Klumme

’Han er nummer et i sin klasse’

– siger jeg stolt. Al samtale forstummer. Faktisk er stilheden, der følger så lammende, at man kan føle ramsløget rotere i den provencalske salatskål - og Grundtvig i sin grav
23. april 2012

WASHINGTON DC – Som moder til fire poder møder man ofte andre forældre. Og noget, der slår en ved mødet med amerikanske middelklasseforældre er deres stolthed over deres afkoms præstationer. Efter to timer har man altid fået et komplet indtryk af det pågældende barns sociale og godgørende aktiviteter, mål med tilværelsen samt hvor det rare barn ligger i sin klasse rent fagligt.

Den slags smitter. Så man helt glemmer, hvor man kommer fra. Hvilket var just, hvad skete, da jeg sidste år under en ferie holdt en middag i København med gode, gamle venner. Her blev jeg spurgt om, hvordan mine børn havde det.

»De trives fint,« indleder jeg og tilføjer, at et af dem klarer sig fantastisk i skolen: »Han er nummer et i sin klasse faktisk. Og hans søster vil gerne vil på Cambridge om tre år for at læse kunst og moderne sprog. Det er nok urealistisk, men man må jo støtte børn i deres drømme, og der findes nok en Plan B.« Alt dette fremsagt ufortrødent, før det går op for mig, at noget er riv rav ruskende galt.

Det ellers livlige middagsselskab er blevet helt stille. Som i et gravkammer udsmykket med lam, spelt og ramsløg. Der er vitterligt ingen, der siger et ord. Ikke ’hvor fantastisk, I må være glade’ - den klassiske amerikanske reaktion. Slet ikke den yderligtgående: »Tror du han kunne tænke sig at give min jævnaldrende søn et par gode råd om studieteknik.« Og da slet, slet ikke »det minder mig om min datter for 10 år siden. Det skal nok lykkes.«

Og den første, der bryder stilheden, er mig selv, for jeg kan godt regne ud, at jeg har forsyndet mig mod en af de helligste grundregler for omgangstone blandt forældre i den kreative, københavnske klasse: Man praler ikke med børns skolekundskaber, slet ikke ved at rangordne dem på en skala. Det er helt ude i hampen. Allerede ved at anvende termen »prale« har man bevæget sig ind på den danske diskurs, og slaget er tabt.

Så jeg griner smørret og forsøger at udglatte situationen ved at sige: »Ups. Det lød vist meget amerikansk. Men der selvfølgelig også andet at fortælle om dem.« For jeg har i sociale sammenhænge en rygrad som overkogt makaroni. Og skændes aldrig med folk – kun på skrift. Og jovist, jeg havde også helt ned min grundtvigianske sjæl dårlig samvittighed ved sådan at komme hjem og spille Joakim von And over for de danske bonderøve, og ønskede blot øjeblikkeligt at udslette mit faux pas.

Der skal nok være læsere, som er uenige. Jeg læste for år tilbage i Politiken i en artikel om Janteloven, at det var noget værre vrøvl, »Vi elsker Laudrup-brødrene og andre dygtige sportsstjerner, og selv om nogle måske synes, at Mærsk McKinney-Møller har bygget en grim opera, rammer janteloven ikke ham hårdest,« lød det. Artiklen nævnte også Anja Andersen som et eksempel på, at danskerne har let ved at rose sine uregerlige enere.

Jeg har også bidt mærke i en stigende kritik af »konkurrencesamfundet«, ikke mindst i Informations spalter. At vi danskere har glemt hinanden som medmennesker, og at vi i Danmark netop hylder eliten mere og mere og at de stakkels almindelige mennesker ligger tilbage som ofre i højhastighedssamfundets grøftekant.

Jeg skal ikke stille spørgsmålstegn ved diagnosen. Men den rør ikke ved, at man ikke må være åbenlyst ambitiøs. At det er helt fint, naturligvis, at børn, er gode i skolen. Bare man ikke siger det til nogen.

Kommer denne håndsky tilgang til succes fra bonde-småstaten, »ved jorden at blive, det tjener sig bedst«? Eller fra den generelle egalitære socialdemokratiske grundholdning, som på trods af al snak om borgerliggørelse præger Danmark og den danske folkekarakter så dybt?

Det forekommer uretfærdigt, for socialdemokrater var, da partiet blev dannet, ambitiøse folk. Og Ritt Bjerregaard sagde faktisk aldrig, at »det alle ikke kan lære, må ingen lære«.

Det er heller ikke ilde set at rose en dansk Oscarvinder. Der er ingen læresætninger om, at succes er dårligt. Måske kan det blot ikke italesættes, når talen falder på børns skolekundskaber. Så bliver det dårlig smag, tæt på amerikansk bling-bling, russiske diamanter og for store biler. For de samme børn må gerne få ros for deres fabelagtige kunnen på en elektrisk guitar eller evner som mester ud i rollespil.

Det er ikke nemt. Men det er åbenbart Emma Gad for forældre-kreaklassen. Så kan man lære det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian de Coninck Lucas

Hvad er for nogen mavesure mennesker, du spiser middag med? Og er det ikke på tide at du finder dig et nyt tema. Det er kedeligt at læse om - i dine øjne - håbløse danske nussere, der kan lære så meget af amerikanerne.

Ja, de har sat deres eget demokrati over styr og deponeret i en lille gruppe ultra rige finans,- olie og våben koncerner, der systemmatisk har ødelagt republikken og startet et "covert empire" og næsten afskaffet civile rettihgeder i national secuity sammenhæng... men fuck det, så længe propaganda maskinen kører for fuld kraft, ikke?

Jeg elsker amerikanere, men det er er altså noget pjat.

Vibeke Carøe

Jeg har en søn med Mensa-IQ, som ligger 'en del over gennemsnittet' af jævnaldrende i de lovpriste nationale prøver. Jeg har en anden søn, som ligger jævnt pænt på karakterskalaen. Og jeg har en datter, som ikke vidste, hvem hun var, da hun pludselig fik en middel karakter på universitetet.

Men helt ærligt - hvad ville I finde mest interessant at få at vide om mine børn? Deres standpunktskarakterer fra skolen? Deres sportslige bedrifter?

Eller om de føler sig tilfredse med deres liv? Med sig selv som menneske? Om de opleves - og oplever sig selv - som en god ven, et ordentligt menneske, én, man kan stole på? Om de føler, at de når de mål, de sætter sig? Om de evner at håndtere det og justere strategier eller ambitioner, hvis de ikke gør? Og mest af alt, om de føler, at deres mål og ambitioner er i overensstemmelse med deres evner - og ikke mindst er deres egne og ikke mine eller bedsteforældrenes??

Jeg sad selv bænket og klappede, som en hysterisk stolt idiot (var det måske MIG, der blev hyldet?) i skolens gymnastiksal i Sacramento, da min datter i 1. klasse skulle have overrakt et diplom for at være den med de bedste karakterer i alle fag.

Jeg kunne næsten ikke komme til af stolthed over det. At tænke sig - mit barn! Den allerdygtigste af dem alle....wow

Indtil tøsen kom hjem fra skole, stortudende og dybt ulykkelig (!?)

Jamen, WHAT? Ja, som hun berettede, havde hun stille bedt til, at det ikke var hendes navn, som ville blive råbt op. Og som bekræftelse på alle hendes bange anelser endte det også med, at hun blev buh'et af sine klassekammerater, når hun rakte hånden op med svar på lærerens spørgsmål resten af dagen. Jeg fik et kæmpevink med en vognstang af en åbenbarelse der!

Dette og opstillingen af metaldetektorer på den lokale high school fik mig til at SKYNDE mig hjem til det danske jantelovssamfund. For - i hvert fald dengang - var der stadig en rest tilbage af ligeværdsnormer. LIGE VÆRD - også selvom du ikke kan få de højeste karakterer i skolen.

Men jeg har ikke den store troværdighed overfor mine drenge, som stadig går i folkeskole, i lyset af den kollektivt vedtagne jagt på de perfekte præstationer i dagens Danmark.

Jeg må kæmpe hårdt for at holde fast i, at det ikke er selve standpunktskarakteren, der er væsentlig, men at det interessante er, om karakteren modsvarer deres egen vurdering af deres evner og arbejdsindsats. Og at det er super sejt, når de har været utilfredse med en karakter, og efterfølgende har gjort det, der skulle til for at opnå den karakter, som de selv ved, at de har evner til.

jens peter hansen

Det er helt fint at være stolt over at afkommet klarer sig godt, men jeg tror lige nøjagtig udtrykket nr 1 i klassen har været ude af sproget i mange mange år eftersom man ikke i 50 år har registreret den slags her i landet.
Jeg tror på den anden side ikke, der er nogen der hidser siger op, hvis man siger at ungen klarer sig flot og godt og slæber den ene flotte karakter,udtalelse eller præmie med hjem. Det er udtrykket, at være nr 1, som skurrer fælt. Nr et i kammeratskab, hjælpsomhed eller i at bøje tyske verber ?
Dygtighed i skolefag bliver også i Danmark fulgt af positive forventninger, som på den måde giver de dygtige endnu mere selvtillid, problemet ligger i hvordan man får de mindre dygtige til at hæve sig ved hårene. Her er det imidlertid sådan, at hvis der er det er de dygtige elever i en klasse, der dominerer, så har det en smittende effekt på hele klassen og dermed på hele undervisningen.
Forudsætningen herfor er imidlertid at de dygtige også er sociale og ikke bare individuelle stræbere.

jens peter hansen

ups for engang sproglig gris, det hedder selvfølgelig:
hvis det er de dygtige elever i klassen der dominerer, så....

Kunne reaktionen mon skyldes absurditeten i begrebet "nr. 1 i klassen"? Hvordan måler man egentlig det? I forsøget på at nummerere usammenlignelige størrelser minder det mest om tv-udsendelser som X-faktor eller Talent, hvor man skal afgøre om en rocksanger, en operasanger eller et hold dansere er "bedst". Rundetårn og tordenskraldet om igen. I skolevæsnet er vi - eller burde vi være - kommet videre i Danmark.
Eller er det efter gennemsnit? For regnet efter gennemsnit er det også de "gennemsnitlige", der vil score bedst. De, der er geniale til én ting, men håbløse til en anden, får ikke en chance, mens de, der er jævnt gode i samtlige fag måske scorer et tital i gennemsnit. Derfor findes der så mange historier om folk som Bohr og Einstein, der angiveligt var "dumme" i skolen.

Kære Anne Grethe, jeg tror såmænd ikke, det er hcerken janteloven eller at dine venner ikke under dig, at det går dine børn godt i skolen, der giver den omtalte reaktion, men nok snarere din naivitet at tro, man overhovedet meningsfyldt kan tale om en "nummer ét i klassen".

Sagen er jo nok at der gudskelov ikke er nogen i en dansk skole der fortæller ungerne hvem der er nummer et, to ... og sidst. Det var vidst efterhånden meget længe siden, det fremkalder associationer om skammekroge og øretæver. Se gerne filmen "Drømmen", den er meget illustrativ. Og nummer et i hvad? Den der er bedst i et fag er det jo næppe i alle.

jens peter hansen

For mange,mange år siden var nr 1 selvfølgelige den der havde det højeste gennemsnit. Engang sad man sågar ved forreste bord, hvis man var nummer et og dummernikserne sad bagest. Det er imidlertid så længe siden, at man skal være langt over 70 for at have den erfaring.
Men selvfølgelig skal man da være glad for at det går lille Victor godt i skolen. Og hvis ikke så alligevel holde af ham.

Peter Nygaard

@ Vibeke Carøe

Normalt gør jeg ikke det her, men hold da kæft hvor er du sej.

Jeg håber, at jeg bare en dag kan være halv så meget forælder som du er for mine sønner.

Martin Jeppesen

Skolen er ikke en konkurrence. Det handler ikke om at vinde over de andre børn, og det er noget som bliver endnu mere irrelevant jo længere man kommer op i uddannelsessystemet.

At amerikanere ikke gider deltage i noget hvis det ikke indholder et konkurrenceelement er vel ikke noget nyt, men jeg kan ikke se hvorfor små børn skal inddrages i noget, som først og fremmest er der for at tilfredsstille forældrenes ego. Eller måske er det simpelthen en nødvendighed for at overleve i det amerikanske samfund.

Frej Klem Thomsen

"Her blev jeg spurgt om, hvordan mine børn havde det.

»De trives fint,« indleder jeg og tilføjer, at et af dem klarer sig fantastisk i skolen: »Han er nummer et i sin klasse faktisk. Og hans søster vil gerne vil på Cambridge om tre år for at læse kunst og moderne sprog. Det er nok urealistisk, men man må jo støtte børn i deres drømme, og der findes nok en Plan B.«"

Hvis samtalen vitterlig er forløbet som den refereres forstår jeg udmærket tavsheden, for det er et højst usædvanligt svar. Vi en positionel, ikke en absolut vurdering af det yngste barn. Skolekvalifikationerne tænkes altså som konkurrencefordele, ikke f.eks. som kundskaber. Og for begge børn ignoreres hvordan de har det, hvem de er, hvad de interesserer sig for og hvad de kan, til gengæld for et ensidigt karrierefokus: hvor er mine børn på vej hen og hvor stor chance har de for success? Har Rasmussen forlæst sig på Tigermoderens formaninger fra den amerikanske bestsellerliste, og ubevidst overtaget diskursen, eller er det virkelig den relation hun har til sine børn? Man håber det første. Men uanset hvad synes klummen i højere grad at åbenbare indsigt i Rasmussens forælderrolle end i DKs normer. Lidt damebladsagtigt, lidt underreflekteret og meget lidt interessant.

Hans Jørgen Lassen

Lidt uhyggeligt, men måske ikke overraskende, at Information nu promoverer amerikanske, dybt småborgerlige normer.

Hans Jørgen Lassen

Jeg glemte at fortælle, at mit barnebarn blev nummer to i det norske mesterskab i klatring.

Selv blev jeg engang nummer to i et europæisk mesterskab, men dog i en anden disciplin.

Ikke helt så flot som journalistens afkom, men det tangerer dog. Vi kan godt være med.

Torben Knudsen

Hvordan fanger man en elefant og kommer den i en flaske.
Jo man tager kikkert vender den om og tager elefanten med en pincet.
Gør man det modsatte med oplevelser fra et lille privat selskab går det helt galt

Jette Abildgaard

Annegrethe Rasmussen,

Umiddelbart vil jeg blot grine lidt herfra ikke-Danmark.....

Saadan - altsaa ved at omtale dine boern - saadan faar du kontakt med den danske Jantelov, - en af aarsagerne til jeg forlod etablisementet....

Nyd dine boern, dit liv uden Jantelov og naar du engang imellem faar hjemve, saa scroll tilbage til denne side...;)

Olav Bo Hessellund

mariann offersen:
"Kan Information virkelig ikke finde mere interessante kommentarer/kommentatorer fra det store land…???"

Enig - og hvor vi dog savner kapaciteter af salig Chr. Winthers støbning, der uanset sit borgerlige udgangspunkt i 60’rme og 70’rne leverede kvalitetsjournalistik af højeste karat, når det gælder seriøs orientering om, hvad der foregår politisk og socialt i dette store land - indsigtsfuld, dybtborende, kritisk, som han var, og altid med respekt for landets oprindelige og grundlæggende værdier. Den slags journalister findes vist ikke længere.

USA er et stort land. Jeg har en mistanke om, at Annegrethe lever i en lille boble af ligesindede derovre, og projicerer sine erfaringer derfra på hele USA's befolkning, samt dømmer danskerne ud fra selvsamme.

Jeg tror bare ikke det har ret meget hold i virkeligheden udenfor boblen.

Lise Lotte Rahbek

Hvorfor alle de harske bemærkninger om Danmark og dansker af mennesker, som bor i udlandet?

Hvis I virkelig synes danskere er så jantelovprægede, håndsky, bondske og at I ikke kan andet end grine smørret af jeres gamle bagland, så vil jer ønske jer en vidunderlig fremtid i de samfund, I har valgt at leve i.

Med det bedste håb om, at I vil beskæftige jer noget mere med det liv, og det samfund I lever i nu,
fremfor at se jer tilbage.
Far vel.

Burcharth tager sig nu meget godt af det mere "seriøse" stof derovre fra. Og det er da også interessant at få bekræftet sine fordomme(?) om, at USA er et land, hvor man hepper på eliten og lader fanden tage de bageste. Rart at se på kommentarerne, at denne mentalitet trods ti års "kulturkamp" ikke helt har sejret herhjemme endnu.

Hans Jørgen Lassen

Kan man ikke finde på andet, så kan man altid råbe "jantelov".

En trylleformular, som kan bruges til hvad som helst.

Jeg tror egentlig ikke, at det var Sandemoses mening. Han ville nok føle sig misbrugt.

Jette Abildgaard

Aah Lise Lotte Rahbek,

Kan du ikke se, at vi rent faktisk elsker Jer.....meget endda!!!

Hvis ikke vi gjorde,ville vi helt sikkert ikke gide bruge vores tid her paa debatten, vel!?

Janteloven ER grim og......uanset hvem vi er og, hvor vi bor, er det saa ikke godt nok at blive mindet om at putte den ned i skuffen!? Bare engang imellem;) og......er det ikke sandt, at for at komme netop fremad, da er vi alle engang imellem noedt til at kigge tilbage!?

Traek vejret dybt, smil i stedet for at blive sur...og husk, smil holder rynkerne borte laengere.....og saa ioevrigt.....rigtig dejlig aften i Danmark fra Dublin....og et stort smil :)

Lise Lotte Rahbek

Jette A.

Jeg har bekandte og venner blandt udenlandsdanskere, og jeg er nok efterhånden ved at blive lidt anstrengt overfor bemærkninger om jantelov og bondskhed og smørrede grin om alt det udenlandsdanskere mener at vide alt om, fordi Danmark er så lille og det udland de bor i nu, er så stort, at danskere falder på halen over det.

Der er lige så stor forskel på en komntanthælpsmodtager i Himmerland og djøffer på Frederiksberg, som der er på en middelklasseamerikaner og en selvstændig i Thailand. Sådan ca. i al fald. Lige så stor forskel som der er på elefanter og vandrende pinde i naturen.

Jeg vil gerne høre historier fra det store udland. Men jeg er ret træt af, at det skal sammenlignes med en homogen gruppe danskere - som ikke findes.

Fortæl mig noget nyt og spændende fra udlandet, som kan virke inspirerende og perspektiverende.
Men lad være at pisse på min sukkermad imens. Så bliver jeg nemlig muggen.

Vibeke Carøe

Jette,

altså det er jo helt forfejlet at snakke om jantelov i denne her tråd.

Har du overhovedet læst kommentarerne? Det handler da slet ikke om, at 'nogen' ikke skal tro, de er 'noget'. Det handler om en diskussion af, hvad dette 'noget' er - om man er 'noget', fordi man kan 'noget'...eller om man ikke bare er 'noget', fordi man 'er' - punktum.

Selvfølgelig skal de, der kan en hel masse, da være glade for, at de besidder evner, som er salgbare i vores nutidige samfund - al mulig lykke til dem i deres liv...men ligeså megen lykke ønsker jeg for alle andre, også dem, der overhovedet ikke kan noget, som har salgsværdi på arbejdsmarkedet. Jeg ville bare ønske, at deres værdi blev værdsat, selvom den ikke kan måles i en karakterbog.

Så slap nu af, prøv at udvide din (ikke-geografiske) horisont en lille smule, Anne Grethe kan sagtens klare sig selv her på debatten uden din undsætning.

God aften og smil herfra

Hvad kalder man det modsatte af jantelov? Altså lysten til at nedgøre andre ved at fremhæve egne fortræffeligheder?

Vibeke Svenningsen

Altså, hvis man skal vende den om, så har den der Jantelov jo faktisk en betydning. Den hjælper til, at mennesker i den lave klasse tør rejse panden og sige - jo, jeg er da lige så meget som dig, makker. Janteloven handler jo også meget om, at vi dyrker dem, der har fået succes iht, gængse parametre vi har iht. at måle dette. - hvilket kan være ok. Men hvis der går X-faktor i det hele, og vi tror, verden holdes gående af de der numero uno, så hopper kæden af. Vi skal til tider dyrke almindeligheden og ok-heden ved at være helt almindelig - at have et ok forhold til sine venner, at kunne stave nogenlunde ok, at forstå en tekst ok, at kunne regne nogenlunde ok....

Lad os bare indimellem også salutere almindeligheden, fremfor dyrke hvor synd det er at være ekseptionel i den der ordinære verden.

Der er jo ligesom et overload af forventning af X-faktor.

Men efter at have læst nogle af A.M. Rasmussens artikler from over there, som jeg bestemt nyder, så må jeg dog konkludere, jeg tror, de er skrevet mere for egne nydelses skyld sådan i retningen af...lad mig se, hvor mig jeg kan provokere de der venstreorienterede danskere med min obs fra overthere -lad mig prøve at være the one, der kan give en prædiken eller et wakeup-call iht., hvor de gik helt galt i byen.

Og til det - Ja, der er kulturforskelle, og det har sine pros og cons - det handler om, hvor man sætter sit snit.

Ja man må Jo glæde Sig over når det går børnene godt, min datter har selv lært Sig selv det mest da jeg har været meget syg og underdrjet I mánge år, nu kán hub allerede selv forstå engelsk sprogede film uden tekst af Sig selv I 4 klasse ,og det samme med át stoppe med bleen, át gå fra den ene dag til den anden uden át kravle át cykle, det overrasker dagligt hvad hun er orienteret om... Med en underskudsmor rent faktisk...
Men det gode er godt I Sig selv siger Eskimoerne Jo, og det er det onde man skál lære át forlige Sig med,så jeg har også lært hende át hun er dejlig og át glæde Sig over hvor let alt falder hende og huske hvor hårt mánge mennesker skál kæmpe for át lære det samme som hun..... Og át være rar ved dem, Der har det sværere for de har ikke selv valgt át skolen skulle være en kamp....og át man gerne må hjælpe Andre og át man faktisk lærer rigtigt meget selv af dette også...

Jette Abildgaard

Lise Lotte Rahbek og Vibeke Carøe,

Allerfoerst Lise Lotte..jeg mindes ikke at have naevnt noget om det du kalder “bondskhed og smørrede grin” og, jeg fortaeller heller ikke noget til en homogen gruppe, men fortaeller at jeg - og mange andre danskere I udlandet elsker danskerne og vort faelles land!

Ioevrigt er “mit” udland - ,maaske nok geografisk, men ikke befolkningsmaessigt, stoerre end vort land!

Nogle af kommentarerne her, ser jeg faktisk som Jantelovspraegede – ikke specielt din kommentar…maaske de ikke var ment saadan, men JEG laeste dem saadan….

Og ja, det er da muligt jeg engang imellem pisser paa nogens sukkermad, men saadan er livet – nogle gange er der ogsaa nogle som pisser paa min. Tak ioevrigt - jeg havde glemt det udtryk ;)

Vibeke,

Jeg har netop laest kommentarerne …. allesammen! Og stadig sidder jeg desvaerre med fornemmelsen at, at det at kunne noget, skal goeres paa den ‘’rigtige’’ maade….du har for eksempel lige fortalt mig denne ‘’maade’’ – ikke – mine udvidede horionter, ikke!? Og, man skal – I hvert fald I et selskab sige tingene paa ‘’den rigtige maade’’ korrekt!?

Tak for henvisningen til at udvide min horisonter…..jeg goere mit bedste og, ogsaa jeg ville gerne dele med mine med-danskere HVIS jeg kunne sige noget uden f.eks. at blive bedt om at ‘’udvide mine horisonter’' naar/hvis jeg goer det.

Du skriver videre ‘’Jeg ville bare ønske, at deres værdi blev værdsat, selvom den ikke kan måles i en karakterbog’’ vi er da 100% enige Vibeke! Bliver dette vaerdsat I vort land, som det er nu, synes du?

Hvad vi vist ikke er enige om er, at man ikke maa udtrykke sig paa bestemte maader, I forkellige lande, ikke? Taler Amerikanere ikke om de af deres boern, der ikke ligger som nummer 1? Jeg kender en del Amerikanere som fint kan tale om baade det gode og det mindre gode, men maaske de er unikke!? Min egen datter har ikke haft soeskende boende sammen med sig da hun voksede op, saa hun var altid nummer 1 hjemme hos mig, nogle gange ogsaa I skolen, men ogsaa nogle gange nummer sidst! Men altid den samme!

Sidst, - kommer det ikke lige saa meget an paa kultur, hvilke talemaader man har og, tilegner man sig ikke ofte nogle talemaader, som maaske ikke passer ind I de talemaader man brugte og bruger I det land man plejede at bo I og, dermed kommer man til at sige ting, som bliver opfattet anderledes end de er ment…..som her, hvor de – efter min opfattelse triggede noget som JEG opfatter som en del af Janteloven! Ikke noedvndigvis samme made som du laeser det, men vi behoever vel ikke noedvendigvis at laese ting paa den samme made, vel?

Jeg forsvarer ikke Anne Grethe…..hvorfor skulle jeg? Jeg kunne blot se paa de foerste kommentarer at netop Janteloven kom frem…hvilket fik mig til at smile fordi jalousien skinnede lidt igennem, men man skal jo netop ikke vaere jaloux vel, for alle lande og, alle kulturer er forskellige…..paa godt og ondt…..korrekt!?

Selv god aften til Jer begge og, smil retur ;)

Lise Lotte Rahbek

Jette A.

Udtrykkene om bondskhed og jantelov og smørrede grin er hentet fra AGR's klumme.

Jantelov ..tjah. For mig at se, er jantelov noget man undskylder sig med, at andre udøver. Det er dem, de andre, der er dumme, når de ikke gider høre på ens blær og pralerier og så er de jantelovs-udøvere.
Det er selvfølgelig også træls, hvis man synes, man har meget at blære sig med, at andre så ikke gider høre det. I den forstand, der er jeg MEGET vanskelig at imponere.

Men nu vil jeg trække mig ud af denne disput om Anne Grete Rasmussens vinderbørn og middagsselskaber for 'gamle venner'.

Rune Stamselberg

Det er så åbenbart fra de første mange kommentarer, at det er tabubelagt at bruge et udtryk som "Nummer 1".
Fordi, det er meget vigtigere at "de føler sig tilfredse med deres liv" og "hvordan måler man egentlig det" osv.
Så altså: En forælder må godt være stolt, hvis barnet "føler sig tilfreds med sit liv", men ikke, hvis det er nummer et i klassen. Vorherrebevares.

Jeg har selv et barn, som vistnok i mange fag er nummer et i sin klasse (målt på hvilken skala, de nu bruger - uha: De har prøver i skolen. Fy for den!), og som er ganske vidunderligt tilfreds med sit liv. Hvorfor skulle jeg dog skjule det for min omgangskreds?

Lars Villumsen

Forstår problematikken, min yngste søn er en dynamisk og aktiv dreng på 9 år, ofte i gang med at rive faldefærdige kommunale bygninger ned, forhindre betalingsringe og knuse isklumper med sine bare næver. Han renoverer plejehjem i sine frikvarterer og gør dem handicapvenlige og mere varmeisolerende. Politikere kimer ham konstant ned for at få dagens gode råd om alt. Han tolker simultant for somaliske flygtninge og iscenesætter prisvindende operaer og han administrerer i det hele taget sin tid effektivt. Kvinder og piger falder i svime over hans sensitive og gudeagtige piano-spil, han bestiger de højeste tour de france tinder på sin cykel i et vedvarende og konstant tempo og han kan koge tre minuters æg på under to minutter. Min søn er en ekspert i stukko lofter, en veteran i inderskruede bananskud der banker skånselsløst ind i målets trekant. Kun ved hjælp af et glas vand og et forstørrelsesglas, forsvarede han engang og helt alene, en mindre uopdaget landsby i Amazoneskoven mod en enorm hær af giftige og fjendtlige myrer. Han spiller violin og har været til optagelse som professionel keeper i FC Barcelona og har været temaet for et utal af internationale dokumentarfilm. Når han keder sig, bygger han 1:1 modeller af motorveje og broer i vores baghave. Han fornøjer sig i øvrigt med drageflyvning i europæiske hovedstæder og efter skoletid, reparerer han køleskabe og helikoptere uden beregning. Han er en abstrakt artist, en konkrekt analytiker og en hensynsløs bookmaker. Modekritikere verden over er dybt benovet over hans fede kollektion af riflede brune fløjlshabitter og ECO sko. Han sveder ikke. Han er en privat person, en lille dreng, og alligevel modtager han dagligt fan post fra hele verden. Sidste sommer rejste han alene rundt i Østeuropa med et papagøje show og publikum er stadig rystet. Han løber 100 meter på 9,55 sekund og hans blomsterdekorationer har høstet enorm anerkendelse blandt internationale botaniske eksperter og i bøssekredse. Voksne har tillid til ham. Han kan slynge en tennis ketcher mod et lille flyvende objekt og ramme det med dødelig præcision. Han læste engang Det fortabte Paradis, Krig og Fred og Ringenes Herre på en enkelt dag og alligevel havde han overskud til at ommøblere vores spisestue samme aften. Han kender den præcise placering af hver enkelt vare på hylderne i det lokale supermarked´s slikafdeling. Han har udført adskillige hemmelige operationer for PET. Han sover én gang om ugen og når han sover er det i en stol. På vores sidste ferie i Island, lykkedes det ham succesrigt at forhandle løsladelsesbetingelserne på plads med en terroristgruppe som havde besat den lokale fiskefabrik. De fysiske love vedrører ikke ham. Han er i balance, svæver som en ørn og undviger som en sommerfugl, stikker som en bi og leger som en Panda. I weekenderne, bare for at slappe lidt af dyrker han full-contact japansk papirfoldning. År tilbage opdagede han som 4-årig meningen med livet, men han glemte at skrive det ned. Han har lavet fantastiske 4-retters menuer kun ved brug af 2 stykker grønsager og en brødrister. Han opdrætter prisvindende muslinger i sit akvarium og han har vundet tyrefægtning i Spanien, klippeudspring i Sri Lanka og skakkonkurrencer i Moskva. Han har spillet Hamlet, udført åben hjertekirurgi og har sunget duet med Michael Jackson.

Sådan er min dreng!

:o)

Annegrethe Rasmussen

Kære netlæsere (og abonnenter).
Jeg siger det lige igen. KLUMMEN ER BESTILT. Den skal være sådan. LEDELSEN på denne avis har bedt om at klummen skal være PERSONLIG og handle om DK set udefra. OK?
Så lad venligst være med at sammenligne den med "journalistik fra USA" som vi faktisk har en del af.
Når det så er sagt, så er jeg faktisk enig i, at man sagtens kan få for meget af klummer, der alle sammen ligner hinanden. Så hen ad vejen - når jeg løber tør for kritik :-) vil artiklerne sikkert få en anden drejning.
Men også som sagt før, så laver jeg ikke om på mine holdninger for at glæder jer, der brokker sig her. Jeg bor hvor jeg bor, omgås de mennesker, jeg omgås. Jeg mener selv mine klummer fortæller en ganske ferm lille historie (som en kommentator her har fattet) om dele af den "store fortælling" om USA, som I ikke hører så meget om.
Hvis I blot vil have bekræftet jeres egne holdninger og analyser og meninger, så lad bare være med at læse klummen. Ingen tvinger jer. Det er helt frivilligt :-)
Men den skal skabe debat. Og det gør den.
Så dette citat ovenfra:
"lad mig se, hvor mig jeg kan provokere de der venstreorienterede danskere med min obs fra overthere -lad mig prøve at være the one, der kan give en prædiken eller et wakeup-call iht., hvor de gik helt galt i byen" er faktisk ikke helt i skoven :-)
Det er ikke helt korrekt, men det snerper da derhenad ...
Og så må jeg undskylde for ikke at være lige så dannet i mine skriverier som salig Chr. Winther. Ham er jeg også en stor fan af. Men som sagt er jeg altså blevet bedt om noget andet her.
I øvrigt har jeg her til aften (jeg er nemlig i KBH for en gangs skyld) holdt et times oplæg i Kirken for Hørehæmmede i DK, hvor det lykkedes mig at citere og/eller nævne både Churchill, Grass, Habermas, Tom Kristensen, Hal Koch, Alf Ross, Johannes Evangeliet, Grundtvig, Mærsk, Jens Stoltenberg og Martin Luther King.
Jeg er i stand til at være både indsigtsfuld (har skam en fin MA grad i politologi og er ved at lægge sidste hånd på den nye undervisningsbog til danske gymnasieelever om USAs udfordringer i det næste tiår) og vidende og meget andet.
Men mine chefer har lagt stofområderne om og bedt mig om at skrive denne klumme, samtidig med at jeg vil skrive mere kulturstof, features og anmeldelser. Marti Burcharth vil skrive mere om det politiske stof. Det er ikke en ændring jeg har bedt om.
For jer, der gerne vil læse om politik (af mig) kan jeg f.eks. henvise til min blog: www.usanu.dk, til min ugentlige klumme i MetroXPress hver tirsdag som udelukkende analyserer amerikansk politik. Jeg taler også relativt ofte om amerikansk politik på Deadline på DR2 (mest kl. 17).
Og på onsdag holder jeg oplæg om præsidentvalget inde på avisen. Som I kan se på iShop her på siden.
Men klummen her - den er som den er. Og den handler ikke om politik.
I øvrigt tak til Lars Villumsen for aftenens bedste grin.
Alt godt
Annegrethe Rasmussen

Lasse Glavind

Hej Lars Willumsen

Det er sjovt for jeg har to piger, der er fuldstændig mage til, og engang hvor jeg fortalte det til et middagsselskab, så blev der også helt stille, for den slags må man åbenbart ikke sige i jantelovens hjemland, hvis man tilhører den kreative klasse (og det gør jeg så bestemt - hvis jeg selv skal sige det) , hvor alle er middelmådige socialdemokrater ,fordi Ritt Bjerregaard engang i 1870'erne har hældt kommunisme i drikkevandet.

pudsigt, annegrethe, jeg besøgte osse lige danmark og sagde følgende om min datter:
Jeg tror faktisk ikke hun har ret god boglig begavelse, og det går forhåbentlig ikke hen og bliver for meget af et problem med alle de veluddannede folk i familien, men hun er et fantastisk rart menneske, venlig, hjælpsom, med et vel gennemtænkt udsyn på samfundet og gode moralske værdier, så jeg giver hende al den støtte jeg kan. (Og hun bor forresten hverken i Damnark eller USA, vi er en lidt spredt familie) Men jeg kan godt genkende den amerikanske tendens.

Efter at debattørerne helt forudsigeligt ? har sparket Annegrethe Rasmussens artikel til hjørne er det vist på det tide at få den ind på banen igen.
Handler artiklen grundlæggende om hvad man taler om i USA kontra Danmark ?
Og især hvad man vælger AT tale om i USA ?
Det som der ikke fortælles i artiklen er at antallet af skydevåben er stort i USA. Men om det nu er derfor at befolkningen er høflige i USA og klogt vælger neutrale positive emner at tale om er ikke til at afgøre, men en anden tanke kunne være at samfundet er så rigtigt menneskeligt koldt derude vestpå hvor solen går ned at man af rent medmenneskelige grunde finder det betimeligt og fornuftigt at mødes på neutral positiv samtalegrund. Som f:eks i samtale om børns succes.
I Danmark som ikke er større end at der er plads til 25 millioner svin og 5 millioner mennesker trænges der og skubbes og puffes.
For helvede – alle steder hvor man står i Danmark kan man se mindst et hus ude i landskabet.
Dette kan ikke siges om USA.
The Great Wide Open USA.
Men også landet hvor vinderen tager det hele og taberen kan ende i rendestenen.
Måske er det derfor at høflighed er i høj kurs i USA ?
Selv incasatorerne er høflige i USA ! – selv om de ikke behøver at være det !
Politibetjentene er høflige i USA ! Det har vi set på TV.
Kun crackhovederne på kemi råber og skriger deres smerte og kulde ud - over there i USA.
I Danmark trænges der og der klemmes bumser og pilles hudorme ud som i en bedre abekoloni – sikkert også i de bedre kredse.
I Danmark vogter alle på på alle opg der italerettes og italesættes.
Her vogtens på andres meninger med ytringsfrihedens indlysende nedarvede ret som begrundelse.
I USA vogter man på sine egne meninger med selvcensurens indlysende fordele - f.eks fordi at landets befolkning er bevæbnet med millioner af håndvåben.
Giv os ret til at bære skydevåben i Danmark og vi skal snart se om høfligheden så vil sprede og brede sig på gade og vej - på kvist og i stue.
Men så vil kulden derude fra vest være ankommet til Danmark og vi vil så sikkert også begynde at tale konsekvent pænt til hinanden – neej ikke fordi vi danskere er bange for nogen her i Danmark.
Men fordi at al medmenneskelig kulde er så infam.
Især samfundsmæssig kulde som i USA er rent infamt.
Derfor har vi opfundet velfærdssamfundet.
Hyggeligt og varmt.
Omend de ligger på lur; gør de – "de ny-liberale arier som vil trække det lovede tredje rige ned på plads over Danmark".
Når de en dag kommer til at indehave al magt; så vil vi alle komme til at fryse – så infamt at vi alle i rent chok begynder at tale venligt til hinanden.
For hvorfor føje spot til skade ?
Ligesom de fleste lader være med i USA !
Af præcis disse grunde !

jens peter hansen

Annegrethe Rasmussen, jeg har læst mange af dine indlæg og jeg synes de fleste har været gode og meget personlige. Når jeg og andre kommenterer dine bemærkning om NR ET, så er det fordi du selv mener at det må provokere nogen. Det tror jeg også det gør, og undertegnede og flere med mig har derfor forsøgt at forklare, hvorfor lige nøjagtig dette udtryk ikke give pote. Og ja man må gerne fortælle at der går ens børn godt, at de klarer sig flot, at de får de fineste karakterer, men DK er ikke, endnu da, et samfund hvor konkurrence, tests og sammenligningen med de andre er slået igennem. Det kan komme.

Lise Lotte Rahbek

Naaaaaaaj, nu har jeg gjort lige præcis som AGR gerne vil have mig til. Hun har provokeret mig til at skrive kommentar til sin klumme, har hun, selvom hun jo skriver at jeg bare kan lade være, for der er ingen tvang, kun høflighed og små morsomme historier om kulturforskelle, hvor USA selvfølgelig ner nr. 1 i at være bedst til at være ens.. eller forskellig, alt efter, hvad det nu går ud på i denne uge.
Anne Grete er en super-manipulator, og hun er det ikke engang af egen drift, men fordi hendes redaktør siger det. Hun er edderrykme dygtig og jeg bøjer mig i støvet for hendes enorme overskudagtighed (og hendes børns) hvis limpind jeg hoppede på, og det er bare så ultra flot lavet af hende, dette stunt.
Hvor ER det bare godt at nogen kan lissom få vores blodomløb igang her i bondske jantelovsDanmark, når de sidder og ser ind på det udefra.

Tre tut i truckerhornet for det.

Per Eskildsen

Uden sammenblanding med Anders Breivik, Amerikanske skoleskyderier eller hvad nummer i klassen man er, bliver der i egen pendulering mellem offer og vrede, skrevet både skidt og godt, som er dejligt helbredende, hvis man ikke tager det for personligt, hvilket enhver rettroende muslim vil nikke genkendende til, så måske er det bare frygten for ikke at blive set, hørt og elsket, der får os til at blande tingene sammen.

Niklas Monrad

Vi børn var ikke mange år gamle i skolen, førend vi ganske spontant sammenlignede antallet af "Udmærket", "Meget Tilfredsstillende" og "Tilfredsstillende" vi fik i vore karakterbøger for derefter at identificere nummer et, to og tre i klassen. På samme måde havde vi en "leg", hvor drenge og piger spurgte hinanden "Hvad plads kommer jeg på?" for at måle vores popularitet hos det modsatte køn. (Her skiftede førertrøjerne betydelig oftere end i karakterbøgerne).

Dette konkurrenceinstinkt hos børn er en sund del af menneskets natur, der tillader os at identificere potentielle ledere i forskellige sammenhænge; på sportspladsen er det en, til lektielæsning er det en anden. Ved at sammenligne sig selv på den måde, lykkes det mennesker (og menneskeheden som sådan) at ikke bare at overleve men at dygtiggøre sig og videreudvikle sig.

Man kan jo spørge dig selv: "Hvem vil jeg helst følge i en situation, hvor vi er faret vild, den flinkeste eller den som har de bedste orienteringsevner?" eller "Hvem vil jeg have som tandlæge, den bedste eller den flinkeste" eller "Hvem vil jeg helst overlade renoveringen af min bolig til, den flinke eller den gode håndværker?" og svarene giver sig selv.

Antallet af "vindere" er naturligvis begrænset. Forstår en "vinder" ikke at håndtere sin position på en socialt acceptabel måde reduceres værdien af denne "vinders" evner per automatik og man ryger ned ad popularitetsskalaen. Det gør, at vi ofte er villige til at gå på kompromis med lederskab, vi accepterer at blive ledet af den tredie eller fjerde bedste, men trods alt ikke af den absolut dårligste, og det giver mulighed for de fleste at udfolde sig på et eller andet område i livet. Vi er som regel også villige til at betale for ekstra kvalitet, hvilket naturligvis yderligere cementerer visse "vinderes" position i samfundet.

Selv de med de dårligste målbare evner kan som oftest kompensere ved at være socialt stærke. Er man derimod både udygtig, asocial og negativ bliver man uden tvivl en rigtig "taber", der er ganske enkelt ingen som gider en.

Desværre er det ideologiske ligemageri drevet så vidt at mennesker som ikke udmærker sig på nogen måder (det store flertal med middelmådige evner) ved følelsesladet manipulation har formået at gøre det som i virkeligheden er noget godt, til istedet at være noget skidt. Man appellerer til menneskers samvittighed over for "de stakkels svage" uagtet om de i virkeligheden er svage eller ej. Men fortæller man dem længe nok, at de er svage, skal de nok gå hen og blive det. Og i samme åndedrag er man med til lidt efter lidt at underminere alles fremtid.

Vibeke Carøe

Annegrethe Rasmussen,

netop FORDI din klumme er personlig og handler om DK set udefra, diskuterer jeg og andre (som Jens Peter Hansen også skriver) dit personlige syn på 'danskhed', som du både i denne artikel og tidligere har illustreret for os med små, ferme historier fra dit liv i USA.

Jeg er en smule forundret over, at du behændigt undlader at gå ind i diskussionen af, hvilke konsekvenser en sådan opdeling af børn (eller mennesker i det hele taget) i en rangorden kan have for dem, som rangordnes fra bedst til dårligst - BÅDE for nr. 1 og for nr. sjok. Og især for børn, som ikke har en færdigudviklet identitet endnu.

Du vælger i stedet at reagere på, at dine journalist-halefjer er blevet lidt krøllede, ved at fremhæve alle dine faglige fortræffeligheder - hvilket klummen ifølge dig selv slet ikke kræver.

Så hvad er det, du vil have? At vi tager imod dine personlige historier og holdninger uden at forholde os til dem?

Lige præcis fra din platform - bosiddende i det amerikanske samfund, som i den grad rangordner sine borgere - bidrager du med et 'udefra' syn på den danske model (som i hvert fald tidligere var baseret på ligeværd og solidaritet, hvilket jeg - naivt måske? - opfattede som omfattende ALLE, over- såvel som underklasse).

Så kom ind i debatten. Hvorfor skal vi lære at omgås 'the american way'? Hvorfor skal vi lære vores børn, at deres placering på en rangorden i forhold til deres jævnaldrende er meget vigtig?

Forklar mig, hvilke fordele vi får her i lille Danmark, hvis vi tager den amerikanske model til os. Fortæl mig, hvilken værdi det giver, samfundsmæssigt, personligt, eller på anden vis, at fremelske og fremhæve den individuelle præstation. Overbevis mig om, at det er vejen frem i stedet for den håbløst gammeldags og selvudslettende fællesskabsmodel. Og forklar mig lige, hvor USA er det strålende eksempel på, at deres model fungerer. Det er ikke i forhold til social lighed, men tværtimod ekstrem fattigdom og ekstrem rigdom. Hvad er det, vi skal se som forbillede?

Mange har udfordret dit personlige syn på 'danskhed' som udpræget jantelovspræget, fuld af misundelse og endda ubehøvlet og uden den rette service-mindedness (ærbødighed?) overfor eliten. Disse indlæg ignorerer du.

Et par læsere har omtalt din klummes (manglende) journalistiske kvalitet. Disse indlæg svarer du på.

Øv.

Niklas Monrad

@ Vibeke,

Hvor siger AR, at vi skal tage den amerikanske model til os? Hvor siger AR at USA en en strålende model?

Det gør hun ingen steder. Hvad hun gør er at påvise, hvordan ligemageriet i DK står i kontrast til den amerikanske individsyn, og stiller spørgsmål ved, hvorfor vi som noget af det eneste kan tolerere kunstnerisk succes . (Det sidste har jeg selv et bud på, og det er nemlig at folkelig succes ikke nødvendigvis på nogen måde har relation til kvalitet, oftest tværtimod.)

Flere af de andre spørgsmål du stiller AR synes jeg jeg selv har besvaret i mit indlæg.

Vibeke Carøe

Niklas Monrad,

du skriver:

"Man kan jo spørge dig selv: “Hvem vil jeg helst følge i en situation, hvor vi er faret vild, den flinkeste eller den som har de bedste orienteringsevner?” eller “Hvem vil jeg have som tandlæge, den bedste eller den flinkeste” eller “Hvem vil jeg helst overlade renoveringen af min bolig til, den flinke eller den gode håndværker?” og svarene giver sig selv."

Hvad nu hvis den med de bedste orienteringsevner kan se, at vi skal over et højt bjergpas, men han/hun er ikke så flink, så den ene person i gruppen, som ikke kan klare klatreturen, bliver efterladt til at finde sin egen vej, fordi alle følger den dygtigste?

Hvad nu hvis den dygtigste tandlæge ikke er særlig flink, og fx behandler sine medarbejdere meget dårligt, giver dem dårlig løn og usle arbejdsvilkår?

Hvad nu hvis den dygtigste håndværker snyder sine kunder økonomisk eller - uha - arbejder sort?

Svarene til dine spørgsmål er ikke enten-eller og afhænger af menneskesynet, men det kan vel ikke komme bag på nogen.

Sider