyndte i det små i 1932, hvor hver tredje aarhusianske arbejdsmand gik ledig. Arbejdsmændene tog sagen i egen hånd og stiftede derfor Jord- og Betonarbejdernes cooperative Forretning i Aarhus. I dag er den lille kooperative byggeforretning altså vokset til holdingselskabet JORTON, som ejer A/S Boligbeton, Hustømrerne A/S og A/S JORTON, der er store virksomheder med henholdsvis 130, 120 og 450 ansatte. Det er nærliggende at spørge, hvordan aktieselskaber under et holdingselskab rimer på kooperation. Det gør det: Cirka 62 procent af aktiekapitalen i Jorton Holding A/S ejes af kollektive medarbejderfonde for nuværende og pensionerede medarbejdere, og medarbejderindflydelse er helt centralt for arbejdspladskultur og koncernstrategi. Man er stadig fælles om virksomheden, men formen er tilpasset den større kompleksitet, der er kommet med tiden og størrelsen. Selv om man arbejder med beton, kan man jo godt være fleksibel.

Samtidig sikrer formen noget så moderne som hensynet til det omgivende samfund. Samfundsansvar er et af de syv internationale kooperative principper. Medarbejderne kunne jo beslutte at hyre underbetalte underentreprenører og se stort på klima- og miljøhensyn, hvis det alene var kortsigtede økonomiske incitamenter, der styrede dem. Det er det ikke i et kooperativ, hvilket gør virksomheden bæredygtig.

Resultatet er, at JORTON sikrer arbejdspladser, hvorfor det er virksomhedens egne ansatte og eget materiel, man møder ude på pladserne. Samtidig producerer Boligbeton så ressourceeffektivt, at der kun køres én container produktionsaffald væk hvert år. Resten genbruges på virksomheden.

Kapitalisme eller kollaps?

En teoretisk indvending mod kooperationstanken er, at kooperativer er tvunget til at agere på et privatkapitalistisk marked og derfor taber i konkurrencen: Valget står mellem kapitalistisk konformitet eller konkurs.

Der findes da også eksempler på kooperative virksomheder, der er blevet privatøkonomiske, og kooperativer, der bukkede under på grund af usunde kulturer, eller fordi den økonomiske bistand fra LO-fagbevægelsen forsvandt. Men det skyldtes svagheder i de enkelte virksomheder, ikke i den grundlæggende kooperative model. Finanskrisen synes næsten at vende spørgsmålet på hovedet: Kan spekulationsdrevne virksomheder klare sig på markedsvilkår? Bankpakkerne viser i al fald, at store dele af den finansielle sektor ikke kan. Den kooperative Arbejdernes Landsbank kunne takke nej til den seneste bankpakke. Den langsigtede, forsigtige investeringspolitik viste sig at være en konkurrencefordel.

Også i forsikringsbranchen virker den kooperative model. Alka, der er ejet af danske lønmodtagere og kooperative virksomheder, er over de seneste årtier det forsikringsselskab, der oftest har haft den højeste kundetilfredshed.

At mene, at valget i opgaveløsningen står mellem privatkapitalisme eller stat, er sort/hvid mammuttænkning.

Heldigvis er markedet ikke rent kapitalistisk og staten ikke totalitær, men stat og marked kan ikke skabe fremdrift alene. Det progressive potentiale findes i synergien mellem stat, marked og civilsamfund. Uden det civile perspektiv, der lader nyt vokse frit frem, går udviklingen i stå. Systemet bliver statisk, eller ethvert system forsvinder i markedsanarki.

For samfundets skyld

Fordelen ved den kooperative model er, at virksomheden drives bæredygtigt – økonomisk såvel som samfundsmæssigt. Kooperativet skal dermed skabe størst mulig nytte for sine medlemmer, medarbejdere og for samfundet frem for at skabe størst mulig profit på kort sigt og for enkeltpersoner. Ud over større robusthed kombinerer kooperativer demokrati, der ikke er plads til i privatkapitalisme med den iværksætter- og innovationskultur, der ikke kan tvinges frem i staten.

Kooperative løsningers hensyn til samfundsinteressen burde få staten til jublende at bakke op. Eksempelvis gennem indkøbs- og entrepriseaftaler, lempeligere opstartskrav og lånegarantier, der anerkender den sociale ansvarlighed og udfordringerne med at rejse kooperativ kapital på et kapitalistisk marked. Bedre vilkår for medarbejderovertagelse ved udflytning, konkurs eller generationsskifte er også en idé værd.

Af krisen bør vi lære, at vi står stærkest med frie og stærke fællesskaber, der – forankret i samfundet – arbejder i egen interesse. En egeninteresse, der gennem kooperativ organisering og værdier er i overensstemmelse med det almennyttige. Med en omskrivning af Stauning, der i øvrigt tog initiativ til stiftelsen af Det kooperative Fællesforbund i 1922, synes det på sin plads at udbryde: Kooperation eller kaos!

 

Susanne Westhausen, direktør for Kooperationen (tidligere Det Kooperative Fællesforbund)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

De abonnerer ikke på koncernkapitalisme, står der i indledningen, men det uddybes ikke nærmere i artiklen, omend en sådan uddybning med FDB som skræmmeeksempel havde været interessant.

En teoretisk indvending mod kooperationstanken er, at kooperativer er tvunget til at agere på et privatkapitalistisk marked og derfor taber i konkurrencen: Valget står mellem kapitalistisk konformitet eller konkurs.

-------

der findes politiske forbrugere, der,
alt andet omtrent lige,
så fortrækker at handle hos cooperativer

( det forudsætter vel at det med
cooperativernes væren lidt bedre mod arbejdere, miljø osv.; og deres evt. støtte til andre med samme sag som de cooperative selv,
er væsentlig mere end kun proforma )

Og helt nye tanker fortjener en gentagelse:

Staten bakker op gennem indkøbs- og entrepriseaftaler, lempeligere opstartskrav og lånegarantier, der anerkender den sociale ansvarlighed og udfordringerne med at rejse kooperativ kapital på et kapitalistisk marked.

Steffen Gliese

Desværre synes f.eks. FDB ikke at tage konsekvensen af kundernes ejerskab - som f.eks. burde operere med samhandel med andre kooperativer, især på produktionssiden, måske ligefrem iigen at have sine egne, så f.eks. spekulation i fødevarer ville blive modarbejdet.

Steffen Gliese

Desværre hører vi jo i dag, hvordan FDB gør det modsatte af, hvad medlemmerne kunne ønske, med stadig mere centralisering.