Læserbrev

Som at læse højt for aber

Debat
14. april 2012

Steffen Groth skriver 12. april at min kritik af Grass er forfejlet, og han mener, at jeg skulle fordreje Grass’ digt og nå frem til »et fantasifoster fjernt fra virkelighedens tekst«. Det kræver dog ikke andet end evnen til at kombinere 28 bogstaver til ord:

»Det er den påståede ret til det første slag, som kunne udrydde det af en pralhans undertrykte, og til organiseret jubel styrede iranske folk.«

Truslen fra Iran bliver på den ene side underspillet til pral og tom snak, på den anden side bliver truslen overdrevet i en grad, hvor Israel vil udrydde det iranske folk.

Groth må være en af de få, som ikke kender det gængse udtryk for folkeudryddelse, især da når man insisterer på at bringe Tysklands historie og Anden Verdenskrig ind i ligningen: Holocaust, »ved hvis slutning vi, som overlevende, højst er fodnoter.«

Holocaustoverleverne er i dette tilfælde ikke jøder, men overraskende nok Grass, og med ham tyskerne og alle andre, som måtte blive tilbage som fodnoter i historiebøgerne efter tilintetgørelsen.

Under de tyske mindehøjtideligheder for pogromerne hed det, at de ikke måtte gå i glemmebogen og ende som fodnoter i historiebøgerne. Nu er det dog ikke længere jøderne, men Grass og tyskerne, der står for at ende som fodnoter. Og tilintetgørelsen udgår ikke fra Tyskland, men fra Israel, der gør sig skyldig i Holocaust.

Bland mig udenom

Snip, snap, snude – så er den historie ude, og ligningen går op: Det er uafgjort, hvem der er de skyldige, og hvem der er de historiske ofre. Den poesiglade Groth vil kunne glæde sig over, at den slags omvendinger kræver et digt for at kunne lade sig gøre. Han må gerne svare på følgende spørgsmål:

• Er det et fantasifoster fjernt fra virkeligheden, at truslen fra Iran er tom pral?

• Er det et fantasifoster fjernt fra virkeligheden, at Israel planlægger et atomangreb mod Iran, som vil udrydde befolkningen?

• Er det et fantasifoster fjernt fra virkeligheden, at Grass og tyskerne med ham ender som overlevende ofre for denne Holocaust, der udgår fra Israel?

Ja, det er det i allerhøjeste grad, men det er bare ikke mit fantasifoster, og Groth kan for min skyld dele det med Grass i fred, så længe han ikke blander mig ind i det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Arash Shariar

Philip C Stone

Stop med at linke til tekster længere end 100 ord, "aber" har svært ved at læse mere end det!

Tak til Information for at den bringer artikler fra personer som forfatteren ... det forekommer mig vigtigt, at vide, at den slags personer findes.

Peter Poulsen

Romer mener åbenbart at Iran ikke vil reagere når/hvis Israel smider et par bomber over dets atomanlæg.
Modsat frygter Grass tilsyneladende at det kan være indledning til langt værre krigshandlinger med brug af atomvåben.

Israels atomvåben er næppe tom pral og der er bestemt grund til at frygte en situation hvor de kan komme til anvendelse. Det kan derfor undre at Romer som tydeligvis er i stand til at læse ganske meget ind i digtet ikke synes i stand til at forholde sig til dets egentlige indhold.

Claus E. Petersen

Hold dit intellektuelle slagsmål mellem dig og ham, eller?

Man skal nu ikke undervurdere aber:

Forleden dag fik vi at vide, at bavianer kan læse ord og reagere hensigtsmæssigt på det skrevne.

Men det forudsætter uden tvivl, at ordne anvendes på en konsekvent og logisk måde.

Og det er hævet over enhver tvivl, at ingen abe ønsker at agere forsøgsdyr, når fanatikere af den ene eller den anden observans
foretager præventive angreb på omverdenen.

Den gamle hanbavian Grass har på sit dårlige tysk bragt os tættere sammen - måske har vi fælles aner.

Tine Sørensen

Om mange år vil det med større tydelighed fremgå, at vi stadig er i middelalderen.....

Arash,
du har vist ikke læst dette her? ;-)

http://www.information.dk/telegram/298241#comment-552066

Hov, jeg mente ikke min kommentar, men telegrammet!

Det kan undre, at Grass taler så manende om atomtruslen og overhovedet om atomvåben i denne sammenhæng. Han må da have fulgt med i de seneste krige i Mellemøsten? Et realistisk scenarie ville jo netop være en teknisk gentagelse af de to golfkrige, med praktiske tilpasninger: Israel elle USA går lynhurtigt og overraskende ind, fjerner det iranske luftvåben og raketbatterierne, hvad der når at blive fyret af, tager de forbedrede Patriot-missiler. Med erobret luftherredømme kan over- og underjordiske atomanlæg relativt let fjernes, og da de er placeret i tyndtbefolkede bjergegne, med få civile tab til følge. Det vil ske med hjælp fra arabiske stater som golfstaterne, Jordan, måske Irak, og næppe med modstand fra Syrien, Hizbollah, eller Hamas. Det ville ganske enkelt være for farligt for dem. Iranerne er ikke arabere, men persere, og i almindelighed forhadt og frygtet blandt arabere. Iran ville derfor være ret så alene, og det militære mål ville være nået i løbet af kort tid. Den iranske flåde ville givet forsøge at blokere Hormuz-strædet, men krigsdueligheden er vel i bedste tilfælde tvivlsom, og det største problem ville nok være, om et sunket skib ville ligge i sejlrenden. Det efterfølgende politiske opgør kunne man jo så håbe på kunne resultere i en regering med basis i det iranske folk, som de jo flere er blevet snydt for.
I det scenarie optræder atomvåben overhovedet ikke, de var ikke nødvendige i de to golfkrige og er det heller ikke her. Til gengæld kunne der være et håb for den iranske befolkning, men det interesserer tilsyneladende ikke Grass.

Steen Ole Rasmussen

Eksistensen af den israelske atomslagstyrke kan ikke diskuteres. Den kan konstateres. Men det gør man ikke. For de fleste medier er det tabu.

At Israels atomvåben skal tages som en konkret trussel, af potentielle fjender, at de virker som afskrækning, det nævnes ikke. Man husker i stedet at glemme at nævne det, for det er så konkret som noget kan være selve formålet med at lave dem, have dem, det er nemlig det uudtalte udsagn der ligger alene i muligheden for at bruge dem. For at have muligheden, uden at den eksisterer som en udtalt mulighed, så må man nægte den implicitte hævdelse, der befinder sig alene i muligheden, nemlig ”muligheden for hele tiden at tiltage sig retten til at benytte sig af den”. Denne ret behøver man ikke hævde, for man har i og med isenkrammet hele tiden muligheden for at hævde den, selvretfærdigt i nationens indre, uden for eksterne magters magtsfære.

Først når det kommer frem i nogle få, meget bestemte vestlige medier – der ikke er gennemdetermineret af den samme form for selektiv opmærksomhed – at vi er de skyldige, når vi svejser de fremføringsmidler sammen, der roder rundt omkring nationen Israel, med sit ekstremt sprængfarlige isenkram, så tvinges man til at tage stilling igen. Øh.... , er vi ikke lidt med i noget griseri, når vi laver de ubåde til Israel, som de bruger i den strategi, som vi nægter at forholde os til?
http://www.spiegel.de/politik/ausland/israelische-atomwaffen-auf-u-boote...

Skulle massemedierne ikke forholde sig lidt til den sag her hjemme. Kunne man ikke bare gengive bekymringerne, som de fremgår af Der Spiegels elektroniske forside her i dag, netop nu, hvor jeg trykker på send! (se dato og tidspunkt, og se så frem til om der kommer noget frem i andedammen om historien).

Arash Shariar

Erik Karlsen

;) Jeg tager det i mig, @ Philip C Stone, lad være med at linke til sider mere end 308 ord!! Aber har svært ved at læse mere end det!