Klumme

Taberkampen

Stofmisbrugere, alkoholikere, grønlændere og somaliere skændes om, hvem der er de største tabere. I stedet for at holde sammen stigmatiserer de sig selv og hinanden lige som resten af samfundet
Debat
17. april 2012

»Din fucking tabernar! Skyd dig dog!« Sådan havde stemmerne i mange år lydt i hovedet på en af mine patienter. Han var en mand i fyrrerne, der blev indlagt på psykiatrisk afdeling efter at have forsøgt at skære halsen over på sig selv. Trods sin alder havde han ikke tidligere været i kontakt med psykiatrien. Han havde forsøgt at overdøve stemmerne med hash og dødsmetal på høj volumen. Og det var ikke, fordi han ikke gerne ville have hjælp, men han foragtede psykisk syge og frygtede, at hans forældre ville slå hånden af ham. Værre end stemmerne var stigmatiseringen.

Jo ældre jeg bliver, jo sværere synes jeg, det er at opretholde et konsistent normalitetsbegreb. Derfor er det interessant, at der faktisk ikke er noget sted, hvor forestillingen om normalitet lever så stærkt som hos de psykisk syge. De ved, at de er De Anderledes – dem de andre ikke vil lege med.

Så måske eksisterer normaliteten først og fremmest som en forestilling, et til alle tider og i alle kulturer herskende ønske om at være en del af majoriteten. Og for at have en ide om det normale, om et Os, bliver man nødt til at have en modsvarende idé om et ikke-Os. De andre. Dem-vi-i-hvert-fald-ikke-er-og-for-alt-i-verden-ikke-vil-være.

Stigmatisering handler altså mere om de stigmatiserende, og det vil sige om et givent samfunds normer og fordomme end om egenskaber hos de stigmatiserede. Hvem, afvigerne er, afhænger af kultur og tid og sted, og normalitetstyranni kan føre til modreaktioner, som f.eks. det lidt bizarre fænomen cutting, der ofte er et tegn på psykisk sygdom, men nu er blevet cool i visse ungdomskulturer blandt unge, der ellers er raske.

Men én ting er den samfundsbetingede, strukturelle stigmatisering, en anden ting er selvstigmatisering og modstigmatisering. Da jeg arbejdede med hjemløse misbrugere, var der konstant krig mellem alkoholikerne, der mente, at stofmisbrugerne var mega-tabere, og pillemisbrugerne, der mente, at i.v.-misbrugerne var kæmpe-skod, for ikke at tale om alle kampene imellem grønlænderne og somalierne og de gamle landevejsriddere, der alle glædeligt bidrog til at reproducere de negative forestillinger om hinanden og sig selv. »Jeg er jo bare en stiv, dum grønlænder, det er klart, jeg ikke får noget arbejde,« som en af beboerne slukøret sagde efter at have fået afvist sin ansøgning om en avisrute. Det kan umiddelbart virke lidt mystisk, at de i forvejen udsatte ikke holder sammen, men de stigmatiserede er jo også en del af samfundet, og ligesom alle andre bliver de påvirket af kollektive forestillinger om norm og afvigelse, og især mennesker med psykisk sygdom er smerteligt bevidste om de meget negative fordomme, der hersker om dem, f.eks. at de er farlige, hvilket ikke er tilfældet.

I november måned 2011 kom der en stor rapport om stigmatisering af mennesker med psykiske sygdomme, og Psykiatrifonden har for nylig, som del af en større indsats imod stigmatisering, udgivet en bog om emnet, Dømt på forhånd. Undersøgelsen viste, at fire ud af fem psykiatriske patienter følte sig stigmatiseret af venner, familie, uddannelsessystemet, socialvæsenet og i medierne. Men overraskende nok også af læger, psykologer og sygeplejersker, der er med til at reproducere og fastholde de negative narrativer om mennesker med psykisk sygdom. Især oplever mennesker med misbrug og skizofreni – trods meget svære symptomer som angst, selvmordstanker og hallucinationer – at stigmatisering, social eksklusion og ensomhed er det mest pinefulde ved sygdommen.

Selvstigmatisering kan være grunden til, at mange mennesker med psykisk sygdom først henvender sig for sent. Som den fyrreårige mand, hvis psykotiske træk meget hurtigt blev bedre, da han først blev indlagt. Derfor er det vigtigt, hvordan vi taler om mennesker med psykisk sygdom og er opmærksomme på, hvorfor vi reagerer rygradsagtigt med frygt, afsky, mistænksomhed og devaluering. For én ting er at være syg, det er slemt nok i sig selv. En anden ting er at blive reduceret til et sygdomskompleks, så dét at være syg bliver en pinefuld gabestok, man aldrig kan komme ud af. De psykisk syge får sværere ved at blive raske, fordi sygdommen pludselig bliver den altdominerede identitet. Mange holder også op med at se sig som mennesker med en sygdom, men i stedet reducerer sig selv til at være Den Psykisk Syge, med alt hvad dertil hører af negative forestillinger og selvopfyldende profetier.

 

Ugens personlige klummer: Mandag: Derudefra Tirsdag: Kampzoner Onsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erne Lørdag: Borgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Malmgren

Artiklen misser en væsentligt detalje, psykiatriske diagnoser følger en hele ens liv og de kan ikke slettes, heller ikke når de er forkerte.

En alment praktiserende læge kan stille diagnosen bipolar og den havner i diagnose registret, hvorfra den ikke kan slettes igen, selv om den er åbenlyst forkert og egentlig diagnosticering var ikke eksisterende.

Det betyder i praksis, at ved alle kontakter til sundhedssystemet så dukker denne diagnose op og ligegyldigt om den er reel eller ej, så tages der udgangspunkt i den. Og man bliver indlysende nok behandlet for "diagnosen" og ikke for det brækkede ben man kom ind med.

Jeg fik for mange år siden sparket mit venstre knæ ud af led og endte på skadestuen. Efter undersøgelsen blev jeg sendt hjem med en recept i hånden, jeg troede at det var en recept på noget smertestillende, men nej det var såmænd et antidepressiv.

Vi har en 30 årig mand der har fået sparket knæet ud af led, i en fuld kontakt karate kamp, han må hellere få en lykkepille end noget smertestillende, god dag mand økseskaft ;-(