Interview

Staten begærer de frivillige

De frivillige organisationer har en masse at byde på, som staten gerne vil have del i. Men når staten forsøger at professionalisere de frivillige organisationer, risikerer den at miste lige netop det, som den er så forelsket i
10. april 2012

»Når politikkerne får øje på de frivillige organisationer, sker der det, at de reducerer dem til på én og samme tid at være en ydelse og en ressource, som man gerne vil have mere af.«

Sådan lyder CBS-lektor Anders la Cours analyse af det offentliges ønske om at inddrage og professionalisere de frivillige organisationer i sin frivillighedspolitik.

Anders la Cour har i flere år forsket i frivillige organisationers samspil med staten, og ifølge ham er der tale om en tendens, der begyndte i starten 1980’erne.

Her viste staten for første gang interesse for at integrere det frivillige sociale arbejde med de eksisterende offentlige velfærdsydelser. Og i og med at man formulerede en politik på området, eksisterede der ikke længere noget uden for det offentlige. For så snart man inviterer de frivillige organisationer til at være en del af en frivillighedspolitik, reducerer man dem til et supplement frem for et alternativ.

– Hvad betyder professionaliseringen af de frivillige organisationer?

»Ja, det er jo netop det. Så snart man vil have de frivillige organisationer til at tænke sig selv som et supplement til den offentlige, så er der en masse, der ændrer sig.«

»Det vigtigste er den måde, vi taler om kvalitet på i det frivillige arbejde. Før dette skifte, var kvalitet det, som den frivillige person eller organisation opfattede som det rigtige, og det kunne variere fra situation til situation. I dag er kvalitet, at de frivillige holder sig til at være et supplement. At de afgrænser sig til nogle bestemte opgaver, og hvis de overskrider de grænser, bliver det set på som et problem.«

– Hvorfor bliver den overskridelse opfattet som et problem?

»Fordi man politisk ikke kan leve med, at frivillige varetager opgaver, som det offentlige skal tage sig af. Så er de ikke længere et supplement, men en erstatning. Derfor ønsker det offentlige at inddæmme friheden, ved at lave kontrakter med de frivillige organisationer om, hvad de skal og ikke skal tage sig af. Dermed får man en klar og velafgrænset enhed af frivilligt socialt arbejde.«

Omsorg frem for service Ifølge Anders la Cour, er den afgørende forskel på frivilligt socialt arbejde og det offentliges indsats, at mens arbejdet fra det offentlige handler om at levere omsorg som en ydelse, handler det frivillige arbejde ikke om at levere en ydelse, men om at vise omsorg afhængigt af situationen.

Men trods – eller måske netop pga. forskellene besidder det frivillige arbejde en række kvaliteter, som det offentlige gerne vil have del i, men som man samtidig risikerer at miste i forsøget på at tøjle organisationerne.

»Frivillige arbejdere lader sig ikke disciplinere af beslutninger. Grundlæggende er de illoyale over for organisationen. Selv om de ikke er fuldstændig ustyrlige, er der et anarkistisk element i det, og det giver en dynamik og en evne til at overraske og være innovativ, som staten forelsker sig i og begærer.«

– Men den dynamik giver vel også en uforudsigelighed. Bliver det ikke et problem?

»Hvis man er bureaukrat i et ministerium eller i en kommunes socialforvaltning, så løber det måske én koldt ned ad ryggen, når noget er uforudsigeligt. Men faktisk staten kan godt lide det uforudsigelige, når det kommer til udtryk som noget innovativt. Noget, der finder nye løsninger på gammelkendte problemer. Der er jo ikke noget, staten elsker mere, ned når den bliver overrasket over de frivilliges fantasifulde måde at løse sociale problemer på. «

– Hvad er den konkrete forskel i de frivilliges måde at arbejde på i forhold til de professionelle?

»Det, der giver mening for den frivillige er, at kunne gøre en meningsfuld forskel i nuet, hvor man ikke nødvendigvis lader sig begrænse af de regler, der nu måtte være på området. De frivillige tænker ikke på det, de laver som en service, men som en hjælp, der bliver givet på nuets betingelser, og det er det, der er så fantastisk givende ved at være frivillig.«

Frihed til salg

– Hvad kommer det til at betyde for de frivillige organisationer, de bliver mere og mere indlemmede i det offentliges arbejde?

»Det betyder, at organisationerne begynder at spejle sig selv i billedet af, hvad staten gerne vil have, at de skal være,« siger Anders la Cour, og fortsætter: »Men for organisationerne er der også noget at vinde. For det første øget økonomisk støtte, men også muligheden for at argumentere for, at man ikke kan give mere output end det input, man får ind. Altså en mulighed for at holde politikkerne op på deres store, fine ord og sige: ’Når I kun får det, I får, så får I det, fordi vi mangler penge. Frivillighed er ikke gratis’.«

– Mister organisationerne ikke deres frihed ved at binde sig til nogle krav om, hvad de skal leve op til?

»Jo, man binder sin frihed til at regler og kontrakter, og man kan spørge sig selv, om det ikke sprænger rammerne for, hvad frivillighed kan være. For hvis man har for stor succes med at inddæmme frivilligheden til noget ganske bestemt, så løber man den risiko, at frivilligheden holder op med at være det alternativ, den bør være. Nemlig et alternativ uden for det offentlige. Når staten inviterer dem indenfor, løber man også risikoen for, at de ikke er længere er det, som staten begærede i udgangspunktet,« siger Anders la Cour

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Frivillighed. Ikke så underligt politikerne er interesseret, når man tænker på den vrangvillighed de ellers bakser med.