14 forskere: Børnedebatten er kørt af sporet

Ole Henrik Hansens kritik af forholdene i vuggestuerne har sat sindene i kog. Som forskere på området betragter vi kritikken som ensidig og utilstrækkeligt dokumenteret. Vi er bekymrede for, at den får uheldige politiske konsekvenser
Ole Henrik Hansens kritik af forholdene i vuggestuerne har sat sindene i kog. Som forskere på området betragter vi kritikken som ensidig og utilstrækkeligt dokumenteret. Vi er bekymrede for, at den får uheldige politiske konsekvenser
11. maj 2012

Vuggestuebørn lukker følelsesmæssigt ned, fordi de bliver mødt med ligegyldighed og afvisning af pædagogerne. Således er en stor del af de danske vuggestuer så elendige, at de burde lukkes, lyder advarslen fra ph.d.-studerende Ole Henrik Hansen i Berlingske Tidende den 28. april. Planer og mål er det, der skal til, siger han.

Som forskere på børneområdet er vi stærkt bekymrede over de meget voldsomme og entydige konklusioner, der nyder stor mediemæssig bevågenhed. De kan give anledning til alvorlig bekymring blandt forældre og mistillid til pædagoger som gruppe.

Situationen er prekær, fordi Ole Henrik Hansen endnu ikke har afleveret og offentliggjort sin ph.d.-afhandling, der er grundlaget for konklusionerne. Derfor er det ikke muligt, at gå den kritisk efter i sømmene. Der fremhæves generelle konklusioner og entydige årsagsforklaringer, og da dette kan danne grundlag for anbefalinger fra Taskforce for Fremtidens Dagtilbud, hvor Ole Henrik Hansen er medlem, vurderer vi, at det er væsentligt at forholde os til sagen.

Mange facetter

En vuggestue er en offentlig institution og er som sådan noget andet end hjemmet. Den er et sted, hvor små børn er sammen med flere andre børn og færre voksne, end de typisk er i hjemmet. I vuggestuerne opbygges og arbejdes der med relationer, der ikke kan sættes lig med dem, der findes i familien. I vuggestuerne drages der omsorg for børnene, og den omsorg kan og skal ikke erstatte børnenes tilknytning til forældrene. Pædagogerne har nødvendigvis en anden betydning for børnene. De skal som professionelle arbejde gennem relationen til det enkelte barn, men i ligeså høj grad med de samlede relationer i børnegruppen. De skal udføre omsorgsmæssigt arbejde og arbejde med at fremme børnenes generelle udvikling og deres trivsel i det fælles liv, som vuggestuen udgør. Nutidens vuggestuebørn lever i to miljøer med hver deres særpræg.

I vuggestuerne sigter man på at udvikle et trygt og udviklingsfremmende miljø for børnene. Her inden for kan pædagoger relatere sig specifikt til enkelte børn, herunder også fokusere på den sproglige side af børnenes kommunikation, som Ole Henrik Hansen er optaget af.

Arbejdet med at udvikle et godt miljø for børnene rummer imidlertid et væld af forhold – det direkte sproglige samspil er her kun et blandt mange. Derfor taler man i forskningen om vigtigheden af det samlede udviklingsmiljø.

Skaber bekymring

At overlade sit barn til andre menneskers pasning, omsorg og opdragelse er en udfordring for forældre, der vil deres børn det allerbedste. Derfor skal der ikke ytres tvivl om vuggestuernes arbejde, før det vækker alvorlig bekymring. Det er vigtigt, at man som forsker er meget sikker i sin sag, når man anklager næsten hele standen af vuggestuepædagoger.

Det er påfaldende, at forskningen ikke tidligere har tegnet et så negativt billede af vuggestuepædagoger, som Ole Henrik Hansen hævder at finde. Derfor er det interessant at få kendskab til, hvordan han er nået frem til sine resultater og entydige konklusioner.

I pædagogisk virksomhed er det vanskeligt at opstille entydige kriterier og kvaliteter for, hvad der er rigtigt og tilstrækkeligt. Pædagogik er i høj grad et normativt anliggende. Det handler om de værdier, vi ønsker at gøre til grundlag for og give videre til den næste generation. Kriterier og kvaliteter afhænger derfor af, hvilke normer man vælger at lægge til grund for sine vurderinger.

Man kan undersøge pædagogiske forhold videnskabeligt, og det kan være med til at tilvejebringe vigtig ny viden. Men hverken den psykologiske, pædagogiske eller andre videnskaber kan i sig selv fortælle os, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er godt og dårligt. Det er bestemt muligt, at der eksisterer problemer med nogle af de danske vuggestuer, men hvorvidt der gør det, afhænger af hvilke normer og idealer der lægges til grund for sådanne vurderinger.

Man må derfor spørge, om de præmisser og normer, der ligger til grund for undersøgelsen, er blevet tydeligt fremlagt og kan diskuteres som en mulig position at indtage blandt mange andre. Det er de, så vidt vi er orienterede, ikke.

Usædvanlig skråsikkerhed

Iagttager man vuggestuebørns dagligliv indgår det enkelte barn i en større gruppe af børn og voksne pædagoger. Små børn søger at interagere med såvel de voksne som med de andre børn. Det foregår sprogligt og kropsligt. Kun i begrænset omfang reageres der eksplicit og målrettet på alle disse forslag til kontakt. Det har meget daginstitutionsforskning afdækket igennem de seneste årtier. Hvornår er det skadeligt ikke at blive hørt og set? Hvordan adskiller relationerne sig fra de mere eksklusive forældre/barn-relationer?

Man kan diskutere det ud fra mange forskellige argumenter og præmisser. Men Ole Henrik Hansen fremtræder forbavsende skråsikker, på måder der sjældent ses inden for videnskabeligt arbejde.

Der er tendens til, at kun de målrettede og ekspliciterede aktiviteter i en daginstitution betragtes som rigtigt pædagogisk arbejde. Når det anbefales at opsætte mål og arbejde med planer for det pædagogiske arbejde, indsættes her et årsag-virkningsforhold mellem systematiseret pædagogik på den ene side og følelsesmæssig tilknytning på den anden side.

Dette er der ikke belæg for. Pædagogisk arbejde er mere dynamisk og kan vanskeligt beskrives ud fra et mekanisk årsag-virkningsforhold. At mere målorientering, evaluering, dokumentation mv. således skulle øge pædagogers investering og engagement i samspillet med børn, er der næppe belæg for at hævde. Voksne menneskers motiver for at engagere sig udgør en kompleks problemstilling, som styrkede mål og planer ikke nødvendigvis influerer positivt på.

I forhold til det, der af Ole Henrik Hansen fremstilles som elendige forhold i de danske daginstitutioner, udpeges det manglende engagement fra pædagogernes side som kernen i problemet. Så vidt vi er orienterede, har Ole Henrik Hansen ikke undersøgt engagement videnskabeligt. Dette betyder ikke, at det ikke kan være væsentligt at undersøge det. Som alle andre fænomener man underkaster et videnskabeligt studie, må fænomenet engagement imidlertid analyseres, forstås og forklares, så det løftes ud af hverdagsopfattelsen. Hvad er det for forhold og tematikker, der indvirker på medarbejdernes engagement?

Vi er selvfølgelig positive over for, at livet i daginstitutioner er et offentligt og politisk debatemne. Vi mener, det er overordentlig væsentligt, at vi på et samfundsmæssigt plan forholder os til de værdier og rammer, der skal præge børnenes institutionaliserede liv. Vi er imidlertid foruroligede, når denne debat føres på et ensidigt grundlag.

Som forskere er vi bekymrede for, at der aktuelt foregår en offentlig meningsdannelse, som bygger på utilstrækkelige, forenklede og muligvis fejlbehæftede analyser. Vi er også bekymrede for, at der vil blive taget politiske initiativer, der bygger på utilstrækkelige og udokumenterede forudsætninger og derfor vil kunne føre til problematiske tilstande.

Kronikken er en forkortet udgave af et åbent brev sendt til beslutningstagere og interesseorganisationer på børneområdet. Uddraget er forkortet af Information.

Peter Østergaard Andersen er lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Afdeling for Pædagogik, Københavns Universitet.

Tomas Ellegaard er lektor ved Institut for psykologi og uddannelsesforskning, RUC

Eva Gulløv er lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet

Mariane Hedegaard er professor ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet

Katrin Hjort er professor ved Institut Filosofi, Pædagogik og Religionsstudie, Syddansk Universitet

Jan Kampmann er professor ved Institut for psykologi og uddannelsesforskning, RUC

Bjørg Kjær er adjunkt ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet

Birger Steen Nielsen er professor ved Institut for psykologi og uddannelsesforskning, RUC

Klaus Nielsen er professor ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet

Maja Plum er adjunkt ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Afdeling for Pædagogik, Københavns Universitet

Charlotte Palludan er lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet

Kim Rasmussen er lektor ved Institut for psykologi og uddannelsesforskning, RUC

Camilla Schmidt er lektor ved Institut for psykologi og uddannelsesforskning, RUC

Dion Sommer er professor ved Psykologisk Institut, AU

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Dorte Sørensen

Er det mest bekymrende ikke, at først journalisterne - med DR - bare videre bragte Ole Henrik Hansens påstande fra en ikke afsluttet phd-afhandling. Herefter lige så bekymrende at flere politikere straks efter om talen i medierne siger, at det er også for galt osv. Er det ikke på tide at politikerne begynder at TÆNKE før de ryger med på disse medieskabte sager,

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Bisgaard

Dorte Sørensen, forstår og sympatiserer med dit synspunkt, men jeg tror ikke du skal forvente noget fra den kant eller medierne iøvrigt. Vi må tænke selv hvilket heller ikke er så tosset

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Ligesom medierne gav denne forsker en platform at tale udfr gives kritikerne det nu, når der er blevet kigget på det empiriske grundlag - og pressen leverer spalteplads og taletid. Jeg er sådan lidt interesseret i, hvor nogle mener pressen har svigtet her - det empiriske gundlag blev gennemgået i P1 her til mogen, og senere svarede Ole Henrik Hansen på den fremførte kritik - skal pressen gøre sig til part?!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Jeg synes ærligt talt ofte komentarerne til den løbende off. debat herinde og pressens håndtering af den, minder mest af alt om brokkerøvstilgang. Men kom da frisk med et casegnnemgang af denne sag, hvor pressen skulle have ageret anderledes eller ikke hav givet taletid til nogle, eller noget.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Pedersen

Det er vel ikke så svært Vibeke.
Berlingeren vælger bevidst en utrolig spids vinkling af historien, godt hjulpet af 'forskeren' som kommer med bombastiske udtalelser på et debatmøde. Disse uvidenskabelige holdninger bliver så blandet sammen med hans faktiske forskning i en pærevælling og gengivet som en form for objektiv sandhed kaldet 'forskning' i medierne. Og så skulle man have gjort meget mere opmærksom på at afhandlingen hverken var afleveret eller godkendt endnu.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Pedersen

Og prøv at kigge over på berlingerens hjemmeside. Alle andre steder gengiver man nogenlunde informations historie - deres overskrift er derimod 'BUPL angriber vuggestueforsker'. Den overskrift spiller jo lige ind i en masse læseres fordomme for selvfølgelig forsvarer BUPL sine dovne medlemmer og historien kan derfor affejes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Michael:

Jeg forholder mig til, at den pågældende forsker har godkendt en artikel med forkerte tal. Det må han have været bekendt med - at aviser vinkler på en evt konfliktakse er der intet nyt i.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Korf

@Vibeke: Det er da en dårlig researchet historie. At man så måske godt kan forstå at journalisten har haft svært ved at inddrage detaljer, som ville gøre historien mindre dramatisk er en anden sag.

@Peter Hansen: Hvad mener du dog med at den pædagogiske forskning har kuppet universitetet?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Hedegård

Denne kronik minder mig om det berømte brev, hvori 100 forfattere gik i rette med Einstein og hans relativitetsteori. Einsteins kommentar: "100! - een havde da været nok"

I sig selv er der ikke noget galt med en stikprøve på ca 1.300 personer. Gallup benytter ca dette antal, og de rammer rigtigt indenfor et par procentpoint.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Morten Korf: at man allerede fra barnsben berøver folk evnen til at kunne tage imod ligefremme beskeder gennem det ganske udmærkede sanseapparat, de fleste er forsynede med.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Morten:

Gu' er det da ej. Tror du ikke forskeren har henvendt sig selv? Og selv stiller op til News og jeg skal komme efter dig? Efterlods følges der op på sagen - den slippes ikke. Den lever og kritikken bringes til torvs, og forskeren får lov at respondere. Pressen skal saftsuseme ikke levere svarene, men afdække - og så en debat, og har man lyttet og læst, så er der blevet kastet et kritisk lys på undersøgelsen fra pressens side, og man har fået relevante aktører på banen. Det er sgu da ikke pressen, der bærer noget ansvar her - hvordan man kan blive så afsporet i sin syn på, hvad der pressens opgave er mig en gåde. Selvfølgelig kan og skal de kunne kører sager over flere dage, hvor forskellig aktører og vinkler hives ind. Det står ligesom i jobsbeskrivelsen - og nej, de er ikke ansvarlige for forskerens formidling af egne resultater - men kun at følgeop, når de får en formodning omm at der er ugler i mosen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

"Situationen er prekær, fordi Ole Henrik Hansen endnu ikke har afleveret og offentliggjort sin ph.d.-afhandling, der er grundlaget for konklusionerne. Derfor er det ikke muligt, at gå den kritisk efter i sømmene. Der fremhæves generelle konklusioner og entydige årsagsforklaringer, og da dette kan danne grundlag for anbefalinger fra Taskforce for Fremtidens Dagtilbud, hvor Ole Henrik Hansen er medlem, vurderer vi, at det er væsentligt at forholde os til sagen."

Sgu da langt ude - hvordan kan man tage O.H.H. alvorligt ? Og meget ærgerligt, fordi han sikkert har nogle vigtige pointer, som nu bliver overskygget af hans måde at offentliggøre sit materiale.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Rikard

Per Hedegård,
De 11-1300 som Gallup (og andre institutter) benytter i deres politiske meningsmålinger har ikke en dyt med sagen at gøre. Antallet er defineret ud fra den statistiske usikkerhed, vejet op mod omkostningerne. Du opnår en sikkerhed på omkring plus/minus 2%. Du skal op på et meget større antal gennemførte interviews for at opnå bare en mindre forbedring af sikkerheden.
Det er ganske enkelt ikke pengene værd - især taget i betragtning af, hvor mange andre fejlkilder der kan være.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Allan Baumann

Jo - medierne har et ansvar. OHH fremførte nøjagtig de samme argumenter august sidste år under den såkaldte "Hippiepædagogik" debat. Og dengang blev argumenter på tilsvarende vis problematiseret for at være generaliserende og fordømmende. Dog slog eftertanken ikke så grundigt igennem, som nu. Det er jo også medierne selv, som vælge overskrifterne, og her får den altid en tak mere. F.eks. beskylder Berlingske BUPL for at angribe OHH. Det har vi ikke gjort, og vil vi ikke gøre. Vi hilser alle diskussioner om institutioner, deres indhold og praksis, velkommen, men vi insisterer på saglighed - og sagligheden er i denne debat først ved at indfinde sig nu, bl.a med de 14 forskeres indlæg...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Per Hedegård (2)

Der er også en anden fejl i sammenligningen med Gallup. Den kække student, OHH, har, så vidt jeg har forstået sagen, skudt med spredehagl og medtaget alle potentielle respondenter, medens Gallup har et system for selektion af respondenter. Ironisk nok er den statistiske usikkerhed større ved OHHs metode, fordi den mere afspejler de særligt interesserede respondenter end et statistisk mere pålideligt gennemsnit af dem.

Men det bliver forhåbentlig forklaret, når afhandlingen forsvares.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Nej, og disse 14 forskers debatsvar har ikke været den eneste respons, der har været i diverse medier. Jeg er ganske enkelt forbløffet over, hvorledes nogle mener, pressen skal tage magten over debatten, og hvad forskellige aktører fremfører. Jeg kan da anbefale, at nogle hører P1 detektor gennemgang af talgrundlaget for udtalelserne. Her kan det vist nærmest sige at tangere anekdotisk evidens!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Christensen

Mine oplevelser, da mit barn gik særligt i børnehave var fuldstændigt overensstemmende med Ole Henrik Hansens observationer.

Min mor, der var pædagog, havde også fuldstændigt samme oplevelsr. Pædagogernes engagement var ganske enkelt meget lavt.

Dette er en række år tilbage, så forholdene kan have forandret sig siden, men med Ole Henrik Hansens beskrivelse tror jeg det næppe. Det er helt genkendeligt.

I mit barns børnehave talte man også om fri leg. Og jeg talte om, at det var en sovepude, så pædagogerne kunne stå i en krog og snakke, mens min datter cyklede på den 3-hjulede rundt og rundt om huset. Der var en sti hele vejen rundt. Og der cyklede mit barn altid, uanset hvornår jeg kom forbi.

Der var dejlig strand og skov i nærheden. Ganske få hundrede meter ned af vejen, var en strand, og en kilometers penge den anden vej, var en dejlig skov. De var der aldrig, for det kunne pædagogerne ganske enkelt ikke overskue. Måske fordi de var mere optaget af at tale med hinanden end at være sammen med børnene.

Og så var de optaget af at købe kage ind. Mit barn kom hjem igen og ingen med sin madpakke uåbnet. Hvorfor, fordi mit barn havde fyldt sig med kage og ikke kunne spise mere. Jeg tog et møde med pædagogerne, og bad om at de sikrede, at mit barn i hvert fald havde spist noget af sin madpakke før mit barn blev fyldt med kage. Jeg var ikke sundhedshellig, men synes liggert kage den ene dag efter den anden satte sig som et fedtlag. Godt nok forbrændte de daglige kilometerlange cykelture rundt og rundt om huset en del af fedtet, men alligevel.

Pædagogernes svar var at børnene absolut kun fik et stykke kage hver. Oki, jeg så tiden an, og madpakkerne kom atter uåbnede hjem. Mit barn fortalte så, jamen, så fik hun Stines kage og Mettes og Christoffers halvt spiste kage. Mens pædagogerne var i gang med sig, selv fyldte mit barn sig fortsat med kage.

Da mit barn kom i skole og den tilhørende SFO havde jeg en hel anden oplevelse af kompetente pædagoger, der virkelig engagerede sig i børnene.

Jeg hører ikke Ole Henrik Hansens kritik som, at pædagogerne skal sidde og lærer børn bogstaver. Han har studeret adfærden med vuggestuebørn. Hans budskab var, at børnene overlades følelsesmæssigt til sig selv og uden oprigtig omsorg og opmærksomhed.

Mit barn fik heller ikke omsorg i børnehaven. Den fri leg blev en sovepude for pædagogerne så de kunne tage en kop kaffe til og en til kop og en til. Og så kom en forælder. Og så en kop kaffe til, hvor de kunne snakke med en voksen - forælderen.

Det handler ikke om læring, men om omsorg og tilstedeværelse. Mental tilstedeværelse over for barnet. Det handler om, at mit barn ikke skulle overlades til daglige kilometer lange cykelture rundt om institutionen, fordi der var intet andet at give sig til. Mit barn ville da elske ture. Ned til stranden, eller hen til mosen hvor de kunne fange frøer. De kunne bygge huler eller lege gemme. Men det orkede pædagogerne ikke i al deres kaffeslapperas. De overlod børnene til sig selv.

Og de undskyldninger og sprog jeg ser i ovenstående artikel, var fuldstændigt det samme budskab jeg blev mødt med, når jeg spurgte ind til aktiviteterne.

Da mit barn startede i børnehave var det et meget glad barn. 3 år senere var det en langt mere forknyt unge. Heldigvis levede mit barn op igen da hun kom i SFO.

Men min vurdering er, at Ole Henrik Hansen har fuldstændig ret i sine oberservationer og kritik. De stemmer totalt overens med mit indtryk fra en børnehave.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Okholm

"Hanne Christensen.:
Du falder lige i med begge ben ud fra nogle erfaringer du har haft.Det undrer mig at du lod dit barn gå så længe dette sted eller havde du ikke andre muligheder?
En kritik har næsten altid en pointe og sikkert også her i denne debat,men helt på linie med debatten om "farlige og utilpassede" indvandrere, så falder presse og en del af befolkningen i grøften med en ide om at sådan er det.
Selvfølgelig er det ikke det,på samme vis som langt de fleste af vore nye dnakere yder en fantastisk indsats så er langt de fleste pædagoger omsorgsfulde og aktive omkring børnenes ve.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Christensen

Viggo Okholm,

Nej, jeg falder ikke i med begge ben. Ole Henrik Hansen beskriver blot fuldstændigt det, jeg oplevede i mit barns børnehave. Bemærk, at jeg også havde en positiv oplevelse med en anden institution.

Du spørger, hvorfor mit barn ikke skiftede institution. Det gjorde han ikke af to grunde. Dels var muligheden ikke umiddelbart tilstede, dels var der et rigtig godt forældersammenhold,ligesom mine barn havde gode legekammerater. Det er meget værd.

Har du overvejet, at d er kan være tale om en fornægtelse af egne problemer blandt pædagogstanden. Bemærk skribenternes måde at skrive på:

"I forhold til det, der af Ole Henrik Hansen fremstilles som elendige forhold i de danske daginstitutioner, udpeges det manglende engagement fra pædagogernes side som kernen i problemet. Så vidt vi er orienterede, har Ole Henrik Hansen ikke undersøgt engagement videnskabeligt. Dette betyder ikke, at det ikke kan være væsentligt at undersøge det. Som alle andre fænomener man underkaster et videnskabeligt studie, må fænomenet engagement imidlertid analyseres, forstås og forklares, så det løftes ud af hverdagsopfattelsen. Hvad er det for forhold og tematikker, der indvirker på medarbejdernes engagement?"

Vor Herre bevares en omgang opstyltethed. Nu kræver skribenterne sgu videnskabelige dokumenter fremlagt for hvad "engagement" er. Er det den slags retorik man begynder at bruge, når alm. argumenter slipper op. Så stoppes enhver debat her.

Når min datter blev proppet med kage, og i flere år blev overladt til sine kilometerlange cykelture rundt om huset, og når jeg også kunne konstatere "omsorgssvigtet" på mit barns manglende glæde, ja, så behøver man ikke alenlange doktorafhandlinger om, hvad engagement betyder. Når pædagogerne hænger over kaffekopperne og hinandens selskab mange, mange timer om dagen, og overlader børnene til egen leg - eller mangel på samme - ja, så er der tale om manglende engagement.

Ole Henrik Hansens observationer bliver populistisk udlagt som om, Ole Henrik Hansen ønsker alen lange evalueringer af, hvad dagen skal gå med. Nej, det var ikke det han observerede. Han observerede, at børnene var overladt til sig selv mange, mange timer om dagen, hvor pædagogerne var optaget af at sludre med hinanden og ligesom ikke ænsede børnene.

Det var som om, pædagogerne alene var til stede for at gribe ind, hvis nogle af børnene kom til skade.

Viggo Okholm, jeg gør i mit indlæg opmærksom på, at min erfaring er sket for så længe siden, at det som udgangspunkt ikke kan anvendes til beskrivelse af forholdene i dag. Her læner jeg mig op ad Ole Henrik Hansens observationer, og skriver blot, at det præcis også var min erfaring med mit barn. Og i øvrigt min mors, som var pædagog på flere institutioner dengang. Hun hadede al den kaffeslapperas og elskede at gå ture med børnene.

Jeg er ganske overbevist om, at der også findes gode institutioner. Det mener jeg altså også, Ole Henrik Hansen fremhæver. Men jeg tror ikke hans observationer er tilfældige, og en institution med voksne, der ikke engagerer sig mentalt i børnene, er en institution for meget.

I princippet kan man ikke se statistisk på dette. For et barn er ikke et eller andet nummer i en lang række. Hvert enkelt barn har krav på at få engagerede pædagoger, og derfor bør der også følges op på, at hver institution leverer dette. Nu taler jeg ikke om lange evalueringsskemaer en gang til.

Er man lidt observant, ved man godt, hvor den er gal. Det ved pædagogerne såmænd også selv.

Og så synes jeg, du skal lade være med at trække "udlændingekortet". Det må være muligt at kritisere pædagogers manglende engagement, uden man skal stoppes af den slags ufine argumentationsmidler.

Det skal endelig påpeges, at jeg på ingen måde går ind for, at skolealder skal ned, eller at børnehaver skal til at minde om en børnehaveklasse, 0. klasse i folkeskolen.

Ole Henrik Hansens observationer knytter sig tilmed til vuggestuebørn. Det handler her om mental tilstedeværelse og engagement i børnene. I den alder vil jeg mene, at børnene har behov for en del fysisk kontakt. Holde i hånd, sidde på skøddet, blive skiftet og prikket på næsen osv. Mange kan ikke gå, så støtter man dem osv. Netop nærheden er vigtig i den alder.

Men nu vil skribenterne nok spørge mig, om jeg har skrevet en lang afhandling om, hvad nærhed er. Og nej, det har jeg ikke.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Karlsen

Denne sag her handler jo ikke om, hvorvidt OHH har ret i sin kritik eller ej.
Den handler først og fremmest om, at når man bedriver forskning, må man aldrig, aldrig nogen sinde give forkerte udmeldinger om undersøgelsesmaterialet.
En hjerneforsker må heller ikke sige, at han har brugt 40.000 rotter, hvis han kun har brugt 1000.
Og så er det fuldstændig ligegyldigt, om det statistisk set har mindre betydning, og om de 39.000 rotter ville give samme resultat som de første 1000.
Sådan er det også med spørgeskemaer og andre ting. Det er nemlig med til generelt at undergrave forskning som metode til at opnå større anerkendelse.
Og altså uanset om han ellers har ret eller ej!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Guderup

Nu plejer konstellationen 14 repræsentanter for etablissementet mod 1 rebelsk outsider, ellers at være noget der ansporer til eftertanke.

Dog ikke i dette tilfælde, da outsideren tydeligvis ikke medvirker til at afstive fantasien omkring det selv-opdragende barn.

For nogle år tilbage havde jeg selv den tvivlsomme fornøjelse af at arbejde som medhjælper i en vuggestue, som opererede ud fra ideen om "barnets fri selvbestemmelse".

100 børn fordelt på 2 etager, der ikke måtte begrænses i deres selvudfoldelse, og pædagoger der holdte møder i tide og utide, om alt og ingenting. Totalt kaos!

Forældrene blev dagligt løjet lige op i ansigtet omkring deres barns trivsel. Selvom lille Birger savnede mor fra det sekund hun forlod institutionen, og havde siddet og stortudet hele dagen, indtil han løb tør for tårer og derefter bare krøb frygtsomt rundt i hjørnerne, fik forældrene dagligt serveret en feel-good historie om et prægtigt. afbalanceret barn, der bare var SÅ velfungerende.

På mig virkede det som om at man bevidst "knækkede" de mest følsomme børn, indtil de tilpassede sig.

Der var heller ikke andre muligheder, når nu medhjælperne skulle håndtere 8-10 børn på egen hånd, mens pædagogerne var ved at evaluere deres dyrebare faglighed, ved endnu et møde.

Jan Hoby, Næstformand for de københavnske pædagoger udtrykker det ganske fint:

http://politiken.dk/indland/ECE1610776/fagforeningsboss-haaner-paedagoge...

Han står nok ganske snart nede på Jobcenteret, for man skal ikke rokke ved illusionen om de velfungerende velfærdsydelser, så falder der brænde ned.

For eksempel ville jeg meget nødigt være indrulleret på et offentligt plejehjem uden pårørende. Så er løbet kørt ganske hurtigt.

Fejl-, under- og overmedicinering, dehydrering, underernæring, læger der ikke gider at komme, permanent underbemanding i weekenderne og nattevagter der skal håndtere 2-3 etager ad gangen.

For ikke at tale om udsatte børn, psykiatrien, hospitalerne og hjemmeplejen. Den eneste parameter vi efterhånden er førende på, er prisen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Okholm

@Hanne og Michael.

Jeg er sikker på at jeres oplevelser er rigtige udfra detI hver især har oplevet Men grunden til at jeg bruger udlændingeeksemplet er netop at fordi få begår dumheder er det ikke begrundelse nok til at man tror de fleste gør det. Her er det igen den lille fjer til de fem høns. Det samme var også ved at ske for en del år siden omkring mænd i en institution fordi nogle ganske få ikke kunne holde nallerne rigtigt..
Diskussionen omkring struktur og fri leg er evig,for hvis hjertet er med kan både struktureret pædagogik og den frie pædagogik være godt. Vi kan aldrig vide hvad der er bedst for det enkelte barn umddelbart.
Michael du peger på noget centralt omkring hvem som tager sæbet med børnene nogen steder. De steder hvor praksis er medhjælpernes domæne og teorierne er pædagogernes.
Hans Ole Hansen er sikkert ikke kun fyldt med løgn,men når man går så skævt ud får man et forsvar i hovedet igen og hermed graves der grøfter,som man havde kunnet undgå.
Personligt har jeg været pædagog i 36 år,leder i 10,praktikvejleder og ansat i længere tid i 4 forskellige institutioner,og jeg kan med god samvittighed hævde at jeg gjorde mit bedste. Vuggestueerfaringen skete i min efterlønstid og mit ene barn. Jeg kan ikke genkende Hans O. Hansens konklusioner,tværtimod.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Annette Thurah

Erik Karlsen, uanset om det er "anerkendelse" eller "erkendelse" du henviser til, giver din kommentar om "forskning som metode" altså ikke mening for mig. Forskning ER metode.
Og så tænker jeg egentlig, at jeg vil vente med at hidse mig op til manden har afleveret sin afhandling, fået den bedømt og forsvaret. For det er jo faktisk det som skal til, for at man kan erhverve sig en ph.d grad her i landet. Og heldigvis for det...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Birgit Hviid Lajer

Jeg har først nu fået info ind på min mail for at kunne kommentere, hvorfor jeg stadig har kommenteret på Brlingskes blog, TOM JENSEN - og kommeneret kronikken her med de 14 forskere, hvis nogen er interesseret:

Min konklusion på uddraget er:

De er bange for deres egne stillinger - og fortsat, ligedan mulighed for at forske ..i ???

De tør ikke nå frem til - at det EKSKLUSIVE forhold MOR OG BARN, ikke må brydes.

Det handler om BARNETS behov - ikke diverse stillinger for pædagoger, dybest set - også fordi forældre misledes, mistrives, hvilket går ud over børnene og dermed samfundet, dette EKSPERIMENT, vist benævnt sådan af en af de andre bloggere hos TOM JENSEN nu - tror, at det er Preben Jensen.

Det er ret udtrykt, og det ønsker man med 'gode ord' i kronikken fortsat, så disse spæde børn, der slet ikke er parate og kan tåle en institutionspasnig, for disse forskere, hårdt saqt op, fortsat kan forske - uden at turde nå frem til, at det er forkert - dette næstbedste, vi byder vore børn.

Så - et svaghedstegn at melde ud til diverse organisationer med denne 'bekymring', de har - men læs venligst selv mit indlæg nu her omkring dd kl 9:00 - og gerne tidligere indlæg - også under artiklen med Ole Henrik Hansen, som startede det hele op, og under også Louise Kimmers KOMMENTAR på Berlingske Mvh Birgit Hviid Lajer

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Objektivitet og subjektivitet

I hele denne diskussion er der et metodeproblem, der væsentligst drejer sig om, hvorvidt OHH har anvendt anerkendte, videnskabelige metoder, før han udtaler sig om resultaterne af sine undersøgelser. Har han været ideologisk styret i sine observationer (og i sin medie-fremtræden), eller forsøger han at fortælle en (ubehagelig) sandhed? Dét spørgsmål vil forhåbentlig finde sin foreløbige afslutning med bedømmelse af hans afhandling.

Men der er også en anden diskussion om objektivitet og subjektivitet, der relaterer sig til læsernes egne oplevelser. Flere af deltagerne i diskussionen peger på, at der måske nok kan sættes spørgsmålstegn ved OHH's metode, men at hans konklusion ganske godt svarer til deres egne oplevelser.,

Når begge disse positioner markerer sig, så har alle parter et problem. Tager kritikerne fejl, når deres indvendinger ikke svarer til almindelige menneskers erfaring?

Her er det ikke nok at pege på 'metode-problemer', selv om de kan være reelle nok. Der må mere forskning på bordet. Og hvis den allerede findes, så må der henvises til den - konkret.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Mihail:

Egne oplevelse - jojo. Men nu hørte jeg også debatten rulle sidste weekend, og der forlød det også, at adspurgte forældre havde været godt tilfredse, men det var jo baseret på forkerte slutninger, da de jo sp glade børn, når de blev hentet, men det jo skyldtes, at de var glade for at blive afhentet fra det slemme, de havde befundet sig i, og først kunne lukke op for følelserne og blive set, når far eller mor kom, så barnet glæde så og sige snyd - altså det må jeg bare sige, det er da slutninger, som er hentet ud af, jeg ved ikke hvor. Det er da tendentiøst og gør blot, at de forældre, der finder deres barns vuggestue ok osv, får plantet frø og usikkerhed om, at de jo ikke kan regne mend deres egen oplevelse af deres eget barns trivsel.

Så ja, hvis man skal gå ud med så emotionelle og bastante udmeldninger som forsker, så skal der saftsusme være metodisk belæg for i undersøgelsen. Kan et barn blive overset i en dansk vuggestue, når det er ked - ja, det tror jeg da. Skal man hele tiden reflektere over, hvilken pædagogisk linje, der bruges i forskellige daginstitutioner? Ja, det skal man da. Men at udråbe pædagoger i daginstitutioner, som dovne, der bevidst ikke ser de stille børn, fremmer ikke noget konstruktivt i min verden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

@ Vibeke Svenningsen

Jeg tror sådan set, at vi er enige – i al fald i dit sidste indlæg. Men dette indlæg skildrer jo også på udmærket vis nogle af de usikkerhedsfaktorer, der er.

Jeg mener bestemt, at det er uacceptabelt at lægge en hel stillingsgruppe for had og forlange fyringer i stor stil, fordi man selv har haft nogle (få) negative oplevelser.

Men jeg er også gammel nok til at huske, at studenteroprøret jo bl.a. startede, fordi nogen af os syntes, der var lige let nok for professorerne at tale i generelle vendinger om 'videnskabelighed'.

Det er derfor, jeg på den ene side maner til respekt for almindelige menneskers erfaringer, når den dokumenteres, og på den anden side maner til respekt for forskningen på området, når den også refereres konkret.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Klara:

Man rammer lige i solar pleksus - menneskers dårlige samvittighed over at aflevere deres små børn til pasning, der samtidig er deres aller kæreste. Hvem pokker vil have, at ens lille pus skal lukke følelsesmæssige ned, og ikke kunne få voksenomsorg?! Det kan vist få mange forældre til at lægge søvnløs om natten med dårlig samvittighed og bekymring.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Christensen

Viggo Okholm,

Jeg skriver ikke, at der ikke kan være gode institutioner. Jeg skriver om min oplevelse, som var samstemmende med min mors oplevelser, da hun arbejdede som (uddannet) pædagog. Det er så en del år siden, og derfor ville jeg ikke have nævnt den, hvis det ikke lige var, at jeg blev provokeret af Ole Henrik Hansen, der nu beretter om nogle fuldstændigt tilsvarende.

Michael Guderup byder nu ind også med tilsvarende oplevelser.

Du har så en anden oplevelse, Viggo Okholm, fra den anden side af bordet. Da du imidlertid er pensioneret, er dine erfaringer heller ikke er nutidige.

Men at der er en god institution, er jo ikke til hinder for, at der er 10 dårlige. Eller en dårlig. Ole Henrik Hansens undersøgelser - og jeg går ud fra hans institutioner er tilfældigt udvalgte - tyder på, at det vægter den gale vej. Der er for mange dårlige.

Problemet med "fri leg" er ikke den fri leg i sig selv, men netop det, at det kan blive en sovepudepædagogik. Man kalder det "fri leg", men reelt er det fri til, at pædagogerne kan drikke kaffe og hygge sig med hinanden fremfor med børnene hele tiden.

Og når lille-Per tuder, bliver han en irriterende afbrydelse midt i al kaffeslapperaset. Og Lille-Per tuder måske fordi han savner en krammer eller lidt irriterende opmærksomhed.

Og når Michael Guderup beretter om en 2 etagers bygning med 100 børn, ja, så er det også genkendeligt. Og larmen ligeså. Der er vel så meget larm, at de højestbetalte - de faglærte pædagoger - søger ind i eget rum for at få lidt fred, og så kan praktikanterne jo tage sig af ungerne.

Men det centrale er i princippet ikke en diskussion om "fri leg". Den kan i princippet være en god pædagogisk indfaldsvinkel. Problemet er, når "fri leg" bliver til "fri til kaffe".

Skribenterne medinddrager slet ikke denne risiko. De skriver alene om "fri leg" som princip, men ser ikke faren for, at det i stedet ender som "fri kaffetid". Og risikoen er så stor, at den bliver en realitet på mange institutioner.

Er der kritik af deres egne idealer, "den fri leg", ja, så kaster de sig over kritikerne med krav om doktorafhandlinger om, hvad "engagement" betyder, eller måske om hvordan "nærhed" skal defineres.

Fo mig viser det, at skribenterne ganske enkelt ikke er åbne for kritik. De fornægter, at der kan være problemer med eller visse risici forbundet med deres "fri leg"-skabelon.

Man kunne jo spørge skribenterne om, de har undersøgt disse risici, og hvordan de forholder sig hertil? Har I skrevet en doktorafhandling om risikoen for, at "fri leg" bliver til "fri kaffetid". Har I undersøgt, hvilken betydning det har for børn, hvor meget opmærksomhed et barn får i form af positiv opmærksomhed og fysisk berøring (holde i hånd, dikke-dikke på næsen, rideranke osv.)?

Problemet med "fri leg" kan være, at det kræver endnu dygtigere pædagoger, endnu mere opmærksomhed og tilstedeværelse fra pædagogernes side for at sikre, at det enkelte barn får de stimuli og den opmærksomhed, som er så vigtig for barnets trivsel.

Og så dygtige er mange bare ikke. Eller nok nærmere, pædagogerne bliver "opbrugte"/"nedslidte". I larmen af 100 unger flygter de.

Michael Guderup fortælling kan jo netop være udtryk for dette. Det er de unge, som er praktikanter og pædagogmedhjælpere. I har fortsat energien til at deltage og være tilstedeværende i den fri leg. Som tiden går mister de pusten. Og jeg forstår det godt. Jeg ville ikke selv kunne holde støjniveauet ud. År udog år ind.

Det er også et faremoment ved "fri leg" princippet, at støjniveauet ganske enkelt øges, hvilket udslider pædagogerne, så de leverer en dårligere pædagogik.

Man kan således ikke se isoleret på "den fri leg" som pædagogisk princip uden også at medtage, hvordan den interagerer med pædagogernes trivsel over tid.

Viggo Okholm dine erfaringer er også enkeltstående, såvel som mine og Michael Guderup.

Men jeg mener, at en god institution og en dårlig ikke kan opveje hinanden. Hvert enkelt barn har krav på en god institution med nærværende pædagoger. Og meget tyder på, at det rimelig ofte sker, at det ikke er tilfældet.

Som jeg læser Ole Henrik Hansens undersøgelse, noterede han primært, hvor meget kontakt de enkelte vuggestuebørn havde til en voksen. Og er var resultatet lamslående. Han har foretaget 8000 registreringer fordelt på 26 børn. Det er over 300 registreringer pr. barn!

Han observerede at i nogle institutioner fik et barn kun 3 minutters voksentid på en hel dag. I andre var tallet oppe på 21 minutter. Og Ole Henrik Hansen noterede, at en afgørende forskel var, hvordan pædagogerne planlagde dagen og det pædagogiske arbejde.

Viggo Okholm, hvad mener du. Er 3 minutter tilstrækkeligt? Og er 21 minutter?

