Kommentar

På vej mod et rødt Europa?

Den socialistiske François Hollande vandt forrige søndag første runde af det franske præsidentvalg. Hvis Frankrig skifter farve fra blå til rød, kan det blive begyndelsen på et mere socialistisk Europa
1. maj 2012

»Allez Hollande« blev der råbt i socialisternes hovedkvarter i det prominente St. Germain kvarter i indre Paris søndag den 22. april, da klokken blev 20, og de første prognoser for valgresultatet blev offentliggjort. Socialisternes præsidentkandidat var på vej mod et fornemt resultat ved første runde i præsidentvalget. François Hollande var på vej til at slå den siddende borgerlige præsident Nicolas Sarkozy med flere procentpoint.

Jeg var via mine kolleger fra det franske socialistparti i Europa-Parlamentet kommet med på gæstelisten til socialisternes valgfest. Det var en spændende oplevelse. Ikke mindst fordi franskmændene holder valgfest på en noget anden måde end vi danskere (der er færre fadøl, men en hel del mere Bordeaux og petit four). Men mest fordi jeg måske var vidne til en rød bølge, der starter i Paris, men som kan få indflydelse i hele Europa.

Hollande blev valgets nummer et med 28,6 pct. af stemmerne. Den siddende præsident Sarkozy fik omkring halvanden procent mindre, nemlig 27,1 pct. Dermed ser det lyst ud for Hollande, der med sikkerhed får venstrefløjens stemmer, mens målinger viser, at Sarkozy kun kan regne med støtte fra lige godt halvdelen af Le Pen’s vælgere. Resten bliver hjemme eller stemmer på Hollande.

Nye perspektiver til Bruxelles

For alle, der håber på en rød sejr i Frankrig, er der med andre ord grund til optimisme. Jeg mener, at Hollande har, hvad der skal til, for at blive en god præsident for Frankrig. Han er gået til valg på et meget ambitiøst valgprogram med over 60 initiativer, der skal »bringe Frankrig på ret kurs«. Bl.a. vil Hollande styrke uddannelsessektoren med 60.000 ansatte, lancere en progressiv skattereform og nedsætte pensionsalderen til 60 år for dem, der har arbejdet siden de var 18 år.

Det er en politik, der er markant anderledes end den, som Nicolas Sarkozy har stået for de sidste fem år. Sarkozy har ført en politik, der har favoriseret de rigeste, og som har udbygget de dybe skel, der eksisterer i det franske samfund mellem rig og fattig, mellem franskmænd og de indvandrere, der lever i Frankrig.

Hvis Hollande vinder, kommer der andre boller på suppen. Og det vel at mærke ikke blot i Frankrig, men også i Europa. Frankrig er sammen med Tyskland og Storbritannien en af tre traditionelle stormagter i EU, og det er derfor ganske afgørende for Europa, hvem der sidder på magten i Frankrig. Mens Nicolas Sarkozy sammen med den tyske Angela Merkel de seneste år har forenet deres magt til at føre borgerlig politik, så vil Hollande bringe andre perspektiver til Bruxelles, når de 27 stats- og regeringschefer mødes for at træffe de store beslutninger.

Fra blåt til rødt hold

François Hollande har været en stærk kritiker af den finanspagt, der blev vedtaget i marts, og som lægger op til stram budgetdisciplin i EU’s medlemslande. Hollande var faktisk ude og sige, at pagten skulle genforhandles, da den ifølge ham kunne resultere i, at Europa sparede økonomien ihjel. Det synspunkt har han efterfølgende modereret. Det, mener jeg, er klogt, for det er klart, at vi har brug for at skabe orden i budgetterne for at skabe vækst på lang sigt. Jeg er derimod helt enig i Hollandes synspunkter om, at finanspagten ikke kan stå alene. Vi kan ikke kun spare os til velfærd – vi har også brug for investeringer. Det er det synspunkt, som vi socialdemokrater står for. Det er også lykkes os under formandskabet at få vedtaget en væksterklæring for EU, hvor EU-landene har forpligtet sig til en række vækstfremmende investeringer.

Men det er samtidig klart, at den danske regering står forholdsvis alene med dette synspunkt. Langt flertallet af regeringerne i EU er borgerlige (faktisk har vi kun centrum-venstre regeringer i Danmark, Østrig, Belgien og Slovakiet), og derfor er fokus i første omgang på budgetbesparelser frem for vækst. Hvis Frankrig melder sig under de røde faner, så får Danmark en magtfuld alliancepartner i EU. Det vil have enorm betydning for vores muligheder for at få gennemført vores politik.

Og hvem ved. Måske er dette kun begyndelsen. Til næste år er der valg i Tyskland, og Merkels regering er svækket efter en række uheldige sager kombineret med et støtteparti (FDP), der er ved at smuldre fra hinanden. Hvis EU’s to største spillere skifter fra blåt til rødt hold, så kan vi forvente nye takter for Europa.

EU er ikke usolidarisk og borgerligt pr. definition, sådan som en yderste venstrefløj herhjemme ynder at påstå. EU har faktisk ofte stået på forbrugernes side over for industrien, og på miljøets side over for markedet. Men EU er, hvad EU’s politikere gør det til. I øjeblikket kan man som socialist ærgre sig over, at EU er domineret af borgerlige politikere. I Europa-Parlamentet er socialisterne (190 medlemmer) færre end de konservative (288 medlemmer). Blandt regeringerne er kun en lille håndfuld af de 27 medlemmer socialdemokratiske. Det kan selvsagt mærkes på den politik, der kommer ud af EU-systemet i disse år. Den er mere borgerlig, end jeg kunne tænke mig. Den er mindre grøn, end jeg kunne tænke mig. Og den er mindre vækstorienteret, end der er brug for. Men den gode nyhed er altså nu, at der måske er håb forude. I Paris den 22. april tog vi første skridt. Hvis Hollande får samme succes ved anden valgrunde, så får venstrefløjen i Europa en mægtig allieret. Så er vi på vej mod et rødere Europa.

 

Dan Jørgensen er socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer