Kronik

Rettigheder er fremtiden for udvikling

Regeringens nye udviklingspolitik får kritik for at prioritere rettigheder over mad. Men det er brød på bordet og grundlæggende rettigheder, der sammen skaber solide forandringer
Fattige dalitter eller kasteløse i gang med at bygge veje i Indien. Social oprindelse gør det næsten umuligt for dem at bryde fri af de sociale bånd. Som følge af en nedarvet social status bliver de betragtet som ’urørlige’, og de udsættes for omfattende diskrimination og krænkelser.

Fattige dalitter eller kasteløse i gang med at bygge veje i Indien. Social oprindelse gør det næsten umuligt for dem at bryde fri af de sociale bånd. Som følge af en nedarvet social status bliver de betragtet som ’urørlige’, og de udsættes for omfattende diskrimination og krænkelser.

Mikkel Østergaard

26. april 2012

Regeringens nye lovforslag om dansk udviklingsarbejde var i sidste uge til behandling i Folketinget, og i aviserne har der været livlig debat om udviklingsminister Christian Friis-Bachs (R) såkaldte rettighedsbaserede udviklingsstrategi.

Det er glædeligt, at vi har en kritisk debat om noget så vigtigt som dansk udviklingspolitik, men debatten er præget af en del misforståelser om, hvad en menneskerettighedsbaseret tilgang egentlig er (fremover HRBA, der er den engelske forkortelse af Human Rights Based Approach).

Ifølge flere kritikere er HRBA-tilgangen en urealistisk måde at komme fattigdom til livs på. Kritikerne mener, det er en fejlslutning, at rettigheder kan bane vejen for økonomisk udvikling, og at det er overambitiøst af ministeren, hvis han sigter mod at indføre alle menneskerettigheder på én gang.

Kritikken er bl.a. fremført af den liberale tænketank CEPOS og Informations internationale redaktør, Lotte Folke Kaarsholm. Man kan dog mistænke dem for at fejllæse den udviklingspolitik, som ministeren har i støbeskeen. For HRBA har ikke som mål at realisere alle menneskerettigheder over én nat – en kritik der også blev fremført under førstebehandlingen i Folketinget. Og HRBA bunder ikke i en forestilling om, at hvis bare vi indfører økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, så kommer der brød på bordet og arbejde til nødlidende familier.

Flere mål på samme tid

Tværtimod udgør menneskerettighederne i HRBA-tilgangen langsigtede udviklingsmål, som bygger på nationalt ejerskab og behov. Formålet er at tænke fattigdomsbekæmpelse og rettigheder sammen. Groft sagt behøver vi ikke at vælge mellem at give mennesker brød på bordet eller beskytte dem mod krænkelser. Vi kan arbejde med begge mål på én gang.

Det betyder ikke alt på én gang. En fornuftig udviklingspolitik tager udgangspunkt i det enkelte lands situation og prioriterer, hvilke rettigheder der skal fremmes, og hvilke af de mere basale behov, der skal dækkes. Men begge mål er så at sige på menukortet, og det er en strategisk vigtig beslutning i dansk udviklingspolitik.

Et eksempel kunne være arbejdet i forbindelse med den diskrimination, der er årsag til megen fattigdom verden over. 260 millioner mennesker er dalitter, hvilket indebærer, at de er født kasteløse i f.eks. Indien, Nepal og Bangladesh. Deres sociale oprindelse gør det næsten umuligt for dem at bryde fri af de sociale bånd. Som følge af en nedarvet social status bliver de betragtet som ’urørlige’, og de udsættes for omfattende diskrimination og krænkelser. Mord, vold, tortur, udnyttelse og social eksklusion af dalitter sker ofte med straffrihed.

Her er en HRBA-tilgang den rigtige kur, fordi udviklingsindsatsen ikke blot bliver en almisse til de nødlidende, men i stedet myndiggør både staten og mennesket. Staten får støtte til at levere rettigheder i form af politikker og lovgivning – f.eks. ved at forbyde diskrimination mod dalitter – og institutioner, der kan realisere rettighederne. Borgerne får samtidig evnen til at kunne påberåbe sig rettighederne.

