Klumme

Kunsten at padle baglæns

Ærefulde tilbagetog er en vigtig – om end vanskelig – kunstnerisk disciplin i toppolitik. Vil man være noget ved musikken, er man pinedød nødt til at lære at prakisere dem
Debat
14. april 2012

Smagen af ens egne ord er sjældent sød. Særligt ikke, hvis man skal gå bodsgang for at rydde op i misforståelser eller fejltrin, der synes ude af proportioner eller måske endda uretfærdige. Onsdag og torsdag i denne uge så vi to politikere, der hver i sin sag prøvede kræfter med den af kolleger lidet yndede disciplin ’at padle baglæns’:

Først Venstres næstformand, Kristian Jensen. Han fik på forsiden af Berlingske onsdag strammet Venstres økonomiske politik til reel nulvækst på de offentlige budgetter frem mod 2020 – og budskabet snurrede herefter lystigt i nyhedsmøllen hele morgenen.

Sagen er bare den, at Venstres politik indtil videre er at holde fast i sin egen 2020-plan fra april 2011. Den byder på nulvækst til og med 2013 – men ikke helt til 2020. Partitoppen har desuden besluttet at lade regeringen spille ud med sin reviderede 2020-plan, før man vil overveje en justeret kurs i den overordnede økonomiske politik.

Kristian Jensen fik med andre ord luftet hulemandskostumet helt præmaturt. Han var da også alene om at hænge det tilbage på bøjlen i form af en rundrejse på diverse nyhedsflader resten af dagen:

»Venstre har ikke skiftet økonomisk politik hen over natten, og hvis mine udtalelser i Berlingske har været upræcise eller er blevet misforstået, så er der sket en fejl.«

Torsdag overtog kirkeminister Manu Sareen (R) pagajen fra Venstres næstformand. På forsiden af BT blev han beskyldt for at have undladt at give penge fra salg af sin børnebog til fattige børn i Indien.

Jeg hørte første gang om sagen i morgenradioavisen samme morgen. Oplæseren fortalte, at ministeren beklagede fejlen og i øvrigt betalte pengene tilbage. Det eneste rigtige at gøre i den situation: Beklag og betal.

Men noget tyder på, at Sareen op af formiddagen har følt en forståelig, men farlig trang til at få nuancerne med. Her kom nemlig en pressemeddelelse fra de radikale med den mundrette overskrift:

’Manu Sareen: Selvfølgelig har jeg ikke snydt, men jeg har været meget glemsom.’ Her forklarer ministeren, hvordan sagen ifølge ham hænger sammen. Det er ret indviklet, så hæng lige på:

Sareen skrev en børnebog i 2007. For hvert solgt eksemplar af første oplag af Iqbal Farooq og kronjuvelerne aftales det, at han skal sende tre kroner til et børnehjem i Indien. Efter noget tid spørger han forlaget, hvad han skylder. Det løber op i 2.000 kroner, som han »senere« gav »til en veninde« (øh?), som fik dem videreformidlet til børnehjemmet. Der findes altså ingen dokumentation for denne transaktion, må man formode. Herefter glemmer han bogen, men kommer to år senere i tanke om, at han må skylde nogle flere penge, da der er blevet solgt flere bøger.

I mellemtiden har han skiftet forlag, og så forklarer han:

»Min far skal til Indien på det tidspunkt og donere nogle penge til fattige. Jeg vælger derfor at give min far 4.000 kroner med, som han bruger på at købe tæpper til de fattige. På det tidspunkt tænker jeg, at det må være lige så godt som at give pengene direkte til børnehjemmet.«

Okay. Det kan sagtens være, at Manu Sareen kun er skyldig i en forglemmelse. Det er bestemt sandsynligt. Men alt det her med veninder og fædre og tæpper gør på en eller anden måde sagen mere speget end som så. Forklaringen kommer til at fremstå en anelse forpjusket.

Men her slutter pinslerne ikke for kirkeministeren, der må igennem en grilltur hos Jens Gaardbo på TV 2 NEWS. Gaardbo ligner en nyhedshund, der har fået et velvoksen kødben:

»Manu Sareen – det ser (kvalt grin) ikke så godt ud det her. Hvad er din forklaring på den her sag?«

Ministeren er enig. Det ser ikke for godt ud. Interviewet kan ses på TV 2’s hjemmeside, men er ikke for sarte sjæle. Man får ondt af Manu Sareen, der på en eller anden måde bliver et levende bevis på den benhårde sandhed: De bedste padlere dropper nuancerne.

I forgårs kunne man støde på folketingsmedlemmer, der på Christiansborgs gange gøs en smule frydefuldt på ’godt det ikke var mig’-måden, når talen faldt på Sareen. Men risikoen for, at det en dag bliver dem – på den ene eller anden måde – er høj. For det sker jævnligt, at politikere må mestre tilbagetogets finesser. Og her er det godt at kunne æde sine ord uden at kløjes i dem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her