Baggrund

Mødre uden fædre udfordrer kernefamilien

Singlekvinder, der skaber sig en familie med hjælp af en sæddonor, har skabt bekymring. Kan børn blive glade og lykkelige, når 50 procent af deres genetiske ophav for altid er ukendt? Underligt nok gælder bekymringen primært børn af singlemødre
Kan børn blive glade og lykkelige, når 50 procent af deres genetiske ophav for altid er ukendt? spørger dagens kronikør, Pia Olsen.

Kan børn blive glade og lykkelige, når 50 procent af deres genetiske ophav for altid er ukendt? spørger dagens kronikør, Pia Olsen.

Jan Djenner

21. april 2012

Jeg har sat et barn i verden, som har et særligt grundvilkår. Hun har ingen far. Jeg har fået hende ved hjælp af en anonym sæddonor. Alt hvad jeg ved om sæddonoren er, at han er lyshåret, har blå øjne og er over 173 høj. Min datter kommer heller aldrig til at vide mere om den mand, der har leveret 50 procent af hendes genetiske ophav.

Det er jo ikke til at vide, om hun som teenager vil bebrejde mig, at al hendes utilpassethed og usikkerhed skyldes, at hun ikke kender den mand, hun har arvet sine sure tæer og sin selskabsblære fra, men indtil videre er hun i hvert fald en glad pige.

Ambitionen har da også hele tiden været at skabe et fuldt og rigt liv, så hun kan vokse op uden at føle, at hun mangler en far. Egentlig er jeg ikke selv så bekymret for, at den manglende far skal gå hen og blive et problem, men der er mange bekymrede indlæg i debatten om denne nye måde at etablere familie på.

Bekymringen lyder, at børnene kommer til at mangle deres far, deres genetiske ophav. At de kommer til at føle sig som halve mennesker, bliver rodløse og vokser op med en grundlæggende identitetskrise og et allestedsnærværende savn.

Hvad den glade mor angår, så skal hun regne med at blive konfronteret med følgende spørgsmål og bemærkninger: Er det ikke bare egoistisk? Er det ikke barnet, der kommer til at betale prisen for moderlykken? Det er nu engang bedst for et barn at have både en mor og en far.

Argumenterne imod den nye familiemodel kommer både fra forskere, børneeksperter, familieterapeuter, og sågar Børnerådet kalder det betænkeligt. Dertil kommer den brede offentlighed, som også er bekymret. I dette hav af bekymringer og betænkeligheder, kan det være svært at skille de saglige argumenter fra de meget følelsesladede indlæg i debatten. Som mor uden far bliver jeg lidt mistænkelig. Der er jo ikke noget nyt i det at få barn ved hjælp af en donor. Ægtepar hvor manden har problemer med sædkvaliteten, eller kvinden har problemer med ægkvaliteten, har siden 1997 kunne benytte anoyme æg og sæddonorer, når blot en af forældrene er biologisk forbundet til barnet. Og denne målgruppe indgår - mærkeligt nok - ikke i debatten om barnets behov for at kende sit genetiske ophav.

Det eneste nye er, at singlekvinder kan vælge at få barn ved hjælp af en sæddonor. Og hvorfor er det netop den konstellation, der har udløst debatten? Kan det mon være, fordi denne måde at skabe familie på, ikke foregår inden for kernefamiliens rammer?

Umiddelbart kan jeg ikke se nogen forskel på de børn, der vokser op i en kernefamilie, hvor forældrene har benyttet sig af en anonym donor for at få et barn, og så min datter. I begge tilfælde gælder det, at barnet ikke kender 50 procent af sit genetiske ophav.

En bedre model?