Med andre ord kommer mennesket i centrum og bliver i stand til at opfylde sine behov, både i forhold til at få brød på bordet og til mere langsigtede mål som uddannelse og økonomisk fremgang.

Et nyere eksempel handler om EU, der i denne uge har suspenderet de fleste sanktioner mod Burma/Myanmar. Men før virksomheder og investeringer kan slippes løs i landet, har Ministerrådet ønsket klare rammer for virksomhedernes ageren og ansvar. Her kommer en HRBA-tilgang også i spil, fordi den kan bidrage til, at virksomhederne ikke kommer til at arbejde for diktaturet, men derimod kan bidrage til at bane vejen for menneskerettigheder og demokrati. EU’s Burma/Myanmar-strategi ligger således helt i tråd med den udviklingspolitik, den danske regering lægger op til.

Skab sikkerhed for fattige

Chefjurist Jacob Mchangama fra CEPOS har kritiseret HRBA-tilgangen for at bygge på troen på, at den rettighedsbaserede tilgang overhovedet virker i kampen mod fattigdom. Altså er økonomisk fremgang og frihed det eneste, der i sidste ende kan bane vejen for menneskerettighederne.

Jeg er ikke uenig i, at dansk bistand også skal sigte mod at skabe økonomisk vækst og velstand. Men filmen knækker, når Mchangama og andre argumenterer, at økonomisk frihed er vigtigere end menneskerettigheder. For de er indbyrdes afhængige.

Økonomisk vækst kommer ikke hele samfundet til gavn, hvis ikke den pågældende stat også er i stand til f.eks. at beskytte den private ejendomsret eller tilbyde retssikkerhed til borgerne. Staten skal også være i stand til at regulere markedet, indhente og fordele ressourcer, bekæmpe korruption og levere basale ydelser som sundhed, uddannelse, vand og sanitet til gavn for den videre udvikling i landet.

I Verdensbankens omfattende samling af interview med verdens fattige, Voices of the Poor fra 1999, var ét af de vigtigste behov for de fattige netop ’sikkerhed’. Sikkerhed for at kriminelle ikke stjæler ens kvæg eller knallert. Eller sikkerhed for at man ikke skal betale korrupte embedsmand for at få lov til at udføre et erhverv eller sende sit barn i skole.

Jura og lovgivning er centralt

Hvis vi hjælper en befolkning til at kende sine rettigheder, kan den holde sine myndigheder ansvarlige. Og hvis vi støtter staterne med at organisere sig, så de leverer de ydelser, deres befolkninger forventer, bidrager vi igen til en stabil samfundsorden med velfungerende skattesystem. Og hjælper vi lande og interessegrupper lokalt med at stille juridisk funderede krav til virksomheder, kommer vi samtidig udnyttelse og samfundsuansvarlighed til livs.

Netop jura og lovgivning er centralt i HRBA-tilgangen. Varig forandring kræver nemlig, at de udviklingsmæssige tiltag er forankret i politik og lovgivning. Når de danske udviklingsorganisationer i modtagerlandene er taget hjem, skal udviklingsarbejdet gerne afspejle sig i landets regler, love og administration. Først da kan befolkningen selv håndhæve eller gå i dialog med myndighederne om sine rettigheder. Og først da kan de få bedre beskyttelse mod f.eks. korruption, kriminalitet eller diskrimination. Det er derfor ikke virkelighedsfjernt – men snarere bundrealistisk – når regeringen vil tage udgangspunkt i menneskerettighederne i udviklingspolitikken. Både vores svenske, finske og tyske naboer fokuserer da også allerede på rettighederne i deres udviklingspolitik, ligesom det er en integreret del af FN’s udviklingsarbejde.

Ikke mindst fordi det ofte er hvad modtagerne efterspørger: Under Det Arabiske Forår er tusinder af mennesker f.eks. på gaden for at kræve bedre økonomiske og sociale forhold og retten til overhovedet at bede om dem!

Når regeringen vil fokusere på at bekæmpe diskrimination, at sikre borgenes mulighed for at deltage i samfundet, at fremme viden, uddannelse og antikorruption og på at fremme modtagerlandenes ansvarlighed, er det ikke blåøjet optimisme.

Det er snarere udtryk for en moderne og pragmatisk tilgang, der anerkender, at brød på bordet og sikkerhed for, at staten ikke krænker ens rettigheder, tilsammen er det bedste udgangspunkt for et menneskes mulighed for at skabe fremgang for sig selv, sin familie og sit samfund.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Denne HRBA-baserede approach er typisk for den vestlige verden, faktisk vil jeg mene, den er et udtryk for neo-kolonialisme og neo-imperialisme. Især den del, som handler om at vi her Vesten nok skal bestemme, hvordan deres (folk i den såkaldt tredje verden) juridiske systemer og parlamenter skal se ud, nemlig se eksakte kopier og replicas af vore egne institutioner, med domstole, juridiske forbud mm.

Sagen er blot den, at det virker ikke! I 1850 cirka forbød englænderne enke-afbrændinger i Indien (når en mand død, skulle hans enke brændes sammen med hende). Alligevel skete der i mange år derefter - og endnu? - at enker blev brændt sammen med deres afdøde mand :( . I Indien er der skam allerede et forbud mod diskrimination ad dalitter (kasteløse); alligevel sker der dette, diskrimination mv, mod dem.
Og hvis sagen endelig kommer for en dommer, er det meget svært at bevise, at vedkommende, f.eks. blev myrdet, eller bestjålet, fordi vedkommende var dalit (kasteløs).

Og tror CFP virkelig, at en dalit i Indien har råd til at føre en sag mod en person fra brahminerne's kaste, den højeste kaste i Indien, uanset, hvor meget støtte vi giver. Og tror CFP virkelig at Indien, eller Bangladesh som stat er interesseret i at give de dalitter reelle rettigheder, når de i al den tid både Indien og Bangladesh har eksisteret som selvstændige stater, IKKE har gjort noget - eller i hvert meegt og uendeligt lidt - for at forbedre dalitteres reelle økonomiske situation.

Charlotte Flindt Pedersen (CFP) tager fejl, når hun hævder, at den her HRBA er fremtiden for dansk udviklingsbistand. Som jeg ser det handler det udelukkende om at finde på en lidt for smart ideologisk tilgang til at spare penge på - ganske enkelt fordi vi kan sige til f.eks. Uganda (hvis vi da giver støtte til Uganda?), at I får ikke flere fra os, såfremt I ikke gør dette eller hint. Eller til Tanzania f.eks. eller Nepal eller Burma mv.

Mit problem med denne HRBA-tilgang til udviklings-arbejde i den 3. verden er dels den at Vesten (endnu engang) skal bestemme over folk og stater i den 3. verden, dels, og dette er langt det vigtigste for mig, at bistanden nu bliver givet direkte til staterne, f.eks. Indien, Bangladesh eller Burma. Og til hvad?

Jo, for Burmas vedkommende sikkert til at købe varer i danske virksomheder, og for Bagladesh's vedkommende handler det om at staten skal have penge, ikke de folk, som er fattige, dvs. dalitterne. Og som hjælper dem økonomisk på fode. Hvis CFP tror, at Bangladesh som stat betragtet giver penge videre til dalitterne, er nu i bedste fald naiv, i værste fald uvidende om at det med at give penge direkte til staterne prøvede vi jo i 1960'erne og i 1970erne. Og hvad gjorde stats-lederne i den tredje verden - købte luksusbiler til sig selv, bygge paladser til sig selv, og de købte også militært udstyr i Vesten, kampvogne, fly, våben :( --- som de kunne bruge til at undertrykke deres egen befolkning med, især når de protesterede mod ledernes brug af de penge, de fik fra Vesten.

Hvad får CFP til at tro at dette ikke vil ske igen?

Nå, jo, hun vil styrke demokratiet og folks rettigheder, så de får ret til at protestere mod alt dette. Hun glemmer blot en ting; i de fleste lande i den 3. verden (somvi kaldte dem i 1970erne) er styre, leder, militær og domstole tæt forbundne....

Og man får nu altså ikke noget at spise af at der hænger et flot papir om ens rettigheder på det lokale hospital....

jens sørensen

http://jp.dk/opinion/breve/article2760714.ece

Tjek ovenstående link og forvis digselv om, at man i det meste af verden kæmper imod ulige odds. - Landbrugslobbyen til udbredelse af større salg af giftmidler vil til enhver tid forsøge at forpeste tilværelsen verden over. Så selv ikke håndgangne beviser på en tilgang til bæredygtigt, miljøvenligt landbrug er længerre nok til at overvinde terroren fra EU.

Michael Kongstad Nielsen

U-landshjælpen skal fremover have en mennesterettighedsbaseret tilgang (HRBR). Jeg tror simpelt hen, der menes noget andet. Der menes "good governance" - ordentlig regeringsførelse, for det vil løse alle de andre problemer. Måske ville det ord få regeringerne til at gå i baglås, men det er altså det, det handler om.

Mange steder i Afrika findes slet ikke privat ejendomsret, som artiklen nævner, der skal værnes om. Jorden er ikke udstykket og matrikuleret, så lokale bønder kan gå ned og købe et stykke jord. De bor måske pr. tradion et sted, men flytter også, og kan have nomadestatus, men hvis regeringen en dag vil sælge området til et Canadisk landbrugsudviklingsselskab, så handler regeringen bare uden om de lokale, og gæt hvor pengene havner..

Ps. Hvorfor skal Danmark give hjælp til Indien? Indien har ufattelige rigdomme og ufatteligt rige mennesker. Hvorfor skal vi putte småpenge ind i det system? Indien må selv finde ud af deres kasteproblem, eller også må det tages op i FN-regi (ligesom en løsning på Kashmir kunne frigive nogle ressourser).

Karen Helveg

Undskyld det sene indlæg. Både Charlotte Flindt Pedersens kronik samt kommentarerne vidner om en dejlig historieløshed i forhold til det beskedne bidrag i verden, der hedder "dansk udviklingsbistand". Danmark har f.eks. ikke et udviklingsprogram i Indien - det er lang tid siden, at Indien smed os ud. Men har det i Nepal og Bangladesh, rigtigt. Tvivler dog på, at der står noget om, at dalitter må diskrimineres i nogen grundlov eller lov, direkte eller indirekte, i noget af landene. Sådan kører butikken ikke. Det har udviklingslande da lært. De starter altså hverken i dag eller i går på en moderne udvikling. Det er rigtigt, at der er reelle problemer med diskrimination og ikke gøres nok for at komme over dem. Det er dog ikke et bistandsprogram, men massivt pres, der hjælper her. Tænk på CNN's antislaveri kampagne. Der i øvrigt også tog udgangspunkt i salg af piger (som oftest kasteløse) fra Nepal til prostitution og undertrykkelse andre steder. Mange ting kan gøres parallelt og uden om bistand. Og selvfølgelig skal man da altid tænke rettighedsaspektet ind i, hvad der foretages. At de fattige bliver fattigere i mange lande skyldes jo netop de herskendes (og ikke kun staternes, men også big business') overgreb, ofte med falsk tale om, hvor godt et eller andet vil blive for selvsamme fattige, hvor mange arbejdspladser og større fødevaresikkerhed osv osv overgivelse af jord til fremmede interesser vil medføre. Hvis Christian Friis Bach vil tage den kamp, er det al ære værd. Ellers er det rearguard action, at plonke selvindlysende læresætninger hen over noget alt for ukonkret. For: "Groft sagt behøver vi ikke vælge mellem at give mennesker brød på bordet eller beskytte dem mod krænkelser," skriver CFP. Sig mig: hvor meget af det ene eller det andet gør 'vi' overhovedet?
Hvordan er linket af alt det her til den nuværende bistand? Flere landbrugsprogrammer med mere vægt på jordrettigheder kunne være en måde. Ikke just Danidas kernekompetence i dag. Det har man hidindtil vægret sig imod overhovedet at anerkende som et problem, men i stedet kastet et par institions- eller teknologifiks i folks hoveder.