Hvad mener skribenterne? Hvor lang tid skal et 1-2 årigt barn have voksenkontakt om dagen, hvis det skal have en god trivsel. Har I forskningsprojekter på dette?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Mihail:

Almindelige menneskers erfaringer har vi alle, og det er vi jo oftere præget af end videnskabelig evidens. Anekdotisk evidens står den vej rundt stærkere end alt muligt andet. Vores virkelighed er vores virkelighed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Birgit Hviid Lajer

Jeg havde nær sagt, at hele psykoanalysen er ét stort erfaringsfelt, hvad det også samlet kan ses somværende - og også - eller netop på dette område. Nok den eneste medtode, hvor man arbejer med også det ubevidste, at man kan komme så langt tilbage i et menneskes liv og se disse sammenhænge, fra helt tidligt - sågar erfaringer med mennesker, der har haft erindringer helt tilbage til fostertilstandens miljø

Det kræver, at man bevæger sig ind på det psykoanalytiske områdes litteratur - omkring
VORE NEUROSER - Otto Fenichel's digre værk på 8-900 sider fx - omend der siden er kommet andet til, OF er freudianer - og andre erfaringer er gjort siden, dvs har været verificerbart.

Svært tilgængeligt, hvis man ikke i forvejen har kendskab til drifter og neuroser - hvad disse størrelser er. Det er i hv f min baggrund - og jeg menr, atdet er dét der yderligere skal til - ellers kan vi sværere vide om at gøre 'det rigtige'.

Der er nemlig noget, der er mere rigtigt end andet - omend jeg er klar over, at forskning/videnskab skal el bør forholde sig ikke-absolutistisk til dit og dat;

men noget ser ud til, ikke at ændre sig.

Og - slet ikke børnenes udvikligsforløb i de første 4-6 leverår, idet de ganskelovmæssigt genemlever disse,

Et kort teorikapitel kan ses i psykoanalytikeren Nina Thymarks bog: "Ægteskab Partnerskab Samliv - en
psykoanalyse af Ingmar Bergmans: Scener fra et Ægteskab - dog uden symboltolkninger (et par) - kendt fra drømmetydning.

Ellers kan det anvefales at læse - omend ældre sprogbrug - bøger af dr.phil., psykoanalytiker Sigurd Næsgaard - bla. ABC i Eksistentialisme - hvis den kan opdrives, evt. i bibliotekers magasiner - hans Drømmetydning (et tilgængelig, hans Psykoaalise, Intelligens og Seksualitet - hans Pligt og Tvang..

Nogle bud, omend også ting yderligere er sket siden,
såvel som da mange udenlandske forfattere har meddelt sig om børn, også de helt tidlige år, nogle oversatte.

Jeg selv henviser til mine indlæg på Berlingske, da jeg ikke når 'flere aviser' - men det er også en del. :-)
Mvh BHL

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

@ Vibeke Svenningsen [2]

Ingen af delene – almindelige menneskers erfaringer eller videnskabelige undersøgelser – kan stå alene, hvis de to strider mod hinanden. Så må der et par spadestik mere til.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Birgit Hviid Lajer

Jeg fik mailom, at jeg der var noget at svare på:

Jeg kan kort sige, at forskning kræver en indsigt, hvor du udover det rent åbenbare og det via intuition sete også kræver, at du ved, hvad du skal kigge efter - MEN der er viden om, hvor vigtig moren er i deførste år, så man kunne jo sige, at så er den ikke længere, og så må folk tage højde for det eller ej - men naturligvis underbygget, HVORFOR.

Jeg aner, at de 14 forskere her ikke har helt muligheden for at se, hvad der skal, evt.kan ses - forstås alene ud fra bservationer af spødbørnene - men mangler den voksne relation, at kunne se årsag-virkning for et menneske, fordi det - sædvanligvis, også hvis man vil være børne-analytier, kræver, at man først er voksen-analytiker,
hvilket bla andet har som sin forudsætning for alle,
at have gennemgået en egen- analyse, som det hedder.

Omfattende - men ellers vanskeligt at forstå - for ikke at sige arbejde med som metode: at gøre det ubevidste bevidst.

Det er denne yderligere dimension, der giver de menneskelige erfaringer på området: BARNDOMMEN.

Jeg er nødt til at holde weekend - og jeg henviser til evt at se de mange indlæg på Berlingske - også udover mine, som nævnt hvor tidl dd. i mit indlæg - det første. Mvh BHL

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Karlsen

Annette,
jeg hidser mig ikke op over den nævnte uskrevne Ph.D.-afhandling, da jeg ikke har grundlag for det. Jeg gør blot opmærksom på, at det med, at "overdrivelse fremmer forståelsen", ikke må forekomme i forskningssammenhæng.

I øvrigt er din løsrivelse af ordrækkefølgen "forskning som metode" urimelig!
Jeg skrev, at forskning er en metode til erkendelse, men som sætningen formede sig, blev det (tastaturfejl eller ej) til "forskning som metode til erkendelse".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Dejligt at læse at børnenes "ret til fri leg" er kommet i fokus frem for styring af pædagoger og børn, lære- og udviklingsplaner, og økonomisk tænkning. Jeg var lige ved at blive nervøs for fremtidens danskere...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Okholm

@ Hanne Christensen.

Jeg er dybt uenig med dig i dine konklusioner for jeg tror simpelthen ikke på at det står så galt til generelt som du og forskeren konkluderer. Det betyder ikke at pædagoghvervet og medhjælperne skal stille sig op ad en mur og bare fortælle det er en hetz,langtfra. henning pedersen (formand) og "eksperterne" her gør det jo så heller ikke.'
Kaffepædagogikken og den frie leg eller som du ser det laize a faire er ikke det generelle. Vuggestuernes aktivitetr bør så efter min opfattelse være omsorg og omsorg samt sprog og motorik. Men men periodevis kan der ved sygdom og praktisk arbejde være kaos. eksempelvis 2 voksne,fire børn der vågner, to der skiftes,eftermiddagsmad skal forberedes en enkelt slår. Kaffe findes næsten ikke mere i mange istitutioner, det var allerede på vej ud i 2007,hvor jeg gik på efterløn,nedskæringer er blevet værre siden. Læreplanerne er tidskrævende,dokumentation et krav. Jeg var vikar i bl.a. tre 4 vuggestuer i perioden 07 til 10. disse vuggestuer havde forskellig struktur og mål,men hold da op for en omsorg og omhyggelighed.
Det var ikke i København.
Debatten omkring vore børn er vigtig,men læringskravene som den borgelige regering satte ind med samtidig medbesparelser grundet skattestop er altså en realitet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Guderup

Nu er det jo vigtigt,at have in mente, at institutioner er en permanent nødløsning. Et lille bitte plaster på det blødende sår som er åbnet af det faktum, at forældrene pinedød skal på arbejde hver dag.

Småbørn i Danmark behandles som burhøns, allerede fra 1-års alderen; de flås ud af sengen alt for tidligt om morgenen, skovler morgenmaden ned og transporteres under stress og jag til "buret", hvor fremmede mennesker måske/måske ikke agerer rugemødre for dem de næste 8-12 timer.

OHH har i et andet interview påpeget, at der meget vel kan være en sammenhæng mellem den tidlige institutionalisering af børnene, og den ganske kraftige stigning i depressive, indadvendte teenagere og unge voksne, vi i dag oplever.

Det er svært at bevise, men absolut værd at overveje.