Den eneste forskel er familiemodellen. Derfor kunne jeg godt mistænke, at der bag bekymringen og betænkelighederne ligger den holdning, at kernefamilien er en bedre familiemodel end mor og barn-modellen. Min mistænkelighed blev yderligere skærpet, da jeg for et par år siden skrev en børnebog om at være barn af en donor. ”Hvor er Karlas far?” kom bogen til at hedde, og den er til dato den eneste bog på markedet, der omhandler mor-donor-barn modellen. Det er selvom, det anslås, at der minimum kommer 400 børn til verden på den måde hvert år. I min research til bogen blev jeg også konfronteret med et rystende fravær af børnebøger med andre familiemodeller end kernefamilien. Det var en chokerende oplevelse, særligt set i lyset af at over 40 procent af kernefamilierne ender med skilsmisse.

Fraværet af børnebøger, der præsenterer andre familiemodeller end kernefamilen, burde vække bekymring. Skal børnelitteratur ikke afspejle den virkelighed, børnene lever i? Hvad sker der med vores børns selvopfattelse, når de vokser op præget af idylliseringer og virkelighedsfjerne familieforestillinger? Kan man andet end føle sig helt forkert som barn af skilsmisseforældre eller sæddonor, når det intet er at spejle sig i? Som en af de forældre, der ikke selv har kunne leve op til den idylliserede familieforestilling, synes jeg, at vi svigter vores børn, ved at ophøje kernefamilien-modellen i en grad, så den kommer til at fremstå som den eneste rigtige familiemodel.

Jeg har ikke spor imod kernefamilien. Faktisk har jeg i mange år selv kæmpet for at skabe en. Først da jeg var tæt på de 40 år kastede jeg håndklædet i ringen og fik barn alene. Det jeg har noget imod er idylliseringen af kernefamilien. Den er på ingen måde en garanti for en lykkelig barndom. Faktisk vil jeg påstå, at kernefamlien er i vanskeligheder – og det er ikke kun skilsmissestatistikken, der bakker den påstand op. Eksperter advarer om, at antallet af ensomme og stressede børn og unge vokser, og messer at ro, nærvær og samtale, er det eneste , der kan dæmme op for den udvikling.

Kernefamilien har svært ved at holde fast i sine kerneydelser: Kærlighed, nærvær og relationer. Der er ikke tid til at tale sammen, komme hinanden ved, udvikle sig sammen og støtte hinanden. I alt for mange tilfælde er kernefamilien blot en skabelon, som får hverdagen til at fungere.

Som mor uden far, og som forfatter til bogen af samme titel har jeg mødt mange andre mødre, som har sat børn i verden ved hjælp af sæd og/eller ægdonor. Fælles for kvinderne, er at de i den grad har valgt deres børn. De har prioriteret deres liv benhårdt og tilrettelagt det så de er leveringsdygtige i nærvær, kærlighed og relationer.

Og med hensyn til børneeksperternes bekymringer for, at barnet kun har én primær person at søge trøst og fortrolighed hos, så er der selvfølgeligt noget om snakken. Men børnene har også nogle mødre, som virkelig har tænkt over deres relationer, og hvad de har at tilbyde et barn. De fleste mødre uden fædre fortæller, at familie, venner og veninder spiller en stor rolle i børnenes liv. Mor har brug for ekstra hænder og for børnene betyder det masser af gode relationer – ud over mor. For mit eget vedkommende har jeg oplevet det, som en sand flod af kærlighed, der strømmer gennem min og Karlas hverdag. Mine søde venner og veninder engagerer sig i min datter. Morfar og mormor elsker hende, som var hun deres egen. Og når min datter fortæller, at hun ikke har en far, fortæller hun i samme åndedrag, at hun har morfar, mormor, Anne, Karsten, Flemming, vennerne i Århus, moster Bina, onkel Tahir og alle de andre.

Relevans?

Måske er det naturligt, at en ny familieform skaber debat. Den nye familieform er en ordenlig mavepuster til en kernefamiliemodel i vanskeligheder. Måske er det så enkelt, at denne nye måde at skabe familie på udfordrer kernefamilien til at argumentere for sin relevans.

Den udfordrer også parforholdet og ikke mindst mændene til at nytænke deres rolle. Nye metoder, udfordrer jo altid de gamle. En skilsmisseprocent på 40,2 vidner om, at vi har brug for nye måder at gøre tingene på. Mit forslag er, at vi starter med at fokusere på, hvordan vi sikrer gode relationer, kærlighed og nærvær i rigelige mængder til vores børn. Så kan vi bagefter se på hvilke familiemodeller, der opstår ud af det.

Pia Olsen er journalist, forfatter og ungdomsforsker ved Center for Ungdomsforskning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja det er da underligt mon der stikker noget andet under.....
men besides så er det da vigtigt at børn gennem barndommen også får et fortroligt og positivt forhold til begge køn og ikke alene har en oplevelse af mænd/kvinder som en slags fjern intellektuel abstraktion...trods alt selv om det også er på tværs af de gængse populære normer og comme il faut så er der jo store kønsforskelle mellem de to køn og den bedste måde at lære sprog og ja kønnenes iboende særpræg er jo som så meget andet i den tidlige del af livet og i den også præintellektuelle ikke distanserende periode.... Det tætte kendskab er ikke en lærer bag et skrivebord 3 timer om ugen og intet kendskab til han person i privatlivet...måske mere det er her hønen er begravet

Michael Kongstad Nielsen

Alle kan blive lykkelige hver på deres egen måde. Jeg forstår ikke denne kamp om måder at leve livet på. Hvem gør det på den "rigtige" måde, og ve dem, der ikke tilpasser sig. De skal have smæk ikke bare af livet, men også af dem, der måske skruede sig ned i en for smal størrelse, men de har intet til overs for dem, der holdt sig fri af de snerrende bånd. Jeg siger bare, hvorfor gå så meget op i, hvad de andre gør, og hvad der er den " rigtige" måde? Man må vel gøre det, der føles rigtigt og muligt for en selv og ens nærmeste, men hvorfor kæmpe med hinanden om hvad de andre gør? Det er moralisering på den rigtig dårlige måde, efter min mening.

Det var det klogeste jeg har set i hele denne (inklusive tidligere tråde) debat. Lad os håbe at vi nu kan få en egentlig debat om hvad det handler om i stedet for en masse kasten med kager og det der er værre. Jeg er fuldstændigt overbevist om en eneste ting: vi kommer ikke et eneste skridt fremad, hvis vi stadig har gamle sko på, der trykker de forkerte steder.

Selv er jeg adopteret, så kender alt til at blive fravalgt og valgt til, og ved også hvordan det er at vokse up uden at kende mit biologiske ophav, og ved også hvordan det er at møde det biologiske ophav senere i livet.
Det har været dyre livserfaringer og måske en dag, når Pia Olsen har draget erfaringerne af sine valg, vil der være grobund for en udveksling. Men for indeværende vil jeg nøjes med at forholde mig til kunstigbefrugtning, oprindelig har jeg altid ment, at det kunne hjælpe barnløse, men brugen af kunstigbefrugtning til single kvinder er for mig et misbrug.

Og jeg håber, at det får mænd til at overveje om vi er gået for langt i hjælpen til kvinder.
Hvor om alt er så virker Pia Olsen’ vinkel om tilvalg uden selv at skulle bære fravalget, ret identisk med tankesætte behandlet i denne artikel: http://www.information.dk/290989

Men jeg kan læse i Pia Olsen’ artikel at jeg ikke kan nå ind og vil derfor ikke spilde mere tid på det, udover at sige, at det for mig intet har med kernefamilie tænkning at gøre, som Pia Olsen’ ser ud til at mene det generelt gør.

For mig handler det slet og ret om at være for beregnende og det udløser mit fravalg.

@Michael Kongstad Nielsen

Den må du lige forklare lidt nærmere Søren Lom.

Enlige mødre er ikke just et nyt fænomen, om de bliver insemineret eller bruger naturmetoden er totalt ligegyldigt eller manden/kvinden skrider.
Så når man tager det op som et nyt problem, er det fordi man har en dagsorden, en nedgøren af kvinder som vælger at få børn uden en mand. Derfor hattedamer.

Hanne Gregersen

"kernefamiliemodel i vanskeligheder" hvor ??

Fint nok, at Olsen vælger et andet liv, fordi ikke kan eller ønsker et forhold med en mand, men må vi ikke blive sparet for, at hun skal gøre sig til dommer over kernefamilien ?

Jens Bruus Hvad er det for "hjælp" vi yder til kvinder sådan helt generelt Det kan godt være at jeg er en skidt knægt men jeg går ikke rundt og hjælper nogen kvinder - sådan helt generelt. Her hvor jeg bor og arbejder hjælper vi hinanden uanset køn.

Marianne Mandoe

Kvinder med børn uden fædre har altid eksisteret.

Om det har været pga "uheld" og at kvinden er kommet i "ulykkelige omstændigheder", eller pga skilsmisse, krig, eller at manden bare har været så fraværende i familien at han lige så godt kunne have været ikke-eksisterende.

Hvorfor er det så lige pludseligt et problem at kvinder bevist vælger det?
Er det, alt andet lige, bedre end et barn der vokser op hos en mor der er bitter fordi omstændighederne nu lige har gjort at hun er alene om opgaven....

Ib Christensen

For mig er alle født lige og uskyldige. Er der nogen vi bør tjene og beskytte er det vores ufødte børn. De er de eneste der er helt uden skyld, og hvad de står med når de bliver født, er hvad vi tillader os at efterlade til dem.
Men for første gang i planetens historie syntes jeg, jeg kan se børn der fødes med en skyld. Barnet er ikke længerer et resultat, men en årsag.

Spørgsmålet "hvorfor blev jeg født?" kan besvares.
Det kan det også hvis det var burhøns der spurgte, men jeg kan ikke få svar på det spørgsmål. Og jeg er også helts fri.

På den egoistiske side, så har det her emne ikke hjulpet på min respekt for ligestilling fra kvindernes side.
Livet går sin gang, og normalt må vi tage det sure med det søde. Dog virker det på mig, at for kvinderne drejer det sig mest om, at beholde deres søde selv. Og dele deres sure med mændene med krav om at de deler deres søde til gengæld, og holder deres sure for dem selv.

Søren Kristensen

Alt hvad jeg ved om sæddonoren er, at han er lyshåret, har blå øjne og er over 173 høj. Hitler så rigtigt.

Ja de fleste børn vil gerne vide at de er ønskede men derefter vil de også gerne vide at de mennesker der skabte dem elskede dem, deter nok ikke særligt godt for en opvoksende drengs selvbillede at opdage at han er en det potentielt skal vælges fra i fremtiden ikke særligt romantisk fremtidsforestilling vel ?

Så vil man nok forbande sin mor for ikke at have fået sorteret mandekønnet fra allerede før undfangelsen, hvorfor skulle jeg fødes hvis jeg aldrig får lov at få familie selv...?...?

i det naturlige uheld er det den fraværende der kan bebrejdes her er det den der er der man kan give 100% årsag skyld og alt hadet....

Derfor hvis det bliver meget meget udbredt vil det næste oplagte valg være at sortere f.x. 60% af drengebørnene fra så de ikke skal fødes til denned ulykkelige skæbne og de der fødes af mødre helt udxen fædre får en særlig forpligtigelse til at vægle superhero sæd når de ønsker drengebørn, så disse ikke skal blive valgt fra i parringsvalget og i den ægte sexualitet for et helt liv uden rigtig sex og et forhold til en kvinde IRL er for rigtigt mange mænd som at leve i et meningsløst helvede, langt de fleste mænd har en meget stærk matrix for at være opsøgende sexuelt og med kinden som mål og livsindhold, ja jeg vil gå så langt som til at sige det er naturens hensigt og ikke ganske et individuelt valg og noget man blor kan vælge fra..... Her er en af kernerne i fagre nye verdens problem.... At fremtidens valg af gner vil blive som udgangspunkt stadigt mere kalkuleret og kynisk, hvis så de der fødes blir attraktive og valgt især de af hankøn så er der måske ikke så meget galt i det og vi kan massivt få sorteret ikke atraktive gener. Fra. Måske for de afgøres jo af de kvinder der vælger sæden og. Hvor kvalificeret er de

