Læsetid 4 min.

Rødt lys for Bahrain

Søndag køres der Formel 1-løb i en torturstat, og i 2014 skal der afholdes VM i ishockey i Europas sidste diktatur, Hviderusland: Sport kan ikke skilles fra politik, for sport har altid været godt for tyranners imagepleje
Søndag køres der Formel 1-løb i en torturstat, og i 2014 skal der afholdes VM i ishockey i Europas sidste diktatur, Hviderusland: Sport kan ikke skilles fra politik, for sport har altid været godt for tyranners imagepleje
20. april 2012

Formel 1 er et spektakulært skue for mænd, der elsker at drøne rundt i hurtige omgange på en asfaltbane. Og for kvinder, der ser på, at mændene gør det, eller venter i pitten på at tage imod de adrenalinhøje racerkørere. Men Formel 1 er også en anakronistisk begivenhed, der bygger på tiljubing af fart, brølende motorstøj og mænd, der søger faren. Og for så vidt overflødig, kunne man mene.

Ikke desto mindre: Millioner følger trofast denne sport, der i årtier har været multinational milliardforretning. Derfor er der også stor prestige over at kunne stå som arrangør af dette løb. Derfor ræser formel 1-bilerne gennem gaderne i det kitschede fyrstendømme Monaco, gennem den pulserende storby Shanghai, og derfor er de søndag atter tilbage i Bahrain. Tilbage, fordi løbet i det lille golfemirat måtte aflyses sidste år som følge af politisk uro og vold i gaderne. Sultan Isa bin Salman al-Khalifa skulle ikke risikere noget. Men i år føler sultanen sig mere sikker, og Formel 1-cirkusset er meget velkomment i Bahrain. Sultanen har nemlig i mellemtiden pacificeret sit lille rige med amerikanske kampvogne, tortur og knipler. Rapporterne fra menneskerettighedsorganisationer om undertrykkelse i Bahrain er rædselsforfællinger.

På gaderne køres der racerløb. I forvaringscentre og på politistationer lige ved siden af banen bliver der torteret.

Sport i skyggen af tortur

Vil vi virkelige se på et Formel 1-løb, der finder sted i et land som dette? Må disse racerbiler virkelig suse forbi huse, hvor der ifølge oppositionsaktivister torteres mennesker? Skal hundredtusinder af tv-seere følge dette løb? Burde vi ikke slukke for fjernsynet, som protest og i solidaritet med de tortererede? Disse spørgsmål kunne man også rette til Mercedes og Red Bull.

Formanden for FIA, Jean Todt, begrunder løbsorganisationens beslutning om at gennemføre løbet med disse ord: »Vi er en sportsorganisation. Vi er kun interesseret i sport.« Det er absolut er en letkøbt undskyldning. Og naivt. Fordi vel er det muligt, at Todt som sportsfunktionær ikke interesserer sig for politik, men til gengæld interesserer politik sig i høj grad for sport, og især elsker undertrykkende regimer at sole sig i sportens solklare tilforladelige lys. Dér hvor idrætsmennesker konkurrerer efter klare regler for deres indbyrdes styrkeprøver, må alt vel gå ordentligt til? Eller kan man forestille sig, at en mand får knust sine knoer kun få meter fra den målstreg, som kryses af en sejrende Sebastian Vettel? Eller at en kvinde voldtages i en torturkælder, mens du sidder foran dit fjernsyn og hepper på comeback for Tysklands nationalhelt, Michael Schumacher?

Er sport kun sport?

Diktaturer elsker sport. Argentinas militærjunta var ude af sig selv af glæde, da den kunne afholde VM i fodbold i 1978. Kinas kommunistparti brugte OL Lege i 2008 til verdensomspændende selvfremstilling, den hviderussiske diktator Aleksandr Lukasjenko er lige så lykkelig som en iskonge over, at VM i Ishockey i 2014 skal afholdes i hans land, og sultanen af Bahrain har været ivrig for at erklære sig enig med Jean Todt: »De har ret! Sport er sport, og sport bør altid forblive sport!«

Hvad ville være det rigtige modtræk? Bør vi boykotte alle sportsbegivenheder i diktaturlande? Som altid i sager om moral kan svaret kun være konkret, dvs. man må må beslutte sig fra sag til sag. Men i tilfældet Bahrain burde FIA have afslyst løbet – af moralske grunde, men også af politiske.

Her er det på sin plads med et lille flashback til sidste år. Med en blanding af beundring, forundring og forbløffelse så vi millioner af arabere frigøre sig for deres despoter: Tuneserne væltede Ben Ali, den egyptiske Farao, Hosni Mubarak, faldt og Libyens egensindige Muammar al-Gaddafi blev dræbt.

Vi deltog på afstand i fejringen af denne store arabiske frihedsfest, men også med nogen forlegenhed, for havde vores vestlige regeringer måske ikke støttet disse despotiske regimer i årtier. Og så alligevel: Det var forår, arabiske forår. Og dette forår måtte helst ikke blive forstyrret af de ubehagelige begivenheder i det lille emirat Bahrain.

Mens de vestlige regeringer var hurtige til at skifte side til fordel for de oprørske arabiske befolkninger, lod Sultanen af Bahrain sine saudiske hjælpetropper nedkæmpe et folk, der demonstrerede for demokrati og menenskerettigheder. I Vesten foretrak vi at tie herom. Der kom ingen af de sædvanlige besværgelser om, at undertrykkelse ikke kun er forkert, men også dumt – det bringer jo ingen stabilitet i det lange løb. Dette var ellers lære af det arabiske forår.

Bahrain er anderledes

For Bahrain stillede sagen sig dog anderledes. Bahrain indtager nemlig en ganske særlig plads i fletværket af vestlige interesser i Mellemøsten: Her ligger hovedkvarteret for USA’s Femte Flåde. Bahrain er også en nær ven af Vestens nøgleallierede, Saudi-Arabien. De fleste af indbyggere i Bahrain er shiamuslimer og dermed under mistanke for at ville gå det shiitiske Irans ærinde. Bahrain er således det mest flagrante eksempel på, hvordan den kolde realpolitik, som Vesten en overgang så ud til at bebrejde sig selv, fortsat lægger linjen for dens mellemøstpolitik, arabisk forår eller ej.

Hvis Formel 1-ledelsen havde kunnet få sig selv til at aflyse løbet, havde den ikke blot eksponeret sultanen som brutal tyran, men også blottet hykleriet i Vestens politik. Dette var utvivlsomt for meget at forlange af sportsembedsmænd. Men det er ærligt talt også for meget forlangt, at vi på søndag i timevis skal se på mænd, der i brølende racere suser forbi på asfalten, mens der torteres løs lige ved siden af.

Ulrich Ladurner er udenlandsredaktør ved den tyske ugeavis Die Zeit

© Die Zeit og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer