Meningen var god nok, da man besluttede, at børn, som ikke var udstyret med en ansvarlig familie, skulle tilbydes en ny. Helst rigtig varm én. Gerne med duft af nybagt brød, ligesom dyr ikke var nogen hindring. Ingen kerede sig tilsyneladende om det, enhver psykologstuderende lærer på første studieår: At en gruppe, som indlemmer et nyt medlem, ikke længere er den samme gruppe.
Jeg kender folk, der har fået lammende chok over at opdage, hvad det gjorde ved deres familie at få et kærlighedsforsømt barn ind ad døren. Og jeg kender folk, blandt andre mig selv, der ikke bryder sig om visse karaktertræk, som åbenbarede sig i samme anledning.
I vores familie har vi haft syv plejebørn over en periode på 25 år. To af dem giver i dag udtryk for, at opholdet hos os reddede dem fra en krank skæbne. Resten er vi kun på julebrev med.
Jeg er sikker på, at vi gjorde os umage. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg så mig selv som en Moder Gro for enden af bordet uddelende milde gaver til de stakkels børn, som ville rette sig og blomstre under vores vinger.
Det, jeg ikke havde forudset, var det første plejebarns aggressive udfald, når jeg lagde an til amning af mit eget barn, eller den skyldfølelse, der fulgte mig, hver gang vi afleverede et plejebarn hos en aflastningsfamilie, fordi vi skulle på den årlige, tiltrængte ferie med vores biologiske barn, der til daglig måtte lægge krop og psyke til lidt af hvert.
Jeg husker specielt et af vores børn, som ikke brød sig om sin aflastningsfamilie og med vilje kom for sent til bussen tre gange. Der var vel at mærke en time mellem afgangene.
Ikke professionelle
Vi mødtes regelmæssigt med andre plejefamilier, og nogle talte så meget om penge, at vi på et tidspunkt måtte indføre den regel, at der ikke måtte diskuteres vederlag før efter kaffen.
Visse af kollegerne trænger sig mere på i hukommelsen end andre – bl.a. den familie, hvis biologiske barn skulle konfirmeres samtidig med et af deres plejebørn, hvorfor de fik udskudt plejebarnets konfirmation i et år.
Vi boede på landet, hvor man blev konfirmeret sammen med sine klassekammerater. At være anderledes, fordi man boede i plejefamilie var én ting, at blive konfirmeret sammen med dem, der var et år yngre, en anden. Det var dræbende ydmygelse.
Der findes naturligvis dygtige plejefamilier, velmenende plejefamilier, men der findes ikke professionelle plejefamilier, skønt det er et begreb, de anbringende myndigheder dagligt jonglerer med.
Intet menneske kan forholde sig professionelt til nogen 24 timer i døgnet blandt private børn og palisandermøbler. Vores personlige behov trænger sig på. Det gør vores trang til at beskytte eget kød og blod også, ligesom vores politiske indstilling, som muligvis er negativ over for kontanthjælpsmodtagere (ofte børnenes forældre) kan være svær at tøjle.
Jamen, de stakkels børn har da fortjent en rigtig familie, lyder argumentet. Efter at være kasseret én gang – sådan føles det, hvad enten det er forældrene eller systemet, der har taget beslutningen – skal de med andre ord opleve at være næstbedst endnu engang. De skal konfronteres med, at i dette hus elskes der.
Tid til kakao og en snak
Jeg kan se det og mærke det, men jeg har ikke del i det. Kærligheden er en forestilling, som det er meningen, jeg skal lære af, men husk: Ikke røre! Hvis man spørger såkaldte mønsterbrydere, hvad de selv mener har været årsagen til, at de klarer sig, svarer de sjældent: ’Det var opholdet i plejefamilien, der gjorde det.’
Derimod hører jeg dem nævne en bestemt person, som gav sig tid til en kop kakao og en snak eller måske til at læse en historie, sådan som jeg selv gjorde for en forsømt pige, der en periode havde sin gang i vores hjem. Hun faldt i søvn hver gang, og jeg tror ikke, det skyldtes, at historien var kedelig, derimod at hun for en stund turde give slip på et alt for hårdt liv.
Jamen, er hele politikken på anbringelses området da forfejlet? Ja, det mener jeg faktisk.
Der er ikke noget i vejen med familiepleje, hvis barnet, som skal anbringes, er lille og har mulighed for at knytte sig til familien, men hvis jeg skulle bestemme, skulle familier ikke kunne leve af at have børn i pleje. Man kunne få et barn, hvis det lod sig passe ind i det liv, man lever i forvejen og skulle så forpligte sig til at være reservefamilie for det, også efter det 18. år – det vil sige besøge det på kollegiet, hjælpe med at male dets første lejlighed og sende gaver til dets børns barnedåb.
Hvad skulle der så ske med re sten af de udsatte børn? Hvert eneste lokalsamfund burde have sit eget børnehjem. Et sted med højt kvalificeret personale, som er i stand til at være de nærværende voksne, man husker mange år efter. Et sted, som evner og får midlerne til at skabe en stemning, også børnenes kammerater tiltrækkes af. Det skulle være et sted, som alle kender til, fordi man har været der til børnefødselsdage, 18 års fødselsdage eller bare af og til har hygget sig omkring bordet i køkkenet.
Men det er jo ikke det samme som en familie, vil romantikeren hævde.
Nej, for en familie har man kun én af, og det er at snyde barnet at bilde det ind, at det får en ’bytter’, fordi det kommer i pleje. Det gør det beviseligt ikke. Tæl selv efter, hvor mange plejebørn, der stadig kommer ’hjem’ til jul i deres plejefamilie. Det er en meget lille procentdel, og det sker i hvert fald ikke i de professionelle familier, som ofte har haft 20 børn eller flere gennem årene.
De fleste af de plejebørn, jeg kender til, føler sig som en sekundavare i de år, hvor plejefamilien har egne børn hjemme, simpelthen fordi egne børn altid ligger forældrenes hjerter nærmest.
Følelsen af at være andenprioritet fortsætter efter forældrenes egne børn er fløjet fra reden, fordi plejeforældrene egentlig er for gamle til hjemmeboende børn og faktisk hellere ville være noget for deres børnebørn. Men hvor går man lige hen og får et job som 55-årig, hvis man har levet af at have børn i pleje de seneste to årtier? Nej, så hellere snuppe et søskendepar mere, indtil efterlønnen er i sigte. Hvor stort engagementet i opgaven er, kan man jo gætte sig til, og jeg har da også mere end én gang set en sådan plejefamilie blive omdannet til opholdssted med ekstra personale og en afsondret afdeling med værelser til børnene, så privatfamilien kan få lidt mere fri. Det var så, hvad der blev af den højt besungne familie.
Plads til grimme følelser
Alternativet er som sagt at være omgivet af professionelle voksne, som livet igennem hjælper med at bearbejde sorgen over at være født med det handicap, det er, at mor og far ikke magter at være forældre. Det kan være et livslangt traume at blive fravalgt, men det er muligt at erkende realiteterne og blive et helt menneske, hvis man befinder sig i et miljø, hvor det er tilladt at stille spørgsmål og give udtryk for også de grimme følelser. Som det er nu, lister alt for mange børn rundt derude og føler sig som det tredje hjul i en ’velfungerende’ familie, og de er ubeskriveligt ensomme.
Hvordan kom det så vidt? Jeg tror, der er tre årsager. Den første, at der har hersket en romantisk forestilling om, at intet slår kernefamilien. Den anden, at det har været generelt accepteret at blæse på eksperterne. Den tredje, at familiepleje regnes for billigere end institution.
Hvad det sidste argument angår, tror jeg ikke, det holder i længden, for fejlene kommer jo mangefold tilbage i form af smadrede mennesker, som f.eks. to brødre, jeg tydeligt husker. Efter en tid fandt deres plejeforældre ud af, at den ældste var for vanskelig, og han røg tilbage til børnehjemmet. Efter atter en tid blev de skilt, og så røg nummer to.
Jeg, som var bisidder ved det evaluerende møde, spurgte sagsbehandleren på vej hjem, hvordan pokker hun kunne tage så grueligt fejl, hvortil hun svarede: »Jeg ønskede det så meget for begge parter, at jeg var blind for manglerne.« Det, hun i virkeligheden sagde, var, at alt for mange sagsbehandlere ikke har det fornødne kendskab til børn.
Regeringen har meldt ud, at man vil kulegrave anbringelsesområdet. Jeg håber inderligt, at man går grundigt til værks, ikke for at straffe plejefamilierne, men for at skåne vores allermest skrøbelige børn for at blive snydt for anden gang. Eller tredje. Eller ...
Tak for disse kloge overvejelser
Nok noget af det bedste der længe er skrevet herinde. Men mon de ansvarlige læser med? Håber virkelig dine tanker gør en forskel. Hvis det er sådan, at det er vores børn og plejebarnet, hvorfor så ikke et børnehjem i stedet?
et område jeg ikke selv har nogen relation til, bortset fra at min far, som for nylig døde i en høj alder, var plejebarn, og der var visse følelsesmæssige afstumpninger han aldrig kom over, men jeg synes dette var et fantastisk velovervejet indlæg
Et indblik i en for mig ret ukendt verden,
som jo er lige dér-ude.
Tak for det.
Hele anbringelsespolitikken med kuratorer osv., er skør. Man undersøger ikke familierne grundigt nok. Det hele er smurt ind i en romantisk forestilling om de gode og de onde. Ofte er plejefamilierne ved at gå fra hinanden og har økonomiske problemer, hvilket overses af lemfældige undersøgelser. Ungerne kommer et, to og tre steder før de kan få lidt fred. Og så er det for sent. Men bare de kommer hen et sted med hus, have, bil og sommerhus, så tror man at alt er rosenrødt. Man skulle måske hellere hjælpe familierne økonomisk, så de kunne beholde deres børn i deres ghettolejligheder. Og i det miljø som de nu engang er født ind i. Sammen med deres familie.
Det må være uhyre svært at opstille objektive kriterier.
Familier, børn, institutioner, aldre, personligheder etc. indeholder så mange tilfældigheder eller ulige faktorer, der gør det nærmest umuligt. Men det er interessant at læse om erfaringerne her. Hvis forældrene ikke har kærlighed til deres barn, hvem har så? Den kan ikke købes for penge. Hvis et barn ikke har nærværende ansvarlige mennesker omkring, hvad gør man så? Det er nok mere realistisk at finde svar på.
Stor tak til Vibeke Marx for at sætte spot på dette område. En ting, du ikke får med er, hvor skadeligt det er for (alle) de anbragte børn, der flyttes fra plejefamilier flere gange i deres barndom, fordi de er for vanskelige - af forskellige grunde - for plejeforældrene, der så giver op. Det siger sig selv, at disse børn i deres barndom traumatiseres i så høj grad at det påvirker resten af deres liv i forhold til deres psykiske og sociale velfærd og arbejdsrelationer, deres parforhold og deres forhold til og indflydelse på deres egne børns liv og fremtid.
Glimrende artikel.
Jeg tror der er flere ting end dem Vibeke Marx beskriver.
Børnehjem er ikke optimalt i bedste fald og er ofte blot opbevaringsanstalter, så det er en dårlig løsning.
Familiepleje, hvor det økonomiske er omdrejningspunktet, er nok ikke meget bedre.
Men familiepleje sammen med en terapeutisk indsats tror jeg kan være meget frugtbart.
Vibeke Marx beskriver en situation omkring amning, hvor plejebarnet regere voldsomt, altså plejebarnet har negative oplevelser omkring amning, med fra sit tidlige liv, som sikker ligger i det ikke sproglige fæld. For den almindelige plejefamilie vil det være en vanskelig situation og det vil være endnu vanskeligere for den almindelige plejefamilie at afvikle plejebarnets negative oplevelser omkring amning og her kunne det med fordel sættes ind terapeutisk Det ville lette spændingerne i hele familien og i plejebarnet i særdeleshed.
(Det kan selvfølgelig være alle mulige andre ting end amningen der udløser gamle traumer, amningen er blot det eksempel artiklen selv benytter og det jeg også benytter)
Det er utopi at tro at en plejefamilie kan løse det selv også selv om plejefamilien består af pædagoger eller terapeuter, de er selv involveret og har selv en andel i de gestalter som udspiller sig i familien.
Så den hjertevarme plejefamilie kan fylde den manglende kærlighed på, men skal have hjælp til at neutraliser de negative oplevelser som plejebarnet selvfølgelig har med sig. Og de negative oplevelser som det udløser hos selve plejefamilien.
Som oftest skal alt kunne retfærdiggøres økonomisk og da terapien er en fordyrende faktor, skal der være økonomiske fordele ved at bruge den, udover de indlysende menneskelige fordele, og jeg tror at de menneskelige fordele på sigt vil vise sig at være den helt store økonomiske gevinst.
Det her får mig til at tænke på, at jeg virkelig, virkelig foragter mennesker, der får børn og som derefter ikke er i stand til at passe på dem. Så få dog den abort, for pokker.
God artikel iøvrigt. Idéen med at hvert lokalsamfund burde have et børnehjem er fantastisk.
Hele ideen med at et barn bliver til et produkt og en økonomisk aktivitet for nogen andre mennesker er gal.
Var det ikke det som Peter Sabroe kæmpede imod, at børnene blev udliciteret til bønderne som billig arbejdskraft? Det er jo den samme problemstilling bare uden arbejdet.
http://da.wikipedia.org/wiki/Peter_Sabroe
Jeg tror i mange tilfælde, man kunne hjælpe barnet ved at hjælpe forældrene. Det gælder både økonomisk, som med aflastning, bedre psykiatri m.m.
Forfatteren antyder jo selv, at mange forældre er på kontanthjælp. Det signalerer jo, at tvangsfjernelsen meget vel kan skyldes manglende overskud og ikke manglende kærlighed.
Derfor bør forældrene hjælpes til større overskud i hverdagen.
Man hører ofte om, hvordan kommuner har trukket tvangsfjernelse urimeligt ud. Men jeg tror også, man kan finde mange eksempler på, at en hjælp til forældrene kunnet have gjort underværker.
Man underkender hvor meget kærlighed betyder for et barn. Og her er forældrene sædvanligvis de bedste. Børnehjem afhjælper ikke dette.
Man bør også se på mulighederne for at placere barnet i nærmeste familie. Bedsteforældre, mostre eller onkler kan oftest nære større kærlighed til barnet end skiftende pædagoger.
Jeg mener, at kærlighed til barnet er helt afgørende for, om et barn kan vokse op som et helt menneske. Og selv om familien synes velfungerende, ja, måske ligefrem velstillede, er det ikke ensbetydende med, at forældrene elsker deres børn. Også her kan børn svigtes.
Der findes mange familier, hvor en eller alle børn reelt udstødes af familien. Der er tale om et svigt, men da der hverken er tale om seksuel misbrug, fysisk mishandling eller mangler på mad og tøj, ja, så gider samfundet ikke beskæftige sig hermed.
Tværtimod fornægtes problemet. Det sker jo en offentlig fornægtelse af det problem, at forældre rimeligt ofte ikke elsker et eller flere af deres børn. Tilmed lyder fordommen, at særligt mødre selvfølgelig elsker deres børn lige højt. Det er i mange tilfælde ikke sandt. Ja, måske ligefrem i de fleste tilfælde ikke sandt.
Men man kunne hjælpe mange således udstødte børn ved at erkende problemet. Når samfundet fornægter problemet, overlader man det reelt til det lille barn at håndtere og fortolke, hvorfor barnet ikke er lige så vellidt som andre. Den fortolkning ender alt for ofte i et mindsket selvværd og aggressioner, der kommer uheldigt til udtryk.
Man kan ikke tvinge forældre til at elske deres børn, men man kan da i hvert fald erkende problemet. Og så bør man også stoppe med at tvangsfjerne børn, der reelt er elsket af deres forældre. Det er en uerstattelig kærlighed, og derfor bør man i stedet hjælpe forældrene til større overskud i hverdagen.
Gita Maria Thomassen,
DIT indlæg får mig til at tænke på, at der findes mennesker, der er meget, meget firkantede i deres holdninger.
Stakkels mennesker som samfundet burde vaere garanter for faar en tryg og sund barndom og ungdom, penge er ikke alt, men om manhar vaeret anbragt uden for hjemmet og foraeldrene reelt ikke har vaeret der for den nu unge mydige, saa kunne staten godt saette en formue ind paa en konto som en Slags foraeldre-buffer,eks. 300.000kr som der kan soeges udbetalt ved f.eks koeb af hjem eller ved foedsel af foerste boern efter f.eks 25 aars alderen, saaledes at fortumlede unge tilskyndes en vis modenhed foer de etablerer familie selv dog uden forbud.
det er jo statistisk bevist at jo yngre foraeldre jo oftere problematiske forhold for deres boern.
ikke for i ovrigt at sammenligne ,men hos aber er det saaledes at har hunaben ikke selv haft en omsorgsfuld mor evner hun heller ikke let selv at vaere det, her tror jeg der er samme tendens hos mennesker i det hele taget , derfor opfodringen til at tilskynde en vis modenhed.
Tusind tak Vibeke Marx for dette meget tankevækkende og nødvendige indlæg i denne så svære debat. Som gadejurist på 14. år servicerer jeg hjemløse, stofafhængige m.fl. på gadeplan og har utallige gange her hørt netop historien om at have været plejebarn med plads på skiftende plejefamiliers udskiftningsbænke uden nogen som helst kontakt efter det fyldte 18. år - altså efter den sidste kommunale krone er udbetalt. Hvor smertefuldt det er. Vigtigt at høre fortællingen også fra plejeforældreside. Man kan håbe det kan åbne for en indiskutabelt nødvendig debat om, hvad der overhovedet kan lade sig gøre og især for, om vi dog ikke - som andre ovenfor også er inde på - kan gøre en god del mere for de udsatte familier, såvel økonomisk som psykosocialt, så disse familier faktisk kan blive sammen, frem for at alle i forbindelse med eller udløber af en anbringelse, splittes til atomer med så vidtrækkende skadevirkninger, at det næsten ikke lader sig beskrive.
Hanne Christensen,
uddyb venligst?
hmm.. Må nok sige, at med det syn kan jeg kun være glad for, at du ikke længere er plejemor. For hold da op!! Vi er faktisk mange som gør en forskel for børnene. Og ikke som kun tænker i at få penge på bogen som jeg læser du skriver. Mange af os tænker på vores plejebørn som vores biologiske. At du har oplevelser der er de modsatte er kun beklageligt - og bekymrende. Men omvendt.. Kan vi ikke alle finde nogen negative historier om et eller andet "emne" hvis bare vi søger det. Jeg har kendskab til mange af de børn som du omtaler du ikke oplever. Jeg har kendskab til rigtigt rigtigt mange plejefamilier som efter det 18 år har børnene boende uden at få løn -selvom forvaltningen stadig kræver, at man skal være hjemme for at tage vare på barnets og dets vanskeligheder. hvordan man så tjener til dagen og vejen er man ligeglad med.
Men her stopper min kommentar så også. Udfra din skrivelse så tror jeg det er spildte ressourcer at forsøge at komme igennem til enighed. Så jeg vælger at bruge tiden på det jeg er god til - nemlig at hjælpe mine 2 pragtfulde plejebørn.
@ Elin Søndergaard, jeg forstår ikke overhovedet Vibeke Marx, som du vist gør her - altså som en kritik af dem der gør det så godt som det overhovedet er muligt. Som en kritik af dig og dit virke, som jeg umiddelbart går ud fra, at forfatteren her slet ikke kender til. Du er vel ikke sådan en plejemor, der tager ferie fra dine plejebørn, som ville flytte plejebørns konfirmation et år, fordi eget barn skal konfirmeres mv.
Faktum er, at forskningen er ganske klar her; det går i alt for mange tilfælde ikke de anbragte børn ret godt. Og alt for mange anbringelser brydes og afløses af nye. Man fjerner børnene for at det skal komme til at gå dem bedre, og her lykkes vi bare langt fra godt nok.
Næsten uanset hvilke forhold børn lever under, og uanset hvor berettiget og nødvendigt det måtte være at fjerne dem for kortere eller længere tid, er det nu engang traumatiserende at blive fjernet og ikke have lov at leve sammen med sin forældre. Det er evident, at det forholder sig sådan. Og spørgsmålet er, om vi kunne gøre det forebyggende arbejde langt bedre, så færre børn må fjernes? Mine erfaringer tilsiger, at der er et ganske stort udviklingspotentiale i netop denne forebyggende indsats ... Desværre.
Et vigtigt indlæg tak for det.
Men vi skal også være opmærksom på historien. Grunden til at man så massivt satsede på familiepleje var jo netop at Børnehjems tanken så massivt havde spillet fallit med ufatteligt mange tragiske historier til følge, det var ikke kun økonomiske overvejelser der lå bag.
Nanna Gotfredsen taler om forebyggelse og naturligvis er der behov for en meget større indsats her men vi kommer ikke uden om at der er børn og desværre temmelig mange af dem der bliver født af forældre som ikke har evnen til at tage sig af deres børn.
Spørgsmålet er hvad vi gør med disse børn.
Som det ser ud nu er ansvaret for disse børn overladt til private med mere eller mindre kommercielle interesser og tilsynet med pleje familier/anbringelses steder er væsentlig mere lemfældig end fødevare kontrollen med en pølsevogn og det er ikke klart defineret hvad kvalitet indenfor dette område er.
Før vi snakker anbringelses former, privat kontra offentlig, pris og forebyggelse så ville det måske være på sin plads at starte med at definere hvad det er vi mener et barn som minimum har krav på disse behov kan tilfredsstilles.
Vi er et land der er ufattelig dårlig til at bryde den sociale arv når det kommer til anbragte børn derfor kan der heller ikke være nogen tvivl om at det ikke er godt nok som det ser ud nu.
Men svaret er ikke bare forebyggelse.
Elin Søndergaard:
"hmm.. Må nok sige, at med det syn kan jeg kun være glad for, at du ikke længere er plejemor. For hold da op!! Vi er faktisk mange som gør en forskel for børnene. Og ikke som kun tænker i at få penge på bogen som jeg læser du skriver. Mange af os tænker på vores plejebørn som vores biologiske..."
(Og dog har du valgt ikke at adoptere dine (lønsomme) plejebørn, Elin Søndergaard - men kræver tilmed at optjene pension og feriepenge for at passe de børn, som du påstår at regne for dine egne - et ganske morsomt standpunkt)
Når du sviner Vibeke Marx til på den måde - så er det svært at tage for andet end en infantil-merkantil vrede over, Vibeke Marx beskriver disse emner så præcist, ærligt og samvittighedsfuldt - det er simpelthen ukollegialt af Vibeke Marx at tænke på børnene fremfor plejernes!
Den danske børneindustri har blandt meget følgende 10 fatale fejl:
1. Ressourcerne bruges ikke på at opkvalificerer såkaldt dårlige forældre, men på at opkvalificerer plejeforældre
2. Der sikres ikke i tilstrækkelig grad samvær med forældre til anbragte børn, da forældrene af socialrådgivere typisk anses for at være en byrde, ikke en ressource
3. Det arbejdes ikke tilstrækkeligt for hjembringelser, selv når der er klare indikationer for at man burde gøre det: Fordi risikoen for en "genanbringelse" skræmmer socialrådgiverne og fordi der er pres fra plejeforældrene for at sikre deres "arbejde"
4. For ofte præger plejeforældrene børnene mod deres forældre
5. Der er en frygt for fejl blandt socialrådgivere, der øger "præventive" anbringelser
6. Børnene er andenklasses borgere, når de er anbragte, det offentlige er ejere af barnet
7. Den videnskabelige grundlag i de socialfaglige undersøgelser er tendentiøs, pseudovidenskabelig og ofte farvet af de offentlige medarbejderes fordomme, magtspil eller frygt
8. Der er ikke tilstrækkelig retssikkerhed, efterforskning og bistand
9. Børnene der anbringes problematiseres ud fra en indbygget logik om, at siden de er anbragte, skal der nok være noget galt
10. Ingen anbragte børn modtager som voksne en evaluering af de svimlende summer, der kostede at "hjælpe" dem, hvorfor ingen i realiteten kender effekten af hele affæren
Anbragt i 80'erne. I dag historiker, se www.borgersagen.dk.
Hold da helt op, der kommer godt nok mange vinkler på den sag,.....
Både indsats før og efter,....
Med hensyn til en indsats før det går galt og havner i tvangsfjernelse, hvor ungerne har en del bagage med og i mange tilfælde har fået skader helt ud i personlighedsforstyrrelser, er der hjælp til familierne, som har det svært i familierådgivningscentr og det jeg har kenskabt til, er faktisk rigtig godt rustet til at klæde forældre bedre på til opgaven, men, for der et men, dem som har mest brug for hjælpen er ikke dem som søger den. Men der er bestemt en gruppe som får nye værktøjer og får det bedre.
Tilbage til gruppen som ikke søger hjælp;
Min første underviser sagde; ”kan du ikke nå ind til mor, kan du arbejdet med barnet til du bryder sammen og hun river det hele ned på to timer” Det har jeg måtte sande mere end en gang.
Der har været og er en del debatter om mor/barn relationen i forbindelse med kunstigbefrugtning, barsel og lignede også her på information og her er det tydeligt hvor mange interesser der kommer i spil. Når det er svært på et debatforum, så forstil dig en mor som har brugt et helt liv på at opbygge en fortrængning. Det er for hende overlevelse og du er en voldsom trussel, uanset om det rationelt set ville hjælpe hende at lade et andet menneske komme ind,……..så børn der mistrives kan dybest set ikke hjælpes før nogen når ind til mor eller fjerner barnet. Det er surt men det er virkeligheden….
Børn er overlever, så de finder i et eller andet omfang selv voksne som de opbygger en reserve relation til, men det er ofte kun nok til at holde dem oven vande,….
Og endelig findes disse børn i alle samfundslag, det er ikke alene et spørgsmål om økonomi.
Tak for din indsats og for din ærlighed Vibeke. Også en varm tak til dig Janus. Må jeg anbefale "Zornig - vrede er mit mellemnavn" om emnet.
Mange års arbejde på diverse børnehjem har gjort mig klogere på børn og klogere på mig selv. Denne børnegruppe har fortjent en langt bedre indsats end den samfundet tilbyder lige nu.
Sjældent har jeg læst en artikel, noget udgivet materiale, en bog, tidsskrift osv - som så klart og utvetydigt beviser at det som forfatteren af artiklen bevidst fastholder som den højeste prioritet er barnets tarv
Hvor er det dog opløftende at læse. Og så nuanceret og sagligt, trods en masse komplekse overvejelser som må gøres - så formår forfatteren af bevare det vigitigeste perspektiv af alle: At dømme hele situationen ud fra barnets synspunkt, barnets tarv, barnets interesser, barnets virkelighed
Denne utvetydige ros og anerkendelse til forfatteren herfra. Mere om min relation til indholdet måske senere.
Tak. Hvor opløftende, jeg kommer igen til at tænke på min yndlingsforfatter når vi taler om heling af psykosociale sår, sorg-kriser, når vi taler om den følsomhed som må og skal være en selvfølgelig del af den opdragendes sjælsevne - som Alice Miller (AM) lægger for dagen i sine kontroversielle bøger : "I begyndelsen var opdragelsen" - "Du må ikke mærke" - "Den bandlyse viden" osv.
Til dato har jeg kun fundet AM, som besidder den evne til idenfikiation af barnets følsomhed og så Rudolf Steiner som påstår at barnet er født ud af en oversanselig verden og på den baggrund påpeger behovet for den samme slags 'rugevarme' overfor det opvoksende barn, uanset hvor eller i hvilken situation, det måtte befinde sig.
Ja, jeg kan ikke rose artiklens forfatter nok simpelthen. Så jeg vil stopp her og evt vende tilbage med noget mere i relation til indholdet.
Der er så mange gode og varme kloge nuancerede formuleringer som understreger hvad jeg har påpeget ovenfor: At hvis vi skal skabe en bedre verden, et bedre liv for barnet, som at skæbneårsager er blevet udsat for svigt, så må vi lære at fastholde os selv i en så intensiv dyb følsomhed overfor barnets situation at vi dels kan identificere denne og stå vagt om den, dels som voksne mennesker bevare overblikkets perspektiv og sætte ind på måder og metoder som kan styrke en heling af de sår dette barn, efter al sandsynlighed skal lære sig at leve med resten af livet, men som, og det er så smukt og dejligt at læse og få bekræftet i artiken: Som ikke betyder nødvendigvis at der ikke kan ligge et fuldt ud værdigt liv forude for barnet.
Men for at dette kan opnås er der en masse brikker som skal kunne spille sammen og det synes jeg er virkeligt smukt og klart beskrevet i artiklen, mulige veje der kan gås ad, nye alternativer, og et grundigt kig på de gamle. - Familieplejforanstaltninger osv.
Jeg er henrykt. Så der det sagt.
Og så i relation til sagen, lad mig anbefale en film jeg kan se igen og igen: "Æblemost-reglementet" bygget på John Irvings best-seller-roman "The Cider-house-rules".
Den følsomhed, som kommer til udtryk i den lille drengs fra børnehjemmet desperate ønske om at blive adopteret og elsket af en ny familie, når der kommer gæster på besøg på hjemmet 'for at se på et barn' : "Im the best! - They say I'm the best they have!" - Og en masse andet meget gribende stof til dyb og følsom eftertanke. Anbefales hermed varmt.
Ja.. Der er mange vinkler på denne gamle debat. Og Vibeke Marx repræsentant for en af dem.. Jeg kan på mange måder godt forstå Vibeke Marx er frustreret over tingenes tilstand.. og der må ligge mange følelser i hendes indlæg her på siden. At Vibeke Marx fremstår meget stereotyp i sin holdning på området ser jeg måske som et udtryk for hendes egne erfaringer, jeg ved ikke den præcise grund til hvorfor Vibeke Marx i sin tid valgte at blive familieplejer? Men jeg kan sige min præcise grund til hvorfor jeg selv valgte at blive familieplejer.
Jeg er selv plejebarn, og ville ikke i dag være den jeg er, hvis jeg i en alder af 9 år, kom i pleje. Min plejemor brugte ufatteligt meget tid på at banke de grimme spøgelser fra børnehjemmene ud af min sjæl. For det børn jo gør når de er svigtet så mange gange som jeg var (jeg havde været på 10 institutioner og 2 forliste plejeforhold, da jeg som 9 årig kom i pleje for sidste gang) er at bebrejde sig selv. Og skyldfølelsen er et grimt spøgelse at bære rundt på. Jeg takker himlen for at jeg kom i pleje og syndes i dag et det er en gave at jeg i dag i kraft af min nuværende familie kan give lidt af mine erfaringer videre.
Jeg kender om nogen til de ar på sjælen det giver af være på institution.. Og det jeg kan sige til jer som klapper af Vibeke Marx´s holdninger er: Hun har ikke har ret.
Børnehjem er om noget at stigmatisere mennesker med mindre der er en helt speciel grund til at mennesker anbringes der. Børnehjem skal være for børn der har velfungerende sociale kærlighedsrelationer til bio-familien og et sted hvor børn der er afklarede omkring grunden til opholdet kommer og der er tale om et fast defineret tidsperiode. Altså et sted for børn der ikke har behov for yderligere faste voksen/forældrerelationer, da dette behov i forvejen er opfyldt af bio-familien.
At snakke om børnehjem til alle andre børn er, for mig, totalt malplaceret set i relation til hvordan et barn skal vokse og udvikle sig som et helt menneske. Som udgangspunkt så er begrebet en fast voksenkontakt elimineret på et børnehjem, da pædagoger på et børnehjem jo skal hjem til deres egen familie. Og de har i lighed med andre på arbejdsmarkedet frihed til at sige deres stilling op. Det har børnene ikke. Jeg har som teknisk forældreløs, meget dårlige erfaringer med at være anbragt på børnehjem.
Jeg er i dag 50år. Og er ikke faldet i den fælde at gøre mig selv til et offer for min forfærdelige barndom. Og hvorfor er jeg så ikke det? Fordi min PLEJEFAMILIE, gav mig kærlighed og var realistiske i forhold til min situation. Det er fuldstændig korrekt at man ikke bare kan komme ind i en familie og tro at man kommer ind på lige fod med resten af medlemmerne. Men hvis det er en kompetent familie, så bør det ske. En kompetent familie slås for sine plejebørn på lige fod som for deres egne og en kompetent familie beskytter barnet så godt den kan imod de ting som kan skade barnet. Den klæder barnet sjæleligt på således, at det lære at kompensere for arene på sjælen og derved lærer at leve et så normalt liv som muligt med dem. Det er en forældres højeste kald! Også Plejeforældres!
Og så kan vi snakke vederlag og fanden og hans pumpestok. Men uden mad og kærlighed fungerer plejeforældre ikke. Og hvad der er af afsavn i den ene ende, skal der kompenseres for i den anden. Hvis to voksne tager et meget krævende barn ind i deres familie og giver hvad et sådant barn har brug for, bliver familien meget skrøbelig i de indre fuger, da tiden til kærlighed og personligkærlighedspleje de voksne imellem kommer til at mangle. Som plejemor ved Vibeke Marx hvad det vil sige at give sig fuldt ud og en gang i mellem en sen nattetime stå med øjenlågene nede på hagen og kikke på sig selv i spejlet og på sin situation, men kæmpe videre i vished om at det nytter og det er det hele værd.
Og Vibeke Marx! Plejeforældrene må ikke tro at plejebørnene bliver børn af familien og at de på nogen måde leverer noget tilbage senere i livet i taknemmelighed over at de kom i pleje i netop den familie. Dette er vigtigt at notere sig, da plejebørn er som alle andre børn af denne verden. Kun til låns! En dag flyver de på egne vinger, vel at mærke hvis de af deres forældre har fået nogle der kan bære.
Jeg har igennem hele mit voksenliv reflekteret over og forsøgt at analysere hvad det er der hjælper og hvad der er det rigtige. Det har jeg et rigtigt godt bud på og på intet tidspunkt har lokale børnehjem været med i det scope.
"Jeg har igennem hele mit voksenliv reflekteret over og forsøgt at analysere hvad det er der hjælper og hvad der er det rigtige."
Det må bero på flere faktorer, den ene er alder, hvilket var årsagen til at jeg ikke kom i pleje men på døgnpension, hvilket jeg heller ikke havde lyst til.(16)
Det næste er kærlighed, elsker børnene stadig deres forældre, så er det vigtigt at træde varsomt.(tryghed, utryghed.)
Ergo er det ret vitalt at få et overblik over barnets følelsesliv, og om man er parat til at indgå i et fællesskab, som en institution kan være. Det er en familie selvfølgelig også i nogen grad, men som trediehjul kan det måske netop blive et afsavn.
At tage udgangspunkt i plejeforældres oplevelse af situationen, er ikke konstruktivt.(netop her udemærker artiklen sig.)
Der skal forebyggelse til, og en erkendelse af, at der ikke er nogen 'rigtig' metode, men det i høj grad må bedømmes i de enkelte sager. Det kræver nogle yderst kompetente medarbejdere.
Der bliver selvfølgelig gjort gode ting derude, og det er næppe det artiklen udfordrer, men i højere grad at de små succesoplevelser ikke skal blive en sovepude. Der er i den grad brug for at området bliver bedre til at løse opgaven. At sikre børn og unge en fremtid.
Alt for oftest er det netop fremtiden der står som en grå masse, det er her folk overvejer at begå selvmord, og når hullet bliver dybt nok, er det tid.
Der kommer misbrug så ind, der måske kan lindre lidt til kroppen falder fra hinanden. Mønstret er langt fra enestående, det bliver umiddelbart ikke mindre vitalt med årene, og derfor er det mere end vigtigt der følges op, specielt for dem uden netværk.
Der var nogle stykker der havde været i pleje på den institution, fællesnævner var overgreb. Den sidste faktor er tung, og svær at kontrollere i plejefamilier.
ÅÅh, åh, kære Jens Nørager, beder dig venligst være lidt opmærksom på at debatten ikke bliver til en børnehjem vs. pleje-familie - en sort-hvid - en enten eller. Jeg synes du farer lidt for hårdt frem mod artiklens forfatter, Vibeke Marx, med uvederhæftige beskyldninger om at være stereotyp, altså ensidig - det passer altså ikke.
Det handler om at erkende hvor svært det er for plejefamilier at klare sig selv og sin egen familie og de børn/unge hvis skæbne de får i hænderne.
Det handler om at støtte plejefamilierne, for ad den vej varetage de svigtede børns tarv bedre - kritikken går ikke på at forkaste plejefamilien som institution - men på at styrke dens proffessionelle kompetancer. Og, nu vi har set horrible sager om sexuelt misbrug, at kunne sikre sig at svigtede børn lander i familier som står på social sikker grund, psykosocial sikker grund - at blive bedre til det - åbenbart. Der har tilsyneladende sneget sig et misbrug, et mere eller mindre (u-)bevidst misbrug ind når det gælder familie-plejeanbringelser, det økonomiske incitament - mens grundlaget for at kunne sikre at man fra kommunal side være sikker på at aflvere et svigtet barn/ung i sikre hænder tilsyneladende har været uholdbart.
Jeg har også selv boet i plejefamilier. Og genkender så udmærket problemstillingen. Skammen. Men når jeg ser tilbage må jeg erkende at det var mangel på indsigt og viden om de problematikker som jeg bar rundt på da som stod i vejen for at eksperimentet lykkedes. Men det er ikke det samme som at sige at intet lykkedes i den tid. Men KERNE-PROBLEMATIKKERNE blev ikke løst, så jeg måtte fortsætte derouten. Mod mig egen bedste vilje og følte mig meget svigtet og forrådt og forladt mange år bagefter.
Netop dette, de komplekse psykosociale problemstillinger, viden om dem, erfaring med dem i praksis kan man ikke forvente at en plejefamilie har i ethvert tilfælde. Man kan heller ikke uddanne dem til det, for det ville kræve at de skulle kunne være terapeuter og private mennesker overfor deres 'klienter' på samme tid.
Det holder ikke. Derfor er Vibeke Marx meget sympatiske og saglige og følsomme kritik fuldtud berettiget og ikke spor stereotyp. Der er tale om at komme til en erkendelse af familieplejeforanstaltningens muligheder - og begrænsninger. Måske er løsningen at kombinere med noget psykoterapeutisk i visse tilfælde, jeg kan ikke på dette begrænsede sted komme med så udførlige løsninger. Men en familiepleje er en belastet familie, bliver en belastet og krise-ramt familie når den 'adopterer' et krise-ramt barn/ung.
Menneskets krise smitter hele familien, påvirker hele den sociale familie-dynamik, belaster den, prøver den, udfordrer den. Og der kræves helt specifikke psykoterapeutiske redskaber og forståelse, psyko-dynamiske færdigheder og evner, viden, paratviden - kombineret med en særdeles robust karakter, alt efter graden af traumatiseringen af det svigtede individ selvfølgelig, men også en personlig helt individuel faktor X, hvis det skal munde ud i noget godt for alle parter.
Og her vil jeg personlig igen anerkende Vibeke Marx for sin evne til at utvetydigt fastholde at den svigtedes parts tarv, barnets tarv må være det som fastholdes. Det er centrum for al opmærksomheden som ellers bør gives plejefamilien i form af psykosociale, psykodynamiske, psyko-faglige osv 'pleje'-foranstaltninger for de familier/bo-grupper som gerne vil være noget for forsømte og svigtede individer, børn, unge osv.
Det er de sidstes tarv det drejer sig om alfa omega, det er med deres tarv a priori, for deres skyld, at man måske fremover vælger dels skrappere kriterier for hvem der kan blive pleje-familie/gruppe. (jeg har også været i pleje i et kollektiv - også et sted jeg husker med blandet glæde, men stadig var der intet kendskab til mine KERNE-PROBLEMATIKKER eller forsøg på at FÅ DEM BELYST OG HJÆLPE MIG TIL AT ARBEJDE MED DEM - der er måske sket visse forbedringer siden - jeg taler om midt-firserne)
-Dels skærper den psyko-sociale, den psykodynamiske, den psykoterapeutiske opstramning, at der måske på en eller anden måde tilvejebringes muligheder for proffessionel, psykoterapeutisk tilknytning for hele den NYE familie, som nu er blevet KRISE-RAMT i og med at det svigtede barn er blevet budt budt velkommen på entreen, hvis jeg nu skal holde mig strengt til artiklens pointe. : At det er en illusion at tro at svigtede børn kan få helet de sår, som det højest sandsynlig skal og bør lære at leve med resten af livet, gennem en erstatnings-familie, gennem erstatnings-kærlighed.
Men igen, det er altså ikke det samme som at sige at an familie-plejeforanstaltning er noget dårligt, eller bør afskaffes, at debatten nu skal blive sort-hvid, plejefam. vs - børnehjem oa instittions-anbringelse - ne, netop ikke! - Det handler om at blive bedre til at identificere den 'krise-ramte' plejefamilies behov og følelser, det svigtedes individs behov og følelser og såeldes skabe en syntese hvor der gradvis mere og mere skabes grobund for at det svigtede barn kan udleve sine feks aggressioner over svigtet/ sorgen over tabet af sin oprindelige familie og sætte det ind i en første ny psyko-social/psyko-dynamisk kontekst i forhold til sin rednings-familie og således få katarsis .
- Dét må være målet i min optik: At det anbragte barn opnår kartasis (KAT) en grad af KAT som gør plejefamilien mere til en første afdæknings- arbejdnings og udslusnings ressource for barnet. Som derved igennem denne sociale, psykodynamiske proces, mere eller mindre bevidst for barnet alt efter alder selvfølgelig. Men målet må være at barnet genfødes påny. Nu med en afklaret forstået på det følelsesmæssige område = KAT - at det er et svigtet barn og må leve med denne sandhed resten af livet, men at det med afsæt i sin rednings-familie, kan starte på en frisk, med rensede sår om jeg så må sige.
Familie-plejen bliver såledesm eller bør således, i min optik, blive, gøres til, uddannes til, hjælpes til støttes til, et slags psyko-socialt-dynamisk familie-værksted. I lige så høj grad som den bliver en redningsfamilie som vil bare vil elske sit plejebarn 'raskt'.
De færreste familier har selvfølgelig evnerne og viden om og indsigten i sådanne sager. Og det kan man ikke bebrejde dem. Men for barnets tarvs skyld, fremtidens skyld også plejefamiliens, foreslår jeg sådanne løst skitserede tanker at arbejde med.
Det kræver et opgør med al romantiseren omkring hvad 'kærlighed' kan gøre for sådanne børn.
Kærligheden er god men skal suppleres med VIDEN, forståelse og indsigt og løbende terapeutisk intervention - kun således, vil man komme frem til, i min optik, at forløbet ikke alene blive VÆKST-FREMMENDE og KATARSIS-FORLØSENDE for det svigtede barn men også for hele familien som sådan.
Alle familier bærer nemlig pr. defintion på hemmeligheder - på uforløste traumer, alle individer gør og graden af disse, graden af ubevidstheden om disse, fornægtelsen af disse hindrer et lykkeligt forløb. På den anden side, graden af en bevidstgørelse, en katarsisk bevidstgørelse vil kunne blive sårene hvis udgang kærligheden vil kunne strømme uforbeholdent til det svigtede barn i aggressions-perioder, i kritiske perioder, de sår som med stor sandsynlighed vil være på de punkter hvor familien og barnet mødes i virkelig ægte kontakt, hvor barnet vil føle trods at det er bevidst om sin anbringelse, at kærligheden alligevel kan strømme til det uforbeholdent, fordi familiens svage sider bliver afdækket for det og det derigennem vil føle sig som virkelig inviteret indenfor i varmen. Ikke alene viser familien sig at være stærtk nok til at kunne barnets kriser og krise-adfærd, men også at bruge sine egne sår, som de signifikante psyko-dynamiske punkter som bliver helings-portaler for begge parter. Her sker den virkelige heling. Barnet bidrager mere eller mindre ubevidst til at familiens sår (hemmelighederne, skeletterne osv) åbner sig, og familiens styrke og barnets konstitution i øvrigt, ved det at det er KATALLYSATOREN, familiens styrke, nu med det ÆGTE INKLUDERET DET NYE BARN, mødes i nøden og kærligheden og bearbejdningen af den samlede livskrise og bliver således en ÆGTE ERSTATNINGS-FAMILIE for barnet. Barnet er ikke længere fastholdt i rollen som en slags priviligeret tilskuer til familiens dramer i øvrigt. Barnet inviteres med indenfor. Det vil ikke længere opleve sig som sekundavare. Og det vil skulle støttes yderligere i en sorg-proces, når det afgørende skridt skal tages som endelig vil vække og fremkalde den oprindelige sorg over tabet af sin biologiske familie, når farvellet til den nye familie skal ske. Fordi barnet er således blevet fuldt ud integreret som lige-gyldigt, altså lige-værdigt medlem af familie-gruppen, vil den ÆGTE HELING af barnets sår ske først virkelig afgørende når famlien forlades. Denne proces vil endelig fremprovokere den oprindelige tabs-følelse hos barnet, og via familiens fortsatte støtte, og evt psykoterapeutisk, vil barnet kunne gøre fuldstændig op med sin fortid, det vil blive sat fri af fortiden og se familien som en ægte anden biologisk familie, hvor det fik lov at vokse op og samtidig undervejs gøre sig bevidst om sine sår og i adskillelses-processen med denne sidste, opnå fuldbyrdet fuldgyldig katarsis. Ægte selvtilgivelse og frihed fra fortiden.
Jeg vil for en sidste gang for nu igen prøve at skitser hvad jeg mener lidt mere skematisk:
Familien er et lukket psykodynmisk - psykosocialt system med sine normer, værdier, begrænsninger, hemmeligheder, styrker og svagheder, regler osv.
Barnet kommer til med en AKUT LIVSKRISE.
At intergrere barnet påvirker familie-dynamikken. I en sådan grad at man må sige at barnet ubevidst selvfølgelig bliver skyldig i at gøre sig til katalysator for at fremprovokere en krise i hele familien som sådan.
Alle individers følelesmæssige response og reaktioner skal udleves. Ellers bliver det aldrig rigtig plads til barnet. Det som 'stjæler al opmærsomheden'. Søskendes jalousi osv.
Den indbyrdes konkurrence om de voksnes opmærksomhed. De voksnes reaktioner på udfordringen.
Alle har sår, som springer op i denne proces. Alle har fortrængninger som kommer til overfladen i denne proces. Forventninger, sårede behov og krav som har måtte opgives i større eller mindre grad for at overleve. Det er vilkår for alle mennesker. Det er sådan vi overlever som mennesker. Vi opgiver dele af os selv, af vores behov, af vores drømme, ønsker, visioner osv. Det er prisen for at overleve i verden i dag. ET VILKÅR.
Men, disse kan processeres, erkendes, og forløses. Nogen kan måske opfyldes alligevel, andre må fuldstændig opgives, en bevidstgørelse om ens reelle muligheder og begrænsninger må erkendes og arbejdes med psykoterapeutisk for det svigtede barns skyld. Ellers vil fortrængningerne, hemmelighederne, osv, familens gamle sår, blive PÅDRAGET BARNET yderligere. Den samme proces vil ske som barnet er blevet offer for en gang: De voksnes, omgivelsernes begrænsninger i evnen til at GIVE OG MODTAGE KÆRLIGHED BETINGELSESLØST vil stigmatisere barnet som i forvejen er i akut livskrise, yderligere.
Og her vil jeg tillade mig at gøre en indskudt bemærkning som de sandsynligvis vil forekomme de fleste absurd: Men et barn fra en såkaldt dysfunktionel familie, det svigtede barn, vil på overfladen FORETRÆKKE at TILPASSE sig den nye families 'sygdomme', 'dysfunktioner' osv - end at blive virkelig integreret. Og således er beviset for hvorfor barnet bliver KATALYSATOR for en FREMPROVOKATION og FORVÆRRING af de 'hemmeligheder', fortræningerne som allerede er i familien. Barnet vil ubevidst trykke på alle 'tumultknapperne' populært sagt. Det vil gøre alt for at tilpasse sig 'sygdomsbilledet' i famien, jam, jeg vil påstå at det ligefrem nærmest med forsæt vil forsøge at gøre en dyd ud af finde familiens svagheder frem. Dette kan man se som dels arven fra den oprindelige familie, barnet kender ikke andet, det er vant til at opgive sine behov og fortrænge sine følelser for at kunne overleve. Dels kan man se det som barnets behov for at komme virkelig ind i familien. Det vil afdække alle familiens svagheder for selv at komme til at føle sig ovenpå, føle sig tryg, føle sig 'hjemme'. Det vil gøre alt for at få bekræftet for sig selv at den nye familie ikke er anderledes end den gamle, alle svagheder i den nye familie som det kan 'afsløre', vil øge graden af denne falske tryghed, vil øge graden af følelsen af at være 'hjemme igen'.
Således smitter barnet ubevidst sin nye familie. Således udfordres den nye familie på sine allersvageste punkter og det er NETOP HER at intervention kan eller bør være et must for hele familien, inklusive det nye barn, som nu er KRISERAMT. Familien kan ikke gøre det alene. OG slet ikke samtidig yde det svigtede barn den retfærdighed som det har krav på, på disse punkter.
Og familiens egne biologiske børn bliver sat på en ekstra hård prøve også. For de skal lære at acceptere truslen, konkurrencen om kærligheden fra forældrene, som bliver endnu hårdere prøvet på deres evne til forsat lige fordeling af deres kærlighed og opmærksomhed. Forældrene egne sår vil have ekstra meget årsag til at springe op, gamle sår, måske helt tilbage fra egen barndom, tidlige omsorgssvigt som hindrer dem i i uhildet at integrere det nye barn med de ekstra-ressourcer som det kræver, den ekstra-opmærksomhed, uden at forfordele og derve skabe grobund for jalosusi-dramaer børnene i mellem.
Det er meget enkelt, eller lettere og sikkert også en udfordring når man analyserer det og fremstiller det skematisk, som jeg søger her - noget helt andet er at stå i det rent praktisk. Det taler for min forslag om løbende intervention.
Det svigtede barn vil altså komme med en ubevidst tilbøjelighed til at ville forvandle sin nye familie til den gamle, for at ad den vej at opnå det som det genkender som tryghed: Dysfunktion. Fortrængelser af behov og følelser. Og det vil være en torn i øjet, fordi det vil insistere, stædigt og fastholdende på at skaffe sig disse beviser på at denne familie ikke er anderledes.
Dette er barnets måde at beskytte sig imod at se sin SORG i øjenene. Det er en OVERLVELVES-MEKANISME. Og det vanskelige er at man til at begynde med må LADE DET BEHOLDE og UDLEVE disse til en vis grad af tryghed er opnået. Familien må til en vis grads 'spille syg' overfor barnet - tilfredsstille dets sygelige behov for at blive forladt og svigtet - for derigennem at vinde dets tillid, som det ikke evner at vise, men som er begravet under sorg-krisen, forladtheds-dilemmaet: AT VOVE AT ÅBNE SIG SELV OG STOLE PÅ - FREMFOR SPILLE SIT OVERLEVELSES-SPIL og sikre sig sin 'fred' i ensomhedens og fortræningens mørke. Isolationen.
Og der er ingen lettere og behageligere vej: Før eller siden må barnets RASERI over svigtet komme til overfladen. Og det vil gå ud over famlien. Alt vil blive projiceret ud på den nye famlie, som i ordets mest egentlige forstand bliver skydeskive for al den fortræd barnet har lidt og må lide pga sit EKSISTENTIELLE TAB.
Og når vi taler om børn som bliver fjernet fra deres biologiske famlier er der p. definition TALE OM TAB AF SÅ TRAUMATISKE KARAKTER,a t man kan sammenligne den med KRIGS-TRAUMER, DØD, SEXUELT MISBRUG, TORTUR, - altså den aller aller sværeste grad af traumatisering man kan forestille sig. EN EKSISTENTIEL TRAUMA. Helt grundlæggende for al personlighedsdannelse og personlig selvforståelse, helt inde i sjælens sæde, værdiernes ophav, det aller aller inderste og mest grundlæggende område i livet. Fundamentet for resten af tilværelsen.
RASERIET som følge af en sådan traumatisering kræver i min opitk ubetinget vejledende psyko-terapeutisk intervention løbende, hvis ikke famlien skal gå i stykker på det og barnet få sine skyldfanatsier bekræftet: Jeg er ond! Jeg er skyld i at alting går i stykker omkring mig! Jeg ødelægger alle jeg elsker! - Alle som elsker mig! - og lignende skylds og synds-perversioner som blot vil blive yderligere cementering og fortræning af barnets sunde selv - og af den oprindelige sorg-krise som ligger bagved raseriet.
Ja, så skulle det vist være lykkedes mig sådan nogenlunde at give en beskrivelse af hvad det drejer sig om at komme til erkendelse af, og komme med nogen skitsemæssige idéer til veje der kan gås ad - min primære anke er der tilbydes som et must, løbende psykoterapeutisk intervention til hele familie-systemet - både som gruppe, som del-grupper og som individuel terapi.
Og siget skal holdes: Det skal være for det svigtede barns skyld altsammen. Men de implicerede også børnene må komme til forståelse af dette arbejde bærer lønnen i sig selv - de før en ny søster og ny bror - men de er også nødt til at lære give visse afkald på kort sigt - som så forhåbentlig med tiden kan blive belønnet i og med at de i al fremtid er blevet beriget med endnu en søskende som kan støtte dem fremover i deres individuelle liv-s-kriser. Deres helt særlige søster/bror som kom til dem udefra og endte op med fra at være en besværlig trussel, den mest værdifulde nye søskende de egentlig altid havde savnet at kunne tale med om visse særlige svære ting i livet, som mor og far og skolekammaraterne aldrig forstår. En 'bevidstheds-søskende'.
Jeg er overbevist om det kan lade sig gøre. Mine egen 12 - årelange terapi beviser det i praksis.
Men det kræver at man er klar til at gøre op med vanetænkning og ikke tager en påpegen af ens begrænsninger som et angreb men at man derimod indser dem og bliver klar til at arbejde med dem, for barnets skyld, det 'adopterede', men i i sidste ende fordi man indser hvor værdifuldt det er at blive udfordret på sine enemærker og VOKSE IGENNEM DEM og således få sin kærligheds-erfrings og bevidsthed og videns-mæssige evner UDVIDET INDEFRA. Det kan blive en fantastisk smuk proces. Men man skal altså heller ikke frygte at få lort på fingrene om jeg så må sige. For det fører ingen vegne.
Processen med at skabe betingelser for virkelig katarsis. Familerum for KAT - jeg kunne forestille mig et netværk af famipleje-forældre - grupper for familepleje-forældre og deres børn - og deres nye børn - der er ingen grænser for den kreative opfindsomhed til problem-løsning når man først bliver vilig til at erkende problemerne med ens egne begrænsninger mht feks som nænt at klare at kunne lade det svigtedes barns RASERI udleve sig i blandt sig uden at det fører til ødelæggelser af familien, men tværtimod til HELING og KATARSIS for ikke bare barnet som udlever dette man kan kalde det ARKETYPISK RASERI (Jungiansk betragtningsmåde...oa) - men for den hele familie, som sammen med barnet altså således vil tage et mægtigt kvantespring fremad i udvikling. En intensivering af famliens egen famlie-dynamiske processer. VÆKST. LEVENDE VÆKST. I min optik noget af det eneste som virkelig er VÆRD at LEVE for. INDRE VÆKST. Omsat mere og mere gradvis til PRAKSIS.
Det er kærlighed.
Det kunne være interesant at vide om der fandtes nogen statistik, over hvordan det er gået plejebørn senere i livet. Hvor befinder de sig på den sociale rangstige. Er der psykiske sygdomme. Har de været i fængsel.
Jeg har i de sidste 8.5 år siddet i fængsel, og der har jeg mødt rigtig mange plejebørn og børn der har boet på instituation. Så hvilken af delene der er bedst eller værst, er for mig svært at afgøre. Fælles for dem er dog at de har været udsat for et enormt svigt. Om dette kan genoprettes senere i livet, tror jeg er meget vanskeligt. Børn har krav på en tryg barndom, og måden dette sker på, har vi ikke fundet for alle i endnu, for de børn som har forældre som ikke har kunnet magte opgaven.
Jeg har ikke løsningen, men har desværre i mange år kunnet se resultatet af de fejl der har været.
- Og på den anden side, vil familien, måske vejledt af terapeuter o.lign.(ubevidst) (mis-)bruge forestillingen om at 'hun -skal-kun-være-her-en-begrænset -tid - som den selvbeskyttelse som HINDRER EN VIRKELIG INTEGRATION af barnet og et virkelig katarsisk men også lykkeligt forløb i sidste ende.
Istedet for at se barnet som et virkeligt menneske, ser man det som et projekt - noget der skal overstås. For at kunne overleve selv. Det er en helt naturlig og sund overlevelses-mekanisme fra familiens side - men den MÆRKES af barnet som pr. definition er HYPER-FØLSOMT for AFVISNINGER. - Som ER NACISSISTISK TRÆNGENDE. Denne familiens helt naturlige selv-beskyttelses-mekanisme bliver det faktum som gør at barnet bliver en sekundavare, oplever sig som en sekundavare og ikke opnår nogen katarsis overhovedet, og må forlade familien uforløst - måske men en masse ydre tilllærte attributter, men ikke med en tilbundsgående SELVFORSTÅELSE OG SELVACCEPT som jo er den eneste form for EGET VÆRD som der virkliig kan bygges på i længden.
Det er derfor jeg plæderer for løbende psykoterapeutisk intervention for HELE FAMILIEN under HELE FORLØBET og videre i EFTERLØBET for barnet i FARVEL-/ADSKILLELSES-PROCESSEN, for det sidste vil blive det mest belastende for barnet og levere det agørende bevis for om forløbet er en succes eller ej: Har man formået at bibringe barnet dels en afkastning af det trauma, som det kom med og en sådan bevidsthed om sit sår og en styrke til at kunne begynde at lære at leve med det - at det i praksis beviser sig muligt?
Og netop dette skisme bringer selvfølgelig familiens sår frem, fremprovokerer allerede fortrængte behov og følelser: For hvordan skal de dog kunne forholde sig til et nyt barn som om det var en del af dem selv, når det ikke er det?
Og der ligger hunden i min optik begravet. Hele spørgsmålet om hvor parat man i virkeligheden er til at gøre en god gerning som virkelig gør en varig tilbundsgående forskel for det svigtede barn, eller om der er tale om, hvad skal jeg sige, mere overfladiske motiver. Og jeg understreger at det ikke er ment som nogen bebrejdelse.
Men det er netop på dette punkt familiens parathed står sin store prøver- fordi man må indse at det er fuldstændig umluligt at bibringe det svigtede en sådan grad af katarsis som jeg har beskrevet, som vil virke varigt og tilbundgående for barnet, det som det virkelig har behov, UDEN at ens egen famlie og en selv BLIVER MÆRKET AF DET på samme tid.
Altså et virkeligt skæbne-forlæb. Modet til at turde det er hvad som kræves. Og igen taler det for omhyggelig psykoterapeutisk intervention hele forløbet igennem. Fordi en sådan anbringelse IKKE kan gøres uden at HELE famlien går i krise.
Men forskellen er at, det er det jeg ønsker at vise: at det godt kan lade sig gøre at BRUGE DENNE KRISE PROGRESSIVT - men at det forudsætter hvad jeg har nævnt og sikkert en masse andre ting også.
Det er altså INDSTILLINGEN til KRISE-TILSTANDEN som sådan som må ændres. Det handler altså ikke om at beskytte sig imod krisen, det handler om at indse og erkende at den ER, og skaffe sig redskaber til at ANVENDE den så den bliver PROGRESSIV for alle parter istedet for det modsatte og først og fremmest for det svigtede barns skyld.
Men således må forældrene også indse at forholdet til deres børn vil blive ændret undervejs. De vil skulle lære med det svigtede barn som øveklud, om jeg så må sige, at virkelig elske deres egne børn betingelsesløst, ellers... jalousi-dramaer .... Men således vil der skabes grobund for ovenstående lykkelige afslutning: Børnene oplever at det nye barn indirekte bliver katalysator for at de selv får det bedre med deres egne forældre. Et mere afslappet forhold. Mindre formelt. Mere rummeligt. Og den kærlighed vil gå videre til de svigtede barn som vil føle sig værdifuldt igennem ved det at få forståelse for at have bidraget med noget til familiens vel, som ikke kan købes for penge eller hos nogen psykoterapeuter, filosofier osv - VÆKST.
OG det svigtede barns 'løn' bliver familiens villighed til at 'ofre' sig, til at risikere sin egen familie-idyl, for en nyere og højere, mere ideal måske, ihvertfald anderledes familie-form end den som de havde da det ankom - og den løn er den pris som barnets svigt retfærdiggør. Den bliver gaven fra familien til det svigtede barn.
Familiens løn bliver en forstærket følelse af sammenhold, nu mere ægte og inkluderende og rummelig end tidligere. Famliens kraft som gruppe er øget markant. Man kender hinanden fra nogen nye sider som man ikke gjorde før. Familiebåndende er blevet styrket.
Men bemærk at det koster på kort sigt - men jeg vover at påstå at det betaler sig til fulde på langt.
Og hvis man ikke er parat til sådanne ofre - så bør man i min optik afholde sig fra at tilbyde sig som familie-pleje. Af den simple årsag, at en halvhjertet eller overfladisk ærlighed på dette punkt, ikke alene gør ondt værre for den som kommer med sår på sjælen, men også risikerer at kaste familien ud i varige ødelæggelser, hvis man ikke ved hvad man risikerer. OG er parat til at indrømme at man har hjælp-behov. Uanset.
Et plejebarn kan på den baggrund ses som menneskelig gødning. DET INTENSIVERER VÆKSTPROCESSERNE I OMGIVELSERNE. Hvad enten man bryder sig om det eller ej. At tro at alting kan blive som før kom til os, er altså en illusion. INTET VIL BLVIE SOM FØR. ALT VIL VÆRE FORANDRET. FOR SÅDAN ER VI MENNESKER NU ENGANG. VI GØR EN FORSKEL. 8-)
Det er op til en selv om denne forskel skal få progressiv eller regressiv indflydelse. - OG måske lidt løbende psykoterapeutiske intervention. = BEVIDSTGØRELSE OM PROCESSERNE. En stigende evne til at arbejde med levende forvandlingsprocesser. Sorg-krise problematikker osv.
Og så siger jeg tak for opmærksomheden. 8-)
@Jan Nørager Laursen. Du skriver at du idag er familieplejer. Kan du bidrage med nogle opbyggelige erfaringer og historier med de børn du har haft i familiepleje? Det savner jeg i kommentarsporet her.
Det er ellers meget opløftende at læse kommentarsporet, fordi man sgu bliver ret ked af det på hele anbringelsesområdets vegne, når man har læst Vibekes artikel. Man bliver ked af det, grænsende til godt gammeldags "for-den-hede-hule-onde-lyne-mig-vred" Men @Jan, hvis du har eller andre har gode erfaringer med sig selv som plejeforældre, så vil det være et godt sted at fortælle om det nu.
Hvor vil det dog glæde mig som plejeforældre at hele systemet blivet lavet om; både hos det offentlig, anbringelsesstedet, men så sandelig også de biologiske forældre.
Er der nogen der tænker om at OFTE er det de biologiske forældre som forpurer tingene i anbringelsesfamilie? Når et barn er anbrangt skal der være samvær - i bund og grund spørger jeg ofte mig selv om hvorfor der skal være samvær. Der er en god eller flere gode grunde til at et barn er anbragt, nemlig at de biologiske forældre ikke er i stand til at tage sig af barnet, og aldrig vil blive det. Vi sidder som plejefamilie og gør alt for at "vores" barn skal føle sig som en af os - men det at der skal være samvær med bio forældre gør netop at barnet føler sig splittet og rodløs. Det får vi som plejeforældre skylden for.
Bio forældre har ALT for mange rettigheder - hvorfor?
Hvorfor er det muligt at få lavet forældreegnethedsprøver alle de gange man vil? "Består" man den ikke - kan man jo bare krve at få lavet en ny, består man ikke den - kræver man da bare en ny og så bliver det ved.
Er der nogen der tænker over hvor frustrerende som plejefamilie DET er?
Vi som plejeforældre gør ALT for at barnet skal føle sig som en af os, en af vores egne - men systemet gør at barnet aldrig vil komme til det. DET ødelægger barnet og giver til tilknytningsvanskeligheder - hvem straffer man? BARNET!!!!!
Der er ikke ret mange mennesker der tænker over hvad kæmpe store arbejde det er at have et plejebarn! Og hvad hjælp / støtte får vi som plejeforældre - INTET!
Og den der med at man kan leve (fedt) af at have plejebarn - den er vist en gammel skrøne efterhånden - jeg ville personligt som hjemmegående plejemor - kunne tjene mere ved at være kassedame i bilka - selv østarbejdere har en højere timeløn end jeg har!
@Martin E Haastrup. Nu fik jeg læst dine indlæg. Meget interessant og tak fordi du gider. Inde i maskinrummet finder vi nemlig barnets afsindige vrede over at blive svigtet. Den uregerlige skyld. Den uforståelige angst for ikke at være god nok. Den er forskellig fra barn til barn, men den manifesterer sig i et livsforløb. Det er et grundvilkår. Den kan ikke beskrives. Den kan erkendes, som du siger i et terapeutisk forløb. Den kan dæmpes med medicin, hvis den ikke lader sig forklare. Ligesom nogle familier vil være gode til nogle børn, og nogle institutioner vil være det bedste tilbud man kan give til andre. Og omvendt.
Det hører med. Det er et helt tema i sig selv. Det
Fin artikel.
Men konklusionen er lidt problematisk: Groft sagt siger artiklen at der er de og de problemer med plejefamilier, nej, det ville være meget bedre hvis vi kunne lave den her slags super-duper børnehjem, som er forankret i lokalmiljøerne og har dygtige og engagerede pædagoger og så videre og så videre. Ja, det ville da være skønt, men kan det lade sig gøre i praksis?
Virkeligheden er at vi kan vælge i mellem plejefamilier med de fejl og mangler, artiklen nu engang påpeger, og virkelighedens børnehjem, som ligeledes har fejl og mangler. Se, nu er valget lidt mindre indlysende.
Fin artikel som tilsyneladende også får de fleste kommentatorerne til at tænke sig om før de kaster sig ud i noget. Tak!
Kender ikke meget til den verden og kommer således her med et spørgsmål: Er der nogen der har erfaringer med plejeforældre uden egne børn? Vist løser det ikke alle strukturelle problem og udelukker ikke sorte får, men i hvert fald ryger de anbragte unger så ikke på den anden række....
problemet på børnehjem er jo også at der kan være så uendeligt mangevoksne man skal forholde sig til og en om man er uheldig vanvittig hyppig udskiftning i dem også,det må være svært når man i forvejen allerede har oplevet et så fatalt svigt som det er når et barn ikke kan blive med sine første tilknytnings mennesker 0g håb, som et hvert barn er skabt til at have en ubrydelig tilknytning til.
men stabile og vedvarende familie er jo også kun en fifty-fifty-game for børn i dag må det blive bedre fremover....
Tjaeh Maya - måske er det ikke bare livet som plejebarn eller børnehjemsbarn, som er et liv som sekundavare - måske er det simpelthen sådan at være barn i det hele taget: livet som barn er et liv som sekundavare id et hele taget .
Wake up! Childhood is on fire!!! Our children are being fried up. Vi rister vores børn!!!
Barndommens land er udrydningstruet!!!
Børnene er i et hele taget en truet dyreart...
Og det skal nok blive bedre med at blive værre endnu med reformerne af fattigdoms-ydelserne.
Darwins lov: Kun den stærkeste og mest konkurrence-dygtige overlever.
Børn er blevet en vare.
Børnefabrikkerne...Børneslaveriet...Designerbabyerne...
Velkommen til helvede på jord: Du er kun et barn!!!
Dig er der ingen der gider at tage alvorligt!!! Du skal bare lære at rette ind!!! Gør som de voksne siger - ikke som de gør!
Og når så vedkommende bliver voksen af alder, alt for hurtigt, alt for raskt, så er der nye magthavere som atter messer: Du er kun en arbejdsløs nasseprins snylter på samfundet! Dig er der ingen der gider at tage alvorligt!!! Du skal bare lære at rette ind!!! gør som magthaverne siger - ikke som de gør!
Og når så vedkommende er død og lagt i graven.
Så er der ingen som siger noget mere...NÆSTE!!!
Men fare for at lyde højrøvet, hvad jeg bestemt ikke er,- men derimod beæret over at Martin E. Haastrup i så sagligt uddyber sine synspunkter til mig, vil jeg svare dig, nu når du har brugt så megen energi på at forklare dig.
Jeg vil i første omgang kun forholde til dine indlæg og gemme mit svar til dig omkring Vibeke Marx´s ord til sidst.
Overordnet er jeg meget meget enige i dine betragtninger omkring hvordan et nyt plejefamiliemedlem vekselvirker i plejefamilien.. Dine ord vidner om en person der har tænkt meget over tingene og dine konklusioner ligger meget tæt op ad mine – konklusioner jeg selv har været et halvt liv om at nå til.
Det er fuldstændigt korrekt at kærneproblematikkerne (Dem du kalder de psykosociale problemstillinger) ikke bliver løst i plejefamilien.. Dem skal man nemlig selv løse mange år senere i livet.. Men REDSKABERNE som du senere i livet bruger til at løse dine kærneproblematikker med, bør i tillid, være givet dig af plejefamilien eller af en anden person som du ser op til. Et miljø hvor en sådan person kan optræde er som jeg ser det fortrinsvist i en familierelation og ikke på en institution.
Der var et udsagn du kom med, som jeg syndes var noget vrøvl.. Når du skriver: en familiepleje er en belastet familie, bliver en belastet og krise-ramt familie når den ‘adopterer’ et krise-ramt barn/ung. Så er det for mig ikke rigtigt, der er først krise når plejefamilien ikke kan håndtere situationen.
Min mening omkring en anbringelse er at plejebarnet i starten skal gives ekstra opmærksomhed, så vi lærer hinanden af kende.. Men ellers er det de almindelige familiesociale relationer der som udgangspunkt, skal være grundstenen i tilværelsen for barnet. Der er dog én forskel i forholdet til plejebarnet og de andre børn i familien. Netop den at plejebarnet, mentalt skal forstå sin situation og gives redskaberne til at håndtere denne i et så tidligt forløb som muligt.
Vi er fuldstændig enige, at de ar man får på sjælen skal anbragte børn lære at leve med igennem hele livet, De skal have ”et ekstra fag i skolen” med overskriften: Hvordan kompenserer jeg for mine mangler.
Du skriver at det anbragte barn bør have muligheden for at lukke op og give frit løb for frustrationen og på den måde igen blive født på ny.. Det kan jeg godt følge. Dog er der mange måder dette kan ske på, at dette skulle ske ved hjælp af aggressiv adfærd ser jeg som en falliterklæring og vil for så vidt resultere til mere udstødelse og en krænkelse af individet. Værdigheden bør for alt bevares. Man kan man opnå en forløsning igennem samtaler og forståelse – i et miljø hvor det er tilladt at være ked af det. Og selvfølgelig er der de dårlige tilfælde. Det er dem som jeg oplever at Vibeke Marx´s kæler for og får til at fremstå som flertallet. Jeg kender en plejefamilie af den ”ældre årgang” der ikke formåede håndterer en frustreret 16årig så det resulterede i et brud. Og det er æv og en falliterklæring for begge parter.
Det drejer sig om at få svesken på disken og sige rent ud, du har været uheldig i livet- MEN DU SKAL IKKE SKAMME DIG FOR DET ER IKKE DIN SKYLD! og du må se at få det bedste ud af det. Jeg vil gerne have du flytter ind hos mig – jeg får penge for det. Men jeg har valgt at dele mit liv og mit døgns 24 timer med dig timelønnen er lille, men tro på at jeg vil det bedste og ligesom jeg også vælger at på at du vil det bedste. Men tillid er en dyrt købt vare, som der skal investeres meget i før den giver bonus, jeg er villig – er du?
Kan godt lide ordet ”psyko-socialt-dynamisk familie-værksted”
Plejebarnet har brug for konkret kærlighed. Du må som plejeforældre være i stand til at se på barnet som et barn med et handicap og lære barnet at kompensere for dette (nu har jeg vidst gentaget mig selv nok) Så her er vi meget enige i at plejefamilierne skal ”tvangsuddannes”
Jeg har klippet dit stykke ud, som i dets ”rå” form, med følelsesladede slåfejl” så tydeligt beskriver sandheden:
//Og når vi taler om børn som bliver fjernet fra deres biologiske famlier er der p. definition TALE OM TAB AF SÅ TRAUMATISKE KARAKTER,a t man kan sammenligne den med KRIGS-TRAUMER, DØD, SEXUELT MISBRUG, TORTUR, - altså den aller aller sværeste grad af traumatisering man kan forestille sig. EN EKSISTENTIEL TRAUMA. Helt grundlæggende for al personlighedsdannelse og personlig selvforståelse, helt inde i sjælens sæde, værdiernes ophav, det aller aller inderste og mest grundlæggende område i livet. Fundamentet for resten af tilværelsen//
Så sandt, så sandt!
--
Og så til vores udgangspunkt. Artiklen af Vibeke Marx. De lovprisninger Du Martin E. Haastrup tilsynger Vibeke kan jeg ikke genkende i artikelen. Men folk læser jo også prosa forskelligt.
Du skriver: at Vibeke kommer til en erkendelse af familieplejeforanstaltningens muligheder- og begrænsninger. Jeg læser en Vibeke Marx som hovedsageligt fokuserer på plejefamiliens begrænsninger og udstiller familieplejere som primitive og uengagerede. Vibeke skriver efter af have bønnet en hel remse af dårlige eksempler fra familieplejeområdet op, at hun mener hele politikken på anbringelsesområdet da forfejlet.
Måske jeg læser indlægget forkert. Men efter at have læst artiklen igen, sider jeg tilbage med en smag i munden af at Vibeke ubevidst erkender at hendes beslutning om at blive plejefamilie var forkert – at hun tog det forkerte valg. At hun ikke blev hjulpet godt nok, at plejebørnene ikke var dem hun havde håbet på og at fiaskoen (med de 4 julekort) reelt ikke var hendes skyld,- men de andres.. og nu sidder hun og ser tilbage på tiden og forsøger at placere et ansvar for hvorfor det gik galt. Samfundets? – Kommunens?. Eller måske plejefamiliens. Gjorde de nok? (bondeanger?)
Og når Vibeke skriver at nogen vil snyde barnet og give det en bytter, så taler hun jo for sig selv og de andre plejefamilier derude i udkansdanmark hvor hun boede dengang. Hvor de åbenbart spekulerede i at have plejebørn (Sådan lyder det i hvert fald) og der er jo ingen i kongeriget der kan bestride hendes agument omkring hvor mange plejebørn der kommer hjem til jul, (eller der foreligger måske en statistik jeg ikke kender)
Der er så mange usaglige agumenter der forplumrer et ellers godt budskab, så jeg har sært ved at tage hendes samlede indlæg alvorligt. Andet end jeg bliver harm over der skjulte angreb på familieplejerne som igennem mine briller overskygger et eventuelt andet budskab.
Vibe kommer bestemt ind på gode emner,- men fremstiller dem uden bund i realiteterne. Agumenterne er alt for ensidige og er (set fra min optik) forkerte og i en forkert kontekst. Jeg er nok farvet, da jeg jo er alt det som Vibeke siger ikke kan ske. Jeg er en veletableret mønsterbryder der blev reddet af en plejefamilie, og ja.. Jeg var ”enebarn” men slap sgu da ikke for følelsen alligevel, Det at være ”den grimme ælling” - Den udenfor. Jeg ser i dag min plejemor, men ikke hendes familie. Jeg bliver ikke inviteret med til familiefest som de andre ”fætre og kusiner” Det ser Vibeke som et problem. Det behøver det ikke være – hvis børnene er klædt på til at håndtere det.
Jeg ville da gerne vide hvilke eksperter Vibeke mener der blæses på og hvad de siger? Også dette argument blafrer bare i luften og peger ingen steder hen?
Vibeke kommer slet ikke ind på det dilemma som mange plejefamilier står i.. De får tit aldrig chancen for at få et barn ind under huden. Får når et barn flytter ind, så flytter bio-familien med som også skal tilgodeses.
Vibeke skriver at hvis hun bestemte så skulle plejefamilier være filantropiske og forpligtes til at være reservefamilie for barnet efter det er blevet myndigt, besøge det på kollegiet, hjælpe med at male dets første lejlighed og sende gaver til dets børns barnedåb. Det nemme point Vibeke forsøger at scorer her, men uden hold i realiteter. Kærlighed beror jo ikke på tvang. Det ville ikke fungere.
Men når Vibeke skriver: At hun inderligt håber, at man går grundigt til værks med kulegravningen, for at skåne vores allermest skrøbelige børn for at blive snydt for anden gang. Eller tredje. Eller … Så kan vi ikke være mere enige.
Kære Jørn, tak for dit svar.
Nu ahr jeg genlæst Vibekes artikel og dit svar, dine svar igen, igen og jeg kan altså ikke se at du har belæg for din kritik, hvorimod jeg stadig godt kan se at Vibeke har.
Du viser ikke i dine svar hvor det er Vibeke tager fejl, du argumenterer udfra din egen personlige oplevelse, som det eneste argument, altså et følelsesmæssigt personligt argument.
Men Vibeke er jo ikke ude efter din plejemor personligt, hun kommer med en generel kritisk betragtning, og du slutter jo også af med selv, som også jeg gør, at være enig at det er barnets tarv som må tilgodeses, forud for plejefamiliens.
Og det er netop slutningen som indikerer at området trænger til en kulegravning, for når plejefamilier må opgive børn og systemet bare sender dem videre og videre - så er der altså i min optik noget som alvorligt indikerer at det er de voksne som svigter deres påståede ansvar.
Så er der altså noget i min optik som indikerer at man savner råd, at man savner noget prof indsigt og viden og kunnen, at ens ressourcer ikke slår til overfor de svigtede børn, hvor velmenende og alvorlig ment ens kærlighed så end er.
Det er det som jeg har prøvet at illustrere med mine kommentarer foroven - og med mine seneste lidt mere vilde: At børn i det hele taget måske bliver betragtet som en sekundavare - og at årsagen til dette må vi som voksne se at finde i os selv. Vores egne sår. Vores egne punkter hvor vi er nacissistisk trængende, vores egne huller i vores viden. At der er noget vi ikke forstår og evner at tage hånd om når det drejer sig om at håndtere svigtede børn.
Jeg forstår ikke hvorfor det er så svært at indrømme dette. Og samtidig er det dybt logisk for mig, for det indikerer hvad jeg har førsøgt at vise ovenfor: på samme måde som barnet holder fast i sine dysfunktionelle overlevelses-mønstre gør vi voksne det også. Det er et vilkår. Men problemet her at den samme rigiditet på dette område altså går ud over de i forvejen svigtede børn, og det holder altså ikke at man kan leve af udadtil ligne en proffessionel plejefamilie og samtidig får løn af staten for det - mens det ene barn efter det andet passerer forbi som sekundavare og ikke opnår nogen særlig katarsis, måske snarere tværtimod, bliver hold endnu mere fast i egen nederlagsfølelse: Det er min egen skyld at det heller ikke gik godt i denne familie - eller borforklaringen: Hvis man bare havde fundet den rigtige familie til mig, så ville det være lykkedes osv.
De er altså de voksne som har et problem her. Det er altså de voksne som må bebrejdes. Børnene kan ikke gøre for det. Det er børnenes tarv som det drejer sig om. Det er altså de voksne som svigter.
Og de gør det ikke bevidst, det er netop som er hele humlen i sagen. De er blinde, følelsesmæssigt blindet af deres egne uvidenhed, rigiditet, selv-opofrelse, blinde på de punkter hvor de selv er narcissistisk trængende, blinde hvor de er uvidende om hvordan man håndterer så skrøbelige børn/unge.
De støtter ofre barnet i selv at glemme fortidens fortræd og komme videre. Komme videre ved at glemme og blive til noget. Uddanne sig, påtage sig et ansvar, et arbejde osv. Og ganske vist, disse ting skal man ikke undlade, det er ikke det jeg mener, det jeg mener at man og tak for anerkendelsen i øvrigt, er at man måske snarere skulle eksperimentere lidt med at noget varig løbende psykoterapeutisk supervision og intervention så plejefamilien bliver sådan en slags psyko-social dynamisk familie-enhed, eller gruppe enhed hvor alle kommer regelmæssigt til orde ogm hvad de FØLER og hvad de har BEHOV for i hinandens NÆRVÆR. Regelmæssige sessioner af denne art - vil kunne skabe øget opmærksomhed på de kritiske punkter, konflikt-punkter, og FREMME evnen og viljen til at OPNÅ DIALOG, smelte rigiditet og magtmisbrug - og for første gang i livet lære det svigtede barn _HVORDAN det har RET til at forsvare sig når det føler sig krænket, lære at MÆRKE OG UDTRTYKKE SINE BEHOV OG FØLELSER og helingsprocessen er igang allerede.
Og mht agressioner - så tror jeg bare er uenige i de rent terapeutiske metoder kære Jørn, for jeg ved med sikkerhed, gennem mine egne erfaringer og erfaringer med andre, at det at lære sig at kunne UDTRYKKE RASERI uden at at blive selvdestruktiv løser op for behovet for selvdestruktiv adfærd og åbner for sorgen - og får al skyld og skamfølelse til at fordampe som dug for solen.
Jeg kan læse af dit sidste svar, at du slet ikke kender noget til disse ting, og det er ikke ment som en bebrejdelse, for jeg kan også læse at du er åben for nogen af mine tanker.
Der er for mange fordomme om skyld og skam og frygt og vrede/raseri. Skyld og skam er hvis vi tager den gestaltterapeutiske filosofi slet ikke reelle følelser, men snarere hindrere af de reellle grundfølelser: Glæde, sorg, vrede og sexualitet.
Angst og frygt og skyld og skam er således stadig en del af FORNÆGTELSEN af de grundlæggende følelser. SYMPTOMER på KRÆNKELSEN, ikke dens årsag.
Når man lærer at blive fortrolig med sin vrede og sit raseri genopdager man en KRAFT i sig som for resten af livet vil jage al skyld og skam og frygt på porten.
Mange tror at hvis man bare giver los af sine vrede og raseri vil man ødelægge alting, at vrede og raseri er DESTRUKTIVE KRÆFTER. Men det er altså sandt i min optik og efter min erfaring.
Tværtimod er det destruktivt og undertrykkende og endnu mere skyld og skam-fremkaldende at sige til et barn/ung - Du må ikke have skyld og skam!
At give det ordrer til at sørge - som jeg får indtrykket af du gør i din kommentar Jørn. Du skriver selv at man ikke kan tvinge kærlighed frem, på samme måde kan man ikke tvinge et barn/ung til at opgive sine LIVSVIGTIGE BESKYTTELSESMEKANISMER - sin skyld og skam og sin frygt - det har brug for disse indtil det møder det rette menneske, i form af en psykoterapeut som er så erfaren og så rummelig og empatisk at vedkommende formår under kontrollerede omstændigheder at opfordre og støtte barnet, den unge i at GIVE UDTRYK FOR VREDEN OG RASERIET OVER SVIGT.
Barnet skal lære at komme ind i sig selv igen - skal lære at inkarnere i sit følelsesliv igen - skyld og skam, frygten, = beslkyttelsesmekanismerne hindrer det i det. Adgang forbudt!!!
Det er udtryk for overlevelsesmekanismer. For barnet ved at hvis det giver sig til at græde vil det sandsynligvis aldrig holde op igen - og hvis det gør det under forold hvor det ikke vil blive mødt med tilstrækkelig empati og skjult ringeagt . Såeh, du skal ikke græde, der er ikke noget at være ked af, det går over igen...og således igen forrådt og støttet i at FORNÆGTE SIN DYBESTE SORG og RASERIET OVER SVIGTET SOM HAR FREMKALDT DEN - så er barnet ligevidt i sin selvforståelse og helingsproces.
Og det kræver et menneske som kan RUMME disse følelser at barnet kan opnå en sådan grad af katarsis, som taler om her. En som selv har sår og fortrængninger af RASERI af lignende art vil blive TRIGGET og selv gå i forsvars-position og give sin dysfunktion videre til barnet, kræve, mere eller mindre ubevidst at det lukker af og behersker sig, opførerer sig ordentligt, osv.
Og således bevares status quo. Det er ikke af ond vilje at man støtter barnet i sin fornægtelse, sine destruktive og dysfunktionelle overlevelses-mønstre det er fordi man SELV har behov for at udngå konfrontationen med sine følelser af samme art - sine egne fortrængninger som trigges og vækkes og skræmmer den voksne som gør at man beder, på den eller anden måde, barnet om at lukke af for disse 'destruktive' følelser.
Men følelser er ikke destruktive. Følelser er bare. Følelser er en del af det menneskelig aggregat af livs-ytringer og det er undertrykkelsen og fordommene mod dem som er destruktive og som gør at vrede hober sig op og bliver til raseri og tilsidst leder til destruktiv aggressiv adfærd. Og vendes de indad, sluges de til trods, bliver de til skyldfanatsier, skamfølelse, selvdestruktiv adfærd som at skamfere sig selv, overspisning, man æder følelserne væk, ligesom man drikker dem væk, det handler om SELVLAMMELSE, at gøre sig selv følelsesløs, for at overleve.
Man kan ikke tale følelser til fornuft kære Jørn. Man kan ikke gå direkte til sorgen. Man må gå den lange og besværlige vej ad vreden over raseriet over svigtene og ad den vej gradvis komme mere og mere i kontakt med sorgen.
Nina Heick eller Leick, er navnet vist, har for mange år siden skrevet en bog om sorg-krise-håndtering "Den nødvendige Smerte" - såvidt jeg husker deler den en sorg-krise op i følgende faser: 1) Fornægtelsesasen 2) Chockfasen eller også er det omvendt hhv 2+1- og 3) Raseri-fasen - 4) Sorgfasen 5) Acceptfasen. =>
Alle som en er vi selv opdraget til, mere eller mindre selvfølgelig, at lære at FORTRÆNGE OG FORNÆGTE vores behov og følelser. Det er et vilkår som verden ser ud i dag. Følelser er FARLIGE. FORBUDTE. DESTRUKTIVE. IRRATIONALE. Uhensigtsmæssige. Tidskrævende. Besværlige. Ubehagelige. listen af fordomme er uendelig. Men jeg siger at alt dette er løgn. at alt dette i sig selv er det som beskylder følelserne for at være.
Følelser er LIVSYTRINGER. Og for enden af hver eneste følelser er et fortrængt behov, eller forsøget på at udtrykke et behov: eks: Jeg er vred på . Han irriterer mig, sårer mig og gør mig hele tiden ked af det. Han siger at jeg ikke forstår hvad han siger. At jeg er hjernelam. osv => Behovet er at jeg gerne vil accepteres af og sidder fast i en konflik med ham, for virkeligheden er sådan beskaffen af selv lider af en hjernesygdom og kompenserer for den ved at rakke ned på alle andre. Hans manglende accept af sig selv, køres af på andre. Han får afløb for sine indestængte aggressioner på andre. Men det er som at pisse i bukserne for at få varmen. For har ikke forstået at han må se SIT TAB i øjnene, at han har mistet noget at sin hjernekapicitet og altid vil have en sløv hukommelse og tankegang og således være 'anderledes'.
>Navn< har det samme problem: Han vil også bare elskes som han er. Og han vil have at smerten skal gå væk. At nogen eller noget skal tage den fra ham. Redde ham fra den. Men det kan ingen. Og sålænge ikke indser det, vil han blive ved med at drille og nedg
øre andre - hævde sig på andres bekostning for at overleve og holde sin fornægtelse i live og således støde alle bort fra sig i sin usympatiske fremtoning.
Han ender op som et bittert vredladent svigtet og forrådt vrag på stoffer i storbyens slumkvarterer.
Vi må lære at blive mere fortrolig med LIVSYTRINGER. Med følelses-udtryk, med især VREDE og RASERI åbenlyst udtryk. Vi må lære at at det er ok at UDTRYKKE DISSE FØLELSER, ja at det kan være LIVSVIGTIGT for svigtede børn og unge, men vi må også lære at RETTE DISSE FØLELSER PÅ DEN ADRESSE HVOR E HØRER TIL. Som i eksemplet med 'navn' ovenfor, leder det netop ikke til katarsis at skælde andre ud for noget som de ikke er årsag til.
Og der kommer psykoterapien ind. Dette detektiv-agtige arbejde med at få PLACERET ANSVARET FOR SVIGTET for den som er blevet det - er det første skridt mod frigørelsen. Dette ubekvemme og smertefulde energikrævende med at lære sin vrede at kende og få spyttet raseriet over undertrykkelse, misbruig, svigt, forræderi, osv ud - er første skridt af helings-processen. Dette arbejde GENOPRETTER GRADVIS DEN SUNDE SELVBESKYTTELSES-EVNE. SELVVÆRDET begynder at vende gradvis tilbage - energien øges, depressioner fordamper - der bliver plads til glæde og andre livsytringer som før var overskygget af den INDEBRÆNDTE VREDE OG RASERI - og som på overfladen blev overskygget af skyld og skam - og jeg må måske lige korrigere eller uddybe mine betragtninger og erfaringer med skyld og skam.
For der er selvfølgelig behov for i en vis udstrækning at få at vide at man som barn IKKE er skyldig i at blive svigtet, misbrugt, slået, udsat for krænkelser osv. Barnets LOYALITETS-FØLELSE mod den voksne, som krænker og svigter, er så ubetinget at den for mange et helt liv igennem kan skygge for en reel katarsisk heling. Man føler at man svigter sin mor når man raser mod hendes alkoholmisbrug, at man svigter loyaliteten mod sin far som slår og voldtager en - i årevis kan man undertrykke raseriet over dette med intellektuelle endog spirituelle, og religiøse forestillinger: Du skal elske og ære dine forældre. De gjorde det så godt de kunne. osv.
Men jeg mener stadig at den direkte opfordring til at barnet begynder at komme i kontakt med sin vrede og raseri og får lettet trykket er indgangsdøren. Allerede her vinder man barnets tillid ret hurtigt når det i praksis blive vidne til at man er på dets side. At man er LOYAL mod DETS VREDE, dets helt berettigede RASERI - den KRAFT som disse følelser indeholder er den KRAFT som barnet behøver at få adgang til - så vil resten af processen gå igang af sig selv - den indefrosne dyrtidsporiton, den lammede sorg.
Der er ikke noget at være bange for. Tværtimod, man bliver bange hvis man skræmmer sine følelser af vrede og raseri over svigt og forrræderi til tavshed. Man bliver FORSVARSLØS og et OFFER for al svindel og humbug, uærlighed osv.
Gestaltterapien arbejder med 'stolen' og 'tæskemadrassen' - det er redskaber som jeg selv har brugt og meget sjældent indimellem stadig gør - Får de VOLDSOMT PÅTRÆNGENDE FØLELSER UDTYRKT - tæsker den person som jeg er gal på ved at tæske madrassen med tæppebankeren. Samtidig med at jeg bliver ved med at TRÆKKE VEJRET DYBT og STÅ FAST P UNDERLAGET OG IKKE BLIVE HYSTERISK. DEt handler om at LÆRE AT BLIVE FORTROLIG MED VREDEN OG RASERIET, AT FÅ DEN UDTRYKT at få GENOPRETTET SIT SUNDESTE SELVFORSVAR. IKKE OM AT GÅ AMOK og gøre skaden for sig selv ved at feks at opsøge personen som er en syg og pervers krænker og måske endda selv har tilbøjeligheder til voldelig adfærd og sige sandheden til vedkommende - det handler om at REDDE MIG. OM AT OPBYGGE MIG og MIT FORSVAR - OM AT LÆRE - om at genopbygge min INTEGRITET - at UNDGÅ at jeg viser lignende folk tillid og lader mig gøre til offer igen overfor sådanne.
Nå, det var lidt om metodisk arbejde. Jeg kender kun til gestaltterapien som kan løse op for sådanne dybe følelser. De fleste andre retninger indenfor psykoterapi intellektualiserer følelserne bort. Cognitive metoder og hvad ved jeg. Man tror man kan FORKLARE SIG UD AF ALTING.
Men der er ligeså stor forskel på psykoterapeuter som der er på mennesker. Så jeg kan ikke sige noget generelt udover hvad der er min egen erfaring. Psykiatere tildeler ofter piller for at lamme følelseslivet og 'stabilisere' personen. Det er som at lægge låg på en vulkan. Eller at pakke en tikkende bombe ind i plastic og papkasser, hvis man har en traumatisk fortid bag sig.