Ja der er nu i det store billede rift om de mørklødede sædceller,da folk helst vil have børn der ligner sig selv, men dette er måske snart fortid, fornyligt var der faktisk udsalg af scandinavisk sæd fordi der var alt for meget af den.... Hvilket morede mig lidt, så da jeg så en racist debat i USA satte jeg for sjovt en link ind om dette udsalg.... Og jo det blev omgående fjernet der er altså noget absurd over et genetisk supermarked med udsalg, og temmelig morsomt når det netop er den hvide mand der bliver valgt fra på trods af vore storhedsvanvittige forestillinger

Hans Jørgen Lassen

Maya, af alle mennesker, og det havde jeg dog aldrig troet, proklamerer, at hun lider af:

"storhedsvanvittige forestillinger"

Som nogle af jer sikkert ved er jeg også adopteret, og har altid vidst det, lige fra jeg var 4-5 år gammel. Jeg har også altid vist at min biologiske var var iraner og min biologiske mor var tysker. Desværre døde min biologiske mor, inden jeg nåede at møde hende, men jar mødt en bror i Berlin. Og det var noget afen oplevelse, skal jeg hilse og sige. Samme humor, samme næse, samme problemer med sved, når det er varmt. Og samme hurtighed i opfattelsen af et problem - og meget meget andet.

Pointen er at jeg har været glad, som adopteret at få lov til at vide hvem biologiske far var, så vidste jeg dog, at jeg havde et hjemsted, nogle rødder et sted.
Nu ser jeg også lidt sydlandsk ud, så det er sådan set ogs svært at skjule.

Men pga. mit genetiske/biologiske ophav, så har jeg altid funderet over og undret mig over, især i den senere tid, hvilke (skjulte) genetiske sygdomme, der mon kunne bryde ud senere. Og nu ved jeg ikke, om Pia Olsen mv. har fået donorens sæd screenet for sygdomme mv. - det er p.t. det som er min største bekymring.

En anden bekymring kan være, at en dreng og en pige, som uden at vide det, er fostret af den samme donorfar, bliver forelskede i hinanden, og får børn sammen. Og ikke kan forstå, hvorfor barnet bliver så sygt som det bliver...

Og ang. børnebøger om kernefamilier - tjah hvad er det? I 1970erne kom der mange mange børnebøger om børn af enlige mødre, børn i socialt bolig-byggeri mm. - og jeg læste dem alle stort set. Og nogle var gode og nogle var dårlige, men et var sikkert. Emnet er uddebatteret i Danmark. I dag kan man jo ligefrem lave film om det her, f.eks. Karla's Kabale eller Karla og Jonas, hvor Jonas finder sin adoptivmor. Så, jo der er masser af film og bøger, også for børn, som giver et andet indblik i og af livet end i den traditionelle kerne-familie, hvor vi bliver sammen i 30 eller 50 år.

Og hvis hun gerne vil leve sammen med en datter som er skabt ad donorsæd, så gerne for mig. Jeg forstår så bare ikke helt, hvorfor hun ikke adopterer i stedet....

At bevist vælge at få et barn der aldrig nogensinde får sin far at se eller en gang vide hvem han er, er et egotrip af værste skuffe..

Hans Jørgen Lassen

Chris,

man er tilbøjelig til at give dig ret.

Desværre.

