Kronik

Repræsenterer brødrene islam eller kun sig selv?

Hvornår vil egypterne gennemskue, at Det Muslimske Broderskab og salafisterne støtter sig til en falsk forståelse af islams autoritet og agerer som Militærrådets politiske fløj?
En egyptisk tilhænger af Det Muslimske Broderskab viser sejrstegnet, mens han bærer en maske med ansigtet af de islamiske salafisters præsidentkandidat, Hazem Abu Ismail. En stor protest fandt sted uden for statsrådsdomstolen, da denne suspenderede de islamiske kræfters udkast til en ny forfatning, som boykottes af liberale borgere, moderate muslimer og de koptiske kristne.

En egyptisk tilhænger af Det Muslimske Broderskab viser sejrstegnet, mens han bærer en maske med ansigtet af de islamiske salafisters præsidentkandidat, Hazem Abu Ismail. En stor protest fandt sted uden for statsrådsdomstolen, da denne suspenderede de islamiske kræfters udkast til en ny forfatning, som boykottes af liberale borgere, moderate muslimer og de koptiske kristne.

Khaled Desouki

19. april 2012

Hvordan ville du reagere, hvis du fandt ud af, at en person, du har med at gøre, var løgner og afgav løfter, som han efterfølgende ikke holdt? Hvis ville du stille op, hvis sandheden viste sig at være modsat af, hvad han sagde?

Den naturlige reaktion ville være at miste al tillid. 

Men hvad nu hvis løgneren var iført hvid kjortel, havde fuldskæg og et fremtrædende bedemærke i panden og præsenterede sig selv som en islamisk prædikant, der alene var optaget af at føre Guds lov ud i livet? 

I Egypten kan de, som taler i islams navn, lyve så meget, de vil, bryde deres løfter og blive viklet ind i skandaler – de vil altid finde folk, der er rede til at forsvare dem og finde undskyldninger for dem. Deres forsvarere er ikke nødvendigvis idioter: Blot er de aldeles overbeviste om, at øjensynligt fromme og gudfrygtige mænd, der taler i islams navn, selv er del af islam. Og følgelig om, at enhver, der påtaler disse mænds fejltagelser og løgne, alene derved begår et uacceptabelt angreb på islam. 

Det Muslimske Broderskab har brudt alle sine løfter. Det lovede kun at stille op til en fjerdedel af pladserne i Folkeforsamlingen, men søgte derpå at maksimere sin tilslutning og begik i denne proces alle slags utilbørligheder fra stemmekøb til bagvaskelse af deres rivalers omdømme, enten ved at udbrede ondsindede rygter eller ved at betvivle ægtheden i deres tro. De lovede at deltage i arbejdet med at ændre forfatningen i partnerskab med andre politiske kræfter, men brød løftet og satte sig fuldstændig på forfatningsudvalget. De lovede ikke at stille med en præsidentkandidat, men som sædvanlig brød de deres løfte og udpegede Khairat el-Shater som kandidat.

I taler optaget på video rasede mange salafistiske ’sheiker’ mod revolutionen, opfordrede demonstranterne til at gå hjem og erklærede ulydighed mod Hosni Mubarak for haram (forbudt/synd, red.). Nogle af dem erklærede sågar demokrati, valg og magtrotation for haram. 

Kovending for at få magt

Da revolutionen lykkedes, fik piben en anden lyd. Straks etablerede de partier og stillede op til valget. Denne kovending, viser, at de løj i mindst én situation, hvad enten det så var, da de sagde, at demokrati var haram, eller da de favnede demokratiet med henblik på selv at gribe magten. 

Havde en anden politisk gruppe opført sig lige så svigagtigt, ville den have mistet folks respekt for altid. Men mange muslimer tror, at Broderskabet og salafisterne repræsenterer islam og har derfor svært ved at fordømme dem, uanset hvilke fejl de laver, og hvilke skandaler de bliver impliceret i.  

De to første kaliffer, Abu Bakr og Omar ibn al-Khattab, hørte til profeten Muhammeds nærmeste og vigtigste ledsagere, men folk kritiserede dem åbent og højlydt. De tog aldrig kritikken fortrydeligt op, men prøvede ihærdigt at forsvare deres beslutninger og var hurtige til at undskylde, hvis de begik fejl. 

Måske er forskellen mellem den kultur, der tillader kritik af kaliffen, og den kultur, der forbyder ulydighed over for herskeren og opfatter sheiker som ukrænkelige og hævet over kritik, den samme som forskellen mellem perioderne med opblomstring og perioderne med tilbagegang i islamisk historie. 

Udnyttelse af naive menneskers religiøse følelser har altid været et redskab i hænderne på despoter. I 1882, da Ahmed Oraby mobiliserede den egyptiske hær for at forsvare Egypten mod britisk invasion, rådede briterne den osmanniske sultan, muslimernes kalif, til at udstede en fatwa om, at Oraby havde overtrådt islams principper.

Den fatwa var en af grundene til, at Orabys modstandsbevægelse ikke fik succes. I 1798 besatte Napoleon Bonapartes franske hær Egypten. Napoloeon var ateist, men opsat på at udnytte egypternes religiøse følelser, så han lod straks rygter udbrede om, at han havde konverteret til islam. 

Han iførte sig orientalske klæder, ledte fredagsbønnen i moskeen og udsendte straks efter sin ankomst til Kairo en ekstraordinær proklamation til egypterne, der begyndte med: »I Guds navn …« og fortsatte: »Indbyggere i Egypten! Franskmændene er sande muslimer. For ikke så længe siden, marcherede de til Rom og væltede paven fra hans trone, fordi han sætter de kristne op imod islams lære«.

Hellige er ikke hævet over andre

Gang på gang i vores historie er simple menneskers religiøse følelser blevet udnyttet til gavn for uretfærdige og despotiske herskere. En sand forståelse af religion kan ikke gøre nogen mennesker hævet over kritik, uanset deres status.

Den må i stedet befæste de store humanitære principper om frihed, retfærdighed og lighed. Historien lærer os, at nå religionens mænd bliver tilbedt som hævet over resten af menneskeheden, går religionen fra at være en potentielt kreativ menneskelig kraft, der driver samfundet mod større frihed og fremskridt, til at blive et reaktionært værktøj, der fører til tyranni.

Måske var det i erkendelse heraf, at Omar Suleiman, den afsatte præsident Hosni Mubaraks vicepræsident besluttede sig for at smede en plan om at forpurre den egyptiske revolution, som Militærrådet siden gennemførte til fulde: 

Omar Suleiman allierede sig med Det Muslimske Broderskab, fordi han var overbevist om, at brødrene til hver en tid ville kunne udnytte folks religiøse følelser til at få opbakning til de politiske mål, som broderskabet måtte stille op. 

Den 4. februar, 2011, endnu før Mubarak var faldet, havde Omar Suleiman et møde med Det Muslimske Broderskab, hvorefter Saad el-Katatni, i dag formand for Folkeforsamlingen, kom ud og erklærede, at Suleiman havde talt sandt: At der var en sammensværgelse om at sætte landet i brand, og at Broderskabet havde pligt til at hjælpe Mubaraks vicepræsident med at bekæmpe den. Katatni sagde, at han havde aftalt med vicepræsidenten, at undtagelsestilstanden skulle ophøre, at demonstranterne skulle rydde Tahrir-pladsen, forfatningen ændres, og valg udskrives. 

Fra begyndelsen af satte Det Muslimske Broderskab sine egne politiske interesser over revolutionens mål. Ifølge aftalen skulle broderskabet og salafisterne agere på vegne af Militærrådet og overbevise egypterne om, at opbakning omkring de forfatningsmæssige ændringer var en religiøs pligt for enhver muslim. De hævdede samtidig, at afvisning af ændringerne var udtryk for et komplot mod islam ledet af koptere, sekulære og kommunister, der hader religion. Derfor blev folkeafstemningen om forfatningen en religiøs kamp mellem ’troende og vantro’, og Egypten mistede en historisk mulighed for at skrive en helt ny forfatning, der kunne have sikret en demokratisk stat på et solidt grundlag. 

Indgået i alliance med hæren

Efter revolutionen er broderskabet og salafisterne blevet militærets politiske fløj. Mange egyptere stemte for forfatningsændringerne uden at vide, hvad de betød, herunder for artikel 28, som annullerer enhver ret til indsigelse over for valgkommissionen, og som uden tvivl vil blive brugt til ny valgsvindel. 

Mange egyptere protesterer nu mod den skammelige artikel uden at indse, at den var en af de forfatningsændringer, som de selv sagde ja til ved folkeafstemningen i den tro, at de forsvarede islam, sådan som de islamistiske sheiker havde opfordret dem til. 

Alt for mange egyptere slukker for deres hjerner (det modsatte af, hvad islam påbyder) og underkaster sig føjeligt, hvad deres yndlingssheik giver besked på. De vil endda gå hårdt i rette med enhver, der kritiserer samme sheik. Prøv at gå på internettet og kritiser en af salafisternes eller broderskabets sheiker. Sheikernes tilhængere vil hurtigt slå tilbage med en syndflod af ukvemsord og mod bydelige fornærmelser. De mennesker, der fornærmer dig, er muligvis oprigtigt troende muslimer, som endda kan være høflige mennesker i hverdagen, men vil se dig som intet andet end en fjende af islam, fordi du vover at kritisere deres sheik, der efter deres opfattelse repræsenterer denne religion, og så derpå fornærme dig i forsvaret for samme religion. 

Den misforståelse af religionen, der fremkalder ærbødighed for sheiker, har været den afgørende faktor i aftalen mellem broderskabet og militæret. Uanset om det er et spørgsmål om forfatningsændringer, en præsidentkandidat eller noget andet, vil broderskabet og salafisterne straks gøre det til et religiøst anliggende. 

Der vil nødvendigvis blive sat lighedstegn mellem sheikernes synspunkt og islams synspunkt. Derved bliver enhver politisk debat til en religiøs konflikt under en strøm af løgne og fejlslutninger, således at Militærrådet kan sikre sig de resultater, det ønsker . 

Alaa al-Aswany (f. 1957) er egyptisk romanforfatter. Hans bedst kendte værker er ’Yacoubians Hus’, ’Chicago’ og ’Bokserhunde i alle farver’, der alle er udkommet på dansk

© Al-Masri al-Youm og Information. Bragt efter aftale med Wylie Agency

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu