Vestlig dagsorden for ligestilling i Afrika

Hvis vi vil verdens fattigdom til livs, skal vi satse på rettigheder til mennesker på bunden af det globale samfund. Så klar er meldingen fra udviklingsminister Christian Friis Bach (R). En del af de rettigheder, der skal sikres, er kvindernes.

Her lægger ministeren sig tæt op af sine forgængere. I tidl. udviklingsminister Søren Pinds (V) strategidokument for dansk udviklingsbistand – Frihed for Fattigdom, Frihed til Forandring fra 2010 – er ligestilling ét ud af fem prioriterede områder. Og mens Ulla Tørnæs (V) sad på posten, profilerede hun sig som kønsligestillingens forbillede og pioner.

Kønsligestilling som en del af udviklingspolitikken fik for alvor vind i sejlene med FN’s Millenium Development Goals 2000, hvis mål nummer tre handlede om kønsligestilling og kvinders empowerment. Året efter kom Verdensbankens policy-rapport, Engendering development, og efter yderligere et par år Danidas strategidokument Ligestilling i dansk udviklingsbistand fra 2004. Siden da har Danida lagt vægt på at være i front, hvad kønsligestilling angår – i 2008-2010 med en verdensomspændende kampagne for Millenium Development Goal no 3 (MDG3).

Også Verdensbanken har taget dagsordenen til sig. Oprindeligt blev den taget op under pres fra globale kvindebevægelser ved FN’s Fjerde Verdenskonference for Kvinder i Beijing i 1995. I dag har det imidlertid udviklet sig til et skattet tema i Bankens strategiudvikling.

Kønsligestilling passer fortrinligt ind i den facade af kamp for det rigtige og det gode, som Banken gerne smykker sine handlinger med. Samtidig har man i Verdensbanken fundet ud af, at kønsligestilling er smart economics, eller som det oversættes i en af Danidas MDG3 brochurer: det betaler sig. Det er derfor ikke overraskende, at World Development Report (WDR) 2012 også fokuserer på kønsligestilling.

Economic woman

På baggrund af ligestillingsbegrebets sejrsgang i bistandsmæssig sammenhæng kan der være grund til at standse op og spørge, hvad kønsligestilling overhovedet betyder her, og hvad det er for nogle implicitte antagelser om mænd og kvinder og deres indbyrdes forhold, der ligger til grund for udviklingsbistandens ligestillingsstrategier?

Man må konstatere, at Verdensbankens ligestillingsbegreb har økonomisk slagside. I en neoliberal økonomisk sammenhæng, som den Banken repræsenterer, er den centrale aktør economic man – et rationalt handlende, nyttemaksimerende individ. Ligestillingsforståelsen bliver således let til economic woman på linje med economic man. Der refereres til kvinder som et ’uudnyttet potentiale’: flere kvinder i den produktive markedsøkonomi betyder mere økonomisk vækst og (dermed) mere udvikling. Et svagt punkt i dette ræsonnement er naturligvis kvinders ubetalte hus- og omsorgsarbejde, som ofte lades ganske ude af betragtning.

Lige præcis her er der dog nye toner i WDR 2012: Ikke alene gøres der opmærksom på, at hus- og omsorgsarbejde eksisterer, og ofte som kvindearbejde; det påpeges også, at den skæve kønsarbejdsdeling er stort set ens i rige og fattige lande. Hvilket så igen betyder, at økonomisk udvikling ikke automatisk og af sig selv fremmer kønsligestilling – noget som Verdensbanken ellers i tidligere skrifter meget gerne har villet give indtryk af.

En hersker er da en mand

Bistandsverdenens kønstænkning er forankret i en forestilling om et magtforhold mellem kønnene baseret på mandlig dominans og kvindelig undertrykkelse. Denne forestilling ligger som en urokkelig basis under hele terminologien om ligestilling og empowerment: kvinder skal op på niveau med mænd (ligestilling) og kvinder skal styrkes til at kræve deres rettigheder (underforstået at de i udgangspositionen er svage og undertrykte).

