International kommentar

Vil selvet selv?

Den europæiske civilisation befinder sig i en paradoksal situation: Vi vil selv bestemme, så vi kan realisere vores selv. Men når vi selv får lov at bestemme, realiserer vi netop ikke vores selv. Det gælder for de europæiske stater, og ikke mindst for deres borgere
4. april 2012

Den danske regering er med til at styre landet. Det er en situation, som regeringen tilsyneladende ikke er helt tryg ved. Hvordan skal man ellers udlægge det, når regeringen ønsker, at økonomer skal kontrollere, om regeringen holder sig inden for budgetterne?

Alle vil gerne styre, men lige så snart nogen er bemyndiget styringen, ser de sig om efter nogen, der kan styre dem. Ellers får vi ikke et samfund i fremtiden, hvor vi selv kan bestemme, er ræsonnementet. Så kommer finansmarkederne, den rå kapitalisme eller andre, der kun har øje for økonomien, til at bestemme, og det er der ingen, der ønsker sig. Så hellere selv bestemme, at økonomerne skal bestemme.

Ret skal være ret. Regeringens ønske om at blive styret kan ikke reduceres til at være et udtryk for regeringens manglende tillid til egne evner. Den er ret beset et afkast af den europæiske finanspagt, som de europæiske ledere indfører, fordi de ikke har tillid til, at de kan lede. Eller (måske?) rettere: Fordi de ikke kan lede på andre måder end ved at flytte ledelsen og styringen ind i principper og regler, som – i det øjeblik de er blevet bestemt – kan vende bestemmende tilbage og lede lederne og regere regeringerne.

Regeringen beskrev en del af dilemmaet i sit regeringsgrundlag. Der står, at »underskuddet på statens finanser truer med at udhule vores velfærd. Kommende generationers velstand og handlemuligheder er bragt i fare«.

Løsningen på det problem synes – regeringens politik taget i betragtning – at være beskæringer af velstanden og reducerede handlemuligheder. Og man må da også medgive, at det muligvis er en måde at skåne kommende generationer for selv at måtte gøre det samme. Hvis de da efter vores forbillede ikke bare bliver ualmindeligt gode til at foregribe uafvendeligheden ved at afvæbne selvbestemmelsen for selvrealiseringens skyld.

For en sikkerheds skyld

Det er let at pege fingre. Regeringens og de europæiske lederes indsigt i egne begrænsninger og deres tillid til regler og principper, der tvinger alle i samme retning, står slet ikke alene.

Vi spiser grøntsager og frugt hver dag. Ikke seks, som kampagnesloganet dikterede, for vi bestemmer da selv, men hvis vi vil forblive gamle og raske, lytter vi for en sikkerheds skyld til gode råd.

Vi ryger heller ikke længere. Det skulle være sundt at lade være.

Ved Københavns søer passerer vi et par gange om ugen hinanden i løb.

Vi kommer hurtigere gennem uddannelsessystemet med tungere CV’er end tidligere.

Måske er det den dobbelte arv fra Oplysningstiden, som det har været sagt i denne avis. Eller det spørgsmål, der bedre end noget svar beskriver, hvad det vil sige at blive moderne i europæisk forstand: Hvordan kan jeg både bestemme og realisere mig selv, når min forestilling om selvrealisering er historisk og dermed bestemt og desuden afhængig af, at de andre bestemmer sig for at se mit selvs realisering som resultat af min selvbestemmelse?

Både på det politiske og på det individuelle niveau står europæeren med begge fødder plantet i dialektikken mellem selvbestemmelse og selvrealisering.

Herremagasinet beskriver den rette fremgangsmåde ved strygning af skjorter, damebladet giver tips til det helt rigtige bad, og til yoga kan du lære at trække vejret. Det, tidligere generationer bare gjorde, kan, som afkast af fremskridtet, i dag desuden gøres forkert.

Ensrettet selvbestemmelse

Det besnærende ved paradoksale svar er deres potentiale for historisk fleksibilitet. Lad det være analysens forbehold for sig selv forud for kritikken: Den krise, den europæiske bevidsthed står over for, tyder på, at dynamikken mellem selvbestemmelse og selvrealisering er gået sønder.

Sådan som Europa var kommet til at forstå sig selv, kunne dilemmaet distribueres på institutionerne: Markedet tog sig af at være scene for selvbestemmelsen, og staten tog sig af at muliggøre selvrealiseringen.

Men skulle markedet realiseres, måtte agurkerne – også inden EU – være lige: Varerne skulle være sammenlignelige. Derfra stammer indkøberens erfaring af at kunne vælge frit mellem varer, han ikke kan se forskel på.

Og samtidig har staten ulykkeligvis taget dets supplement, markedet, til sig som ideal for sin egen udvikling. På den måde har staten forvandlet sig fra at have en selvforståelse, der gik ud på at bidrage til borgernes selvrealisering for borgernes egen skyld ved at tilbyde pædagogik, dannelse og uddannelse, til at være en stat, der konkurrerer med andre stater om at kunne realisere sine borgeres potentiale, og dermed kunne tilbyde de bedste borgere på hylderne i den internationale konkurrence staterne imellem.

Den der vil bestemme over sig selv, kommer hurtigt til at overveje, hvilke valg der også i fremtiden vil give mulighed for selvbestemmelse.

Desuden skal den selvbestemmende besinde sig på forholdet til de andre, der også vil være selvbestemmende. Pres på selvbestemmelsen har der altid været. Men det synes, som om viljen til selvbestemmelse – fordi den er årsag til et utal af problemer for selvrealiseringen – er ved at blive selve det punkt, selvrealiseringen går til angreb på.

Selvbestemmelsens afskaffelse lader sig muligvis realisere. Men sker det, vil der intet selv være til at konstatere, at selvet endelig er fuldt realiseret: Da er det nemlig dødt.

 

Hans Ulrik Rosengaard er ekstern lektor ved Institut for kultur og Identitet, RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jacob Knudsen

God velskrevet artikel!

Som kommende folkeskolelærer kan jeg ikke lade være med at drage paraleller til det pædagogiske paradoks: Hvordan kan man opdrage et individ til frihed ved brug af tvang?

Uden for en politisk og økonomisk ramme, virker svaret så såre simpelt: Giv individdet dets frihed og drop markedsretorikken (man skal yde før man kan nyde). Vi presser os selv og hinanden alt for hårdt i disse dage, dem der kan holde til det bliver til tankeløse, arbejdszombier der ikke kan andet end at træde rundt i den store fede kapitalistmølle - dem der ikke kan bliver til en byrde for samfundet, de bliver syge, deprimerede, sindslidende, revolutionære og kriminelle. Kapitalismen er den største aktør i den splittelse af befolkningen som vi ser i tiden, men det er selvfølgelig mere nuanceret end som så - hvis gruppen af mennesker der blev betragtet som en byrde, de kulturelt frigjorte, de syge osv. så hvilken magt de egentlig havde over samfundet, ville vi hurtigt se en omvæltning af det politiske system - jeg beder til at det sker snart...

Nicolai Hansen

Fru Jensen er fattig. Det er kapitalismens skyld.
Hr Zachariasen lider af depression. Det er kapitalismens skyld.
Bankdirektør Poulsen har mavesår og er gået ned med stress. Det er kapitalismens skyld.
Familien Madsen får tvangssolgt deres hus. Det er kapitalismens skyld.
ru Jensen er fattig. Det er kapitalismens skyld.
Hr Zachariasen lider af depression. Det er kapitalismens skyld.
Bankdirektør Poulsen har mavesår og er gået ned med stress. Det er kapitalismens skyld.
Familien Madsen får tvangssolgt deres hus. Det er kapitalismens skyld.
ru Jensen er fattig. Det er kapitalismens skyld.
Hr Zachariasen lider af depression. Det er kapitalismens skyld.
Bankdirektør Poulsen har mavesår og er gået ned med stress. Det er kapitalismens skyld.
Familien Madsen får tvangssolgt deres hus. Det er kapitalismens skyld.
ru Jensen er fattig. Det er kapitalismens skyld.
Hr Zachariasen lider af depression. Det er kapitalismens skyld.
Bankdirektør Poulsen har mavesår og er gået ned med stress. Det er kapitalismens skyld.
Familien Madsen får tvangssolgt deres hus. Det er kapitalismens skyld.

Jacob Knudsen

@Nicolai Hansen - selvfølgelig er det aldrig KUN kapitalismens skyld, men det er jo nærliggende at give det politiske system skylden, da det er dem der har magten til ændre på det...

Man kan ligeså let vende den indad og sige, at folk selv er skyld i deres ulykke, "de kunne jo bare have taget sig sammen" - men det er mindst ligeså uproduktivt. Krisen er jo meget mere end bare en økonomisk krise, det er blevet til en dyb åndelig krise, en krise som ikke lader sig løse hvis vi ikke fjerner, eller i det mindste nedtoner, de største årsager til den....

Lennart Kampmann

Der er ingen krise - befri dig selv.

Observer hvilke muligheder du ikke har, analyser hvordan du kan omgå dette, vurder om du har behov for det.

Fattigdom er at mangle evnen til at navigere i livet. Kan du ikke navigere, må du lære. Kan du ikke lære, har du et problem.

Med venlig hilsen
Lennart

Brian Pietersen

Vil selvet selv??

ja, jeg kan og vil selv, inden længe kan jeg igen leve som jeg vil i den natur der er tilbage.

c¨,)

Søren Kristensen

Ingen kan holde fuldstændig frihed ud i længden. Det er derfor det godt at have noget at stå op til om morgenen - noget man skal. Mette Frederiksen og hendes kollegaer kalder det pligt og det var der mere af i gamle dage, hvor den enkelte ikke var så tynget af oplysning og fandt sig i meget mere end den moderne vesterlænding af i dag, hvor enhver er opdraget til at realisere sig selv og gerne for statens penge. Men alt denne middelmådige selvrealisering (som den fx udspiller sig i X-faktor) har samfundet selvfølgelig ikke brug for og kan derfor heller ikke yde tilstrækkelig anerkendelse og så er det Blackman kommer på banen og paradoksalt nok kræver endnu mere frihed for den enkelte, til fx at lære at synge rent. Men har vi råd til alle disse rene stemmer og hvad skal resten af verden med et kor?

Brian Pietersen

Søren

***Ingen kan holde fuldstændig frihed ud i længden. Det er derfor det godt at have noget at stå op til om morgenen - noget man skal.***

hvad er det "",man skal"" ??

Jeg kan sagtens leve med frihed, uden at jeg skal noget som helst andet end det jeg har lyst til at gøre, hvis jeg havde mad nok til resten af livet altså.

Frihed eksisterer kun i kraft af dens modsætning - nødvendighederne. Derfor leverer kun befrielsen den ægte frihedsfølelse - som vare indtil nødvendighederne presser sig på, igen (eksv. 7. maj 1945). Frihed er altså et spørgsmål om at vælge sine nødvendigheder, og da den moderne verden, som flertallet ikke har nogen bevidstgjort lyst til at befri sig for, er meget kompleks, så er der vel ikke noget i vejen for at regeringen konsulterer tidens profeter for at spørge hvordan dette og hint forslag mon påvirker fremtiden.

...men befrielse kan gå hen og blive en folkefornøjelse.

Steffen Gliese

Frihed er frihed til at bestemme selv, det har intet med lediggang per se at gøre. Frihed er frihed til f.eks. at bestemme, hvad man vil bruge sit liv på, når 'nødvendighederne' er reduceret mest muligt (hvad de sagtens kunne være i dag). Frihed er først og fremmest frihed fra at skulle stille til andres vurdering, så bliver ros meget mere værd.

Torben Knudsen

'Alle vil gerne styre, men lige så snart nogen er bemyndiget styringen, ser de sig om efter nogen, der kan styre dem.'
I en flyvemaskine kan de to besætningsmedlemmer kaptajn og styrmand! vælge hvem der styrer.
Der er dog ingen tvivl om, at hvis den ene styrer så kontrollerer den anden-god opfindelse.
Ved opstart, forgår der et check og et kontrolcheck.
En bil er udstyret med kontrolforanstaltninger til at kontrollere kørslen god opfindelse, men noget mangelfuld-f.eks mangeler elektronisk fartkontrol,alkometer etc.
Tanken om kontrol på mange andre områder som f.eks økonomi er en menneskelig nødvendighed som skal opfattes som en sikring af styringen og retningen for at undgå kaos og græske tilstande.
Vi har kun hørt om en mikrodel af det, det græske system mangler af styring.
Ønsk det ikke og anbefal det aldrig.

Andreas Trägårdh

Bill Atkins

Frihed er frihed, og dette er ikke noget relativt, derfor er det modsætningløst og kan ikke defineres. Er der bevægelse (retningsløs) er der frihed.

Peder Pedersen

Kommercialismen er i fuld gang med at fortrænge den humanisme, som vi ellers anså for at være en af kronjuvelerne i den europæiske kultur.

Hans Ulrik Rosengaard skriver:

”På den måde har staten forvandlet sig fra at have en selvforståelse, der gik ud på at bidrage til borgernes selvrealisering for borgernes egen skyld ved at tilbyde pædagogik, dannelse og uddannelse, til at være en stat, der konkurrerer med andre stater om at kunne realisere sine borgeres potentiale, og dermed kunne tilbyde de bedste borgere på hylderne i den internationale konkurrence staterne imellem.”

Godt set, men jeg vil alligevel foreslå en lille omformulering. Er det ikke mere præcist at sige, at staterne nu først og fremmest konkurrerer om at realisere deres erhvervslivs potentialer, og udviklingen af borgernes potentialer kun er vigtig for staten i det omfang, det kan betale sig for virksomhederne eller de offentlige kasser?

Når staten mener, at krisen gør det nødvendigt, at maskerne i det sociale sikkerhedsnet bliver gjort større, så bliver den enkelte borgers muligheder for selvrealisering begrænset af nødvendigheden af selv at oparbejde en økonomisk stødpude, som kan afbøde de værste skader af en såkaldt ”social begivenhed”. Individets selvbestemmelse består i at vælge, om det vil gøre det nødvendige eller ej.

Den åndelige fattigdom, som er materialismens trofaste følgesvend, har gjort flertallet af europæerne så fantasiforladte, at de ikke kan forestille sig andre veje ud af krisen end den, som deres fantasiløse regeringer anser for at være nødvendig.

John Fredsted

Akkurat som artiklen Ledelse af vækst, fatter jeg ikke, hvad denne artikel skal gøre godt for. Hvad har Information dog gang I? Hvorfor nu lige pludselig alt dette filosofiske nonsense, hvor det, der er enkelt, skal unødigt indfoldes til det uforståelige?

Vore problemer skyldes ikke først og fremmest, at selvet ikke selv vil, nej, det skyldes ganske enkelt, at selvet vil alt for meget: al slåskamp i denne verden, om det så er blandt mennesker eller dyr, skyldes, at biologiske livsformer, som de er flest, ekspanderer fysisk, materielt, indflydelsesmæssigt, etc., lige indtil de får et par på hovedet af andre, der føler sig truet af denne adfærd.

Heinrich R. Jørgensen

For ikke så længe siden, da folk(et) stadig bestræbte sig på at blive og være oplyste, var egoisme en last og samfundssind en dyd. Egen oplysning og læring var et mål. Selvbeherskelse og opdragelse var midlet.

Nu er selviskhed den nye dyd og det personlige mål. Hæmninger skal smides bort, for de forhindrer individets frihed. Ingen skal fortælle én noget, for "man bestemmer selv", som det uigendrivelige argument udtrykkes.

Andreas Er der bevægelse (retningsløs) er der frihed.

Det må da være på amøbe-niveau, inkluderet de brownske bevægelser og med udtørring som overlevelsesegenskab?

Reduktionistisk nihilisme.

Mit frihedsbegreb er mere sofistikeret.

randi christiansen

Disse artikler udmærker sig ved at udforske eksistensen og opfordre hertil. Hvilket er meget påkrævet, hvis vi vil udover det niveau, som John Fredsted åbenbart mener, at vi befinder os definitivt på ?

Er frihed at træde på slangen, bare fordi man kan ? Frihed er at erkende hvilke lovmæssigheder, der befordrer det gode liv. Og her kommer den hensigtsmæssige ressourceadministration ind i billedet. Når vi har fundet ud af at sikre fysisk overlevelse på den rigtige måde, så er vi frisatte til at efterforske eksistensens andre mysterier - hvis vi har lyst.

Så til dem der stjæler mine overlevelsesressourcer, min luft, min jord og mit vand : hold op med det !

Heinrich R. Jørgensen

@ Randi d

Det er glædeligt, at ingen har stjålet din ild.

@ Bill

Kan man stjæle tid? Er den identitet vi betegner som "Randi" ikke ankommet til nutiden?

randi christiansen

Hej du vakse Heinrich - ja, min ild - jeg overvejede at skrive energi i stedet, men undlod ...min fejl - ilden er også under angreb

Hvorledes generobre kontrollen over sine egne overlevelsesressourcer ? Læser lige nu Dr. Caroline Myss - Anatomy of the Spirit, som handler om ´the interconnectedness of mind, body and spirit´

Per Eskildsen

Artiklens forfatter har en frygt i forhold til et eller andet i sit følelsesregister og kompenserer som kloge åge. (selvbestemmelse, selvrealisering)

randi christiansen

Bill - Jeg tænker i grundelementer, som tilhører fællesskabet og derfor ikke må gøres til genstand for privatkapitalisering. Når det forhold er på plads, får jeg min tid tilbage.