Læsetid 4 min.

Universiteterne skal lære at samarbejde

De danske universiteter kæmper om at få del i de offentlige tilskud, og forskerne konkurrerer om at publicere mest muligt. Det forhindrer udviklingen af fremtidens videnssamfund
En forsker arbejder i kemilaboratoriet på Københavns Universitet.

En forsker arbejder i kemilaboratoriet på Københavns Universitet.

Mikkel Østergaard
27. april 2012

Et af de mest diskuterede spørgsmål i vor tids debat om offentlig ledelse er, hvordan vi styrer samfundets universiteter og vidensinstitutioner. Hvilke former for ledelse er mest egnede og effektive, når et samfund udvikler sig til et videnssamfund, der skal leve af forskning, uddannelse og innovation? Og måske vigtigere, hvordan bør vi balancere mellem de normer, der knytter sig til videnskabelig forskning, og de krav, der knytter sig til den politiske virkelighed?

I den aktuelle debat om universiteternes ledelseskultur er disse spørgsmål gang på gang blevet stillet. Ingen har rigtigt kunne svare.

Universiteternes styring bliver betragtet som en følge af universitetsloven, af nye magtbegærlige ledelser, af den stigende konkurrence om forskningsmidler, af selve globaliseringen eller det moderne videnssamfund. Det er på tide, at filosoffer, politologer, sociologer og andre kommer på banen med nye analyser, hvis mål er at udvikle en samfunds-, organisations- og videnskabsteori, der svarer til nutidens universiteter.

Det er ikke nogen lille opgave. Universiteterne har det seneste årti været styret af en industriel tænkemåde, hvis ophav var industrisamfundets produktionsvirksomhed.

Industrisamfundet spøger

I den industrielle produktion var det ledelsens mål at optimere antallet af enheder, der blev produceret og afsætte dem på et marked reguleret af udbud og efterspørgsel. Ledelsen havde til formål at overvåge og disciplinere medarbejderne og få dem til at arbejde efter de angivne regler og skabe merværdi for virksomhedens ejere.

Det var en periode, hvor forholdet mellem ejer og medarbejder var præget af mistillid og interessekonflikt. Det store spørgsmål i den industrielle tidsalder var, hvordan medarbejdernes interesser kunne bringes i samklang med ejerens. De vigtigste redskaber i denne brobygning var akkordløn, bonusordninger og incitamenter. Kun med pisk og gulerod kunne ledelsen stole på arbejdernes disciplin og føjelighed. Mange studier i organisationsteori viser i dag, at denne model er utidssvarende, hvis ikke ligefrem skadelig, når den anvendes på innovativt og videnskabeligt arbejde. Med overgangen fra en ressourceintensiv til en vidensintensiv økonomi står de klassiske overleverede forestillinger om organisation og ledelse for skud. Ingen af de mest anerkendte internationale virksomheder og universiteter anvender i dag den industrielle logik med tælle-veje-måle-regimet som det vigtigste pejlemærke.

Universiteterne må samarbejde

I stedet for at tænke relationen mellem medarbejder og ledelse, eller mellem universitet og omverden, som et spørgsmål om konkurrence og belønning, må vi forstå de danske universiteters succes som et spørgsmål om samarbejde og tillid.

Universiteterne betragtes i dag som en kampplads mellem forskere, der skal konkurrere om at sælge deres publikationer på et marked, eller som en kampplads indbyrdes mellem universiteterne, der skal konkurrere om at få del i de offentlige tilskud. Men skal dansk forskning og uddannelse op i topklasse og være klar til videnssamfundet, må der en anden model til.

Konkurrence er et vilkår, når det gælder statens placering på det globale marked. Og konkurrence har konstant presset de europæiske stater til at opdatere og effektivisere deres statsapparater.

Men skal staten klare sig i fremtiden – hvor velfærd og udvikling er drevet af ny vidensproduktion – må der skabes nye fremadrettede strategier, der kan sikre koordination og samarbejde. Det er vigtigt, at lokale institutioner ikke har fordel af at optimere deres egen indtjening på bekostning af andre. Kort sagt bør universitetspolitik handle om slagkraftig koordination. Indikatorer, sammenligninger, ansøgninger og produktivitetsmål presser universiteterne til konkurrence i stedet for samarbejde.

Hvad er alternativet til negativ konkurrence, lokal optimering og den industrielle markedstænkning? Et velfungerende videnssamfund med en effektiv og innovativ offentlig vidensledelse kræver tillidsgrader og frihed.

En ny tillidsdagsorden

En basal præmis for at højne innovationskapaciteten og skabe forskning i international klasse er at tænke som en klynge eller insektsværm. Universiteter og vidensinstitutioner må tillære sig, hvad moderne biologer kalder sværmintelligens.

Det enkelte insekt har kun en beskeden intelligens og kan ikke på egen hånd opnå store resultater og gennembrud. Insekterne har ingen hierarkisk ledelse og er ikke underkastet central styring, men samlet optræder de med forbløffende intelligens og effektivitet. De er drevet af usynlige bånd mellem individer, for eksempel simple regler for arbejdsdeling. Det samme gælder i forskningen. Forskning og viden reguleres af tillid, anerkendelse og uformel arbejdsdeling drevet frem af selvorganiserende, problemløsende fællesskaber.

Når det drejer sig om at løse kræftens gåde eller om at uddanne de bedste kandidater til arbejdsmarkedet, kan hver forsker og hvert universitet ikke sidde på sin egen datakraft og indhegne sin viden i lukkede systemer. Viden skabes ved, at mange forskere og institutioner bidrager til at kvalificere de videnskabelige resultater og gennem samarbejde føjer ny viden til den kollektive intelligens.

Vidensdeling skaber succes

Sammenligningen mellem forskere og insekter holder naturligvis ikke alle steder, men den holder så langt, at både myretuen og forskningsinstitutionen bør skabe rammer for, at den enkeltes arbejde kan nyttiggøres i et projekt, der overstiger den individuelle formåen. Det gælder både for den enkelte forsker og for det enkelte institut og universitetet som helhed. Kun gennem nære samarbejdsrelationer og gensidig tillid kan politikere og universitetsledere skabe et økosystem af viden og innovation.

Silicon Valley i San Francisco og klyngen omkring MIT i Boston er klare eksempler på denne sværmintelligens. Det er den nære vidensdeling, der har skabt deres succes.

Selvfølgelig kan man lave regler og belønning, der bygger på en kontrakt mellem medarbejder og ledelse. Men ligesom i myretuen er det vigtigste princip i forskningen implicit. Man skal have viden om sit forskningsområde for at kunne bedømme, hvor det næste nybrud vil opstå, og hvilken vej det er klogest at gå. Det sker ikke gennem bestyrelsens vedtagelser eller nye strategier. Hvis man skal tale om ledelse i myretuen af forskere og eksperter, er det mest hensigtsmæssige at pege på den implicitte organiserings princip: Det er den gensidige anerkendelse og den faglige ekspertise, der er til stede blandt forskerne, der driver forskningen frem.

Vejen til succes er at inddrage medarbejderne i universiteternes ledelse – også i højere grad end der er blevet lagt op til med den sidste ændring af universitetsloven. Reel medbestemmelse vil skabe bedre samarbejde, bedre forskning og imødegå nogle af de besynderlige beslutninger, vi har været vidne til på universiteterne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Dan Johannesson
Dan Johannesson

Fremragende pointer. Det handler om at tilstræbe viden af højeste kvalitet, ikke papagøje snak af højeste kvantitet, som VKO med vanlig primitiv købmandslogik fik gennemført.

Det er i den forbindelse velkendt at fri vidensdeling kombineret med bredt samarbejde kan skabe prægnant synergi.

Og det er her at VKO ideologerne simpelthen ikke er / var udrustede med den nødvendige forståelse: Viden og kunst kan godt SÆLGES med deres primitive købmands / konkurrence logik, men den kan ikke FREMBRINGES af den. Her kræves andre værdier som er helt fremmede for neoliberalister: lydhørhed, samarbejde, kollektiv deling, åbenhed og fokus på facts og realiteter. Ja sandheden, simpelthen, hvor besværlig, uvelkommen og gammeldags, den end må være i en vild- og afledt tid.

Brugerbillede for Dan Johannesson
Dan Johannesson

Fremragende pointer. Det handler om at tilstræbe viden af højeste kvalitet, ikke papagøje snak af højeste kvantitet, som VKO med vanlig primitiv købmandslogik fik gennemført.

Det er i den forbindelse velkendt at fri vidensdeling kombineret med bredt samarbejde kan skabe prægnant synergi.

Og det er her at VKO ideologerne simpelthen ikke er / var udrustede med den nødvendige forståelse: Viden og kunst kan godt SÆLGES med deres primitive købmands / konkurrence logik, men den kan ikke FREMBRINGES af den. Her kræves andre værdier som er helt fremmede for neoliberalister: lydhørhed, samarbejde, kollektiv deling, åbenhed og fokus på facts og realiteter. Ja sandheden, simpelthen, hvor besværlig, uvelkommen og gammeldags, den end må være i en vild- og afledt tid.

Brugerbillede for Christian Madsen
Christian Madsen

Interessant artikel. Ingen tvivl om, at der er en ledelses/tillidskrise i forskningsverdenen i disse år.

MEN. Man bliver en smule træt af at høre de sædvanlige abstrakte argumenter igen og igen fra de universitetsansatte, der har en fantastisk evne til at få deres arbejdskamp (kampen for at beskytte deres yderst priviligerede arbejdsforhold, som de fleste arbejdstagere kun kan drømme om) til et spørgsmål om vores samfunds overlevelse. De har relativt set en udstrakt grad af frihed, selvbestemmelse, god løn og listen fortsætter.

Jeg tror humaniora befinder sig i en meget dybere krise, der intet har med ledelse at gøre.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Christian Madsen, humanioras krise er den selvfølgelighed, som dens udkomme betragtes med. Ingen tænker over, hvor afgørende for vores samfund de humanistiske fag er. Dét er humanioras krise.
Mht. de gode forhold for de ansatte, så er det jo dem, der udhules - og i stedet for at skyde på dem, burde kampen stå for udbredelse af ligeså gode vilkår til arbejdsmarkedet som sådan.

Brugerbillede for Christian Madsen
Christian Madsen

@Peter Hansen. Mange tak for dit svar.

Mht: "Ingen tænker over, hvor afgørende for vores samfund de humanistiske fag er". Det er vist en sandhed med modifikationer. Information har fx lagt spalteplads til et hav af artikler om netop det emne.

Der er nok mange faggrupper, der vil påstå, at de er afgørende for vores samfund.

Jeg savner mere håndfaste argumenter for humanioras afgørende vigtighed, end blot endeløst at konstatere selvsamme. Sandheden er nok desværre, at humanioras betydning er blevet markant mindre. Det er de tekniske videnskaber, og ikke de kulturelle, der kommer til at drive fremtidens velstand/velfærd. Og ja, humaniora kommer til at spille en rolle, men det bliver ikke en afgørende rolle. Det er naturligivs en påstand.

Ovenstående artikel kan - lidt frækt - reduceres til følgende udsagn: "Alting var bedre i gamle dage".

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Tværtimod, Christian Madsen - alene vores udveksling her skylder vi humaniora. En mere international verden nødvendiggør oprustning indenfor humaniora. Det første, man bliver blind på, er øjnene.

Brugerbillede for Christian Madsen
Christian Madsen

Så du mener ikke man kan have en meningsudveksling uden humaniora, Peter Hansen? Det er måske et fint billede på humanioras selvovervurdering :-)

PS Har selv en kandidatgrad fra humaniora, så jeg ønsker alt det bedste for fagene. Men synes pladen er gået i hak. Der er ikke bid i forsvaret for den humaniora.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Hele begrebsligheden, sprogligheden, forståelsesmuligheden på tværs af grænser og på tværs af tid, er humanioras område, Christian Madsen, og alt det består, udvikler sig og vokser. Og det sker ikke af sig selv, som man kunne fristes til at tro.

Brugerbillede for Jørgen Bjerring
Jørgen Bjerring

@ Peter Hansen: "Det første man bliver blind på, er øjnene".

- så er det godt, at vi har natur- og lægevidenskaben til at reparere på dem...

@ Christian Madsen, jeg er helt enig!

Brugerbillede for Bo Carlsen

En smuk samling af de sædvanlige, moderigtige påstande.
Desværre mangler analysen og originaliteten - er det det, der er problemet på universiteterne?

Brugerbillede for Jan Grønlund
Jan Grønlund

Skribenterne har ret. Det burde være den nye regerings vigtigste opgave at få den usunde topstyring af blandt andet universiteter helt væk.

Denne topstyring skaber ledelsesmæssig kaos og store udgifter.

På Københavns Universitet er de samlede udgifter til ledelse og administration steget med 77 procent fra 2005 til 2009, mens de er fordoblet på Aarhus Universitet. Roskilde Universitet har en uhyggelig femdobling af administrationsudgifterne i samme periode.

Fornuften må tilbage. Afskaffelsen af den skadelige topstyring må ske.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Hvilket vidunderligt ord : ´sværmintelligens´

"Viden skabes ved, at mange forskere og institutioner bidrager til at kvalificere de videnskabelige resultater og gennem samarbejde føjer ny viden til den kollektive intelligens."

Privatkapitalisering og indbyrdes konkurrence eller samarbejde om viden og fremskridt til fælles bedste ?

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Brainstorming

Når en gruppe skal udvikle den størst mulige kreativitet og originalitet, så brainstormer den (i sig selv et andet, vidunderligt ord).. Den deler fantasi og kritik. Den brænder for sagen og vil gerne omsætte den i resultater, der kan bruges af andre. Måske endog tjene almenvellet.

Men sådan tænker industrisamfundets ledere ikke. De leder efter de marginale konkurrencefordele, og dem opnår man kun, hvis man hemmeligholder sin viden. Viden er nemlig ikke kun 'magt', men også kapital. At dele viden og arbejde for almenvellet er for den type ledere idioti.