Den opfattelse om magtforholdet mellem kønnene anfægtes imidlertid i stigende grad af kønsforskere i netop de lande, som bistanden retter sig imod. Køn, som vi ser det i Vesten, er ikke nødvendigvis køn, som det opfattes alle vegne. Afrikanske kønsforskere hævder således, at køn ofte slet ikke spiller nogen rolle, og at andre relationer og magthierarkier er langt vigtigere end køn. Samtidig påpeger de, at magtrelationen mand over kvinde, ingenlunde kan tages for givet.

Denne melding er naturligvis overraskende – ikke mindst når den kommer fra Afrika! Har vi ikke alle sammen lært om de patriarkalske afrikanske mænd og de undertrykte afrikanske kvinder? Jo, netop, siger Oyeronke Oyewumi, sociolog og kønsforsker fra Nigeria.

Denne kønsopfattelse (dominerende mænd og undertrykte kvinder), som matcher vestlige forestillinger om køn, er et produkt af kolonialismen. Englænderne sendte ikke bare soldater til Nigeria, men også antropologer og missionærer. Antropologerne studerede de lokale samfund, bl.a. med henblik på at identificere forskelle mellem såkaldte stammer; forskelle, som kolonimagten efterfølgende kunne bruge politisk, f.eks. ved at favorisere bestemte ’stammer’ på bekostning af andre og således spille dem ud mod hinanden. Missionærernes opgave var at bidrage til civiliseringen af de vilde folkeslag ved at bibringe dem kristendom – en religion, som karakteriseres af et klart kønshierarki (mænd over kvinder).

Oyewumi fortæller, hvordan de engelske antropologer rekonstruerede lokal historiefortælling i Nigeria, bl.a. gennem lister med navne på tidligere herskere; det blev på engelsk til lister over konger. Selv om det ikke af navnene kunne aflæses om en person var mand eller kvinde, gik antropologerne ud fra, at herskere måtte være mænd, altså konger. Det fandt dem ikke ind, at ’en hersker’ evt. kunne være en kvinde – hvilket de faktisk ofte var. Oyewumi taler på denne baggrund om kolonimagtens patriarkaliserende fortolkning af de afrikanske samfund.

Kvindemagt negligeres

Andre postkoloniale kønsforskere knytter kolonisering og kønsforståelse tæt sammen. Blandt mange andre overgreb har kolonimagterne også udøvet, hvad Gayatri Spivak kalder epistemologisk vold, dvs. at eksisterende samfundsmæssige indretninger – f.eks. kønsforhold – benævnes og forstås på nye måder. Måder, som introduceres og promoveres af den koloniale magt hen over hovedet på den lokale befolkning.

Belært af postkoloniale feministiske tænkere har jeg således i min egen forskning i det nordlige Mozambique forsøgt at se bagom og ud over vestlige forståelser af køn. Jeg er havnet på en fortolkning af spørgsmålet om køn som en balance mellem mandlige og kvindelige sfærer.

Oftest er det kvinderne, der står for de helt centrale sammenhænge mellem levende og døde, mellem krop og sjæl og mellem individ og (lokal) samfund. Det er også kvinderne, der har mest forstand på den usynlige verden – mens mændene i højere grad har at gøre med den verden, som stat, politik og udviklingsøkonomi forholder sig til: de levende, kroppene og individerne.

Den portugisiske kolonimagt i Mozambique har i lighed med den engelske kolonimagt i Nigeria været blind for de kvindelige magtsfærer, samtidig med at de mandlige sfærer er blevet favoriseret. Bistandsapparatet har fulgt i kolonimagternes spor med en stigende ubalance mellem mandligt og kvindeligt som konsekvens. En ubalance i det mandliges favør.

Sådanne forskningsresultater peger på et paradoks i aktuel udviklingsbistandspraksis, hvor mange kræfter sættes ind på empowerment af kvinder, alt imens bistandsapparatet er blindt for den underminering af kvindelige magtsfærer – disempowerment – som samtidig foregår.

Forskningsresultaterne peger også på snæverheden i de vestlige diskussioner om forståelser af køn. Den opfordrer til større nysgerrighed og lydhørhed over for den forskning – bl.a. angående køn – som finder sted i den postkoloniale verden.