Læserbrev

Læserbreve om fleksjob og førtidspension

Siden regeringen fremlagde deres forslag til en reform af førtidspension og fleksjob, har Information modtaget en lang række læserbreve om emnet. De er samlet her, og dækker debatten bredt i både store linjer og med synspunkter, der endnu ikke har fået stor medieopmærksomhed. Skriv i kommentarsporet, hvis I mener, der er pointer i læserbrevene, vi bør forfølge i den journalistiske dækning.
Debat
18. april 2012

Hjælp til handicapbil en kamp (18/4)

Lars Bremer, IT-koordinator

Hvordan skal mennesker med muskelsvind, spastiske lammelser eller andre alvorlige fysiske handicaps fremover komme på arbejde i deres fleksjobs, hvis de ikke får råd til en bil, fordi de kun har fx 2 timers fleksjob om ugen? Skal vi stå op i bussen med stokkene og kørestolen under armen, eller vil kommunen sørge for transport til og fra fleksjob i taxa eller måske bevilge en handicapbil, der står klar samtidig med fleksjobbet? Og hvad sker der, hvis kommunen giver afslag på tilskud til transport eller handicapbil, og man derfor er nødt til at sige nej til jobbet? Får man så frataget kontanthjælpen?

Som født med Cerebral Parese - spastisk lammelse i begge ben – og ansat som IT-koordinator i COWI A/S, nu i fleksjob, ved jeg alt om, hvor meget man skal kæmpe for at få hjælp til en handicapbil, også selvom man helt åbenlyst opfylder lovens betingelser for at få den. Hele problematikken omkring hvordan vi med fysiske handicaps skal komme til og fra vores fleksjobs, har ikke været nævnt med et ord, hverken af arbejdsminister Mette Frederiksen eller socialminister Karen Hækkerup.

Jeg håber hermed at have givet bolden op til debatten!

 

Forslag bryder konventioner (30/3)

Bent B. Mikkelsen, formand, Landsforeningen Ligeværd

Et nyt lovforslag fra regeringen vil gøre det muligt for kommunerne at lade de handicappedes økonomi påvirke den hjælp, de kan få tildelt. Forslaget vil nemlig tillade kommunerne at skele til den handicappedes økonomi, når han eller hun eksempelvis skal have tildelt en ledsager.

Allerede i dag sker det ifølge Landsforeningen Ligeværd alt for ofte, at kommunerne skeler mere til den trængte økonomi end til den handicappedes behov. Og med det nye forslag bliver det mere legalt for kommunerne at se på økonomien først.

Det strider direkte mod FN’s Handicapkonvention, som Danmark har ratificeret. Vi risikerer med andre ord at bryde de konventioner, som vi roser os selv for at overholde. Det er ganske enkelt en pinlig sag for Danmark

Hvis loven bliver til virkelighed, kan kommunen også lade et lokalt serviceniveau indgå i vurderingen af den handicappedes behov for hjælp i stedet for at basere det på individuelle hensyn. Faste kvalitetsstandarder hører ikke hjemme her, hvor den individuelle vurdering er absolut basal.

I Landsforeningen Ligeværd vil vi nu meget nøje følge lovforslagets videre gang i Folketinget. Vi vil naturligvis gøre politikerne opmærksomme på, at de med forslaget medvirker aktivt til at bryde handicapkonventionerne.

 

S lader R styre (30/3)

Kela Kvam, Store Heddinge

Selvom Margrethe Vestager er en dygtig forhandler, så kan man undre sig over, at hun har fået lov til at sætte sig så tungt på økonomien, at der lægges alvorlige hindringer i vejen for at føre en socialt retfærdig fordelingspolitik.

Det har altid været socialdemokraternes fornemste rolle at tage hånd om de svageste, men lige meget hvor mange gamle partiparoler, man søger at dække sig ind med, kan det ikke skjule, at den førte politik på især førtidspensions- og fleksjobområdet er en ren sparemanøvre.

Det er vel de færreste, der tror på, at førtidspensionister og fleksjobbere vil få det bedre og kan arbejde mere af at få deres indtægter beskåret og leve i konstant uvished om, hvorvidt de kan fortsætte i de gældende ordninger.

Det er en politik, der vil vise sig at blive rigtig dyr. Den nedbryder folk og gør dem betydeligt mere syge, end de var i forvejen. Beskæmmende er det også, at regeringen overhovedet ikke stiller krav til arbejdsgiverne om at bidrage til skabelsen af et mere rummeligt arbejdsmarked.

Man spørger sig selv, hvor solidariteten og tanken om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, er blevet af? Den nye regering ser ud til at være i fuld gang med at realisere den forriges hedeste drømme. Venstre kan grine hele vejen hen til hængekøjen.

 

En stor tak til lykkepillerne (22/3)

Helle Eriksen, Hvidovre

I medierne bliver antidepressiv medicin, de såkaldte lykkepiller, ofte udråbt til at være et stort problem. Enten er det et problem, at det er nemt at få dem, når man er ældre. Eller også er det et problem, at man tager dem, når man er gravid. Men hvor er historierne om de mange menneskers liv, der faktisk er blevet reddet på grund af pillerne? Mit liv er et af dem.

[…]Tak, fordi jeg i fremtiden ikke bliver en af dem på førtidspension eller i fleksjob, som samfundet skælder ud på. Læs resten af læserbrevet her

 

Hjælp til unge er allerede i gang (20/3)

Henrik Thomsen, Michael Hansen, Niels Peter Pedersen, Mads Roke Clausen, Jon Krog 

Det virker umiddelbart helt absurd, hvis en 25-årig er havnet på førtidspension, fordi ingen har formået at hjælpe vedkommende gennem sociale problemer eller psykisk sygdom.

Omvendt er der naturligvis også mennesker på 25 år, der af ulykkelige årsager står uden erhvervsevne. Kunsten er at sondre mellem de to, give den ene fred og sætte massivt ind i forhold til den anden.

Regeringen har med oplægget til en reform af førtidspension og fleksjob fremlagt en ambitiøs plan, der er målrettet netop den problemstilling, og det takker vi socialminister Karen Hækkerup (S) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) for.

Læs resten af indlægget her

 

Nederlaget (20/3)

Per Hørning, København

Claus Heinberg skriver 19. marts om den tidligere regering: »Lige meget, hvor skinger tonen blev, så insisterede det danske folk, meningsmåling efter meningsmåling på, at man gerne ville betale mere i skat, bare det gik til sundhed, gamle, miljø og kultur«. Han slutter: »Et politisk nederlag kan ikke være større«.

Og dog. Vi ser jo nu, at ’det danske folk’ ikke skal regne med, at den ny regering agter at følge folkets vilje. Skattelettelserne til de rige skal ikke rulles tilbage. Tværtimod bedyrer SF’s finansminister: Nye skattelettelser er på vej.

For at det ikke skal være løgn, er det førtidspensionister, mennesker med handicap og fleksjobbere, der skal betale. Det danske folks insisteren på, at man gerne ville betale mere i skat, findes ikke i regeringens politik.

Hvem der har sejret i værdikampen er stadig til diskussion. Mere åbenbart er det, hvem der har tabt.

 

Man parkerer ikke folk (9/3)

Helga Anker, Roskilde

Ord er ikke ufarlige. De udtrykker magt og afmagt, fællesskab og egoisme, humanisme og tingsliggørelse. Man taler for eksempel om at parkere folk på førtidspension.

Man parkerer biler, cykler evt. barnevogne, køretøjer. Ordvalget udtrykker et menneskesyn, hvor mennesker opfattes som ting, kan man flytte rundt på, sætte i stå, parkere på pension med parkometre og det hele.

Når meningsdannere omtaler mennesker som ting, kan det ikke undre, at nogen ser sig selv som passive objekter. Men nu er parkometeret udløbet. Nu tilbydes skånejobs, udviklingsforløb – men respekt?

Og harmonerer det med udtrykket ’hårdtarbejdende danskere’, som skatteministeren taler om? Hvorfor ikke det arbejdende folk, hvorfor kun danskere? Hvad med almindeligt arbejde? Nej, hårdt stressende, nedbrydende – ud på offentlige ydelser.

 

Ælle, bælle, genvisitation (9/3)

Else Marie Munther, Næstved

Udspillet til fleksjobreformen viser, at regeringen har fodret fleksjobbere med valgflæsk. Har de fået kolde fødder – eller blå? Ælle, bælle, det blev os fleksjobbere, der skal stå, når hullet i statskassen skal lukkes.

Vi er en guldgrube, for at klippe en hæl og hugge en tå har nok ikke betydning for os, der i forvejen lider af fysiske eller psykiske skavanker, og ikke er nassere.

Som andre trodser vind og vejr for at komme på arbejde, vi trodser smerte, handicap og sindskaos, fordi vi vil. Find én fleksjobber, der ikke vil bytte fleksjobbet ud med et arbejdsliv uden Jobcentrets indblanding!

Regeringen lagde op til udspillet med historien om fleksjobberen med høj løn og stort tilskud kort inden. 75 procent tjener mindre end 300.000 kroner årligt ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen. Nu skal lønnen skæres, men stadig dække medicin og behandling.

Vi skal genvisiteres hvert femte år. Tjek i for og bag er en hård nyser, der skaber stress og kan udløse sygdomsperioder. Vi vil være til besvær, da vores arbejdsgivere skal lave handleplaner for at få os op i tid.

Hvert år skal arbejdsgiveren afsætte tid, når jobkonsulenten henvender sig for at justere timetal. Hvem vil så ansætte en fleksjobber?

 

Det koster dyrt at spare (8/3)

Ingvald á Kamarinum Specialskoleleder, Holbæk

Hvad er prisen på en førtidspensionist, en fleksjobber eller et udsat barn med behov for specielle tilbud?

Politikerne vil igen fortælle os, hvad det koster at hjælpe mennesker med særlige behov og svaret er igen ’for meget’.

Det usmagelige fokus på de svageste som økonomiske objekter er et stort problem for de udsatte børn og unge.

Det legitimerer nedskæringer, som betyder, at børn med ADHD eller andre sociale problemer pilles ud af specialskolerne og placeres i almindelige folkeskoler, hvor lærerne ikke er uddannede til at håndtere dem.

Konsekvenserne af at nedprioritere det forebyggende arbejde i jagten på besparelser her og nu kan ses i landets fængsler, hvor op imod halvdelen af de indsatte lider af ADHD. Mennesker som disse, der højst sandsynligt aldrig fik den rigtige hjælp i tide, vil der blive flere af i fremtiden, hvilket næppe kan betale sig for det danske samfund.

Ifølge en undersøgelse fra CASA kan den umiddelbart dyre hjælp til sårbare børn betale sig, hvis blot 21 procent af børnene får et liv som selvforsørgende i modsætning til livslang overførselsindkomst.

På den skole jeg driver er succesraten 70 procent, men det ser nu ikke ud til at interessere politikerne, der åbenbart tror, at sociale problemer kan spares væk.

 

Minifleksjobs bør afskaffes (6/3)

Jesper van der Schaft, Åbyhøj

Som tidligere fleksjobber er der to ting, som taler for at minifleksjobs skal tages af bordet: For det første er der over 17.000 mennesker med psykiske og/eller fysiske skavanker, som er visiteret til fleksjob, men endnu ikke har fået det.

For det andet vil det medføre større risiko for mobning fra kollegaerne til fleksjobberne, hvis beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil lave minifleksjobs med ned til fem timer ugentlig, og dermed sende flere ud i fleksjobs.

Landsforeningen for Fleks- og Skånejobbere lavede i år 2009 en undersøgelse om mobning og fordomme af fleksjobbernes kollegaer. 42 procent af de 550 adspurgte fleksjobbere havde mødt mobning og fordomme af deres kollegaer.

Hvis der kommer flere fleksjobbere til, som ’kun’ skal arbejde fem timer ugentligt, så vil mobningen forøges. Dermed kan det gøre mere skade end gavn for fleksjobberne.

Det er ikke det, Mette Frederiksen regner med, men jeg ser desværre en stor risiko. Jeg er selv tidligere fleksjobber og har også oplevet mobningen på min egen krop, med bemærkninger som: »Nå, du går/kommer nok til direktørtid«.

Først tog jeg det i stiv arm, men efterhånden blev jeg da ked af det. Så med de ovennævnte problemer for fleksjobberne anbefaler jeg, at minifleksjobs ned til fem timer ugentligt tages af bordet. Regeringen skal beholde grænsen på minimum 12 timer ugentligt.

 

Reformen er for asocial (2/3)

Paul Gram-Hansen, læge, Odense

Regeringen forbereder en reform af fleksjob og førtidspension til gavn for statens økonomi og de langtidssyge. For mange er på passiv overførselsindkomst, parkeret på førtidspension eller fleksjob.

Mange alvorlige sygdomme såvel psykiske som fysiske medfører for de fleste uarbejdsdygtighed i en kortere eller længere periode.

Det er en grundlovssikret ret, at samfundet forsørger sygdomsramte gennem førtidspension eller fleksjob.

Men for langtidssyge er det allerede nu meget svært at opfylde lovgivningens krav. Sygedagpenge er begrænset til 52 uger, og kravene til forlængelse kan mange ikke opfylde.

Et af de væsentligste krav er, at den sygdomsramte vil genvinde sin vanlige, ordinære erhvervsevne, hvilket for mange er urealistisk efter længerevarende, svær sygdom.

For at opnå førtidspension skal resterhvervsevnen være ubetydelig, og behandlingsmulighederne være udtømte. Det er krav mange langtidssyge ikke kan honorere.

Mange lander i gråzonen mellem sygedagpenge og førtidspension, hvis sygdomsforløbet er uafklaret. Og når der nu varsles reform med stramninger, kan man kun frygte det værste for de langtidssyge.

Regeringen bør hurtigst muligt ophæve varighedsbegrænsningen på sygedagpenge. Det vil give de syge en ro, så de kan koncentrere sig om at blive raske.

Det bør der findes økonomiske midler til – ellers vil denne asociale reform forværre forholdene for mange langtidssyge.

 

Stop ikke reformen her

Anna Mee Allerslev, beskæftigelsesborgmester (R), København

Regeringen har netop fremlagt deres førtidspensionsreform.

En kvart million danskere er i dag på førtidspension, og samtidig ser vi, at flere og flere unge mennesker med psykiske lidelser i en meget ung alder parkeres på pension. Det er helt uholdbart – ikke mindst menneskeligt.

Derfor bakker jeg fuldt op om regeringens mål og ideer, men jeg må samtidig sige, at det ikke bliver let. Som beskæftigelsesborgmester kender jeg udfordringerne, og jeg vil gerne pege på tre konkrete ting, vi kommuner har brug for, hvis vi skal helt i mål:

For det første skal vi styrke den virksomhedsrettede indsats. Her tænker jeg ikke på den traditionelle virksomhedsaktivering.

Vejen frem er socialøkonomiske virksomheder og professionelle frivillige organisationer. Det vil for disse målgrupper give mere meningsfuld og intelligent virksomhedsaktivering.

For det andet skal vi af med meningsløse regler. I dag spænder en velvoksen skov af regler ben for især den helhedsorienterede indsats i kommunerne, på tværs af beskæftigelses-, social- og sundhedsforvaltningen.

For det tredje har vi brug for systematisk vidensopsamling. Det virker absurd, men lige nu ved vi meget lidt om, hvilke tiltag der faktisk virker i aktiveringen.

Regeringen skal sætte sig i spidsen for en landsdækkende effektiv videns- og metodeopbygning, som kommunerne kan anvende.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Park van der Schaft

Det som jeg bemærker af de ovennævnte læserbreve, er bekymringen om fleksjobsreformen og især "minifleksjobs" ned til to timer ugentligt.
Jeg vil derfor forslå, at I fra redaktionens side følger fleksjobsreformen til ende. Og et år efter vedtagelsen af reformen lave en undersøgelse om "minifleksjobs" har været en succes eller ej.
Jeg tror, det vil være interessant både for fleksjobberne, arbejdsgiverne og politikerne.

Med venlig hilsen

Jesper van der Schaft, tidligere fleksjobber

Et centralt aspekt, som fortjener en dybdegående og kritisk behandling, er, om der i virkeligheden er tale om en reform eller det dybest set er et spareforslag,
Det har været fremført mange gange i debatten og 'kalder' derfor på, at der bliver gået mere i dybden med det.
En anden problemstilling, der skal afdækkes, er forholdet mellem bevilling af fleksjob og de faktiske muligheder for at komme i arbejde i et fleksjob. Hele intentionen med reformen falder til jorden, hvis der ikke er de jobs, som kræves for at gennemføre reformen.
Der er som tredie ting brug for at se på, hvor fleksjobskabelsen bør ske, hvis der skal skabes det nødvendige volumen i ordningen. Det er relevant at se på, om socioøkonomiske virksomheder er en farbar vej set som andet end et velmenende og idealistisk forsøg på at løse problematikken. Skal det batte, skal der jo skabes fleksjob i størrelsesordenen over 20.000 arbejdspladser. Skabes de væsentligst som socioøkonomiske virksomheder, hvordan vil det så påvirke arbejdsmarkedet? Er det overhovedet en farbar strategi, hvis man stilles over for de bærende markedskræfter?
Der er andre bærende problemstillinger, som er vigtige at afklare, hvis der skal udvikles en farbar model.

Jens Lindgaard

Jeg er datamatikker, 45 år gammel har aldrig og kommer aldrig til at prøve en dags arbejde. Udelukkende pga kriminelle socialrådgivere der vil spare et fleksjob. Så de har forfalsket min læge erklæring og erklæret mig sindsyg. Jeg har aldrig mødt en psykolog eller psykiater. Måske er der nogen der skal prøve det de snakker om.
Kan i nu svede rigtig meget så jeg kan få min førtidspension.
Har skrevet til nu 4 regeringer - de svarer ikke.

Jens Lindgaard

Her er nogle flere gru opvækkende historier politikkerne ikke vil svare på.

http://fra-syndebukkens-verden.blogspot.com/