Jeg var i sin tid kæreste med en pædagogstuderende, og jeg smugkiggede ofte i hendes bøger, når hun trænede i, den for årskarakteren altafgørende, kaffe-pausering...

Disse bøger var det rene sociologi- og antropologi light; der var tilsyneladende forskellige skoler man kunne tilslutte sig, og, for mig at se, en god sjat politisering af emnet.

Man kan måske ikke ligefrem kalde det promovering af ismer, og så alligevel.

Dekonstruktionen var i høj kurs (lånt fra den nyere marxistiske teori), sammen med ideen om barnets autonomi, som vel udspringer af kulturradikalismen, modernismen og i sidste instans, Rousseau.

I praksis giver denne dogme-lære sig udtryk i "den fri leg" og at nogle institutioner mener sig berettiget til at blande sig i det de mener er uhensigtsmæssige kønsrollemønstre.

Jeg har bla. kendskab til en institution hvori alt "drenge-legetøj" såsom biler, er bandlyst. Det samme gør sig gældende med prinsesse-kjoler og lyserødt i store mængder.

Endvidere går pædagogerne aktivt ind og leger "pige-lege" med drengene og vise-versa.

Såvidt jeg er informeret, er det dog, når alt kommer til alt, mest drengene der skal påvirkes, hvilket jo også flugter fint med dekonstruktionens absolutte hadeobjekt: den hvide, heteroseksuelle mand.

I mine øjne, overskrider således handlende pædagoger groft deres beføjelser. Institutioner er ikke opdragelseslejre, hvori børnene skal formes efter et særligt politisk ideal.

Jeg må give flere ret i at pædagog-faget er blevet akademiseret, langt udover hvad det kan bære.

Og hvis ovennævnte eksempel ikke er unikt, understreger det jo blot denne pointe, og forklarer måske også, til en vis grad, hvad den heftige mødeaktivitet hos pædagoger består i.

Børnene må komme først - og det bør de forjagede forældre nok også minde sig selv om, i ny og næ.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Den for mig mest værdifulde kommentar til hele denne debat kom fra en pædagog der i TV blev stillet overfor Ole Henriks anklager: "Jeg har så rigeligt at gøre med at forstå hvad de små kommer og fortæller mig" :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

I så høj grad at overlade de små i institutionel varetægt er russisk roulette med altovervejende risiko for tab af livskvalitet for alle parter - men det har været prisen for at kvinderne kunne komme ud og deltage i vækstræset.

Tænk at vi som race ikke har kunnet finde en bedre måde at frigøre kvinderne fra den patriarkalske undertrykkelse end at ofre barnet -

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Kernefamilien

Nogle af debattørerne synes at have den opfattelse, at det under alle omstændigheder er en mishandling af de små børn at sende dem i vuggestuer og senere børnehaver. Man forstår, at kernefamilien med en hjemmegående moder og en udearbejdende fader er den eneste rigtige løsning.

Hvis det er dagsordenen, så sig det åbent og ærligt.

De, der forfægter dette synspunkt, har åbenbart ikke nogen historisk viden om familiens historiske udvikling. De tager en kort periodes borgerlige (og dernæst småborgerlige) samfundsforståelse for selveste naturens orden.

Men før den borgerlige (og småborgerlige) familie kom til, fandtes der andre familieformer, hvor forholdet mellem børn og voksne og mellem børn indbyrdes var ganske anderledes. Her var opdragelsens opgave i høj grad udvidet til slægten, (landsby)samfundet og arbejdslivet. Børn blev simpelthen socialiseret mere alsidigt fra mange forskellige kilder og personer.

Efter et par hundrede års forherligelse af kernefamilien (der somme tider kunne udvikle sig til et torturkammer), er et moderne samfund nu blevet så differentieret og mobilt, at ungerne må socialiseres på en anden måde end den, de kan lære hjemme hos mor ved køkkengryderne.

De må bl.a. stimuleres gennem samvær med andre børn og ved intelligente lege, der udfordrer og befordrer deres intelligens. Er det noget, enhver moder kan påtage sig? Det er der faktisk forsket i. Selv den såkaldte 'frie leg' er (også hos Rousseau) i høj grad forud-struktureret og kræver faktisk – af pædagogen – en teoretisk baseret indsigt i og en praktisk indøvet færdighed i pædagogisk planlægning.

Jo mere differentieret og kompliceret samfundet bliver, jo mere behov er der for den slags pædagoger. Kan en almindelig husmoder med al sin naturlige empati løse denne opgave? Nej. Det er en naturromantisk misforståelse.

Derfor kan det fortsat godt være rigtigt, at der mange steder praktiseres en discount pædagogik. Dårlige lønninger, lav social status parret med forældres påtvungne parkeringsordning for deres børn (af hensyn til forældrenes alternative livsprioriteringer) smitter af på pædagogerne og sætter formentlig en dårlig cirkelbevægelse i gang, så lav social vurdering også fører til lav professionsetik – og omvendt.

Er løsningen at vende tilbage til kernefamilien?

Jeg gentager:

Er løsningen at vende tilbage til kernefamilien?

Det må kritikerne af vuggestue- og børnehavepædagogerne gerne tage stilling til. Jeg siger ikke, at deres kritik er uberettiget (faktisk har jeg selv oplevet eksempler på det, de kritiserer). Men hvis kritikken skal være frugtbar, så er der en afgørende forskel på, om man forestiller sig, at løsningen er en tilbagevenden til den borgerlige kernefamilien – eller en ny samfundsorden, hvor vi godt kan tage os af socialiseringen af hinandens børn på en måde, der naturligvis tager hensyn til børnenes biologiske behov for ømhed og tryghed, men også giver dem redskaber til at orientere sig i en verden, der kræver en differentieret, kommunikativ kompetence og en trænet problembevidsthed.

Det mål når vi ikke ved at lade de små englebasser tumle rundt om moders fødder i en lejlighed.

PS. For nu at tage al irrationalitet ud af de mulige svar på dette indlæg, så vil jeg godt bekende, at jeg har levet i et ægteskab med den samme kvinde i over 40 år, at vi har fået flere børn sammen, og at vi lever i et stort familiekollektiv sammen med børn og børnebørn og tilløbne kærester. Dét står ikke til debat. Men jeg har anført det for at undgå, at nogen skulle tro, at jeg har en tvangstanke om kernefamilien.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Det er urimeligt at gøre pasning af egne børn til et spørgsmål om 'hjemme ved kødgryderne'. De af os, der var så heldige ikke at skulle i institution, havde en udstrakt frihed til at lege og undersøge den nærmeste verden på egen hånd i flokke af børn uden for meget voksen indblanding. - Der var masser af andre voksne at møde og lære af - det var faktisk som den brede socialisation, Mihail Larsen taler om. Hvordan den opfattelse, at børn, der passes af deres forældre, holdes som små fanger i en beklumret lejlighed, har fundet indpas, er vist en eller anden form for propaganda.

anbefalede denne kommentar

Sider