I vore dage hedder det dog ikke egotrip.

Nu hedder det: rettigheder. Men det er vist to ord for det samme.

Jørgen Nielsen

Jeg tror faktisk at det barn eller de børn der tror de lever i en kernefamilie, og hvor de så finder ud af evt ved dødsfald at ”deres far” slet ikke er deres far. Er meget være stillet end børn der ved, hvordan det står til. En enlig mor, kan jo ikke ”lyve” eller fortie fakta. I min familie oplevede vi det, at en kusine ved, hvad hun troede var hendes farmor døde. Og hun oplevede jo en livsløgn, som hun hele tiden havde haft på fornemmelsen, at hun ikke var som hendes søskende, uden at hun kunne sætte ord på det, og hun følte sig heller ikke forskelsbehandlet. Uden at jeg ved det vil børn af mødre der har fået donoræg sat op, vel også kunne føle at der er noget galt, hvis de ikke får sandheden at vide. Det samme gør sig vel gældende, hvor mødre har haft et sidespring, der ikke er blevet opdaget.
Problemet med følelsen af noget er forkert, har ene mødre børn jo ikke, de ved det. Her er det mere omgivelsernes holdning som kan påvirke dem, at de synes de er forkerte, og den burde kunne ændres, eller hvad ??? Det er utroligt at man bliver ved at hænge sig i den kernefamilie som næsten ikke findes, i hvert fald ikke den glade.

Vibeke Svenningsen

Nu vælger de fleste singlekvinder langt hen ad vejen åben donation, så barnet vil have mulighed for at finde sit genetiske ophan, hvorimod par ofte vælger lukket donation. I Sverige tillades kun åben, hvorfor mange svenske par tager til Dk - og samtidig ved vi fra Sverige, at meget få børn rent faktisk benytter sig af den givne mulighed.

Karsten:

Alle donorer er givet et nummer, som par eller kvinde er bekendt med, hvis graviditet indtræffer. Dette vil i de fleste tilfælde nok blive givet videre til barnet, hvorfor to donorbørn nok hurtigt ville sammen ligne dette nummer, hvis de skulle forelske sig i hinanden, hvis forældrene har valgt st være helt åbne og ærlige overfor deres børn om deres tilblivelseshistorie. Mange halvsøskende har faktisk via dette nummer fundet hinanden.

Vibeke Svenningsen

Løgn fra de mennesker, man som barn skulle have allermest tillid til, er sjældent særlig godt fremadrettet ligegyldigt, hvor gode motiver, der lægges til grund, eller hvor velment løgnen er. Ofte dækker løgnen jo blot over selvbeskyttelse og manglende håntering af det ansvar, den voksnes valg har medført. Herunder at få et barn på en ikke gængs måde.

Og?

Livet som adopteret har lært mig at godt nok har jeg nogle biologiske forældre, men at det er dem, som har lavet mig, men dem som har sørget for mig, ja det er altså mine danske forældre. Alle kan lave et barn, men at være far og mor kræver altså noget specielt.

Vibeke Svenningsen

Karsten:

Og? Jeg oplyste dig blot om donornummerordningen, og hvad åben donation gav barnet mulighed for - at se sit donorfædrende genetiske ophav ved det fyldte 18. år, hvis barnet ønsker det. Hvilket så også betyder, at mange kvinder slet ikke benytter det off. gratis tilbud ved befrugtning men jordemoderklinikker, og betaler selv. Det var bare en OBS.

Og ja, Vibeke, jeg så det godt, og lad det så ligge, så tak for oplysningen.

Min pointe i mit seneste indlæg var blot en slags kommentar til et andet indlæg (det om kusinen som opdagede at farmoderen slet ikke var farmoderen). Og min påstand er så, at det var nok alligevel, fordi farmoderen sikkert tog sig af hende, trøstede hende, når hun var syg eller var ked af det mm.

