Kommentar

Kvindelige politikere trækker charmekortet

Mens politikerne endnu engang skændes om kønskvoter, så er der et sted, hvor glasloftet på mange måder er vendt på hovedet: Christiansborg
28. april 2012

Da den amerikanske forfatter Malcolm Gladwell for nogle år siden besluttede at lade sit hår vokse vildt, ændrede livet sig umærkeligt, men alligevel afgørende. Malcolm Gladwell begyndte at få fartbøder. I lufthavnen blev forfatteren udtaget i stikprøvekontrollerne. Og da han en dag gik rundt på Manhattan, passede tre politibetjente ham op. De ledte efter en efterlyst voldtægtsforbryder, og tegningen af vedkommende lignede Malcolm Gladwell. Mente politibetjentene.

Da forfatteren endelig fik lov at gå igen, kom han til at tænke over den betydning, første indtryk har. Tankerne førte til bogen ’Blink – styrken ved at tænke uden at tænke’ som handler om, hvordan folks udseende – størrelse, hudfarve eller køn – kan medføre en række associationer. Associationer, der forklarer, hvorfor høje mennesker tjener mere end små, sorte betaler mere for biler end hvide, og Warren Harding endte med blive præsident i USA.

Jeg kom i tanke om ’Blink’, da Socialdemokraterne og SF i den forgangne uge valgte at opgive kravet om de såkaldte kvindekvoter for virksomheders bestyrelser.

Ikke blot fordi Malcolm Gladwell forklarer noget om, hvorfor kvinder fravælges til bestyrelser. Men fordi forfatteren også hjælper med til at forstå, hvorfor fordommene har den modsatte effekt, når det gælder valget til bestyrelsen for Danmark A/S. Eller med andre ord: Hvorfor kvinder faktisk har en fordel, når det gælder valget til politiske topposter.

At kvinder pr. definition er en større nyhed end mænd i politik, når der er færre af dem, burde være oplagt. Men det vakte alligevel op-standelse, da Se og Hørs daværende chefredaktør, Henrik Qvortrup, i 2008 kom for skade at skrive en leder - ’Kvinderne styrer’ - hvor han hævdede, at kvindelige toppolitikere – som for eksempel Helle Thor-ning-Schmidt – får meget foræret i forhold til deres mandlige kollegaer. I hvert fald på vej op ad karrierestigen.

Anledningen var, at Lene Espersen havde afløst Bendt Bendtsen som konservativ formand, og at fem ud syv partiformænd (som det jo stadig hedder) på det tidspunkt var kvinder.

Da jeg året efter var med til at skrive en biografi om netop Lene Espersen, var konklusionen den samme.

Lene Espersen nød i starten og i midten af 1990’erne godt af – og udnyttede - at Hans Engell og hans håndgangne mænd (!) mente, at der var for mange ældre mænd og frem for alt for få yngre kvinder i folketingsgruppen. Da Kent Kirk – med slet skjult henvisning til Lene Espersen – spøgefuldt spurgte, om det var en betingelse for at blive opstillet, at folketingskandidaten var en »ung, lyshåret og storbarmet kvinde«, svarede generalsekretær Peter Sterumed med et glimt i øjet: »Det har du opfattet fuldstændig korrekt«.

Efterfølgende lignede Lene Espersen igen den rigtige formandskandidat og senere partiformand, da de ideologiske forskelle i dansk politik fra midten af årtiet begyndte at blive udvisket, ligesom grænserne mellem det private og offentlige liv opløstes. Som det blev konstateret om Lene Espersen i et interview, var det let at lade sig charmere af hende. For det var det, hun var: Charmerende.

I dag er det ikke længere nok for en politiker at kunne Folketingets forretningsorden, EU-retten eller betydningen af statsfinansernes DAU-saldo.

Vælgerne sidder ikke i timevis med partiprogrammerne, en kande kaffe og kuglerammen for at regne den ud.

I stedet foretager de ofte et hurtigt valgt baseret på, hvilken politiker de kan lide. Eller ikke lide. Hvem de har tillid til.

Som Malcolm Gladwell imidlertid forklarer i ’Blink’-kapitlet ’Warren Harding-fejlen: Hvorfor vi falder for høje, mørke og pæne mænd’ - så kan disse indtryk snyde. Den amerikanske senator fra Ohio blev valgt til det ene mere betydningsfuld embede efter hinanden uden nogensinde at udmærke sig. Men Warren Harding lignede en præsident.

Han var høj, mørk og – som det blev beskrevet i en samtidsberetning – havde en kropsbygning som »hos enhver mand til enhver tid vil retfærdiggøre mere end brugen af ordet pæn«.

Så senatoren blev til præsidentkandidaten og en dag præsidenten. William Harding nåede dog kun at være præsident i to år, inden han døde af et slagtilfælde i 1923 . De fleste historikere anser ham for at være en af de værste præsidenter i amerikansk historie.

 

 

Ugens personlige klummer: Mandag: Derudefra Tirsdag: Kampzoner Onsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erne Lørdag: Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu