Læsetid 5 min.

Overvågning er underholdning

Tv-programmer som ’Big Brother’ og ’Paradise Hotel’ samt de mange finurlige videoklip, vi deler på de sociale medier, har gjort overvågning underholdende. Måske medvirker det til, at vi har lettere ved at acceptere, at tusinder af kameraer kigger os over skulderen hver eneste dag
I George Orwells ’1984’ truer overvågning frihed og demokrati, men i dag er overvågning i mange tilfælde reduceret til underholdning – i realityprogrammer som ’Big Brother’ og ’Paradise Hotel’ og i sjove videoklip, der florerer på nettet.

I George Orwells ’1984’ truer overvågning frihed og demokrati, men i dag er overvågning i mange tilfælde reduceret til underholdning – i realityprogrammer som ’Big Brother’ og ’Paradise Hotel’ og i sjove videoklip, der florerer på nettet.

Jakob Dall
17. april 2012

Danmark er et overvågningssamfund. Vi har flere overvågningskameraer pr. indbygger end England. Ivrige politikere har sørget for, at det bliver registreret, hvem vi taler i telefon med, hvem vi sender sms’er til, hvem vi sender mail til, og hvilke internetsider vi slår op på. Samtidig har vi opbygget enorme registre med personlige oplysninger, og kommunerne tøver ikke med at opfordre borgerne til at holde øje med hinanden og anonymt indsende en anmeldelse, hvis de ser den mindste anledning til det.

Mange har set denne udvikling som en farlig glidebane mod en undertrykkende og totalitær stat. Argumentationen hentes i George Orwells roman 1984, som er blevet slugt af generationer af gymnasieelever og andre læselystne.

Bogen viser, hvordan utæmmet overvågning truer frihed og demokrati, og selv om det er ren science fiction, er 1984 blevet læst som en sociologibog. Som sådan har den været kolossalt indflydelsesrig, og den har i vid udstrækning været med til at forme, hvordan vi tænker om overvågning: Kærlighed umuliggøres, alle mistænkeliggøres og individet nedbrydes.

Den ufarlige Big Brother

Men sådan er det ikke længere. I hvert fald tyder meget på, at der er sket noget med overvågningen og den måde, vi opfatter den på. Den er ikke længere kun skræmmende og noget, vi frygter. Overvågning er blevet til underholdning.

Det ser man tydeligt i realityprogrammerne i fjernsynet. Big Brother er et nærliggende sted at starte. Som bekendt består dette program i al sin enkelhed i, at en gruppe mennesker spærres inde i et hus, som er spækket med overvågningskameraer. Og på fjernsynsskærme, computere og mobiltelefoner kan vi alle sammen følge med i beboernes færden.

En gang i mellem taler Big Brother til beboerne. Han stiller dem opgaver og kalder dem ud til samtale. Men han er ikke rigtig farlig. Big Brother er bare en tv-producers forvrængede stemme. Han har ikke noget tankepoliti, og ingen bliver henrettet ved nakkeskud – den højeste straf er at blive sendt hjem til familien og undslippe overvågningen.

Noget lignende kan man se i et program som Paradise Hotel. Nogle smukke, unge mennesker flytter ind på et hotel under sydlandske himmelstrøg. Som seere følger vi interesserede med i deltagernes liv og lærer dem at kende. Dumhederne udstilles, sprutten flyder, og der dyrkes sex under tynde lagner. Og vi kan se det hele takket være de mange overvågningskameraer, som filmer hvert et hjørne og hver en seng i både lys og mørke.

Men heller ikke her generer det deltagerne. Tværtimod. For dem er overvågningen en vej til berømmelse, som efter hjemkomsten fra luksushotellet omsættes til bartenderjob i provinsen og omtale i Se&Hør.

Underholdende småklip

Det er imidlertid ikke kun i realityprogrammerne, at man kan se, hvordan overvågning indgår i populærkulturelle rammer og tjener til vores allesammens fornøjelse.

Læser man netaviser, støder man hver dag på små film optaget af overvågningskameraer rundt omkring på kloden. Et overvågningskamera på en parkeringsplads i USA har tilfældigvis filmet en person, der tydeligvis ikke kan parkere. Vi kan også se billeder af vilde naturkatastrofer som tornadoer og tsunamier. Og ind i mellem er der et actionfyldt røveri i et fremmed land.

Disse overvågningsfilm vises selvfølgelig ikke, fordi vi skal lære noget eller hjælpe med opklaringen af en forbrydelse. De bringes til vores fornøjelse og underholdning, og vi kigger lystigt med og sender de bedste filmklip rundt til hinanden. Andre eksempler er populære kriminalfilm, hvor kvikke betjente finder vigtige spor på videoovervågning, eller et af de mange kriminalmagasiner der jævnligt bringer reportager fra imponerende kontrolrum, hvor det bliver tydeligt for enhver, hvor godt overvågningen virker. Et enkelt blik på skærmen og forbrydelsen er opklaret.

Set fra et forskningsperspektiv er der ikke meget oplysning i disse programmer – de er ikke andet end en del af aftenens underholdning.

Faren sminkes

Hvad skal vi lægge i, at overvågning så tydeligt er blevet endnu en bid af den kage, der skal tilfredsstille vores underholdningsbehov?

De bekymrede vil sige, at det er en uheldig glidebane. Når overvågning bliver til underholdning, glemmer vi, at den i virkeligheden er farlig. Vi får et forvrænget billede af dens egentlige natur. Gennem kriminalfilmene opdrages vi til at tro, at overvågningen er effektiv og altid i det godes tjeneste. Og gennem reality-tv lærer vi, at dumhed og sex for åben skærm medfører berømmelse og et liv i solen. Vi glemmer med andre ord, at overvågning i de magtfuldes hænder er et kontrolredskab, som i sidste ende kan krænke vores privatliv og udfoldelsesmuligheder. Noget er der måske om snakken. I hvert fald er det påfaldende, hvor ubekymrede danskerne er over, at de i dag lever i et af de mest overvågede samfund i verden. Hvis man ikke har noget at skjule, har man ikke noget at frygte, lyder det igen og igen. Og med denne glade naivitet afslører danskerne i måling efter måling, at de tilsyneladende lever ekstremt kedelige liv, der tåler enhver form for gennemlysning. Derfor er de ikke bekymrede for den rigtige Big Brother.

Omsorgsfuld overvågning

På den anden side er der måske heller ikke grund til at lade pessimismen få frit løb. At overvågning er blevet en del af underholdningsindustrien og populærkulturen, medfører ikke automatisk, at vi glemmer, at den også kan være farlig og undertrykkende.

Vi lever i et overvågningssamfund, hvor det ikke kun er staten, der holder øje med sine borgere. Borgerne holder også øje med staten. Virksomhederne holder øje med forbrugerne – og omvendt. Borgerne holder øje med hinanden og med de kendte. Intet ligger uden for det overvågende blik.

Men det er ikke kun skræmmende. Nogle gange er overvågningen rigtignok ondsindet og unødigt kontrollerende, men andre gange er den drevet af et ønske om omsorg. Og endnu andre gange er den, ja, underholdende.

Netop det, at overvågning ikke bare har én fast betydning, men kan have forskellige mål og konsekvenser, er en vigtig erkendelse. Følgen er, at hvis vi nøjes med at forstå overvågningssamfundet ud fra Big Brother (altså Orwells), vil alt for mange nuancer gå tabt. På den anden side må vi heller ikke reducere overvågning til Big Brother (altså fjernsynsprogrammet). Gør vi det, går lige så mange nuancer tabt. I overvågningssamfundet hersker Big Brother og Big Brother. Og der er plads til dem begge.

Lang underholdningstradition

Det, at overvågningen også er underholdende, burde egentlig ikke fremstå som den store overraskelse. Det er måske først nu, at det er blevet tydeligt, men i virkeligheden har det forholdt sig sådan hele tiden. I årtier har vi læst Orwells 1984 som en sociologibog, hvor Big Brother har været selve inkarnationen af den onde overvågning. Og på denne måde har bogen utvivlsomt haft større indflydelse, end de fleste sociologer overhovedet tør drømme om.

For mange var det således ikke et spørgsmål om, hvorvidt der ville komme et overvågningssamfund a la 1984. Det var nærmere et spørgsmål om hvornår.

Men selv hos Orwell har overvågningen også en anden dimension. Orwell skrev jo netop ikke en fagbog. Han skrev en roman; en kærlighedsroman endda, hvor læseren med livet i hænderne følger de elskendes rejse mod destruktion og forræderi. Og selvfølgelig kan man lære noget af romaner, men det er ikke derfor, man læser dem. Som enhver ved, så er en god roman altid underholdende. Det gælder også 1984.

 

Peter Lauritsen er overvågningsforsker ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen ’Big Brother 2.0’

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

Tak for den artikel - for mig er spørgsmålet hvorfor det ikke bliver et folkeligtpåbud at indkalde forskellige borger på begrænsede perioder til at sidde i grupper der ser og overvåger at der ikke sker misbrug af alle disse overvågninger.

PS. det vil også skabe vækst i vort BNP

Brugerbillede for Peter Günther
Peter Günther

eller også er vi selv sørgelige eksistenser, når en stadig større del af befolkningen mener at underholdning er den bedste overvågning.

I processen bliver man passiv og glemmer, at livet skal leves, også når der ikke er kamera på....

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Det er svært at spå, især om fremtiden. Men for en umiddelbar betragtning ser det nu nærmere ud som om vi (i den vestlige verden) er nærmere ved at realisere det dystopia, som Huxley fremmanede i sin misantropiske roman "Fagre nye Verden" end det, som Orwell fremmanede i sin mere sammenbidt moraliserende "1984".

This is how our culture seems to end - Not with a Bang but a Wimper.

Brugerbillede for Asbjørn William Ammitzbøll Flügge
Asbjørn William Ammitzbøll Flügge

"Men heller ikke her generer det deltagerne. Tværtimod. For dem er overvågningen en vej til berømmelse, som efter hjemkomsten fra luksushotellet omsættes til bartenderjob i provinsen og omtale i Se&Hør." Det er en anelse sørgeligt. Især når man tænker på, hvor mange programmer og deltagerer der er, og hvor få vi egentlig kan huske - for hvad er de bagefter sådan et program? Hende der havde uro i trussen, eller ham der slikkede nosser?