Kommentar

Fra Stauning til ’Socialdemokratisk Folkeparti’

Det vigtigste element i den aktuelle europæiske krise er de omfattende angreb på reallønnen, de arbejdsløse, fagforeningerne og arbejdsvilkårene i almindelighed
1. maj 2012

I Grækenland skal de offentligt ansatte gå ned i løn, minimallønnen skal sænkes, dagpengene reduceres, og fagforeningerne svækkes. I Italien skal arbejdsmarkedet liberaliseres, det vil sige, det skal blive lettere at fyre folk. Samme mønster i forskellige kombinationer ses i Spanien og Portugal. Formændene for de spanske og italienske arbejdsgiverorganisationer har forståeligt udtrykt deres tilfredshed: Det er hvad, de har arbejdet for i mange år.

Også Danmark er godt med. Med forkortelsen af dagpengeperioden tvinges de arbejdsløse nu til at søge de job, der ikke er der. Og regeringen plus en hærskare af økonomer har presset fagbevægelsen til at acceptere den ringeste overenskomst i mands minde med uforandret eller faldende realløn, så købekraften reduceres og arbejdsløsheden derfor stiger.

Her skal vi huske den meget uomtalte sandhed, at overudbud af arbejde er i virksomhedernes interesse, fordi den lægger et tungt pres på lønnen.

Ligesom en ekstra lastbil med tomater får tomatprisen til at falde på torvet. På denne baggrund kan det være interessant at sammenligne med krisehåndteringen i 1930’erne.

Rettigheder til arbejderne

I USA, Storbritiannien og Tyskland gjorde man i de første par år stort set ingenting bortset fra at skære i de offentlige udgifter, så de faldende statsindtægter (grundet krisen) afbalanceredes med faldende udbetalinger til arbejdsløse. Effekt? Depressionen blev dybere, arbejdsløsheden voksede, og lønnen faldt – hvorfor arbejdsløsheden steg yderligere. Det hele minder om Europa i dag.

I løbet af 1932 stod det klart, at økonomierne var ved at begå selvmord, så en ny politik var fornøden.

I Tyskland kom Adolf Hitler til magten og satte de arbejdsløse til at bygge autostradaer og tanks. I USA fik vi Roosevelts New Deal. Han gav økonomisk hjælp til krisens ofre – de arbejdsløse – og han arbejdede meget aktivt for at styrke fagbevægelsen og arbejdernes rettigheder. Et flertal af arbejderne kunne nu kræve kollektive overenskomster, og i 1937 blev der indført en maksimal arbejdsdag og en minimal løn. Det hele minder ikke om Europa i dag.

I Danmark var krisepolitikken også en anden end i dag: I 1933 faldt priserne, og derfor krævede arbejdsgiverne drastiske lønfald. Det forhindrede Stauning-Munch regeringen dog med Kanslergadeforliget i 1933, hvor overenskomsterne blev forlænget uændrede. Senere blev dagpengene sat op, og dagpengeperioden blev forlænget, samtidig med at arbejdsudbuddet blev begrænset via et loft over overarbejde og mere ferie; mindre stress til de arbejdende og mere arbejde til de ellers arbejdsløse, var filosofien. Altså stort set den modsatte politik af den, som den forrige og nuværende regering står for.

Løn taber til profit

Spørgsmålet er så, hvorfor der er så stor forskel på den økonomiske politik fra 1930’erne og i dag. Den umiddelbare årsag er, at borgerligt-liberale regeringer har magten i de store lande og i EU. Det er klart i kapitalens interesse, at løn taber til profit, og at den demokratisk kontrollerede sektor reduceres til fordel for kapitalens egen sektor. Liberalismens ideologiske funktion er at fremstille disse særinteresser som almeninteressen og altså argumentere for, at det i virkeligheden er i lønmodtagernes egen interesse, at lønnen presses, arbejdsvilkårene forringes, arbejdstiden øges, og velfærden reduceres. Det budskab er blevet solgt dygtigt i Nordeuropa, mens strejker og demonstrationer synes at vise, at sydeuropæerne ikke har annammet ideologien.

Det er ikke mærkeligt, at borgerlige fører borgerlig politik.

Det forklaringskrævende er, at Socialdemokratisk Folkeparti herhjemme og mange af deres fæller i Europa (Frankrig undtaget) tilslutter sig denne dybblå politik. Det skyldes, at arbejderbevægelsen er blevet svækket, samtidig med at kapitalen er blevet friere – dermed mere magtfuld – end nogensinde.

I 1930’erne var Stauning i den heldige situation, at det internationale kapitalmarked var brudt sammen. Kontrollen med den fremmede valuta kunne underlægges demokratisk kontrol (Valutacentralen), så man havde mulighed for at føre en rimelig politik, fri for frygten for kapitalflugt. I dag har socialdemokratierne valgt at tilpasse sig den aktuelt dominerende magt.

Økonomisk politik handler ikke om sag- eller faglighed. Den handler om magt.

 

Anders Lundkvist er politisk økonom ved Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Thomsen

Kapitalen (den privatejede finansverden kunne man vel også¨sige) er blevet både "friere og dermed mere magtfuld end nogensinde", skriver Anders Lundkvist i sin efter min mening både ærlige, enkle og klare oversigts-artikel.

Desværre er det nok sandt, selv om åbenbart ingen politiker tør sige det højt.
Mon det skyldes, at alle har overgivet sig, og at ingen tør tage kampen op?
Og hvis vi tog mod til os, hvad kunne vi så gøre?

Tobin-skat eller anden form kontrol med spekulative finansielle transaktioner ligger da lige for - f.x. i EU-regi, men ties åbenbart ihjel af politikerne.

Min drøm er tillige offentligt ejede produktions-virksomheder, der er så dygtigt "skruet sammen", at de kan klare sig i konkurrencen med de privatejede.
Skulle dét virkelig være umuligt?

Jørgen Garp

Den nuværende centrum-venstre regerings økonomiske politik bliver mere og mere absurd både aktuelt set og i historiens lys som nedenstående artikel klart anskueliggør.
Dermed syntes det håb jeg udtrykte i januar 2008 om et styrket centrum-venstre, der kunne stå op imod den højreorienterede forening af det ny-nationalistiske og ny-liberalistiske galehus som udviklings- og krise løsningsmodel, at være baseret på naive forhåbninger og en klar undervurdering af den effekt som de to modeller gennem de sidste 25år allerede har haft på magtfordelingen i samfundet.
se http://www.garps-verden.com/2008/01/nyfascisme.html
og http://www.garps-verden.com/2011/10/advarsel-den-liberalistiske-ideologi...

Det vil næppe kunne lykkes for socialdemokrati at kunne blive nævneværdig alternative til astrologi.

Der bør communisme til,
også for at blive væsentlig alternative til astrologi.