Interview

Plejebørn og biologiske børn er forskellige

Plejefamilien kan tilbyde det anbragte barn et sted at høre til, siger Karen Ellemann
14. april 2012

Som social- og indenrigsminister i den tidligere VK-regering var Karen Ellemann med til at få vedtaget Barnets Reform, der bl.a. har som mål at få flere udsatte børn i familiepleje i stedet for på institution.

»En af tankerne var, at børn, der svigtes, har behov for en opvækst i familiemæssige rammer, hvor der ikke er et vagtskema med medarbejdere, der kommer og går og holder ferie,« siger hun :

»Det er altid vanskeligt at generalisere, men der var et bud om, at familiemæssige rammer i udgangspunktet er de mest trygge for et barns opvækst. Derfor ønskede vi flere plejefamilier, flere slægtsanbringelser og at styrke plejefamiliernes kompetencer, så de også kan rumme børn med lidt større vanskeligheder.«

– Hvordan forhindrer man, at plejefamilier ser de anbragte børn som en indtægt frem for familie?

»Det er rigtigt, at der også findes familier, hvor den ene forælder er professionel plejeforælder, der ikke arbejder ved siden af. I en ideel verden ville der være et bredere rekrutteringsgrundlag med flere familier, hvor begge forældre har job uden for familien.«

– Hvordan undgår man, at de anbragte unge føler sig som et tredje hjul i en plejefamilie?

»Det handler om de voksnes evne til at rumme et andet barn i familien, og om den måde, de præger de biologiske børn til at rumme andre. Og så skal der ikke være hemmelighedskræmmeri. Det er vigtigt at være ærlig om, hvad det er for en bagage, det pågældende barn har med sig. At tro at barnet bliver det samme som familiens biologiske børn, er i mange tilfælde urealistisk.«

– Er det i virkeligheden ikke lettere for barnet at være på en institution med professionelle, hvor der er rene linjer, i stedet for at barnet skal føle sig udenfor i plejefamilie?

»Det er vigtigt at høre til et sted og at være ønsket. En familie åbner sit hjem for et plejebarn, fordi den med et godt hjerte ønsker at hjælpe barnet videre i livet. Den mission har medarbejdere på døgninstitutioner også. Men det ændrer ikke på, at institutioner er et mere professionelt miljø end en familie. Der er forskel,« siger Karen Ellemann og understreger, at der fortsat er behov for institutioner til de udsatte børn: »Der vil altid være børn med så voldsomme ar på sjælen, at de har brug for en helt anden pleje, end en kernefamilie kan levere. Det altafgørende er, at vi vælger ud fra barnets udgangspunkt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu