Kommentar

Plejebørn er ikke sekundavarer

Der er mange børn, der trives i plejefamilier, og derfor nytter det ikke noget at foreslå, at ordningen skal skrottes til fordel for flere børnehjem
30. april 2012

Den 13. april skrev Vibeke Marx (VM), at livet i plejefamilie er et liv som sekundavare. Men hvor ved hun det fra – vist mest fra private erfaringer. Spørger man børnene selv, nikker nogle genkendende til beskrivelsen – og det er selvfølgelig slet ikke godt nok – men mange har helt andre erfaringer. De oplever at blive holdt af og høre rigtig til i plejefamilien.

Flere uafhængige danske undersøgelser viser, at de fleste plejebørn er glade for at være i pleje og vurderer, at det har gjort en positiv forskel i deres liv. Det betyder ikke, at det ikke også kan være svært.

Snarere har det, som en ung på 17 år formulerer det, været som en blandet pose slik:

»Mit liv som plejebarn har været som en blandet pose slik ... både med nedture, men også med rigtig mange opture. Men alt i alt er jeg glad for at være plejebarn«.

Livet som plejebarn er for langt de færreste en dans på (tornløse) roser, bl.a. fordi børnene har en tung bagage. Derfor skal både børn og plejeforældre støttes langt bedre til at håndtere de udfordringer, konflikter og kriser, som de næsten uvægerligt kommer til at møde i deres fælles kamp.

Plejeforældre skal ’castes’ efter, hvorvidt de har forudsætningerne for og modet på både at engagere sig følelsesmæssigt og at udvikle sig sammen med børnene gennem professionel supervision. Gør man det, er der en god chance for, at der udvikles en livslang relation.

Nye forældre og søskende

VM mener, at familiepleje kun er en god løsning ved tidlige anbringelser, og forudsat det er en familie, som vil gøre det ubetalt. Alternativt bør man anbringe på lokale børnehjem.

Hun har ret i, at der statistisk set er størst succesrate for tidlige plejeanbringelser, og også i, at det blandt nogle plejefamilier og ejere af opholdssteder går lidt for meget op i lønarbejde.

Men derfra og til konklusionen om at fratage alle andre børn – de som først anbringes senere, eller hvor der ikke lige står en familie i netværket klar – muligheden for at komme i pleje, er der et meget stort spring.

Her skal præsenteres en lille historie fra det virkelige liv, som Malene på 16 år har skrevet på www.boernetinget.dk, hvor plejebørn kan skrive til hinanden om deres liv, erfaringer og tanker. Malene har boet i pleje i ni år i to forskellige plejefamilier. Hun skriver:

»Den ene familie svigtede, men i dag bor jeg i en plejefamilie, som i den grad aldrig har eller vil svigte. Jeg bor her sammen med min biologiske storesøster, og det er en god ting, for det gør også, at jeg føler mig mere hjemme. Jeg er meget glad for at bo i pleje, og jeg opfatter ikke familien som ’ikke min familie’. (..) Mine plejeforældre kalder jeg selv for mor og far, og deres rigtige børn er som rigtige søskende for mig. (..) Jeg siger ikke, at alle tider er med fest og farver. Nogle gange kan jeg komme meget op og skændes med mine plejeforældre, og det gør også ondt indeni. Når det sker, har jeg nogle gange bare lyst til at smutte og blive væk, og nogle gange kan jeg komme med så dumme tanker – at de siger nej og sådan noget, bare fordi jeg er plejebarn, og at de egentlig er fuldstændig ligeglade med mig. Men jeg ved jo inderst inde, at det bare er mig selv, som digter det. I sidste ende løser vi det, og så er den skid slået. Min mor og far ser jeg ind imellem, og de er selv glade for, at vi er der, hvor vi er. Min plejefamilie kommer i første række og er min rigtige familie. Det er i hvert fald, hvad jeg føler«.

Børnene skal høres

Malene har ikke boet i plejefamilien, fra hun var helt lille – og det er en ganske almindelig lønnet plejefamilie, hun bor hos.

Hvis vi følger VM’s forslag, vil forløb som Marlenes derfor aldrig kunne gentage sig. Børn og unge som hende vil i stedet blive placeret på lokale børnehjem. Vil de så være bedre tjent med det?

Nogle vil, andre berøves opfyldelse af det, de ønsker sig allermest: En rigtig familie, hvor de voksne ikke bare kommer og går, bliver ansat og fyret; men et stabilt fællesskab, hvor man hører til og bliver holdt af.

Min konklusion er, at standardsvar på komplekse problemstillinger er farlige. Løsningen er ikke at erstatte de fleste plejeforhold med (lokale) børnehjem, som Vibeke Marx foreslår.

Ligeledes kan familiepleje heller ikke erstatte alle døgninstitutioner og behandlingshjem, som synes at være en politisk illusion for øjeblikket.

I stedet skal vi blive bedre til at lytte til og inddrage børnene – både når vi vælger anbringelsessted og når der foretages tilsyn og ydes supervision.

 

Hanne Warming er professor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu