Klumme

Mellemøstens monumenter er ofte minder om perioder som folk helst vil glemme

– Araberne foretrækker at fejre deres sejre
27. april 2012

Fremmede magters militær mindesmærker

Digteren og Fadi drøftede monumenter. Vi var på vej langskytten tilbage til Beirut efter en tur til Tripolis hospitaler, hvor jeg havde talt med skamskudte syriske flygtninge, der ikke havde meget andet at sige, end at de var kede af, at de ikke vidste, hvor deres koner og børn opholdt sig. Fadi kørte med Digteren på passagersædet og mig krøllet sammen på bagsædet af hans hostende Folkevogn model ’79. Fadi ville vise os de rustede rester af Tripoli-Beirut-Haifa-jernbanen, bygget af australske ingeniørtropper i 1942 som led i en militær infrastruktur. Han udpegede de australske regimenters heraldik indfældet som relieffer i de solide viadukters betonpiller. Libanon er strøet til med fremmede magters militære mindesmærker, hvorimod der ikke er så meget som en blomsterkumme til minde om den libanesiske borgerkrigs 120.000 dødsofre eller de godt og vel 17.000, der stadig står opført som ’forsvundne’.

»Jernbanen er monument over den tid, da folk tog toget til Haifa«, filosoferede Fadi, der som fotograf arbejder på en bog om emnet: »Nu ligger Haifa i Israel. Det er også en slags monument«.

Ingen kan eller vil huske

Det var Fadis observation, at det unikke ved fjernelsen af ’Perle’-monumentet i Bahrains hovedstad Manama ikke var selve destruktionen, men det at den blev udført af det samme styre, som i sin tid havde etableret det, der satte samtalen i gang.

»Jeg kender ikke andre eksempler på, at den autoritet, der rejser et monument for sig selv, også destruerer det,« sagde han.

»Kongefamilien i Bahrain må virkelig være på spanden«. 

Jeg sendte en tanke efter de kornede tv-billeder af syriske soldater i Hama, der nænsomt løftede en statue af Hafez al-Assad, den nuværende diktators far, af soklen og lagde den på en blokvogn. De ville ikke risikere, at Hamas oprørske befolkning tog statuens skæbne i egne hænder. Også det syriske regime er på spanden.

»Her repræsenterer monumenter altid noget, ingen kan eller vil huske,« sagde Digteren med henvisning til Martyrpladsen i Beirut, hvor italieneren Renato Marino Mazzacuratis ramponerede og kuglehullede bronzemonument fra 1960 til minde om de libanesiske nationalister, som osmannerne klyngede op i klaser i 1915. I dag forbindes Martyrpladsen med borgerkrigen 1975-90, hvor den udgjorde en del af ’den grønne linje’, der adskilte muslimer og kristne militser.

Nederlag bliver til sejre

Hvad han mente, var, at Mellemøstens monumenter er irrelevante for deres samtid, da de som regel er påmindelser om perioder, folk helst vil glemme. Hvor de katolske polakker, irere og for den sags skyld protestantiske danskere har en mani med at fejre deres nederlag (Dybbøl Mølle er vores nederlagshukommelse), har arabere en vane med at fejre deres sejre. Der er ikke tal på de broer, boulevarder, monumenter og statuer, der husker syrere og egyptere på sejren over Israel i oktober 1973. Det var nu ikke en sejr, men et drønende nederlag, men hvem hænger sig i bagateller?

Siden Saladin i 1100-tallet har araberne ikke ruttet med militære triumfer. Og at Saladin ikke var araber, men kurder, bliver overset rutinemæssigt. Han var i hvert fald fra Tikrit, Saddam Husseins hjemby.

Og apropos Saddam – nyere tids mest nederlagsramte arabiske despot – mente Fadi at vide, at irakerne nu debatterer hans gigantiske monument i Bagdad, som blev rejst efter sejren over Iran i otte års krig (der også var et nederlag), som to krydsede krumsabler i en triumfbue. Indsamlede hjelme fra dræbte iranske soldater er draperet ved de knyttede næver, der udgør fundamentet på jorden, og som knuger de to sabelskæfter (formet efter modeller af Saddams egne hænder!).

»De kan ikke finde ud af, om monumentet skal blive stående eller sprænges væk. Hvis det bliver stående, fjerner de nok hjelmene nu, hvor de er venner mediranerne«, sagde Fadi.

»På den måde får det ny betydning«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niklas Monrad

- "jeg havde talt med skamskudte syriske flygtninge, der ikke havde meget andet at sige, end at de var kede af, at de ikke vidste, hvor deres koner og børn opholdt sig."

Det var dog noget at den sygeste påstand jeg længe har læst. Gad vise om LE overhovedet gad at lytte til hvad de havde at sige.

Michael Kongstad Nielsen

Det er mere kompliceret end som så. Araberne ser op til deres gamle storhedstid fra ca. 700-1500, hvor deres kultur og indflydelse var Europas overlegen, og var brobygger mod østens kulturer. Det gik i stå og svandt ind under tyrkernes herredømme, der vare de helt frem til 1. Verdenskrig. Ikke underligt, at araberne kæmpede sammen med De Allierede mod osmannerne, og som tak for indsatsen blev de lovet frihed og egne stater. Intet af det fik de. De blev snydt så vandet drev. For Frankrig og England ville dele rovet mellem sig, det var Arabiens katastrofe.

Offerrollen er nærværende og velbegrundet den dag i dag. Monumenterne, der vil minde moderne arabere om sejre og de store lederes fortræffeligheder , vil man gerne glemme, for der jo falske, rene fupnumre, der skal propagandere for diktaturregimernes beståen. For araberne kom sig aldrig over de allierede venners, og senere kolonimagternes, svigt, men blev efter selvstændigheden hængende med tåbelige og brutale diktaturer, og den tid er ikke noget at mindes.

De nederlag, Lasse Ellegaard henviser til, som irere, danskere m.fl. dyrker i historien, er trods alt heroiske nederlag, men sådan nogle findes ikke i Mellemøstens nyere historie.

Carsten Hansen

Ja Søren; Og til de rene turistattraktioner .

Og monumenter der reelt er skamstøtter, er nok ikke lige det der trækker.