Jeg har selv siddet på en tikkende bombe. EJg var rædselsslagen for mit raseri - jeg fik angstanfald når det kom til overfladen og jeg opførte mig 'ulydigt' og trodsede 'reglerne'. Ikke levede op til min omgivelsernes forventninger. Så lille var jeg. på trods af min alder var jeg stadig afhængig af mine omgivelsers anerkendelse og accept og ros osv - jeg blev til en kamæleon, som skiftede farve alt efter omgivelserne.
At lære at MÆRKE MIN VREDE OG MIT RASERI og SPONTANT TILLADE MIG AT GIVE UDTRYK FOR DET - UDEN AT BLIVE VOLDELIG ELLER MATERIELT SÅ DESTRUKTIV AT DET VILLE FÅ ALVORLIGE FØLGER FOR MIG BAGEFTER - har reddet mit liv. Har givet mig KRAFT en KRAFT som bliver ved at vokse og gro - har givet mig adgang til mit iboende ubegrænsede vækstpotentiale - kreativitet - selvforsvar - forsvar for andre svagere stillede - social indignaton osv i det uendelige - har givet mig selv mig selv og mit grundlæggende levende farverige følelsesliv tilbage.
Jeg kravler aldrig mere tilbage i skabet igen - i ordets bredeste betydning. Og ingen eller intet kan få mig til frivilligt mere nogensinde.
Tjaeh, Nu var det med Jørn som modtager, jeg skrev alt dette - men der skulle være noget for alle -håber jeg...
Jeg vil også anbefale en meget særlig bog "The Road Less travelled" Af Scott M. Peck - han taler meget til den gruppe af mennesker, der som jeg selv, en tid lang kan have brug for at idenficere sig som et 'voksent barn' altså en voksen spærret inde barndomsreaktioner - en voksen som bærer rundt på en FORSTENET OG FASTFROSSEN SORG-PROCES. EN KRONISK KRISE.
For lidt mere end 25 år siden begyndte jeg at skrive om alt det jeg var vred over i forhold til mine forældre/familie - det ledte mig frem til en som for første gang opfordrede mig til at banke i en pude med den ene hånd - jeg følte mig som idiot - endte op med en som fortsætte den opfordring og blev og ved at trykke på mine tumultknapper og pege på grunde til jeg havde til at være vred -. det jeg selv havde siddet og klaget min nød over - det var meget ubekvemt meget længe - men noget blev ved med at trække mig tilbage til den stol - den varme stol i terapien - og tilsidst var der gået 12 år og jeg ville ikke have været det foruden idag. Men ejg ville også meget nødig skulle gennemgå det samme igen. DERFOR HOLDER JEG MIN SJÆLS HUS RENT!!! For at undgå fremtidige tilstande af at sidde på en tikkende bombe.
Nøøje hvor var jeg GAL! Og nøøøj hvor var og er jeg meget stærkere og sunder end jeg nogensinde havde turdet drømme om. KRAFTEN bliver ved med at VOKSE. Det er helt utroligt.
Jeg er sikker på, at med lidt god vilje og mod, og udholdenhed og den rette plejefamilie og den rette terapeut og beslutsomhed kan mange mange mange svigtede og forrådte børn og voksne børn få GENEROBRET ADGANGEN til deres INDERSTE LIVSPOTENTIALE og iboende ubegrænsede vækstpotentiale.
God rejse! Børn fortjener bedre, de fortjener det bedste. At blive betraget som PRIMA-VÆSNER!!
Gribende beskrivelse af Vibeke Marx. Og stof til eftertanke.
Som familieplejer til skøn lille pige, er jeg opmærksom på de farer som hun og mine biologiske børn kan møde i kraft af mit arbejde. Ingen af dem har valgt deres familiesituation. Og deres grundvilkår er ikke ens.
Selvom jeg gør mit bedste, og selvom vi får rigtig god opbakning fra vores arbejdsgiver (kommunen) og har et godt samarbejde med barnets biologiske familie, er der en risiko for at vores lille pige vil være skrøbelig som voksen.
Men jeg gruer for alternativerne. Hun skal ikke på børnehjem.
Med Barnets Reform har samfundet en bedre redskab til at sikre barnets tarv. Det skal ikke være plejefamiliernes økonomi. Eller de biologiske forældres situation. Det skal altid være barnets livsforløb, der skal vægtes.
VI har været heldige. Og det har vores lille pige også. Vi har mødt veluddannede mennesker med hjerte og hjerne. Det modsatte findes. Og der kunne man sætte ind og gøre en indsats.
- Jan Nørager Larsen
Jeg er ikke i tvivl om at du gør en stor indsats for dine plejebørn, men formuleringen af dine svar afslører desværre også at du mangler en del indsigt i hvor alvorlige konsekvenser det kan have for et plejebarn at ende op i en plejefamilie som ikke magter opgaven.
Det er ikke ”æv” og ”en falliterklæring” at en 16-årig plejebarn bliver opgivet af sin plejefamilie. Det er endnu et ødelæggende traume i et ungt menneskes liv, og en bekræftelse af plejebarnets værste mareridt; ”jeg er ikke værd at holde af”.
Du skriver at traumatiserede børn skal lære at håndtere deres ”mangler” i løbet af deres voksne liv. Det er, i dine øjne, ikke plejefamiliens opgave. Det er måske rigtigt, men det er desværre også grunden til at mange plejefamilier ikke hjælper plejebarnet, men forværre plejebarnets liv på længere sigt. Indsigten, forståelsen og accepten af plejebarnets unikke situation mangler, og man kan ikke helbrede et traumatiseret barn med kærlighed og faste rammer.
Det er naivt at tro, at traumatiserede børn kan hjælpes af mennesker uden den rette uddannelse. De skal naturligvis have professionel hjælp til at deale med deres traumer, og de skal møde forståelse for deres situation. Ofte ønsker plejeforældre ikke hjælp udefra, da de opfatter det som kritik af deres virke som plejeforældre. Og de plejeforældre som ønsker professionel hjælp, får tit afslag af kommunen pga af en presset økonomi, ofte fulgt af en skjult trussel om at hvis plejefamilien ikke kan løfte opgaven, så er det måske bedre at finde en anden plejefamilie.
Barnets Tarv-reformen lagde netop op til efteruddannelse og ekstern vejledning af plejeforældrene, men desværre er meget få af de afsatte midler blevet brugt på dette område. I praksis har man (delvis pga økonomiske hensyn) valgt at anbringe børn som har været udsat for seksuelle overgreb, vold og grov omsorgssvigt hos helt almindelige mennesker, i stedet for de dyrere, men mere kompetente institutioner. Det svarer til at kurerer et traumatiseret torturoffer med knus og kram.
Der findes undersøgelser om hvordan anbragte børn klarer sig i deres voksne liv. SFI-rapporten om anbragte børns liv efter anbringelsen konkluderer at næsten 80% af alle tidligere anbragte børn ender på offentlig forsørgelse, har psykiske lidelser, misbrugsproblemer, ingen videregående uddannelse og ofte selv får fjernet deres børn. Og faktisk konkluderer rapporten, at de børn som har været i plejefamilie, klare sig lidt dårligere end de børn der har været på institution. (Anbragte Børn, SFI, 2009)
Næsten alle beretninger om mønsterbrydere jeg har læst, viser at barnet har brug for en voksen som forstår og accepterer barnet. Og det er desværre sjældent plejeforældrene, som er for følelsesmæssigt involveret til at kunne se udover de konflikter de har med plejebarnet; det raseri som Martin så glimrende beskriver i sine indlæg. Raseriet over at livet har givet en den værst mulige start, raseriet over at bliver forskelsbehandlet, raseriet over at være en brik i systemet og raseriet over at ingen forstår hvordan det føles at være et ”problembarn”. Raseriet, som går ud over de nærmeste autoriteter i ens virkelighed, nemlig plejeforældrene.
Og så ender plejeforholdet desværre med et brud. Plejebarnet står pludselig på egne ben, uden netværk, med en bekræftelse af at de ikke er værd at holde af. Uden forståelse for at de bærer rundt på traumer, ofte ptsd. Og så kommer selvmedicineringen, sammenbruddene, depressionerne, frygten for at blive afvist, lavt selvværd og den medfølgende ensomhed.
Desværre slutter 45% af anbringelser i Danmark med et afbrudt plejeophold.
Der findes fantastiske plejefamilier i Danmark, men de udgør desværre en lille del af gruppen af plejefamilier: Familier, som er helt almindelige mennesker, der tjener penge på at tage sig af dybt traumatiserede mennesker, og som i mange tilfælde må indse at de ikke magter opgaven, og dermed traumatiserer barnet yderligere ved at afvise det igen.
Anbringelser uden for hjemmet er en kæmpe udgift for kommunen og de vælger tit den billigste løsning. De ødelægger tusindvis af unge menneskers liv, mennesker som senere bliver en endnu større udgift for staten. Hvis man brugte flere penge på at hjælpe disse børn og unge, f.eks ved at tilbyde både dem og deres plejefamilier professionel hjælp og vejledning, ville man kunne undgå at de bliver en kæmpe udgift for samfundet senere i deres liv. Men det kommer ikke til at ske før at udgifterne til anbragte børn dækkes af staten, og ikke kommunerne.
Regeringen kan komme med nok så mange fine reformer og tiltag, men i den sidste ende er plejefamilier og deres plejebørn ofre for kommunerne og deres iver for at spare penge på dette område, sagsbehandlere som ikke har tid til at sætte sig ind i sagerne og naive plejeforældre som tror at de kan redde traumatiserede børn med kærlighed og omsorg.
Jeg mener at plejefamilier kan være et udmærket alternativ til institutioner, men kun hvis de har den rette faglige baggrund og/eller muligheden for ekstern hjælp, supervision, vejledning og efteruddannelse, men hvis jeg skal sætte tingene på spidsen, så er ethvert plejeophold der ikke ender med en adoption af plejebarnet, en fiasko.
Hvorfor?
Jo, hvis du er plejebarn, så ved du at du bor hos en plejefamilie fordi at de får penge for at passe på dig. Ville disse plejefamilier gøre det gratis?
Nej.
Hvordan kan et barn nogensinde føle sig elsket og accepteret med visheden om at de kun er del af en familie, så længe at kommunen betaler familien for at tage sig af dem? Og hvordan tror I at denne vished påvirker barnets selvopfattelse? En selvopfattelse, som plejebarnet vil gå rundt med resten af sit liv, med mindre at de i en tidlig alder for professionel hjælp og vejledning.
Hvis man vil vide mere, bør man læse ”De Tavse Eksperter - 10 år senere”, en bog skrevet af plejeforældre, samt ”Tabuka”, en bog skrevet af tidligere anbragte unge.
Hvis man ikke er villig til at investere i børn, så virker resten af det systemiske forløb meningsløst.
Konsekvenserne af Barnets Reform.
http://www.information.dk/289668
Det skulle have været et redskab til at forbedre vilkårene for anbragte børn og unge, men er istedet blevet en sparekniv som kommunerne benytter flittigt for at redde økonomien.
Jeg synes det nærmer sig arrogance at kalde situationen at sætte børn i pleje som "romantisk" med mindre det er tænkt som tanke-provokation.
1. Som børn er vi den svage part i familien.
2. Forældre sætter børn i verden fordi de kan, ikke nødvendigvis fordi de kan tage hånd om børn.
3. Alle børn, som oplever forældre, der ikke magter forældre-rollen oplever en grad af svigt.
4. Børn kan godt fatte og registrerer forskellen mellem manglende vilje og manglende evne til at tage rollen alvorligt.
5. Børn er over al mulig rimelighed loyale overfor forældre, der groft svigter deres ansvar.
6. Børn med har forældre, som ikke selv aktivt har taget voksen-rollen på sig oplever også et omsorgs-svigt. Det handler om at børn "overtager" vigtige funktioner, den voksne burde have løst.....o.m.m.
Al den senere tids polemik i medierne er jo et tydeligt tegn på, at vi ikke har givet myndighederne beføjelser nok til at gribe ind når plejefamilerne svigter groft - og det er ikke kun myndighederne, der svigter - vi har alle et med-ansvar som med-følende med-borgere, eller?
Fremragende og helt klare saglige uddybende logiske sunde betragtninger af David Adam. - Som tager utvetydigt højde for hvordan situationen kan opleves og mærkes fra barnets/den unges øjne - og med et politisk overblik som alle kan forstå. Tak for dem.
Bliver SÅ træt, når tåbelige mennesker mener, at folk der af den ene eller anden grund ikke magter forældrerollen, skulle have fået en abort. Det er jo idiotisk at tro, at nogen gravide står og tænker/ved at "hov om 5 år, så kan jeg sørme ikke passe min barn fordi ......" så jeg må hellere få en abort nu.
Og jeg er sikker på at 99% af alle gravide drømmer skønne drømme om at netop dette barn, skal have et godt liv.
Og mange af dem, som får problemer, har jo ikke i graviditetstiden en anelse om at de magter for lidt.
Men med det sagt, så TAK til hende der skrev artiklen.
Det er den form for ærlig viden og indsigt vi har brug for.
Og lad os så indse, at det i tusindvis af tilfælde ville være meget billigere for samfundet og meget bedre for børnene, hvis vi satte meget mere ind på at hjælpe familien, men vel at mærke, på en måde, der kan fungere for familien, så vi reelt kan gøre en forskel.
Det vil måske virke dyrt i første runde, men jeg er sikker på det også økonomisk kunne betale sig at gøre det bedre.
Sider