Søren Kristensen

Hvis enlige vil købe sig til reproduktionsfaciliteter hos det modsatte køn, for egen regning, så for min skyld ingen alarm. Men I må selv bære ansvaret for at børnene måske kommer til at lide under savnet af en mor eller far. Børn mangler så meget nu om stunder og manglen af en far eller en mor behøver ikke være større end så mange andre problemer, men jeg vil alligevel ikke direkte anbefale enlige at gå den vej, fordi der er noget egoistisk over hele ideen om kunstig befrugtning og rygemødre. Når man tænker på overbefolkning og alle de børn, som venter på at blive adopteret fra fattige lande, virker sådanne projekter temmelig egoistiske. Mit råd til barnløse af begge køn er: adopter eller anskaf evt. en hund.

Ja Karsten der har du ret, jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg skal mene om problematikken for jeg forstår faktisk fuldt ud valget af at ville have et barn selv om ens tidligere partnere ikke har kunnet nosse sig sammen til at ville have et barn før kvinden kopm i panikalderen når hendes fertilitet er ved at udløbe. MÅSKE DEN IDEELLE LØSNING ER AT 3 DOBLE SU'en for alle unge der er så fornuftige at få børn mens de studerer, så slipper arbejdspladserne også for den ustabile kvindelige ansatte og alt det ævl om at kvinder ikke er pålidelige i karrieren mindskes...
og de gamle møer på 50 som aldrig fik børn men hvor 3/4fortryder valget når det er for sent iflg. USA undersøgelse.... De gamle møer bliver sjældnere da det især er de højtuddannede der forisnker deres valg i det uendelige.

Freddy Andersen

Jeg kan se jeg er i samme situation som et par stykker på denne tråd, og jeg mener at barnets ret til at kende sit ophav går frem for alt andet.
Anonym donation skulle efter min opfattelse ikke være tilladt, barnet bliver efter min mening en tingsliggørelse og offer for forældrene/forældre egoistiske ønsker.
De som ikke har været i situationen, vil jeg næsten sige ved ikke hvad de taler om.

Inger Sundsvald

I mange år var det sådan, at en mand bare kunne fravælge kvinde og barn, hvis det var ”gået galt”. Det gjorde han, fordi han kunne. Nu får kvinder børn alen - fordi de kan. Sådan er dét!

Freddy Andersen

@Inger Sundsval

Kvinder kan ikke en skid i den henseende, uden der på en eller anden måde har været en mands medvirken, hvad enten du kan li det eller ej.

Inger Sundsvald

Tidligere har kvinder også fået børn, der voksede op og blev udmærkede mennesker, selvom kvinden ikke engang selv har vidst hvem faderen var.

I dag opfatter nogle mænd det som en blodig fornærmelse mod dem personligt, selvom de aldrig selv ville have haft en chance.

Når en mand bliver 40-50 år, og han endelig finder det passende at falde til ro og stifte familie, så har kvinder i hans aldersklasse for længst indrettet sig på anden måde, enten med en yngre mand eller med en donor.

Så må manden til at kigge efter en meget yngre kvinde, og det kan jo godt blive svært.

Inger Sundsvald

En mand kan betale sig fra at have noget med afkommet at gøre. En kvinde kan også betale sig fra at have noget med en mand at gøre.
Hvis der i fremtiden skal laves om på det, så skal der en forandring til – hos mændene. Ellers fortsætter kvinder med at være selvkørende.

Herlig twistning Inger omend også noget provokerende så ikke destomindre sand så okay mænd betaler sig til sex udne forpligtigelse og kvinder betaler sig til børn uden at skulle tage sig af manden oveni.... Har faktisk hørt flere enlige kvinder sige at de ikke giver flere parforhold fordi de ikke gider vaske hans tøj og lave broderparten af alt husarbejdet mere, og der er kvinder der har været i lange forhold før med mænd som de faktisk elskede men åbenbart også følte at de slavede for... !!!???

Freddy Andersen

@Inger Sundsval siger "Tidligere har kvinder også fået børn, der voksede op og blev udmærkede mennesker, selvom kvinden ikke engang selv har vidst hvem faderen var."

Med mindre du tror på jomfrufødsler så har faderen altså også fået et barn.

I dag opfatter nogle kvinder det som en blodig fornærmelse mod dem personligt, selvom de aldrig selv ville have haft en chance.

Når en kvinder bliver 40-50 år, og hun endelig finder det passende at falde til ro og stifte familie, så har mænd i hendes aldersklasse for længst indrettet sig på anden måde, enten med en yngre kvinde eller med en rugemoder.
Så må kvinden til at kigge efter en meget yngre mand, og det kan jo godt blive svært.

Brian Pietersen

bare jeg slipper for andres børn, så er det fint for mig.

så styrer selv det der, inklusiv de problemer der opstår undervejs.

Inger Sundsvald

Jeg synes det er sørgeligt, men heldigvis tror jeg heller ikke at det står så slemt til. Der er stadig masser af familier, der bliver stiftet med far, mor og børn.
Det er kun når man læser denne netavis, man bliver pessimist, og får indtryk af at det ser sort ud for mændene.

Marianne Mandoe

Undersøgelser har vist at enlige (økonomisk velfunderede) mødre har MINDRE arbejde i hjemmet med to børn, end de har med to børn og en mand.

Så er det man begynder at forstå hvorfor de vælger at gøre som de gør.

Freddy Andersen

@Inger Sundsval

Jeg kan ikke svare for andre mænd end mig selv, jeg beklager mig ikke, det eneste jeg argumenterer for er børns ret til at kende sit ophav, og ikke kvinders ret til ubetinget at få børn.

Inger Sundsvald

Det er i øvrigt interessant, at dem der har mest imod, at en kvinde bruger en donor og bruger alle mulige etiske og moralske begrundelser for barnets tarv, også ofte er dem der taler om at købe en rugemor.

Ja aben og eva er ikke blevet smidt ud af paradis for ingenting og hvi de finder det skal de snart få ødelagt det for hinanden igen......

Inger Sundsvald, du skriver:

"I mange år var det sådan, at en mand bare kunne fravælge kvinde og barn, hvis det var ”gået galt”. Det gjorde han, fordi han kunne. Nu får kvinder børn alen - fordi de kan. Sådan er dét!"

Den betragtning har du nok ret i.

I den tid hvor nogle mænd benyttede sig af det, var det også brugt at påhæfte dummesvin mærkaten på dem, når de opsagde samarbejdet når de havde fået hvad de ville.

Jeg tænker, at det samme mærke vil klistre sig til kvinder.

Du skriver senere, at kvinder vil vedblive at være selvkørende, for mig ser det mere ud som om, nogle kvinder vedbliver at være selvfede og derfor alene.

Freddy Andersen

@Inger Sundsval

Jeg har intet imod kvinder bliver kunstigt befrugtet, men betingelsen skal efter min mening være at barnets tarv og ret, til at kunne komme til at kende sit biologiske ophav kommer i første række.

Inger Sundsvald

Når jeg har læst de forskellige tråde om emnet, så har det mest været den fremherskende mening, at hvis kvinder skulle have lov til at få børn alene, så skulle der også gives tilladelse til at mænd kunne gøre det samme og f.eks. købe en rugemor. Oveni er der mænd, der bare ikke vil betale til andres unger (når de ikke engang får sex ud af det).

Det etiske er noget man må tale med etisk råd og politikerne om. At forbyde kvinder at få børn uden samtidig at sige ja til en mand kan ikke lade sig gøre.

I gamle dage var det sådan, at hvis en mand ville have sex, så måtte han tage hele pakken med, med bryllup og forsørgerpligter og røvballegardiner. I dag er der vendt noget op og ned på begreberne, og heldigvis for det.

Sider